Annonce
Klumme

Novembers mørke. Julens lys. Og det midt imellem.

Jeg føler mig som Luther i Worms i 1521. Her sidder jeg og kan ikke andet. Den juleklumme skal skrives! Stakkels Martin Luther var afmægtig i sit møde med kejseren. Han traf sit valg og sejrede. Er Jeres klummeskribent trængt op i en krog? Nej da. Men jeg skal vælge. Der skal skrives om tiden, der er, og julen, der kommer. Jeg skal vælge stemning. Vælge mellem kaffe og the, lys og mørke, julefred og julesorg. Og her kommer jeg for alvor til kort. For julen er jo ”det hele”. Den er lyset og den er mørket, den er lyset i mørket. Som en anden Leonard Cohen sang vækker julen alle følelser og erindringer frem på en gang. Overstrømmende glæde og forventning blandet med vemod og sorg over dem, som ikke er mere. Længsel, fylde og nærhed i en skøn blanding. Julen er også konflikternes holdeplads, for fik man nu den invitation, man drømte om. Var man sammen med dem, man elsker. Gik der misundelse, triviel hverdag, overdådig julemad og gavepapir i det. Moder var i køkkenet, det er fader nu osse, skal jeg hilse at sige, og begge slider og slæber for at det hele skal være perfekt. Nedarvede familietraditioner fra hver sin familie brydes og stikker dybere end den traditionelle konflikt: And eller Gås. "Hjemme hos os havde vi flere glaskugler og faktisk slet ingen flag på, og vores stjerne var flottere." Ungerne er gejlet godt op gennem hele december. Jul i Jullerup Færgeby slår ikke til. Jule Disney er afløst af I-padden. Men heldigvis åbner Brugsen vist første juledag, skulle vi mangle fløde! Intet er helligt. Advent er nu mest navnet på en krans. Advent betyder jo Herrens komme og hentyder til forberedelsen til julen. Advent starter i sen november og Thorkild Bjørnvig har fanget stemningen så flot i sit digt fra 1959, som kan synges på en gammel melodi fra Luthers tid. Mørk er november og løvfaldet slut, Vandet begynder at fryse, lyset fra solen og blomsterne brudt - da må vort hjerte selv lyse. Synge vil vi, legen er magt, mer end beregning, forstand og foragt værn mod det sorte og tomme. Om der svæver dødelig dræ, vil vi dog elske - og plante et træ: frugter kan uspået komme. Mol og dur veksler. Mol er noget, der dur! Jeg kan leve mig ned i begge stemninger og flygter ikke fra det mørke. Og når novembers mørke og våde vejr har lagt sig over landet, er der da ikke andet at gøre end at gå i hi under et tæppe og vågne til foråret. I min barndom dyrkede min mor noget, hun kaldte mørkning. Hen ved 4-5 tiden om eftermiddagen samledes familien i nærheden af vores stuevindue og fulgte mørket, som kom luskende. Træernes sorte silhuetter stod skarpt i solnedgangen for så langsomt at blive grå og til slut forsvinde. Vi allierede os med mørket. Det var en venlig dyne af den tunge og trygge slags, som varslede vinterens indendørs sysler. Der var noget langsomt over det. Og lys blev doseret som stearinlys til samtale eller standerlampe til læsning. Ak ja! Heldigvis formår vi stadig at gå i kollektivt hygge-mode. Mørkning er afløst af Black Friday. Stå på toget eller stå af ræset, det er dit valg. For mig hellere klippe-klistre på bedsteforældredage i børnehaven, få lunken gløgg og æbleskiver mellem snottede unger eller afsætte tid til det rette juletræ. Man vælger selv sin stil. Hos os er gaver blandt de voksne afløst af smil og kindkys, ungerne har scenen og mine sønner og svigersøn har gennem årene fået alle gode tilbud i værktøj, så jeg holder fri. Vi har nok, tak far! Nu er der bløde pakker tilbage, og selv får jeg sokker og billeder af børnebørn, for det er, hvad jeg ønsker mig og så søde familiemedlemmer. Og så blev det endelig jul. Fuld knald på lyset og anden i ovnen. Aftenen evalueres over den sidst bund af rødvin. Var det nu godt nok? Ja det var! Lyset kom ind i sindet, som den gjorde for den deprimerede Grundtvig, da han i 1825 skrev julesalmen over julesalmerne. Her om lyset og håbet, der kommer igen. Og selv i Skjern kan jeg love for at vintergækkerne følger trop få dage hen i januar, for vi går mod varmere tider. Vi snakker klima en anden gang og nyder nuet og nærværet og ønsker hinanden glædelig jul. Velkommen igen, Guds engle små, fra høje himmelsale, med dejlige solskinsklæder på, i jordens skyggedale! Trods klingrende frost godt år I spå for fugl og sæd i dvale!

Læserbrev

Finanslov: Skidt og kanel – og ingen veje

Læserbrev: Efter mange ugers forhandlinger kom S-regeringen sammen med de øvrige røde partier i mål med en finanslovsaftale. Tillykke med det. Desværre bliver det en dyr omgang for Danmark og danskerne. Fokus har været på at bruge rigtig mange penge frem for at fremtidssikre jobskabelsen i de private virksomheder som grundlaget for fremtidens velfærd. Vores økonomi en bundsolid og derfor er der råd til bedre fælles velfærd og grøn omstilling – uden at hæve skatterne. Men det var ikke den røde dagsorden. Ydelserne til arbejdsløse indvandrere hæves med 2000 kroner skattefrit om måneden. Skatten på generationsskifte i familieejede virksomheder tredobles med deraf følgende dræning for penge, der skulle bruges til vækst og jobskabelse i lokalsamfund landet over – samt forstærket fremmarch af de store kapitalfonde som ejere af virksomheder. Skattefritagelsen på fri telefon afskaffes, hvilket rammer 500.000 danskere, der kan se frem til at betale 1100 kroner mere i skat om året. Tinglysningsafgiften stiger, så det fremover bliver dyrere at købe bolig. Til gengæld er der ikke ét eneste forslag, der gør Danmark rigere. Desuden må den berømte Arne kigge i vejviseren efter indfrielsen af S-løftet om tidlig pension. Afslutningsvis vil jeg som transportordfører ærgre mig over, at der med finanslovaftalen ikke er afsat en eneste krone til de hårdt tiltrængte vejprojekter, som S ellers talte meget om i valgkampen for et halvt år siden. Det er en klar politisk fejl, der modarbejder fremtidssikring af det økonomiske opsving samt sikring et sammenhængende og grønnere Danmark i bedre balance. Den fejl vil Venstre vil kæmpe hårdt for at rette op på. Konklusion: Skidt og kanel – og ingen veje – i næste års finanslov.

Debat

Debat: Prostitution er dybt skadeligt – lad os hjælpe udsatte ud

Regeringer er forskellige. Der er røde, der er blå. Men der er først og fremmest de politiske ideologier og værdier til forskel. Derfor er der nogle af de opgaver, man ”arver” som ny minister, som man slet ikke kan se sig selv i politisk. Sådan er det for mig, når det kommer til prostitution. Her nedsatte den tidligere VLAK-regering en arbejdsgruppe, som blandt andet skulle se på normalisering af prostitution som erhverv. Arbejdsgruppen var et udtryk for, at der i den tidligere regering var liberalistiske strømme med stærk tro på markedets velsignelser – også når det kommer til køb og salg af menneskers kroppe til sex. Det er i mine øjne helt misforstået – og et mærkeligt skønmaleri – at tale om prostitution som et normalt erhverv på linje med dét at være tømrer eller folkeskolelærer. Prostitution kommer med en meget høj pris: udnyttelse, vold og voldtægter. Et arbejdsmiljø, der er hårdt, og som giver skader på krop og psyke. Fra kønssygdomme til PTSD, angst og depression. Man kan slå vejen forbi en af Rederne, der er et frirum for gadeprostituerede. Her kan man høre om en hverdag præget af ofte ubehandlet psykisk sygdom, stofmisbrug, rådne tænder, ubehandlede fysiske sygdomme, stor utryghed og alt for mange, der udsættes for vold og voldtægt af kunder, bagmænd og andre i prostitutionsmiljøet. VIVE’s kortlægning af prostitution bekræfter det billede og beretter i øvrigt om, hvordan en del borgere med prostitutionserfaringer giver udtryk for, at de har psykiske problemer som stress, PTSD, angst, depression, bipolar lidelse, søvnproblemer og personlighedsforstyrrelse. For dele af dem er det i kombination med et misbrug af hash, heroin, amfetamin, kokain eller alkohol. Ifølge VIVE’s kortlægning bliver mennesker i prostitution udsat for vold og voldtægt af kunder, bagmænd og andre personer i prostitutionsmiljøet. I gadeprostitution har 41 procent oplevet vold inden for et år. Men også i escortprostitution, som mange ellers forbinder med de glamourøse billeder fra Pretty Woman, har hver fjerde været udsat for vold. Flere mennesker i prostitution er også utrygge ved risikoen for at blive udsat for vold og voldtægt. Vi skal have færre – ikke flere – mennesker ind i prostitution. Og arbejdet for bedre vilkår for prostituerede handler om at lappe de huller i vores velfærdssamfunds sikkerhedsnet, som de er faldet igennem. Det skal ske med en bedre sundhedspolitik, så ingen prostituerede bliver udskrevet fra sygehusene til gaden, fordi de ikke kan rummes på de travle sygehusafdelinger med deres mange forskellige problemer. Det skal ske med ordentlig behandling af psykiske sygdomme og traumer. Og det skal ske med bedre hjælp til sociale problemer som hjemløshed og dyb gæld. Arbejdsgruppens mål om at forbedre forholdene for de prostituerede lægges på ingen måde i graven. Tværtimod skal vi gøre mere for at hjælpe mennesker i prostitution til bedre forhold – og hjælpe flere ud af prostitution. Jeg anerkender, at nogle prostituerede i Danmark befinder sig i en juridisk gråzone. På den ene side er det lovligt at prostituere sig, hvis man ellers er over 18 år, er registreret som selvstændigt erhvervsdrivende og betaler skat. Men på den anden side er prostitution som erhverv ikke et lovligt erhverv. Derfor kan man som prostitueret for eksempel ikke blive medlem af en A-kasse. Men for de udsatte kvinder, der trækker på gaden for at få råd til det næste fix, eller som er ofre for menneskehandel og betaler af på en gæld til menneskesmuglerne ved prostitution, er svaret ikke A-kasse. Flere borgerlige leger med tanken om at give prostituerede ret til dagpenge. Men med dagpengesystemet følger pligter: at man står til rådighed selv. Og er en branche anerkendt, kan man ikke som ledig sige nej til at stå til rådighed for også den del af arbejdsmarkedet. Så med en liberalisering eller normalisering skulle vi så se ledige anvises til virksomhedspraktik på et bordel? Og hvad med arbejdsmiljølovgivningen? Ville en ufrivillig graviditet på baggrund af et sprunget kondom tælle som en arbejdsskade? Skulle en gruppevoldtægt udløse strakspåbud fra Arbejdstilsynet? Ville den nedslidte prostituerede, der ender med stomi på grund af for mange anale penetrationer, skulle have erstatning for tabt arbejdsfortjeneste? Det er brutale spørgsmål, der samtidig udstiller det absurde i at betragte prostitution som et normalt erhverv. Betyder det så, at den lykkelige luder ikke findes? Nej, det gør hun sikkert. Men jeg tror, der er en grund til, hun altid omtales i ental. Jeg vil gerne lytte til de ressourcestærke prostituerede i forhold til, hvordan vi kan sikre bedre forhold. Men mit fokus vil altid være at hjælpe de udsatte kvinder ud af prostitution og til et tryggere liv. Ikke at gøre branchen mere attraktiv at gå ind i.

Debat

Debat: Mette, lær af Churchill og sæt indsatsen for klimaet i system

Vi har netop fejret 30-året for Berlinmurens fald og i disse år siger vi farvel til de allersidste fra en generation, som kan huske tiden under 2. verdenskrig og det, som freden kostede og krævede. Det er på mange planer givende at mindes. Ex. byggede Winston Churchill i 1939 ‘Cabinet War Room’ i London, som samlede trådene under krigen - og dét skulle vise sig at blive en af de afgørende årsager til frihedens redning. Dengang var verdensfreden den største udfordring. I dag er det klimaet. Jeg har derfor et forslag til statsminister Mette Frederiksen: Opret et ‘Klimaets War Room’. Danmarks statsminister har nemlig en vigtig ambition, som hun deler med mange. Vi skal reducere CO2-udledningerne med 70 procent inden 2030. Det er mindst 20 procent mere en det mål, EU snart samles om at ville nå. Hvis det lykkes, er Danmarks rolle som lysende eksempel for resten af Europa for alvor bøjet i neon. Men statsministeren har ikke gjort det nemt, efter at hun for nylig afleverede nogle temmelig kække kommentarer i en debat om EU’s kommende syvårsbudget. Her sagde hun kort og godt til sine kollegaer i Det Europæiske Råd, at hun var “rystet” over nogle af de foreslåede budgetposter, og at det var “fuldstændig gak”. Også jeg er imod, at EU’s samlede budget skal øges. Men forslag til, hvordan dette skal realiseres, bør formuleres noget mere begrundet og konstruktivt. Europa opfatter nogle gange os danskere som lige lovligt egenrådige og hurtige på aftrækkeren. Lidt som gravhunden, der med sin bedrevidende gøen irriterer de større hunde, som ikke kan sprinte lige så friskt rundt i manegen. Med statsministerens udtalelser blev denne karikatur af Danmark desværre bekræftet. Hvad værre er, så kan denne oplevelse af Danmark skade vores muligheder for at få den hjælp til selvhjælp i EU, som vi i høj grad har brug for, hvis vi skal nå 70 procents CO2-reduktion. Det er jo netop i kraft af EU, at dette kan lade sig gøre uden at skade dansk konkurrenceevne og arbejdspladser. For det er EU, der sætter rammer og vilkår for handel, forskning og industri. Danmark skal derfor bruge alle sine diplomatiske kræfter, så de andre EU-lande gider at høre på os. En ung, nyvalgt statsminister kan måske godt synes, at de stive budgetprocesser trænger til en rusketur - fair nok - men vi opnår intet positivt ved at begynde med at smide om os med fornærmende kommentarer. Principielt skal vi politikere slet ikke blande os i proces. Mange politikere har gennem tiderne gjort sig skyldige i en masse proces-kludder, det koster mange penge at rette op på. Tænk bare på de meget omtalte sager om skat, trafik, sundhed, udflytninger af statslige virksomheder osv. Intentionerne fejlede ingenting. Men projekterne manglede noget vigtigt, som heller ikke klimaet kan undvære: Overblik og sammenhæng mellem kaskaderne af beslutninger, der sikrer størst mulig effekt på bundlinjen. Læg hertil en ordentlig debat og diskussion, som er drevet af fakta og fremdrift - og som er fri for tomgangsmarkeringer og dårligt diplomatisk håndværk. Konsekvenserne af klimaforandringerne er nemlig fatale. Dødsfald, der kunne have været undgået, og uoprettelig skade på klodens biodiversitet. Det er de barske realiteter. Derfor var det forfriskende, da en erfaren kommentator fornylig spurgte os EU-parlamentarikere med sit skarpe, drilske blik: “EU har klimaet som første politiske prioritet. Det samme har regeringen og de fleste politiske partier i Danmark. Men hvem koordinerer egentlig de tiltag, der tages i EU, i Folketinget og i regeringen? Er det ministre, embedsmænd, parlamentarikere eller hvem? Når klimaet på samme tid er førsteprioritet i EU-parlamentet og i Folketinget, er der så ikke en betydelig risiko for, at man ikke kører med samme prioriteter eller i samme tempo?” Spot on! Og lægger man oveni, at den ene part måske synes, at den anden er lige lovlig kæk, så er der overhængende risiko for ‘viel Geschrei und wenig Wolle” - eller stor ståhej for ingenting - og en masse talen forbi hinanden, mens man gensidigt beskylder hinanden for at være årsag til at der ikke sker nok. Derfor foreslår jeg Mette Frederiksen, at hun opretter et såkaldt ‘Klimaets War Room’, der samler alle relevante danske og EU aktører inden for politik, erhvervsliv og forskning. Lad os skabe et rum for koordinering af klimapolitiske tiltag og håndtag. Lad os få et rum, der har plads til og overblik over både de store tandhjul og de små - men afgørende - skruer. Lad os få et rum, hvor aktørerne - uanset hvilke danske eller europæiske institutioner, de repræsenterer - er dedikerede mod at indfri den danske ambition på en måde, der bidrager til, at resten af EU følger med. Et rum, hvor vi viser, at nok er danskere kvikke i replikken, men vi er også det folk i Europa, der evner samtalen og samarbejdets kunst. Og vi tror på, at alle vil gøre det bedste, de kan. Mette Frederiksen skal som den dygtige vært facilitere processerne og et frugtbart samspil mellem de deltagende aktører. Et “Klimaets War Room” kan blive en rollemodel for resten af EU, fordi det forbinder nationalstatens suveræne initiativer med det europæiske fællesskab - og omvendt. Sådan sætter en dansk statsminister sig i respekt og skaber resultater.

Annonce
Læserbrev

Jeg kommer snart på besøg: Vi er nødt til at hjælpe hinanden

Læserbrev: Jeg er beæret over, at de lokale håndværksvirksomheder har sagt ja til, at jeg skal stå i spidsen for Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland. Der venter mange opgaver forude. Vi skal fortsætte med at prioritere erhvervsvenligheden i vores lokale kommuner, og vi skal fortsætte det lange seje træk med allerede i folkeskolen at vise eleverne de mange muligheder, en erhvervsuddannelse giver. Ringkøbing, Struer, Skive og Holstebro gør en stor indsats i det partnerskab, kommunerne har med Dansk Byggeri. Jeg håber, at også Lemvig, Viborg, Herning og Ikast-Brande vil støtte op om den dagsorden og indgå en partnerskabsaftale med os. Hvis vores lokale virksomheder også i fremtiden skal kunne finde deres medarbejdere i nærområdet, er vi nødt til at hjælpe hinanden. Både nu og i fremtiden vil den grønne dagsorden også komme til at påvirke alt fra vores hjem til vores arbejdspladser, og her spiller vores lokale bygge- og anlægsvirksomheder en stor rolle. Der skal bygges mere bæredygtigt, der skal energirenoveres, så vi bruger så lidt energi som muligt, og både maskiner og byggematerialer skal have mindst mulig CO2-udledning. Jeg håber, at kommunerne vil tage de første skridt og være med til at sætte skub i den grønne udvikling i Midt- og Vestjylland. Og politikerne på Christiansborg skal sørge for de rigtige rammer, der gør det muligt og attraktivt for både kommuner og private at følge den grønne sti. Jeg glæder mig til at komme rundt i Midt- og Vestjylland og møde både borgmestre, kommunaldirektører, embedsmænd lærere, elever og virksomheder. Jeg ser frem til, at vi både lytter til hinanden og hjælper hinanden med at sikre, at vores lokalområde også i fremtiden vil være attraktivt for både virksomheder og borgere.

Læserbrev

Ro i landskabet: Hellere master end vindmøllefarme

Læserbrev: Omkring 1960 fik min far brev om, at der skulle opstilles master med højspændingsledninger på hans jord. Det blev han meget vred over, da master ville gøre markarbejdet besværligt. Vreden skyldtes også, at han håbede, at vreden ville udløse en højere erstatning, end han ellers ville få. Masterne blev rejst. Tre eller fire kom til at stå i hegn og diger, en eller to blev opstillet på markerne. Ledningerne kom til at gå cirka 100 meter fra stuehuset. 10-20 år senere blev højspændingsmasterne pillet ned. Muligvis skulle nettet følge en anden rute; eller også blev ledningerne gravet ned. P.t. raser en debat i Vest- og Sønderjylland om Energinets planer om at opstille 438 35 meter høje og 37 meter brede stålmaster til højspændingsledninger med en spænding på 400 kilovolt på en 170 kilometer lang strækning fra Holstebro over den dansk-tyske grænse til Nibøl. På noget af strækningen lægges kabler med en spænding på højst 100 kV i jorden. Eksisterende 150 k- ledninger kabellægges også. Det skulle give færre ledninger i himlen over Vest- og Sønderjylland at vredes eller glædes over. Baggrunden for luftledningerne er et ønske om at forbinde det vest- og sønderjyske elnet med Englands og Tysklands, så overskydende grøn strøm fra vindmølle- og solcellefarme kan ledes til egne med strømmangel. Højspændingsmaster er som jordkabler nødvendige onder udløst af satsningen på vedvarende energi. Når Energinet vil undgå kabler i jorden, har det flere årsager. Det er et endnu uløst teknisk spørgsmål at få lagt kabler med en spænding på 400 kV under jorden. Sker der et kabelbrud, vil det være svært at lokalisere fejlen, og finder man fejlen, skal kablet graves op. Besværet undgås ved luftledninger. Hvorfor ikke vente på det tekniske gennembrud, så kablerne kan graves ned? Fordi vi lever i klimaalarmistiske tider: ”Der er ingen tid at spilde! Den grønne omstilling må i gang – NU!”, lyder kampråbet. Jeg kan godt lide synet af stålmaster og højspændingsledninger og også af kraner og broer. Desuden skaber master og luftledninger modsat roterende vindmøller ro i landskabet. Og til orientering for naturelskere har fugle nok ligeså stor sandsynlighed for at blive dræbt af en møllevinge som af en højspændingsledning. Jeg forstår, at folk af visuelle årsager vil undgå luftledninger og master. Men ellers har modstanderne af luftledninger få gode argumenter; der opstår ikke som hævdet skader på menneskekroppen af at færdes tæt på ledningerne. Jeg foretrækker høje master frem for højere vindmøller med roterende vinger.

Annonce
Leder

De sovende hunde og 2+1-vejen

Debat

Debat: Kun hver tredje handicappede er i job - ansæt flere

I morgen den 3. december er det FN’s internationale dag for personer med handicap. En festdag, en kampdag, som flere bør huske og markere. For der er fortsat meget at kæmpe for. Kun omkring hver tredje af de mennesker i Danmark, der har et større handicap, er i beskæftigelse. Der er fortsat arbejdsgivere, som takker nej til en kvalificeret medarbejder, hvis ansøgeren har et psykisk handicap eller har større fysiske udfordringer. Mennesker med handicap oplever, at deres handicap overskygger deres kvalifikationer, når de søger job. Og der er mange fordomme om, hvad mennesker med handicap kan bidrage med. Vores budskab på denne særlige dag er, at et handicap på ingen måde er en hindring for at blive en del af arbejdsfællesskabet. Vi har brug for alle der kan og vil bidrage, og vi opfordrer alle virksomheder til at ansætte flere med handicap. Beskæftigelsen i Danmark er historisk høj. Derfor er det paradoksalt, at virksomheder melder om mangel på kvalificeret arbejdskraft, når vi samtidigt ved, at mange mennesker med handicap står uden for arbejdsmarkedet, klar til at tage fat og med masser af kompetencer at byde ind med. Så kære virksomheder: Mange af jer kan blive bedre til at se potentialet hos den enkelte og udnytte, at der er mange muligheder for, at kommunen kan bevillige hjælpemidler til arbejdspladsen. Nogle frygter, at det er dyrt og besværligt at ansætte en person med handicap. Men kig jer omkring. I mange virksomheder er medarbejdere med handicap en helt naturlig og velfungerende del af medarbejderstaben. I en lille smørrebrødsbutik i det midtjyske er der ansat en ung mand med autisme. Her lyder budskabet fra indehaveren: ”Det kræver noget til at starte med, men man får simpelthen også bare en dygtig medarbejder på de betingelser, der er.” Og det budskab vil vi gerne have spredt til mange flere. Vi trækker ikke kun i kamptøjet i dag for samfundets og virksomhedernes skyld. Vi gør det også, fordi vi vil gøre de gode tider bedre for alle. En arbejdsplads er et fællesskab, og det at være en del af et fællesskab er afgørende for at sikre livskvalitet for mennesker med og uden handicap. Vi hæfter os også ved, at langt de fleste med handicap drømmer om at komme i arbejde og bidrage. Det vidner om en stor vilje til ikke at lade sig slå ud af, at man til tider må kæmpe med fordomme, berøringsangst og misforstået hensyntagen. Når vi snakker med virksomheder og jobcentre, hører vi gang på gang, at særligt mindre virksomheder ikke kender til de kompenserende ordninger. Ordninger, som personer med handicap kan få bevilliget til arbejdspladsen via jobcentret. Det kan for eksempel være personlig assistance og hjælpemidler. Og det er bestemt ikke kun virksomhedernes skyld. Vi har også en del af ansvaret. Derfor holder Beskæftigelsesministeriet i denne uge en landsdækkende job-uge, hvor virksomheder og personer med handicap kan møde hinanden, og hvor de gode erfaringer med at ansætte personer med handicap kan komme frem i lyset. Jobcentrene deltager også - blandt andet for at fortælle om og øge kendskabet til de kompenserende ordninger. Vi er også i fuld gang med at udvikle og afprøve et kompetencekort til personer med handicap. Målet er, at man kan tage kortet med til jobsamtaler for at tydeliggøre over for virksomheder, at kommunen hurtigt kan bevillige hjælpemidler eller personlig assistance til at dække ens kompensationsbehov. Jobsamtalen kan på den måde fokusere på det, man kan, og hvilken forskel man kan gøre, frem for ens handicap. Handicap og job kan sagtens forenes. Vi har alle et fælles ansvar for, at det kommer til at ske. Vi er i fuld gang og besøger i denne uge arbejdspladser, der har gode erfaringer med at ansætte personer med handicap. For når det kan lykkes på en arbejdsplads i Esbjerg og i Taastrup, hvor de har et godt og tæt samarbejde med jobcentret, kan det også lade sig gøre andre steder. Danmark har brug for dygtige mennesker – med eller uden handicap.

Annonce
Klumme

Forklar mig lige, hvorfor vi skal have ondt af bankerne?

Danmark: Der findes en standardjoke, der kan bruges til alt. Den begynder sådan her; "Der findes to slags mennesker..." I dette tilfælde kunne den så fortsættes; "De, der har forstand på penge, og de, der ikke har". Gæt selv, hvilken kategori denne skribent tilhører? Næste joke kunne så lyde: "De, der forstår, og de, der ikke forstår, hvorfor bankdirektørerne græder offentligt ud, når deres banker stadig tjener milliarder af kroner". I de seneste par måneder har avisernes finanssider været spækket med artikler om bankernes kommende problemer med at tjene penge, og hvor vigtigt for samfundet det er, at bankerne fortsætter med at være sunde - altså sådan rent økonomisk. Jeg er med på, at det er vigtigt, at der er risikovillig kapital derude, og at tilliden til det finansielle system skal være der. Og naturligvis skal der være overskud, for at de to ting kan opfyldes. Men hvor stort skal det overskud virkelig være? Og, hvornår har du sidst oplevet en virkelig risikovillig bank? Skriv gerne i kommentarfeltet på denne artikel. Jeg er sikker på, at der er mange, der gerne vil kende adressen på de risikovillige banker. Jeg husker stadig, at der måtte hollandsk kapital til for at redde stumperne af Vestas, da virksomheden var i dyb, dyb krise. I dag har Vestas en ordrebeholdning på 245 milliarder kroner, og er en livsvigtig virksomhed i den grønne omstilling. Lokalt kan virksomhedens betydning dårligt overdrives, og privat elsker jeg at gå rundt om Vestas-halvøen og se den enorme aktivitet der. Så, tusind tak, kære hollændere... Og tilliden til bankerne? Tja, den har de store banker vel selv gjort alt for at ødelægge i et gyldent samarbejde med sidegadevekselerer, finansfyrster, ejendomsspekulanter, svindlere og fantaster af enhver slags med meget mere. I øvrigt for øjnene af handlingslammede politikere, der naturligvis ikke kan gennemskue alle de smarte produkter, bankerne har på hylderne. Men så burde de måske hyre nogen, der kan. Jeg er ikke kommunist. Meget langt fra. Men præcis som vores - ofte liberale - politikere regulerer alt andet i dette land lige fra benzin- og bilafgifter til pensionsalder, skat, moms og grundskyld, mener jeg også, at de burde - og kan - regulere bankerne langt mere. Gerne ud fra princippet om, at det almindelige fornuftige mennesker ikke kan forstå, måske i virkeligheden ikke holder i længden. Faktisk er det langt hen ad vejen den måde, Landbobanken bliver ledet på. Da prisen på landbrugsjord blev højere, end landbrugsdrift kunne bære, begyndte banken at sige nej til højere belåning. Pointen er, at bankdrift ikke er raketvidenskab. Det er også sund fornuft. Lige nu taler politikerne i ramme alvor om, at grænsen for renten på kviklån skal være på 25 procent. Det er jo grotesk og viser meget godt, hvor lidt politikerne styrer finansbranchen. Lige nu kæmper mediebranchen en ulige kamp mod Google og Facebook, der snupper mange af annoncekronerne. Det er surt, koster mange job og kræver innovation. Der er ingen garanti for, at der er lokale, regionale medier om ti år. Der er helt sikkert mange mediechefer, der er misundelige på bankerne, der stadig skovler milliarder hjem og har politikernes fulde opmærksomhed, for bankerne skal jo polstres, så vi kan undgå en ny finanskrise. Ja, naturligvis. Men lad os gøre det på den rigtige måde, tak. Og helt egoistisk; kære politikere, skænk det også gerne en tanke, om I gerne vil have lokale- og regionale medier om ti år. Og, hvad med os, bankkunderne? Tja, pas på dine penge og pas på med, hvordan du opfører dig på de sociale platforme. I fremtiden bliver din bankrådgiver en big-data-robot, der kikker på alle tilgængelige fakta om dig. Hvad skylder du?, Hvad tjener du?, Hvor bor du?, Hvem er du kæreste med? Er du blevet skilt? Har du for nyligt brændt 20.000 kroner af på en rejse til Las Vegas, og skrevet på Facebook, at du drømmer om et års orlov, hvor du kan udleve din indre drøm om at blive professionel surfer på Hawaii... O.B.S.: Det bliver ikke nødvendigvis din bank, der kommer til at udvikle fremtiden succesrige fintech-løsning. Præcist som det ikke var mediebranchen, der opfandt Google, Sony, der opfandt iPod'en, eller hotelbranchen, der opfandt Airbnb. Så husk at nyde det, hvis du i dag har en god bank, der prioriterer kunderne fremfor milliarderne. For det er langt fra sikkert, at din bank findes om ti år. Spørg bare bankcheferne, om hvad de tror. De er nok færdige med at græde ud nu.

Debat

Debat: Advent – en tid med lys i mørket

I dag er det første søndag i advent. Dagen rører hvert år ved et særligt blødt sted i mig. Det var min mor, der lærte mig at holde af adventstiden. Jeg kan se hende for mig, når hun hængte den grønne adventskrans med de røde bånd og hvide lys op i hjørnet af stuen. Selvom hun ellers ofte nok havde sit at slås med, nynnede hun og der blev en særlig forventningsfuld lethed omkring hende. Forventningen fik næring om søndagen i kirken, hvor min far var kirkesanger. Også i kirken hang den grønne krans på sin traditionsrige plads i korbuen. Det bedste af det hele var, når vi åbnede døren til gudstjenesten og det nye kirkeår med at synge: ”Vær velkommen, Herrens år, og velkommen herhid! Julenat, da vor Herre blev fød, da tændte sig lyset i mørkets skød. Velkommen, nytår, og velkommen her!” Med denne adventssalme over alle adventssalmer er jo også det vigtigste sagt: Advent betyder ’komme’ eller ’festlig ankomst’. Dén, hvis ankomst vi venter på i adventstiden, er altså Vorherre Jesus selv, hvis fødsel i Betlehem vi fejrer, når det bliver jul. De fire ugers adventstid er altså forventningstid og forberedelsestid. For til en stor højtid og fest hører selvsagt forberedelser. Fester bliver ikke til ud af den blå luft. Vi må bygge op til dem eller tælle ned til dem. Som vi gør det hver dag i december med kalenderlyset eller søndag efter søndag med adventskransen. Det var først i 1900-tallet, at adventstiden fik den store traditionsbærende betydning, som den har fået i dag med hele det store udtræk af julekalendere, julefrokoster, julekoncerter, lyskæder, kalenderlys og adventskrans. Især de levende lys er blevet en uundværlig del af adventstiden. I løbet af 1900-tallet mistede stearinlysene deres praktiske betydning i hverdagen. Lysenes symbolske betydning derimod voksede støt som stemningsskaber og markør af højtid og fest og måske også en måde at udtrykke en længsel på efter varme og nærvær? Om noget blev glæden ved lysene afgørende for, at adventskransen med dens fire lys kom til som ny tradition. Personer med tyske rødder bragte kransen med sig til Sønderjylland og siden blev den almindelig i hele Danmark i 1930’erne og 1940’erne. Adventskransens udbredelse viste sig da også ved, at det første julemærke efter anden verdenskrig havde adventskransen som motiv. Oprindeligt var kransens bånd violette, da lilla er adventstidens farve i kirken, men i besættelsestiden vandt de nationale farver naturligt nok frem. I dag er temaet ’adventskrans’ helt åben for fri, personlig fortolkning. De fire lys står dog urokkeligt fast, om end de kan fortolkes på forskellige måder: Et lys for hver af de fire adventssøndage. Men også måske et lys for hver af Guds store handlinger: I skabelsen af verden samt i julen, påsken og pinsen. Eller måske et lys for hver fase af vores liv som mennesker: Barndom, ungdom, voksenliv, alderdom – hvor alle livsfaser er bundet sammen i evighedens stedsegrønne krans. Ung som gammel går vi i hvert fald nu ind i adventstiden. ”Hvis så bare december ikke var så hypet, så overdrevet i alle sine forventninger om alt muligt vi skal nå!” sagde min 18-årige gymnasieelev herhjemme forleden. ”Man kan næsten blive småstresset på forhånd”, sagde han med træt stemme. Da jeg spurgte lidt ind til, hvad der så for ham at se var værd at samle på, når vi taler advent og jul, sagde han prompte: ”God mad. Og at vi helt konkret prioriterer hinanden. At vi lægger mobilen til side og ser hinanden i øjnene: Spiller et spil eller fletter julehjerter.” Så i dag, når vi tænder det første lys i adventskransen herhjemme, er det dét, vi vil prøve at lægge os i selen for at prioritere. Det kræver mildt sagt fokus og mange bevidste valg her i dagens Danmark at få alt det ligegyldige sorteret fra og det væsentlige samlet op på vejen frem mod jul. Når vi ikke desto mindre dropper at leve op til nogen af alle de opskruede krav, mærker vi samtidig, at det er dét, der er sjælelige vitaminer i. Siddende dér i adventslysenes skær kan vores længsel efter varme og nærvær blive opfyldt. Hvis vi får ro på og går off-line, ser og mærker vi heller ikke bare os selv, men også hinanden på en anden måde. ”December er den måned, som man gruer allermest for, når man er ulykkelig”, skrev én. Advent er derfor også tiden, hvor vi med fordel kan kikke os lidt omkring for at fornemme, om der er én, der er ulykkelig. Om der er én, der skulle ske at have brug for et lille stykke af mig og min tid i den glade og grusomme december? Digteren Sten Kaaløs enkle ord er værd at tage med på vejen: ”Gå i mørket med lyset. Gå i visheden om ikke at gå alene. Gå med lyset – kom!”

Leder For abonnenter

EU vil angribe den danske model

Klimaet er hovedprioriteten for EU’s nye kommissionsformand, Tysklands tidligere forsvarsminister Ursula von der Leyen. Hermed rammer hun tidsånden, og reaktionen har været velvillig såvel i EU-parlamentet som blandt medlemslandene. Midt i glæden over de ambitiøse klimaplaner er det på vores breddegrader blevet overset, at Ursula von der Leyen har et andet mål, der er lodret i modstrid med danske interesser. Den tyske kommissionsformand vil have indført regler om mindsteløn i hele EU. Ideen har hun så at sige med hjemmefra. I 2015 indførte forbundsregeringen en mindsteløn, der løbende er blevet reguleret og nu ligger på 9,19 euro i timen – omregnet knap 70 kroner. Den slags regler kan give mening i et samfund som det tyske, hvor organisationsgraden er særdeles beskeden. Det medførte efterhånden et fuldstændig skævvredet arbejdsmarked med høje lønninger til organiserede ansatte i industrien og katastrofale betingelser i mange servicefag. Efterhånden blev forholdene så grelle, at et politisk indgreb var uundgåeligt. I Danmark er situationen helt anderledes. Vi har som bekendt en model, hvor arbejdsmarkedets parter forhandler løn og arbejdsforhold uden politisk indblanding. Denne danske model har en mere end 100 år lang historie bag sig og fungerer til gavn og glæde for såvel arbejdstagere som arbejdsgivere. Von der Leyen og andre er lovlig undskyldt. Generelt er den danske model fuldstændig ubegribelig uden for kongerigets grænser. Her kan man ikke forstå, at lønmodtagernes og arbejdsgivernes repræsentanter i vidt omfang indgår i et konstruktivt samarbejde i stedet for at være hinandens indædte modstandere. Men netop vores pragmatiske metoder har været en enestående succes, fordi der på begge sider af forhandlingsbordet bliver udvist overordnet ansvar og holdt ord. Ursula von der Leyens planer er principielt et angreb på reguleringen af det danske arbejdsmarked. Derfor skal vi ikke acceptere en EU-dikteret mindsteløn.

Læserbrev

Produktionsskov eller urørt skov: Klimaet og kejserens nye klæder i skoven

Læserbrev: Man kan vel ikke forvente, at politikerne bag Christiansborgs tykke mure har styr på alle problemstillinger; men man må kunne forvente, at de rådgives kompetent af fageksperter og ikke af lobbyister. Der er fra politisk hold, fra lobbyorganisationer og også fra en række fagspecialister en ret så ukritisk begejstring for udlæg af urørt skov. Man overbyder gerne hinanden i arealkrav. Det synes næsten at være blevet en religiøs besættelse. Senest kører kampagnetrommerne fra DN og KU med, at mængden af dødt ved i skovene er mindsket de seneste år. Den videnskabelige undersøgelse fra KU om mængden af dødt ved bør ikke drages i tvivl. Jeg færdes en del i skove og det kan da undre, at man på ingen måde får indtryk af mindre dødt ved i dag end tidligere. Forklaringerne herpå kan være mange. Over tid er skovdriften blevet mere ekstensiv, diametergrænsen for træudnyttelsen er øget, stormfaldshyppigheden tiltaget og afvandingen forringet for nu at nævne de vigtigste faktorer. Men for at redde klodens biodiversitet og natur må vi altså nu lade skoven forfalde, passe sig selv! Naturen bliver genoprettet, biodiversiteten øges og truede plante- og dyrearter vender tilbage. Man hører for sig sangen og vingesuset af de 3 mio. over en årrække tilbagevendte fugle i agerlandet og de mange insekter, der gnasker dejligt råddent ved i sig i den urørte skov. Selv klimaet er der stor positiv indvirkning på. Men er urørt skov så godt et virkemiddel, som man går og prædiker? Urørt skov har ikke nogen særlig betydning for klimaregnskabet. Det indtryk kan man ellers nemt få, når snakken kører. Kuldioxidbindingen er bedre i produktionsskoven, fordi tilvæksten alt andet lige er større og en stor del af træet anvendes i byggeri, i møbelfremstilling m.m.. Derved genudledes denne CO2 ikke til atmosfæren. Det gør den i urørt skov. Og andelen af træ i byggeri kunne yderligere målrettet øges og derved mindske klimabelastningen fra energitunge materialer i nybyggeri og således være endnu mere til produktionsskovens fordel. I den urørte skov rådner det hele op og den er derfor helt neutral i forhold til atmosfærens CO2-balance. Men hvad er det så, man får i urørt skov? Når menneskelig indvirkning ophører, får vi på langt sigt en potentiel naturlig vegetation bestemt af de abiotiske og biotiske faktorer på pågældende lokalitet. Den urørte skov vil således overvejende forblive skov i en eller anden form under danske forhold. Hvad vil så kendetegne den typisk urørte skov? Den vil over generationer under de fleste naturgivne kår blive mørk uden megen bundflora og ikke særligt indbydende for mennesker eller større dyr. Den succession, som gennemløbes, indebærer, at de hurtigvoksende træer og buske vil udkonkurrere de langsomvoksende og de skyggetålende vil udkonkurrere de lyselskende. Vi får altså dominans af hurtigvoksende, skyggetålende vedarter. Da en lang række driftsformer i de forstligt drevne skove kan vise sig at have en artsdiversitet, som er fuldt på højde med urørt skov, bør politikere, miljøfolk og lobbyorganisationer tænke sig rigtig godt om, inden produktionsskoven lægges brak i det omfang, som påtænkes. Det er langt bedre at øge skovarealet ved skovrejsning med vægt på naturindholdet. Det er bedre at give naturindholdet plads i produktionsskoven, en produktionsskov byggende på en blivende skovtilstand, en stabil blandingsskov af hjemmehørende arter, som drives ved plukhugstdrift. Så kom i gang med at rejse skov, genrejs agerlandets natur og småbiotoper, som helt er forsvundet over de sidste 80 år, få taget de 100.000 ha lavbundsarealer ud af landbrugsdrift; men dæmp dog vægtningen af urørt skov. Vi hjælper herved klimaet langt bedre, bringer den tabte natur på fode, forbedrer drikkevandskvaliteten for nu at nævne nogle af gevinsterne. Skoven er den mest langsigtede produktion, der findes. Derfor har den brug for kontinuitet og ikke beslutninger, som vinden blæser. Der er århundreders forstlig tradition og skovdyrkningsbiologisk viden forbundet med driften. Hvorfor dog kaste det i grams og øge importen af træ fra oversøiske lande og hvad deraf følger? Kom nu i arbejdstøjet og ikke i kejserens nye klæder. Hver gang medier skal vise, hvor blottet for artsdiversitet og naturindhold produktionsskoven er, vises monokulturer af nåletræ i opløsning vest for israndslinien, meget sjældent afvekslende løvskove fra de gamle skovegne.

Klumme

Hvilken titel? Strikkedesigner

Læserbrev

Virkelighedsfjern storbytankegang: Bevar befordringsfradraget

Læserbrev: Det Økologiske Råd har været ude med en bombastisk og virkelighedsfjern melding om, at befordringsfradraget er et fejlskud, der bør udfases. Rådets argumentation går på, at fradraget bidrager til mere trængsel omkring byerne, øget luftforurening og øget klimabelastning. Denne melding er et udtryk for virkelighedsfjern storbytankegang af værste skuffe. Et skævvridende forslag, der lader store dele af landet fuldkommen i stikken. Nemlig de store dele af landet, hvor vi ikke kan benytte os af kollektiv transport i alle retninger og hvor familierne er totalt afhængig af en bil – ofte to biler – for at få arbejdslivet og fritidslivet til at fungere. Befordringsfradraget sikrer, at der også er fornuftige levevilkår udenfor de større byer – som her i Vestjylland, hvor folk ofte er henvist til at pendle til arbejdet over lange afstande. En afskaffelse af fradraget vil derfor være et slag i ansigtet på ikke mindst landdistrikterne og de små lokalsamfund landet over – altså en total skævvridning af Danmark. Dertil kommer, at mange almindelige familier ville få gulvtæppet revet væk under deres økonomi, hvis fradraget afskaffes. Og endelig vil det gå ud over det private erhvervsliv, vi alle lever af og som skaber grundlaget for velfærd, hvis fradraget afskaffes med deraf følgende mindre mobilitet på arbejdsmarkedet. Det er i øvrigt trættende, at høre på den vedvarende nedrakning af bilen som ”sort” og forurenende. Sandheden er jo, at fremtidens bilpark bliver grøn og særdeles miljøvenlig. Derfor skal vi også bygge bedre veje til fremtidens grønne biler. Det er i grunden trist, at formentlig både kloge og velmenende mennesker kan sidde i deres teoretiske osteklokkeverden i storbyen og udtænke sådanne forslag. Klart NEJ TAK til dette afsindige råd. Befordringsfradraget skal ubetinget bevares som grundlag for et sammenhængende Danmark med gode leve- og jobmuligheder i både by og på land.

Debat

Debat: Replik - Tomme tønder buldrer mest, Peter Kofod

Replik: Det er smigrende, at Peter Kofod efter blot få måneder i Europa-Parlamentet føler sig kaldet til at skrive et indlæg om mig. Det vil jeg gerne sige tak for. Særligt fordi det viser, at Kofod i ensomhedens stilhed er totalt blevet frakoblet virkeligheden og lever i en helt anden verden end os andre. Lad mig indledningsvist slå en ting fast. I modsætning til Kofod ønsker jeg ikke, at Danmark skal ud af EU. Jeg er tilhænger af EU-samarbejdet, som har gjort Danmark og danskerne rigere. Og jeg er grundlæggende tilhænger af internationalt samarbejde. Det hænger naturligvis sammen med, at Danmark og Europa kan ikke lade som om, at omverdenen ikke eksisterer. Millioner af migranter fra Mellemøsten og Afrika drømmer om at komme til Europa. Og mange vil sætte livet på spil for at opnå det. Menneskestrømmene ind i Europa i 2015 og 2016 var resultatet af, at EU ikke har formået at sikre de ydre grænser. Hvis det ikke var for blandt andet EU’s aftale med Tyrkiet, så ville millioner flere være kommet hertil. Betyder det så, at vi ikke skal kritisere Tyrkiet og det tyrkiske styre? Nej, selvfølgelig ikke. Betyder det, at vi skal afskære Tyrkiet fra Europa? Heller ikke. For det sekund vi skærer alle bånd til Tyrkiet - både finansielle og diplomatiske - så åbner Erdogan for sluserne og sender menneskestrømme mod Europa. Og ønsker Peter Kofod virkelig, at vi skal se en genindspilning af billederne fra 2015, hvor tusindvis af flygtninge og migranter vandrede på de danske motorveje? Det håber jeg virkelig ikke, selvom det desværre virker til at Kofods betagelse af min person overskygger behovet for at beskytte danske interesser. For så længe der endnu ikke er styr på de ydre grænser – og det kæmper jeg for, at vi får - så er vi afhængige af vores nabolande. Det kan godt ske, at Peter Kofod er ligeglad med det. Men det er jeg ikke. Samtidig kritiserer Kofod, at jeg ikke har stemt imod en resolution, som handler om at redde flygtninge og migranter op af middelhavet. Der må jeg bare sige, at her er der et menneskesyn til forskel på Kofod og mig. Jeg ønsker ikke at stemme for, at mennesker skal drukne i Middelhavet. Men det Kofod glemmer at fortælle er, at jeg ikke stemte for hele resolutionen. I min verden ville resultatet af den politik være, at flere tager den farefulde vej over Middelhavet uden at have en kinamands chance for en fremtid i Europa. I stedet for at kritisere mig, burde Kofod derfor sige tak. Hvis det ikke var for mig og en håndfuld danske kollegaer, så var resolutionen blevet stemt igennem med et knebent flertal. Men det fik vi afværget. Så jeg vil næsten svare Kofod med et ’selv tak’. Sidst og ikke mindst så mener Kofod, at jeg burde have stemt for hans ændringsforslag til den selvsamme resolution. Men undskyld mig. Hvorfor sidder Kofod overhovedet og skriver ændringsforslag til resolutioner, som han alligevel agter at stemme imod. Det virker absurd. Og når jeg valgte at stemme imod, så var det fordi, at ændringsforslaget var som at kysse sin søster. Ingen virkning. Jeg ønsker oprigtigt, at vores venner i Dansk Folkeparti klarer sig godt – også her i EU. Derfor vil jeg komme med en opfordring til Kofod: Kom med os andre ind i den virkelige verden, så vi sammen kan sikre resultater til gavn for danskerne. Indtil da oplever jeg bare Kofods skriverier, for hvad det er: Tomme tønder buldrer mest.

Læserbrev

Sundhed. Onlinekonsultation hos egen læge

Debat: Mangel på praktiserende læger i flere dele af Danmark fylder meget i den offentlige debat, og Praktiserende Lægers Organisation efterspørger stedvist højere honorar til lægerne og offentlig støtte til bedre klinikker. Løsningen på lægemanglen er dog snarere en modernisering af arbejdsgange i almen praksis og nytænkende anvendelse af IT fremfor flere offentlige udgifter. Eksisterende software kan udnyttes mere systematisk, og nye innovative IT-løsninger bør snarest indbygges i det nære sundhedsvæsen. Til lægepraksis eksisterer der allerede i dag software med mulighed for onlinekonsultation fra lægens PC´er i lægepraksis direkte til for eksempel patientens mobiltelefon eller iPad via en applikation. Lægen har online skærmkontakt med patient og eventuelle pårørende. Samtidig kan lægen på samme skærm studere patientens elektroniske journal, lave notater og bestille medicin eller blodanalyser. Patient og pårørende har et direkte skærmbillede af lægen på egen tablet, og al kommunikation foregår med direkte øjenkontakt. De praktiserende læger har kun fysisk kontakt med patienterne i cirka halvdelen af konsultationerne, og på sigt kan disse konsultationer efter patientens ønske erstattes med onlinekonsultationer. Det vil være markant tidsbesparende for patienten og eventuelle pårørende, og tillige lidt tidsbesparende for lægen. Der er naturligvis sygdomme og situationer, hvor fremmøde hos lægen er nødvendig for korrekt diagnostik og behandling. Onlinekonsultation er specielt velegnet i områder med mangel på praktiserende læger, fordi onlinekonsultationer kan etableres til for eksempel andre lægehuse i nabolaget eller til en national online lægeklinik.

Leder For abonnenter

Lås eksperter inde i ministeriet: De skal effektivisere vores retssystem

En flok eksperter i rationel virksomhedsdrift bør låses inde i Justitsministeriet og først slippes ud igen, når de har fundet ud af, hvordan anklagemyndighed og domstole kan drives mere effektivt. Hvis der er noget ved eksperterne, som bør komme fra private virksomheder, der kender til at optimere drift, bliver deres indespærring kortvarig. Det bør være muligt i en fart at komme op med en plan. Det kan nemlig kun gå fremad. Mens kriminaliteten er faldet konstant og markant de seneste år, tager det længere og længere tid for politiet at efterforske, for anklagemyndigheden at rejse tiltaler og for domstolene at dømme. Det skriger til himlen af ineffektivitet. Nu er det anklagemyndigheden ved Københavns Politi, som af Justitsministeriet har fået ordre om resten af året kun at behandle sager om personfarlig kriminalitet om eksempelvis vold, våben, voldtægter og røveri. Det er jo godt at få den slags uvæsen gjort klar til domstolene, men det er fuldstændig uacceptabelt, at andre sager om narko, indbrud og vanvidsbilisme tidligst kan blive behandlet næste år. Anonyme anklagere siger til Berlingske, at det vil betyde forældelser, frifindelser og mildere straffe. Det er ikke lykkedes Berlingske, der bringer den rystende historie, at finde ud af, om samme absurde ordre er sendt til anklagemyndighederne i hele landet. Man kunne få den tanke. Justitsministeriets beslutning om at nedbringe ventetiden for sager om personfarlig kriminalitet gælder ifølge avisen for alle politikredse. Og det må vel ske på bekostning af andre typer sager. Vi kan ikke få det at vide. Som alle sine regeringskolleger gemmer også justitsminister Nick Hækkerup sig, når dårlig omtale truer. Han har "ikke haft mulighed" for at kommentere skandalen til Berlingske. Han burde ellers stille op og forklare, hvorfor et retssystem, der får mindre kriminalitet at behandle, tager stadig længere tid om det og i nogle tilfælde slet ikke gør det. Det har vi faktisk krav på at vide.

Læserbrev

Vi vil aflive myterne om elbiler

Læserbrev: Du går måske med tanker om at købe en elbil. Men tvivlen nager dig, for du ved ikke, hvad du skal tænke og tro om de nye elektriske køretøjer. Der er nemlig desværre mange myter om elbiler i den offentlige debat, men langt de fleste af dem har ikke hold i virkeligheden. Blandt misforståelserne er opfattelsen af, at elbilen er upraktisk, når familien skal på tur. At det er bøvlet, når den skal lades op hele tiden – og hvor gør man egentlig det i det vestjyske? Det kan også være, du allerede har en elbil, men skal kæmpe med venner og families påstande om, at den både er dyr, besværlig og upålidelig. Det er i de her år, vi for alvor skal sætte turbo på den grønne omstilling, hvis vi og de næste generationer skal have en bæredygtig verden at leve i. Derfor er det rigtig ærgerligt, at de mange fordomme og misforståelser er så udbredte. Det forhindrer desværre, at vi for alvor får sat gang i den nødvendige omstilling af privatbilismen. Derfor har vi i et gensidigt samarbejde igangsat en kampagne, der én gang for alle skal afkræfte de mange myter, der hersker herhjemme om elbiler. Sandheden er, at det er muligt at få dem ladet op rigtig mange steder rundt om i hele landet. At rækkevidden passer til langt de flestes kørselsbehov. Også når kursen er sat mod familietræf i den anden ende af landet. Det er vigtigt, vi ved, hvad elbilen er for en størrelse, inden vi skifter den gamle benzin- eller dieseldrevne ud. Vi skal have fakta på plads, så vi kan træffe oplyste valg. Det er trods alt en stor beslutning at skifte bil – særligt fra brændstof til el. Vi skal ikke være bange for at tale åbent om elbiler og andre nye grønne teknologier. Derfor håber vi, at så mange som muligt vil tage godt imod den nye oplysningskampagne for elbiler, som Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, Transport- og Boligministeriet, Dansk Elbil Alliance og FDM har igangsat. De mange nyttige informationer, tips og tricks, som kampagnen giver os alle, vil ikke alene give det nødvendige og retvisende beslutningsgrundlag. Den vil samtidig gøre dig i stand til at punktere naboen og kollegaens fordomme, når du næste gang triller en elbil i garagen eller hen foran en ladestander.

Leder For abonnenter

Dagbladet mener: Var man kynisk anlagt, kunne man synge med på den gamle sang: "Ih, hvor er det kommunalt".

Set i bagklogskabens skærende lys står det i dag klart, at vi nok ville have stået os bedst, hvis vi efter kommunalreformen i 2007 havde bygget os et splinternyt rådhus. Et rådhus, indrettet efter alle moderne principper for kontordrift med alle det kommunale bureaukratis funktioner samlet under samme tag, suppleret med borgerservicekontorer i de fem centerbyer, hvor borgerne havde mulighed for at klare de daglige "forretninger" med kommunen. Havde vi gjort det, havde vi undgået det evindelige cirkus, der har udspillet sig de seneste 13 år om de fem rådhuses skæbne: Balladen om det skimmelsvampramte rådhus i Tarm, lukningen af rådhuset i Hvide Sande; pladsproblemer i Ringkøbing, der har tvunget kommunen til at leje lokaler her og der og allevegne; og senest showet om rådhuset i Skjern, der måske skal lukkes, hvorefter funktionerne skal flyttes ud i et - ligeledes måske - kommende Innovest II. Det skib er forlængst sejlet. Men mon ikke de fleste borgere her i kommunen - uanset deres holdning i øvrigt til "superrådhuset", som vi aldrig fik - kan blive enige om én ting: Den nuværende model er ikke optimal. Den gør den daglige drift af den kommunale bureaukratiske maskine urimeligt besværlig, og den påfører skatteyderne unødvendige omkostninger. Intet tyder dog på, at forestillingen slutter med det første. Senest har SF's gruppe i byrådet meldt ud, at den er modstander af at flytte medarbejderne fra det gamle rådhus i Skjerns midtby til et nybyggeri i Innovest II. I stedet skal det gamle rådhus i Skjern - der til alles overraskelse har vist sig at være en arkitektonisk perle - ombygges og udvides; angiveligt for at sikre liv i Skjerns midtby. Der står sagen, og den skal nok skabe underholdning en rum tid endnu. Men den demonstrerer til overflod endnu engang, at det ikke altid er rationelle betragtninger om den mest optimale drift af den kommunale maskine, der driver politikken på området: En model, der blev vedtaget i 2007 for at dele sol og vind lige mellem de fem centerbyer og undgå splid, skaber igen og igen … splid. Var man kynisk anlagt, kunne man synge med på den gamle sang: "Ih, hvor er det kommunalt".

Læserbrev

Højhusbyggeriet i Videbæk. En postgang for sent!

Læserbrev: Tirsdag 26. november holder teknik- og miljøudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune, og her skal udvalget behandle et notat udfærdiget af administrationen omhandlende etagebyggerier i kommunen. Administrationen forslår en række kriterier, der fremover skal tages hensyn til, inden der gives tilladelser til fremtidige byggerier. For eksempel skriver man: ”Nogle af ulemperne ved etagebyggeri kan være skyggepåvirkning og indbliksgener for naboerne, eller en uheldig påvirkning af byens profil, hvis højden på etagebyggeriet er for dominerende i bybilledet”. Vi kan som naboer til et højhuse-projekt kun bakke op om, at der nu forhåbentlig bliver indført nogle retningslinjer på et område, der hidtil har været præget af yderst tvivlsomme wild west metoder. Især set i lyset af, at de restriktioner administrationen, nu forslår, stemmer meget godt overens med hovedparten af de indsigelser, kommunen modtog til Bredgade-projektet i Videbæk. Der er dog en god portion ironi i, at disse indsigelser blev fejet af bordet som værende ikke relevante af den samme administration, som nu foreslår politikerne stort set det samme til drøftelse og vedtagelse. For nu at benytte et af tidens mest benyttede politiske buzzwords kan Ringkøbing-Skjern Kommune med fordel ”trykteste” deres eget forslag på Lokalplan 433. Jeg tror, de vil finde det endog meget vanskeligt at retfærdiggøre en godkendelse i dag efter de foreslåede retningslinjer. Men der er dog stadig store mangler i det foreslåede notat. Der er for eksempel stadig ingen mulighed for at kompensere de naboer, der bliver udsat for faldende ejendomsværdi og gener som blandt andet skyggekast og indbliksgener. Deres eneste håb er stadig en lang og opslidende retssag med et meget tvivlsomt udfald. Man kan godt undre sig over, hvorfor naboer til uønskede højhuse skal stilles anderledes og dårligere end naboer til vindmøller og solcelleparker, som nu får lovbestemt deres kompensations-muligheder.

Debat

Debat: Andelstanken kan give en ny generation adgang til landbruget

Til salg. Skiltene med de to ord findes overalt, hvor man bevæger sig på de små landeveje. Og det er sjældent græskar, pastinakker og mirabelle-blommer, der er til salg - men huse og gårde. Langt de fleste gårdejere er i dag over 60 år, og derfor ser vi i disse år et omfattende generationsskifte i landbruget. Der er blot lige det problem, at der ikke er nogen næste generation at skifte til. Mange af os, som er vokset op på landet, er flyttet til byerne, har taget akademiske uddannelser og fået et fjernt forhold til jord. Man kan sige, at vi er den generation, der har mistet ’jordforbindelsen’. Hvorfor hører vi så egentlig ikke mere til generationsskiftet, som sådan set ikke kan finde sted, fordi næste generation glimrer ved sit fravær? Det er fordi de mindre gårde så let som ingenting bliver købt op af de store gårde eller af udenlandske kapitalfonde. Adgangen og råderetten til dyrkningsjorden – vores livsgrundlag – ender på ganske få hænder og glider os kollektivt af hænde, alt imens vi har travlt med andre ting. De stores opkøb af de små og de forsvindende fællesskaber på gårdene har fået mig til at vågne op og reagere. For udviklingen på landet har i høj grad også noget med mig at gøre, eftersom jeg ikke står klar med de rette kompetencer til at overtage den fædrene gård som også står til salg. Jeg bor i leje-lejlighed på Nørrebro i København, dyrker spiselige blomster på min tagterrasse, køber øko-varer i supermarkedet, stemmer grønt til folketingsvalget og har en boglig uddannelse i ryggen. Det er al sammen meget godt, men der skal mere til. Det er også mit – og dit - ansvar, hvad der sker med ejerskabet af vores dyrkningsjorde midt i det store ’generationsskifte’. Det er vores fælles ansvar, at vi ikke ender i en fordeling af jord, som er endnu mere skævt end før landbrugsreformernes tid! Spørgsmålet er så, hvordan vi, ’det jordløse folk’, overhovedet kan spille en rolle? Hvordan kan vi, der lever i lejligheder og parcelhuse, øve endnu større indflydelse på, hvordan jorden behandles? Hvordan kan vi skubbe anvendelsen af vores jorde i en mere klimavenlig, giftfri, resilient og regenerativ retning? Og hvordan kan vi samtidig bidrage til, at fællesskabet omkring gårdene bliver genopbygget? I dag er der ganske få ansatte på en farm med tusindvis af dyr og hundredvis af hektarer. Det skaber meget lidt fællesskab. Hvis vi står sammen, kan vi vise vejen. Selv har jeg kastet mig ind i klimakampen sammen med tusind andre andelshavere i foreningen ’Andelsgaarde’. For et medlemskab på 150 kr. om måneden ejer og driver vi sammen ’Lerbjerggård’ i Melby i Nordsjælland med 5 hektar jord. Arealet er stort nok til at vi kan plante træer og buske, som binder CO2, og til at det unge landmandspar Nanna Thomsen og Christopher Lieblein Lundgren kan få indtjening nok gennem salg af grøntsager. Det sidste kræver ifølge dem kun omtrent én hektar dyrknings-jord, som skal skifte fra lod til lod fra år til år. Deres høstudbytte vil kunne give sund og klima-venlig kost til mange familier. Vi tror på små-skala landbruget og at give noget af arealet til vild natur, og vil købe flere og flere mindre gårde op efterhånden som vores medlemstal vokser. Nanna og Christopher, som har studeret på Kalø Økologiske Landbrugsskole, har banket på hos flere banker for at få lov til at låne penge til deres store drøm, at købe en gård. Men forgæves. Da de hørte om vores forening, der støtter landmænd, som vil dyrke jorden økologisk og klimavenligt, var det en spændende løsning for dem. Ikke alene får de, når vi har fået renoveret stuehuset, muligheden for at flytte ind på Lerbjerggård, de har også allerede tusind entusiastiske medlemmer i ryggen, som de kan trække på, når der er arbejdskraft-krævende opgaver på gården og i marken. Den ensomme landmands tid er forbi. I ’Andelsgaarde’s første sæson har vi medlemmer blandt andet deltaget i plantning af bærbuske, rensning af ukrudt på gårdspladsen, slibning af gamle vinduer, bygning af raftehegn og opgravning af jordskokker. På Lerbjerggård skal vi anvende plantegødning og eksperimentere med skov-landbrug. Med den rette forvaltning og indstilling kan landbrugsjord anvendes til at binde CO2, og kan dermed blive en vigtig nøgle til at holde temperaturstigningerne nede til inspiration for landmænd overalt i verden. Men klimavenlig, økologisk og regenerativ dyrkning kræver fællesskab og mandskab, fordi man hverken sprøjter eller pløjer. Derfor er det godt at være mange, og fællesskabet kan dække økonomisk ind, hvis for eksempel høsten slår fejl. Vi er mange byboere, som har glæde af at være til gavn, få ’fingrene i jorden’ og konkret bidrage til et mere positivt klimaregnskab. Hvis vi vil fællesskaber og klima det godt, så må vi, det jordløse folk, hver især engagere os på en langt mere konkret måde i udviklingen på landet. Vi ses i marken.

Læserbrev

Seniorer. Hver tredje vil gerne arbejde efter pensionsalderen - kun hver femte gør det

Læserbrev: Landsorganisationen Danske Seniorer er meget glad for den viden og de anbefalinger, der nu er samlet i Seniortænketanken ”Fremtidens seniorarbejdsliv”. Der er ingen tvivl om, at vi kan få et bedre samfund, hvis flere seniorer har lyst og kræfter til at arbejde længere, og i al debatten om ”tidlig tilbagetrækning” skal man ikke glemme, at så mange som cirka hver tredje senior gerne vil arbejde efter pensionsalderen, men at kun omkring hver femte får mulighed for det. Så der er et potentiale. Spørgsmålet er, om der også er det i den sektor, som virkelig skriger på arbejdskraft, plejesektoren. Det giver Seniortænketanken – som vi selv har været med i – ikke svaret på. Den henvender sig mest til det private erhvervsliv, og det er klart for os, at rapportens råd ikke kan stå alene. Derfor opfordrer vi regeringen til at nedsætte en ny tænketank, der skal finde forslag til og få udviklet modeller, der giver de ansatte lyst til at blive. Problemerne med arbejdskraftmangel er store. Her i Vestjylland mangler vi både sosu-assistenter og sygeplejersker i ”omfattende grad”, viste en undersøgelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering for et par år siden. Der er mangel på arbejdskraft i tre af fire danske kommuner. Tallene for fremtiden er mørke: I 2040 vil der være knapt 260.000 ældre over 80 år. 30 procent af social- og sundhedspersonalet er i dag over 55 år, og en fremskrivning fra Forbundet af Offentligt Ansatte viser, at der allerede i 2026 kommer til at mangle næsten 40.000 ansatte inden for sosu-området. Desværre er det et område, hvor interessen for at blive i arbejde efter pensionsalderen er meget lille. De er nedslidte. Sosu’erne føler, de arbejder med alt for mange regler og for lidt mulighed for at udnytte den store viden, de har om, hvad ”deres gamle” har brug for. Men vi ved også, at der er en bevægelse blandt seniorerne. Mange af dem vil gerne arbejde længere. De kan lide at komme ud blandt andre. Økonomien spiller en rolle: Lønnen giver større bevægelsesfrihed end pensionen. Faktisk ved vi, at hver tredje senior gerne vil blive på arbejdsmarkedet efter pensionsalderen, men at kun hver femte gør det. Derfor tror vi på, en tænketank kan afdække potentiale og komme med forslag til løsninger, der kan gøre en forskel. Danske Seniorer tror kun, vi kan få kvinderne i denne sektor til at blive i arbejde, hvis vi laver gennemgribende forandringer for de ansatte. Vi håber, regeringen vil være enig med os og lade en ny tænketank følge op på Seniortænketankens arbejde med forslag til en ny organisering af dette vigtige område.

Debat

Debat: Medicinspild koster på miljøet, økonomien og i værste fald patienterne

Alt for meget medicin bliver forkert håndteret eller går til spilde. Det er en trussel mod både patientsikkerheden, miljøet og sundhedsøkonomien. Problemet kræver en bred indsats, og derfor er Gigtforeningen, Pharmadanmark, Lægeforeningen og Ældre Sagen nu gået sammen i Alliancen Stop Medicinspild. Adgangen til livsvigtig medicin er en grundpille i vores velfærdssamfund. Men det sker, at der ordineres medicin, som ikke giver den ønskede effekt, som forstærker bivirkninger ved andre lægemidler - eller direkte modvirker behandlingen af andre sygdomme. Og hver anden af de såkaldt utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet – altså ting der ikke må ske – skyldes medicin. Vores sundhedsvæsen tilbyder mange avancerede behandlinger, ofte i form af lægemidler, og mange af os lever længere. Det betyder, der vil være tyve procent flere danskere på 65 år eller ældre i 2030, og derfor også flere kronikere og ældre patienter med flere sygdomme. Vi skal sikre at flest muligt får rette medicin til den rette tid i den rette dosis. Det skal prioriteres, så vi kan stoppe medicinspild. Der produceres årligt over 8.000 ton medicinaffald og -emballage i Danmark. Det svarer til vægten af otte blåhvaler eller 450 bybusser. Og så er kun korrekt bortskaffet affald talt med. Det er en trussel mod vores folkesundhed, vores natur og vores vandmiljø. Flere vandværker har målt medicinrester i drikkevandet. Det skyldes blandt andet, at meget medicin håndteres eller bortskaffes forkert ved eksempelvis at bliveskyllet ud i toilettet. Noget af den medicin, der kan måles i drikkevandet, er antibiotika. Når antibiotika går i grundvandet, får vi alle sammen en lille smule af det. Det er med til at opbygge resistente bakterier, der er modstandsdygtige over for antibiotika. Det gør det sværere og måske umuligt at behandle infektioner, og uden behandling kan nogle infektioner blive dødelige. Antibiotikaresistens ventes i 2050 at koste flere menneskeliv end cancer. Det kan vise sig at blive alvorligt for os alle sammen, hvis vi ikke længere kan behandle eksempelvis lungebetændelser på grund af medicinspild. WHO anslår, at halvdelen af den medicin, der ordineres til landets 900.000 kronikere, enten ikke bliver taget eller tages forkert. I en undersøgelse fra Gigtforeningen, har 83 procent svaret ja til, at de har oplevet at få lægeordineret medicin, som de kun har brugt få gange og dermed har et overskud af. Og knap 50 procent har smidt medicin til en værdi af 1-500 kr ud det seneste halve år. Mange kronikere har desuden store lagre af smertestillende medicin, fordi smerterne bliver ved, mens medicinens virkning ophører. Patienterne risikerer at ende i en situation, hvor de bruger penge på medicin, der ikke fjerner smerter som ønsket. Medicinspild er ikke alene en dyr affære for patienterne. Det offentlige spild som følge af forkert eller uhensigtsmæssig brug af medicin anslås at koste samfundet flere milliarder kroner om året. Penge der kunne gavne patienter andre steder i sundhedsvæsenet. Alliancen Stop Medicinspild ønsker et sundhedsvæsen, der bruger pengene rigtigt. Vi retter blikket mod medicin, der ordineres for meget af, ikke tages, tages forkert eller smides ud. Kampen mod medicinspild er ikke en spareøvelse. Tværtimod. For medicinspild betyder, at der er færre midler at investere i den bedste pleje og behandling. Vi har taget initiativ til Alliancen Stop Medicinspild, fordi det kræver mere end flotte ord at stoppe medicinspild. Det kræver handling. Vi vil have den rette medicin i den rette dosis til den rette tid. Vi vil bruge pengene rigtigt. Og vi vil passe på naturen og hinanden. Derfor har vi forpligtet os til at investere både tid og penge i at bringe eksperter og praktikere sammen for at udvikle konkrete løsninger på medicinspild. Vi skal se på sundhedsvæsenets vaner og rutiner, så patienterne får den rigtige medicin og øget livskvalitet. Vi skal se på industriens produktion og distribution, så vi får mest og bedst for pengene. Vi skal se på patienternes håndtering af medicinen, så de er trygge og skåner miljøet. Alliancen Stop Medicinspild kalder til kamp mod medicinspild – og alle er inviteret.

Leder For abonnenter

Sørgelig sag fik det rette udfald

Sagen er helt igennem sørgelig. Men det kunne ikke være anderledes. Naturligvis måtte den danske stat ikke lade et lille barn gå til grunde i en lejr i Syrien, efter såvel barnets somalisk-danske mor som faren tilsyneladende er blevet dræbt. Derfor er den 11 måneder gamle dreng nu blevet hentet til Danmark, hvor han forhåbentlig får en god fremtid sammen med sine slægtninge. Både drengens mor og far har haft tilknytning til Islamisk Stat. Sagen er den bedst tænkelige illustration af det idioti, disse fanatikere er besat af. Deltagelse i terror er i sig selv utilgivelig. Men det er komplet ubegribeligt, at forældre også er parate til at ofre deres eget barn for en tåbelig sag. Netop dette er jo konsekvensen af at medbringe børn eller sætte dem i verden i det helvede, Islamisk Stat lykkeligvis kun for en kort periode kunne etablere i Mellemøsten. Vi skal i sådanne sager være humane, men med kraftige forbehold. For den danske stat er der uanset farven på de pågældendes pas ingen grund til at gøre sig synderlige anstrengelser for at hente andre IS-terrorister til landet. Det gælder også for de pågældendes børn, med mindre ganske særlige forhold gør sig gældende. Det var tilfældet for den lille dreng samt i en tidligere sag, hvor en hårdt kvæstet 13-årig dreng i juni blev evakueret fra en interneringslejr. Alternativet havde formentlig i begge tilfælde været børnenes død. Det må vi ikke medvirke til. Dansk Folkeparti lufter mistanken om, at det reelt ikke er muligt at kontrollere, hvorvidt den lille drengs forældre faktisk er afgået ved døden. I lyset af de kaotiske forhold i Syrien er denne skepsis begrundet. Men skulle for eksempel moren senere vise sig at være i live, bør det på ingen måde berettige hende til en fribillet retur til Danmark. Flere medier har bragt historier om tidligere IS-terrorister, der angiveligt bittert har fortrudt og nu vil retur til Danmark. Til dem er beskeden: Alle valg i livet har konsekvenser, og I er ikke velkomne.

Klumme

Tak fordi I passer på vores fremtid

Jeg ved det, jeg ved det. Klima mig her, klima mig der, klima mig alle verdens mulige og umulige vegne. Slipper vi da aldrig for at høre om det depressive møg, tænker du måske. Og svaret er nej, men jeg synes alligevel, at du skal læse videre, for i dag har jeg for en gangs skyld ikke tænkt mig at skælde ud eller argumentere vredt og utålmodigt. Ikke at jeg er færdig med den slags - men i dag får du i stedet for en lille positiv klimabemærkning, ja, måske ligefrem en lille glad klimahistorie. Og et stort tak. Der er mange, der har holdninger til klima. Der er især mange unge, der har holdninger til klima og med rigtig god grund; det er jo trods alt vores fremtid, det handler om. Mange af os har alt for ofte oplevet at blive latterliggjort på de sociale medier og latterliggørelsen er ofte kommet fra den ældre generation, som på en eller anden måde ikke har haft forståelsen for alvoren af problemet. Men spørgsmålet er; er alle fra den ældre generation så bare nogle sure citroner uden forståelse for problemet? Det tror jeg faktisk ikke. Jeg står en gang imellem i baren på Generator i Ringkøbing og skænker øl og drinks til de glade koncertgængere. Det er i sig selv altid en fornøjelse, fordi alle altid er i godt humør. Men en aften var det ikke kun gæsternes humør, der gjorde mig glad. Efterhånden som de fleste havde fået deres første øl og også havde drukket den, så var der behov for øl nummer to. Trofast stillede folk sig i kø og langt de fleste bad om, at det samme krus blev fyldt igen, for vi skal jo passe på miljøet. Og plastik er ikke godt for hverken miljø eller klima. Når man står i en bar, kan der sommetider blive lidt travlt og så kan man let komme til at snuppe et nyt krus i forbifarten - men så var det, at en mand meget hurtigt gjorde opmærksom på, at vi skulle smide det nye krus fra os, for vi skulle passe på miljøet, hvorfor det var meget vigtigt at genbruge krusene. Jeg må indrømme, at det faktisk overraskede mig, at alle var så opmærksomme på, at vi genbrugte krusene. Det ville ikke have overrasket mig, hvis det var folk på min egen alder, fordi det ville være så selvfølgeligt på en eller anden måde, hvorimod jeg slet ikke fandt det ligeså selvfølgeligt, så snart det drejede sig om folk over 40. Ja, jeg må vist faktisk sige undskyld for, at jeg har haft den fordom. Det korte af det lange er, at jeg ønsker at sige tak. Det er nemt at være sur og det er nemt at beskylde hinanden for alverdens ting. Nogle har endda snakket om en direkte generationskløft, når der skulle diskuteres klima. Den findes desværre - men altså kun til dels. Der er mange forældre og bedsteforældre derude, der har fanget budskabet. Måske man bare skal løfte blikket lidt fra alle de grumme facebookkommentarer. I den virkelige verden er alting måske ikke så sort, som det ellers kan se ud. Det er i hvert fald vigtigt, at man husker at sige tak eller husker at rose, så snart der er god grund til det. På den måde minder vi mennesker jo trods alt lidt om hunde, for hvis vi bliver takket og rost tilstrækkelig mange gange for en handling, så er der større chance for, at vi bliver ved med at gøre den gode gerning. Så tak. Tak fordi I passer på vores fremtid.