Annonce
Klumme

Åååååh, hvor er jeg dog miserabel: Mine 14 dage i snot- og hostehelvedet

Harrrk, harrrk, HARRK, krrrptøj … Kender du det? Klokken er halv tre om natten, og for hundrede og syttende gang ryster et hosteanfald din mødige krop ud af den den døs, du nådigt langt om længe var nedsunket i. Mest af alt lyder du som en sælhund med halskartar, KOL og kighoste på én gang, og hostene synes du at hente op fra hjørner og udkanter af bronkierne, som du ikke anede, at du havde. Tårerne står dig i øjnene, hovedets resonanskammer synger og vibrerer, og brystkassen værker, som havde du lige trykket et par ribben eller tre. Desperat famler du i mørket efter hostebolsjerne, der ligger på natbordet, får én trykket ud af blisterpakken, smider den i munden, snyder din stoppede næse i en Kleenex og synker forpustet sukkende og bolsjesuttende tilbage i puderne, der er stablet op, så du kan sove siddende - eller i det mindste prøve på det. Det er tredje, fjerde eller måske endda femte nat, du er i færd med at hoste dig vej igennem, og på nuværende tidspunkt er du så træt af det hele, at du mest af alt har lyst til at kaste håndklædet i ringen, og opgive ævred. Hvis der altså var nogen at opgive det til... Det er kort sagt den tid på året: Tidspunktet, hvor forkølelserne hærger. Nu skal jeg ikke jamre. Jeg hører ikke til dem, der bliver hårdest ramt af efterårets infektionssygdomme; så langt fra. Influenza får jeg stort set aldrig, og jeg har ikke prøvet at være udsat for en lungebetændelse, hverken kold, varm eller lunken. Så i virkeligheden plejer jeg at slippe billigt gennem sygdomssæsonen i forhold til så mange andre. Men intet - eller i alt fald meget lidt - kan alligevel få mig til at føle mig så miserabel som en gedigen forkølelse. Den føles nærmest som en eksistentiel krise. Denne kombination af snotstoppet snydeskaft og slimblokeret hals formår simpelthen at forpeste min tilværelse, mens den står på. Og efter 63 år på denne jord har jeg stadig ikke fundet et eneste remedie, der virker. Jeg har siddet med et viskestykke om hovedet og indåndet pebermyntedampene fra en opvaskebalje fyldt med varmt vand for at skabe passage i de stoppede luftveje. Jeg har spist rugbrødsmadder med en blanding af stærk sennep, knust hvidløg og revet peberrod, og ikke oplevet andet end at traumatisere mine smagsløg alvorligt. Jeg har bællet hostesaft så hvinende sød, at mine plomber skreg om nåde. Jeg har sprøjtet mig med næsespray, til jeg fik næseblod. Jeg har gurglet hals i kvalm slimløsnende citronvand. Jeg har guffet enhver tænkelig form for hoste- og halstabletter i mig. Og lige lidt hjælper det. Min forkølelseskurve følger altid samme bane: Først er jeg halvsløj et par dage; min næse begynder at prikke og min hals at irriteres. Som regel tror jeg, at denne gang slipper jeg billigt, men så slår forkølelsen for alvor til. I et par dage føler jeg mig virkelig sløj, stoppet og varm. Så begynder jeg for alvor at hoste, og det er det værste stadie, for nu kan jeg slet ikke sove. Efter en god uges tid begynder det hele så småt at klinge af, men jeg bliver ved med at hoste den næste uges tid. Efter sådan cirka 14 dage begynder jeg at følge mig oven på igen. Træt, men nogenlunde rask. Der befinder jeg mig lige nu efter årets første - og forhåbentlig sidste - forkølelse. Hosten var slem denne gang. Rigtig slem. En overgang tænkte jeg, at det kunne være kighoste eller måske endda lungebetændelse. Det var det heldigvis ikke; det var bare en god, gammel og velkendt forkølelse, der nu er vendt tilbage, hvor den kom fra. Men uanset hvor mange gange, den kommer på besøg, vænner jeg mig aldrig til den!

Klumme

Ugens Prædiken: Hviledagen giver ydmyghed og hjælp til at nyde skønheden

Vi har indrettet vores samfund sådan, at stort set alt kan lade sig gøre alle dage i ugen. For mange af os bliver tiden mere og mere flydende. Man kan arbejde om aftenen og holde fri om morgenen. Netto har åbent til klokken 22. Og håndværkeren kan sagtens komme forbi på søndag. Det med at have en hviledag om ugen er noget gammelt noget, som vi for længst er blevet færdige med. Derfor kan det også virke helt underligt for os, når vi på denne søndag læser, at Jesus og farisæerne diskuterer, om man må gøre godt på hviledagen. Selvfølgelig må man da det! Jesus siger et andet sted, at sabbatten er til for menneskets skyld – det er ikke mennesket, der er til for sabbattens skyld. Og dermed hakker han en stor pæl igennem alle knudrede påbud om, hvad man må og ikke må, når det tilfældigvis er søndag. Så taler Jesus også på denne søndag om at ydmyge sig og indtage de ringeste pladser i stedet for de bedste. At lade andre komme til før en selv. Det er Jesus’ opfordring, som gælder alle forhold i vores liv. Og måske skal vi faktisk også være ydmyge over for sabbatten, over for hviledagen. Måske skal vi ikke bare ryste på hovedet af den gamle tanke om en ugentlig hviledag. For måske giver sådan en dag os lige præcis mulighed for at blive ydmyge mennesker. Det tror jeg, at den svenske præst og forfatter Tomas Sjödin vil give mig ret i. Han har skrevet bogen ”Det sker når du hviler”, og han bruger hele bogen til at forsvare, at vi faktisk burde støve de gamle traditioner af og holde os en hviledag om ugen. Hans påstand er, at den ene dag om ugen gør noget ved de andre dage. Han skriver sådan her: ”At glæde sig over sabbatten er at nyde skønheden i verden og se spor af Gud i hinanden.” Der kan på den måde være to formål ved rent faktisk at holde en hviledag. Det første er at gøre os opmærksomme på alle de små, vidunderlige ting, som vores tilværelse er sat sammen af. Duften af morgenkaffe i et koldt køkken, den lave sol, der kaster sin lysstribe ind på gulvet, følelsen af barnets bløde hud efter badet. Hvis vi alle dage kører i et højt tempo, opdager vi ikke den slags, men ser kun dagens mange krav. I hvilen kan vi derimod fokusere på det, der bare er, uden at vi har gjort noget for, at det skal være der. Det hjælper os til at nyde skønheden i verden, og til at være ydmyge over for vores tilværelse og den Skaber, der står bag den. Samtidig hjælper hvilen os til at se spor af Gud i medmennesket. Og det er hviledagens andet formål. På hviledagen, om søndagen, har vi mulighed for at komme i kirken og høre Guds ord, der fortæller os, at vi ikke blot er kastet tilfældigt ind i en dejlig verden. Nej, vi er sat her med det formål, at vi skal tjene Gud ved at ydmyge os over for vores medmennesker og elske dem, ligesom Gud gør. Og for overhovedet at kunne prøve på det, tror jeg, at vi har brug for hviletid. Prøv at tænke på Jesus. Han er forbilledet inden for ydmyghed og næstekærlighed. Og samtidig, ja, så var han vel egentlig lidt af en drivert, set med arbejdsomme vestjyske øjne. Som 30-årig opgav han sit gode tømrer-arbejde og begyndte i stedet at vandre om på vejene. Han underviste om nogle smukke, men ret unyttige ting. Ja, Jesus var en vandrende, unyttig mand, men måske var det netop derfor, at han kunne være så meget for så mange. Måske var det netop derfor, han gjorde så stor en forskel, at mennesker den dag i dag beder til ham i håb om, at han også vil hjælpe med at bære deres byrder. Jesus gør det på denne søndag klart, at hviledagen ikke skal være en spændetrøje af regler, der forhindrer trække vejret. For hviledagen er til for menneskets skyld og ikke omvendt. Samtidig kalder Jesus til ydmyghed, til at sætte de andre før os selv. Spørgsmålet er, om det lader sig gøre uden sabbatten, uden hvilen, uden roen til at være unyttig. 17. søndag efter trinitatis. Prædiketekst: Luk 14,1-11

Klumme

Konfirmationsforberedelser hører hjemme i skoletiden.

Afvigte måned begyndte konfirmationsforberedelserne i landets præstegårde igen. Skønt den som andre religiøse ritualer og højtider har en materiel side, bliver den for mange det første egentlige møde med evangelisk-luthersk tolkning af religiøsitet. Analogt med ens bryllup glemmer de færreste deres konfirmation. Dagen står for langt de fleste i lys erindring. Uagtet folkekirkens faldende medlemstal, er cirka 75 procent af befolkningen immer væk medlemmer, og heraf konfirmeres cirka 70 procent. To ting bliver hermed klart; den evangelisk-lutherske kirke er alle trossamfund hertillands kvantitativt langt overlegen, og de 70 procent, som årligt konfirmeres tilkendegiver, at ritualet både er populært og har værdi. Folkekirken har ingen grund til at stille sit lys under skæppe. Den har en helt naturligt ret til at blive set og hørt. I henhold til grundlovens kap. VIII § 71 har vi trosfrihed. Staten er magtesløs med hensyn til den enkeltes religiøse valg; det har hjemme i privatsfæren. Denne begrænsning af statens magt skal vi glæde os over, men det betyder ikke, at kirkelige anliggender kun har hjemme i det private. Troen er en privatsag, men institutionen er offentlig. I henhold til grundlovens kap. I § 4 er den evangelisk-lutherske kirke sammenfaldende med den danske folkekirke, der netop derfor - som det eneste trossamfund - understøttes af staten. Som pointeret foroven har folkekirken på grund af sit kvantitative overtag ret til synlighed; der kan med lethed også anføres juridiske argumenter for dens særstilling. Sekulariseringen er ikke fuldbyrdet; stat og kirke er knyttet til hinanden i henhold til grundloven. Desårsag har vi et kirkeministerium, som har det overordnede ansvar for økonomi, styrelse og personale. Danmark har i praksis en statskirke, men grundlovsfædrene valgte at kalde den folkekirke for at tydeliggøre, at kirken ikke var statens, men folkets. Dens forholdsvis flade struktur og senere reformer (menighedsråd) stadfæster den danske evangelisk-lutherske markante folkelige præg. Skal der peges på en institution, som kan skabe sammenhæng eller fællesskab herhjemme, står Folkekirken som noget nær den sidste sokkel i brændingen. Det bør vække til eftertanke i stat og kommune. De burde værne om den og fremme dens virke. Er det for meget for langt, så lad den i det mindste i fred. For ligesom alting har en ende, er det ganske vist, at hærskarer af lærere, fagforeningsfolk og andre kristendomsforskrækkede meningsmagere ved konfirmationsforberedelsens begyndelse år efter år i skrift og tale turer frem med, hvor ualmindeligt urimeligt det er, at skolen ifølge folkeskolelovens § 53 skal stille en meget lille del af skoletiden i enten 7. eller 8. klasse til rådighed for konfirmationsforberedelse, og tilmed morgentimerne. Siden 2013 har jammerkoret fået tilført forstærket ammunition, da de superkloge Djøf’er glemte at tage højde for den sag. Det har antændt uværdig ballade i en del kommuner. Sådan også i år, hvor de radikale drev fedtspil over for sin potentielle vælgerskare, folkeskolelærerne, da deres landsmøde på Nyborg Strand vedtog en beslutning om at fjerne konfirmationsforberedelserne fra skoletiden. Dette årlige cirkus er ubærligt at bevidne. Konfirmationsforberedelse i skoletiden er et ensomt tegn på, at stat og kirke ikke er adskilt. Skulle medlemstallet af folkekirken falde til under 50 procent, har majoritetskirken de facto mistet sin stilling som det førende trossamfund, der kan tilkomme statsstøtte. Men der er vi langt fra endnu.

Læserbrev

Svar til Lise Bonde: Fair konkurrence og vilkår

Læserbrev: Kære Lise Bonde, jeg har fuld forståelse for, at du som bestyrelsesmedlem i anlægsgartnervirksomheden Lauge Bonde Aps varetager ejerinteresser og gerne vil skabe det størst mulige overskud i virksomheden. 3F har også stor respekt for virksomheden, fordi vi ved, at I prioriterer efteruddannelse, arbejdsmiljø og et godt samarbejdsklima med medarbejderne. Men du fører læserne bag lyset, når du fremstiller 3Fs faglige indsats – for at få overenskomstdækket Lauge Bonde Aps – som et overgreb og magtmisbrug. 3F har indgået den frivilligt forhandlede, repræsentative brancheoverenskomst, og det er vores – og arbejdsgiverorganisationens – opgave og rolle, at forsvare denne og få den udbredt til flest mulige virksomheder og medarbejdere i branchen. Det gør vi både af hensyn til de ansatte og af hensyn til langt størstedelen af virksomhederne i branchen, som overholder de frivilligt aftalte løn- og arbejdsvilkår i brancheoverenskomsten. Vi ønsker skarp, men fair konkurrence mellem virksomhederne med hensyn til god kundeservice, dygtighed og kvalitet, innovation og logistik og så videre. Men vi ønsker og accepterer ikke en kappestrid mellem virksomhederne på, hvem der kan få medarbejderne til at acceptere de ringeste vilkår. 3F gennemgår meget gerne de konkrete detaljer og fordele for medarbejderne ved den repræsentative brancheoverenskomst – som 3F har indgået – og her vil jeg blot nævne, at man kan arbejde på akkord, hvilket pt. giver en gennemsnitsløn i byggeriet på knap 200 kroner i timen. I dit læserbrev i Dagbladet Ringkøbing-Skjern skriver du, at vi i den lokale 3F afdeling skulle have udtalt: ”nå, men så er I jo organiserede og har ordnede forhold.” Jeg kan med garanti sige, at det har vi aldrig sagt. Et sådan svar svarer til, at vi I 3F skulle anerkende KA. Men vores rolle på arbejdsmarkedet er at sikre gode løn- og ansættelsesvilkår for vores medlemmer. Det gør vi gennem vores overenskomster, som samtidig sikrer en fair konkurrence mellem virksomhederne.

Annonce
Læserbrev

Det ellevte bud til de kristelige: Hold jer til sandheden

Læserbrev: Kristelig Arbejdsgiverforening, KA, bruger i øjeblikket store ressourcer på at svine 3F til i pressen i forbindelse med Lauge Bonde-sagen, som er afsluttet for længst. KA-direktør Karsten Høgild forsøger i læserbrev efter læserbrev at bilde de sagesløse læsere ind, at KA’s overenskomst er bedre end 3F’s overenskomst. Det er naturligvis ikke rigtigt, hvilket jeg skal vende tilbage til. Bagtanken med Høgilds bombastiske tordenskrald mod 3F er da heller ikke en diskussion om de konkrete overenskomster. Direktørens udfald handler om et klokkeklart angreb på den danske model. Høgild vil nemlig ikke have, at andre og bedre overenskomster udkonkurrerer hans egen, selv om det er til gavn for medarbejderne. Høgild vil have omsætning i sin egen fag-forretning, og så går han på barrikaderne med usande påstande om konkurrenterne, som jo er os i 3F. Lad os alligevel starte med nogle af de urigtige påstande om overenskomsterne i det seneste indlæg her i avisen. Pensionsbidraget er mindre i 3F’s overenskomst end i KA’s, skriver Høgild. Men sandheden er, at man som lønmodtager får flere kroner på sin pensionsopsparing ved at være på 3F-overenskomst end ved en KA-overenskomst. Det procentvise pensionsbidrag er ganske vist højere hos KA end hos 3F, men pensionsgrundlaget er væsentligt højere hos 3F end hos KA, fordi man blandt andet ikke får pension af feriepengene hos KA. Det gør man hos 3F. Så skriver Karsten Høgild, at man ikke får del i KA’s seniorlivs-ordning i 3F’s overenskomst. Nej, det gør man naturligvis ikke. Man får del i 3F’s seniorordning, som giver præcis de samme muligheder som KA’s ordning. På mange andre områder er 3F’s overenskomster bedre end KA’s. 3Fs søgne- og helligdagsbetaling ligger på 9,9 procent, hvor den kun ligger på 4,0 procent hos KA. Vi har ret til barns anden sygedag, indtil barnet fylder 14 år, hvor KA-overenskomsten kun giver ret til en enkelt sygedag, indtil barnet fylder 12. 3F’ere har ret til at arbejde på akkord, hvilket ikke er en del af KA-overenskomsten, og det betyder, at vores priskuranter – prislister – giver en gennemsnitsløn i byggeriet på 197 kroner i timen. Sandheden er, at 3F’s overenskomster er bedre eller mindst på højde med KA’s, hvilket Karsten Høgild udmærket er klar over. Direktørens ærinde er da heller ikke som tidligere nævnt at diskutere de konkrete overenskomster, men at forsøge at få politikerne til at udelukke, at andre og bedre overenskomster – for eksempel 3F’s – fortsat kan konflikte for at danne et fælles minimumsgrundlag for løn og arbejdsforhold. Vi er tidligere inden for byggeriet blevet stillet overfor et krav om at anerkende italienske og polske overenskomster, hvilket naturligvis er meningsløst. Hvis Karsten Høgild får det, som han ønsker, så vil vi være afskåret fra at kræve overenskomst, med de anstændige forhold, som de mest repræsentative parter på arbejdsmarkedet er blevet enige om. Og dermed vil der være åbnet for en stor glidebane af forringede forhold, som ingen af de virksomheder, der er omfattet af vores overenskomster, kan konkurrere med. Så når Karsten Høgild under dække af ”ordentlighed” er enig med os i, at vi skal passe på den danske model, så er det i virkeligheden som rebet, der støtter den hængte. Formålet er det, som altid har Kristelig Arbejdsgiverforenings formål: At svække dansk fagbevægelse, så det ligeværdige forhold mellem arbejdsgivere og lønmodtagere ødelægges. Det ligeværdige forhold kan nemlig kun opretholdes, når man ikke kan spille den ene overenskomst ud mod den anden – det er den eneste måde, vi kan sikre et fælles grundlag for løn og arbejdsforhold på.

Annonce
Debat

Debat: Godt at Mette Frederiksen har øje for den kritiske situation på medicinske afdelinger

I det udmærkede radioprogram ”Slotsholmen”, der sendes på Danmarks Radios P1 og handler om politik, kunne man forleden høre et langt og interessant interview med statsminister Mette Frederiksen. Særlig interessant ud fra et sundhedsperspektiv var den del af interviewet, som handlede om sygehusenes medicinske afdelinger. For statsminister Mette Frederiksen har helt ret, når hun peger på, at de medicinske afdelinger er pressede. ”Den ældre medicinske patient, der kommer ind på en afdeling på sygehuset oplever, at medarbejderne løber stærkt, og at de løber for stærkt. Det kan vi godt gøre bedre,” slog statsministeren fast, da hun blev interviewet om sin åbningstale af Folketinget. Det er godt, at hun har fokus på problematikken. Det er der også behov for – ikke mindst med tanke på den befolkningsudvikling, vi allerede har taget hul på, og som vil præge samfund, sundhedsvæsen og ikke mindst de medicinske afdelinger i mange år frem. Det er nemlig sådan, at der år for år i de kommende årtier er udsigt til flere ældre og flere patienter med behov for mere behandling og pleje. Alene frem til 2025 kommer der 33 procent flere borgere i aldersgruppen 80-89 år. Det er naturligvis glædeligt, at flere lever længere, men vores sundhedsvæsen har i dag slet ikke de nødvendige ressourcer til at kunne behandle de mange flere borgere, særligt ældre, som får brug for lægehjælp. Og lige præcis den ældre del af befolkningsgruppen har ganske ofte brug for behandling på netop de medicinske afdelinger. Så når der i dag er medicinske afdelinger i hver eneste af landets fem regioner, der er ramt af overbelægning, er det nok for intet at regne i forhold til, hvad fremtiden bringer for de mange ældre medicinske patienter. Sandsynligheden taler for, at det vil gå fra slemt til værre, hvad overbelægningen angår. ”Det kan vi godt gøre bedre”, som statsministeren slog fast, og jeg er meget enig. Vi skal kunne byde ældre medborgere bedre end overbelagte afdelinger med pressede sygeplejersker og læger. Desværre er det sådan, at medicinske afdelinger med pres og overbelægning langtfra er en enlig svale. Sundhedsvæsenet er generelt presset af en stor opgavemængde og ressourcer, der slet ikke slår til. Psykiatrien er nødlidende efter mange års politisk underprioritering, og mange steder i sundhedsvæsenet mangler der speciallæger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Derfor er der behov for et langsigtet løft af vores sundhedsvæsen. Vi anbefaler på baggrund af en tilbundsgående analyse af sundhedsvæsenets økonomi fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd at investere to procent ekstra i sundhedsvæsenets økonomi hvert år frem til 2025. I rene tal svarer det til cirka tre milliarder kroner mere næste år, mens det skal stige til godt fire milliarder kroner i 2025. Det er - sammen med mere prioritering - faktisk, hvad der skal til, hvis ikke patienterne skal opleve et gradvist ringere sundhedsvæsen. Sat på spidsen er regeringens forslag om, at pengene skal følge med, når der kommer flere ældre, jo kun en garanti for, at overbelægningen ikke bliver meget værre. Dertil kommer, at vi dag for dag og år for år ser nye og bedre behandlinger, som kan forbedre liv for ikke mindst ældre. Den sundhedsgevinst vil vi jo gerne give vores ældre, men det kan vi kun, hvis der er et økonomisk løft, som er udover demografien. Det håber jeg, at statsminister Mette Frederiksen vil tænke ind i arbejdet med at gøre sundhedsvæsenet bedre for patienterne og for os, der arbejder i det.

Læserbrev

Tak Carsten Holm Ørskov - sikke en politisk gave!

Læserbrev: Hvor er det fantastisk at bo i en by, hvor borgere kærer sig om udviklingen, og om, hvordan borgernes skattekroner anvendes bedst muligt i en benhård prioritering, med et voldsomt behov for besparelser på alle områder! Det er Carsten Holm Ørskov et eksempel på. Det var med stor glæde, at jeg læste artiklen om det gamle rådhus i Skjern i søndagsudgaven. Tænk, at vi har et byråd, der lige pludselig står med så mange muligheder, som den grund og bygning giver. Det kan kun blive en win-win situation for alle. Man kan læse, at en COWI rapport fra 2015 peger på, at grunden/bygningen kan opdateres, så ansatte kan få opdaterede arbejdspladser i midtbyen, endda flere, end der eksisterer i dag. Samtidig er der plads til at udvide i både højde og længde på grunden, så der kan tænkes helt nye funktioner ind, som kan gavne byens handel og liv. Måske et besøgscenter for turister med et længe savnet turistkontor i midtbyen, og det hele kan ske uden behov for genhusning! Hvis der er behov for flere lejligheder, kan en etage måske også udmatrikuleres til det. Det giver rigtig meget mening at få lavet beregninger på forskellige scenarier, det må da være en politisk gave at få flere valgmuligheder, så man er sikker på, at man bruger borgernes penge på det helt rigtige, som også understøtter det liv og den handel, som midtbyen i dag bærer præg af!

Annonce
Læserbrev

Finanslov: Angreb på de frie skoler

Læserbrev: Statsminister Mette Frederiksen gik til valg på at være ”Børnenes statsminister”. Det er jo positivt. Men det gælder åbenbart ikke for de 121.000 børn på fri- og privatskolerne overalt i Danmark. S-regeringen har netop fremlagt et finanslovsforslag, hvor de vil skære i tilskuddet til fri- og privatskolerne med 300 millioner kroner om året. Det kommer til at gøre rigtig ondt på mange små friskoler – og på landsbysamfund. Det kan true op til 100 skoler over hele landet med lukning, koste op til 3.000 kroner i øget forældrebetaling pr. elev eller betyde fyring af personale. Venstre vil fastholde støtten til de frie skoler og sikre, at vi fortsat kan have frie skoler i hele landet. Vi har i flere omgange stået i spidsen for at styrke de frie skoler. Vi har øget støtten til de frie grundskoler – den såkaldte koblingsprocent - fra 71 procent til 76 procent, så forældre har endnu bedre mulighed for at vælge en friskole uanset indkomst. Og vi har for nylig sikret mere frihed til de frie skoler, så de har endnu bedre muligheder for at skabe flere og mere mangfoldige skoletilbud i hele landet. Også i landdistrikterne. Nu vil S åbenbart gøre livet surt for de forældre, der formaster sig til at benytte sig af det frie valg. Det er den helt forkerte vej at gå. Og det vil jeg kæmpe imod. Længe leve det frie valg!

Læserbrev

Skyd ulvene: Ansvarlig jagtminister på Ålandsøerne

Læserbrev: En ulv skambed syv får i fredags i Hammerland på Ålandsøerne, hvor jeg er bosat for tiden. Billeder af de skambidte får blev fremlagt for en forsker i Sverige, som bekræfter, der er tale om ulvebid. Det er altså ikke nødvendigt med seks ugers ventetid på DNA-test, som hos Miljøstyrelsen i Danmark. Den ansvarlige minister for jagten kaldte ind til et hastemøde lørdag, hvor det efter et kort møde blev besluttet, at ulven skal skydes. Og at Åland ikke har sammenhængende skovarealer nok til at dække behovet for et ulverevir. Altså er beslutningen, at ulven skal væk fra den Ålandske fauna, da man ikke vil tillade denne form for grov mishandling af husdyrene. Hvor er det uendeligt befriende at møde en minister, som i den grad er i stand til at tage beslutninger. I Danmark har ulve skambidt og plaget mere end 200 får og lam. Og senest tre ponyer. Den ansvarlige styrelse og minister, samt dennes personlige rådgivere burde alle som én anklages for grov dyremishandling. De vender det blinde øje til og lader ulv(ene) skambide og plage livet af får og nu senest heste, uden så meget som at løfte en pegefinger. Og dette i den hellige EU’s navn. Åland er også med i EU, men de finder sig ikke i denne form for dyrplageri, og argumentet er, ”Hvis ulven har skambidt husdyr en gang, så viser al statistik, at den gør det igen”. Så derfor skal den fjernes. Det kalder jeg anstændig tænkning, i stedet for som i Danmark, hvor offentlige myndigheder holder hånden over en glubsk seriedræber. Og de stakler, som opdrætter får og lam, ja pyt være med dem og deres følelser for dyrene. Og hvor er Dyrenes beskyttelse og DN? Så kære minister for dette område, gør nu det, du er valgt til, og som er det eneste rigtige i denne sag, få nu sat de lokale jægere i gang med at rydde op efter jeres handlingslammede beslutninger. Der findes ikke nogen EU-lovgivning, som beskytter ulve, der spiser husdyrene. Og skal der hunde og børn på menuen, før du handler? Send dine ”Personlige rådgivere” i byen og tag en beslutning selv, jeg garanterer det bliver en god følelse. Og så må Disney-borgerne og ulveforkæmperne i byen dressere ulvene bedre, før de sættes ud i en ikke-egnet dansk natur.

Læserbrev

Fra håb til handling: Historiens grønneste finanslov

Læserbrev: Danmark skal reducere sin udledning af drivhusgasser med 70 procent i 2030. Det er et ambitiøst mål, som alle minus Nye Borgerlige nu støtter. Vi er den første generation, som mærker forandringerne i klimaet, men vi kan gøre noget ved det. Mandag fremlagde vi radikale vores bud på en finanslov. Vi skal nå omkring 19 procentpoint for at nå de 70 procent i 2030. Med vores udspil tager vi de første 7 procent. Det er en ganske stor bid, vi vil tage allerede i 2020. Især har vi lyttet til landbruget, som sammen med Danmarks Naturfredningsforening har foreslået, at staten opkøber mindre gode jorde. Det vil medføre, at landbruget kan dyrke de robuste jorde mere intensivt, mens vi kan skabe mere natur og ophobe CO2 på de sårbare jorde, som staten køber ud af landbrugsdrift. Udtagning er landbrugsjord er en helt central brik i omstilling af landbruget, og vi afsætter nu en lille milliard til det. Også transporten vil vi omstille grønt. Det gør vi ved at fastholde lave afgifter på biler på vedvarende energi. Og ved at afsætte penge til, at det offentlige skal indkøbe flåder på vedvarende energi. Det kunne være skraldebiler, busser mv. Det koster lidt mere til en start, og det bør staten finansiere. Folketingsvalget bragte håb om grøn omstilling. Nu skal det håb blive til handling.

Læserbrev

Begrebsforvirring: Tilstandsrapport er ikke nødvendig

Læserbrev: I et læserbrev mandag undrer Magnus Kolby sig over, at jeg ikke mener, det er nødvendigt med en tilstandsrapport på rådhuset i Skjern - inden byrådet eventuelt træffer beslutning om en udflytning af administrationen til Innovest. Jeg tror der er tale om lidt begrebsforvirring i denne sag. Dagbladet spørger mig, om der er udført en tilstandsrapport på bygningen. Det er der ikke. Og det mener jeg faktisk heller ikke er nødvendig. Der er udarbejdet en rapport af COWI i 2015, der beskriver omkostningerne ved en ændret indretning af rådhuset i Skjern. COWI vurderer dette projekt til at koste 11,6 millioner. Det er dette beløb, der ligger til grund for en overvejelse om at udflytte administrationen til Innovest. I sagsfremstillingen er omkostningen opgjort til 10 millioner kroner, hvilket må siges at være et forsigtigt skøn, når COWI har beregnet det til 11,6 millioner. I rapporten er der alene taget stilling til en ændret indretning af en heraf følgende nødvendig renovering. Der er ikke udarbejdet en egentlig tilstandsrapport. Yderligere renovering af bygningen, vil således gøre projektet endnu dyrere - og ville faktisk yderligere bidrage til argumentationen for en udflytning af administrationen. Beslutning herom tages senere af byrådet.

Læserbrev

Jagt. Der er grund til lidt fakta i hjortevildtdebatten

Læserbrev: Der har efterhånden indsneget sig så mange usandheder i debatten om arealkrav i forhold til jagt på kronhjorte, at der kan være grund til berigtigelser: Pressemeddelelsen fra medlemmer af Hjortevildtgruppe Vestjylland, udsendt 23. september 2019, er ikke sendt til miljøministeren, men til de berørte organisationer og nogle vestjyske dagblade. Der er således ikke gjort noget forsøg på at gå uden om den sædvanlige kommandovej. Postulatet om at pressemeddelelsen skulle være sendt til ministeren er formentlig frit opfundet af formanden for Hjortevildtgruppe Vestjylland, Jakob Boni Jakobsen. Pressemeddelelsen er ikke udsendt bag om ryggen på formanden. Han ville bare ikke være med, hvilket måske er forståeligt set i lyset af Danmarks Jægerforbunds holdning til arealkravet. To af hjortevildtgruppens medlemmer kontaktede ham for at tilpasse teksten og få ham med, men blev afvist. Hjortevildtgruppe Vestjylland har ikke planlagt noget offentligt møde i dette efterår. Der er således ikke tale om at aflyse et af hjortevildtgruppen planlagt møde. Postulatet om at ville holde et offentligt stormøde må alene tilskrives Jakob Boni Jakobsen, hvilket han naturligvis kan gøre i sit eget regi, men ikke på vegne af hjortevildtgruppen og ikke med mødeudgifter betalt af staten. Pressemeddelelsens hovedformål var at opfordre de vestjyske kronvildtjægere til at efterleve ”De Jagtetiske Regler for Kronvildt”. Der var konstateret alvorlige brud på disse regler, og det står i hjortevildtgruppernes kommissorium, at de skal agere derpå, hvilket vi blandt andet gjorde med den udsendte pressemeddelelse. En af rettesnorene for en etisk afskydning af kronhjorte kan være de foreslåede max 1 hjort pr påbegyndt 100 hektar. Dette medfører ingen begrænsninger for afskydning af hinder og ikke mindst af kalve, der har en meget lang jagttid. Forslaget om arealbegrænsning har således en stærkt begrænset indflydelse på størrelsen af kronvildtbestanden, og er af minimal betydning for det store flertal af kronvildtjægere, der helt naturligt efterlever ”De Jagtetiske Regler for Kronvildt”.

Leder For abonnenter

Ny flygtningestrøm truer

Den tyske indenrigsminister Horst Seehofer har netop besøgt Grækenland. Han blev nervøs over det, han hørte og så. I årets første ni måneder fandt knap 36.000 flygtninge vej fra Tyrkiet til Grækenland. Det er flere end hele sidste år, og grækerne forventer yderligere 25.000 inden årets udgang. Horst Seehofer frygter, det kun er et spørgsmål om tid, inden vi får en ny flygtningestrøm på samme niveau som i 2015 og 2017. Dengang kom flere end 1,7 millioner flygtninge og immigranter til Europa. Den bekymring er der grund til at dele. Kun alt for lidt har nemlig ændret sig. Således er der trods megen snak om det modsatte fortsat ikke styr på EU’s ydergrænser. Situationen er samtidig stadig håbløs for de mange mennesker, der er internt fordrevne i forbindelse med krige og konflikter i Mellemøsten. Nabolande i regionen har desuden modtaget millioner af flygtninge, hvilket gør situationen i for eksempel Libanon ekstremt anspændt. For at føje spot til skade truer den tyrkiske præsident Erdogan med at lade de 3,6 millioner flygtninge i landet sætte kurs mod Europa. Vi kan under ingen omstændigheder håndtere eller tolerere en gentagelse af de forudgående folkevandringer på det europæiske vejnet. Vi må kræve effektiv kontrol af ydergrænserne kombineret med en fungerende hjemsendelsespolitik for de mange, der slet ikke har behov for beskyttelse. Af humanitære grunde burde vi overveje, om EU helt kunne fjerne muligheden for at søge asyl på europæisk grund, hvis man ankommer ad vand- eller landvejen. Og nej, det handler ikke om om at være hjerteløs. Målet skulle være, at asylsager kunne afgøres, før desperate mennesker begiver sig ud på den dødsensfarlige tur over Middelhavet. Udstationerede sagsbehandlere passende steder skal så have mulighed for at gennemføre en indledende sagsbehandling og sende de åbenlyst uberettigede ansøgere retur med første ledige fly. Det kommer vi givetvis til at betale for. Men det modsatte bliver i enhver forstand dyrere.

Læserbrev

Indflydelse fra Vestkysten: Beskyt børnene helt fra livets begyndelse

Læserbrev: Den forløbne valgkamps erfaringer bør huskes af vælgerne i kommende valgkampe. Annoncen ”Et stærkt Træk for reel indflydelse.” af borgmester og viceborgmester i RingkøbingSkjern kommune om at stemme S eller V holdt ikke. Havde de nøjedes med at fremføre deres partiers politik, havde Kristendemokraterne i denne tid - via et kredsmandat og tillægsmandater – formentlig kunne føre deres familie- og menneskevenlige politik her fra Vestkysten til Christiansborg - som I. C. Christensen og Christian Christensen gjorde det. Det kan de andre partier ikke. Mette Frederiksen har slået sig op på, at hun vil være ”børnenes statsminister,” men det gælder for hende ikke de første 12 uger af deres liv. Hvem har hørt et eneste ord fra hende om, at beskytte børnene fra deres livs begyndelse? Det til trods for, at det er et meget alvorligt problem, at den danske befolkning formindskes, idet 2 voksne kun får 1,7 børn i gennemsnit. Det betyder, at befolkningen minimeres til 5,1 million fra 6 millioner over tid. Det var kun Kristendemokraterne, der gik til valg på at ville nedbringe aborttallet. Uden fordømmelse og med tilbud om at hjælpe. Her har Venstre også svigtet. Kristian Jensen svigtede folkets fremtid ved at meddele mig, at han var tilhænger af såkaldt ’fri abort.’ Det samme gjorde og gør Dansk Folkeparti. Skønt de har villet, at det skulle stå i regeringens grundlag, at ”Danmark er et kristent land,” så har de svigtet den nærmeste næste, som for enhver moder er hendes vordende barn. Det er ikke kristent at føre angrebskrig mod ufødte - og i fjerne lande. Den augsburgske Bekendelse, som præsterne i DF har aflagt præsteløfte på, tillader kun at ”føre retfærdige forsvarskrige.” At de samme præster uforbeholdent har anbefalet Luthers skrift ”Om jøderne…” med de kriminelle forslag til at true jøderne på livet – og at Dansk Folkeparti ikke har taget afstand fra dette - viser, at dette parti ikke derved kan give en god indflydelse til vort folkestyre.

Læserbrev

Opråb til unge: Skift fjumreår ud med faglighed

Læserbrev: Alt for mange midtjyske unge spilder tre år af deres liv på en studentereksamen, de alligevel ender med ikke at bruge til noget. Det er tid til at sætte mere fokus på erhvervsuddannelserne allerede i folkeskolen og droppe den gymnasiale vanetænkning. Der har aldrig været flere forskellige valgmuligheder for midtjyske unge, som står overfor at skulle vælge den videre uddannelsesvej, når tiden i folkeskolen lakker mod enden. Men samtidig har det aldrig været mere uoverskueligt at finde ud af, hvor man skal søge hen. Måske er det derfor, så mange unge vælger den slagne vej på gymnasiet, for ”så har man i hvert fald tre år mere til at tænke over tingene”. Konsekvensen er, at alt for mange unge ender med en studentereksamen, de ikke aner, hvad de skal bruge til. Nye tal fra Undervisningsministeriet viser da også, at hele 25 procent af de midtjyske unge stadig ikke var startet på en videregående uddannelse 27 måneder efter, de havde fået studenterhuen på hovedet. Og for nylig viste tal fra Danmarks Statistik, at rekordmange unge var i gang med deres tredje sabbatår efter gymnasiet – vel at mærke på et tidspunkt, hvor Danmark sukker efter faglært arbejdskraft. Forklaringerne kan naturligvis være mange, men noget tyder på, at de unge simpelthen ikke var målrettede nok, da de, måske af ren vanetænkning, valgte gymnasiet. Der er med andre ord brug for at forbedre uddannelsesvejledningen ude i folkeskolens afgangsklasser, så eleverne får et mere nuanceret indblik i de mange muligheder, erhvervsskolerne har at byde på. For i sidste ende er der brug for, at flere midtjyske unge vælger en erhvervsfaglig uddannelse i stedet for at sætte kursen direkte mod gymnasierne, yderligere uddannelsesforvirring og en overhængende risiko for at ende i ledighed eller i et ufaglært job efter tre års skolemæssigt tidsspilde. Med en erhvervsuddannelse får man en målrettet karrierevej, løn under uddannelse og rigtig gode jobmuligheder efterfølgende. Men hvis de unge (og deres forældre) skal overbevises om fornuften i at droppe den gymnasiale vanetænkning, kræver det naturligvis, at de kender til erhvervsuddannelserne og deres indhold. Og her har vi tilsyneladende lang vej igen. Samtidig er der brug for, at både de enkelte brancheorganisationer og ikke mindst kommunerne styrker indsatsen for at ”indfange” de mange unge, der står med en studenterhue, de ikke aner, hvad de skal bruge til. Vi skal også her styrke vejledningen hen mod erhvervsuddannelserne, hvor der i høj grad er brug for bogligt dygtige unge, som er i stand til at kombinere teori og praksis, så de bl.a. kan stå i spidsen for den teknologiske udvikling. Derfor kære unge, forældre og uddannelsesvejledere: Åbn øjnene, og vend blikket mod erhvervsuddannelserne. Og til dig, der er på vej mod endnu et ”fjumreår”: Overvej, om det ikke ville være en idé at erstatte fjumreår med faglig fordybelse og en målrettet erhvervsuddannelse, der sender dig sikkert ind i fremtiden.

Læserbrev

Ta' selv-borde: Kan det blive værre med tilliden?

Læserbrev: Diverse skatteministre SF, socialdemokrater, radikale, venstre gjorde ikke noget for at forhindre ta' selv-skattebordet. Nu snakker de uden om. Tillidssniksnak. Vi kommer til at se det i udbytteskattekommissionen. Det eneste, der med sikkerhed kommer ud af det, er en stor regning. Bankerne skulle udføre gratis kontrol af udbytteskat. Det er som at sætte ulven til at vogte får. De fandt så ud af, at det måske ikke var så godt, som det kunne have været … Så gav de Svenn opgaven i stedet for. Hvor godt gik det så? Nu er der ni milliarder i håndværkerfradrag, stort set uden kontrol. Hvor godt er det, at indføre et fradrag, man ikke vil kontrollere? Er det rettidig omhu? Hvis ikke, det kan betale sig at indføre et fradrag på grund af kontroludgifter, så lad dog være! Svindel med momskarruseller og bilvurderinger er andre tillidskontrolpunkter. Ta' selv-pengemaskiner. Tidligere havde det decentrale Told og Skat en tættere tilknytning til virksomhederne i deres område. De kendte lusene på deres gang! Der kunne ikke udbetales negativ moms uden kontrol. Dertil kom uanmeldte besøg. Det er mere effektivt. Det er mere forebyggende end et IT-program. Hvis alle havde den rigtige moral, så havde vi et kommunistisk samfund. Hvor alle yder efter evne. Hvor alle nyder efter behov. Hvor er det sted. Hvor er det land? De mennesker har vi ikke. Vi får dem heller ikke i en overskuelig fremtid. Der skal genmanipuleres i flere generationer for at nå det. Cigaretter, der skal betale for 1000 sygeplejersker. Skat på værdipapirer, der skal betale pension til Arne, eller hvem der vinder i pensionslotteriet. Hvis alle statens indtægter fremover skal kobles til specielle udgifter, bliver der behov for mange flere med udvidet kædestrammercertifikat … Er den kobling andet end en forbedret udgave af den berømte symbolpolitik? Jeg tror ikke. Jeg håber ikke, de får stående ovationer for det!

Læserbrev

Tilladelse til syv kæmpevindmøller: Jeg er rystet i min grundvold

Læserbrev: For at sige og skrive det ligeud, er jeg rystet i min grundvold over, at kommunalbestyrelsen i Herning intet har lært af fortidens synder. Her tænker jeg på, at vindmølleindustrien igen får tilladelse til at opføre syv kæmpevindmøller klos op ad minkfarme, nu i Aulum-Tvis området. Som en flok nikkedukker har de folkevalgte igen ladet sig besnære af vindmølleindustriens lakajer i dette tilfælde virksomheden ”Vindteam” i Holstebro, der står bag projektet. En tilsvarende kommunalbestyrelse i Holstebro har også total ukritisk nikket ja til projektet, uden skelen til minkfarmernes argumenter og protester. Absolut intet har lokale politikere således lært af de menneskelige pinsler, minkavler Kaj Bank Olesen blev udsat for, da der i 2013 blev givet tilladelse til, at fire kæmpevindmøller blev sat i drift ved hans minkfarm tæt ved Abildå. I de efterfølgende 5 år oplevede han gentagne gange, når vindmøllerne skiftede støjniveau, at minktæverne gik amok og mishandlede samt bed utallige af deres unger ihjel. I årene derefter begyndte minktæverne at føde i tusindvis af døde og misdannede unger. Det blev til et uhyrligt menneskeligt mareridt for Kaj Bank, og tusindvis af mink blev udsat for dyremishandling af værste skuffe, uden at myndighederne ”turde” gribe ind. Sidste år kort før jul måtte Kaj give op, og se sit livsværk knust. Efter 23 år i Herning Kommunes bestyrelse, sagde jeg stop i 2017, hvor jeg ikke genopstillede for socialdemokraterne. I årene op til 2013 og efterfølgende var jeg den eneste af de folkevalgte, der gentagne gange besøgte Kaj Bank Olesen og ved selvsyn kunne konstatere, hvad hans mink og familie var udsat for. Hele Hernings kommunalbestyrelse er gentagne gange i ord, på skrift og med billeder, blevet orienteret om de forekomne dyremishandlinger på Kaj Banks minkfarm. Hvor må der være mange i kommunens bestyrelse med borgmester Lars Krarup i spidsen, der må sidde tilbage med dårlig samvittighed og ikke eksisterende dømmekraft. Altså hvis man overhovedet er i besiddelse af samvittighed, når det gælder leflen og underdanig adfærd overfor vindmølleindustrien. Et erhverv, der med yderst tvivlsomme støjmålinger og total overvurderet teknologisk tryghed, kan bilde folk og fæ alverdens løgne og bedrag på ærmet i den grønne omstillings hellige navn. Ja ussel mammon har altid været livretten i vores såkaldte velfærdssamfund! Ja, jeg går ind for grøn energi og vindmøller, men respekten for mennesker og dyr burde være hjørnestenen i et demokrati, hvor de lokale politikere lever og ånder i de nære samfund. Ved at placere sig i en kommunes bestyrelse må man forvente, at alle lever op til både ansvar og anstændighed. Vel at mærke uanset politisk overbevisning!

Læserbrev

Kære Søren Elbæk - det kan du da ikke mene?

Læserbrev: Elbæk tvivler på det fornuftige i at få udarbejdet bygningsgennemgang af det gamle rådhus i Skjern! Det er flot at have den holdning Søren – bare sanere uden først at undersøge, om det nu også er den mest fornuftige løsning. Det kan du da ikke mene? Jeg tager ikke parti for bevaring af det gamle rådhus contra bygning af Inovest 2 , men du skriver ”vi er meget påpasselige, når vi bruger borgernes penge” – det kan jeg ikke få til at stemme overens med din holdning til manglende tilbundsgående beslutningsgrundlag. Du må være meget forstandig på byggeri, når du også stiller spørgsmål ved COWI-rapporten fra 2015. Jeg mener at vide, at COWI er et meget anerkendt og velrenommeret rådgivningsfirma – mon ikke vi bør tillægge deres vurdering en vis værdi? Jeg forstår godt de handlende i Skjern er bange for udviklingen, hvis alle serviceorganer flytter ud på den anden side Ringvejen – det vil helt klart give et grimt ”hul” i handelslivet og samtidig skabe problemer for de ældre borgere, der ikke længere er selvtransporterende. At opførelse af lejligheder er selvfølgelig en mulighed, men jeg tvivler på der kan findes investorer med baggrund i artikler i Dagbladet Børsen hvoraf fremgår, at opførelse af lejeboliger/ejerboliger er blevet overvurderet og nu stort set gået i stå. I flere byer står lejemål tomme, og bygherrerne tilbyder gratis husleje i flere måneder/år blot for at få dem besat og derved få dækket omkostninger til lys/varme. Jeg synes det er tanker der er værd at have med i baghovedet. Du og dine byrådskolleger bør genoverveje denne sag meget nøje, hvis I fortsat vil nyde borgernes tillid til de beslutninger, der træffes fremadrettet.

Klumme

Ugens Prædiken: Menneskers sorg og menneskers håb

”Jeg ville ønske, at min sag blev skrevet ned. Den skulle nedfældes i en bog eller hugges ud med mejsel, så det stod skrevet på klippen for evigt. For selv ved jeg godt, at den, der kan redde mig, lever, og at han til sidst vil gribe ind. Selvom min hud og mit kød forsvinder, vil jeg alligevel få Gud at se! Jeg skal se ham med mine egne øjne, og han vil ikke være en fremmed.” Jobs Bog 19,23-27a I en ukendt fortid – for 2-3000 år siden – forsøgte et menneske at binde sin fortvivlelse og sit håb til et stykke papir. Han ønskede, at tiden aldrig skulle lukke munden på ham. Allerhelst skulle ordene mejsles i sten. Som en protest, der ikke kunne glemmes. Som et håb, der ikke ville dø. Papir er et skrøbeligt materiale. Af de bogruller, bøger og biblioteker, som har været dengang, er næsten intet tilbage. Kun hvis nogen tog sig den udgift og ulejlighed at skrive ordene af, havde de en chance for at overleve. Men fortællingen om en mand, der hed Job og boede i Us, kan læses den dag i dag. En forfatter forsøger at finde mening midt i stor modgang, et menneske vil ikke bringes til tavshed. Han klager sin nød i kor med andre klagesalmer. Gud er nødt til at vide om os. Gud er nødt til at være et sted. Gud vil ikke være en fremmed. Papir er forgængeligt materiale; men Jobs bog har givet stemme til menneskers ulykke og holdt håbet i live, der hvor ordene slap op, og alt var håbløst. Ordene blev ikke mejslet i sten, men de gav genlyd i menneskeskæbner og blev båret videre gennem generationer. Det kunne være den kvinde, som gik forrest i ligtoget på vej ud af landsbyen Nain. Evangelisten Lukas opridser hendes skæbne i få ord. Hun var enke. Det var hendes eneste søn. Resten kan vi tænke os til. Socialt udsat og alene i en verden, hvor der måske ikke længere var nogen, som elskede hende, eller nogen, hun havde at leve for. Mødet mellem Jesus og enken bliver beskrevet som et sammenstød. Jeg læste teksten i selskab med en konfirmand, og Rikke mindede mig om, at sammenstød ofte sker, når vi ikke er opmærksomme i trafikken. Oversigtsforholdene har heller været ikke for gode. Jesus kom med et stort følge af disciple og tilhængere og nysgerrige fra verden udenfor og skulle ind gennem byporten. Ligfølget kom talstærkt inde fra landsbyen. De skulle ud til gravene uden for bymuren. De to menneskemængder gik efter hver sit landkort. Begge hold var optaget af deres eget. De bevægede sig fremad med ørerne fulde af hver sin larm. Og så stod de dér. Det er nærmest umuligt at bevare orienteringen, når det uventede sammenstød sker; men min konfirmand var hurtig i opfattelsen. Kernen i den historie er, at Gud mødte en enke. Og det er jo også den konklusion, forfatteren og alle omkringstående drager: Gud har besøgt sit folk. Han har set hende, hun har set ham, og han var ikke en fremmed. Dødeopvækkelsen understreger, at Jesus er her som Gud. Men det er jo ikke, fordi den unge mand ellers får den store opmærksomhed. Jesus holder båren tilbage, men rører ham ikke. ”Unge mand, Op med dig!” Den døde var åbenbart ikke at ynke. Det er de levende, som skal leve med døden. Den unge mand var forbi det punkt, hvor døden var noget at frygte. Nu blev han hentet tilbage og overgivet til sin mor. Vi kunne indvende, at det var et engangsfænomen. Andre fik ikke deres døde tilbage. Men beretningen om enken i Nain kaster lys på vores fælles sorg og nærer et håb, der ikke vil dø. Guds kærlighed rækker længere, end noget menneske kan se. Teksten til 16. søndag efter Trinitatis 2019 er Lukasevangeliet 17,11-17

Læserbrev

Aflastningssted: - Vi føler os "sparket til hjørne"

Læserbrev: 30. september skrev Dagbladet om Sommerfuglen, der er kommunens nye tilbud til familier med brug for aflastning. Jeg blev da lidt forundret over at se den omtale. Jeg havde henvendt mig til Dagbladet i juni med nedenstående bekymringer/dårlig behandling. For at få dem til at skrive om mine frustrationer. Efter gentagne henvendelser uden reaktion, blev jeg enig med mig selv om, at de nok ville vente, indtil der kom en pressemeddelelse om åbningen af Sommerfuglen. Så nu forsøger jeg med et læserbrev. Af artiklen fremgår det, at kommunen hjemtager børn, som tidligere har frekventeret specialtilbud i vores nabokommuner. Disse tilbud beskrives at være dyre, ja men det er jo også tilbud til børn/unge med meget specielle behov. Jeg håber, at Sommerfuglen kan levere samme standard som i deres tidligere tilbud. Har forældrene været med på råd? Aflastningsstedet Gnisten, Tim Kirkevej 38, Tim, har haft børn i aflastning siden sommeren 2011. Mig bekendt hører vi også til Ringkøbing-Skjern Kommune. Vi har også modtaget opsigelse på fire af vores børn. Så den sætning, at de kun har hjemtaget børn fra andre kommuner, er ikke korrekt. I Juni bliver vi kontaktet af en mor, som fortæller, at hun har været til møde med deres sagsbehandler, der har sagt, at sønnen får et nyt aflastningstilbud på Sommerfuglen. Moderen bliver jo noget overrasket og siger, at det er hun ikke interesseret i. Moderen ringer til os for at høre, hvad det er for noget. Hendes dreng har været på Gnisten siden sommeren 2011. Vi på Gnisten har ikke hørt noget om, at han skal flytte/stoppe på Gnisten. Moderen har flere møder/samtaler med sagsbehandleren – der er ikke noget valg, hvis moderen ikke siger ja til Sommerfuglen, har hun ingen aflastning til hendes søn fra 1. august. Værsgo. Er det sådan man behandler kommunens familier? Ovenstående oplever vi igen med en mor til en pige, som har været hos os i halvandet år. Begge forældre ønsker ikke, at deres børn skal flyttes – de har nogle gode relationer til de andre børn og fungerede utrolig godt sammen med resten af gruppen. Vi havde seks børn i alderen 12-16 år. Vi står meget uforstående overfor den behandling, som forældrene har fået. Vi oplever også selv, at vi som samarbejdspartnere med kommunen er blevet ”sparket til hjørnet”. Er det deres måde at samarbejde på? Så siger jeg tak for kaffe. Vi startede med aflastning 2011. Ringkøbing-Skjern Kommune havde givet udtryk for, at de manglede aflastningspladser til børn med specielle behov. Vi sagde, at det var da en opgave, vi gerne ville hjælpe dem med, og vi fik beskrevet vores projekt. Gennem årene har vi haft ca. 16 børn. Første gang, vi hører om Sommerfuglen, er i september 2018. Vi havde besøg af en fra anbringelsesteamet. Hun fortalte, at kommunen havde planer om selv at oprette et aflastningssted til de børn med specielle behov, som de køber pladser til i de omkringliggende kommuner. Det er dyre pladser, og også en dyr transport. Vi spurgte så, om det fik indflydelse på vores målgruppe, og om de påtænkte at flytte vores børn, nej det gjorde de ikke var svaret, der ville også være plads til os. Så arbejdede vi jo videre i god tro. Så er det blevet juni 2019, og vi får en opsigelse fra kommunen på fire børn værsgo at skylle! På opsigelserne står der – Tak for godt samarbejde – hvilket samarbejde spørger jeg. Behandler man samarbejdspartnere på den måde? Godt samarbejde havde været, at kommunen havde taget kontakt til os i foråret og forklaret os om deres planer. Så kunne vi have fortalt om vores børnegruppe. Vi føler ikke, kommunen har spillet med åbne kort – Vil de have os lukket? Gnisten ligger på en stor naturgrund i Vester Tim. Vi har: trampolin, bålplads, shelter, udendørs skak, lille sansehave, rundballe til bueskydning og så videre. Vi kan bare gå udenfor døren, så er der mulighed for aktiviteter. Hvad har Sommerfuglen? Den ligger i et boligkvarter uden mulighed for at kunne gå ud på en legeplads! Hvem sagde, at Ringkøbing-Skjern Kommune er Naturens Rige?

Debat

Klumme: - Ved du hvor bænken er?

Læserbrev

Svar til Jørgen Klynge: Styrken i den danske model

Læserbrev: Svar til Jørgen Klynge. Jeg har læst dit indlæg her i avisen og er ked af, at du oplever, at 3F ikke er sit ansvar bevidst. I vores optik er vi netop vores rolle og ansvar bevidst, når går ud og prøver at skabe en bedre løn og arbejdsforhold for medarbejderne. Til gengæld vil jeg gerne opklare nogle af de misforståelser, der i min optik har forvrænget debatten i den senere tid, og som du måske også reagerer på? Og lad mig for en god ordens skyld starte med at slå fast, at 3F naturligvis ikke tilbyder en ringere overenskomst! Jeg ved godt, at KA bruger en masse krudt på at påstå det modsatte, men der er altså en masse misinformation og forkerte påstande i luften i denne sag. For det første, så handler den her sag ikke om sociale klausuler. Sagen drejer sig udelukkende om, at Kristeligt Arbejdsgiverforening prøver at lave købmandskab ud af den danske model. Og det kan vi som overenskomstbærende fagforening ganske enkelt ikke bare se til sker! I de mange artikler og indlæg bliver der rodet godt og grundigt sammen uden at skelne imellem Lauge Bondes lokalaftale, KA’s overenskomst og 3F’s overenskomst. Det er tre forskellige aftaler – tre forskellige vilkår! Vi kender ikke alle hjørner af lokalaftalen hos Lauge Bonde. Til gengæld kender vi KA’s overenskomst og kan påvise, at 3F sagtens kan matche den. Når man sammenligner KA’s overenskomst med 3F’s på en gennemsnitsløn inden for jeres område, er der meget store forskelle. Hos 3F er der mulighed for at holde to barnets sygedag og ikke kun én som hos KA. Det samme gælder for retten til at afholde feriefridage – her er du også bedre stillet på 3F’s overenskomst, da den giver ret til 5 feriefridage uden anciennitet. Vi har en højere SH-indbetaling og på 3F’s overenskomst har du desuden mulighed for akkord, hvilket for de fleste betyder en højere løn. Og så er jeg altså nødt til at rette en misforståelse: KA er flere steder ude og påstå, at man på 3F’s overenskomst ikke har en sundhedsordning. Det er ganske enkelt ikke rigtigt! Der er i 3F’s aftale en rigtig god arbejdsgiverbetalt sundhedsordning. Hvorimod Lauge Bonde ikke vil oplyse om, hvordan det ser ud i deres aftale. Og det er altid i orden at lave lokalaftaler, der stiller ansatte på en konkret arbejdsplads bedre – fx give dem barns tredje sygedag. Men hvis arbejdsgiveren en dag beslutter sig for at opsige den lokalaftale, så er det overenskomsten, der gælder. Derfor er den et vigtigt sikkerhedsnet. Det principielle i hele denne sag handler om, at styrken i den danske model netop er, at der er ét fælles grundlag for arbejdsforhold. Det er det, vi sikrer med en 3F overenskomst. KA ønsker, at det skal være muligt med konkurrerende overenskomster, hvilket for alvor vil ødelægge den gensidige balance og stabilitet i den danske model. Hvis det lykkedes for KA, så er det kun fantasien, der sætter grænser for laveste fællesnævner.