Vesterhav Syd og Nord møllerne - har du en holdning?

Læserbrev: Det blev for et par uger siden meddelt, at Vattenfall ændrer placeringen af Vesterhav Syd møllerne, til at være længst ude i koncessionsområdet 4-10 km fra kysten. Vattenfall begrundede det med, at projektet er 3 år forsinket, og beklagede sig samtidigt over det koster dem et trecifret milliontab. Uden at fortælle om det er 100 eller 999 millioner?! Nok reelt ikke engang 100 ... Vattenfall oplyste nemlig på et møde i Søndervig d. 1/3-18, at det drejede sig om småpenge at flytte møllerne, men at de ikke kunne gøre det grundet tidsplanen. Dengang ville de ikke offentliggøre økonomien. Og den fremlagte tidsplan måtte vi heller ikke offentliggøre. Altså var projektet omgærdet af hemmelighedskræmmeri. Men det forstår vi jo nu, hvor den største omkostning anføres som spildte havbundsundersøgelser. For Vattenfalls tab skyldes hovedsageligt, at de kan skrotte deres havbundsundersøgelser, som de gik igang med før de havde en igangsætningstilladelse. Ligesom hvis du var gået igang med at bygge hus inden byggetilladelsen, og blev pålagt en anden placering. Noget, der alene skyldes, at Vattenfall ikke fulgte anbefalingerne i VVM-redegørelsen. Og husk lige, at Staten giver Vattenfall et tilskud på 3 milliarder til møllerne i Vesterhavet. Det på trods af faldende priser for havmøllestrøm, og at vore nabolande ikke længere yder tilskud. Så Vattenfall lige nu er i gang med at opføre en havmøllepark mere end 20 km til havs i Holland helt uden tilskud. Så der er ingen grund til at ynke den svenske energikoncern. Men forsinkes den grønne omstilling så ikke efter udskydelsen af Vesterhavsmøllerne? Nej stort set ikke. For Vattenfall påbegynder blot opførelsen af møllerne på Kriegers Flak tidligere. De blev jo bestilt sammen med Vesterhavsmøllerne, men til efterfølgende opstilling, og sættes nu i drift tidligere end planlagt. Det betyder, at vi her på Vestkysten får lejlighed til at ændre på projekterne. Og den ændring kan du nu få direkte indflydelse på! Har du en holdning til, hvor langt ud - og hvorfor - Vesterhav Syd møllerne skal flyttes, og om de skal placeres samlet i 3 eller 2 rækker, eller i én lang række langs kysten, opfordres du helt klart til, at indgive dit høringssvar. Du kan gøre det både som privatperson, forening, eller virksomhed. Du kan også henvende dig til foreninger og organisationer med opfordring til, at de indgiver deres indsigelse og bemærkninger. For jo flere, vi ytrer os, jo større sandsynlighed er der jo for, at vi bliver hørt som befolkning. Det gælder, uanset om vi har en udsigt, der bliver spoleret, eller om vi “bare” kommer i området for at færdes i klitterne og på stranden. Så har du en holdning om Vesterhav Syd og Nord møllernes placering, bør du tilkendegive din holdning og begrundelse med et høringssvar. Du kan ikke forlade dig på, at jeg eller andre naturelskere gør arbejdet, uanset hvor gode argumenter vi har på hånden. Så kom frem i vinden, og bidrag med din tilkendegivelse ved høringen! Du kan gøre det på mailen ens@ens.dk eller i brev til Energistyrelsen, Carsten Niebuhrs Gade 43, 1577 København K og mærk dit indlæg med overskriften “Høringssvar til Vesterhav Syd” og journalnummeret 2019-89438 (vil du kommentere på Vesterhav Nord er det med journalnummeret 2019-89439 og mærket “Høringssvar til Vesterhav Nord”). På forhånd tak for din støtte, nu hvor både du og jeg, samt mange andre har muligheden indtil den 16. august. Men gør det hellere i dag, end i morgen!

Dagbladet mener: Den indre varulv hyler, og det lyder ikke kønt

Skoler. Frihed til forskellighed er en styrke

Læserbrev: Lige nu er det sommerferie, men til august står endnu et skoleår for døren og omkring 700.000 børn og unge tager fat på et nyt grundskoleår – enten på en friskole, en folkeskole, en privatskole, en lilleskole, en Rudolf Steiner skole, ved skrivebordet derhjemme eller på en af de andre typer grundskoler, vi kan bryste os af i Danmark. Siden midten af 1800-tallet har vi givet forældre mandatet til at bestemme, hvor deres barn skal undervises og på hvilket værdigrundlag – og endda tilladt, at det kan foregå derhjemme. Undervisningspligten – og netop ikke skolepligten – er i international sammenhænge ret enestående og udtryk for et særligt dansk frisind. Derfor valfarter japanere og især koreanere hertil i disse år. De vil vide, hvordan denne tillid kan lade sig gøre, hvordan vi skruer systemet sammen – og ikke mindst hvordan vi lykkes så godt med at motivere børn og unge i den danske grundskole. I årevis har danske skolefolk rejst til Singapore, Canada og Finland for at blive inspireret. Men, lad os åbne vinduet mod Danmark og blive inspireret af hinanden. Meget tyder på, at vi har rigtigt mange af svarene på, hvordan vi uddanner og danner børn og unge til at tage del i samfundet lokalt og globalt. Derfor duer det ikke at sige “os og dem” om folkeskolen og friskolerne. Sådan opfatter jeg det ikke. For vi er jo alle en del af den danske grundskole. En grundskole, der har det formål at undervise vores børn, så de kan blive så dygtige som muligt. Vi er også alle enige om, at hvert enkelt barn skal udfordres, støttes og have lige muligheder – uanset baggrund. Jeg tror, at hvis vi ser forskelligheden som en styrke og mulighed, skaber vi det stærkest mulige fællesskab. Jeg er enig med vores nye undervisningsminister Pernille Rosenkrantz Theil i, at skoler skal være stærke fællesskaber, der åbner sig mod samfundet – og ikke det modsatte. I disse år ser vi flere og flere friskoler, der opstår, fordi forældrene slet og ret brænder for en idé, et værdigrundlag og en særlig pædagogik, som får dem til at knokle i (mindst) et år frem mod skolestart. Lad os hylde den mulighed. Det er jo helt fantastisk, at vi i Danmark vover at lukke op for denne mangfoldighed. Der er brug for alle ildsjælene, og vi har brug for pædagogiske fyrtårne, der tør bruge den frihed, friskolerne er givet. Det er protest mod det bestående i sin fineste form. I god vekselvirkning med den øvrige grundskole. Når forældrene tager medansvar for deres barns skolegang, sker der i tilgift dét, at de får ejerskab til skolen. Og pludseligt kan man få forældre til både at betale skolepenge, gøre rent og bidrage i alle mulige sammenhænge. Civilsamfundet er en stærk kraft. Når vi kæmper om en fælles sag, kan vi få rigtigt mange ting til at ske. Det gælder overalt – og således også på skolerne. Derfor vil jeg opfordre politikerne i de 98 kommuner til at glæde sig over den mangfoldighed af skoletilbud, som til august igen fylder skolerne med engagerede børn og voksne. Det er en gave for kommunerne, når forældrenes skoleønsker for deres barn respekteres. I Friskolerne er vi særligt optaget af det sociale ansvar, der følger med dét at lave skole. Vi er også optaget af, hvordan vi bedst kan udfordre den præstations- og perfekthedskultur, som presser mange børn og unge. Og så er vi optaget af, hvordan skolen kan ses som en forlængelse af hjemmet. Det handler om, hvordan de stærke relationer mellem skole og hjem bliver skabt. Disse emner går på tværs af skoletyper, og derfor går jeg til det nye skoleår med ønsket om, at vi – uanset skoletype – kan samarbejde om at gøre hele grundskolen endnu bedre. Jeg er overbevist om, at vi kan smitte positivt af på hinanden og at vi har mere, der samler os end skiller os.