Annonce
Leder For abonnenter

Skatteydernes retsfølelse blev hånet

Danske regler er bemærkelsesværdigt blåøjede i forhold til mennesker, hvis moralske kompas afviger fra flertallets. Det bliver til fulde bevist af udbytte-skandalen. Her forsvandt 12,7 milliarder af det danske fællesskabs kroner, fordi ingen tilsyneladende satte spørgsmålstegn ved de uberettigede krav fra de udenlandske fupmagere. Nu er endnu en utrolig oplysning om dansk tossegodhed kommet frem. Ikke alene har vi sendt milliarder til udlandet. Efterfølgende har vi også betalt de mistænktes advokatregninger. For øjeblikket kører der 251 sager om udbytte-skandalen i danske retssale, fortæller DR. Vinder klagerne sagerne, får de dækket deres advokatregninger. Taberne må nøjes med 50 procent refusion. Det første princip kan man til nød forsvare af hensyn til skatteydernes retssikkerhed. Men penge til disse klagesagers tabere er et horribelt forhold. Her delfinansierer den danske stat klagernes kamp for at få lov til at beholde de penge, de jo efter rettens opfattelse har fået udbetalt uden gyldig grund. Folketinget satte torsdag en stopper for denne praksis med en lov, der fra årsskiftet annullerer muligheden for at få godtgjort advokatomkostningerne i denne type sager. Det var også på tide. I forvejen er der slemt nok, at en række formodede gerningsmænd fortsat befinder uden for det danske retssystems rækkevidde. Det gælder for eksempel den hovedmistænkte Sanjay Shah, der nyder luksustilværelsen i Dubai, som Danmark ingen udleveringsaftale har med. Smukt er det heller ikke, at Danmark har indgået forlig med andre mistænkte, der slipper for retsforfølgelse og dermed en mulig straf efter at have betalt 1,6 milliarder kroner retur til Danmark. Med den nye lov forventer staten at spare omkring 140 millioner kroner i de kommende ti år. Naturligvis er det småpenge i forhold til de milliarder, der er fosset ud af landet. Men det ville være en hån mod den gennemsnitlige skatteyders retsfølelse, hvis vi fremover skulle betale for disse menneskers retssager.

Debat

Debat: Dannebrog er kærlighedens flag

I sidste uge besøgte jeg Konservativ Ungdom i Aabenraa. En fredag aften sammen med unge om noget så gammeldags som en faneindvielse - endda på de unges initiativ. Det er både vigtigt og prisværdigt, at ungdommen står vagt om Dannebrogs betydning. Dannebrog er verdens ældste, eksisterende nationalflag. Historien om dengang det faldt ned fra Himlen i Estland for 800 år siden er lidt mærkelig. Det vender jeg tilbage til om lidt... Vi flager, når vi skal markere noget stort eller skabe en særlig stemning. Det være sig en fødselsdag, sejr eller mærkedag. Vi flager fra tage, busser og flagstænger - eller maler os rød-hvide i ansigtet, når vi hepper på landsholdet. Vi bruger flaget ved fødsel og død, og efter en begravelse sættes flaget fra halv til hel stang. Synligt, stumt og værdigt. Dannebrog kan opleves alle steder og i mange former. Af plastik, papir eller stof. På busser, kager eller som julepynt. Kun fantasien sætter grænser, for Dannebrogs betydning er hævet over flagets fysiske materiale og værdi. Det er selve symbolet på den danske folkesjæl. Derfor har andre flag en sekundær betydning for de fleste danskere. Mange bryder sig ikke om, at Dannebrog vajer side om side med andre landes eller sammenslutningers flag på dansk jord. Nogle vil gerne udfordre flagreglerne, mens andre mener, at for eksempel EU-flaget ikke bør behandles med samme agtelse som Dannebrog. Jeg synes, at EU-flaget sagtens kan vaje fra rådhuse og Christiansborg, hvis det sker velovervejet og med ærbødig respekt for, at Dannebrog er vores primære flag i Danmark. Jeg kan heller ikke hidse mig op over, at folk flager med andre flag i private haver. Jo, det sender et særligt budskab til omgivelserne, men det vil jeg hellere invitere til en samtale om, end jeg vil lade mig fornærme og kræve forbud. Dannebrog bliver ikke mindre værd, fordi det vajer ved siden af et andet flag - tværtimod. Vi ser i disse år en bekymrende nationalisme strømme ind over Europa. Den næres blandt andet af stærkt føderalistiske og union-elskende liberalister, som vil udviske nationale forskelle. I stedet for at lade samfundet polarisere af yderfløjene, bør vi respektere både kærligheden til vores fædreland og fællesskabet med vores naboer. De to ting udelukker ikke hinanden. Det giver mening at vise andres flag respekt, netop fordi mit eget flag er Dannebrog - et kærlighedens flag. For mig er historien om Dannebrogs nedfald fra Himlen (med stort H) forklaringen på dets betydning. Ligesom Biblen er fuld af historier, som ikke altid skal tages fuldstændigt bogstaveligt, foregik Dannebrogs “fødsel” nok heller ikke præcist som overleveret. Det siger vores sunde fornuft os. Men det er også lige meget. Pointen er, at Dannebrog ikke blev kreeret af en fancy design- eller systue på bestilling fra datidens magthavere. Dermed fik flaget sin guddommelighed indvævet - og det forklarer måske, hvorfor det har overlevet så mange år uden at miste betydning eller hænder. Dannebrog er hævet over enkeltpersoners initiativ eller magt. I stedet signalerer flaget kærlighed til fædrelandet, som vi hylder med sange på vores modersmål. Men kærlighedens budskab i Dannebrog handler om mere end landegrænser og sprog. Det handler især om næstekærlighed og det forpligtende fællesskab mellem os danskere. Et fællesskab, hvor vi har regler og traditioner for omgang med flaget, som var den en kærlig ven, vi ikke bare smider på jorden, brænder af eller overbelaster med brug i tide og utide. Forholdet til Dannebrog er et udtryk for den næstekærlighed, vi danskere føler dybt i vores sjæl og udtrykker i hverdagens gøremål og mærkedage. Tydeligt og roligt står vi i vores eget lys med vores fane i hånden eller tankerne. Men også fulde af rummelig anerkendelse over for naboens flag - om det så er i regnbuens farver eller blåt med guldstjerner på. Alle har ret til at have deres flag og symboler - og med hånden på vores eget Dannebrog bør vi værne om og respektere denne grundlæggende rettighed. For Dannebrog er kærlighedens flag.

Leder For abonnenter

Flot med mere lys på julen

Julen er som lysenes fest. Julen var længe og koster mange penge. Både det der med lysene og pengene er da også en vigtig og helt naturlig del af juletiden for både privatpersoner, foreninger og virksomheder. Alle vil på hver sin måde gøre juletiden så hyggelig, pæn og festlig som muligt. Det er bare ikke altid nemt at få pengene til at slå til hele vejen rundt, men heldigvis er der som regel en venlig sjæl parat til at give en hjælpende hånd. Det kan være julekurve til mindre bemidlede familier, gevinster til den lokale idrætsforenings juletræsfest, men det kan også være virksomheder og private personer, der vil bidrage til at skabe ekstra julestemning til glæde for andre. I år kan handelsforeningen i Skjern i hvert fald skrive under på, at der kommer ekstra drøn på julebelysningen. Efter foreningen sidste år fik samlet 105.000 kroner ind, der var med til at erstatte noget af den nedslidte julebelysning, har virksomheder og private boligejere i år - for egen regning - pyntet i alt 31 ejendomme op rundt omkring i byen. Det er da heller ikke så mærkeligt, at bychefens julestemning er steget en hel del grader. For det er netop den form for opbakning, der er med til at gøre det lidt lettere at knokle med at få julebelysningen hængt op, så de mennesker, der bevæger sig rundt i byen for at købe julegaver, måske nyder indkøbsturen mere og glemmer, at dankortet er ved at brænde varmt, og saldoen på lønkontoen falder og falder. Under alle omstændigheder er det i hvert fald en flot gestus fra bidragsyderne, der har gjort det lidt mere hyggeligt at besøge Skjern midtby - i hvert fald, hvis man er til masser af ly og hygge. Det kan jo være, at handelsforeninger og besøgende i andre af kommunens byer kan være så heldige, at andre - både erhvervsvirksomheder og private boligejere - får lyst til at kopiere initiativet og på den måde skabe lidt mere liv og lys rundt omkring i vores byer. Nu er den gode idé i hvert fald givet videre.

Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce
Debat

Debat: Om at blande sig i debatten om integration og kultur

Jeg har ofte fornøjelsen af at tage i rundt i landet og holde foredrag. Jeg fortæller om min egen baggrund og om det arbejde, jeg har med etniske minoriteter. I sidste uge var jeg for eksempel i Vestjylland. Et af de spørgsmål jeg fik – og det er et spørgsmål jeg ofte får - var, hvordan det er er at være debattør med flygtningebaggrund og samtidig have stærke holdninger til flygtninge/indvandrerpolitik og en kritisk tilgang til æresbegreber i etniske miljøer? Jeg tror ikke altid, at jeg får svaret helt klart på spørgsmålet. Derfor vil jeg gerne forsøge på skrift. For, hvis jeg svarer lidt vagt, så skyldes det, at det faktisk har en pris at være politiker/debattør med mellemøstlig baggrund. Man skal være tykhudet for at blande sig i integrationsdebatten. Specielt hvis man gerne vil have en nuanceret tilgang til debatten. Det er ikke alle, der accepterer, at virkeligheden er i farver og nuancer. Der er én fløj – mange kalder dem for det yderste højre - som decideret har en angst for fremmede og problematiserer alt og alle med fremmed baggrund. De mennesker ser ”spøgelser”, de overfortolker og deres tilgang skaber kun splid i stedet for integration. I et nyligt eksempel postede en politiker et billede af en gruppe unge mænd med ikke-vestlig baggrund samlet ved et hus i sådan et typisk dansk parcelhuskvarter. Overskriften blev: ”Bandekonflikten breder sig til andre bydele”. Et faktatjek afslørede dog at, selvom billedet var rigtigt nok, så var der tale om et helt almindeligt polterabendselskab, som hentede den vordende brudgom i hjemmet. Ingen af de unge mænd på billedet havde nogensinde begået nogen form for kriminalitet. Jeg anfægter ikke, at der kan fortælles mange negative – men sande - historier om unge ikke-vestlige mænd. Men hvorfor så sprede usande historier? Den slags kan kun skyldes, at der er mennesker med angst for fremmede – og med et ønske om at sprede den frygt. Så er der en anden fløj som består af både etniske danskere og personer med udenlandsk herkomst. Jeg tror endda, der er flest etniske danskere i blandt. Den fløj mener, at alt er samfundets skyld. Det er ofte højt uddannede mennesker, som sagtens kunne integrere sig – ofte endda har gjort det – men som blot sætter en ære i at kritisere samfundet. Gode eksempler fra den debat så jeg, da vi diskuterede burkaer eller kønsopdelt svømning. I forbindelse med sidstnævnte læste jeg blandt andet følgende ”guldkorn”: "Langt de fleste sportssvømmehold er kønsopdelt i Danmark. Det er således helt normalt, at kvinder i Danmark går til kønsopdelt svømning. Vi skal vise dem respekt og give dem mulighed for at udfolde sig, som de selv ønsker det. Alt andet er i bedste fald ineffektivt, og i værste fald fører det til mere racisme" Det er jo absurd at sammenligne sportssvømmehold med den kønsopdeling af svømmehaller, som visse islamister ønsker. Og det er overhovedet ikke racistisk at påtale, at vi altså lever i et land, hvor det er et væsentligt princip, at kvinder og mænd er lige og derfor kan gå i svømmehallen sammen. Den tredje fløj er det, som jeg vil kalde ”baglandet” – det vil sige andre flygtninge/indvandrere, der – ligesom jeg og alle andre – egentlig blot vil prøve at skabe et godt liv for dem selv og deres børn. Den fløj er delt i dem, der faktisk er enige i mine holdninger, men som ikke tør stå frem. Fordi de oplever et stort socialt pres fra den gruppe, som ikke deler mine holdninger – som oplever integration som noget skræmmende og derfor ønsker at holde fast i gamle normer. Alle de tre grupperinger presser mig i forskellige sammenhænge. Nogle skriver negativt på sociale medier, andre sender deciderede trusler og nogle fravælger mig bare i mere private sammenhænge. Helt ærligt, så ville jeg da ønske, at der var mere opbakning blandt specielt danskere. Der burde være større vilje hos de tolerante danskere til at tage dialogen om, at visse medbragte traditioner er der ikke plads til i det danske samfund. Kvinders ligeberettigelse og frihed for eksempel. Hvorfor accepterer vi, at muslimske kvinder bliver holdt væk fra arbejdsmarkedet? Det er berøringsangst, og det er en bjørnetjeneste, som skaber polarisering, fordi den får flere danskere til at distance sig fra flygtninge og indvandrere og blive angste og få de her overdrevne forestillinger om, at den danske kultur er truet. Det er ikke "tolerance" at lukke øjnene for problemerne. Tolerance er at acceptere andre, men samtidig at turde opdrage dem til at følge de normer, der gælder i det danske samfund.

Læserbrev

Kvinder: Gå hjem og hold fri resten af året

Læserbrev: Danske mænd får i gennemsnit 15 procent mere end deres kvindelige kolleger. Det er sådan cirka halvanden månedsløn. Så hvis kvinder og mænd skal have lige løn for lige arbejde, skal kvinderne have sidste arbejdsdag den 13. november og først møde op igen til januar. I 1976 fik Danmark lov om ligeløn. Det er 43 år siden, men målet er ikke nået endnu. Skal vi for alvor gøre noget ved det, så skal der ny lovgivning til. Ellers har ligelønnen meget lange udsigter. Det vil være absurd, hvis vores børns eller børnebørns generationer på arbejdsmarkedet skal arve uligelønnen. I England har de fået en lov, der pålægger arbejdspladser med flere end 250 ansatte at offentliggøre seks bestemte nøgletal for de ansatte kvinders og mænds løn – herunder forskellen på dem. Derudover skal virksomhederne forklare, hvorfor der er forskel, og hvad man vil gøre for at nedbringe den. Det kunne jeg godt tænke mig at se her også. Det ville være relativt nemt at starte med at stille krav om offentlige, kønsopdelte lønstatistikker. Barselsorloven er et andet område, som vil kunne sætte fart på udligningen. Far skal mere hjem på barsel – og mor tidligere tilbage på job. I både Sverige og Norge tager mere end dobbelt så mange fædre barselsorlov. I denne sammenhæng er det derfor positivt, at et EU-direktiv om øremærket barsel til mænd skal være implementeret herhjemme senest i 2022. Det, at tale åbent om løn på arbejdspladserne, vil også være med til at fremme vilkårene for at få ligeløn. Det er hverken forbudt eller farligt at tale om, hvad man hver især får i løn, så tag snakken med dine kolleger. Lige løn for lige arbejde er et fair krav at stille. Vil du have flere argumenter til ligelønssnakken, så følg med på Kvindernes Sidste Arbejdsdag på facebook.

Annonce
Læserbrev

Kirkens Korshær. Tag godt imod de mange frivillige indsamlere

Læserbrev: Nu på søndag den 17. november bliver der samlet ind til arbejdet med udsatte familier, børn og unge. Det er Kirkens Korshær, som afholder landsindsamling. Kirkens Korshær er en hjælpeorganisation, der med udgangspunkt i folkekirkelige værdier udfører socialt arbejde i hele Danmark. Siden 1912 har Kirkens Korshær hjulpet socialt udsatte mennesker i Danmark - hjemløse, misbrugere, psykisk syge, ensomme, fattige børnefamilier med flere. Kirkens Korshær driver herberger og varmestuer over hele landet. Her kan mennesker ramt af hjemløshed og andre sociale problemer, få en pause fra det pres, de lever med udenfor. Varmestuens medarbejdere tilbyder et måltid mad, samtaler og fællesskab, tørt tøj og et sted at hvile sig. De fleste steder kan medarbejderne også hjælpe med rådgivning og skabe kontakt til systemet, hvis vedkommende beder om det. Kirkens Korshær har 450 ansatte, der blandt andet driver varmestuer, herberger, væresteder for børnefamilier og rådgivningstjenester i 29 byer i Danmark. I mange byer er der korshærspræster, som tilbyder samtaler, gudstjenester og kirkelige handlinger. Kirkens Korshær har cirka 9000 frivillige, som hjælper til i det sociale arbejde og driver de 250 genbrugsbutikker, der er med til at finansiere hjælpearbejdet. Grundlæggende er Kirkens Korshær finansieret af private midler, som er doneret af mennesker med hjerte for omsorg. Mennesker i Danmark bliver i stigende grad overladt til at klare sig selv. Samfundets krav vokser og netværk brister og uligheden samt ensomheden følger med. Flere og flere mister fodfæste i livet. Hver dag kommer der mennesker i Kirkens Korshær, der lever på kanten af samfundet og det er udsatte og sårbare mennesker med svære sociale psykiske og økonomiske problemer. Alle disse mennesker, som bor sammen med alle os andre i Danmark, har brug for din hjælp. Indsamlingen i de lokale områder går fortrinsvis til det lokale Kirkens Korshærs arbejde i de Midt- og Vestjyske Kommuner, på værestederne og til Børnehjørnet med fokus på familiearbejdet. Jeg glæder mig til at deltage aktivt og være med til at samle ind igen i år til støtte for udsatte familier, børn og unge. Tag derfor godt imod de mange frivillige indsamlere, der ringer på din dør nu på søndag den 17. november.

Læserbrev

Vil Socialdemokratiet skabe et Danmark i ubalance?

Læserbrev: Det glæder mig, at Socialdemokratiet efter massivt pres fra befolkningen og samtlige af folketingets partier har droppet planerne om at skære millioner i støtten til landets fri- og privatskoler. Det betyder, at ni skoler i Midtjylland kan ånde lettet op – for de planlagte besparelser ville have tvunget dem til at lukke og slukke. At det ikke sker, er en kæmpe gevinst for de små sogne, som er dybt afhængige af skolernes overlevelse. Desværre er Socialdemokratiets ambitioner om at skade landdistrikterne ikke lagt helt i graven. Det gælder flere centrale områder, hvor Venstre har kæmpet for et Danmark i bedre balance. En af disse er bredbåndsdækningen. For selvom, at Danmark er en af de mest digitaliserede samfund i verden, kan udviklingen ikke mærkes i alle dele af landet. Venstre arbejder derfor hårdt for en tidssvarende og tilgængelig digital infrastruktur i hele Danmark. Med vores ambitiøse bredbåndspulje har vi fra 2016-2018 givet tilskud til hurtigere internet til mere end 12.000 danske adresser – heraf 2.070 i Midtjylland. Målet var de tyndt befolkede områder, hvorfor det var helt naturligt at over 98 pct. af adresserne var i landzoner, sidst bredbåndspuljen blev uddelt. Disse initiativer var strengt nødvendige, da vi overtog regeringsmagten i 2015, hvor den afgåede socialdemokratiske regering havde overset området. Det samme gør sig gældende nu, hvor den nye socialdemokratiske regering ikke viderefører vores succesfulde bredbåndspulje i deres finanslovsforslag for 2020. Det bekymrer mig oprigtigt. For det er ikke rimeligt, at nogle danskere har begrænset adgang til eksempelvis kontakt med det offentlige eller en arbejdsdag hjemmefra. Ej heller skal forældre i landdistrikterne have flakkende internetforbindelse, når de logger på skolernes kommunikationsplatform Aula. Torsdag indkaldte Venstre Klima- Energi- og Forsyningsministeren Dan Jørgensen til samråd for at høre, hvordan ministeren vil sikre bedre bredbåndsdækning i alle dele af landet. Ministeren blev irriteret over, at vi kigger ham over skulderen. Men det er vi jo nødt til. For tænk sig, hvad der kunne være sket, hvis vi ikke havde kigget Børne- og undervisningsministeren over skulderen i debatten om friskolerne. Der tegner sig et mønster i Socialdemokratiets politik, som desværre ikke stopper ved friskolerne og bredbåndsdækningen. Venstre har gennemført en fødevare- og landbrugspakke, som udover at sikre landbruget gode rammevilkår, øger væksten og arbejdspladserne. Jeg er stolt af dansk landbrug, som er et af de mest klima- og miljøeffektive i EU, og jeg ved, at vi kan blive endnu bedre. Det skal vi arbejde sammen for at sikre. Men det er ikke den rigtige løsning at tilbagerulle fødevare- og landbrugspakken, som flere af regeringens støttepartier peger på. Strengere regulering vil tvinge produktionen til udlandet og i sidste ende ikke gøre noget godt for hverken klimaet eller de jobs i fødevareindustrien. Det undrer mig, hvis Socialdemokratiet vil ændre Venstres fødevare- og landbrugspakke, og dermed risikere danske arbejdspladser i landdistrikterne. God infrastruktur gør ligeledes livet lettere for borgerne i landdistrikterne. Det kan være hæmmende for både vækst og velfærd, når kollegerne eller mor og far er fastlåst i trafikken. Derfor prioriterede Venstre at investere i flere og bedre veje, da vi sidst sad i regering. Vi afsatte penge til at lukke motorvejshullerne om Herning og udvide både rute 15 til Ringkøbing og rute 34 til Skive. Det ærgrer mig, at Socialdemokratiet har sat området helt på standby. Samtidigt prioriteres flere dyre jernbaneprojekter, som man langt fra får glæde af i alle dele af landet. På denne baggrund bliver vi nødt til at spørge: Hvad har Socialdemokratiet tænkt sig at gøre for at forhindre et Danmark i ubalance?

Annonce
Læserbrev

Lukning af rådhus: Byg noget nyt, der virkelig batter

Læserbrev: Der har været meget snak om lukning af rådhuset i Skjern og flytte de kommunale funktioner til Innovest2, der dog først skal bygges. Samtidig har der, fra blandt andet politisk hold med relation til området, været tale om at flytte det kommunale område ”Land, by og kultur” fra Ringkøbing og til samme pt imaginære bygning i Skjern. Der har i den forbindelse været nævnt ordet sognepolitik. Det er vel heller ikke en urealistisk vurdering af vores borgmester, når der kigges på forslagsstillerne. Der har tidligere været kraftig modstand mod den nuværende Innovest bygning og nu ønskes så bygning nr 2 på matriklen. Jeg håber, at borgerne og de forretningsdrivende i Skjern får lov at bibeholde nuværende kommunale funktioner i en eksisterende eller kommende bygning i Skjern bymidte. Hvis der skulle bygges nyt i vores kommune, hvorfor så ikke gøre det, så det virkelig vil gavne vores område og dets beboere. Byg et kulturhus på den gamle skolegrund i Ringkøbing med plads til biblioteket og Teatret OM, med teatersal og de nødvendige øvelseslokaler samt en cafe, der ville kunne bruges af begge funktioner. Flyt ”Land, by og kultur” over i det nuværende bibliotek. Vi får samlet kommunale funktioner, vi får en kulturbygning, vi kan være stolte af, og giver bibliotek og Teatret OM tidssvarende faciliteter.

Læserbrev

Kære Peter Orry: Mage til sludder og vrøvl skal man lede længe efter

Læserbrev: Vedrørende leder 9. november 2019. Kære Peter Orry, jeg er stort set aldrig enig med dig og dine skriverier. For det meste ryster jeg lidt på knolden og siger til mig selv: Salige er de enfoldige, og ingen er forpligtiget over evne. Dagens leder tvinger mig til at skrive et modsvar til dine skriverier og tåbeligheder. Ud fra det, du skriver i lørdagens avis, må jeg konstatere, at det ikke fordrer de store kompetencer for at blive ansvarshavende chefredaktør. Mage til sludder og vrøvl, samt historieløse sludder skal man sgu lede længe efter. En fagforening må nødvendigvis være en sammenslutning af et fagligt fællesskab. Basta, længere er den ikke. Krifa er ikke en sådan forening eller sammenslutning. Jeg har dog i min tid som både kommunal og privat socialrådgiver deltaget i adskillige møder med Krifas medlemmer på jobcentre, siddet forgæves og ventet på en af deres medarbejdere. Som aldrig kom, hvilket betød, at jeg for at overholde klagefristen skrev klagen privat. Så borgeren selv kunne indsende den og få den førtidspension, som vedkommende havde krav på. Det var på det gamle jobcenter Skjern, men den gang som nu måtte jeg jo ikke hjemtage sagsakter. Du kunne jo spøge tidligere chefredaktør Jørn Baungaard, om jeg er troværdig, det var han, spørg så også lige dig selv om, hvor avisens største læserpotentiale er? PS: Det var altid lettere at lave flexjob på ordnede forhold på virksomheder, der var ordentligt organiserede, så som Vestas, Lego og Grundfoss.

Klumme

Guide til overlevelse i november

"Året har 16 måneder: november, december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november". Absolut enig med forfatteren Henrik Nordbrandt, som er en sand mester i melankoli og en sortseer af Guds nåde - og som rammer november måned spot on. Det er bare en laaang måned. Mentalt sker der noget sidste weekend i oktober, hvor vi skipper sommertiden (hvor alt jo kunne lade sig gøre) og sender solen i seng en time tidligere, og kun sporadisk mærker, at den så også står tidligere op. Skyerne er solidariske, og gi’r den en ekstra tand på gråtonen. Det er endegyldigt slut med de korte bukser og grill på terrassen. Haven er i forfald (nogle vil måske insinuere, at det har min sådan set været siden juni) og den sidste squash viser sig, at være hul indeni af råddenskab. Hvor tungt kan det blive? Hvordan dælen kommer man igennem sådan en måned uden varige mén på optimismen og livsglæden. Svaret er - kulturelle vitaminer. Og ved du hvad - du er heldig at bo et sted, hvor de er lige til at samle op. Her er fem staldtips til overlevelse i november: Tip nr. 1: Nyd søndagsfrokosten derhjemme med en lokal pils og tag så til det kommende regionale spillested Generator i Ringkøbing og hør Six City Stompers, som tager traditionel jazz til nye højder. Top prof og hamrende festligt. Gang i den for hele familien. Tip nr. 2: Ud i naturen og saml ind til en mad-kulturel oplevelse. Det er ved at være sidste udkald for at finde svampe, men det kan stadig lade sig gøre i Hoverdal. Smørstegte på ristet brød og et godt glas hvidvin. Og lykkes det ikke, så er Hoverdal i sig selv jo bare healende for krop og sjæl. Tip nr. 3: Tag en tur til kunstens lokale hovedstad - Videbæk, og besøg Vestjyllands Kunstpavillon. Stedet i sig selv er fantastisk og lige i øjeblikket skal du nyde Ove Ødegaards vidunderlige lyse og farverige billeder. Med ét skiftes vintermørke ud med farver og sommerdrømme. Det er svært at opretholde melankolien efter at have set de malerier. Tag dig god tid og nyd en kop kaffe og stykke kage i cafeen, og tag dig tid til at snakke med de frivillige ildsjæle, der driver stedet. Tip nr. 4: Du skal på biblioteket og låne en bog, du kan svømme helt væk i. Et godt bud kunne være Audur Ava Olafsdottirs alvorlige, sjove og underfundige roman "Ar", om en mand, der er fast besluttet på at tage sit eget liv, og derfor rejser til et krigshærget land med sin værktøjskasse. Men, men, men. Det går naturligvis anderledes - hans projekt udsættes gang på gang, kærligheden dukker op og så kan alting jo ske. Selv på en novemberdag. Tip nr. 5: Slut dagen af med en tåreperser af en film. Filmstriben er bibliotekernes gratis streamingtjeneste, og her finder du "Mine aftener i Paradis". Du skal ikke lade dig skræmme af, at det er en italiener. Den har alt det gode og er både hjertevarm og lækkersørgelig. Så der er absolut ingen grund til at hænge med næbbet - der er masser af måder at komme helskindet gennem måneden på. Man kan jo også bare tage det roligt og geare ned. Spille spil med børnene, kysse med konen eller bage kager fra Den store Bagedyst. Og så blot nyde, at det gode ved at bo i Danmark netop er årstidernes skiften. Det er jo det vi elsker og efter mørket og kulden kommer lyset og varmen. Nyd mørket, nyd regnen og nyd hinanden. God november til alle.

Læserbrev

Lise Bonde: Vi har mistet tilliden til 3F

Læserbrev: Som følge af vore dårlige oplevelser med 3F i Gødstrup, har vi desværre mistet tilliden til 3F og deres overenskomst. Resultatet er aldeles utilfredsstillende - en dårligere overenskomst for vores medarbejdere, når ikke der forhandles lokalaftaler eller arbejdes på akkord og tilmed en ringere pensionsaftale uden den vigtige del med tab af erhvervsevne. Det er dybt beklageligt, at 3F på Gødstrup Syghusebyggeriet skal have lov at ødelægge vort respektfulde og fordragelige forhold til den lokale 3F afdeling. Et forhold baseret på sund fornuft, accept og god vilje fra begges sider, tilmed respekt og almindelig dialog engang imellem, og derved bevis for, at der fint er plads til os begge – uanset hvilken overenskomst vi følger! Vi har aldrig haft gnidninger eller sammenstød med hinanden i de 23 år, virksomheden har eksisteret! 3F Gødstrups opførsel burde mildest talt koste en kraftig irettesættelse og en tilbagetrækning af den tvungne tiltrædelsesaftale – og ikke mindst en stor undskyldning! Mon ikke den lokale 3F-afdeling er ligeså træt af 3F Gødstrups urimelige opførsel, som vi er? Hvordan skal et ”tvungent” samarbejde, som følge af 3F’s diktatur, trusler og tvang på en helt urimelig baggrund, nogensinde blive godt – lovligt eller ej? Det lader sig ganske enkelt ikke gøre! Det er ubehageligt og frygteligt, og vi kan ikke acceptere at være tvunget til at skulle samarbejde med 3F. Vi kan og tør ikke stole på 3F, end ikke selv om vi måtte have alt på skrift eller lydfil. Hverken vi eller vore medarbejdere ønsker samarbejdet – slut! Jeg er i tvivl, om ordet ”samarbejde” findes i 3F regi, men for os betyder det: To eller flere partere (virksomheder, medarbejdere, organisationer, foreninger eller lignende), som i enighed indgår aftale om at arbejde sammen om en gældende opgave, overenskomst eller hvad det måtte være. Et samarbejde kan kun fungere optimalt gennem gensidig tillid, troværdighed, respekt og accept af hinandens forskellige synspunkter. Ingen af disse dele har vi til 3F længere, efter jeres urimelige ”kapring” af vores virksomhed – en almindelig sund dansk virksomhed, som har været organiseret efter en anerkendt og lovlig dansk overenskomst de seneste 18 år. En overenskomst, som for øvrigt også er en del af Den Danske Model, netop fordi der aftales løn- og arbejdsvilkår gennem en landsdækkende overenskomst, der dækker bredt branchemæssigt. Overenskomsten er bare forhandlet med Det Faglige Hus og ikke 3F. 3F må og skal lære at acceptere, at der også findes andre lovlige gældende danske overenskomster! Det glæder mig, at politikerne nu vil undersøge omfanget af trusler og tvang fra fagforeningerne på arbejdspladserne for at erhverve nye medlemmer. Jeg må bare sige, at problemet er mindst lige så stort på arbejdsgiversiden. Det er vi et tydeligt eksempel på! Jeg gentager min replik til 3F: Vi accepterer og respekterer virksomheder og medarbejdere, der selv har valgt at samarbejde med 3F og jeres overenskomst. Vi forlanger bare, at 3F skal gøre det samme, altså acceptere og respektere virksomheder og medarbejdere, der selv har valgt at samarbejde med andre faglige organisationer & deres overenskomst. Det vigtigste må da være, at vi er organiseret og følger en anerkendt og lovlig dansk overenskomst!

Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Læserbrev

Søg lokalt: Flere lokale studerende styrker virksomhederne

Læserbrev: Undervisningen på landets universiteter har nu været i gang i et par måneder - også på Århus Universitets afdeling i Birk ved Herning. Her kan vi glæde os over, at søgningen til det midt- og vestjyske universitet holder sig på et stabilt niveau sammenlignet med de seneste år. For fire år siden steg optaget med cirka 100 studerende, og siden da har antallet af nye studerende i Herning kun svinget med en halv snes - og i år er tallet landet på i alt 426. Det er et meget tilfredsstillende tal på et tidspunkt, hvor mindre årgange betyder mindre optag på næsten alle landets ungdomsuddannelser. I de kommende år håber vi på endnu flere studerende på AU Herning, fordi der er en påfaldende beskeden søgning fra gymnasierne i det midt- og vestjyske område. Selv om AU Herning i sidste skoleår har holdt en lang række gymnasie-events i det gamle Ringkøbing amt, er det skuffende, at kun hver fjerde af de nyoptagne kommer fra vort eget område. Institutleder Anders Frederiksen er ved at analyse talmaterialet, og på det næste møde i Eksternt Råd, hvor bl.a. alle landsdelens borgmestre sidder, vil vi i begyndelsen af 2020 drøfte mulighederne for en yderligere charmeoffensiv over for landsdelens gymnasier og dermed de elever, som i de kommende år skal vælge uddannelsessted. Dette tiltag handler jo ikke bare om at få flere studerende til det lokale universitet. Det handler i høj grad om at få uddannet centrale medarbejdere til vore virksomheder, og her er det klart dokumenteret, at de, der får deres uddannelse i Herning, i højere grad søger job i virksomheder i den vestlige del af Region Midt. Selv om vi lever midt i Produktions-Danmark er det en misforståelse at tro, at der ikke er behov for akademiske medarbejdere i rigtig mange af vore forskelligartede virksomheder. For at tilgodese dette behov gøres der også en meget stor indsats af AUHE MidtVests Støttefond med den tidligere Unimerco-direktør Kenneth Iversen i spidsen. Her bruges der mange resurser på at koble de studerende og virksomhederne sammen. Det sker med projekter, hvor virksomheder får løst presserende udfordringer, og de studerende bliver fortrolige med den virkelige verden, som møder dem, når de er færdige med deres universitetsuddannelse.

Debat

Debat: Skat på Facebook kan betale for digital ombudsmand

Ligesom andre private virksomheder er Facebook underlagt lovene i de lande, de opererer i. Det betyder, at de skal overholde de forskellige landes lovgivning. Det betyder også, at de selvfølgelig nyder den beskyttelse, der følger af lovgivningen, for eksempel retten til at drive virksomhed og retten til ikke at blive diskrimineret til fordel for indenlandske virksomheder og så videre. I Danmark og en del andre lande udmærker lovgivningen sig ved at være vedtaget demokratisk. Desuden skaber lovgivningen nogle fælles spilleregler for de forskellige aktører, til gavn for konkurrencen. Myndighederne må så sørge for, at lovgivningen efterleves. Pt. sker det ikke i forhold til Facebook. Anklagemyndigheden er først for nylig er begyndt at retsforfølge strafbare handlinger, der foregår på sociale medier og andre steder på nettet. Men Facebook inddrages aldrig. Sådan som jeg har forstået Umbrella-komplekset – de mange sager med ulovligt billedmateriale på nettet, herunder sex med mindreårige – var materialet tilgængeligt på Facebook i flere år. Efter straffeloven kunne Facebook være medansvarlig, men det er tilsyneladende ikke noget anklagemyndigheden har overvejet. Facebook ser heller ikke ud til at overholde GDPR, EU’s persondataforordning fra 2018. Her er ret skrappe krav til behandling af personoplysninger, og Facebook ser ikke ud til overholde dem. Det gælder især kravene til samtykke. Facebooks ”terms” er temmelig uoverskuelige, og den accept, man skal afgive for overhovedet at komme på, lever ikke op til lovgivningens krav. Man bør derfor overveje, om der er behov for ny lovgivning, således at demokratisk vedtagne regler kan håndhæves, også når det drejer sig om sociale medier som Facebook. Man kunne her forestille sig, at Facebook og andre sociale medier forpligtes til at slette strafbart indhold. Hvorvidt noget er strafbart, afgøres efter gældende lovgivning. For Danmarks vedkommende altså efter demokratisk vedtagne regler, der allerede har indregnet hensynet til ytringsfriheden. Dette vil selvfølgelig betyde, at det er lidt forskellige ting, der skal fjernes i forskellige lande. Lidt besværligt, ikke 100 procent effektivt, men klart ladsiggørligt. Og klart bedre end nu, hvor lovgivningen ikke følges, og vi er overladt til Facebooks noget skiftende og tilfældige standarder. Man kunne endvidere forestille sig en kort frist til fjernelse af ulovligt indhold. Fristen kunne tælle enten fra upload eller fra det tidspunkt, hvor det sociale medie bliver opmærksom på ulovligheden. Og det er muligt, at man skulle sondre mellem meget grove ulovligheder som fx at vise mord, grov vold, børneporno, halshugninger med videre, der skulle fjernes med det samme, og andre mindre grove ulovligheder som for eksempel trusler, injurier, nøgenbilleder, der blot skulle fjernes efter 12 timer. Hvem skulle så afgøre, om et billede på Facebook er ulovligt? Svaret må i første omgang være, at ligesom i alle andre tilfælde må vi selv overveje lovligheden af vores handlinger, ligesom andre naturligvis kan gøre os opmærksomme. Ved uklarhed eller uenighed har vi i en retsstat altid domstolene, men en retssag tager lang tid, og man kunne derfor forestille sig en Digital Ombudsmand, der på linje med for eksempel Folketingets Ombudsmand og Forbrugerombudsmanden hurtigt og kvalificeret kunne tage stilling til, om lovgivningen er overtrådt. Fordelene er ved en sådan ombudsmand er klare: Det kan gå hurtigt og i hvert fald hurtigere end ved en domstol. Vurderingen foretages af en uvildig instans og ikke bare af den ene part. Vurderingen foretages efter dansk, demokratisk vedtagen lovgivning regler og ikke efter Facebooks interne, uklare og vekslende standarder. Endelig kunne man forestille sig, at ordningen kunne finansieres ved en annonceskat på for eksempel en procent af annonceindtægterne genereret fra danske annoncører.

Leder For abonnenter

Tidlig julegave til rød blok: Fremad og tilbageskridt

For statsminister Mette Frederiksen må julen synes at være begyndt rigtig tidligt i år. Knap var den interne uro i Venstre stilnet af, før Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund torsdag pakkede et nyt parti ud som en gave, der formentlig vil blive modtaget med større begejstring af rød blok end af blå vælgere. Med indtil i går fem borgerlige partier i Folketinget og tre udenfor, som håber at komme til fadet ved næste valg, skulle man mene, at behovet var godt og vel dækket ind. Som Venstres politiske ordfører Sophie Løhde udtrykker det: "Man kan ikke påstå, at vi har en akut mangel på partier i den borgerligt-liberale familie". Men de to LA-afhoppere mener altså - efter at have tabt den interne magtkamp i partiet - at lige præcis deres fem mærkesager er det, vælgerskaren efterlyser. En fair og fast udlændingepolitik, håndtering af klimaudfordringerne, en stærk europæisk stemme, frihed til forskellighed og økonomisk konkurrencedygtighed... Ingen af det nye partis mærkesager kan siges at være ukendte i det eksisterende udbud af partier. For at se behovet for et nyt parti, må man enten være stærkt inspireret af 1970'ernes venstrefløj, hvor uenighed om farven på snørebånd lod til at være tilstrækkelig grund til at starte et nyt parti - eller også må man være mere end almindeligt sulten efter at bevare sin position som folkevalgt i dronningerigets lovgivende forsamling. Håbefuldt er projektet blevet døbt Fremad, og det er, både hvad navnet og indholdet angår, stærkt inspireret af den franske præsident Emmanuel Macrons bevægelse En Marche. Derimod er det ikke helt så enkelt at kopiere den franske førstemands store karisma, som vel var hovedårsagen til, at han og hans helt nye parti strøg til tops i gallernes land. Og nøgternt betragtet ejer hverken Simon Emil Ammtzbøll-Bille eller Christina Egelund så meget som et gran af den karisma. Men nogle vælgere skal partiet nok kunne trække til sig - og dermed kan Fremad meget let blive et tilbageskridt for et samlet borgerligt Danmark. Statsminister Mette Frederiksen ønsker det nye parti velkommen. Det forstår man godt.

Debat

Debat: Donald Trumps første tre år i medgang og modgang

I dag er det præcis tre år siden, at Donald Trump vandt præsidentvalget med sit besnærende slogan "Make America Great Again". Det store spørgsmål er, om han kan vinde valget næste år og blive siddende fire år mere? Umiddelbart tegner udsigterne ikke lovende: Valgskampen er i fuld gang, men allerede næste uge starter den offentlige TV-transmitterede kongreshøring i Repræsentanternes Hus om en mulig rigsretssag mod Trump i forbindelse med et telefonopkald til Ukraines præsident Zelenskyj om undersøgelse af Joe Bidens søn Hunter. Trump afviser naturligvis alle anklager om at have afpresset Ukraines præsident. Og denne afvisning har Trump tilsyneladende fået uventet medhold i efter, at Zelenskyj onsdag klart har tilkendegivet, at han ikke selv har følt sig presset på nogen måde af Trump. Det har fået den magtfulde republikanske senator Lindsay Graham til straks at kræve rigsretssagen afblæst. Til CNN og andre medier har han betegnet sagen som en stor gang "B.S." (bullshit). Men først en kort status over, hvad Trump rent faktisk har opnået af konkrete resultater de seneste tre år: Her springer det straks i øjnene, at det fra alle sider anerkendes, at præsidenten ihærdigt og konsekvent forsøger at indfri de valgløfter, han har afgivet under valgkampen, hvilket faktisk må siges være en sjældenhed i politik. Her er blot nogle få af de vigtigske resultater og initiativer indtil dato: - Skattereformen vedtaget 2017 er en succes og den første gennemgribende af slagsen i over 30 år. - Det mexikanske grænsehegn - som var valgkampens hovedtema 2016 - gør faktisk betydelige fremskridt. Ifølge Washington Post i denne uge er der i dag færdiggjort 125 kilometer i form af 10 meter høje stålpalisader. Yderligere godt 250 kilometer er under konstruktion, og de sidste 450 kilometer befinder sig i projekteringsfasen. Det amerikanske told- og grænsevæsen (CBP) oplyser, at de planlagte i alt godt 800 kilometer hegn ventes at være på plads i løbet af det næste års tid (og dermed meget bekvemt inden præsidentvalget). - Handelsaftalen med Kina synes nu snart indenfor rækkevidde og har sat gang i optimisme og fremgang på de globale aktiemarkederne. - Natobyrdefordeling: Trump har tilsyneladende skabt bred forståelse for at alle medlemslande - inklusive Danmark - skal bringe deres årlige forsvarsudgifter op på to procent af BNP. - Opgradering af den sikkerhedspolitiske strategi i Arktis: Herunder initiativer til en ny og mere aktiv Grønlandspolitik med åbning af konsulat og tilbud om at købe Grønland ud af Rigsfælleskabet. Da Donald Trump således allerede har indfriet adskillige af sine valgløfter og arbejder konsekvent og standhaftigt videre på udestående, er hans popularitet øget betydeligt hos egne vælgere. Derimod er det modsatte tilfældet hos Demokraterne og i flere navnlig vesteuropæiske lande, hvor Trump næsten lige fra dag ét er blevet mødt med betydelig skepsis og kritik: Men dansk erhvervsliv ser ganske anderledes nuanceret og positivt på Donald Trump. Det er tilsyneladende her stadig den almindelige vurdering, at Trump fører en fornuftig borgerlig vækst- og sikkerhedspolitik. Og gennemgående er der tilfredshed at spore over opsvinget i USA i løbet af Trumps tre år ved magten. Væksten i BNP har ligget stabilt på knap tre procent i 2018 og ventes i år at nå op på samme eller lidt højere niveau. Som følge heraf forudses beskæftigelsen at øges og arbejdsløsheden at holde sig godt under de fire procent - den lavest registrerede ledighed i over 50 år. Og disse robuste nøgletal har bragt det amerikanske aktiemarked op på nye rekordniveauer med Nasdaq fremgang på knap 28 procent og Dow Jones ditto på 18 procent siden årsskiftet. Denne optimisme har heldigvis bredt sig til de europæiske og asiatiske markeder i takt med de stigende forventninger til en snarlig handelsaftale med Kina. Den positive udvikling i USAs økonomi og aktiemarkeder er nok den bedste indikator på erhvervslivets tilfredshed med Trumps indsats til dato. Og udsigterne på kortere sigt er også lovende med stabil dollarkurs, ligesom Federal Reserve for nylig atter har sænket renterne en anelse.. Alt i alt handler det dybest set måske i virkeligheden mere om præsident Trumps stil, som er alt for direkte og kontant for mange af de traditionelle "old school" politikere i USA og Europa. Der er flere spekulationer i gang om Trump nu også holder alle fire år i sin første embedsperiode: Eller om han når at blive tvangsafsat i en forestående rigsretssag på grund af Ukraine skandalen. Hertil kommer eventuelle skattesager og beskyldninger om andre lyssky transaktioner Men hans egne tilhængere er naturligvis ikke i tvivl om, at Trump står til genvalg om præcis et år. Hvorom alting er bliver det nok en presset Trump, verden kommer til at opleve, når han om en måned står i spidsen for de 29 stats- og regeringschefer på Nato-topmødet i London. Her fejres 70 års jubilæet for Natos grundlæggelse i 1949. Og her skal Trump for første gang mødes med Danmarks statsminister. Ja - hvem ved - måske får Mette Frederiksen ligefrem lejlighed til en lille korridorsnak med Trump om Grønland og det aflyste statsbesøg i september?

Læserbrev

Besynderlig beslutning: 115 flere betjente og kortere ventetid

Læserbrev: Vi kender alle en stribe eksempler på, at politiet ikke har ressourcer til at følge op på begået kriminalitet. Til glæde for forbrydere og banditter her til lands. Der er kort sagt hårdt brug for flere operative politifolk hurtigst muligt. På denne baggrund er det ufatteligt, at S-regeringen har stoppet den overførsel af færdselsrelaterede opgaver fra politiet til Færdselsstyrelsen, som den tidligere regering besluttede i foråret. Herunder administration af kørekort og særtransporter samt gennemførelse af køreprøver med motorsagkyndige. Alt sammen på anbefaling fra en samlet transportbranche, herunder 3F og vognmændenes organisationer. Den besluttede aflastning af politiet vil frigøre 115 politibetjente til egentlige politiopgaver. Desuden får vi en mere koordineret og effektiv administration på området, ligesom de varierende og ofte meget lange ventetider på kørekort og køreprøver kommer ned på et ensartet acceptabelt niveau i hele landet. Kort sagt en win-win-win situation, som S-regeringen har aflyst med en tyndbenet forklaring om, at der ikke er råd til et nyt IT-system i Færdselsstyrelsen. Rent vås og vildledning, idet statens udgifter vedrørende disse opgaver skal finansieres at et fuldt omkostningsdækkende gebyr - og ikke af skatteyderne. Jeg ser meget frem til at få en forklaring fra justitsministeren på et samråd i Rets- og Transportudvalget den 12. november. Det bliver ikke en nem opgave at forklare borgerne, at regeringen ikke griber denne oplagte mulighed for hurtigt at frigøre flere betjente til efterforskning, mere nærpoliti, mere færdselspoliti og andre operative opgaver. Heldigvis tegner der sig et politisk flertal, der vil pålægge regeringen af gennemføre denne nødvendige og fornuftige aflastning af politiet samtidig med at vigtige borgernære opgaver omkring kørekort, køreprøver og særtransporter løses mere effektivt og ensartet hos den myndighed, hvor de hører naturligt hjemme.

Læserbrev

Ét stort kulturlandskab: Skal byerne langs Skjern Å med i Nationalparken?

Læserbrev: Borgersammenslutninger i byerne langs Skjern Å - fra Skjern og Tarm i vest over Borris, Sdr. Felding, Skarrild til Arnborg i øst - inviterer til debat om byernes eventuelle inddragelse i den kommende Nationalpark Skjern Å. Det første møde foregår på VGT i Tarm den 20. november - Borris og Skarrild følger i december. Vi vil på disse møder informere, lytte og debattere. Med Niels Hausgaards let omskrevne ord vil vi ikke diskutere for nødvendigvis at blive enige, men for at lære hinandens synspunkter at kende (!) - og måske finde en samlet holdning. Det bliver i sidste ende en byrådspolitisk afgørelse, om byerne skal med. Der er enorme naturmæssige potentialer omkring Skjern Å, dets tilløb, fjorden og fjordengene. Byernes befolkning skatter disse værdier og påskønner landskabet inklusive de dyrkede og afgræssede arealer. Naturen indgår i vores lokale grundværdier. Naturen spreder arme gennem de mindre åer ind i byerne. Byerne kan med rette siges at være en del af naturen, og i hvert fald en del af kulturhistorien om menneskenes forhold til naturen ved dyrkning og kvæghold, overfartssteder og bydannelse gennem århundreder. Vi taler om ét stort kulturlandskab. Diskussionen går nu på om byerne med deres historie skal med eller ej. Kom og være med i den debat! Måske Nationalpark Skjern Å kan blive det favnende projekt, som vi sammen kan være stolte af i by og på land til fælles glæde og gavn. Et år henne i nationalparkprocessen er turen kommet til at informere om byernes forhold og få en første pejling af borgernes holdning. En solid folkelig proces skal til. Lokal opbakning er processens vitamin og politiske grundsten, før de to byråd kan indstille forslag om Danmarks 6. Nationalpark ved Skjern Å til Folketinget. Som bekendt mislykkedes forsøget i 2012 af politiske grunde, skønt man næsten var ved målstregen. Et enigt byråd i Ringkøbing-Skjern og Herning kommuner er fra 2017 opsatte på et nyt forsøg. Denne gang arbejdes der med frivillighed som omdrejningspunkt - for landet så vel som for byerne. Et bruttoforslag er lagt på bordet allerede i marts, strækkende sig fra Søby Brunkulslejer i øst gennem hele Skjern Å-dalen over Å-deltaet og Ringkøbing Fjord til Tipperne i vest. Og tilsvarende fra Troldhede og Dejbjerg i nord til Værnengene i syd. Vi må igen og igen understrege, at der er tale om et bruttoforslag, og den endelige afgrænsning beror på forhandlinger og lokale aftaler. Visionen for Skjern Å Nationalpark har seks ben, og vi repeterer dem lige: Nationalpark Skjern Å skabes ved frivillighed, dialog og enighed. Den sikrer og udvikler den unikke natur i ådal, delta og fjord. Den bevarer de kulturhistoriske værdier og udvikler områdets historiefortælling. Den skaber livskvalitet og stolthed. Den sikrer balance mellem natur, landbrug og oplevelser. Den har fokus på klimatilpasning. For landbruget pågår der p.t. en lodsejerdialog i den evt. kommende nationalpark. Man satser på flora- og faunapassager langs Skjern og sideåerne som det gennemgående princip. Man tager hensyn til lodsejerne og deres dyrkbare jord og eventuelle ønsker om at udfase vådområder - måske ved jordfordeling. Man indtænker klimaaspekter, herunder muligheder for binding af C02 og næringsstoffer i vådlagte arealer. Der er fokus på at sikre byer og dyrkbar jord mod oversvømmelse. Der er således mange dagsordener i spil og en kæmpe rebus at løse for nationalparkudvalget og nationalparksekretariatet, før man kan indstille et forslag til de to byråd. Hvis du vil være med, hører vi gerne din stemme! Eller læs dig klogere på www.rksk.dk/nationalpark.

Læserbrev

Tak for godt samarbejde: Løsninger på enhver udfordring

Læserbrev: Tiden er fløjet afsted, og pludselig er der gået otte år med at være formand for Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland. Det har været nogle fantastiske år, men også år hvor vores lokale virksomheder har haft både medgang og modgang. Fra byggeboom til finanskrise til i dag, hvor der igen er gang i hjulene og mangel på arbejdskraft hos nogle virksomheder, mens andre kæmper for at få ordrebogen fyldt og arbejde nok til alle mand. Men både i medgang og modgang har den imødekommenhed, jeg har mødt hos vores midt- og vestjyske kommuner, været helt enorm. De har alle en ambition om at skrue op for erhvervsvenligheden og gøre det nemt at være virksomhed. Vores lokale virksomheder kommer i nær fremtid til at mangle medarbejdere med en uddannelse som murer, tømrer eller struktør. Nogle virksomheder mangler faktisk allerede i dag medarbejdere. Derfor har jeg sat stor pris på samarbejdet med folkeskoler og erhvervsuddannelser, der har hjulpet med at åbne flere unges øjne for de mange fremtidsmuligheder, en erhvervsuddannelse giver. I det hele taget har jeg i min tid som formand oplevet, at uanset hvor vi på virksomhedernes vegne har henvendt os, så er vi blevet taget godt imod og lyttet til, ligesom vi andre gange er blevet inviteret indenfor og taget med på råd. Det gælder også på Christiansborg, hvor politikerne har været lydhøre over for de mange små virksomheder i lokalområdet, hvor BoligJobordningen under krisen gjorde en positiv forskel for både beskæftigelsen og antallet af lærepladser. I dag er ordningen med til at udrydde det sorte arbejde og sikre, at der bliver betalt moms og skat, og at konkurrencen er fair. Åbenhed, dialog og en lyst til at hjælpe kendetegner Midt- og Vestjylland, og det er også derfor, at vi sammen finder en løsning på enhver udfordring. Tak for godt og konstruktivt samarbejde. Nu tager nye kræfter over på formandsposten.

Læserbrev For abonnenter

Ulvekrammere, ulvehadere, mangel på fakta, hærværk og ligegyldighed

Læserbrev: Ja, der siges og gøres meget i ulvedebatten. Der er grimme ord, hærværk og opskrifter på dyremishandling af værste skuffe overfor ulven. Der er flere, der har svigtet her. Ulven bliver lagt for had, fordi der ikke hegnes tilstrækkeligt, og der ikke bliver brugt andre nødværgeforanstaltninger. Ikke mindst myndighederne, der skulle sikre sig, at husdyrene blev tilset og blev beskyttet, har svigtet. Naturstyrelsen burde have krævet af de berørte landmænd, at hegn skulle være i orden og have kontrolleret, at det blev overholdt. For eksempel at der ikke blev sat små miniatureheste på størrelse med får ud i et område, hvor der blev taget 26 drægtige får i april. Ulve kommer tilbage til steder, hvor de har haft held med at tage bytte. Den berørte landmand skulle have været informeret om sårbarheden ved de små ponyer. At man kun kan råbe: Skyd ulven, forstår jeg slet ikke. Alle burde sætte sig ind i ulves adfærd og forstå, hvorfor disse angreb sker. Som ansvarlig myndighed og landmand er man nødt til at forstå rovdyrets ageren for at forstå, hvad man skal gøre ved det, og nedskydning er IKKE en mulighed. Ulven er totalfredet som bilag IV dyr i Habitatsdirektivet. Så vi skal arbejde i løsninger med ulven til stede. Man kunne starte med at sætte kvæg og større heste ud i ulveområdet og tage fårene ud af naturplejen. Nu får avlerne i ulvezonen 100 procent tilskud til hegn. Det er godt. Der skal ydes tilskud til vedligehold, og der skal så stilles krav til de berørte landmænd, at hvis disse hegn ikke fungerer, så er der ingen erstatning. Erstatningerne er lavet for at beskytte ulven. Det er helt ok, at vi skatteydere skal hjælpe med at finansiere disse hegn, da de vilde dyr skal beskyttes. Vi har kun få procent af biomassen, der er vilde dyr, og arterne forsvinder hurtigere end nogensinde. Hvis vi mennesker ikke beskytter dem, er der intet tilbage til de kommende generationer. Vil vi være det bekendt? Vi skal have noget landbrugsjord ud af drift og lagt ud i vild natur med de dyr, der er naturligt hjemmehørende her i landet, herunder ulven. Den har været her i mange tusinde år og er naturlig i den danske fauna. Det ønsker flere og flere danskere, og det vil komme. Nej, Danmark bliver ikke plastret til i hegn; de hegn, der er der, skal bare opgraderes. Og nej, vi bliver ikke overrendt af ulve; de holder selv andre ulve væk, og når de bliver for mange, udvandrer de. Dette her er en opfordring til at sameksistere med ulven, for den er fredet og forbliver det. Så landbruget må i gang med at finde de løsninger, der er til rådighed. Så i stedet for at sidde på nettet og føre krig, så lad os finde de løsninger, der er bedst for landbruget og ulven og naturen. Så vi kan leve i sameksistens.

Læserbrev

På naturens og egne vegne: Vi har vel råd til at gøre rent?

Læserbrev: Søndag eftermiddag flygtede jeg fra min bedre halvdels ubønhørlige efterårshoste, og søgte ro i øregange og sjæl med en slentretur langs Vesterhavets vinterstille brusen. Ud i Naturens Riges halvlune, dyngvåde, overskyede tørvejr. Og, skulle det snart vise sig, ud blandt talstærkt folk og fæ fra nær og fjern (inklusive hunde uden snor, såvel af etnisk dansk som germansk æt). Dem vil der – formodentlig / forhåbentlig / forfærdeligt, alt efter gemyt – komme mange flere af i de kommende år (jf. Lalandia, 400 nye feriehuse, Naturkrafts +300.000 besøgende årligt per 1. juni 2020, 22 lejligheder i det nye 'Sandormen' på Lodbergsvej i Søndervig, ønsket om lov til mega udlejningssommerhuse...) Mange af vore vestjyske én-dags og ugegæster vil, på deres vej til og fra stranden, ude på kanten af Naturens Rige, via Badevej, før eller siden skulle træde af netop ’på naturens vegne'. For de firbenedes vedkommende kan det ’store’ klares med høm-høm-poser – indtil plasticposer bliver forbudt? – men for homo sapiens kræves der lidt mere tankevirksomhed og planlægning, hvis da ikke klitterne skal omdannes til latriner, og marehalmen skifte farve fra grønt til brunt. Se, det skulle en tysk familie så også i går – altså på toilettet – netop da jeg passerede forbi oppe på klittoppen, hvor der fra dette forår igen er kommet et is- og kaffehus – samt et ’aftrædelsessted’. Og selvom vi hertillands håber og satser på helårsturisme, så var omtalte traktørsted på denne søndag eftermiddag 'gået kold'. Alt var stænget, og så på alle måder 'lukket-indtil-påske-2020-agtigt-ud'. Omtalte familie på seks + hund trak i de to toiletdøre for henholdsvis mænd og damer; men også de var lukket og låst. Udefra! Kun handikaptoilettet var tilgængeligt. Og dets fysiske og hygiejniske habitus kunne vi ikke være bekendt, syntes de. Højlydt! Jeg vovede mig efterfølgende inden for... Og må give dem ret! Fotos, skudt med én hånd - den anden brugt til at holde for næsen – taler deres tydelige sprog. Toiletfaciliteten var ikke rengjort siden lørdag den 19. oktober. Altså ikke engang hver fjortende dag er der gang i lokumsbørste, spul og klud. Det kunne selvfølgelig være en enlig, vestjysk svale; men det er det ikke! Det er et nationalt problem. Og det i et land, der vi være turistland. Hele året. På ture rundt i fædrelandet anno 2019 finder man stadig rastepladser – i Jylland, på Fyn, Sjælland og Sydhavsøerne – hvor toiletfaciliteterne lader skændigt meget tilbage at ønske. Og vores sydlige naboer er bedre vant. Ja, Autobahn sydover er til sammenligning ren vederkvægelse. Det samme gælder i BeNeLux, Frankrig og Schweitz, hvor forne tiders pedallokummer er en saga blot. Måske fordi man dér opkræver 'gebyr'. De 70 cents – hvor man oven i købet får en halv euro retur – er givet godt ud. Og så bliver der oveni hatten råd til at betale en permanent tissemand/-kone, der holder styr på folks udskilte ekskrementer og overløbsvand, samt sæbe og papir. Jeg aner ikke, hvem der måtte have 'turnus-pligt' på toppen af den stærkt fodgænger-befærdede Badevej i Søndervig; men det er der måske andre, der ved? ”Noblesse oblige” – undskyld mit franske – men ’adel forpligter’ altså, siger man. Og i Naturens Rige er vi vel for pokker ikke så fattige, at vi ikke har råd til at gøre rent efter hinanden. For menneskenes børn og voksne, uanset national herkomst, er åbenbart ikke i stand til at gøre det efter sig selv. Noget må gøres? For ovenstående var klart til karakteren 'ikke bestået’.