Annonce
Klumme

Ugens prædiken: At åbne for vandhanen

Jeg elsker en god kop kaffe. Efter konfirmandundervisningen. Eller ude til en dåbssamtale. Eller når jeg sidder og skriver prædiken til avisen. På et tidspunkt slog det mig, at jeg faktisk ikke rigtig indtog anden væske end kaffe i løbet af en almindelig hverdag. Og jeg overvejede, om det måske ville være bedre for nattesøvn og velbefindende, hvis jeg skiftede en lille del af kaffeindtaget ud med postevand. Jeg prøvede det; og da vi har ”indlagt vand” her i præsteboligen, viste det sig at være super nemt at gå ud i køkkenet og snuppe et glas frisk vand, når tørsten meldte sig. Det var bare at åbne for vandhanen. I dag hører vi Jesus tale om ”levende vand”. Og på denne tid betød levende vand faktisk ”indlagt vand”. Levende vand var frisk kildevand, som via kanaler eller akvædukter kunne føres ind i byen. Levende vand var for de rige, mens jævne folk måtte nøjes med kedelig stillestående brøndvand med risiko for alger og bakterier. Brøndvand var ikke frisk, og man selv skulle selv ud og hente den udenfor byen. I dag hører vi, hvordan Jesus netop ved brønden møder en samaritansk kvinde, og tilbyder hende levende vand. Jesus møder kvinden ved middagstid. Det betyder sandsynligvis høj sol og en 30-40 graders varme. Et ubehageligt og usædvanligt tidspunkt at hente vand på. Men denne kvinde har nok sine grunde til at komme nu, hvor hun ikke risikerer at møde så mange andre. Måske frygter hun folks domme og fordomme. Men hun slipper ikke for kontakt med mennesker denne dag. For her i middagsheden møder hun Jesus. Og han tilbyder hende levende vand. ”Ja tak” siger hun, for hvem siger nej til frisk vand i middagssolen. Men det viste sig, at det ikke var almindeligt kildevand, Jesus havde tænkt sig at give kvinden. Det var noget, som var endnu bedre! Det var en anden type tørst, end tørsten kvinden umiddelbart følte, som Jesus havde tænkt sig at slukke! Man kan være tørstig efter mange ting. Og det er måske ikke altid, at man selv helt kan aflæse sin egen krops signaler i forhold til tørst. Da undertegnede skiftede nogle af kaffekopperne ud med vand fra vandhanen, fandt jeg ud af, at somme tider, når ”kaffetørsten” meldte sig – så var det måske i virkeligheden bare vand, som kroppen manglede. Frisk vand er det basale behov. Det er måske heller ikke på det åndelige område altid, jeg selv kan mærke, hvad mine basale behov præcist er. Jesus tilbyder sit ”levende vand”, men spørgsmålet er, om det er hans vand, jeg spørger efter? Måske jeg har fået stillet mig tilfreds med ”brøndvand” - stillestående algebegroet vand, som man bliver dårlig? Jesus vil ikke bare give os væske, så vi kan slukke tørsten, indtil vi om få timer bliver tørstige igen. Sagen er jo, at alle de behov og længsler og typer af tørst, som hører denne verden til, – det er behov, som jeg højst kan få opfyldt midlertidigt. Enhver som drikker af dette vand, skal tørste igen, siger Jesus til kvinden. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Og så tager samtalen pludselig overraskende drejning, da Jesus beder kvinden hente den mand, som hun ikke har – ”for du har haft fem mænd, og den du har nu, er ikke din mand”, som han siger. Hvorfor begynder Jesus pludselig at tvære rundt i det? Hvorfor begynder han at bore rundt i det, som vel var grunden til, at hun skammede sig ved at møde andre ved brønden? Mon ikke Jesus er i gang med at vække hendes tørst efter hans levende vand? Han viser hende, hvilken tørst hun i virkeligheden trænger allermest til at få slukket. Han minder hende om, hvad hendes virkelige problem er. Og hvad der dermed er hendes dybeste behov og længsel. Hvad er vores dybeste behov? Hvilken tørst længes vi mest efter at få stillet? Jesus sagde engang: Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes (Matt 5,6). Vi kan tørste efter mange ting. Men menneskets dybeste behov, har noget med retfærdighed at gøre, siger Jesus. Han vækkede en tørst i kvinden ved brønden, ved at minde hende om den retfærdighed, tilgivelse, forsoning og fornyelse, som hun længtes efter. Og han ønsker også at vække denne tørst i os. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdighed. Han ønsker at give os sit levende vand. Og han er selv vandet; han vil slukke vores tørst med sin egen retfærdighed. En retfærdighed som vi bliver givet i det levende vand, som vi blev mødt med i dåbens vand. Og som vi bliver mødt med i hans levende ord. Det er bare at åbne for vandhanen. Prædiketekst til 2. søndag efter helligtrekonger kan læses i Johannesevangeliet 4,5-26.

Læserbrev

Hjælp kommunen: Frivillig renholdelse

Læserbrev: Gudrun Pedersen havde den 28. december en meget relevant leder i Dagbladet – Giv kommunen en hjælpende hånd. Det var en leder, der igen satte henkastning af skrald på dagsordenen. Skrald på kommunens kyststrækning kan vi nok ikke beskylde kommunens borgere for – som hovedregel. Alt det skrald, der ligger og flyder langs landevejene og rundt omkring i vores byer – både store og små byer – skyldes som hovedregel kommunens egne borgere – desværre. I slutningen af byrådsperioden 2014 -2017 fremsatte Fjordlisten et budgetforslag, som faktisk blev vedtaget og indgik i budgettet. Jeg mener, det var for 2016 og frem. Det gik ud på, at der blev afsat et sekscifret beløb til deling mellem de foreninger, der vil bidrage med at fjerne affald fra vejområder, der er valgt af kommunens administration. Foreningens frivillige skal så renholde en bestemt strækning på nogle kilometer i et år, ikke bare en gang men flere gange i løbet af året. Pengene blev afsat i budgettet, men så vidt jeg ved aldrig effektueret til projektet. Som formand for Videbæk Borgerforening frem til marts 2018, ved jeg, at vi ikke har fået tilbudt muligheden fra kommunen. Var det ikke en ide at få sat det i gang hurtigst muligt. Der er i hvert fald steder nok at tage fat på i hele kommunen.

Leder For abonnenter

Endelig bliver skændigheder stoppet

Aftalen om arbejdskraftens frie bevægelighed har bragt Danmark meget godt. Blandt andet sørger mindst 140.000 mennesker fra de østeuropæiske lande for, at danske virksomheder trods mangel på arbejdskraft alligevel kan holdes i gang. Stadig flere af østarbejderne slår sig efterhånden også ned i Danmark. Her vælger de ofte småbyernes billige boliger. Det kan på sigt blive redningen for mange lokalsamfund. Men naturligvis skaber det udfordringer, når vidt forskellige løn- og arbejdsvilkår møder hinanden. Det er tilfældet i transportbranchen, hvor udenlandske chauffører ikke blot bringer varer til og fra Danmark, men også kører såkaldt cabotage-kørsel - altså intern transport i Danmark. Hidtil har udenlandske vognmænd kunnet betale deres chauffører efter hjemlandets aftaler. Og i Bulgarien er mindstelønnen 1,72 euro i timen – omregnet godt 13 kroner. Naturligvis er det helt uacceptabelt, at disse ekstremt underbetalte mennesker for en tid er en del af det danske arbejdsmarked. Det smadrer også forretningen for de danske vognmænd, der pænt overholder love og overenskomster. Derfor er det glædeligt, at Folketinget har præsenteret en aftale, der skal forhindre denne form for social dumping. Endnu bedre er det, at et bredt flertal bakker op om de nye regler. Den brede opbakning viser, at det moralske kompas peger i den rigtige retning både i venstre og højre side af Folketingssalen. Initiativet blev udløst af den skændige sag, hvor chauffører fra Filippinerne og Sri Lanka boede i en slumlejr i Padborg og arbejdede efter en polsk overenskomst. Men selv om dette altså var baggrunden, måtte beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard allerede torsdag erkende, at den nye aftale ikke nogen 100 procents garanti for lignende sager. Beskæftigelsesministeren sætter i stedet sin lid til en ny vejaftale, der er på vej gennem EU-systemet. Det er måske fint nok. Men i mellemtiden bør den danske regering overveje, om vi også selv kan tage yderligere lovmæssige initiativer.

Annonce
Læserbrev

Sundhedshus. Velfærdssamfundet dækker altså også Vestjylland

I Ringkøbing-Skjern Kommune kalder vi os danmarksmestre i frivillighed, og vi hylder borgernes engagement og frivillige indsats - også når det gælder initiativer til at samle penge ind til fællesfaciliteter, der øger livskvaliteten i vores landsbyer. Men velfærdssamfundet fungerer også på bedste vis i Vestjylland. Og når landsbyen Vorgod-Bardes initiativ til at samle ind til et træningscenter i forbindelse med et nyt sundhedshus bliver udlagt i medierne, som om de 1.200 indbyggere skal til lommerne for at få mulighed for at gå til læge, så er jeg som udvalgsformand for Social- og Sundhedsudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune nødt til at forsøge at nuancere billedet lidt. Historien var ellers god; er du syg og bor du i en lille vestjysk landsby, så skal vi lige ha' samlet ind til et lægehus, før du kan få behandling. Problemet er, at den udlægning er for sort-hvid. I Ringkøbing-Skjern Kommune arbejder vi målrettet for at tiltrække læger og sikre en god lægedækning for borgerne. Den eksisterende lægekonsultation i Vorgod-Barde er utidssvarende, og derfor søgte vi penge til et nyt sundhedshus, da Sundheds- og Ældreministeriet i januar 2019 udbød puljemidler, som kommuner og regioner kunne søge til 'etablering, renovering og udbygning af sundhedshuse i hele landet'. Formålet med puljen var at understøtte bedre lægedækning i alle dele af landet samt medvirke til at styrke samarbejdet på tværs af faggrupper. Vi fik et tilsagn om 7 mio. kr. til sundhedshuset fra ministeriets pulje. Mange andre kommuner har ligeledes fået tilsagn, så det er der ikke noget usædvanligt i. Samtidig har Ringkøbing-Skjern Kommune bidraget med 500.000 kr. til det nye lægehus; det er der heller ikke noget usædvanligt i, at en kommune gør. Det er nemlig et kriterium for uddelingen af ministeriets puljemidler, at der er en vis egenfinansiering - og at det er kommunen eller regionen, der står som ejer af bygningen, som derefter skal udlejes på markedsvilkår til den praktiserende læge. I forbindelse med Sundhedshuset i Vorgod-Barde har borgerne i landsbyen besluttet at indsamle 2 mio. kr. I modsætning til, hvad medierne har skrevet, skal pengene ikke bruges til det nye lægehus, men til et træningscenter med en fysioterapeut tilknyttet. Træningscenteret skal ligge i forbindelse med hallen og byens nye sundhedshus og skal - helt i tråd med ministeriets ønsker - sikre synergien mellem sportsfaciliteter, fitness-center og sundhedshus. Det bliver et plus for byen, men det er ikke en forudsætning for bevillingen til sundhedshuset fra ministeriet eller kommunen. De 1.200 borgere i Vorgod-Barde skal derfor ikke nødvendigvis til lommerne, før de kan komme til lægen.

Læserbrev

Budgetloven tvinger borgere til selv at betale for sundhedshus i Vorgod-Barde

Læserbrev: Vi skal holde gang i hele Danmark, og jeg forstår udmærket de lokale borgere, som samler ind for at få et sundhedshus. Men samtidig er det et klart skråplan, at vi overlader den offentlige velfærd – og udviklingen af lokalsamfund - til det private initiativ. Andre steder hører vi om juleindsamlinger til trampoliner i fritidshjem eller skjult brugerbetaling gennem forhøjede priser på basisting på plejehjemmene. Alt sammen i desperation for at give børn og ældre lidt glæde i hverdagen, kommunerne ikke kan finde penge til. Men det går ikke at udvikle den offentlig velfærd i den retning, for det undergraver vores fællesskab og tilliden til, at der er et sikkerhedsnet under os alle. Vorgod-Bardes egenbetaling bliver dog helt absurd, fordi Ringkøbing-Skjern Kommune har små 300 millioner kroner liggende i kommunekassen. De penge skal blive liggende på bunden af kommunens kistebund på grund af budgetloven, som sætter stramme rammer for kommunernes forbrug og straffer dem, hvis de bruger bare én krone mere end budgetteret. I virkeligheden ville de 2 millioner kroner til sundhedshuset i Vorgod-Barde på ingen måde have betydning for kommunens økonomi, men på grund af budgetloven må pengene ikke bruges uden, at kommunen skærer andre steder. Jeg håber, det lykkes Vorgod-Bardes borgere at få samlet pengene sammen til et sundhedshus, men helt ærligt, så vil det her ikke være det sidste eksempel, vi ser, hvor budgetloven presser ansvaret for velfærd over på private hænder – hvis vi skal have Danmark tilbage på ret kurs, skal vi skrotte budgetloven, og lade nogle af de låste penge i kommunekasserne betale for udviklingen.

Annonce
Læserbrev

Børnewashing: Alt det, de glemmer at fortælle forældrene

Læserbrev: Statsminister Mette Frederiksen har udtalt, at børn, der har det dårligt, skal hjælpes. Hvem kan være imod det? Kan hun bare finde én, som er imod det, så giver jeg findeløn! Hun er mistænkt for, at spinnere har fundet på det. Desværre bruger nogle af hjælpeorganisationerne samme taktik. Børn bliver vist smagløst i ufattelig dårlige situationer, for at de kan få solgt deres produkt. Hvilke børn vil Mette Frederiksen have fjernet? Nyt kriterium? Skal politiet sættes ind? Hvis det er så enkelt, hvorfor har hun ikke gjort det for lang tid siden? Det er også en finger til dem, der beskæftiger sig professionelt med problemet, og som har gjort en stor indsats med et mega svært, komplekst problem. Vi ved fra flere Tv programmer, at mange børn ønsker at kende deres biologiske forældre. Det må være fordi, de har et behov for det. Derfor kunne hun måske starte med at hjælpe forældrene. Minimumsnormeringer er også en slags børnewashing. De glemte at fortælle forældrene: Vi blev enige om minimumsnormeringer. Men i 2025! De glemte at fortælle forældrene, at de selv kommer til at betale en del af regningen i 2025 eller før. De glemte at fortælle forældrene, om det er på den enkelte stue, på den enkelte institution eller i den enkelte kommune ? De oversælger altid. De kan simpelthen ikke lade være. Hvis politik var et produkt, som forbrugerombudsmanden kunne tage sig af, ville firmaet blive stævnet!

Annonce
Læserbrev

Budgetloven tvinger borgere til selv at betale for sundhedshus i Vorgod-Barde

Læserbrev: Vi skal holde gang i hele Danmark, og jeg forstår udmærket de lokale borgere, som samler ind for at få et sundhedshus. Men samtidig er det et klart skråplan, at vi overlader den offentlige velfærd – og udviklingen af lokalsamfund - til det private initiativ. Andre steder hører vi om juleindsamlinger til trampoliner i fritidshjem eller skjult brugerbetaling gennem forhøjede priser på basisting på plejehjemmene. Alt sammen i desperation for at give børn og ældre lidt glæde i hverdagen, kommunerne ikke kan finde penge til. Men det går ikke at udvikle den offentlig velfærd i den retning, for det undergraver vores fællesskab og tilliden til, at der er et sikkerhedsnet under os alle. Vorgod-Bardes egenbetaling bliver dog helt absurd, fordi Ringkøbing-Skjern Kommune har små 300 millioner kroner liggende i kommunekassen. De penge skal blive liggende på bunden af kommunens kistebund på grund af budgetloven, som sætter stramme rammer for kommunernes forbrug og straffer dem, hvis de bruger bare én krone mere end budgetteret. I virkeligheden ville de 2 millioner kroner til sundhedshuset i Vorgod-Barde på ingen måde have betydning for kommunens økonomi, men på grund af budgetloven må pengene ikke bruges uden, at kommunen skærer andre steder. Jeg håber, det lykkes Vorgod-Bardes borgere at få samlet pengene sammen til et sundhedshus, men helt ærligt, så vil det her ikke være det sidste eksempel, vi ser, hvor budgetloven presser ansvaret for velfærd over på private hænder – hvis vi skal have Danmark tilbage på ret kurs, skal vi skrotte budgetloven, og lade nogle af de låste penge i kommunekasserne betale for udviklingen.

Læserbrev

Børnewashing: Alt det, de glemmer at fortælle forældrene

Læserbrev: Statsminister Mette Frederiksen har udtalt, at børn, der har det dårligt, skal hjælpes. Hvem kan være imod det? Kan hun bare finde én, som er imod det, så giver jeg findeløn! Hun er mistænkt for, at spinnere har fundet på det. Desværre bruger nogle af hjælpeorganisationerne samme taktik. Børn bliver vist smagløst i ufattelig dårlige situationer, for at de kan få solgt deres produkt. Hvilke børn vil Mette Frederiksen have fjernet? Nyt kriterium? Skal politiet sættes ind? Hvis det er så enkelt, hvorfor har hun ikke gjort det for lang tid siden? Det er også en finger til dem, der beskæftiger sig professionelt med problemet, og som har gjort en stor indsats med et mega svært, komplekst problem. Vi ved fra flere Tv programmer, at mange børn ønsker at kende deres biologiske forældre. Det må være fordi, de har et behov for det. Derfor kunne hun måske starte med at hjælpe forældrene. Minimumsnormeringer er også en slags børnewashing. De glemte at fortælle forældrene: Vi blev enige om minimumsnormeringer. Men i 2025! De glemte at fortælle forældrene, at de selv kommer til at betale en del af regningen i 2025 eller før. De glemte at fortælle forældrene, om det er på den enkelte stue, på den enkelte institution eller i den enkelte kommune ? De oversælger altid. De kan simpelthen ikke lade være. Hvis politik var et produkt, som forbrugerombudsmanden kunne tage sig af, ville firmaet blive stævnet!

Annonce
Klumme

Ugens prædiken: Barnets visdom

Tidsrummet fra Hellig tre Kongers dag til Fastelavn kalder man fra gammel tid Åbenbaringstiden. Hvis du lytter til klassisk musik og støder på titler, der indeholder ordet “Epifania”, så er stykket formentlig komponeret til en søndag i denne periode, hvor det handler om at lade Julens åbenbaring bundfælde sig, glæde sig ved den og bevare den i hjertet. Hvis man slår søndagens prædiketekst op bagest i salmebogen, vil man se, at vi i Folkekirken kalder perioden for “søndagene efter hellig tre konger”, og at der kan være mellem 2 og 6 af dem – plus et par søndage med de mærkelige navne Septuagesima og Seksagesima. De hellige tre konger var egentlig ikke konger, men vismænd, og dermed bliver denne periode i kirkeåret også et tidsrum beregnet til, at vi samler tankerne om visdom som den, de vise mænd stræbte efter, da de begav sig ud på en lang rejse fra Østerland (formentlig det nuværende Irak eller Iran). Her er det så, at prædiketeksterne driller os. En vismand er jo normalt én, der har lagt det barnlige bag sig. Men i Julen hører vi om, at de finder visdommens kilde i skikkelse af et nyfødt barn, og denne søndag, som er den første i Hellig Tre Kongers-tiden, hører vi igen om et lille barn. Prædiketeksten er den velkendte historie, som vi hører til hver eneste barnedåb. Nogle forældre kommer til Jesus med deres små børn, for at han kan velsigne dem. Disciplene anser det for upassende og vil genne dem bort, men Jesus siger: “Lad dem komme til mig, for Guds rige er deres. Ja, den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” Vi ved ikke præcis, hvad Jesus kan have tænkt på ved de ord? Måske det lille barns umiddelbarhed? Eller at det ikke kan forstille sig. Eller at det lille barn, som endnu ikke har lært at tale, som sit første sprog får bønnen. Når det kan klynke og græde og pludre, siger det så meget som: “Hjælp mig! Jeg beder dig om mad! Og om trøst! Og om at blive vasket! Og tak fordi du tager dig af mig!” Det er bønner om hjælp, og det er takkebøn. Sådan begynder alt sprog. På det seneste har jeg tænkt over, om der er en sammenhæng med den kendte tekst hos Paulus, som kaldes, kærlighedens højsang. Her beskriver han nemlig kort noget om, hvordan det var at være barn: Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde … men engang skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. Paulus refererer her til, hvordan vi som børn vidste, at der var så meget, som vi ikke forstod. Men hver dag lærte vi noget nyt. Vores barnlige visdom bestod nu i, at vi både glædede os over den smule, som vi allerede havde lært, og også foregreb alle de ukendte kundskaber og glædede os over alt det, vi endnu ikke forstod. “Når jeg bliver stor, så skal jeg gøre dét og det,” tænkte vi og så det lyslevende for os. Sådan er der en visdom i at glæde sig over og holde sig til profetier og løfter. For eksempel dem, der blev fortalt om i Julen: Engang skal der være en guddommelig ære i det højeste. Og på jorden skal der komme fred til mennesker med Guds velbehag. Der er en visdom i at glæde sig over profetien om fred, også selvom man lever i en tid med krigstrommer og ufred. Det er barnlig visdom at glæde sig ved håbet, som om det allerede var til stede. Det kan give drivkraft og mod til at handle. Det skal vi huske i denne Hellig-Tre-Kongers-Tid. Visdommen handler om at lade julens åbenbaring bundfælde sig, så der kan spire et håb og en forventning om noget godt, som skal komme: Det evige liv, den evige salighed. Hjemme hos Gud. Da bliver det os, som søndagens evangelium skriver om i ordene: “Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.” Amen

Klumme

Kære krænkede og Tinka-hue-fornærmede: Find Den Blå frem i dag

Så er det håndboldtid. I de næste uger ved jeg, at jeg skal sidde foran skærmen og se, om Danmark kan gentage pragtstykket fra sidste år og hive guld hjem til nationens ære. Og allerede i dag skal fjernsynet skal være tændt hele dagen. Men det bliver nu ikke håndbold, det kommer til at handle om, men absolut noget, som er nationen til ære. For i Danmarks Radio fik man for et par år siden den geniale ide at rydde sendefladen til projekt Live fra Højskolesangbogen. I en tid, hvor der ellers primært snakkes om streaming og hvor vi får at vide, at flow-tv er på vej ud, så kunne det have endt som en fiasko. Men det blev en bragende succes, og den gentages i dag på DR2 fra klokken 10 til 22.30. Sangene fra Højskolesangbogen har fulgt mig, siden jeg begyndte i skole. Med morgensangen blev vi fortrolige med dem, og årstidernes skiften udenfor vinduet fik deres egen melodi i min bevidsthed. Klimaproblemer eller ej, så er det tid til Det er hvidt herude. Om et par måneder rinder vinteren i grøft og i grav. Så summer det af sol over engen, inden vi elsker den danske sommer. Så lysner det over agres felt, hvorefter skoven falmer trindt om land. Til slut hælder året dybt i sin gang. Med jævne mellemrum skrantede Dronning Dagmar i Ribe, Skammel boede sig nør i Thy og ellers stod der tre skalke og tænkte på et råd. Og nu vil du nok spørge som mi nabo Pe Sme, der bor på nummer 161 i Højskolesangbogen: Hva nøtt er et te? For det skal vi jo spørge om i disse år, hvor det tilsyneladende kun er det, der kan tælles, der har værdi. Jo, jeg fandt ud af, at jeg i virkeligheden kun er en lille brik i et stort puslespil. At uanset hvordan jeg ellers har det, så går verden sin gang. At der var noget før mig, og det eneste, jeg i virkeligheden kan gøre, er at følge Grundtvigs ord i nummer 6: Gøre gavn, mens dagen går, prøve vore kræfter, visse på at gode kår rette sig derefter... Jeg ved ikke, om du kan huske Tinka. Der er også gået en hel måned, siden Facebook-nationen var i oprør over Tinka-kort og Tinka-huer, men på sin måde var det også et billede på, at der er noget galt i Danmark, selvom John Mogensens klassiker ikke er kommet med i Den Blå. Det fortæller os noget om, at vi er blevet en nation af folk, der vil have mere og mere. Vi er ikke borgere. Vi er forbrugere af dette liv, og kan vi ikke få det, som vi gerne vil have det, så er verden tæt på sin undergang. Og intet er længere for småt til, at vi tør brokke os. Men måske er det lige værd at skænke Jens Vejmand en tanke. Om det var morgen i allerførste gry, eller aftenstjernen skælvede af kulde i sydvest, så sad han der troligt og hamrede sine sten. Jeg håber, at han havde hue på, og jeg er ret sikker på, at han var totalt ligeglad med, om det var en Tinka-hue. Må det være mig tilladt at foreslå de Tinka-skuffede folk, at de skal slå op på nummer 97, Jeg elsker den brogede verden. For så vil de kunne synge, at nok kan de græde, da deres bobler brast, men at det ikke skal lægges verden til last. Og i næste vers vil de så kunne synge, om alt nu også var bedre, hvis livet var en dans på roser? Måske kunne de sætte sig sammen med den stigende befolkningsgruppe, der lader sig krænke over det mindste - herunder gamle sange fra Højskolesangbogen - og synge netop Jeg elsker den brogede verden. Måske skrue en oktav ekstra op på, at det gælder kamp for frihed i liv og tro. For i den krænkelsesbevægelse, der ses i disse år, ligger der en egoistisk præmis om, at man selv har ret og alle de andre ikke er rigtig kloge, og derfor bør de andre rettes til, så man selv kan få det mest komfortable liv. Hvordan andre så har det, er blevet ligegyldigt. For man fik selv sin ret. Man kan frygte, at den udvikling tager fart, og at det moderne ord sammenhængskraft netop mister sin sammenhæng. Men det bedste værn er samtalen om vores fælles anliggender, og det ligger i folkeligheden, at man ikke behøver at være enige om alt. Faktisk gør det kun grundlaget bedre, at der er forskellige meninger og at man giver hinanden lov til at udveksle synspunkter. Hverken debatklima eller øvrige klimaer har godt af skrigeballoner, der kun vil lukke varmt luft ud. Så lad os fortsætte samtalen, både i enighed og uenighed. Lad os synge sammen, og lad os blive klogere på fællesskabet. For hvem kan kriges, hvis dagen er fuld af sang?

Klumme

Lørdagsklummen: Historisk charme kan ikke genskabes, når den først er væk

Kort før jul sidste år læste jeg i avisen, at en gammel firlænget gård skal rives ned. Det satte mine tanker i gang om godt og skidt ved gammelt versus nyt. Meget passende, mens vi netop er gået ind i et spritnyt årti. I mit professionelle virke som museumsmenneske er det en del af mit job at passe på gamle ting og huse og bevare historien. Men jeg elsker også det nye, og tanken om de muligheder, fremtiden har at byde på. Den omtalte gård er en gammel strandgård ned til Ringkøbing Fjord. En gård, der ligesom andre firlængede gårde ligger som halvandet hundrede år gamle monumenter i mursten og forbinder os til en tid med andre liv og helt andre livsvilkår. De rummer næsten usynlige tråde til det, der var, før landskabet blev fyldt med sommerhuse, vindmøllefabrikker, minkfarme og turistattraktioner. Men gården rummer ikke kun historie, men også skimmelsvamp, og det er da klart, at man ikke kan bo med det. Som arkæolog er jeg forholdsvis usentimental i forhold til, at vi mennesker har behov for at forny vores hjem. For tusind år siden holdt et hus en generation, så rev man huset ned og flyttede gården og hen ad vejen hele landsbyen lidt. Det er ikke naturgivent at vi skal passe på bygninger, bare fordi de er gamle. Men som nutidsmenneske har jeg det anderledes. Det er svært at forklare, men ikke uden grund at vi taler om, at huse har sjæl, charme og hygge. Når det kommer til de ting, vi omgiver os med, har vi både brug for fornyelse, og for noget, der rummer historie. De færreste huse holder for evigt, og langtfra alle er bygget så smukt at vi er tjent med, at de gør det. Men et landskab, der kun rummer nye huse, mangler sjæl. Så hvad skal vi gøre - lave alle de gamle gårde om til museum? Som museumsdirektør vil jeg næsten vove at påstå, at den værste skæbne for en ting er at komme på museum. Når først en genstand er sat på en hylde i et magasin eller er kommet i montre, så er der ikke længere brug for den i vores aktive liv, og som museum skal vi bruge sjove formidlingsgreb og mange ressourcer for at gøre dem interessante igen. Tønderne falder i staver, fordi der ikke længere er indhold i dem eller bødkere til at reparere dem. Hvorimod at ting, vi har brug for, dem passer vi på, og dermed bevarer vi dem. Et skib i brug får en ny planke, når den gamle går i stykker, og de ældste sejlende skibe har i princippet fået skiftet det meste oprindelige materiale ud med nyt træ. Jeg tænker tit på, hvordan vi passer på historien i landskabet, og gør den til noget, vi har brug for i vores liv. Jeg tror, vi har brug for gamle bygninger, læhegn og skibe på fjorden for at bevare trådene til den tid, der er svunden. Når vi er i byer, hvor alt er genopført efter omfattende bombningerne, mærker vi i kroppen, at det føles lidt som en teaterkulisse - lidt falsk, om end troværdig ved første øjekast. Historisk charme kan ikke genskabes, når den først er væk. Så mon vi i 2020’erne i fællesskab kan blive bedre til at passe på historien i tiden? Sørge for gratis eksperthjælp til at sætte ting i stand uden plastikmaling, men med materialer, der gør at vinduerne holder 100 år mere? Udvikle teknikker, der gør det muligt at installere bæredygtige varmekilder i gamle huse, der holder skimmelsvampen fra døren, men samtidig sikrer at CO2 regnskabet er i orden? Lave lokalplaner der gør det vigtigt at vi vedligeholder i stedet for at lade stå til? På den måde kan vi måske gå ind i et spritnyt årti med en viden om, at det gamle også har værdi lidt endnu. Fordi verden kun bliver bedre hvis vi har en historie at måle vores nye muligheder op imod, og hvis vi bliver ved at bruge, genbruge og langsomt tilpasse det, der har værdi for os.

Læserbrev

Finanslov: Dyrere cigaretter er bekostelig symbolpolitik

Læserbrev: Som konsekvens af den indgående finanslovsaftale mellem regeringen og dens røde støttepartier, vil en pakke cigaretter fra april næste år komme til at koste omkring 55 kroner og 1. januar 2022 stiger prisen yderligere til cirka 60 kroner for en pakke. I et svar til Folketinget fra Skatteministeriet fremgår det, at det konkret vil betyde, at grænsehandlen med cigaretter skønnes at stige fra 250 millioner styk til cirka 940 millioner cigaretter, når den forhøjede afgift er fuldt indfaset. I kroner og øre svarer det til en stigning med knap 1,2 milliarder kroner i 2022. Dyrere cigaretter er i høj grad ulighedsskabende, da det rammer personer med små indkomster uforholdsmæssigt hårdere. Det ser den socialdemokratiske regering og de røde støttepartier imidlertid stort på, så længe målet helliger midlet. Og her er målet sundhedsfremme, må man forstå. Problemet er bare, at det ikke bliver mere sundt af, at cigaretterne nu i stedet langes over disken i Tyskland. Dertil kommer, at dyrere cigaretter også vil medføre flere illegale cigaretter, hvor man ikke har den fjerneste anelse om, hvilke skadelige stoffer der måtte være i. At rød blok tyer til formynderiske indgreb over for borgeren, der tilmed er skidt for detailhandlen og dermed danske arbejdspladser, er måske ikke verdens største overraskelse. Men at både Venstre og De Konservative bakker op om afgiftsforhøjelsen, er derimod. Det er i hvert fald ikke klassisk borgerlig politik, at man nu vil til at diktere, hvordan almindelige danskere skal leve deres liv eller for den sags skyld at gøre det dyrere at være dansker.

Læserbrev

Status: Vi går efter løsninger

Læserbrev: Efter et årti – ja faktisk to – med nedskæringer, egoisme, nedgørelse af de dårligst stillede, skattelettelser til de bedst stillede, grådighed og svindel på de bonede gange og moralsk fordærv italesat af de, som burde være gode rollefigurer, er der endelig udsigt til et årti for den almindelige dansker. Der er en massiv genopretning på alle områder – fysiske, moralske og økonomiske, som vil tage mange år, og det må vi have forståelse for. Kommunalbestyrelsen har nu siddet halvdelen af perioden. Derfor en overordnet status. Det, der har glædet mig særligt, er, at kommunalbestyrelsen fungerer meget løsningsorienteret. Det er der også behov for. Ikke mindst efter en noget turbulent konstitueringsproces, som gav megen bitterhed og vrede hos SF og KD i forhold til S. Og i V fornemmede man en undertrykt utilfredshed med, at S havde fået for meget. Det var en enig kommunalbestyrelse bag konstitueringsaftalen. De to budgetforlig, hvor den sidste indebar besparelser på 300 millioner kroner, blev godkendt af en enig kommunalbestyrelse. Ja selv en enig kommunalbestyrelse kunne sende et skriv til Folketinget vedrørende Vesterhav Syd. Så selv om, at en ny bestyrelsesformand (borgmester) skal have sine hvedebrødsdage, bekræfter det, at det er en dygtig bestyrelsesformand, vi fik valgt ved konstitueringen. For mig er en dygtig bestyrelsesformand én, der bruger serveretten, der siger sin mening, men også lytter og kan tilsidesætte egne interesse for at få den brede tilslutning i sin bestyrelse. Det kommer til at gøre rigtig ondt – rigtig ondt, og vi har kun set de første krusninger efter vores store sparebudget på 300 millioner kroner over de næste 4 år. Når vi kommer længere frem i perioden, vil besparelserne blive tydelige. Jeg håber så inderligt, at en udligningsreform vil tilgodese os med mange millioner kroner, så vi får mulighed for at afhjælpe nogle af de værste følger af besparelserne. Vi skal have megen fokus på arbejdsmiljøet for vores mange medarbejdere – de kommer til at løbe stærkere. I mine to udvalg (Beskæftigelse og Børne- og familieudvalget) føler jeg, at vi går efter løsninger, hvor partitaktiske hensyn kun få gange skinner igennem. Selvfølgelig kan vi have forskellige holdninger til sagerne, da vi jo alt andet lige kan have forskellige prioriteringer og opfattelse af problemstillinger. I beskæftigelsesudvalget har der overordnet været god enighed omkring prioriteringerne i lyset af de mange millioner, der er sparet der. Og der er plads til debatter – godt. I børne- og familieudvalget har ”nye veje på det specialiserede område” fyldt meget. Men efter at det lykkedes at få fagligheden forrest og nu fået den kombineret med en økonomisk decentralisering af de mange millioner kroner, der bruges på området, så fagligheden kan arbejde i klasseværelserne i stedet, har vi fået skruet en god model sammen, som jeg håber, kommunalbestyrelsen vil bakke op om. Skolestrukturen vil komme til at fylde meget det næste års tid. I valgkampen op til byrådsvalget lød det fra Venstre, at landdistriktspolitikken skulle tænkes sammen med skolestrukturen. Men da vi sad i landdistriktsrådet (LDR) og udformede den nye landdistriktspolitik, var Venstre tavs. 17.4-udvalget skal nu komme med oplæg, men kommer det med løsninger, kommunalbestyrelsen vil bakke op om? Bestyrelsesformanden får en stor opgave der. Godt at det lykkedes at få én med fra LDR i 17.4-udvalget. Landdistrikterne/sognene er en vigtig del af vores kultur og selvfølgelig skal der også være gode adgange til offentlige institutioner der for at skabe udvikling. Men vi må ikke lade Folkeskolen være gidsel i det spil. Det er vore børns forudsætninger på fremtidens arbejdsmarkedet, der skabes her. Kravene stiger. Folkeskolen er allerede udsultet og bliver endnu mere udsultet i forbindelse med de mange besparelser. Karaktergennemsnittet i vore folkeskoler under et er faldende i forhold til andre kommuners. Det fremgår af den seneste benchmarkingsrapport, som vi fik fremlagt til budgetforhandlingerne. DET går bare ikke. Godt nytår.

Annonce
Læserbrev

Arbejdsmiljø: Kampen for tryghed fortsætter i 2020

Læserbrev: I 2019 skød Fagbevægelsens Hovedorganisation kampagnen ArbejdsMiljøRepræsentantåret 2019 (AMR 19) i gang. Den fortsætter ind i 2020, og det er godt. Arbejdsmiljøet er et emne, som bliver mere og mere aktuelt – blandt andet set i lyset af den stigning i antallet af stress-tilfælde, vi ser ramme danskerne, næsten som en epidemi. I HK arbejder vi hårdt på at få så mange af vores prioriteter med, når der i løbet af vinteren bliver lagt sidste hånd på den nye bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø, der ventes at være færdig i foråret 2020. At vi får en selvstændig bekendtgørelse om det psykiske arbejdsmiljø er hårdt tiltrængt. Hvis vi bliver ramt af stress og må sygemeldes eller på anden vis ikke i en periode kan varetage vores job, skal der være et sikkerhedsnet. Det samme gælder, hvis vi bliver arbejdsløse. Det sikkerhedsnet har vi set blive mere og mere skrøbeligt i og med, at dagpengene bliver mindre og mindre værd. I HK mener vi, at dagpengene skal følge udviklingen i lønnen, så vi kan føle os trygge, hvis vi mister vores ståsted i arbejdslivet. Vi har – for at sikre medlemmerne større tryghed – indført lønforsikringer for langt de fleste. I 2019 fik medlemmerne af HK Privat kollektiv lønforsikring som en del af det almindelige fagforenings- og a-kassemedlemskab. Forsikringen sikrer, at du kan få op til 80 procent af din hidtidige løn i de første 6 måneder, du er ledig. Også i HK Kommunal og Stat er der kollektiv lønforsikring. Angående dagpenge – med finansloven bliver det alligevel muligt for danske a-kasse medlemmer, der har arbejdet i udlandet, at få dagpenge i Danmark. Opholdskravet bliver afskaffet fra 1. februar 2020, og har du i løbet af 2019 meldt dig ud af en a-kasse på grund opholdskravet, får du mulighed for at få genoprettet dit medlemskab uden tab af anciennitet. Det er godt. Finansloven for 2020 giver et løft til velfærden, og det er vi glade for. Jeg glæder mig især over, at der bliver tilført flere midler til skattevæsenet, at uddannelsesloftet bliver afskaffet fra 1. juli 2020, og at omprioriteringsbidraget på undervisning, uddannelse og kultur stopper. Uddannelsesinstitutionerne, hvor der de seneste år er blevet skåret helt ind til benet, får dog ikke flere penge. De skal bare ikke spare så meget. Og ærgerligt er det, at det stærkt omdiskuterede omprioriteringsbidrag heller ikke denne gang bliver fjernet som generelt spareværktøj på statens budgetter. Der er fuld fart på digitaliseringen ude på de midt- og vestjyske arbejdspladser. I HK MidtVest har vi i 2019 på forskellig vis forsøgt at sætte fokus på den digitale udvikling blandt andet gennem arrangementet Digitale Karriereveje, som vi afholdt i november. Vi har også haft besøg af robotten Pepper, der som praktikant i afdelingen har budt velkommen til gæster i huset. I 2020 vil vi fortsætte med at italesætte behovet for efter- og videreuddannelse. Det er simpelthen tvingende nødvendigt, at vi hele tiden fornyr vores kompetencer, så vi som HK’ere er parate til at varetage fremtidens job. I den nye hovedorganisation, Fagbevægelsens Hovedorganisation, som LO og FTF 1. januar 2019 blev lagt sammen til, skal der inden udgangen af 2020 være etableret lokale sektioner. Drøftelserne om en fremtidig struktur er godt i gang. I HK MidtVest er vi spændte på, hvordan strukturen kommer til at se ud, og vi håber, at det gode samarbejde mellem de lokale faglige organisationer kan fortsætte. Sammen er vi stærkere.

Læserbrev

Klima og livskvalitet: Mange bække små

Læserbrev: Der hersker ingen tvivl om behovet for handling i forhold til de klimaforandringer, der tydeligt udmønter sig i et mere ekstremt vejrlig. Det er der bred politisk enighed om. Men klimadebatten har hidtil mest været præget af ambitiøse danske målsætninger med tilhørende flotte ord og en stor portion varm luft. Det samme var tilfældet, da statsministeren sporadisk nævnte dette vigtige tema i nytårstalen. I de kommende måneder kommer vi til sandhedens time. Nu skal vi politikere nemlig til at blive konkrete i forbindelse med arbejdet med en klimahandlingsplan. I den forbindelse finder jeg det afgørende, at vi overordnet forholder os til både de økonomiske realiteter og danskernes krav på livskvalitet. Det vil være hovedløst at dænge borgere og virksomheder til med nye skatter, der gør det dyrere at leve og producere i Danmark. Og som gør samfundskagen mindre. Det ville reducere vores velfærd mærkbart – ikke mindst til skade for den mindre bemidlede del af befolkningen. Grønne skatter og højere priser har det med at vende den tunge ende nedad. Og med hensyn til produktion i industrien og landbruget skal vi satse på løsninger, der ikke jager en relativ grøn dansk produktion bort til andre lande med lavere omkostninger – og lavere fokus på grøn produktion. En sådan klimadumping ville for alvor skade klimaet og Danmarks økonomi. Desuden er det vigtigt, at vi i arbejdet med klimahandlingsplanen har øje for begrebet livskvalitet. Vi kunne sagtens reducere CO2-udledningen dramatisk på kort tid. Eksempelvis ved at gøre det meget dyrere at køre i bil eller flyve. Begge dele ville gå voldsomt ud over danskernes frie bevægelighed og dermed livskvaliteten. Ikke mindst i de store dele af landet, hvor man er totalt afhængig af bilen og hvor kollektiv transport aldrig kommer til at dække den enkeltes transportbehov. For mange er det livskvalitet at kunne tage på en forholdsvis billig weekendtur med fly til London eller Rom. Skulle det gøres meget dyrere i fremtiden? Nej, i stedet skal vi satse på, at der ad åre kommer grønne drivmidler i tanken. Og hvad med de gode røde oksebøffer, som mange af os holder af – som en del af livskvaliteten? Skal de gøres markant dyrere? Nej, naturligvis ikke. Alle skal have råd til en god bøf her til lands. Jeg forudser kraftige negative reaktioner fra den brede befolkning, hvis de ambitiøse klimamål forsøges nået med nye skatter og formynderiske tiltag - med deraf følgende tab af velfærd, livskvalitet og danske job. Det er ikke vejen frem. Derimod er det den grønne vej frem at satse på løsninger, hvor vi ved hjælp af adfærdsændringer hos hver enkelt af os kombineret med ny grøn teknologi inden for energi, transport, landbrug, boliger og produktion. Vi kommer langt ved hjælp af ”mange bække små” i hverdagen. Og så skal vi erkende, at Danmark ikke er en isoleret klimaø midt i verdenshavet. Vores ageren er nødt til at tage bestik af de globale sammenhænge og realiteter, Eksempelvis skal vi ikke gå efter at bekæmpe transport ved at gøre den dyr. Det ville gøre os alle fattige og reducere vores frihed og dermed livskvalitet. I stedet skal vi satse på, at der i fremtiden kommer grønne drivmidler i tanken på det, vi transporter os med, hvad enten det er biler, busser, tog eller fly. Det er en trinvis proces, hvor vi hele tiden skal have øje for de grønne teknologiske landvindinger, der glædeligvis nås hver eneste dag – i Danmark og andre steder i verden. Jeg ser frem til den 15. januar, hvor Venstre i samarbejde med en række relevante aktører fra virkelighedens verden sætter fokus på de kommende års omstilling til grøn vejgodstransport med en konference på Christiansborg. Ved valg af kloge løsninger i pagt med virkelighedens verden og med et passende tempo i omstillingen kan denne vigtige udfordring givetvis løses uden mærkbart tab af arbejdspladser, velfærd og livskvalitet.

Annonce
Debat

Debat: Hvornår bliver det fornuftens tur?

Det synes at være en naturlov, at politisk ledede processer vil føre til et overforbrug af ressourcer og problemløsninger, der ikke fungerer efter hensigten. Behovet for mærkesager på venstrefløjen har nu ført til en klimafokusering helt ude af proportioner. Den grønne hjernedød har indfundet sig, og snart sagt alt skal dreje sig om dette, hvis ikke krænkelsesidioti. Det betyder, at vi nu er ved at sætte turbo på historiens største omgang fejldispositioner. Vi har i forvejen spildt enorme ressourcer på vindteknologien. Problemet er her, at enhver uden teknisk indsigt kan fatte og forstå måden, hvorpå en vindmølle og en solcelle producerer strøm. Det gør disse teknologier kommunikationsmæssigt egnede som løsningsforslag, hvis CO2 er det problem, man forudsætter. Men klimafolkene glemmer at fortælle hele historien om disse energikilder, nemlig den samlede økonomi, der knytter sig hertil. Det er vistnok korrekt, at man nu, når vinden blæser og solen skinner, kan producere strøm med et omkostningsforbrug, der kan konkurrere med kulkraft. Problemet er, at sådanne beregninger kan laves på mange måder, og jeg føler mig ikke overbevist om, at det glade budskab dækker over en relevant helhedsbetragtning. Dels fordi prisen for at nå hertil har været offentlige tilskud frembragt ved mange års elafgifter m.v., som jo er et udtryk for penge, der så ikke kunne bruges til andet f.eks. sundhed, infrastruktur eller det unævnelige - større privatforbrug for borgerne. Men den allerstørste omkostning til sol- og vindskabt energi er den enorme produktionskapacitet, der altid skal stå klar til at levere strøm, når vind og sollys ikke er til stede. Det vil sige traditionelle elkraftværker og eltransportsystemer til andre lande. Kapacitetsomkostningerne til disse anlæg er enorme og upåvirkede af, hvor godt det går med vind og sol på enkelte dage. Sol- og vindkraft er simpelthen ikke økonomisk forsvarligt i så stor skala, som der lægges op til, før man har løst problemet med energiopbevaring. Og det problem er langt fra løst. Vi hører godt nok om ideer og forsøg - for eksempel at alle el-bilers batterier skulle kunne bruges som decentral strømbank. Men der er langt til målet. Hvis alle elbiler i USA i dag blev bragt i anvendelse efter denne model, havde man eksempelvis strøm til 18 sekunders forbrug i landet. Men nu bliver det meget værre: Det er fuldstændigt umuligt at komme godt fra den omstilling til elbiler, der fra politisk hold lægges op til jævnfør de opstillede mål. At lade Danmark ekspandere denne omstilling i førertrøjen kommer uvægerligt til at koste os levestandard, men kan måske honorere nogle politiske ambitioner. Det har altid kostet at være first mover, og den udbygning af elnettet, vi snakker om her - kombineret med, at elbiler er dyrere at fremstille - vil blive en lammende oplevelse for samfundsøkonomien. Og så kan vi glæde os til problemerne, når batterierne i bilerne stille og roligt begynder at blive lidt slappe og skal renoveres eller skrottes. For slet ikke at tale om de nye ulykkestyper, vi kommer til at opleve. De nyeste batterityper vil ved alvorlige ulykker udløse uslukkelige brande. Hvorfor i alverden kan danske politikere ikke forlige sig med et internationalt tilpasset forandringstempo i stedet for at lege fandango med danskerne liv og levestandard? Hvis man vil reducere CO2-udledningen, er der for mig at se kun følgende, der giver mening: At bruge mange flere ressourcer på forskning og udvikling af teknologier, der kan løse problemerne med CO2-fri energi-generering og lagring fremfor på kort sigt at øge ressourceforbruget på vind- og solenergi. Sidstnævnte fungerer som at tisse i bukserne - det føles måske godt nu, men er helt uhensigtsmæssigt på længere sigt. Bruge kræfter på at få alle lande med. Det er komplet meningsløst, hvis danskerne pisker sig selv for at reducere CO2, medens mange lande i vid udstrækning synes at negligere CO2 som værende det mest påtrængende problem. Det er i øvrigt tankevækkende, at store kraftfulde lande som USA, Kina, Indien, Rusland ikke synes at prioritere CO2-reduktion særlig højt. Kunne man forestille sig, at det skyldes, at éntydigheden vedrørende CO2 som den store synder ikke findes tilstrækkelig dokumenteret, og at man selvfølgelig ikke vil kaste de begrænsede ressourcer efter en tvangstanke? Det skal gøres klart for alle, at klima- og miljøproblemer er to forskellige problemkredse - med enkelte overlap. Vi skal ubetinget arbejde for at have rent vand, luft og jord! "Miljøet kan og skal vi gøre noget ved - klimaet kan vi trygt overlade til naturen." Dette synspunkt er underbygget i Johannes Krügers bog fra 2016, "Klimamyten - et opgør med tidens CO2-panik". Klimaforandringer har fundet sted til alle tider, og lige nu befinder vi os i en periode mellem to istider, der har varet i 11700 år. I løbet af den tid har vi haft syv perioder med global opvarmning, hver afløst af efterfølgende nedkøling. Den nuværende opvarmningsperiode er så den ottende, som set over et langt tidsspænd ligger indenfor det normale.

Klumme

Drop planlægningen, tag en chance og vind en personlig bamse...

Har du ikke en cykel længere? Jo. Hvorfor? Jeg synes bare, det er længe siden, du har snakket om, at du cyklede på arbejde. Jamen, det er, fordi jeg.... Købte du ikke et par løbesko for et års tid siden? Jo. Hvorfor? Jeg synes bare, det er længe siden, du har været ude at løbe en tur. Jamen, det er, fordi jeg.... Kender du de der ledende spørgsmål, der for alvor kan give ondt i samvittigheden? Jeg gør i hvert fald, for jeg har fået de to ovenstående af slagsen rigtig mange gange i løbet af det seneste halve til hele år. Og for at fuldende mine svar, så har jeg ikke lige fået cyklet på arbejde, fordi jeg har en bil til rådighed, og dovenskaben lever i bedste velgående, når valget mellem cykel og bil skal træffes. Jeg har også et par løbesko, men de har nærmest været groet fast i gulvet i baggangen, fordi jeg ikke lige syntes, jeg havde tid, overskud eller i virkeligheden troede på, at jeg var i form til at løbe mere end 750 meter. Med den distance syntes jeg ikke, det kunne betale sig at trække i løbetøjet og snøre skoene... Nu er der nok nogen, der allerede forestiller sig, at den her klumme skal handle om nytårsforsæt, men det skal den ikke - bare rolig. Det skal faktisk handle om noget så simpelt, som at vi faktisk kan mere, end vi lige går og tror. Så er det, at jeg bliver nødt til at vende tilbage til det med manglende motion og min fysiske tilstand. Jeg troede faktisk ikke tre sekunder på, at jeg var i nærheden af at være i form til noget som helst, og jeg spiste mig selv af med, at det garanteret var nok med de 2 x 30 minutters oldboysfodbold i adstadigt tempo hver eller hveranden søndag formiddag på Alkjær Stadion. Men inderst inde gruede jeg for at blive stillet over for en udfordring, der garanteret ville bevise, at jeg i en ufattelig dårlig fysisk forfatning. Min frygt eller dårlige samvittighed blev også værre og værre, efterhånden som min kæreste mindst én gang om ugen kunne berette om sine erfaringer med den app, som jeg - ja, jeg var selv kommet med ideen - havde fortalt hende om. Det er noget med, at du skal begynde helt fra bunden med at gå i 30 sekunder, løbe i 30 sekunder og så videre. Hver uge skal du så stille og roligt skrue op for distancen. Pludselig lød hendes melding, at nu kunne hun da løbe fem kilometer uden pause. Av, det gjorde faktisk ondt sådan mentalt, for jeg var ikke kommet i gang med nogen som helst form for løbetræning eller med at bruge den app, jeg godt nok også havde downloadet på min telefon. I dagene mellem jul og nytår var jeg så heldig at have lidt ferie, og på en af feriedagene kom det så - det spørgsmål, der bare måtte dukke op på et tidspunkt: Har du ikke lyst til at komme med ud og løbe en tur? Umiddelbart var det ikke ordet "lyst", der faldt mig ind som det bedste at kæde sammen med ordet "løbetur", men et eller andet sted kender jeg min kæreste så godt, at jeg var klar over, at det samme spørgsmål ville blive ved med at dukke op, indtil jeg gav mig. Så jeg tænkte: "Hvad pokker. Jeg siger dælme ja, hvis jeg kan få et par betingelser med i aftalen". Heldigvis sagde hun ja til, at det ville være okay, hvis jeg - som jeg helt klart havde på fornemmelsen - måtte melde forfald, vende om og gå tilbage efter 750 eller 1500 meter. Strømper, shorts, trøje og løbesko blev gravet frem, og så var det ellers af sted. Nu kommer det mest fantastiske, for den første kilometer blev klaret uden sved på panden og snigende krampe i lægmusklerne. På et tidspunkt siger min kæreste, at nu er vi halvvejs, og halvvejs var altså lig med 2,5 kilometer, og jeg havde - helt overraskende - luft til at svare tilbage med et "det går helt fint". For ikke at gøre den her klumme til en lang omgang minutter og kilometer vil jeg bare sige, at jeg nåede med hele vejen, og det blev til seks kilometer uden pause. Ud over, at det gjorde mig glad, at min kæreste beskrev mig som sej og i god form, var der nu noget, der var næsten lige så fedt. Nemlig, at jeg rent faktisk "bare gjorde det", uden at der var tale om en målrettet træningsindsats eller et gammelt nytårsforsæt. At jeg så havde ømme lår, knæ og lægmuskler de næste to dage, og jeg skuffede med en sløj indsats til nytårsdags oldboystræning, er en helt anden historie. Efter juleløbeturen vil jeg tillade mig at anbefale alle andre følgende: Smid det der planlægning og forarbejde i skraldespanden sammen med andet affald. Kast dig i stedet for ud i det, du har lyst til med åben pande ud fra devisen "tag en chance og vind en personlig bamse", for i mange tilfælde kan vi faktisk lige nøjagtig det, vi vil. God søndag.

Klumme

Ugens prædiken: Helligtrekonger og Verdens Lys

At være kristen er at tro på, at Gud blev menneske i Jesus Kristus. Det er at tro på, at den magt, som er over og forud for universet, valgte at lade sig føde som menneskebarn af jomfru Maria julenat i en stald i Betlehem og 33 år senere lod sig ofre på korset for at frelse os mennesker og skænke os evigt liv. Man kan kun kalde sig kristen, hvis man tror på dette. Derfor er der for den kristne naturligvis intet usandsynligt eller overnaturligt ved Jesu mirakler. Naturligvis kan Jesus gå på vandet, naturligvis kan han forvandle vand til vin, naturligvis kan han opvække døde og så videre. Kan han ikke det, så er kristendommen en løgn, som bør bekæmpes med alle midler. Men fordi det er sandt, derfor skal troen på Ham være fundamentet under ethvert menneskeliv. Jesus er den almægtige Gud, som blev menneske, og derfor viser alle hans mirakler blot, hvem han er. Ja, det er logisk nødvendigt, at han blev jomfrufødt, det er logisk nødvendigt, at han opstod fra de døde, det er logisk nødvendigt, at hans legeme på Kristi Himmelfarts dag måtte forlade denne verden og så videre. Men når det nu for den kristne er så nemt at forstå, at disse ting virkeligt fandt sted, hvorfor forekommer beretningen om de tre vise mænd så alligevel at være så uvirkelig? Det skyldes, at beretningen om de vise mænd i så udpræget grad ligner en eventyrfortælling. Gud benytter ganske enkelt denne lejlighed til at lade eventyr og virkelighed smelte sammen. Eventyr er jo blandt andet udtryk for vi menneskers ønsker og længsler. Derfor er det smukt, at Gud bruger eventyrets ydre form, når han opfylder vore længsler. De tre vise mænd søgte, som alle videnskabsmænd, efter sandheden. De ledte efter Det Gode, Det Sande og Det Skønne og da de fandt barnet i krybben, var deres søgen forbi. Som barnet sagde om sig selv, da det var vokset op: ”Jeg er verdens lys; den, som følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” De vise mænd vidste i deres visdom, at der var noget, de manglede. De vidste, at de i sig selv slet ikke har den visdom, der virkelig betyder noget. Thi den visdom ligger altid uden for mennesket selv. To af Jesu navne i Det nye Testamente er faktisk de græske ord ”Logos” og ”Sofia” som blandt andet betyder "fornuft" og " visdom". I Jesus er Guds fornuft og Guds visdom, Guds sandhed om verden. Det Gode, Det Sande og Det Skønne ligger i krybben. Sandheden om verden er derfor ikke magt, men kærlighed. Verdens inderste sandhed er ikke viljen til magt, men kærlighed. Den selvopofrende kærlighed. Den kærlighed, hvorved Gud skabte verden, og hvorved han frelste den ved at blive menneske julenat. Han er ledestjernen. Den, som følger Ham, skal aldrig vandre i mørke.

Klumme

Årsskiftet og tidens gang rejser spørgsmål så store, at det svimler for os

Godt nytår, til dig som læser denne første lørdagsklumme i år 2020. Nytåret er en anledning til så megen eftertanke, at det kalder et helt virvar at tanker frem. Det er selve tiden, der er på spil. Tiden, som er noget så grundlæggende, at ingen af os kan forestille sig noget uden at tale om det som enten fortid, nutid eller fremtid, og hvilken af disse tre kasser hører selve tiden så til i? Årsskiftet og tidens gang rejser spørgsmål så store, at det svimler for os, og det kan hurtigt blive for meget for de fleste. Så meget, at man prøver at ryste tankerne af sig. Måske drukner man dem i bulder og brag og søger en rus for alle sanser, når luften fyldes med bobler og gnister. Eller omvendt lukker man måske ned for alle sine tanker ved at gemme sig i mørket, et sted hvor man håber at finde fred. Sådan er det så mærkeligt med eftertanken. Forundringen. Hele dette tankemylder, som nytåret bliver anledning til. For mange bliver det alt for meget. Men for nogle er noget af det bedste vi véd. Personligt er jeg født som grubler. Allerede som barn var jeg det, man dengang kaldte gammelklog. Èn af dem som den nye undervisningsminister ikke vil bruge penge på. Jeg har en glæde ved at lære. "Oplysning være skal vor LYST", synger vi i én af Grundtvigs sange. For mig er der noget lystfyldt i at opleve tanker myldre frem. Men derfor er det også noget, som jeg har svært ved at sætte mig ind i ved nytåret. Nemlig hvorfor og hvordan eftertanken kan blive så meget for meget, at så mange må overdøve tankemylderet eller bringe det til tavshed, som det sker, når menneskesind giver sig hen til henholdsvis nytårets raseri eller lader vinternattens mørke trænge helt ind i marv og ben. Men måske er det som i et af disse puslespil med tusinder af brikker, som alle ligner hinanden, men ikke er ens. Den, som spiller puslespillet, tager en brik og vender den og prøver her og der og alle vegne: Er det et stykke himmel? Et stykke sø? Eller måske er det farven på et skib, som sejler gennem billedet? Når der går mange dage, uden at man finder pladsen netop til denne brik, kender selv en grubler til at blive desperat ... lige indtil man husker på, at puslespillet er en øvelse i tålmodighed og opmærksomhed og i at give slip på tid og rum og bare give sig hen. Måske er det noget af det samme, der gør, at mange ikke finder glæde ved eftertanke, visdom og forundring? Fordi universets visdom og verdens videnskaber fortæller om en uendelighed, der overvælder mig og får mig til at føle mig så lille. Ja måske ubetydelig? Ikke noget som er værd at regne med? Kun en lille brik i det store universets puslespil? Personligt er jeg altså født som grubler. Jeg føler lyst ved lærdom, eftertanke, nye indsigter i sammenhænge, som jeg aldrig før har set. Jeg tænker nok ikke, at jeg KUN er en brik i universets uendelige puslespil. I stedet tænker jeg: WOW, tænk, at jeg faktisk er en brik af det store hele, og tænk hvis vi kunne finde en plads til mig et sted? Måske som en del af det færdige mønster. Måske som en brik i den ufærdige bunke brikker, som måske er en sø eller er en himmel eller måske er noget helt andet. Det er nok derfor, jeg blev præst, for at få min gang i disse eftertankens huse, kirkerne, som rummer alle disse uendelige spørgsmål, indsigter og gåder, og hvor man derfor føler sig så hjemme, når hovedet er ved at eksplodere af et mylder af så mange mærkelige tanker. Det er nok også derfor jeg altid godt har kunnet lide, at julen slutter som den gør i denne weekend: Med legenden om de vise mænd. I den græske grundtekst kaldes de "Magoi". Dem, der har med det "magiske" at gøre: Det forunderlige, alt det gådefulde, som kalder et mylder af tanker frem i sindet, når det ellers truer med at blive dvask og dorsk eller alt for selvsikkert. Stjernevrimlen for eksempel. Legenden om de vise mænd fortæller, at et tegn på himlen i årene omkring Jesu fødsel kaldte dem ud på kristenhedens første pilgrimsvandring. Ikke som en pligt. Ikke som en tvang på grund af hellige love. Men som disse mænds forsøg på i levende live at lægge deres livs brik i universets store puslespil … Nu gled denne klumme næsten over i en prædiken og afslørede skribentens profession. Så lad mig gå linen ud og slutte med et fromt ønske: Kære læser, måtte året 2020 fylde dit sind med et tankemylder, og måtte du oplevet en lyst ved kundskab og visdom og alle de gåder, der er at undre sig over på jorden og på himlens hvælv. Som det hedder i Grundtvigs sang om de vise mænd: "Dejlig er den himmel blå. (En) LYST det er at se derpå." Godt nytår!

Læserbrev

Elbæks pølsesnak: Prøv at kigge efter en torsk i stedet - eller en røget helt

Læserbrev: I en kronik i nytårsudgaven af Dagbladet, hvor en medisterpølse var en stor del af budskabet fra socialdemokraten Søren Elbæk, fik de sagesløse læsere en gevaldig ”pølsesnak” forud for diverse nytårs menuer og løjer. For Elbæk en alenlang skriftlig tomgang, pakket ind som en midtvejsstatus, inden han og resten af kommunalbestyrelsen i Ringkøbing-Skjern Kommune skal lefle for vælgernes stemmer om knap to år, ved kommunalvalget i november 2021. I den forbindelse vil netop Søren Elbæks mulige genvalg blive udsat for knivskarpe erindringer og analyser omkring hans gøren og laden ved konstitueringen i 2017. Her holdt han totaludsalg af socialdemokratiske mærkesager og værdier, og gjorde sig til en dikkende lammehale for Venstre, som han sikrede, kunne bevare borgmesterposten. Elbæk er kort og godt summen af politikerlede af værste skuffe! Da ikke mindst, da han i kronikken med næsegrus beundring refererer til, at borgmester Hans Østergaard ofte ringer til ham for at drøfte ”sager”, som disse to politiske tvillinger selvfølgelig altid er rørende enige om. Den politiske ledestjerne i Søren Elbæks kronik er ikke til at øjne udover, at læserne/vælgerne skal have ondt af ham, fordi han har overvejet at forlade politik. Disse dystre og triste tanker kan man jo kynisk gøre til en skriftlig charmeoffensiv, så han kan skabe en positiv stemning omkring sit fortsatte politiske arbejde. Jeg har før skrevet og sagt, at Elbæk er en politisk puddermås, og det gentager jeg gerne her i det nye år! Vi har netop overstået den årlige gentagelse af en røverhistorie om vise mænd og en jomfrufødsel. En beretning hvor en ledestjerne spiller en ikke uvæsentlig rolle. Elbæk sidder i en bestyrelse, hvor de ”vise mænd og kvinder” er et sammenrend af personager, der på et eller andet niveau har fået et politisk kald, som de nu med forskellig politisk observans og tilhørsforhold, forsøger at praktisere. Hvad Elbæks politiske kald egentlig bunder i, står hen i det uvisse, for socialdemokrat er han ikke under nogen omstændigheder. Elbæk er nemlig en forklædt venstremand, der til kommunalvalget i 2021 har een altoverskyggende kandidat til borgmesterposten, og han hedder Hans Østergaard. Lad mig slutte i det supermarked, hvor Søren Elbæk købte medisterpølsen. Prøv næste gang at kigge efter en torsk i køledisken eller måske en røget helt! Godt nytår.

Læserbrev

Gå efter banditterne - og styrk politiets operative slagkraft

Læserbrev: De 17 vanvittige og komplet uacceptable angreb på brandfolk med bomberør og andet nytårsskyts op til nytår kalder på politisk handling. De pågældende uopdragne og afstumpede personer skal straffes hårdt og konsekvent - de skal omgående sættes bag tremmer, så samfundet markerer nultolerance overfor chikane af brandfolk og politifolk i aktion. Til gengæld skal vi afholde os fra kollektiv afstraffelse af den brede befolkning, der godt kan finde ud af at bruge fyrværkeri ansvarsfuldt og sikkert til det formål, det er beregnet til. Desværre er der en del, der i debatten plæderer for generel opstramning af fyrværkeriloven. Lad os dog også i denne sag gå målrettet efter de formastelige idioter, der helt bevidst bryder reglerne, fremfor at docere kollektiv afstraffelse. I øvrigt illustrerer episoderne omkring fyrværkeri sammen med anden omsiggribende lovløshed - herunder i trafikken med vanvidsbilister og i den enorme tilgængelighed til narko landet over - at vi har alt for få operative politifolk i Danmark. Det nytter intet med stramning af reglerne, hvis de ikke bliver håndhævet konsekvent. Tværtimod, det svækker borgernes retssikkerhed og tryghed. Derfor skal vi med en kommende politiaftale sørge for, at der i første omgang uddannes mindst 1000 flere politibetjente. Derudover skal politiet aflastes fra alle “civile” opgaver, der ikke kræver politifaglig indsats - for eksempel en række færdselsrelaterede opgaver såsom køreprøver samt administration af kørekort og særtransporter. Endelig skal politiet sørge for, at mange flere ansatte kommer ud i patruljevogne frem for at sidde på kontorer hos Rigspolitiet. Mindre top, mere krop. Kort sagt: De skarpe ender hos politiet skal snarest styrkes dramatisk, så borgernes tryghed og retssikkerheden genskabes! Afslutningsvis vil jeg udtrykke dyb skuffelse over, at den hastende og hårdt tiltrængte styrkelse af politiet ikke var et tema i statsministerens nytårstale. Det handler om at passe godt på Danmark.

Annonce