Annonce
Klumme

Elsker I mig? Ilden er lige så krævende som kærligheden

Elsker du mig? Kan du høre, hvor meget der er på spil i de tre ord: Elsker du mig? Sådan spurgte Jesus disciplen Peter, da de mødtes første gang efter Jesu opstandelse. Tre gange spurgte Jesus Peter, om han elskede ham. For hver af de tre gange, Peter havde fornægtet Jesus, fik han mulighed for at sige: ”Ja, det ved du, at jeg gør.” Der er noget andet på færde, når Jesus i dag siger: Elsker I mig, så hold mine bud. For det begyndte med kærligheden. Verden blev skabt ud af Guds kærlighed og vi lever af Guds kærlighed. Det er, hvad pinse handler om. Pinseunderet gør det levende for os, at også vi er omsluttet af Guds kærlighed. En anden talsmand: Jesus fortæller, at han vil sende os en anden talsmand, Helligånden, så den kan holde liv i vor skrøbelige tro. Troen på, at Guds kærlighed virkelig slår ring omkring os, så vi aldrig kan falde ud af Guds kærlighed. Den tro vil Helligånden plante i os og holde i live. Som en ild skal vor tro være, en kraft, et lys – ild. Hvor julen er et barn på et skød og et hjerte, der banker varmt og ømt for verden, er pinsen en ild og en kraft, der gives til os, så vi kan elske vor næste som os selv. Tunger af ild og dog prædiken mild, synger vi til pinse. Ild rimer på mild, men først og fremmest er ild en glød, der ved hjælp af ilt kommer til at blusse og brænde og varme og lyse. Sådan er det, når vi på knæ ligger foran bålet og ser glødernes rødglødende varme langsomt ebbe ud. Det eneste, der kan få det til at blusse op og brænde varmt og kraftfuldt igen, er det samme som kan slukke det, hvis det får for meget: Ilt. Den første pinse: Det var hvad Guds Helligånd gjorde den første pinse, hvor de modløse og bange disciple sad og gemte sig på et loftsværelse. Deres hjerter havde brændt, hver gang de hørte Jesus fortælle om Gud og Guds rige, og hver gang han rejste et menneske op. Men nu, da han var faret op til Gud i himlene igen, var der kun svage gløder tilbage. Men pinsemorgen skete der noget. Som et kraftigt vindstød, der fór gennem rummet, som et sus fra himlen, blev døren sparket ind og der blev pustet mod og kraft ind i deres liv igen. De begyndte at brænde. Brænde for det, de havde set og hørt sammen med Kristus. Og en vilje til at fortælle om det blussede op i dem igen. De måtte ud og brænde igennem, så Helligilden også kunne vågne i andre mennesker og springe ud i fuld lue. For sådan er kærligheden, den er en gammel, gammel flamme. Den er Gud, som vi kender ham i Jesus Kristus. Og han sagde: Elsker I mig, så hold mine bud. Og mit bud er, at I skal elske Herren jeres Gud og jeres næste som jer selv. Ildsjælene og kærlighedsgløden: Vi skal være ildsjæle for kærligheden i verden. Utrætteligt skal vi elske og ære Gud og hinanden. Det kan vi ikke af egen kraft. Hvis ikke Guds Helligånd puster til kærlighedsgløden i vore hjerter, så dør kærligheden imellem os. At elske sin næste som sig selv er ikke altid at nære varme og kærlige følelser for enhver, vi møder på vor vej, eller at være enige om alt. Men det er altid at bestræbe sig på at se Guds billede i det andet menneske. Og derfor bøje sig for den anden, som jeg ville bøje mig for Gud, og ophøje den anden, som jeg ville ophøje Gud. Ilden er som kærligheden krævende, men Jesus har lovet, at han vil fodre den med sin kærlighed: ” og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.” Glædelig Pinse. Amen. Pinsedag. Johannes evangeliet kapitel 14, vers 15 – 21

Klumme

Staunings Pris: Pas på - det er stærkt vanedannende at bo her

At Region Midtjylland netop har tildelt Stauning Landsbyprisen 2020, plus 150.000 kroner oveni de 25.000 kroner som fulgte med, da Stauning blev Årets Landsby i Ringkøbing-Skjern Kommune – ja, det sender mine tanker på en rejse tilbage til 1. december 1973. Præcis den dato flyttede vi ind i et ældgammelt stuehus på et nedlagt landbrug i Stauning. Det var bitterligt koldt, for netop i de dage frøs det 20-25 grader, og vinden peb isnende ind gennem de mange sprækker. Da postbudet opdagede, at vi var der, spurgte han tvivlende: Kan her bo mennesker? Selv lignede vi vel mest at alt et par hippier med fuldskæg og lilla ble. Men hverken vort udseende eller vores usle bolig forhindrede varmen fra Stauning-boerne i at nå os. Og kort efter, at det første af vores to børn kom verden i april 1974, blev vi trukket godt og grundigt ind i det fællesskab, som var og er Stauning. Min kone Janni stod og puslede den lille, da køn en ung kone kom forbi og spurgte, om hun ville lede et gymnastikhold. Og før vi fik set os om, var Janni hvirvlet ind et frodigt foreningsarbejde, der hvert år samlede omkring 200 mennesker i sognegården til fester med dilletant og revy. Og som om det ikke var nok, udvidede vi også med en stor sommerfest over tre dage og aftener – sådan mest for sammenholdets skyld. Jeg skriver ’vi’, for der var mindst 100 mennesker aktivt involveret i at få disse mindeværdige sommerfester op at køre. Alt dette blev en stor og lykkelig del af vores lille families livsindhold. Men ret skal være ret - stauningboerne advarede os faktisk hele tiden om, at Stauning er stærkt vanedannende. Alle de ’indfødte’ sagde det til os: at kan man holde ud at bo i Stauning i 2 år, så flytter man aldrig fra Stauning. Og ja – vi bor altså stadig i Stauning. På grund af sammenholdet. Jeg vil vove den påstand, at det er sammenholdet i Stauning, der er den primære årsag til, at Stauning fik Landsbyprisen 2020. Og at vi aktuelt er den by i kommunen, hvor indbyggertallet vokser mest. Og så er der selvfølgelig også det, at når man nu 'aldrig flytter fra Stauning', så er vi simpelthen nødt til at stå sammen om at få så meget til at ske, så det bliver ved med at være interessant at være her. Hvilket lykkes ret godt for os. Jazzfestivalen, der samler folk fra hele landet, illustrerer måske allerbedst det, som Stauning kan. Den udsprang af, at nogle stauningboere gik og snakkede om at ’få noget til at ske på havnen’. Og som altid, så gik det ’bare’ i gang. Nå, ja – det første år gav det godt nok et pænt stort underskud, men så besluttede fire foreninger at donere 25.000 kroner – hver! – så jazzsuccessen kunne fortsætte. Ja, det er sådan set Staunings sammenhold i en nøddeskal. De lokale virksomheder bakkede også op med sponsorater. Plus at 400 frivillige hvert år har en fest med at få jazzfestivalen til at køre. Ja, altså desværre bare ikke lige i år, hvor Stauning er Årets Landsby og jazzfestivalen skulle fejre 10 års jubilæum. Det er på grund af coronaen. Men så sker der vel ikke noget i Stauning for tiden? Jo da – Stauning har overgået vores nye købmands forventninger i en sådan grad, at han er i gang med at udvide butikken, som han startede i november. Og kort før statsminister Mette Frederiksen corona-lukkede landet, samlede de unge aktive mennesker i idrætsforeningen os seniorer til et stort frokostmøde. Det resulterede omgående i en ny afdeling, Stauning-Dejbjerg 60 Plus – hvor en lille initiativgruppe af 60-plussere nu arbejder med at realisere et hav af ideer til aktiviteter. Gruppen har allerede holdt flere videomøder – og i næste uge, onsdag 3. juni klokken 10.00, starter den første af fire gå- og snakketure. Den foregår på stierne omkring Stauning Havn i corona-sikre omgivelser. Der sker altid noget nyt i Stauning.

Læserbrev

Turisme: Kennen Sie den Weg …?

Læserbrev: Jeg husker en episode som barn. Min far og jeg gik og ordnede haven på den lille ejendom, mine forældre dengang havde på Lønborg Hede. Der rullede en stor grå Mercedes ind til siden - og en velnæret solbrun tysker steg ud og spurgte min far - noget i retningen af; “Mein guter Mann, kennen Sie den Weg nach Skaven Strand?” Min far rystede fortvivlet på hovedet. Hans tyskkundskaber var overskuelige - og hans opvækst ved den gamle danske grænse ved Kongeåen afstedkom et lidt anstrengt forhold til tyskere i almindelighed - og til tyske turister i særdeleshed. Tyskeren kørte igen - og det var først da min mor hørte historien, at mysteriet blev løst. “Han ville da bår kjende æ vei te Skawenhus ..!” Min far var ikke synderlig brødebetynget. Han brummede bare lidt og sagde så; “Det ku æ kårl jo bår ha sår..!” Historien er et lille fortællende hjørne af den udvikling som turistindustrien har gennemgået i vores område de sidste 40 år. Dengang var den ubetydelig. Nærmest lidt komisk. Borgerne i vores område havde ikke meget respekt for den tyske turisme, og de fleste var nærmest mere forundret end imponeret over den tyske interesse for fjord, å og hav. Ingen havde nogen forestilling om, at den tyske turisme senere skulle blive et betydende erhverv for kommunen. Nu er det almindelig kendt, at den tyske turisme er helt afgørende for Ringkøbing-Skjern Kommune. Turisterhvervet omsætter for hen imod 4 milliarder om året - alene i Ringkøbing-Skjern Kommune. Den er ikke alene betydende - den er afgørende for detailhandel, restauranter og dagligvarebutikker. Dertil kommer naturligvis hele den industri der er direkte tilknyttet turistindustrien. Vi ved det godt. Men vi var lige ved at glemme det. Indtil Corona-krisen forbød tyskerne at rejse ind i landet. Der manglede nu alligevel noget mellem os. Turisterhvervene og detailhandlen blødte. Noget var gået ned i tempo. Andet var gået helt i stå. Fredag tillod regeringen igen tyskerne at afholde deres ferie i Danmark. En sjælden gang fik Vestjylland positiv særbehandling på bekostning af København. Regeringen sidder med svære dilemmaer, når Danmark igen skal åbnes. En kontrolleret åbning af grænsen, hvor turisterne skal kunne dokumentere leje af et sommerhus, er en kontrolleret åbning. Det er sund fornuft og det er en sund balance mellem sundhed og økonomi. Nu skal vi glæde os over, at tyskerne kommer. Vi har et godt produkt. Måske et af de bedste turistprodukter i Europa. Vi kommer igen til at stå og køre i kø ved Vestkysten. Det er lidt træls i perioder - det medgiver jeg. Vi kører også i kø efter vindmøller, traktorer, mejetærskere og alt mulig andet godt, der understreger, at vi befinder os i en del af Danmark, hvor der er gang i hjulene. Iøvrigt er jeg sikker på de kommende kommunale investeringer i infrastruktur ved Søndervig vil hjælpe, men jeg tror også vi skal glæde os over, at der er nogen der vil os. For vi har brug for det! Hier ist der Weg …!

Læserbrev

Trafik og moral: Fokus på holdninger og adfærd i trafikken

Læserbrev: Antallet af dræbte i trafikken i Danmark er fortsat alt for højt. Efter mange år med en positiv udvikling kom der et tragisk tilbageslag i 2019, hvor antallet af trafikdrab igen oversteg 200. Færdselssikkerhedskommissionen satte i 2013 det mål, at vi skulle ned under 120 trafikdræbte senest i 2020. Vi må nu erkende, at vi er uhyggeligt langt fra at nå dette mål. Vi er nødt til at betræde nye veje for at få drabstallet ned. Overordnet set er der brug for en trafikmoralsk genoprustning, hvor vi sætter fokus på og gør op med hensynsløs, farlig, aggressiv og egoistisk adfærd i trafikken. Det gælder fra den mindre forseelse, hvor man er til gene for andre, til den ekstreme hensynsløshed, der udføres af vanvidsbilister. Sidstnævnte kategori er desværre i fremmarch og derfor lægger vi op til konsekvent politisk handling allerede i år – med indførelse af strakskonfiskation af bilen samt frihedsberøvelse. Når det gælder forbedring af vores trafikkultur, så er der brug for at sætte ind over en bred front. Tidlig trafikoplæring af børn i hjemmet, børnehaven og skolen har stor effekt – det ved vi fra Norge. Vi skal også styrke køreuddannelsen med øget vægt på adfærd og holdninger. Og vi bør hver især tage et større ansvar for egne færdigheder som trafikanter – for eksempel ved frivillige efteruddannelseskurser hvert femte år. En række virksomheder har allerede vist vejen for, at erhvervslivet med fordel kan påtage sig et større ansvar for trafikkulturen ved at gøre krav om hensynsfuld og sikker kørsel i arbejdskøretøjer til en fasttømret del af virksomhedens policy. Dette kan dog ikke stå alene. Vi bør også have fokus på fartkontrol med fokus på at redde liv. Tillid er godt. Men uden kontrol går det ikke. Derfor er det mit håb, at der i forbindelse med det kommende politiforlig genoprettes et dansk færdselspoliti – efter norsk forbillede. Herunder skal der flere motorcykelbetjente ud i felten. Det kan konkret ske ved at de igen får lov til at operere med motorcyklen direkte fra hjemmet om morgenen frem for at møde ind i fjernt beliggende centre. Lad os på tværs af partier samle kræfterne om et bekæmpe trafikal egoisme og få de alt for høje ulykkestal bragt ned. Det kræver vilje til at gå nye veje, så vi ved et langt sejt træk får styrket danskernes trafikkultur i retning af mere hensynsfuld og sikker adfærd. Jeg ser meget frem til arbejdet med denne opgave i regi af Færdselssikkerhedskommissionen, der inden årets udgang vil barsle med en konkret handlingsplan for perioden frem mod 2030.

Annonce
Læserbrev

Beskæftigelsesindsats: En urimelig pukkel venter efter genåbningen

Læserbrev: En halv million samtaler. Det er, hvad der venter de ansatte i landets jobcentre, der åbner i en blanding af hastværk og usikkerhed, som kan gå ud over både de ledige og sagsbehandlerne i kommuner og a-kasser. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har udsendt en bekendtgørelse om genåbning af jobcentrene, der allerede fra onsdag 27. maj kan genoptage det fysiske arbejde vest for Storebælt, mens indsatsen fortsætter digitalt øst for Storebælt. Som afdelingsformand for HK MidtVest var det med blandede følelser, at jeg tog imod bekendtgørelsen. Grundlæggende er det godt, at vi kan komme i gang med at formidle job til vores ledige kolleger. Men jeg er bekymret for, at hastværket med at få åbnet beskæftigelsesindsatsen risikerer at gå ud over både de ledige og sagsbehandlerne i kommuner og a-kasser. Der skal holdes flere end 500.000 samtaler, inden sommeren er gået, for at leve op til lovkravet. Det er et enormt pres at sætte jobcentre og a-kasser under, og det er de ledige, der i sidste ende betaler prisen. Vores medlemmer i jobcentrene er selvfølgelig ivrige efter at komme tilbage på deres arbejdsplads og give borgere og virksomheder den bedst mulige hjælp. Men det skal også hænge sammen. Derudover har vi behov for, at det står klart, hvordan reglerne om undtagelse fra rådighedskravet for personer i risikogruppen skal administreres. Det er ikke noget, der skal tages i klagesystemet med flere måneders forsinkelse. Genåbningen af beskæftigelsesindsatsen giver dog en unik mulighed for at fokusere indsatsen den kommende tid. Det vil være oplagt at sætte ekstra ind over for de ledige, der nærmer sig enden på deres 2-årige dagpengeperiode. Hvis det stod til HK, bør ingen falde ud af dagpengesystemet i 2020. Samtidig skal de ledige ikke spilde tiden men have mulighed for at uddanne sig, mens de søger næste job. Der skal skrues kraftigt op på mulighederne, og flere skal have lov at tage imod uddannelse. Og giv så medarbejderne friere hænder til at foretage opfølgning ud fra en faglig vurdering af, hvad der giver bedst mening for den enkelte. Der er for eksempel rigtig gode erfaringer med telefonisk og digital kontakt under den delvise suspension af beskæftigelsesindsatsen. Det bør der fortsat være mulighed for også efter den 1. oktober. Både for borgernes skyld og for medarbejdernes.

Læserbrev

Forurening: Nul gylle men masser af menneskelort i de indre danske farvande

Læserbrev: Jeg læser til min gru, at der, helt seriøst, er rensningsanlæg, der planlæger at lede millioner af liter urenset spildevand direkte ud i Øresund. Heldigvis er der nogen, som protesterer, men der er åbenbart ingen, som har autoritet til at forbyde udledningen. Så forlyder det, at disse millioner af liter spildevand såmænd ikke er noget særligt, det sker og er sket hele tiden. Det beroliger nu ikke mig, skal vi have rent vand i de indre danske farvande, eller skal vi ikke? I den anden ende af skalaen har man opfattelsen af, at hvis en ko prutter én gang mere end landmanden har miljøgodkendelse til, så er Fanden løs. Hvad hjælper det, at landmændene får pålagt restriktioner på restriktioner, når andre aktører kan gøre hvad der passer dem? Hvorfor er landmændene jaget vildt hele tiden, imens de store byer kan få lov til hvad som helst? Er det, fordi der ikke er ret mange stemmer i landmændene, så det gør ikke så stor skade at chikanere dem? Er det fordi, at hvis de store byer skal opgradere deres rensningsanlæg til at kunne håndtere den store mængede menneskeafføring, så vil det koste kassen, som jo i sagens natur kun kan betales af befolkningen, altså vælgerne? Er det fordi, at hvis en borgmester skal hæve skatterne, uanset til hvad, så er denne borgmester færdig i politik? Så er jeg villig til at citere Kresten Poulsgaard og råbe TØSEDRENGE! Jeg siger ikke, at landmændene skal have lov til at udlede mere til vandmiljøet, jeg siger, at alle andre skal overholde de samme restriktive bestemmelser. I Danmark har vi et meget godt ordsprog som lyder: ”Frihed for Loke såvel som for Thor”. Det betyder, at man ikke har flere rettigheder og færre pligter, bare fordi man er en betydningsfuld person.

Annonce
Læserbrev

Kom på nu banen: Giv os breddefodbolden tilbage

Læserbrev: Livet er så småt begyndt at vende tilbage i de danske fodboldklubber. Og så alligevel ikke rigtigt. For der må ganske vist trænes under særlige restriktioner. I små grupper, på afgrænsede arealer. Og det er vi selvfølgelig glade for. Men vi må stadig ikke spille rigtige fodboldkampe i hverken børne-, ungdoms- og serieregi. Selv om vi opholder os udendørs. Kontakten i spillet er egentlig tilladt af sundhedsmyndighederne – det skete i begyndelsen af maj, og senest er der for eksempel også åbnet for salg i vores klubhuse. Men fodboldkampe er nu engang krydderiet. Det tror jeg vist, at de fleste spillere, forældre, trænere og ledere vil skrive under på. Og forskellige undersøgelser har såmænd også konkluderet, at smitterisikoen ved udendørs fodbold ikke er særlig stor. Noget, som flere eksperter har bakket op om. Så når der nu snakkes om at åbne fitnesscentre, svømmehaller og lignende indendørs aktiviteter – og når fodboldtræning med kontakt for længst er givet fri, taler alt vel for, at udendørs fodboldkampe i bredderegi nu kan også kan gennemføres på forsvarlig vis. Det vil jo sagtens kunne lade sig gøre at spille fodboldkampe, selvom der stadig skulle være restriktioner på omklædning, bad og den slags, og fodboldklubbernes frivillige har hele vejen igennem vist en utrolig ansvarlighed, både under den totale nedlukning, men også i forbindelse med den vanskelige opstart med corona-træningen og de mange restriktioner i dagligdagen. Derfor vil kampafviklingen som altid være i trygge hænder. Det er med andre ord ingen hemmelighed, at det vil betyde utroligt meget for tusindvis af aktive og frivillige i breddeklubberne, hvis det igen gøres muligt at spille breddefodboldkampe. Og det er jo ikke begivenheder med flere tusinde tilskuere, som vi taler om. Det er blot små lokale højdepunkter. Breddefodbolden skaber sundhed, trivsel og glæde. Og selvom det er skønt, at Superligaen og Nordic Bet Ligaen nu starter op, er det altså både sjovere og sundere at spille fodbold selv. Derfor skal der herfra lyde et inderligt ønske til politikerne. Giv os breddefodbolden tilbage. Den er hårdt savnet.

Annonce
Læserbrev

Statslige styrelsers magt anno 2020: Skal det være som under enevælden?

Læserbrev: Man tænker sit efter kulturminister Joy Mogensens afslag på, at der må installeres et genvex ventilationssystem i vores gamle fredede præstegård i Velling for at beskytte den mod skimmelsvamp, en bedre varmefordeling samt en energibesparelse. Civil ulydighed? Nej, den går jo ikke. Men sagen går nu over til Ombudsmanden. Der er absolut ting, der kan opfattes som fejl i forbindelse med, at der er givet afslag. Men er vi på vej tilbage til, som det var før enevældens afskaffelse i 1849? Lad mig lige gentage: I årene fra cirka 1830 og frem til enevældens afskaffelse i 1849, hvor vi fik Danmarks første grundlov, ”kæmpede” mange danske kvinder og mænd for afskaffelse af kongens og hans embedsmænds enevældige magt. Befolkningen var træt af embedsværkets magt. Den almindelige befolkning skulle have lov til at bestemme ved valg af værdige repræsentanter til et Folketing. Det lykkedes med grundloven af 1849. Grundloven er senere ændret i 1866, i 1908 med ret til menighedsråd, i 1915 fik kvinderne stemmeret og sidst i 1954, hvor bl.a. kvindelig arvefølge til tronen blev indskrevet i grundloven. Men som almindelige borgere i dagen Danmark, er det da ikke embedsmandsstyret, som vore forfædre måtte kæmpe hårdt for at få afskaffet, vi nærmer os igen? De tilkæmpede sig folkestyret, det egentlige demokrati, hvor folkevalgte bestemte. Med de mange styrelser i forlængelse af de enkelte ministerier, opleves det så ikke i dag, som om styrelserne bestemmer og ministrene mere og mere ønsker at holde armslængdeprincippet til dem, selv om det er ministrene, der i den sidste står med ansvaret? Her nogle eksempler fra Vestjylland: Ny 400 kV-elledning fra Idumlund ved Holstebro til den tyske grænse blev efter store protester fra de berørte og med inddragelse af udenlandske eksperter ændret til, at 15 % kunne nedgraves mod 7 – 8 % som først påstået af Energinet.dk. De kystnære havvindmølleparker Vesterhav Syd og – Nord skulle først placeres i området 4 – 20 km fra kysten. Men i foråret 2011 ændrede Havmølleudvalget dette til at være kun 4 – 10 km. Folketinget var ikke ind over. I samme sag gives igangsætningstilladelse til Vattenfall fra Energistyrelsen, før VVM–redegørelsen var dækkende for miljødelen. Protester/indsigelser fra de berørte fører til ny VVM–redegørelse for så vidt miljødelen. En saltvands-soppebassin på stranden i Søndervig ville skæmme naturen, var meldingen fra Naturstyrelsen. En tilladelse ville kræve, at soppebassinet blev tømt hver aften. Men tilplastring med verdens hidtil største havvindmøller i havet lige ud for det samme område betyder ikke noget.

Læserbrev

Prostituerede journalister

Læserbrev: Den skribent, hvis pen er til salg for penge eller andre lækkerier, driver, hvad pressen selv ynder at kalde for, luderjournalistik. Sagt med andre ord en form for faglig prostitution! Ovennævnte er både Dansk Journalistforbund og Danske Dagblades Udgivere enige om. At være bevidst om ikke at udøve luderjournalistik er desuden børnelærdom på Danmarks Journalisthøjskole. Desværre er der journalister, som har en ikke eksisterende moral og respekt for deres fag og virke. Sidste år havde jeg 40 års jubilæum som uddannet journalist. Valget til Folketinget grundlovsdag 2019 havde min store faglige interesse. En lokal begivenhed overtrumfede dog selv min vildeste fantasi. Et medlem af kommunalbestyrelsen for Venstre i Ringkøbing-Skjern Kommune, journalist Svend Boye Thomsen, lod sig nemlig hyre til at føre valgkamp til Folketinget for kristendemokraten Kristian Andersen. Al snusfornuft, selvkritik, stolthed og moral hos denne Thomsen blev vekslet til ussel mammon. Hans illoyalitet i forhold til sit parti Venstre og de vælgere, der havde tillid til ham, betød, at han efter en vink med en vognstang blev partiløs og løsgænger. I en intern og stærkt personlig mail til denne Thomsen kaldte jeg hans gøren og laden i forhold til at markedsføre denne kristne demokrat, for gemen luderjournalistik. En praksis, Thomsen i forvejen var kendt for, idet man mod betaling af en annonce kunne få ukritisk rosende omtale af sin virksomhed. At hans såkaldte professionelle virke og image på denne måde blev korsfæstet, fik ham til at politianmelde mig, fordi han følte sig fornærmet. Hans snerpede adfærd rakte også til, at han følte sig fornærmet over, at jeg blandt andet kaldte Kristian Andersen for Kristus Andersen og Iver Enevoldsen for Jødeiver, og hvor jeg vedhæftede en aldrig offentliggjort satiretegning af Enevoldsen med jødehat og skæg og i teksten omtalte en af de mest kendte jødevitser. I min optik er det dybt tragikomisk, at Thomsen advokerer for disse to personager. For tragisk er det, at hverken Kristian Andersen eller Iver Enevoldsen havde format til at anlægge sag mod mig. Jeg er af en dommer i Herning blevet idømt en bøde på 5000 kroner for at fornærme skriftligt, men bare rolig, jeg giver mig ikke en millimeter, for sagen er principiel i forhold til vores grundlovssikrede ytringsfrihed. Dertil kommer satirens og humorens meget åbne grænser og slagkraft. Jeg er i øvrigt irriteret over, at bøden ikke er større, for det betyder, at jeg ikke umiddelbart kan anke til Vestre Landsret, men skal igennem det såkaldte Procesbevillingsnævn. Det tager jeg nu med højt humør i min fortsatte kamp for at bekæmpe luderjournalistik og sikre ytringsfriheden, som er det vigtigste fundament i et demokratisk samfund. Med den største respekt og anerkendelse fra mig, skrev Peter Orry, der er øverste chefredaktør i Jysk-Fynske Medier, følgende for et par uger siden: ”Ytringsfrihed er ikke for sjov: Det tæller kun, når det også kan gøre ondt”.

Annonce
Læserbrev

Boligaftale sikrer tryghed om boligskatten – også i Ringkøbing-Skjern kommune

Læserbrev: Tryghed om boligskatten er helt afgørende for regeringen. Jeg er derfor glad for, at et bredt flertal i Folketinget har indgået en aftale, der sikrer trygheden for boligejerne. Vi er med aftalen enige om at lette ejendomsværdiskatten i 2021 og samtidig lade grundskylden stige mindre frem mod 2024, end der ellers følger af de gældende skatteregler. Aftalen medfører en varig lempelse af boligskatten, og samlet set kan to ud af tre boligejere se frem til lavere boligskat ved overgangen til de nye skatteregler i 2024. De øvrige får en skatterabat, så ingen stilles ringere i 2024 end ved videreførelse af de gældende skatteregler. Det giver tryghed for boligejerne. Vurderingsstyrelsen udsender de første nye ejendomsvurderinger fra sidste del af 2020. Boligejere, der i perioden 2011-2020 har betalt skat af en for høj vurdering, får pengene tilbage med renter. Aktuelt forventer vi at betale ca. 13 mia. kr. tilbage til boligejerne. For ejere af et typisk enfamiliehus i Ringkøbing-Skjern kommune forventer vi at betale ca. 12.600 kr. tilbage. Ejeren af et typisk enfamiliehus i Ringkøbing-Skjern kommune kan derudover se frem til en lettelse af den samlede boligskat med 29 pct., når vi i 2024 overgår til det nye boligbeskatningssystem, sammenlignet med videreførelse af gældende skatteregler. Den nye aftale er indgået, efter at regeringen i efteråret blev nødt til at udskyde de nye boligskatteregler fra 2021 til 2024. Det skal selvfølgelig ikke gå ud over boligejerne, som har krav på tryghed om boligskatten. Det har de nu fået med en god aftale, som jeg er glad for, har et solidt flertal bag sig.

Læserbrev

Ringkøbing-Skjern Kommune lægger økonomisk pres på sommerhusejerne

Læserbrev: I disse dage udtaler borgmester Hans Østergaard sig tit og ofte i medierne angående den lukkede dansk/tyske grænse og de økonomiske konsekvenser, de manglende tyske turister forårsager i form af manglende omsætning hos de forretningsdrivende og dermed færre skattekroner i kommunekassen. Turismeindustrien er en væsentlig økonomisk faktor i det vestjyske, så man forstår til fulde borgmesterens bekymringer. Jeg savner dog, at borgmesteren også bekymrer sig om den enkelte sommerhusejer, særligt den, der vælger at udleje sit sommerhus i en periode og altså dermed er en helt afgørende faktor for, at de udenlandske turister kommer til området. Mange har måske budgetteret med en lejeindtægt i deres finansiering af et sommerhuskøb, og da vi i øjeblikket oplever opsagte lejekontrakter i stort tal, kan den manglende lejeindtægt således lægge et ekstra pres på privatøkonomien. I forvejen er det særdeles dyrt at være sommerhusejer i RKSK. I den periode, hvor jeg har haft sommerhus, har jeg i 2020-tal indbetalt kr. 167.233 i kommunal ejendomsskat. Med bopæl i en anden kommune er jeg ikke bruger af kommunens ydelser i form af børnehave, skole, plejecenter m.m. og har dermed ikke forbrugt kommunale skattekroner. Tværtimod har al service i forbindelse med min sommerhusadresse været brugerbetalt - renovation, skorstensfejning, vedligeholdelse af veje/stier mm. Nu lægger RKSK i den nærmeste fremtid et ekstra økonomisk pres på sommerhusejerne. Som bekendt har Byrådet vedtaget et omfattende kloakeringsprojekt på Holmlands Klit. En stor del af regningen herfor sender kommunen direkte videre til sommerhusejerne. Et beløb, der for den enkelte sagtens kan løbe op i kr. 70.000 – 80.000. Dette skal ses i lyset af, at alle i forbindelse med et sommerhusbyggeri i forvejen har haft en væsentlig udgift til etablering af et kloakeringsanlæg, der ved færdiggørelse er blevet godkendt af kommunen. Det store beløb skal betales, når sommerhuset kan tilsluttes det offentlige kloaknet. I forbindelse med høringsfasen er der indkommet mange kommentarer og løsningsforslag til ovennævnte. - Kommunen kunne med rimelighed dække den udgift, der vedrører arbejdet i det ”offentlige” område, hvorefter den enkelte sommerhusejer betaler arbejdet indenfor skel. - Alternativt kunne der vedtages en afdragsordning hvad angår det samlede beløb. Denne indbetaling kunne afvikles sammen med den øvrige skatte/afgift indbetaling over en eksempelvis 10 – årig periode. Desværre har RKSK valgt at ignorere disse forslag og på den måde efterladt sommerhusejerne med en væsentlig økonomisk udfordring.

Læserbrev

Aktiv indsats for Rigsfællesskabet

Man kan i dagens Danmark hurtigt få det indtryk, at den almene borger i riget - desværre - ikke anser færinger og grønlændere som ligeværdige, og at mange, hvis ikke flertallet, hilser løsrivelse af Færøerne og Grønland velkommen. Det er ærgerligt og sørgeligt. Mere end 1000 års fælles historie risikerer således at ende brat, højst sandsynligt på grund af manglende fælles fokus og viden om hinanden. Selvom en Gallupundersøgelse viste, at næsten 60 procent af Danmarks befolkning ønskede at bevare Grønland i Rigsfællesskabet, er det blandt mange danskere meget småt med viden om de faktiske forhold i Grønland og på Færøerne. Rigsfællesskabet bør veje tungere i den generelle undervisning i folkeskolen og på gymnasiet. Fælles historie og kultur kan formidles både gennem fagene dansk, historie og samfundsfag. Desuden bør erhvervssamarbejdet inden for Rigsfællesskabet styrkes, og jobmarkederne bør integreres mere, så det bliver nemmere at få job på tværs af Rigsfællesskabet. Der skal arbejdes aktivt for gensidig fælles forståelse for kultur, sprog og historie blandt de forskellige befolkningsgrupper inden for Rigsfællesskabet og for mere oplysning om Rigsfællesskabet i det danske uddannelsessystem. Vigtigheden af fokus på Grønland og Færøerne i Public Service skal understreges. Erhvervssamarbejdet mellem Danmark, Grønland og Færøerne skal styrkes, og vi skal arbejde for, at det bliver nemmere at få jobs på tværs af Rigsfællesskabet. Vores Rigsfællesskab er helt unikt og skal bevares, det er i alles interesse. Vi skal have et stærkt fællesskab mellem Danmark, Færøerne og Grønland. Derfor skylder vi også hinanden at føre en synlig og aktiv politik for Rigsfællesskabet.

Klumme

Kærligheden skal være i dem

Klumme

Klumme: Nationalromantisk mæthed - vi truer indimellem ungerne med Philip Faber, hvis de ikke vil sove

Hvis du er træt af at læse endnu et indlæg om covid-19, så stop her! - fold avisen sammen og læg den til genbrug – bryg en kop kaffe, sæt dig ud i haven, slå havestolen tilbage, luk øjnene og nyd forårets mange lyde. Måske det eneste uforandrede vi har tilbage. Det er OK for mig. Jeg springer efterhånden selv over alle corona-artikler i medierne, hvilket gør, at jeg kan læse avisen på under fem minutter – inklusiv hele tv-programmet - og bliver efterladt i sofaen med Huset på Christianshavn som eneste tv-mulighed. Jeg bliver bare nødt til at tage en sidste dans med coronaen, nu hvor den trygge eremit-tilværelse i No ser ud til at være slut. Og hvis du synes, at nedenstående er selvcentreret og snæversynet og ude af proportion med alt det skidt coronaen har gjort for samfundet og økonomien, - så har du ret. Det er det. Statement: Jeg synes, de sidste måneder har været fantastiske! En bremseblokering af Guds nåde. Nærmest en åbenbaring af, hvordan livet i virkeligheden også kan være, og hvad det i virkeligheden handler om. Nærhed. Tid. Ro. Refleksion. Hvor mange af os har netop ikke drømt om bare at kunne trække stikket ud og få gearet ned på den hektiske dagligdag med et opskaleret forbrug af arrangementer, aktiviteter, ting-vi-skal-nå. Sådan har jeg selv haft det i lange perioder uden egentlig at formå at gøre noget ved det. Og kigger jeg rundt i familie- og bekendtskabskredsen, bilder jeg mig ind, at det samme gør sig gældende flere steder. Den klarede nedlukningen af Danmark med et snuptag. 75 dage med en suspenderet aktivitetskalender, som i et gennemsnitforår ellers er fyldt rigeligt op og kræver systematisk planlægning for at få familielogistikken til at gå op. Nul svømning, foredrag, koncerter, generalforsamlinger, aftenmøder, udstillinger der skal ses. Årskort vi føler os forpligtede til at udnytte i weekenderne. Presset er taget fra os. Tak Mette F. Men hvad har vi så fået tiden til at gå med – stort set ingenting, og det er jo det, der er det fede. I weekenderne er det enkle valg skåret ned til, om vi skal gå en tur i Naturens Rige – eller gå i haven. Det er da til at overse. Indflyvningen til hverdagene har været rolig og rimelig konfliktfri. Der har været tid til eftermiddagskaffe og snak, når ungerne er vendt hjem fra skolen, og den virtuelle arbejdsdag er koblet fra. Der har været ro på. Haven står skarp, og der er gjort klar til hønsehus. Hunden er motioneret som aldrig før (men glæder sig til at, at tilværelsen igen bliver normal, så den kan få slappet af). Der er blevet spillet fodbold i haven – daglige kampe én mod én uden social afstand. Der er kræset omkring aftensmaden med ungerne. Der er blevet tid til lange godnathistorier. Der er lagt puslespil. Der er sunget fællessange osv osv. Det har været dejligt med et break. MEN - hvor nærheds-idyllisk har det lov til at være? Kan det ikke blive for familie-romantisk? Jo, - det tænker jeg faktisk. For hold nu op hvor jeg også savner at kunne gi’ en krammer, at svede ud til en koncert på Generator, at mødes hele familien og venner til sjov og spas og et gedigent grill-selskab. At tage i Zoo og kigge på indespærrede dyr. At tage til et ’rigtigt’ foredrag i stedet for et webinar. Det har været dejligt med fællessang, men vi er måske også ved at være der, hvor vi her i familien har nået et nationalromantisk mæthedspunkt. Faktisk – og sig det endeligt ikke højt til nogen – så truer vi indimellem ungerne med Philip Faber, hvis de ikke vil sove. Jeg glæder mig også til at møde ind på arbejdspladsen igen og ha’ den daglige ping-pong med alle kollegaerne. Der har været akkurat lige så travlt på hjemmearbejdspladsen som før 11. marts, og alle opgaver er blevet løst uden problemer, men jeg savner at mødes face-to-face i stedet for i en 2-D udgave med tvivlsom lyd. Det giver jo energi at være sammen, som jeg hørte en gymnasieelev klogt sige forleden i tv. Er det for tidligt at udlede en morale af hele miseren? Min vil være at forsøge at bevare det gode, det nære, det rolige i en fornuftigere balance med alt det andet. At mennesker også er sociale væsener, som får energi af hinanden. Men for at få max ud af det, skal der også være tid til fordybelsen og reflektionerne. Superbanalt og karma-agtig, - men det er altså den mentale bivirkning jeg har fået af covid-19.

Annonce
Klumme

Sørens debut i 8. klasse: Snyd, skænderier og godt kammeratskab

Der er altså ikke noget ved det, når Søren snyder! Ordene blev sagt temmelig højt af en af pigerne i den nederste hjørnegruppe i klassen. ’Det kan du bare ikke være bekendt, Søren’, tog en anden irettesættende over. ’Nåh! Det er bare fordi, I er nogle værre dydsmønstre’, gav Søren igen. Ingen i gruppen reagerede på Sørens kommentar. Spillet fortsatte, tilsyneladende problemfrit. Men det varede kun, indtil Søren igen havde forbrudt sig imod reglerne. ’Nu gider jeg altså ikke mere’, råbte den første pige. Hun greb om bordkanten og skubbede bordet væk fra sig. Hun rejste sig, og smågrædende forlod hun klassen. Meget kort tid efter kom hun tilbage igen og satte sig på sin plads i hjørnegruppen, hvor sur tavshed nu talte et øredøvende højt sprog. Så måtte jeg skride ind. Sagen er den, at jeg gerne lige efter sommerferien lod mine nye skoleelever i 8. årgang indlede deres skoleår med nogle dages brætspil, Ludo, Afrikas Stjerne, Matador, Scotland Yard, Mølle og Dam foruden kortspil og flere udgaver af puslespil og quizzer, så de kunne lære hinanden nærmere at kende, og ikke mindst at samarbejde, før den egentlige undervisning i de strenge fag skulle begynde. Til det formål havde jeg i forvejen opdelt klassen i grupper og derved sikret mig, at de unge mennesker stort set alle sammen kom til at spille med og mod hinanden. Men så snød Søren, og det var jo ikke den bedste grobund for frugtbart samarbejde. Jeg måtte skride ind. Det var i Matador, at det var gået galt. Som den talglade dreng, Søren var, havde han over for sin gruppe anbefalet sig selv som eneherskende direktør for banken. Straks opkøbte han både Roskildevej, Vimmelskaftet og Rådhuspladsen og flere andre vigtige adresser. Som en virkelig byggematador befæstede han adresserne med huse og hoteller, som det kostede de andre spilledeltagere så meget at lande på, at de hurtigt gik fallit. Men Søren levede i bedste velgående, indtil spillet måtte slutte. Sådan var det gået nogle gange, og nu ville pigerne ikke være med mere. De sagde, at Søren snød, og de troede, at han havde haft fingrene for langt nede i den betroede matadorkasse, for de kunne ikke forestille sig, hvordan han, alene, ellers sad i så stort held. Det sagde de til mig, da jeg satte mig iblandt dem omkring bordet i hjørnet. Jeg kunne jo ikke modbevise, hvad pigerne sagde, skønt jeg hældede til, at de sikkert havde ret. Men jeg var på den anden side også beklemt ved allerede nogle få dage inde i det nye skoleår at skulle stå i spidsen for en undersøgelseskommission, der måske gennem noget så fælt som afhøringer, kunne stemple en klassekammerat for de næste to år som svindler. Det ville jeg under ingen omstændigheder være med til. ’Hør nu her. Vi må have læst reglerne for matadorspillet; det kan jo være, at Søren kender reglerne bedre end jer, der klager over ham. Det skulle man jo tro, siden han klarer sig så godt’, sagde jeg. Den pige, som få minutter tidligere med tårer på kind var emigreret og vendt hjem igen, fandt spillereglerne, som hun begyndte at højtlæse, fra ende til anden. Efter højtlæsningen ønskede Søren at sige noget, og da han havde udtalt sig, grinede alle, men hans ord, der var en blank tilståelse, blev den vægtigste grund til, at gruppen fyrede ham som bankbestyrer. Søren sagde: ’Der står jo ikke noget i reglerne om, at man ikke må snyde!’. Der blev nu talt med store og meget højlydte bogstaver i hjørnegruppen. I de andre grupper ophørte spilleaktiviteterne pø om pø, og snart var min nye 8. klasse omdannet til en diskussionsklub, hvor temaet var, om de forhold, som ikke i regler og bestemmelser – i spil som her og i samfundslivet i det hele taget – er ulovliggjorte, bare sådan uden videre er lovlige. Børnene var meget unge, 13-14 år, de fleste selvfølgelig også umodne, så diskussionsniveauet var generelt ikke så højt, og argumenterne for og imod ikke lige gennemtænkte. Men de, der tog ’sagen’ alvorligst, ville vide, hvori Sørens snyderi bestod. Da han blev stillet over for dette konkrete spørgsmål, blev han meget beklemt, og han indrømmede, at han sommetider ikke havde flyttet sin brikbil korrekt efter terningkastets øjne, men derimod – og det åbenbart uden at blive opdaget – lidt for kort eller lidt for langt, når han derved havde øjnet muligheden for at opholde sig på en ’god vej’, som han senere bebyggede og tjente mange penge på. Alle, bordene rundt, tog afstand fra snyderi uanset i hvilken form, den praktiseredes. Jeg husker, at de kvikkeste af børnene holdt på, at det burde være en uskreven selvfølge, at der ikke fuppedes. Ja, netop uskreven! Der diskuteredes længe og ivrigt. Næsten alle tog meget stor afstand til Sørens fremgangsmåde, kun hans fodboldkammerater støttede ham, fordi han var en dygtig og målfarlig angriber. Samtidig med at det ringede ud, foreslog en, at Søren resten af tiden kunne sidde alene og lægge puslespil! Søren blev meget vellidt i klassen, fordi han i virkeligheden var en god kammerat, der aldrig gik af vejen for at hjælpe de andre med matematikopgaverne. Jeg oplevede tit, at han brugte sine frikvarterer sammen med dem, der havde det svært med afleveringerne. I sandhed! Livet i en skoleklasse er en afspejling af samfundslivet udenfor. Eller også er det omvendt. I dag er Søren praktiserende læge på Sjælland.

Læserbrev

Vis vejen og inviter ind i foreningsfællesskabet

Læserbrev: For nylig kom myndighederne med nye retningslinjer for forebyggelse af smitte mod COVID-19. Med de nye retningslinjer er der åbnet op for, at udendørs aktiviteter for alvor kan komme i gang igen. Vi er mange i de vestjyske idrætsforeninger, der har glædet os – og mange er allerede godt i gang med at finde ind i nye træningsfællesskaber, der følger retningslinjerne. Løbeklubber mødes i små hold og løber forskellige ruter, fitnesstræning sker med god afstand mellem hinanden på grønne arealer, boldspillere træner igen på grønsværen, og mange flere tænker i nye baner for at få deres aktiviteter til at lykkes. Godt gået! Det er fantastisk at opleve, hvordan folk tænker kreativt og reflekterer over, hvordan der kan komme bevægelse og aktivitet ind i hverdagen ud fra gældende retningslinjer. Tak til jer, der allerede støtter op om idrætsforeningerne, møder til træning og betaler kontingent til gavn for foreningerne. Mit store ønske er nu, at folk er gode til at bakke op om hinanden og opfordre familie, venner og naboer til at komme ud og få noget frisk luft og få sig bevæget. Undersøgelser viser, at vi voksne har været 40 procent mindre fysisk aktive under coronakrisen. 40 procent! Fraværet af foreningsfællesskabet og samværet med andre mennesker har sat sine spor, og for nogle mennesker er det rigtig svært at komme i gang igen, og nogle er også usikre på, om det er sikkert for dem at mødes med andre eller er usikre på, om der overhovedet er en plads til dem i foreningsfællesskabet. Hjælp dem. Hjælp hinanden. Der ligger en kæmpe opgave i at genmotivere til foreningsliv, til at invitere ind i fællesskabet og aktivere gejsten og lysten til bevægelse. Lad os gribe denne unikke mulighed for at starte forfra – vi starter alle på en frisk i foreningerne, vis vejen og gå foran som det gode eksempel: giv plads og skab plads - og inviter ind i de nye fællesskaber, der er ved at blive dannet. Lad os vise, at der er en plads til alle i foreningsfællesskabet, det er da at udvise samfundssind. I DGI arbejder vi ihærdigt for yderligere genåbning af aktiviteter - inde som ude – og hvis udviklingen fortsat går den rette vej, så er der lys for enden af tunnelen. God fornøjelse med aktiviteterne derude, og pas på hinanden.

Annonce
Klumme

17-årig skriver digt: Alle bliver ramt, siger de. Ramt af smitten. Covid-19

Nu er de store skolebørn så begyndt igen på deres skoler - dermed også mine børnebørn. Som pensioneret lærer har jeg været interesseret i at vide, hvordan de har det med Corona-epidemien. Lige siden børnenes karantæne har de sendt mig dagbøger om deres op- og nedture, deres lektielæsning, hverdagen - men også det, at de nu har lært sig at strikke. Herligt! Nu, hvor de er i gang igen, slutter deres mails til mig. Jeg kan ikke lade være med at delagtiggøre Dagbladet i mit ældste barnebarns dagbogsnotat fra påsken. Meget flot har Nanna på 17 år skrevet et digt om sin frustration over en aflyst operation. Jeg synes, det fortjener en udgivelse i jeres Dagblad. Sendt: 10. april 2020 17:15 - Emne: Endnu en lille corona-update. Der er kommet lidt af en grå sky over mig. Pga corona er min operation blevet aflyst. Jeg havde glædet med helt desperat til at komme af med det metal, som smerter mine håndled så groft. Nu får jeg senest besked om en ny tid d. 1 juli. Der er næsten tre måneder til. Og det er ikke engang til min operation. Det er til, hvornår jeg får en ny tid til operation. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg blev overrasket over aflysningen. Dog er det så frustrerende og bittert, fordi jeg fik besked fra sygehuset præcis to uger inden min planlagte operation. Så tæt på! Jeg har været rigtig frustreret og trist de sidste par dage. Jeg er ved at komme ovenpå igen (tror jeg). Jeg skrev et digt? Jeg ved ikke, om det er et decideret digt, men det har et poetisk tvist, skulle jeg mene: ..... Alle bliver ramt, siger de. Alle bliver ramt På den ene eller anden måde Før eller siden. Ramt af smitten. Covid-19. ... I dag blev jeg ramt. Jeg har ikke feber. Jeg er ikke testet positiv. Jeg har ikke åndenød. ... Åndenød, måske jo. Ikke grundet en ubuden gæst, Der nedbryder byggeklodserne i kroppen min, Som en overgearet møgunge Foran et tårn af treklodser. Må vælte. Skal vælte. ... Nej, ikke den slags åndenød. Min åndenød stammer fra en frustration. En frustration af at være i min egen krop. Mine håndled smerter ved så typiske ting. At hælde vand i et glas. Er glasset halvt fyldt eller halvt tomt? ... Jeg føler mig lille. ... Den 22 april. To uger fra i dag. Der ville det ændre sig. Jeg ville få fjernet de åndsvage metalskinner, Der invaderer mine nerver med hidsighed. Men jeg blev i dag ramt af smitten. Covid-19 ... Sygehusene er presset. Overarbejde. De kæmper mod den aggressive pandemi. Overflødige, ikke corona-relaterede sager. De skal udskydes. ... I dag blev jeg ramt af smitten. Covid-19. ... Det startede med en sms fra digitalpost. “Region Syddanmark har sendt dig ny digitalpost”. Jeg tjekker min eboks. “Brev fra Odense Universitetshospital” I brevet står der i grove træk “Vi er desværre nødt til at aflyse din tid hos os: onsdag den 22 april 2020 kl 09:45. Dagkirurgisk center Nyborg. Vi håber på din forståelse i denne helt særlige situation”. ... Ja. Selvfølgelig forstår jeg. Det forhindrer mig ikke i at føle et forpestet sind for en lille stund. ... Efter den operation er jeg færdig Med et langt, hårdt, smertefuldt forløb. Så at skulle vente flere måneder I stedet for to uger. Jeg forstår, Men det er langt fra nemt. ... Alle bliver ramt, siger de. Ramt af smitten. Covid-19. ..... Digt /Nanna 17 år

Læserbrev

Regeringen og grænseåbningen: Kærestelængsel eller et lille samfunds overlevelse

Læserbrev: Jeg så statsministeren i Aftenshowet tirsdag. Forskellige landsdele og mennesker fik adgang til statsministeren på live-TV. Noget, man kunne se, gik ind på statsministeren. Især kunne de unge damer med kærestelængsel få empatien helt i top på statsministerens følelsesudbrud. Bedsteforældre og øvrige ældre i samme boldgade. Så kom campingejeren fra Vestkysten af Danmark, Rømø. Fortalte og appellerede til statsministerens forståelse for, hvordan et lille samfund er afhængigt af, at gæsterne fra især syd kommer og lægger penge, skaber trivsel og sikrer områdets overlevelse. Campingejeren forsøgte at få statsministeren til at forstå mekanismerne i udkantssamfundet, hvor der ikke kommer en efterfølger dagen efter, når butikker eller forretninger bukker under. Udkantsdanmark kan ikke længere opnå finansiering fra de store kreditinstitutter i Danmark. De må basere sig på kassekreditter og almindelige banklån, når de skal købe fast ejendom. Jeg kunne godt tænke mig at se, hvordan prisudviklingen i hovedstadsområdet ville blive, hvis alle købere ikke kan opnå kreditforeningslån ved køb af ejerlejligheder, villaer og forretningslokaler. Det er ydereligere en skævvridning, som er opstået i det samfund, hvor land er meget langt fra betonbroens caffe latte-mennesker. Så at statsminister og regering ikke i onsdagens ”forhandling” gav adgang til, at gæster med et lejebevis kan komme til Vestkysten og det øvrige turist-Danmark, er en direkte arrogant hån imod en hel landsdel og en meget udsat befolkningsgruppe. Som jeg håber, samme gruppe vil huske, når de skal sætte kryds næste gang på en valgseddel. Og jo, nu er alle udskamningssirenerne sat i højt alarmberedskab. Men før I trykker på udskamningsknappen, så husk venligst lige, at lukningen af grænserne var en rent politisk beslutning, som hverken Statens Serum Institut eller Sundhedsstyrelsen har angivet som havende nogen effekt i det hele taget. Og derfor er det decideret rent politisk fnidder og statsminsterens ”Jeg skal nok bestemme, hvornår dette sker..”. Jeg siger bare fy da for en situationsfornemmelse, kan ikke være den samme, som blev brugt da vi gik i ”lock down”..! Kære statsminster, du er til grin, når du siger at kærester og bedsteforældre kan komme, men dem som styrker Danmarks økonomi og små erhvervsdrivendes overlevelse kan komme, når du føler for det. Det er i sandhed ansvarsfølelse og empati på højt plan..!

Læserbrev

Coronaregningen skal ikke ende på børnenes og pædagogernes bord

Læserbrev: Børnene stod først for, da Danmark lukkede op efter påske. Genåbningen har kostet ekstra ressourcer, herunder udgifter til blandt andet leje af lokaler, ekstra personale, ekstra rengøring med mere. Børnene er Danmarks fremtid og de skal ikke betale den regning, der er opstået i forbindelse med genåbningen. Pædagoger og ledere har løst en kæmpe opgave for at skabe den bedste pædagogiske hverdag for børnene under hensyntagen til de sundhedsfaglige retningslinjer, der er udarbejdet for genåbningen. Det har også krævet en ekstra indsats af pædagoger og ledere, samt deres mod til at stå i frontlinje – og den kommende regning skal heller ikke betales af dem. De øgede omkostninger skal daginstitutioner, skoler og fritidstilbud have kompenseret, så de kan få budgettet til at hænge sammen og ikke bliver tvunget til at skulle fyre pædagoger sidst på året. Det er helt afgørende, at den kompensation, man er blevet lovet i forbindelse med genåbningen, kommer ud i kommunerne og institutionerne i de faktiske beløb, der er blevet brugt, således midlerne til dette ikke skal findes i hverken kommunernes eller institutionernes i forvejen trængte budgetter. Børn, pædagoger og ledere har på godt og ondt mødt en anderledes hverdag og har måttet omstille sig, hvilket fortsat er nødvendigt her under fase to, hvor nogle af de sundhedsfaglige retningslinjer er fjernet eller ændret, mens andre er fastholdt. Opgaverne er stadig mange og nye for både pædagoger og ledere. De har fortsat en stor koordineringsopgave i forhold til at efterleve retningslinjerne i den pædagogiske hverdag og sikre en etisk forsvarlig praksis. Der ligger et stort ansvar på deres skuldre. Alle vil gerne lykkes og gå foran i opgaven for at nedbringe smittede med corona. I genåbningens fase 2 er det derfor fortsat afgørende, at kommunerne og institutionerne får økonomisk kompensation. I mandags startede økonomiforhandlingerne mellem KL og regeringen om næste års kommunaløkonomi, herunder finansiering af omkostningerne i forbindelse med corona. Udfaldet af disse forhandlinger er afgørende for kompensationen er nødvendig, så kvaliteten i den pædagogiske praksis ikke forringes – og det dermed bliver børnene, der kommer til at betale regningen både direkte og indirekte.

Læserbrev

Genopretning efter coronakrisen: To politiske veje for Danmark

Læserbrev: Der er akut behov for, at vi igangsætter en række økonomiske tiltag, som kan bidrage til genopretning af Danmark efter coronakrisen. Og der er to klart forskellige veje at gå. Regeringens støttepartier SF og Enhedslisten farer frem med krav om højere skatter og øgede offentlige driftsudgifter. En sådan politik ville være gift for genrejsning af de private virksomheder og dermed for flere jobs i hele landet. Venstre vil en ganske anden vej. Vi ønsker at stimulere dansk økonomi og jobskabelsen ved halvering af momsen, fremrykning af skatte- og afgiftslettelser samt indførelse af et skatte-, afgifts- og byrdestop. Med Venstres forslag sætter vi gang i den indenlandske efterspørgsel, som bliver afgørende for at få Danmark sikkert gennem krisen. Men det er ikke kun den indenlandske efterspørgsel, der er vigtig. Vi skal også redde vores enorme eksport, der er forudsætning for danskernes varige velfærd. Ikke mindre end 845.000 danske jobs er afhængige af vores eksport. Derfor bør vi at lave en række ’genstartsteams’, der kan sætte ind i de enkelte erhverv med skræddersyede løsning, som rammer skiven og gød en positiv forskel. Derudover skal vi afsætte 750 millioner kroner til en målrettet indsats samt oprette en krisefond, hvor hårdt trængte eksportvirksomheder kan få adgang til private midler fra eksempelvis pensionsselskaber. De røde partiers vej med øget skattetryk er uansvarlig og kortsigtet i en situation, hvor den private sektor bløder. Venstres vej sikrer vores beskæftigelse og grundlaget for danskerne velfærd. To klare alternativer.

Læserbrev

Gratis arbejdskraft: Virksomhedspraktik hjælper sjældent borgere i arbejde

Læserbrev: Som formand for HK Handel MidtVest kan jeg frygte for, at den nye virkelighed med Corona-virus, ustabilitet på arbejdsmarkedet og mange nye ledige kan få virksomheder til i endnu højere grad at gøre brug af virksomhedspraktikordningen i stedet for ordinær beskæftigelse. I HK Handel får vi fortsat henvendelser fra tillidsrepræsentanter i hele landet om udfordringer vedrørende brug af virksomhedspraktik. De oplever, at virksomhedspraktikanter i større og større omfang går ind og overtager opgaver, som ellers udføres af deres kolleger, der er ansat på ordinære vilkår. Virksomhedspraktik giver virksomhederne en mulighed for gratis, eller uden forpligtelse at ansætte ledige. Men der er en meget lav beskæftigelseseffekt af virksomhedspraktik. Ifølge en analyse foretaget af Analysefirmaet Højbjerre Brauer Schultz for HK Handel sidste år udgør detailbranchen 10 procent af beskæftigelsen i Danmark, men modtager 32 procent af praktikforløbene på det private arbejdsmarked. Desværre er det et fåtal af dem, som har været i virksomhedspraktik i detailbranchen, som rent faktisk oplever at få et job i branchen. Faktisk viser undersøgelsen, at 15 procent af de borgere, som har haft et praktikforløb i detailbranchen, er i fast beskæftigelse efter et år. Men det er kun 7 procent, som har fået job i detailbranchen. Vi ved også, at der er deltidsansatte, som ikke kan få flere timer, fordi man kan rekvirere arbejdskraften fra kommunen gratis. Samtidig er der en stor ledighed på butiksområdet eksempelvis blandt nyuddannede faglærte. Derfor har HK Handel i slutningen af april officielt afleveret en klage til EU-Kommissionen. Efter mange års kritik af ordningen håber vi, at EU kan sætte en stopper for den danske virksomhedspraktikordning, der misbruges af især de store detailgiganter i Danmark. Ordningen er os bekendt ikke godkendt af EU. Og det er vores håb, at EU vil sætte en stopper for den nuværende ordning, så vi kan finde en løsning, der rent faktisk fremmer ordinær beskæftigelse i stedet for det modsatte. En model, der kan styrke og ikke nedslide den danske model.

Læserbrev

Vigtige Venstre-aftryk på aftale om klimatilpasning

Læserbrev: Skybrud og enorme mængder regn kan gøre selv den roligste boligejer nervøs. I de seneste år har vi set, hvordan store regnmængder oftere og oftere medfører oversvømmelse. Det har haft store økonomiske omkostninger for samfundet, ligesom det har skabt store problemer for både by- og landområder. Ifølge en rapport fra FN’s Klimapanel fra efteråret 2019 kan Danmark forvente flere og mere ekstreme oversvømmelser som følge af klimaforandringer. Det viser, at der er brug for, at der handles nu. Det er derfor glædeligt, at Venstre sammen med regeringen og resten af Folketingets partier (på nær Nye Borgerlige og Alternativet) har indgået aftale om at justere reglerne om klimatilpasning i spildevandssektoren, således at der skabes gode rammer for klimatilpasningen, samtidig med at vi får mest klimatilpasning for pengene. Det er især glædeligt, at Venstre har sikret to vigtige aftryk på aftalen: Først og fremmest har Venstre været med til at sikre, at de tiltag, som vandselskaberne igangsætter for at håndtere den øgede mængde nedbør, skal være samfundsøkonomisk hensigtsmæssige. Helt konkret skal der udvikles en model, der sikrer, at de klimatilpasningstiltag, som vandselskaberne får betaling for at udføre, ikke efterlader store økonomiske omkostninger. På den måde sikrer vi, at nye tiltag ikke bliver unødigt dyre for forbrugerne såvel som virksomhederne. Derudover har det været vigtigt for Venstre, at det fortsat er kommunerne, der i sidste ende har ansvar for at planlægge klimatilpasningen i kommunerne – herunder spildevandsselskabernes klimatilpasningsindsats. På den måde sikres det, at der er demokratisk kontrol over klimatilpasningen i spildevandssektoren. Aftalen kan ikke løse alle problemer med stigende vandmængder og oversvømmelser efter massiv regn. Fx løser aftalen ikke visse boligejeres problemer med at komme det stigende grundvand til livs. Vi kæmper ligeledes mange steder med høj vandstand i de åer, der skal modtage de stigende vandmængder. Dette er udfordringer, vi politikere hurtigst muligt skal tage hånd om. Aftalen løser således ikke alle problemer, men den er et skridt i den rigtige retning, og vi sikrer nogle gode rammer for klimatilpasningen i spildevandsektoren.

Annonce