Kære forældre. Det er lykken at have en håndværker i familien

Debat: Cirka 100.000 unge fra blandt andet Midtjylland er nu gået i gang med deres muligvis sidste år i folkeskolen, inden de skal til at vælge deres videre uddannelsesvej. Og overvejelserne er mange både hos de unge selv og deres forældre. For hvad er det bedste valg, og hvilken retning skal man vælge for at få de bedste job- og karrieremuligheder? For de fleste unge – 72 procent i 2018 – bliver kursen traditionelt sat mod gymnasiet og endnu tre år med teoretisk undervisning som forberedelse til en efterfølgende, akademisk uddannelse. For en langt mindre del – 20,1 procent i 2018 – falder valget på en erhvervsuddannelse, som er skræddersyet til at udstyre de unge med nogle helt konkrete færdigheder, der sender dem direkte ud på arbejdsmarkedet. Men hvorfor er der ikke flere unge, der søger mod erhvervsskolerne? En stor del af forklaringerne skal formentlig findes i rendyrket vanetænkning – ikke mindst hos forældrene. Gymnasiet betragtes som det ”finere” valg, især hvis man er bogligt dygtig, mens erhvervsuddannelserne er for dem, ”der ikke kan komme på gymnasiet”. Og i takt med at Danmark har udviklet sig til et videnssamfund, er det blevet stadig mere naturligt for mange unge at vælge gymnasiet. Det til trods for, at tal fra de senere år viser, at op mod en femtedel af alle dem, der tager en studentereksamen, stadig ikke er begyndt på en videregående uddannelse 27 måneder efter, de har fået huen på hovedet. Alligevel er der tale om vaner og fordomme, som kan være svære at gøre op med. Men det er nødvendigt, hvis vi ikke om ganske få år skal stå med en akut mangel på dygtige faglærte. Samtidig er der meget langt fra de traditionelle forestillinger om det fysisk nedslidende og lavbetalte kæft, trit og retning-liv som håndværker til den virkelighed, man møder eksempelvis i nutidens tekniske brancher som el, industri og vvs. Her er der tale op højt specialiseret arbejde, hvor man både som lærling og udlært eksempelvis kommer til at stå i spidsen for den grønne omstilling eller den teknologiske udvikling indenfor eksempelvis automatisering og robotteknologi. Det er fag, hvor man kan se frem til et bredt udvalg af job-, karriere- og videreudddannelsesmuligheder – og til en løn, der lige fra starten langt overgår det, man får med mange akademiske uddannelser. Arbejdet som for eksempel elektriker, vvs-energispecialist eller industritekniker er topmoderne fag, hvor det gælder om at have både hoved og hænder skruet rigtigt på. Noget, der også går igen på mange andre erhvervsuddannelser. Samtidig har netop virksomhederne i de tekniske brancher åbnet op for et rekordhøjt antal lærlinge. En tendens, der ser ud til at fortsætte. Derfor, kære forældre og unge: Der er ingen grund til, at hverken unge eller deres forældre bruger det sidste folkeskoleår på at følge den slagne kurs mod gymnasiet. I stedet er der brug for at slippe vanetænkningen og åbne øjnene for erhvervsskolernes tilbud og muligheder. Vi har brug for jer!

Ikke meget fleksibilitet i udvalget: Et benspænd for de små samfund

Plastsække skal genbruges: Lad os sammen begrænse plastsvineriet

Læserbrev: I den seneste tid har der i dagspressen og på TV været meget skriveri og tale om plastik, og de udfordringer der ligger i borgernes syn på og håndtering heraf. Og der kan efter min mening heller ikke skrives nok om emnet. For det er vigtigt, hvis vi skal have kurven af plastforbruget vendt. I juli skrev ansvarshavende chefredaktør Peter Orry en leder i Dagbladet Ringkøbing-Skjern under overskriften Til kamp mod plasticsvinene. Et afsnit lød således: ”Og i det små, som vi alle kan gøre: Sortere vores affald. Droppe engangsservice. Lade være med at slæbe vores varer hjem i plasticposer. Og mange andre ting”. Og jeg er helt enig heri. En af de mange andre ting, der kan gøres, er at genbruge de plastsække og -poser, vi allerede har liggende. Men lad mig starte ved problematikken der ligger i de store mængder af mikroplast, der nu findes i luft, nedbør, på jorden og i verdenshavene, og som ophobes i dyr, fugle og fisk. Mikroplast er mikroskopiske enheder, der igennem mange år er fremkommet ved nedslidning af plast, i forbindelse med vores brug heraf til alle mulige formål. Mikroplast defineres som enheder fra 1 mikrometer (1 milliontedel meter) og op til 5 mm. Alene forekomsten af mikroplast fra nedslidte slidbaner på bildæk og gummisko udgør jo nok det største problem. Men der findes også mikroplast i tandpasta og i pudsecreme m.m. De millioner af slidbaner på bildæk, der igennem mange år er slidt op på vejene rundt omkring i verden, og den store mængde af mikroskopiske partikler, der herved fremkommer, er jo ikke bare noget, der forsvinder. Det ender dels i luften som støv, der så falder ned med nedbøren. Dels - for størstepartens vedkommende - på vejene, hvor det med regnvandet skylles ud i grøfterne, løber ud til åer og floder, og til sidst ender i fjorde, søer og i verdenshavene. Ja man har meget overraskende nu også fundet mikroplast i drikkevandet i flere lande. Heriblandt også i Danmark. Det er svært at få øje på, hvordan problemet med mikroplast kan løses. Vi kan måske uden sundhedsskadelig virkning leve med den forurening af mikroplast, der forekommer i vores vandmiljø for øjeblikket. Men vi må ikke lukke øjnene for, at denne forurening vil fortsætte med uformindsket styrke endnu i mange år, da vi jo ikke fra den ene dag til den anden holder op med at køre i bil. Dertil kommer, at der vil gå år, før man finder et andet produkt til fremstilling af bildæk, der er miljøvenligt. Anderledes forholder det sig med håndtering af de større plastforekomster såsom plastsække, -poser , bøtter, plastflasker og dunke m.m. Det kan vi som borgere i vores hverdag være med til at formindske forbrug og spredning af. Ifølge tal fra Miljø- og Fødevareministeriet fra 2017 fremkommer der hvert år i Danmark ca. 340.000 tons plastaffald, hvoraf 36 procent genanvendes. Målet er, at der fremover skal genanvendes 50 procent. En stor del af resten bliver brændt, og noget eksporteres til Tyskland, og en del heraf ender i Asien - formentlig på en losseplads. Kun ca. 10 procent af verdens plastaffald bliver genanvendt. Udover de kendte mængder af plastaffald er det en chokerende kendsgerning, at der i verdenshavene driver 5 store øer rundt med strømmen, der tilsammen udgør et areal på størrelse med Afrika. Når der i det daglige tales om genanvendelse af plast, gælder det kun for den del af plasten, der genanvendes i industrien til forskellige formål. Hvad der ikke bliver talt meget om, er den måde, vi som forbrugere og borgere kan genbruge plastsække og -poser på. Når jeg er på genbrugspladsen, ser jeg, hvordan folk smider deres hele plastsække, med indhold, i brændbar rest. Og andre tømmer sækkene for indhold og bagefter smider dem i rummet for blød plast. Disse plastsække skal, hvis man vil tage plastproblemet alvorligt, tømmes og hjemtages til genbrug til transport af eks. brændbar rest og blød og hård plast m.m., indtil de er slidt op. Jeg har fået oplyst, at ca. 37.000 husstande i Ringkøbing Skjern Kommune er tilknyttet affaldsordningen. Jeg transporterer årligt ca. 15 gange plastsække med brændbar rest og blød plast til genbrugspladsen. Hvis mit forbrug svarer nogenlunde til det, hver husstand bruger i Ringkøbing-Skjern Kommune, svarer det til 555.000 sække om året, som ender på genbrugspladserne. Min egen erfaring er, at en plastsæk sagtens kan genbruges mindst 10 - 15 gange (måske mere), før den er slidt op. Der er sikkert også mange, der genbruger. Men hvis vi alle gør det bliver resultatet helt anderledes. 1 plastiksæk pr husstand pr år, ganget med 37.000 husstande, svarer til 37.000 sække. Herved vil vi alene på Ringkøbing Skjern Kommunes genbrugsplads på årsbasis kunne spare 518.000 plastsække. Og hvis vi ganger det op med landsgennemsnittet af brug af plastsække, er det rigtig meget plast, vi undgår at belaste systemerne med. Forleden, da jeg var på genbrugspladsen og i færd med at løse op for en plastsæk med brændbar rest, kom en af pladsens medarbejdere hen til mig og sagde, at jeg bare kunne smide plastsækken med indhold ned i rummet for brændbar rest. Jeg synes, det af flere grunde er et forkert signal at sende til borgerne. Dels fordi det jo ikke er at sortere, hvis man smider plastposer ned i brændbart materiale, og dels fordi plastposer da også koster penge ved indkøb, sammenholdt med, at de afgiver giftig røg ved afbrænding. Og vi må huske på, at vi nu skal vænne os til, på alle fronter, at begrænse forbruget af plast og herunder også plastsække. Jeg gør opmærksom på, at min beregning, af indlysende grunde, er meget teoretisk, og dermed forbundet med stor usikkerhed, men det er en kendsgerning, at der kan spares rigtig mange plastsække ved genbrug. I stedet for den opfordring, jeg fik af medarbejderen på genbrugspladsen, bør der på alle genbrugspladser opsættes et skilt hvorpå der står: Plastsække skal tømmes og genbruges. Det gælder også de såkaldte bilkaposer. Da vi nu alle i fællesskab skal være med til at begrænse plastsvineriet, kan ovenstående forhåbentlig bidrage til, at vi fremover undgår at få rigtig meget plast tilbage til genanvendelsesanlæg, med dyre og uhensigtsmæssige arbejdsprocesser til følge.

Når vi ikke kan have tillid til retssystemet: Det er en skandale