Annonce
Leder

Fordommene får et fur i litteraturens troldspejl

Læserbrev

Teatret OM: Kulturkraft med hjerne og hjerte

Læserbrev: Det er på alle måder en gave til ”Naturens Rige”, at Teatret OM er kommunens egnsteater. Det kan vi være særdeles stolte af og taknemmelige for. Teatrets virke er lokal, national og international kulturkraft med både hjerne og hjerte. I min optik er det præcis de mentale vitaminer, som både kultur og natur i Ringkøbing-Skjern Kommune kan bruge som grobund for kunstens utallige muligheder. Kort og godt mentalhygiejne til folket af højeste karat. Teatret OM har nu i en uge vist sit værd i forbindelse med markeringen af teatrets 30 års jubilæum. Temaet for ugen har været ”UR-NAT 2019”. Ganske genialt er der byttet lidt rundt på bogstaverne i NATUR! Med et overflødighedshorn af højdepunkter rundt i kommunen, har der blandt andet været parader, gadeteater, gøgl, musik, koncerter og stylte artisteri i verdensklasse. Da der fredag eftermiddag var ”kulturflod” fra torvet i Ringkøbing til havnen, var der tæt på 1000, der fik et vitamintilskud af oplevelser, som man kan leve længe på. Kulturchef Per Høgh gav teatret og flodbølgen en række rosende ord med på vejen. Herlig uhøjtidelig var han i sin tale på torvet. Dette gjaldt også formanden for kultur- og fritidsudvalget, Erik Viborg, da han i tirsdags i Vestjyllands Kunstpavillon i Videbæk, stod bag den officielle åbning af ”UR-NAT 2019”. Med ham ved roret for dette udvalg er der bestemt masser af håb for kulturens trivsel i kommunen. I sin tale var Viborg ikke en søvndyssende politiker, men et ærligt og autentisk menneske, der brænder for den livsglæde, Teatret OM står for. Et egnsteater som ledes af et team af stærke og stolte kvinder, som faktisk ikke findes lige i ”Naturens Rige”!

Leder For abonnenter

Kolonitiden er forbi, Mr. President: Selvfølgelig vil vi ikke sælge Grønland

Nå, så Donald Trump vil købe Grønland? Så må den amerikanske præsident jo komme med et friskt bud, når han om et par uger besøger Danmark og skal mødes med både statsminister Mette Frederiksen og den grønlandske landsstyreformand, Kim Kielsen. Det bliver selv for en trænet ejendomsmægler ikke let at prissætte verdens største ø på knap 2,2 millioner kvadratkilometer med 57.000 mennesker, sæler, isbjørne, indlandsis og meget mere. Måske kunne man bytte med Alaska, som ganske vist kun fylder 1,7 millioner kvadratkilometer, men til gengæld ikke er dækket af is. På den anden side er der uhyrligt langt derover. Spøg til side. For det første er Wall Street Journals historie om Trumps tanker om at købe Grønland ikke bekræftet, selv om den nok skal passe. Dels kan vi ikke sælge, fordi selvstyreloven fra 2009 fastslår, at grønlænderne kan få selvstændighed fra Danmark, når og hvis de vil. Og hvis vi endelig juridisk kunne sælge, ville vi selvfølgelig ikke. Faktisk burde vi slet ikke lave sjov med det, for alene tankerne er dybt fornærmende over for både Danmark og Grønland. Kolonitiden er forbi. Når det er sagt, er Trumps vanvittige tanke en påmindelse om, hvor vigtig Grønland og havet omkring er. Øen rummer store mineralske rigdomme. Den er militærstrategisk helt afgørende. Og efterhånden som stigende temperaturer gør det muligt at sejle nord om kontinenterne, bliver det endnu vigtigere at være til stede i Arktis. Russerne og kineserne er meget ivrige efter at få fodfæste. Det skal vi stå imod med øgede investeringer og mere militær tilstedeværelse, og det skal selvfølgelig ske sammen med vores allierede – og først og fremmest USA på trods af den nuværende præsidents mærkelige udfald. Endelig er det også en tanke værd for grønlænderne, om ikke rigsfællesskabet med Danmark er en god idé i mange år endnu. Hvis de bliver selvstændige, er det svært at se så få mennesker i så stort et land have nogen chance for at stå imod presset udefra.

Debat

Da det slog klik hos Baadsgaard: Spændingen om den forkerte strømning

Jeg har grund til at være glad. I morgen begynder tre ugers ferie for mig, og det bliver dejligt, for nu er det også holdt op med at slå klik for mig. Der er helt sikkert folk, der vil mene, at det heller ikke var for tidligt - altså at det holdt op med at slå klik for mig - og jeg er tilbøjelig til at give dem ret. For det har stået på en måned, og jeg har ikke anet mine levende råd, indtil jeg endelig fik det løst. At sige, at det slog klik for mig, er måske en underdrivelse. Det var nu nærmere et smæld, for jeg har døjet sådan med, at relæet slog fra, og så var jeg strømløs. Det passede som regel med, at jeg sad og så "En by i provinsen" eller Huset på Christianshavn" på DR K, og så sagde det svup og skærmen var død, lige præcis som det var allermest spændende, selvom jeg tidligere har set netop de afsnit. Så kunne man gå en tur ned til teknikskabet og begynde at koble hele skidtet på igen. Da det var sket flere gange, nåede jeg frem til, at det måtte være et strukturelt problem på mit elnet, og en god nabo, der er elinstallatør, fortalte mig om, hvordan sådan en eltavle faktisk virker. Jeg nikkede forstående, og så gik jagten på de forkerte ampere ellers i gang, og det var en krimi værdig. Der var bogstavelig talt spænding over det. Det åbenlyse kunne være en udendørs stikkontakt, der tog vand ind. Den blev skiftet, og så skulle problemet være løst. Både og... Det blev færre gange, men det var der. For nogle måneder siden gjorde jeg en god handel. Jeg købte en brugt espressomaskine på et loppemarked. 50 kroner, og så kunne jeg få den kaffe, jeg havde drømt om i flere år, og jeg mente, at den var frisk og frejdig til at flytte ind hos mig. Men ak og ve... Den første måned var den nu meget tjenstvillig. Men så kom den i overgangsalderen - formentlig på grund af overarbejde hos den kaffeelskende herre - og selv en anden stikkontakt i en helt anden gruppe kunne ikke mildne dens temperament. Kunne den bare have strejket, men det her lignede en blokade. Kaffe skulle jeg have, og der var ingen vej udenom, så jeg måtte investere i en helt ny espressomaskine. Så blev problemet endnu mindre, men det var der stadig. Dog var det begrænset til, når det regnede kraftigt. Altså måtte problemet være flyttet udendørs. Plæneklipperens afgrænsningsledning blev på svage steder isoleret med gaffatape, men lige lidt hjalp det. Så var der kun et sted tilbage, og det var udendørslamperne. Elektrikere fortalte mig, at sådan nogle kan tage vand ind, og der er kun en ting at gøre: Fugemasse! Det krævede sine Google-studier at opnå grundlæggende færdigheder i fugemasse, og jeg har erkendt, at jeg aldrig bliver våbenfør. Da jeg stod med pistolen i hånden, kunne jeg ikke klemme en dråbe ud, men min nabo kom til undsætning og viste mig, at man faktisk skal klippe tutten af. Så blev man så klog. Igen så det så let ud at lægge en fuge rundt om, der skulle beskytte mod vandindtrængen - men enten kom der for lidt, ellers væltede det ud. Men på kom det, og årsagen var meget synlig. En pæn stor sprække mellem murværk og lampe var en ren vandingskanal til elektronikken. Nu kan det regne alt hvad det vil, og jeg har stadig elektricitet, efter at jeg har foretaget det, som de kloge hoveder vil kalde en klimasikring. Nok har jeg svovlet over det relæ, men selvom det svigtede, så er jeg blevet meget glad for det. For netop svigtet er dets vigtigste opgave for at beskytte folk, fæ og nagelfast ejendom - plus det løse. Når man har læst så meget om elsikkerhed, så finder man ud af, at der er risiko for, at et relæ bliver for trofast mod sin ejer og ikke kan svigte. Derfor skal man - helst to gange om året - tjekke om det virker, så når du sidder her med din avis, kan du passende gå ned og trykke på knappen og se om det hele afbryder. Det kan blive dagens gode gerning, for hvis ikke det virker, så kan det for alvor slå klik, hvis uheldet er ude.

Klumme

Ugens Prædiken: Den uærlige godsforvalter

Læserbrev

Stærkere samarbejde kan styrke velfærden i Ringkøbing-Skjern

Læserbrev: I Ringkøbing-Skjern Kommune skal politikerne snart vedtage næste års budget. Her skal de beslutte, hvordan de kan få de økonomiske ender til at mødes, uden at det går for hårdt ud over velfærden. Mange kommuner er udfordret af udviklingen i befolkningen med mange flere børn og ældre i de kommende år, hvilket vil sætte økonomien under massivt pres. Men inden politikerne ser sig nødsaget til at sænke serviceniveauet, vil vi i DI opfordre til, at de overvejer at styrke samarbejdet med virksomheder. Samarbejde mellem det offentlige og private virksomheder er en effektiv måde at sikre en stadig højere kvalitet, nytænkning og effektivisering af den kommunale opgaveløsning. Et styrket samarbejde med virksomhederne kan altså være med til at sikre udviklingen af velfærden og reducere – eller måske helt undgå – behovet for forringelse af den offentlige service i de kommende år. Eksempelvis har et plejehjem i Aalborg Kommune stoppet en potentiel smittefare mellem plejehjemmets beboere og sikret personalet mere tid til pleje og omsorg ved at lade en privat virksomhed stå for tøjvask. I Ringkøbing-Skjern Kommune er der gode muligheder for at forbedre samarbejdet om at udvikle velfærden. Kun 31,9 pct. af tekniske opgaver og støttefunktioner som rengøring, vinduespolering, it-drift og vej- og parkområdet bliver i dag løst sammen med private virksomheder. Til sammenligning har de ’bedste’ kommuner involveret virksomheder ved 44,4 pct. af disse opgaver. DI anbefaler, at Ringkøbing-Skjern Kommune får kigget de eksisterende erfaringer igennem og med det udgangspunkt får afdækket de områder, hvor samarbejdet med private virksomheder kan øges. Fra DI’s side bidrager vi meget gerne. Det må og skal ikke ende med at handle om ideologi – det drejer sig derimod om at sikre, at borgernes skattekroner bliver brugt klogt, så vi får mest og bedst mulig velfærd for pengene. Og det gør vi ved at samarbejde.

Leder For abonnenter

Nej, vi holder ikke med Kina: Vores slavementalitet må høre op

Læserbrev

Defensiv taktik, hvis man vil være den bedste fritidskommune

Læserbrev: ”Hvordan bliver Ringkøbing – Skjern Kommune den bedste fritidskommune i Danmark?”. Dette var titlen på en invitation til alle foreninger fra Kultur- og Fritidsudvalget til et møde i Videbæk den 27. marts. Efterfølgende ønskede fodbold- og håndboldklubberne i RKSK et møde, der blev afholdt ultimo juni, med formanden for Kultur- og Fritidsudvalget for at bidrage med deres synspunkter til emnet ”den bedste fritidskommune”, men også for at komme i dialog omkring de berammede besparelser på fritidsområdet. Fodboldklubberne undrer sig stadig over, at de som den eneste idrætsgren direkte skal bidrage med 194.000 kroner (jvf. besparelseskataloget) ”i tilskud til fodboldklubberne til aflønning af deres kridtbander”. Alle ved sikkert, hvilket stort arbejde disse ulønnede frivillige bandemedlemmer gør, for at børn og unge kan få motion og spille fodbold. De slår for eksempel kanter, rydder op, kridter baner, omlægger baner, vander, laver reparationer med mere. Men nej – de får ikke løn, men et beskedent årligt opstarts- og afslutningsarrangement som tak. Ordene "aflønning af deres kridtbander" er derfor dårlig valgt og bliver ikke bedre af, at konsekvensen for spareforslaget kan udlignes ved ”at hæve medlemskontingentet pr. medlem med 43,62 kroner.” Det viser sig kun alt for tydeligt, at nogle går med den opfattelse, at det er gratis for fodboldklubberne at passe fodboldbanerne. Herfra skal lyde en opfordring til, at kommunen laver en undersøgelse af, hvad det reelt koster fodboldklubberne i drift til for eksempel el- og vandforbrug, elattest, elpærer, traktor, kridtbander, mindre nyanskaffelser, vandingsmaskine, vedligeholdelse af rullegræs og afskrivninger på lysmaster, vandingsanlæg, traktor, græsslåmaskiner m.v. I øvrigt får klubberne kun delvis tilskud til mål, net og kridtmaskiner. Fodboldspillet er i dag en idrætsgren, der dyrkes udendørs hele året. Det bliver nu forstærket af, at indefodbold ikke er en aktivitet, der længere udløser aktivitetstilskud. Det vil også ramme hallerne på timeudlejningen. Disse ting gør næppe kommunen til den bedste fritidskommune, og det er en defensiv taktik. Vi kan jo spare os ihjel og tage gejsten fra de mange frivillige ledere og trænere i samtlige kommunens idrætsforeninger. Vi skal i stedet være offensive og følge befolkningsudviklingen med, at flere og flere dyrker idræt. Vi skal afskaffe 25 års reglen for de foreninger, der benytter vore idrætshaller. Det kan faktisk gøres gratis og dermed uden ekstra omkostninger for Kommunen. Vi skal forhøje lokaletilskuddet fra de nuværende 68 procent (= nettoudgift for foreninger p.t. 191 kroner pr. time) til f.eks. 78 procent (= nettoudgift for foreninger 131 kroner pr. time), hvilket vil animere idrætsforeningerne til at leje yderligere haltimer. Håndboldklubberne og deres frivillige får så mere tid til at tænke på andet end økonomi. Det vil – ud fra mine oplysninger – betyde en merudgift for kommunen på cirka 2.500.000 kroner, men er en god investering og er tillidsskabende for idrætshallernes daglige brugere, som dermed giver bedre økonomi forfor eksempel håndbold uden at skade hallernes økonomi, snarere tværtimod.

Leder For abonnenter

Bus rundt om fjorden: Det koster ikke at regne på det

Annonce
Annonce
Læserbrev

Kyst- og Klimafond: Stop vandet, før det når os til navlen

Læserbrev: Der er ingen tvivl om, at klimaet ændrer sig. Vi har allerede oplevet stadig flere massive regnskyl, storme og orkaner, der giver oversvømmelser af bygninger, boliger og veje og får havet til at æde sig ind på vores kyster. Det gælder også flere steder i Midt- og Vestjylland. Kommunerne har ansvaret for klimasikring, kystbeskyttelse og for at udpege områder i kommune- og lokalplanerne, som kan være truet af oversvømmelse. Men regeringen har været tilbageholdende med at fortælle, hvor pengene til både kystbeskyttelse og klimasikring i byerne skal komme fra. I Dansk Byggeri foreslår vi derfor, at der bliver oprettet en statslig Klima- og Kystfond i forbindelse med, at man udarbejder en landsdækkende plan for sikringen af Danmarks kyster og for klimasikringen i byerne. Fonden skal yde tilskud og lån til kommunerne i forbindelse med lokal klimasikring og kystbeskyttelse. Den tidligere regering har med Finansloven for 2019 besluttet at bruge flere penge til sandfodring langs den jyske vestkyst og til nye kystbeskyttelses- og digeprojekter, men der er mange flere kystområder, som også er truet af erosion, højvande og stormflod. Det er set flere steder i Midt- og Vestjylland, hvor Vesterhavet gnaver sig længere og længere ind på den jyske vestkyst, som kræver omfattende kystbeskyttelse i form af endnu mere sandfordring m.m. Dét skal også beskytte Hvide Sande og Ringkøbing Fjord. Limfjorden giver også oversvømmelse, og her er der brug for flere løsninger som Le Mur i Lemvig og digebeskyttelse. Skal vi klimasikre Danmark og undgå, at huse, veje og virksomheder med jævne mellemrum står under vand eller ligefrem forsvinder med havet, så skal staten involvere sig aktivt. Jeg kan derfor kun opfordre de midt- og vestjyske kommuner til også at støtte kravet om en statslig Klima- og Kystfond, så vi kan få stoppet vandet, inden det når os til navlen.

Leder For abonnenter

Ny teknik løser ikke problemet - der skal nye vaner til

Læserbrev

Høringssvar: Hvorfor vælger borgmesteren den udemokratiske form?

Læserbrev: I Dagbladet kunne man læse at Ringkøbing-Skjern Kommune er faldet tilbage til sin gamle gænge, med at afgive høringssvar fra et udvalgsmøde. Ligesom i de gode gamle dage med ”enevældet” i Ringkøbing-Skjern Kommune. Jeg var vidne til ”jubelscenerne” på det ekstraordinære byrådsmøde i januar 2019, hvor et samlet byråd ”skamroste” den nye borgmester, Hans Østergård, for initiativet med et ekstraordinært byrådsmøde for at forfatte et samlet byråds høringssvar om placeringen af de nye store havvindmølleparker. Og samtidig gav et enigt byråd hånd på, at alle fremtidige høringssvar, ”skal være behandlet som et punkt på en dagsorden, i et byrådsmøde”. Samtidig er det et enigt byråd, som i februar sender en opfordring til politikerne på Borgen, om at overveje at åbne det oprindelige tænkte screeningsområde på 4 – 20 kilometer op igen i forbindelse med en ny VVM om opstilingsmønstret. Og henviser til den ønskede placering fra Ringkøbing-Skjern Kommune i 2012, ud for Hvide Sande havn. Hvad skete der så tirsdag? Borgmester og viceborgmester kører Vattenfalls ønske om en ret linie på 15 kilometer ned i halsen på økonomiudvalget. Dog i et geometrisk letopfatteligt mønster. Ingenting om byrådets ensidige ønske i brevet fra 20 februar 2019, om placeringen ved Hvide Sande havn. Er det prisen for kronprinsebesøg, ministerbesøg og sølle 22 arbejdspladser (måske) om hele 5 år. Vattenfall ville jo stå meget alene med sin linjeplacering i det næste forslag til en ny VVM, hvis ikke den havde kommunens opbakning, som et minimum. Spørgsmålet er, hvordan har den så fået denne opbakning, og hvorfor vælger borgmesteren igen denne udemokratiske form. Det har været kendt temmelig længe at høringssvaret skal afgives senest 16 august. Men der er tid endnu til fredag, for at rette op på dette, det kræver bare endnu et ekstraordinært byrådsmøde om havvindmøllerne. Men det tør du nok ikke Hans Østergård, for du kender jo byrådets holdning til dette allerede. De ville i jeres enstemmige brev have møllerne placeret som oprindeligt foreslået i 2012. Og hvad er så teksten i økonomiudvalgets høringssvar til energistyrelsen, det bliver spændende at læse, på fredag.

Annonce
Læserbrev

Vindmøllemafia: Pinlig talsmand for vindmølleindustrien

Læserbrev: Jeg skrev i et debatindlæg forleden, at Ikast-Brandes borgmester Ib Lauritsen havde format. Sammen med sin kommunalbestyrelse vil han nemlig praktisere, at højden på vindmøller i hans kommune, fremover skal være 12 gange møllehøjden til landsbyer og byområder. Den nuværende ”lovlige” afstand på landsbasis, er 4 gange møllehøjden, hvilket giver utallige gener. Mit debatindlæg har fået talsmanden for vindmølleindustrien i Danmark, adm. direktør Jan Hylleberg, Wind Denmark, til at fremkomme med en svada af argumenter mod Ib Lauritsens modige og forstandige beslutning. Wind Denmark repræsenterer 3.100 virksomheder, vindmølleejere og vindinteresserede i ind- og udland. Hyllebergs mange ”vindfrikadeller” går blandt andet i rette med, at lokale politikere ikke skal blande sig i vindmølleindustriens dispositioner. Altså underkender han nærdemokratiet, som er et af vort samfunds absolutte fundamenter. Det er så himmelråbende pinligt, at vindmølleindustrien har en sådan personage i spidsen for sit virke, med så forkvaklede og arrogante argumenter! Pinlighederne fortsætter i Hyllebergs indlæg med, at er der utilfredse borgere, som klager over afstanden fra vindmøller til beboelse, ja så kan de nyde den store ”tillid” til vindindustrien, at der vil være en salgsoption, hvis de føler sig generet af naboskabet til vindmøllerne. I praksis vil det så betyde, at vindmølleejeren køber beboelsen. Møller og vind eller forsvind! I forvejen er det velkendt, at diverse projektmagere inden for vindmølleindustrien åbenlyst lokker med kolde kontanter for at få deres vindmølleprojekter gjort spiselige. Det er der utallige eksempler på, senest overfor de to borgerforeninger i Aulum og Tvis, som i en 20-årig periode vil modtage knap 3 millioner kroner i forbindelse med et vindmølleprojekt. Kort og godt ”hold kæft-bolsjer til folket”! Hvor ville det være på sin plads, at Jan Hylleberg viste blot antydningen af format og vedkendte sig, at den del af omstillingen til grøn energi, som vindmølleindustrien står bag, er behæftet med utallige hovsaløsninger. Det er en industri, der respektløst og altid bedrevidende får lov til at sætte dagsordenen, fordi politikerne ukritisk med glubende appetit sluger ”vindfrikadellerne”! At vindmøller indiskutabelt udsender lavfrekvente lyde og anden støj, som kan være dødsensfarlige for mennesker, dyr og fugle, har politikerne kun et skuldertræk til overs for. Dertil kommer skyggevirkninger fra møllerne og ubehjælpsomme placeringer i naturområder. Kræft, stress, hovedpine, søvnbesvær er i politikernes og Hyllebergs verden totalt ligegyldigt i forhold til vindmølleindustriens gave til menneskeheden. Når det drejer sig om disse fakta, har vi således at gøre med en talsmand for vindmølleindustrien, der på bedøvende ligeglad og arrogant vis afviser disse fakta, og i stedet aktivt dækker over diverse fortielser. Det skal være mit inderste håb, at vores nye regering med fuld styrke, format og handlekraft, får sat landets vindmøllemafia på plads én gang for alle. Det kan kun gå for langsomt!

Læserbrev

Kongerøgelse og røgslør: Kronprinsen spændes for Vattenfalls vogn

Læserbrev

Borgmesterens ulighedsprincip: Skal naboer til vindmøller og til højhuse behandles forskelligt?

Læserbrev: Det er med stor undren, jeg læste Borgmester Hans Østergaards (V) indlæg i Dagbladet d. 12. aug. Heri skriver han, at ”byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune allerede i november 2014 besluttede at fastsætte en række kriterier for vindmøllers afstand til beboelse. Blandt disse kriterier er, at alle ejendomme inden for en afstand på 10 gange møllens højde har ret til at få foretaget en værditabsvurdering”. På det kaotiske byrådsmøde d. 21. maj 2019 blev borgmesteren aftvunget et løfte om, at han ville undersøge, om kommunen kunne få foretaget en værditabsvurdering på naboejendommene til det højhusebyggeri på Bredgade i Videbæk, som byrådet netop behandlede på dette møde. 5. juli kom der svar fra kommunens jurist. ”Det konkluderes derfor, at kommunen ikke kan bede taksationskommissionen om at vurdere et evt. værditab, da dette er uden for taksationskommissionens kompetenceområde. Derudover er det ikke tilladt for kommunen på denne måde at begunstige enkeltpersoner uden en kommunal interesse i det. Det vurderes således, at hverken taksationskommissionen eller kommunen kan hjælpe borgerne med at få vurderet deres eventuelle tab”. På et opfølgende spørgsmål til juristen slår hun fast, at det vil stride imod princippet om at behandle alle borgere ens. Så nu står vi altså i den yderst mærkværdige situation, at Ringkøbing-Skjern kommune godt kan få foretaget en værditabsvurdering for nogle af kommunens borgere for på denne måde at hjælpe dem med at få erstatning for gener, der bliver dem påført af et byggeri, mens Ringkøbing-Skjern kommune ikke kan få foretaget en værditabsvurdering for andre af kommunens borgere for på denne måde at hjælpe dem med at få erstatning for gener, der bliver dem påført af et byggeri. Det kunne være ganske interessant at få en forklaring på, hvordan borgmester Hans Østergaard (v) får det til at harmonere med princippet om at kommunen skal behandle alle borgere ens? Noget tyder på at Ringkøbing-Skjern kommune har omskrevet lighedsprincippet, så nogen er mere lige end andre!

Læserbrev

Højhuse og afstand: Har vindmøller øjne, Hans Østergaard?

Annonce
Læserbrev

Ulven valgte selv cykelområde

Læserbrev: Foreningen Ulvetid har ifølge Dagbladet valgt at klage til miljøministeren over et mountainbike-løb i Stråsø Plantage. Et længe planlagt VM-løb i et område, hvor der i forvejen er en permanent mountainbike-bane, der benyttes året rundt. Alligevel vælger et ulvepar at grave en hule i nærheden og få hvalpe netop dér. Naturstyrelsen Vestjylland valgte ikke desto mindre at spærre en del af området af for offentligheden og fik i allerede i påsken flyttet et stort orienteringsløb af hensyn til ulvene. Naturstyrelsen bad også arrangørerne af VM-løbet forleden rykke det lidt væk fra området, hvor man frem til 15. august kun må færdes på stier og veje. Mountainbike-løbet blev derefter kørt helt efter regler og aftaler. Og Naturstyrelsen Vestjylland har efterfølgende afvist Ulvetids udokumenterede kritik. Alligevel vælger Ulvetid at klage til ministeren. De rabiate ulvetilhængeres ønske om en markant anderledes forvaltning af vores lokale natur og begrænsning af offentlighedens adgang har en højere prioritet end både realiteter og ulvens eget valg. Seniorforsker Peter Sunde fra Aarhus Universitet har for nyligt fastslået, at det danske kulturlandskab uden store, menneskefrie arealer "i ulvesammenhæng er et ekstremt habitat”. Det ekstreme gælder også de mennesker, der misbruger ulven i deres krig mod vores natur og retten til at færdes i den.

Leder For abonnenter

Igen en hovedrolle til vikingerne

Læserbrev

Svar til Hans Østergaard: Opstillingsmønsteret er vigtigt

Læserbrev: Replik til Hans Østergaards læserbrev omkring opstillingsmønster for Vesterhav Syd i dagens webavis: Kære Hans Østergaard, når du mener, at din holdning er tro mod byrådets henvendelse til folketingets partier, så er det ikke sandt. Henvendelsen i februar specificerer jo netop, at opstilling skal ske som skitseret i byrådets høringssvar fra 2012. Når du så vælger at blåstemple Vattenfalls oplæg om at placere møllerne længst muligt ude i en enkelt række og ikke i flere rækker (grid-mønster), er det ikke i henhold til byrådets beslutning i februar. Når du skriver, at det alene er protesterne, der gør, at Vattenfall nu har lyttet og arbejder med den nye placering, idet VVM-redegørelsen ikke hindrer det første valg af placering, er der tale om et postulat. Kendsgerningen er, at både Vattenfalls danske landechef Michael Simmelsgaard og Arne Rahbek fra deres kommunikationsafdeling, adskillige gange har gjort det helt klart, at møllerne ikke blev rykket væk fra det oprindeligt foreslåede opstillingsmønster. Vattenfall har haft rigelig mulighed for at reagere på protesterne. Det er først efter, at Energiklagenævnet (ikke Naturklagenævnet, som du nævner) ophævede og hjemviste VVM’en til fornyet behandling. Der er alene tale om en ren kommerciel vurdering, da det oprindelige projekt indebar en reel risiko for ikke at kunne godkendes i en fornyet konkret VVM-undersøgelse. Vattenfall har derfor været presset til at genoverveje opstillingsmønster og afstand til kysten. Vattenfall ønsker naturligvis at have et opstillingsmønster, der giver størst mulig udnyttelse af møllerne (en lang række Nord/Syd), og ikke et opstillingsmønster, der giver mindst mulige visuelle og støjmæssige udfordringer. Vigtigt er også at Vattenfall ikke har givet andet end et tilsagn om at flytte møllerne så langt væk fra kysten som miljømæssigt, geografisk og teknisk muligt. Det vil først komme frem, når Orbicon er færdige med Vattenfalls VVM til næste år. Så derfor, Hans Østergaard, vær nu tro mod byrådets beslutning i februar og få det hele med, inklusiv undersøgelse af opstillingsmønster i flere rækker (grid-opstilling) i høringssvaret, der behandles på økonomiudvalgsmødet den 13. august, i særdeleshed nu, hvor du/i har valgt, at svaret skal sendes, uden at byrådet har nikket til det.

Læserbrev

Højskolesangbogen i praksis: Brugsbog og levende kulturdokument

Læserbrev

Klar til ny trafik-tørn

Læserbrev: Jeg er både stolt og glad over, at Venstres folketingsgruppe har betroet mig en ny tørn som partiets transportordfører. Det er som bekendt et vigtigt politikområde, der berører rigtig mange danskeres hverdag og som er afgørende for produktionen i det erhvervsliv, vi alle skal leve af. Og der venter store og spændende opgaver forude. Først og fremmest skal der forhandles en ny trafikaftale til erstatning for den blå aftale fra marts 2019, hvor det lykkedes at finde holdbar finansiering til de meget påtrængende vejprojekter landet over. Herunder opgradering af statsvejen mellem Herning om Ringkøbing til 2+1 vej. Et uhyre vigtigt gennembrud for Vestjylland. Desværre er denne fremragende aftale annulleret med valgresultatet. Det røde flertal vil en anden vej, bl.a. med voldsomt fokus på investeringer i jernbanen, selvom banen slet ikke kan bruges af rigtig mange borgere og virksomheder. Jeg vil sammen med gode kolleger kæmpe hårdt for, at vejene ikke pakkes helt væk frem til næste valg. Desuden ser jeg frem til arbejdet med en realistisk og fornuftig trinvis grøn omstilling til grøn transport i de kommende år. Også her er der kommet meget bragesnak fra venstrefløjen, der er totalt løsrevet fra virkelighedens verden og de økonomiske realiteter. Et tredje vigtigt mål er, at vi i forbindelse med den forestående evaluering af taxiloven får standset den omsiggribende taxidød, så der genskabes god taxidækning både på land og i by. Her i den proces skal vi i dialog med landets kommuner, der spiller en afgørende rolle i den lokale taxivognmands overlevelsesmuligheder via udbud af den offentlige servicetrafik. Bedre forhold for cyklister, herunder skolebørn, og mere effektiv kollektiv transport er også vigtige mål. Nu skal vi i arbejdstøjet. Jeg ser frem til at godt samarbejde med alle om at sikre et Danmark med mere effektiv, grønnere og mere sikker transport.

Læserbrev

Borgmester: Ro på al den blæst om vindmøllerne

Læserbrev: Replik til læserbreve fra henholdsvis Kaj Bank Olesen og Dan Brøsch Jensen i Dagbladet den 8. august. Tilværelsen som borgmester indebærer, at man af og til kommer i strid modvind. Det er et vilkår som jeg lever fint med – også selv om det betyder, at der ind imellem bliver skrevet og sagt noget værre vås om min person og om min politiske ageren. Det er læserbrevet fra Kaj Bank Olesen, som Dagbladet bragte i torsdags, et rigtig godt eksempel på. Her får Kaj Bank Olesen både kaldt byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune ”rygklapper-politikere” og ”en flok dikkende politiske lammehaler”. Men uagtet, at jeg synes, sprogbrugen er utilstedelig, er det indholdet i læserbrevet, jeg godt vil gå i rette med her. For vindmøller bliver naturligvis ikke placeret efter ”forgodtbefindende” i Danmark – eller i Ringkøbing-Skjern Kommune for den sags skyld, sådan som Kaj Bank Olesen hævder. Opsætningen af vindmøller kræver en lang og grundig planlægnings- og godkendelsesproces, der inkluderer høringssvar og klageret. At jeg som borgmester skulle være ”til salg, når vindmølleindustrien kræver det”, og at Vestas skulle have ”total råderet over diverse beslutningsprocesser” i Ringkøbing-Skjern Kommune er postulater, som er ”triste og forstemmende, ja totalt uacceptable” for nu at bruge Kaj Bank Olesens egen retorik. At påstå, at jeg som borgmester er til salg, når vindmølleindustrien forlanger det, er noget sludder. Jeg er ikke i lommen på nogen som helst. Vi har i vores kommune mange arbejdspladser i vindindustrien, både direkte hos Vestas og hos underleverandører. Skatteindtægter fra disse virksomheder og deres medarbejdere giver et stort og uhyre vigtigt bidrag til kommunens kasse og er med til at finansiere børnehaver, skoler, fritidstilbud, ældrepleje, infrastruktur osv. Ringkøbing-Skjern Kommune er en af de kommuner, som ligger allerhøjst, når det gælder produktivitet - i 2018 mere end 20 procent over landsgennemsnittet. Jeg står på mål for forsat udvikling og vækst i vores kommune til fordel både for borgerne i kommunen – og for hele Danmark. Det betyder, at jeg til enhver tid vil arbejde for de bedst mulige rammebetingelser for virksomhederne i kommunen, herunder også for Vestas, som er verdensførende inden for vindindustrien. Det manglede da bare! Dertil skal siges, at byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune allerede i november 2014 besluttede at fastsætte en række kriterier for vindmøllers afstand til beboelse. Blandt disse kriterier er, at alle ejendomme inden for en afstand på 10 gange møllens højde har ret til at få foretaget en værditabsvurdering, ligesom alle borgere / ejendomsejere inden for 10 gange møllens højde skal inddrages ved en direkte invitation til et informationsmøde. Så når alt kommer til alt, har vi i Ringkøbing-Skjern Kommune faktisk været foran på dette område – ikke fodslæbende, som Kaj Bank Olesens læserbrev antyder. Der er - på alle måder – blæst om vindmøllerne i Ringkøbing-Skjern Kommune. Også så meget, at man ind imellem kan have lyst til at mane til lidt vindstille omtanke. Også Dan Brøsch Jensen havde i torsdagens udgave af Dagbladet forfattet et læserbrev som han – med henvisning til kommunens henvendelse til Folketingets partier om Vesterhav Syd-havmølleparken - slutter med dette direkte spørgsmål: ”Hans Østergaard – Hvorfor er du ikke tro mod det oplæg, som et samlet og enigt byråd kom frem til 19. februar 2019?” Byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune har i flere omgange henvendt sig til folketingspolitikere og Energistyrelsen med et ønske om ændring af placeringen af møllerne i Vesterhav Syd. Der har ligeledes ved flere lejligheder været afholdt møder med Vattenfall i samme sags tjeneste. I begge tilfælde indtil for nylig uden resultat. I forbindelse med Miljøklagenævnets hjemvisning af den af Miljøstyrelsen udarbejdede VVM-redegørelse henvendte Byrådet sig igen til Folketingets partier med et ønske om dels at få møllerne længere ud på havet, dels om at opstillingsmønstret ændres, så det opfylder betingelserne om et let opfatteligt mønster som forudsat i VVM-redegørelsen. Vattenfall meddelte sidst i juni måned, at man nu ville arbejde på at få møllerne placeret tættest muligt på den yderste grænse i det screenede område, og det kan jeg kun bifalde. Jeg anerkender, at der er blevet lyttet til de betænkeligheder, som dele af turisterhvervet, sommerhusejere, borgere og kommune har givet udtryk for. Det er alene protesterne, der gør, at Vattenfall nu har lyttet og arbejde med den nye placering, idet VVM-redegørelsen ikke hindrer det første valg af placering. Af henvendelsen anerkender byrådet, at det screenede område anvendes til kystnære møller, og med baggrund heri har jeg endog meget svært ved at se, at jeg ikke skulle være tro mod henvendelsen fra byrådet. Jeg glæder mig over, at der nu arbejdes på at få møllerne længst muligt ud inden for det screenede område, og at møllerne vil blive opsat i et let opfatteligt mønster, som ønsket. Det er – efter min bedste overbevisning – helt i tråd med det oplæg, som et enigt byråd kom frem til den 19. februar 2019.

Leder For abonnenter

Kære nulteklasser: Held og lykke

Læserbrev

Informationstrafficking: Er vi blevet informationsslaver?

Læserbrev: Vi er blevet solgt til Master for 21 milliarder. Føles det godt, at vi er så meget værd? Føles det godt, at lederne i Nets kan få et milliardaktieprogram for det? Vil de sælge vores indkøbsvaner? Eller hvad er meningen med at betale 21 milliarder? Der er intet. Nøjagtig som i intet, der er gratis. Alle blev lokket til Dankortet. Det var jo gratis. Alle er blevet ansat som informationsslaver hos de sociale medier. Det er jo gratis at bruge platformene. Er vi nu med Master endnu engang blevet ofre for informationstrafficking? Eller hvordan skal Masterregningen for betalingsservice betales? Først gulerødder. Så pisken. Så regningen. Så slavearbejde for. Er det rækkefølgen? Utroligt, hvis det er politisk acceptabelt med den fremgangsmåde. Der er travlhed i politik for tiden. Nogen prøver at forstå forståelsespapiret. Nogen har travlt med Arne og hans pension. Andre har gang i de lange knives nat... Husk den gamle sognerådsformand: A' ve' æ', hvem der hår vælt' Jerikos mure... Men a' ve', kommunen kommer til at betål' Det har ikke ændret sig. Vi kommer til at betale på en eller anden måde. I mellemtiden kan vi bare sætte os til at vente på regningen i indbakken.

Klumme

Et forsvar for den opadvendte tommeltot, lorten og auberginen

4000 år senere og vi er tilbage ved det samme sprog ... Sådan lyder teksten på et billede, der har floreret på sociale medier i nogle år efterhånden, efter at humørikoner - såkaldte emojier - er blevet en del af måden, man kommunikerer med hinanden på. Billedet viser nogle rækker hieroglyffer og nedenunder rækker af emojier. Den underforståede mening er nok, at man 4000 år efter, at de egyptiske skrifttegn blev ristet i pyramidernes vægge, er vendt tilbage til en bedaget kommunikationsform. Internettet - emojiernes hjemmebane - har gjort os så dumme, at vi ikke længere kan udtrykke os i hele sætninger eller sågar blot enkle ord, men er vendt tilbage til et logografisk skriftsystem, hvor et ord repræsenteres af en tegning. En tegning af en hund betyder kort sagt "hund". Denne fornedrelse af de "moderne hieroglyffer" er dog overhovedet ikke fair. For var det, de gamle egyptere havde gang i, egentlig ikke ret genialt? Et eksempel: Hvad har ordene mbwa, ilio og sobaka til fælles? De betyder alle hund på henholdsvis swahili, hawaiiansk og russisk, men det kan man ikke lige se ud fra bogstavernes sammensætninger - her kommer forskellige sprogstammer på tværs. Et billede af en hund kan en kenyaner, en hawaiianer og en russer imidlertid nok alle se, hvad forestiller. Nuvel, det er en forenkling, for mange andre kulturelle og sproglige snubletråde kan være spændt ud for forståelsen, men et skriftsprog baseret på piktogrammer er trods alt mere universalt end bogstaver. Ikke engang tegnene i vores alfabet kan vi blive enige om, for rundt om i verden bruger vi forskellige skriftsystemer. Ved hjælp af piktogrammer vil du dog kunne finde vej til toilettet, uanset om du befinder dig i Israel eller Kina, selvom de bruger andre bogstaver end os. Brugen af humørikoner opfattes som useriøst i formelle sammenhænge. Og det ville da også være mærkeligt, hvis man i en jobansøgning strøede om sig med blinke-smileyer og digitale håndtegn - ligesom man nok ikke skal forvente at støde på alt for mange dansende figurer eller hjerter i disse spalter. Nyere undersøgelser har desuden peget på, at emojier er blevet så integreret en del af vores skriftlige kommunikation, at hvis man blot slutter en sætning med et godt gammeldags punktum, vil det blive opfattet, som om man er sur. Vi kan kort sagt ikke levere en besked uden brug af tegninger til at udtrykke, om ordene skal forstås alvorligt, sarkastisk, humoristisk eller noget helt fjerde. Man kan dog også se på dette som en positiv udvikling. Pludselig er vi i stand til at udtrykke humør og tone i skriftlige meddelelser. Hvis sproget tidligere var todimentionelt, har man fået en tredje dimension på. Selvom det vistnok er modbevist, at kropssprog er en større faktor end ordene i en samtale, så er mimik, intonation og gestusser en vigtig del af nonverbal kommunikation, som man mister i skriftsproget. Sms'er og chatbeskeder er en skriftlig erstatning for de dagligdags samtaler, men man mangler stemmeføring og kropssprog til at få sine budskaber klart igennem. Ta-da, her kommer emojierne til redning. Nu kan man rulle med øjnene, vise overraskelse, grine hysterisk eller udtrykke væmmelse på skrift. (Indsæt selv klappe-emoji her) Ikonerne er endda meget fleksible. Tommeltotten opad kender alle betydningen af i store dele af verden, mens en lort kan udtrykke utilfredshed på mange sprog: shit, Scheiße eller caca. Og det bliver endda rigtig kreativt en gang imellem, for hvad kan en aubergine fx minde om? Emojier er kort sagt blevet et babelstårn i moderne kommunikation. Og hvis ikke vor herre eller vi selv river det ned, så kan det være, at vi lærer at forstå hinanden lidt bedre.

Leder

Loke, Thor og frygten for Den RamaDanske højskolesangbog

Klumme

Ugens prædiken: Man skal omgås skaberværket med respekt

"Tag jer i agt for de falske profeter" … sådan begynder søndagens evangelium. Ny Testamentes tid var fuld af profeter og åndelige vejledere. Hvilke skulle man tro, og hvilke skulle man vende ryggen til? Her er det så Jesu synspunkt, at det er “på deres frugter I kan genkende dem … Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter.” Det handler ikke om fine ord, men om at “gøre vor himmelske faders vilje” i det levede liv. Sådan var der brug for at skelne på Ny Testamentes tid. Også vores tid, er fuld af vejledere, der taler i øst og i vest. Det er meget forvirrende. Hvem skal vi bakke op eller bekæmpe eller trække på skulderen ad? På det seneste er jeg stødt på et synspunkt, som udtrykker sådan et opgivende skuldertræk: “Vi kan jo ikke redde hele verden.” Sidst var det en kommentar til planerne om at gøre drastisk indsats for at nedbringe landets udledning af drivhusgasser. I kender sikkert synspunktet: “Det kommer til at koste. Mon ikke udgifterne til en klimaomstilling bliver taget fra de små i samfundet: Pensionister, børnepasning og så videre. Og mon ikke storfinansen finder smuthuller til lande, hvor der ikke tages klimahensyn? Så hvad skal det nytte? Et lille land som vores kan nu engang ikke redde hele verden!” Her er det så, jeg studser. Ikke over forbeholdene overfor klimatiltagene. For hold da op, hvor er også dét bare kompliceret! Teknisk, økonomisk, politisk. Men nødvendigt er det jo, hvis vi skal tro et altovervejende flertal af forskere. Nej, det er selve argumentet om, at vi ikke kan redde hele verden, jeg studser over. Tidligere kunne man hele tiden støde på det modsatte argument, som lyder: “Vi kan jo ikke standse udviklingen!” Tilsyneladende to modsatte synspunkter, men begge udtrykker, at man giver op over for en udfordring, som bare virker for uoverskuelig, og man derfor synes, man lige så godt kan lade stå til. Men dén opgivende holdning stiller søndagens evangelium sig op imod. Der skal være en sammenhæng af en slags mellem synspunkt og handling. Et andet sted kommer Jesus med “den gyldne regel”: “Du skal gøre mod andre, hvad du vil, at andre skal gøre mod dig.” Andres forkerte handling kan aldrig være en undskyldning for selv at handle forkert. En af historierne i sommerens medier har haft den gyldne regel som nerve: Efter årets Roskildefestival, som ellers har ry for at være klimabevidst, kom det frem, at deltagerne efterlod omkring 2000 tons affald. Hvordan hænger miljøansvarlighed og plastikforurening sammen? I interviews svarede nogle af festivalgæsterne, at hvad kunne det nytte at fjerne deres lille ødelagte telt, når der var efterladt tusindvis af andre telte. Det kan jo ikke redde hele festivalpladsen! Her ser vi ligesom den moderne tilværelses dilemma i en nøddeskal. Det hele ser så let så uoverskueligt ud. Men dér er det så, at samvittighedsbefalingen til den enkelte stadig gælder: Hvis man mener, at noget er rigtigt, har man også en forpligtelse til at leve det ud på en eller anden måde, også selvom det ikke redder “hele verden”. Festivalpladsen forvandler sig ikke til en uberørt naturpark ved, at jeg tager mit telt og mine øldåser med mig. Men skal det forhindre mig i at gøre det? Der vil stadigvæk være dyr, der bliver syge af at spise henkastet affald i naturen, men skal det forhindre mig i at samle mit skrald op og sortere det? Jordklodens klima kommer ikke pludselig i balance ved, at “lille jeg” eller “Lille-Danmark” lægger tilværelsen om. Men når det nu er dét, vi ville ønske, at resten af jordens lande gjorde, så skal det ikke forhindre os i at forsøge at bruge jordklodens skrøbeligt tynde atmosfære med varsomhed. I gamle dage bad man bordbøn. På Bibelens tid havde man slagtofre. Det var den måde, man dengang blev mindet om ikke at tage livet for givet, men om at omgås skaberværket med respekt. Gid vi finder måder, der passer til vores tid.

Klumme

40 og fed på den fede måde: Sådan undgår du at gå i panik over alderen

Læserbrev

Vindmøller: Særregler diskriminerer borgere

Læserbrev: Forleden august kunne man læse et debatindlæg, hvor skribenten roste Ikast-Brande Kommunes beslutning om at indføre særregler rettet mod vindmøller. Særregler, som lægger op til, at afstanden mellem nye vindmøller og omkringliggende huse skal være 5, 6 eller 12 gange møllehøjden. Jeg har flere gange opponeret mod Ikast-Brandes beslutning og lignende beslutninger i andre kommuner, da kommunale særkrav er i direkte modstrid mod den måde, som planlægning for infrastruktur i Danmark bør foregå på. Danmark er et retssamfund, hvor staten udstikker rammerne for planlægning, og processen for borgerhøringer, klage- og kompensationsmuligheder mm., er sat i system. Det skal vi være glade for, da det sikrer, at alle borgere stilles ens og at der er en kendt spilleplade for borgere, virksomheder og embedsmænd på tværs af landet. Det underminerer særkrav. I Ikast-Brande taler man fx om en anbefaling om 5, 6 eller 12 gange møllehøjde og nogle vil stille sig spørgende overfor denne forskelsbehandling. Anbefalinger og politiske hensigter er flydende grænser og gør det mindre gennemsigtigt for alle involverede parter. Samtidig bliver det sværere at gennemføre den grønne omstilling, som kommuner, borgere, myndigheder og politikere kæmper for over en bred kam. Som del af energiaftalen fra 2018 foregår netop nu et politisk arbejde på Christiansborg med at reformere rammerne for etablering af vedvarende energi. Det betyder bl.a., at der vil blive indført en salgsoption, så ejendomsejere inden for en vis afstand af fx vindmøller, der måtte føle sig generet af naboskabet til grøn energiteknologi, kan afhænde deres ejendom til projektejeren. Samtidig etableres en ny ordning, så kommuner og lokalsamfund får del i økonomien omkring den grønne infrastruktur. Dette er endnu et eksempel på, hvordan vi i Danmark går forrest, da man med disse ændringer også giver flere fordele og rettigheder til dem, der bor tættest på den grønne omstilling. Når vi skal have meget mere grøn omstilling med vind, sol, biogas mm., så kan vi ikke adskille borgerne fra den grønne omstilling. I stedet handler det om at designe fælles nationale planlægningsregler, hvor de der bor tættest, vinder mest på sameksistensen med den grønne infrastruktur. Jeg håber, at der i forlængelse af de kommende, forbedrede, planlægningsregler, kommer en klar udmelding fra Folketinget om, at kommunale særkrav på energiområdet ikke er vejen frem. Den linje ses bl.a. på vejområdet, hvor et ønske om et kommunalt særkrav med lavere hastigheder på motorvejene omkring København blev afvist tidligere på året. Opgaven med grøn omstilling er en bunden opgave, også selvom klimaindsatsen medfører debat lokalt.

Leder For abonnenter

Han bliver aldrig formand: Det var så dét, Kristian Jensen

Læserbrev

Roterer Grundtvig mon? Folkelig fællessang og forståelse

Læserbrev: Viggo Kirkevang Nielsen er ikke den første og sikkert heller ikke den sidste, der har påstået, at noget har fået Grundtvig til at rotere i sin grav på Køge Ås. Det skal man passe på med, for gamle Grundtvig lod sig inspirere af det han mødte. Den nordiske mytologi, en katolsk tænker, tysk romantik og engelsk liberalisme var noget af det, han forstod at samarbejde til hans egen glade og åbne kristendom. Han har formentlig aldrig mødt en muslim; men hvis nogen kunne skabe synteser til dem, var det formentlig Grundtvig. Selvom Grundtvig er hovedleverandør til den danske Højskolesangbog, har han ikke monopol. Han er med, fordi han er rasende god. Men det er andre også. Der er fantastiske sange af mennesker, der i bund og grund er uenige i det kristne grundsyn, for eksempel Halfdan Rasmussen og PH. Kravene til sangene er mange. De skal være sangbare til fællessang, og de skal ville noget. Desuden skal de være folkelige; men det folkelige er altid under udvikling, og sange kan byde ind på den udvikling. For eksempel var Grundtvigs Hvad er det min Marie ude i nogle udgaver fordi samtiden var betænkelig ved Grundtvigs direkte måde at beskrive kærlighed på (hjertefavnetaget). Sange kommer ind, og så må tiden vise, om de har et liv. Kun på den måde kan man udvikle sangbogen og folkeligheden. Alternativet er en slags menighedssangbog, som kun har sange, som allerede er accepteret, og som vil det samme som alle de andre. Ramadan i København er såmænd bare en stemningsbeskrivelse af livet, indrammet af ordene: Ramadan i København. Om kvaliteten er god nok, skal sangbogsudvalget nok vurdere; men sangens tekst er så almen, at enhver kan synge den uden at få forstyrret sit grundsyn. Da den nuværende udgave skulle laves, var undertegnede formand for Foreningen af Folkehøjskoler i Danmark. Dengang forsøgte vi at få nydanskerne til at bidrage. Desværre uden held, fordi sangtraditionen ikke er på samme måde som i vores kultur. Hvis det lykkes nu, er vi nået et skridt nærmere en forståelse af folkelighed, som har gode perspektiver. Måske er det lige netop den folkelige fællessang, der kan skabe større forståelse og større udvikling. Så hvis ikke Grundtvig roterer på fuld kraft, vil jeg tillade mig at citere ham: Til et folk de alle høre, som sig regne selv dertil, Har for modersmålet øre, har for fædrelandet ild.

Læserbrev

Typisk fremgangsmåde i vindindustriens gavebod

Læserbrev: Knapt er blækket tørt fra det indlæg, jeg skrev i lørdags. Et indlæg om vindindustriens glansbilleder, og dens evne til at få sine indlæg bragt i de daglige medier. Og den perfekte timing: Tirsdag beviste Vattenfall min påstand. De går ud og lover 22-24 arbejdspladser på Hvide Sande havn, om fem år frem i tiden, i forbindelse med servicering af Horns Rev 3 møllerne. Kan det tænkes, at de forsøger at påvirke kommunalpolitikerne forud for det møde, på onsdag den 13 august, hvor de skal enes om at forfatte et høringssvar til VVM-oplægget for Vesterhav Syd og Nord-møllerne. Dette er en typisk fremgangsmåde for vindindustrien. I Velling blev der udlovet støtte til de lokale foreninger, når de to testmøller på 250 meter er opstillet. I Hemmet og Vostrup forlyder der rygter om et tocifret millionbeløb til foreningslivet, hvis de mølleparker, som nu er opstillet, blev gennemført. Vindindustrien går ud og tager små lokalsamfund som gidsler ved at skabe splid og sætte folk op imod hinanden. Hvide Sande ligger i en udkantskommune, som hungrer efter arbejdspladser, så det er, hvad man går ud og lokker med. Og jeg ved, at Vesterhav Syd-møllerne har skabt flere konflikter i byen, lokalt. Det samme gjorde det der, hvor jeg boede til fornylig. De, som profiterer på møllerne, sørger for at fortælle om støtten. Som jo er en mangelvare, da næsten al kommunal støtte til små foreninger er sparet væk. Det tragikomiske er, at lokalbefolkningen selv betaler støtten via strømregningen, i hverdagen. Er dette en etisk forsvarlig måde at manipulere med folk og politikere på? Lokalt og på landsplan? Opfylder dette, hvad man forstår på Vattenfalls og øvrige virksomheders CSR-værdier (Corporate Social Responsibillity)? Kan vore politikere ikke gennemskue dette fuldstændigt åbenlyse budskab, eller slet skjulte trusselsbudskab? Vesterhav Nord og Thor mølleparker vil blive serviceret fra Thyborøn med den samme forklaring, som Vattenfall gav for, at Hvide Sande skal servicere Horns Rev 3, i stedet for Esbjerg. Kære kommunalråd, hold fast i jeres oprindelige placering af Vesterhav Syd, helt nede mod sydvest, længst ud for havnen i Hvide Sande, og i det letopfattelige geometriske mønster, som VVM-redegørelsen oprindeligt fastslog. Så kan alle klare at leve med dem. Kommer de op i en lang linie, så konflikter de med samme VVM, og vil blive dømt ude af Energiklagenævnet igen. Det burde selv Vattenfall kunne indse. Samtidigt er det sikkert, at støjen, vil blive et problem for turismen på hele strækningen. Støj fra kæmpevindmøller, der står kun 10 kilometer ude, vil blive generende på de over 200 dage om året, hvor det blæser fra vest. Vindmøller er en del af løsningen, ikke hele løsningen.

Leder For abonnenter

Det mener Dagbladet: Royalt besøg kan blive guld værd

Læserbrev

Erhverv. Trump-besøg kan blive stor gevinst for Danmark

Debat: Et officielt besøg fra amerikanske præsident, Donald Trump, i Danmark til september, er i sagens natur en stor begivenhed også for dansk erhvervsliv. Man kan have mange holdninger til Trumps måde at forvalte sit embede på, men set med danske virksomheders briller er besøget en unik lejlighed til at flage ens amerikanske aktiviteter – hvad enten det drejer sig om eksport, import, direkte investeringer eller et samarbejde med en lokal amerikansk virksomhed - overfor den store delegation, som ledsager præsidenten. USA er ud over at være vores nære allierede også en tæt og særdeles vigtig handelspartner. Vi eksporterer for mere end 100 milliarder kroner til USA om året. Landet har verdens største økonomi, og det er vores tredjestørste eksportmarked. Et godt forhold til USA og den til enhver tid siddende amerikanske præsident er med til at understøtte eksportarbejdspladser til tusindvis af danskere. Danmarks samhandel med USA leverer et vækstbidrag til dansk økonomi og derigennem til finansieringen af vores velfærdssamfund. Eksempelvis har danske life science- og transportvirksomheder rigtig gode forudsætninger for at få endnu mere ud af det amerikanske marked, og her repræsenterer præsidentbesøget en gylden chance til at komme i tale med centrale beslutningstagere i den amerikanske administration. Et statsbesøg er i høj grad også en mulighed for embedsmænd, erhvervsledere og politikere fra begge lande for at møde hinanden og skabe kontakter. Og de kontakter kan have stor betydning for, hvordan danske virksomheder klarer sig på det amerikanske marked i årene fremover. Fra et erhvervssynspunkt er der altså ingen grund til ikke at tage imod den amerikanske præsident med åbne arme, når han ankommer til København 2. september.

Læserbrev

Samfund. Højskolesange skal afspejle mangfoldigheden

Debat: Hvis man deltager i et møde på en højskole eller i Grænseforeningen, kommer Højskolesangbogen ofte frem både ved start og slut. Det er en dejlig tradition. En af de mest populære sange i Grænseforeningen er Danskerne Findes i Mange Modeller. Det er en sang, som priser danskernes mangfoldighed, og i øvrigt skrevet af Ebbe Kløvedal Reich. Hvis man tilhører arbejderbevægelsen eller venstrefløjen er en af de populære sange i samme sangbog ofte Danmark for Folket. I det lys kan det undre, at nogle værdidebattører er røget helt op under loftet, fordi det er foreslået, at en af de nye sange i Højskolesangbogen kan blive sangen Ramadan i København, skrevet af Isam B. Alex Ahrendtsen (DF) vil ikke have sangen med, fordi det er en politisk sang. Henrik Dahl (LA) taler imod sangen, fordi en typisk dansk højskole er kristen og national. Højskolesangbogens store værdi er, at den, ligesom Grænseforeningen, samler danskerne i al vores forskellighed, når det drejer sig om værdier og holdninger, så hvorfor ikke denne nye sang, der i øvrigt ikke indeholder forherligende ortodokse islamiske holdninger. Højskolesangbogen indeholder både politiske og religiøse sange. Det skal den forhåbentlig blive ved med, så det ikke bliver en smalsporet partisangbog eller en sangbog for de ”rettroende”, men sangbog for os alle.

Leder For abonnenter

DF fører krig i andres lejr: Det er ikke godt nok, Thulesen Dahl