Annonce
Læserbrev

Magtdemonstrationer: Urimeligt angreb på Danmarks Naturfredningsforening

Læserbrev: I et læserbrev den 22. februar i Dagbladet Ringkøbing-Skjern ses Leif Christensen fra Bork med et forsvar for den fejladministration, som Ringkøbing-Skjern Kommune har udøvet gennem mere end 25 år ved at lade hånt om Naturbeskyttelsesloven gennem hundredvis af ulovlige tilladelser til byggeri i sommerhusområder på Holmsland Klit. Han mener, der blot er tale om rent juristeri, når kommunen ikke i tide fik lokalplanerne på plads, og at parterne i sagen er enige om, at ingen har begået denne juridiske fodfejl med forsæt. Det vides ikke, hvilke parter der henvises til. Men hvis ikke man kan stole på, at myndighederne forvalter efter lovgivningen, kan der for alvor tales om det vilde vesten. Jeg har den fornøjelse at bo midt i et af disse naturskønne sommerhusområder. Da jeg for 10 år siden erhvervede mit helårshus, skete det med vished om, at nabomatriklerne, der henlå med naturskønne lyngklædte klitter, ville forblive sådan, da der på matriklerne er en tinglyst servitut, der forbyder byggeri af enhver art, og området i øvrigt, ifølge de oplysninger enhver kan se på arealinfo i Danmarks Miljøportal, er beskyttet af Naturbeskyttelseslovens § 3. Jeg erhvervede en naturperle med frit udsyn over Tipperne og hele Ringkøbing Fjord, og havde ingen synlige naboer, bare uspoleret natur! Da jeg senere gjorde kommunen opmærksom på en aktivitet, der kunne tyde på et kommende nabobyggeri, fik jeg blot at vide, at matriklerne ikke er omfattet af fredningsbestemmelser af nogen art. Kommunen gjorde sig ingen anstrengelse for at undersøge, om der kunne være noget om snakken. Kommunen gav efterfølgende tilladelse til arealomlægninger med mulighed for at bygge to sommerhuse og i øvrigt udlæg af ny vej tværs over de lyngklædte klittoppe. Den stille idyl er nu afløst af en erhvervsmæssig udlejning af sommerhus med ugentlige ud- og indflytninger, smækkende bildøre og larmende turister, der kører ræs på mountainbikes i klitterne. Da kommunen samtidig så stort på nabohensyn ved byggetilladelsen, er jeg desuden ufrivilligt tvangsindlagt til fra min 1. sals stue at skulle følge med i turisternes morgenmad, frokost og aftensmadsindtagelse uge efter uge, dog heldigvis med lidt pause i januar og februar. Jeg opdagede, at det ikke blot var i mit nærområde, men adskillige andre steder på Klitten, kommunen har set bort fra § 3 beskyttelsen på trods af, at kommunen selv har indskrevet den i lokalplanerne på foranledning af daværende Ringkøbing Amt, der godt forstod at rette sig efter lovgivningen! Som privatperson kan der ikke klages over en kommunes vandalisering af naturområder. Efter en årelang diskussion med kommunen, som ikke lod sig rokke i sine synspunkter, måtte jeg derfor ty til andre muligheder. Jeg kontaktede Danmarks Naturfredningsforening, som velvilligt har brugt utallige timer på denne sag. Med beskyldningen om, at Danmarks Naturfredningsforening har en evig trang til at demonstrere magt, bringer Leif Christensen en urimelig kritik af Danmarks Naturfredningsforening. Mange frivillige økonomiske bidrag og meget uegennyttig frivilligt arbejde bliver anvendt af denne organisation til at sætte en stopklods, når kommuner og andre af griskhed for øgede grundskatter, erhvervsaktivitet og turismeindtægter forgriber sig på uerstattelige naturværdier. Skytset bør rettes mod Ringkøbing-Skjern Kommune, der om nogen demonstrerer magt. Det er kommunen, der arrogant gennem nu flere år har nægtet at have begået fejl, skønt selv planlovseksperter ikke er i tvivl. Det er kommunen, der uretmæssigt har indkrævet høje ejendomsskatter og givet ejerne forventninger om byggetilladelser. Og det er kommunen, der fortsætter med at tage de mange berørte sommerhusejere som gidsler ved at undlade at træffe de beslutninger, der kunne stoppe dette cirkus på trods af, at alle historiske dokumenter i sagen viser, at kommunen har handlet forkert. Som om dette ikke var nok! Den tidligere ejer af mit hus formastede sig til at opføre en tagterrasse på taget af en sidebygning på ejendommen. Kommunen har accepteret i snesevis af sådanne tagterrasser i sommerhusområderne gennem årerne. Men da jeg ikke straks kunne tage folkeregisteradresse på ejendommen, som det blev krævet af kommunen for at acceptere tagterrassen, har kommunen nidkært jagtet denne sag i mere end 10 år! På trods af, at kommunen selv har beskrevet, at tagterrassen ligger så godt afskærmet, at den ikke er til gene for naboer, og at ingen nogensinde har klaget over forholdet, har kommunen gennemført politianmeldelse og ført retssager i såvel byret som landsret for at håndhæve sit krav om retablering. Her kan man med rette tale om magtdemonstration! Når private formaster sig til at bryde loven, er der ingen nåde. Heller ikke da ejeren af Hvidbjerg Camping ved Blåvand kommer på kant med § 3 ved at udvide med et par ekstra båse til et telt. Så blæser der ikke milde vinde: ”Hvis ferieparken formår at få reetableret forholdene omkring søen, kan den undgå at få straf, vurderer kommunen”. Og hvis private lodsejere i Lønstrup sikrer deres ejendomme gennem en kystsikring, der rent faktisk virker, men dømmes ulovligt, er kommunen straks på banen: ”Vores udgangspunkt, da vi meldte sagen til politiet, var, at det skulle fjernes” udtaler den lokale formand for Teknik og Miljø. Hvorfor skal der ses igennem fingre med tilsvarende ulovligheder, når de forvoldes af en offentlig myndighed, som her i Ringkøbing-Skjern Kommunes tilfælde med de ulovlige byggegodkendelser til sommerhuse på Holmsland Klit? Og hvorfor skal Danmarks Naturfredningsforening skældes ud, når de blot arbejder for, at gældende lovgivning overholdes?

Læserbrev

Vi er ikke i mål: Kamp om sygeplejersker i region Midtjylland

Læserbrev: Jeg håber virkelig, at alle sygeplejersker føler sig ombejlet og værdsat på den gode måde i disse dage på, hvor fuldtidspolitik og fordeling af flere sygeplejersker heftigt diskuteres i både regionsråd og medier. Tak til Joan Bohl Damgaard for her i avisen i fredags at give et vigtigt indblik i de vilkår, som vores sygeplejersker arbejder under i regionen i dag. Ja, vi har brug for flere hænder og flere sygeplejersker i sundhedsvæsenet herunder også psykiatrien. I KD er vi enige i, at de sygeplejersker, som ønsker fuld tid skal have ret til det. Samtidig anerkender vi også, at der er sygeplejersker, der ikke ønsker at være på fuldtid f.eks. fordi nattevagter belaster familielivet. De sygeplejersker har vi også brug for og de skal også anerkendes for deres værdifulde indsats i vores sundhedsvæsenet. Det er glædeligt, at regionen har en livsfasepolitik, hvor muligheden for deltid er indtænkt, men nedskrevne ord gør det ikke alene – det er vigtigt at denne politik også praktiseres rundt omkring, så de sygeplejersker, der ønsker deltid, kan få lov til det. Det vil KD holde øje med, når den nye fuldtidspolitik iværksættes, for regionen skal være en god arbejdsplads for alle vores dygtige ildsjæle. Arbejde er ikke et mål i sig selv – der er også andre værdier i livet. Vi skal huske at investere menneskers og familiers trivsel – ikke mindst i en tid, hvor mange mennesker kæmper med stress og psykiske lidelser hos dem selv eller som pårørende. Derfor skal vi ikke presse medarbejdere op på fuld tid, men i stedet bruge gulerødder og sikre et godt og rummeligt arbejdsmiljø samt uddanne flere. Det er vigtigt at forbedre normeringerne på hospitalsafdelingerne rundt omkring. I KD glæder vi os over, at regeringen i finansloven 2020 har afsat midler til både flere sygeplejersker og en stærkere psykiatri – begge dele er hårdt tiltrængt. Det er grotesk at der i hospitalsenheden Vest lægges op til fyringer af sygeplejersker, når vi ved, hvor stort behovet er. Det har været en noget rodet proces omkring fordelingen af de 107 nye sygeplejersker, som region Midtjylland får penge til i 2020. Men forhåbentlig kan vi endnu nå at sikre, at psykiatrien får del i de øremærkede midler til flere sygeplejersker. Det vil KD kæmpe videre for sammen med Alternativet og Psykiatrilisten. Ligeværdighed mellem psykiatri og somatik kommer ikke af sig selv. Der skal politisk vilje til. I regionsrådet er vi godt på vej i retning af at styrke psykiatrien, men vi er ikke i mål. Derfor skal vi fortsat aktivt sikre de bedste rammer for at rekruttere og fastholde personale, der kan sikre en god behandling i psykiatrien, og her er penge til flere sygeplejersker – også i psykiatrien - et skridt mere i den rigtige retning.

Læserbrev

Løgnen om de sorte veje

Læserbrev: Trods stærke S-løfter i sidste års valgkamp om bedre veje overalt i landet er der pludselig blevet uhyggeligt stille omkring påtrængende vejinvesteringer. Til forståelig stor skuffelse for mange borgere, virksomheder, fagforeninger og borgmestre. Danskerne holder i kø med deraf følgende spild af livstid og penge. Jeg ser frem til en kommende stor forespørgselsdebat i folketingssalen, hvor Venstre og de øvrige blå partier vil lægge maksimalt pres på regeringen fordi den med statsministeren i spidsen har nedprioriteret den trafikale infrastruktur og udsat trafikforhandlinger til 2021. Mindst to år er gået tabt i forhold til den konkrete blå trafikaftale fra marts 2019. Mange venter spændt på regeringens forklaring på dette uhørte nøleri. Det er også alvorligt, at regeringens støttepartier fokuserer ensidigt på jernbanen og bevidst ignorer behovet for bedre veje, der kan binde landet bedre sammen på kryds og tværs. De røde partier påstår vedholdende, at veje er ”sorte”. Det er manipulering af værste skuffe. Sandheden er jo, at fremtidens biler, busser og lastbiler vil køre på grønne drivmidler. Derfor er fremtidens veje mindst ligeså grønne som skinnebåren trafik. Og langt billigere. I øvrigt kører hovedparten af den kollektive transport på veje – nemlig busserne. Venstre er helt med på at investere i, at få den eksisterende jernbane gjort pålidelig med elektrificeret drift. Og vi skal investere i cykelstier, støjbekæmpelse og trafiksikkerhed. Men vi kan ikke blive ved med at nedprioritere det vejnet, der betjener den brede befolkning og erhvervslivet. Og vi skal totalt afvise de løgnagtige påstande om, at vejene er sorte og skader klimaet. Fremtidens veje bliver nemlig totalt grønne selvom asfalten fysisk set er sort.

Læserbrev

Afgift på affald fra loppemarkeder: Det er en ommer

Læserbrev: I Ringkøbing-Skjern Kommune roser politikerne det mangfoldige frivillige arbejde, der udføres i vores kommune. Hvor længe kan vi holde motivationen blandt de frivillige til at fortsætte, hvis pengene for vores salg på loppemarked og genbrugsbutikker skal være med til at dække en del af kommunes udgifter ved affaldshåndtering. Vi er 55 frivillige organisationer, som er blevet pålagt ekstra udgifter og skal betale 2012 kroner om året. Mon ikke dette tiltag administrativt går op i hat og briller. Vi modtager rigtig mange ansøgninger. Alle vores penge går til velgørenhed på forskellig vis. En stor del af vores midler uddeler vi til det lokale børne- og ungdomsarbejde. Der er rigtig mange frivillige som gør et kæmpe arbejde for at minimere mængden af affald, sælge de genbrugte ting og dermed giver mulighed for, at andre kan bruge det fremfor at aflevere det på genbrugspladsen. Det kan man kun kalde bæredygtighed i Naturens Rige. Det er en win-win sag, færre varer til genbrugspladserne og respekt for de frivilliges arbejde. Vi fra Videbæk Y`Mens Club tilslutter os de argumenter, som er fremført af Blå Kors Genbrug, Plejehjemmets venner og Kirkens Korshær og håber, at beslutningen kan blive omstødt og ændret politisk.

Annonce
Klumme

Ugens prædiken: At se og se, hvad vi ser

Synet er selektivt. Vi ser, men ser kun noget, aldrig det hele på én gang. Vi går måske nok den samme vej, vi sidder i den samme kirke; men vi ser forskelligt - fra hver vores synsvinkel. Nogle ser vildtet færdes i landskabet. Andre skal have det peget ud på en TV-skærm for at få øje på det. Nogle ser straks, at du har fået nye briller. Andre lægger ikke mærke til, om naboens hus er væltet. Helt uforberedt får vi øje på noget, som hele tiden har været der, og indser, at det er smukt eller i hvert fald ikke til at undvære. Det er ikke, fordi menneskeheden uden videre kan opdeles i de skarpsynede og de blinde. Vi ser bare så forskelligt, og al erfaring siger os, at det er umuligt at se det hele på én gang. Se, vi går op til Jerusalem! sagde Jesus til sine tolv disciple. Han havde trukket dem til side, og man skulle tro, at de, af alle, kunne se det for sig og forstå, hvad det indebar. Vi andre er kommet på tidens og traditionens afstand. Fastelavns søndag kan vi godt se, at kirkeåret er begyndt sin nedtælling til påske, kors og opstandelse. Men for disciplene, som befandt sig midt i historien, var det umuligt at danne sig et overblik. De så alt mulig andet .. også. Og hvad enten de kun så vejen ind til Jeriko, eller de så frem til noget mere, er det altid svært at se nederlaget og døden, når det kommer tæt på, og det er helt umuligt at se en vej igennem. Der sad en blind tigger ved vejen ind til Jeriko, og han så skarpere end disciplene. Han så for sit indre øje, at hjælpen var nær. Det er ingen let sag at bede om hjælp. Det var det heller ikke for tiggeren. En mønt eller et stykke brød kunne han bede om; men den dag vedgik han sin længsel og sin afmagt. Jesus sagde, at det var troen, som tillod ham at se, selvom han var blind. Han så, at Jesus var Davids Søn, og det fik ham til at lægge al sin ulykke og alt sit håb i hænderne på ham. Navnet ”Davids Søn” giver Jesus plads i den gamle jødiske kongeslægt. Israels konger var salvede og indviede til at stå som mellemmænd mellem Gud og folket. ”Messias” sagde man på hebræisk. ”Kristus” på græsk. Den blinde indså, at Jesus var hans mulighed for at få Gud i tale, og det var hans tro, at for Gud er alting muligt. Disciplene var blindet af det umulige i situationen. ”Se!” Sagde Jesus og talte, om den skæbne, der ventede ham i Jerusalem. Det gjorde dem bange, og de opfattede ikke, hvad mere han sagde. De kunne ikke se forbi nederlaget. Se!! Hvad er det, vi skal se? På tidens og traditionens afstand ser vi korset som det sted, hvor Guds kærlighed stillede sig til skue. Jesus gik ind til sin lidelse og død med åbne øjne. Ingen pris var for høj, for han måtte stå ved budskabet om Guds vilje, at intet kan skille os fra hans kærlighed. Den tomme grav blev det sted, hvor håbet vækkes til live. Vi vil tro, at for Gud er alting muligt. Fra Paulus har vi et billede på den salighed, vi har i vente. Vi skal stå ansigt til ansigt med Gud. ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men engang skal vi se ansigt til ansigt!” Vi skal se og vide os set. Det er som den øjenkontakt, intet menneske kan leve foruden. Det er som at se og indse, at noget ikke er til at undvære. Som den velsignelse, der lyses i kirken, og det korstegn, der gøres for øjnene af os. Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Teksterne til Fastelavnssøndag er Kærlighedens Højsang (1. Korinterbrev kap 13) og Lukasevangeliet 18,31-43

Klumme

Klumme om at tegne: Det, man ikke er god til, er noget, man ikke har øvet sig på endnu

Gennem mit arbejde med Tryllestaven (frivillig forening og aftenskole) har en af de tilbagevendende opgaver været at få børn og voksne til at tegne det, de ser. De seneste fire år har jeg via projektet Kulturspirerne besøgt en lang række børnehaver fordelt ud på de syv kommuner i Kultursamarbejdets område. Formålet har været at klæde pædagoger på til at arbejde mere med kultur - og for min del har tegning og akvarelmaleri været i fokus. Andre kulturinstitutioner har arbejdet med puls og rytme, ballet, sang, drama og billedkunst med større armbevægelser. Tilsammen har vi sået mange kulturspirer rundt omkring. Kulturspiren spirer, den blomstrer og gror For piger og drenge fra syd og til nord. Vi tegner og maler de ting, som vi ser. Vi synger og spiller og danser og ler. La la la la la - la la la la la Kulturspiren spirer, den blomstrer og gror helt ind i hjertet, hvor kunsten den bor. Lars Oluf Larsen Som ved mange andre aktiviteter er det også vigtigt at varme op til billedkunst. I børnehøjde foregår det med sang og en forudgående snak om dagens motiv, som spænder fra forskellige dyr over engle til traktorer, brandbiler og bybusser. En del gange er jeg blevet mødt af en forsigtig barnestemme, der har sagt: ”Jeg kan ikke tegne….” Jeg har spurgt: ”Vil du gerne kunne tegne…?” - og har forklaret, at det er det, jeg er kommet for at lære dem. Det, man ikke er god til, er noget, man ikke har øvet sig på endnu. Mange gange har der efterfølgende stået forundrede pædagoger, som har oplevet, at forsigtige, usikre og endda børn fra specialgruppen har været grebet af processen og er endt med at have en tegning, som de har været stolte af. (Processen og den positive oplevelse vægter højt - men det gør da ikke noget, hvis der også kommer et godt produkt ud af det). Dette er blot en af de mange gode grunde, der er til at lade børn beskæftige sig med tegning og maleri - at børn, der kan have svært ved at klare sig i hverdagssituationer, kan få en oplevelse af, at der er noget, de kan deltage i og mestre på lige fod med kammeraterne. Når en flok børnehavebørn bliver fuldstændig opslugt og stille med en akvarelpensel i hånden - er det det samme fysiske faktum, som gør sig gældende, som når en flok voksne bliver helt stille og koncentrerede i en kreativ proces med ler eller broderinål i hænderne - at den højre hjernehalvdel tager over - hvorefter det bliver svært at tale. Ifølge Betty Edwards (At tegne er at se) kan alle, der kan skrive deres eget navn læseligt, lære at tegne, det de ser. At mange voksne ikke tror, de kan tegne - skyldes, at de stoppede med at tegne, da de var i 10-13 års alderen - og ikke har øvet sig siden. Hvor gode ville vi være til at tale engelsk, hvis vi ikke havde øvet os siden den alder? Tegning handler lige så meget om at bruge øjnene som om at udføre tegningen - om at se og tegne det, vi ser - i stedet for at tegne det, vi ved. I Canada er der lavet undersøgelser, som viser, at de, der også tegner "noter" i stedet for kun at skrive - husker dobbelt så godt, som de, der kun skriver. Det er tankevækkende og et godt argument for at udvide undervisningen i tegning i alle aldersklasser. Graham Shaw gør det i sit foredrag (TEDx video) om tegningens værdi for hukommelsen klart for tilhørerne, at de kan huske det, de har tegnet meget bedre end det, de kun har hørt eller set som ord. Personligt har et klart billede i min erindring om en bestemt side i tyskbogen fra 7. klasse - fordi jeg tegnede efter den illustration, der var til remsen: An, auf, hinter etc. Der er rigtig mange andre ting, som jeg ikke husker det mindste om fra min tyskundervisning. Den måde, vi møder verden på igennem tegning og øvrige kunstneriske fag er sanselige og giver et nyt syn på verden. Jeg vil derfor tilslutte mig gruppen af stemmer, der taler for, at der i fremtiden skal være mere fokus på og undervisning i tegning, maleri og andre kulturfag.

Annonce
Læserbrev

Burde Danmarks Naturfredningsforening skifte navn til Danmarks NaturForureningsForening?

Læserbrev: Jeg synes, det er beskæmmende endnu en gang at se Danmarks Naturfredningsforening demonstrere sin magt, bare fordi de kan, og samtidig bruge naturbeskyttelseshensyn som undskyldning eller påskud. Sagen vedrørende 11 sommerhusområder på Holmsland Klit, hvor der af juridiske årsager skal dispenseres fra §3-restriktioner, når der skal bygges om, bygges til eller nybygges, er endnu et eksempel på DN's evige trang til at demonstrere magt uden skelen til, om det nødvendigvis gavner naturen. Jeg tror, alle med bare minimal indsigt i denne sag er enige om, at det er rent juristeri, når kommunerne ikke i tide fik lokalplanerne på plads i disse såkaldte "aftaleområder", inden den nuværende naturbeskyttelseslov trådte i kraft i starten af halvfemserne. Nu er de berørte grundejere så blevet gidsler i en sag, hvor DN åbenbart har trang til at demonstrere sin magt. Dette uagtet, at parterne i sagen er enige om, at ingen har begået denne juridiske fodfejl med forsæt. Men tilbage til naturen, som bør være DN's fokus i denne sag. Foregår der rent faktisk overgreb på uerstattelig og jomfruelig klit hede i disse områder? For overblikkets skyld skal vi huske på, at små 10 procent af Danmarks areal for nuværende er §3-område og herunder stort set al ubebygget areal på Holmsland Klit. Vi vader i bogstaveligste forstand i natur til knæene, uanset hvilken vej vi skal. Det er efterhånden almindeligt at DN er første hurdle, uanset hvad der skal laves. Om det er oprensning af en gammel grøft eller renovering af en sti eller bare udskiftning af et tørrestativ, så skal DN høres og være tilfreds. I denne sag snakker vi om 7-800 sommerhusgrunde, altså sandsynligvis knap 100 hektar. Det kan så vurderes i forhold til de cirka 25.000 hektar §3-arealer, der er alene i Ringkøbing-Skjern Kommune. Det er da også forkasteligt, at vi som borgere skulle formaste os til at bruge en lille smule natur. Nu er DN heldigvis blevet enig med sig selv om, at hvis bare der er hyben nok på grunden, så vil man ikke bruge sin magt ... Så kære grundejere; få nu smidt nogle hyben i jorden, så er der ikke flere problemer med DN. Hyben er i øvrigt en invasiv plante, som stat, kommuner og private, herunder grundejerforeninger, bruger en masse energi og penge på at bekæmpe i klitterne.

Annonce
Læserbrev

Efter folkeskolen: Sig farvel til uddannelsessnobberiet

Læserbrev: Der er blot få dage til, at tusindvis af unge skal vælge, hvilken uddannelsesvej de vil følge, når tiden i folkeskolen slutter. Hvis det ender, som det plejer, så vil langt hovedparten sætte kursen mod gymnasiet. I 2019 valgte hele 72 procent af de elever, der forlod grundskolen, at søge ind på gymnasiet som førsteprioritet, mens kun 20,1 procent satte kursen mod erhvervsuddannelserne. Men hvorfor egentlig det? En stor del af forklaringen skal nok findes i en kombination af vanetænkning hos de unge, deres forældre og uddannelsesvejlederne ude på folkeskolerne og så en indgroet holdning om, at det er ”finere” at blive student, end det er at tage en erhvervsuddannelse. For derudover er det svært at finde de gode argumenter for, hvorfor der skal være så stor forskel på søgningen til gymnasier og erhvervsskoler. For der er ingen tvivl om, at behovet for faglærte er enormt og kun bliver større de kommende år. De unge kan trygt vende blikket mod en teknisk erhvervsuddannelse, for vi har brug for dygtige unge med gode evner indenfor blandt andet matematik og fysik. Unge, der kan bruge både hoved og hænder og kan se fordelen og mulighederne ved at koble teori med praksis. Og så gør det bestemt ikke noget, hvis man samtidig er nysgerrig på ny teknologi. En erhvervsuddannelse giver mulighed for at tjene en god løn fra dag ét, en karriere med både gode personlige udviklings- og jobmuligheder og en god løn som færdiguddannet. Tal fra UddannelsesGuiden og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at man som eksempelvis elektriker eller vvs’er både får en højere startløn og over et helt liv tjener mere end mange med en akademisk uddannelse. Både for elektrikere og vvs’ere er den månedlige startløn i gennemsnit på 27-28.000 kroner efter endt uddannelse, mens man med en længerevarende videregående uddannelse som fx designer får cirka 20.500 kroner. Og nej – en erhvervsuddannelse er ikke nogen uddannelsesmæssig blindgyde. Tværtimod er vejen åben for, at man senere i livet vælger at videreuddanne sig både indenfor og udenfor den branche, hvor man er udlært. En elektriker videreuddanner sig eksempelvis typisk som el-installatør eller maskinmester, og en klejnsmed vælger ofte at uddanne sig videre som produktionsteknolog. Noget, man endda kan gøre enten på fuld tid på S.U. eller på deltid, hvor man kombinerer arbejde og studie. Der er utroligt mange muligheder for fleksibilitet og udfordringer i et arbejdsliv med en erhvervsuddannelse i bagagen. Derudover er det værd at bemærke, at en erhvervsuddannelse er den direkte vej ud på arbejdsmarkedet, mens mere end hver femte student stadig ikke er kommet i gang med en videregående uddannelse 27 måneder efter den sidste eksamen. Noget kunne altså tyde på, at for mange unge vælger gymnasiet uden at vide, hvad de bagefter skal bruge deres eksamen til. Jeg siger ikke, at alle skal vælge gymnasierne fra. Men der er brug for en mere ligeværdig prioritering af de uddannelsesvalg, den næste generation præsenteres for, når livet efter folkeskolen venter. Det stiller krav til både de unge selv, deres forældre og ikke mindst uddannelsesvejlederne. De senere år er der blevet talt meget om manglen på lærepladser til de unge, der vælger en erhvervsuddannelse. Det er da også rigtigt, at man på nogle erhvervsuddannelser stadig har udfordringer med at skaffe det nødvendige antal lærepladser, men billedet er ikke sort/hvidt. En række uddannelser (bl.a. de tekniske uddannelser indenfor fx el, vvs og industri) har de senere år således sat nye rekorder for antallet af indgåede uddannelsesaftaler. Lad os få nedbrudt fordommene om erhvervsuddannelserne og stoppe med at italesætte en gymnasial uddannelse som finere end en uddannelse som faglært. Misforstå mig ikke, vi har brug for akademikere, men vi har i høj grad også brug for faglærte, der er dygtige og innovative – og i et langt større antal end hidtil. Derfor: Slip uddannelsessnobberiet, når I skal vælge uddannelsesvej efter 9. eller 10. klasse. Vi har brug for jer ude på erhvervsskolerne og i virksomhederne!

Annonce
Leder For abonnenter

Hvad bilder ministeriet sig ind?

I 2014 besluttede et flertal i Folketinget, at man ville have 14 års dansk indsats i Afghanistan undersøgt med særlig vægt på det civilt-militære samarbejde. Forsvarsakademiet, Dansk Institut for Internationale Studier samt et konsulentfirma skulle stå for opgaven, men nu viser aktindsigter til Berlingske, at man i Forsvarsministeriet langt hen ad vejen ikke var tilfreds med især en række kritiske passager i udkastet til den endelig rapport. 14 kritiske passager er enten blevet fjernet eller ændret, således at slutresultatet tegner et mere rosenrødt billede af den danske indsats i Afghanistan, end det oprindeligt var tiltænkt, inden Forsvarsministeriet kom med forslag til, hvor man skulle have slettelakken frem. Nu bliver der i denne verden helt generelt lavet alt for mange rapporter, men denne havde dog det ædle formål at orientere Folketinget om, hvad der var gået godt og skidt. En rimelig idé, skulle man synes, al den stund, at danske soldater sendes ud i livsfarlige missioner, ligesom det danske samfund bruger milliarder af kroner på disse opgaver. Men Forsvarsministeriet syntes åbenbart ikke, at det var nødvendigt for vores folkevalgte eksempelvis at få at vide, at et fælles sekretariat mellem Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet ikke fungerede. Ej heller skulle det frem, at velkendte indretninger som offentlige udbud, der på vores breddegrader er med til at forhindre korruption, faktisk gjorde det modsatte i Afghanistan. Folketinget er altså blevet forholdt væsentlige oplysninger, og det er en skandale, også selv om ministeriet meddeler, at man jo bare kom med forslag til, hvad der skulle ændres eller slettes. Den har man hørt før, og den bliver ikke mere sand af at blive gentaget. Denne sag vidner om, at Forsvarsministeriet og nogle ansatte der har haft mere travlt med at pleje eget ry og egne karrierer end at oplyse Folketinget sandfærdigt om, hvad der er foregået i Afghanistan. Det er ikke bare uhæderligt, det er at sætte sig over landets øverste parlamentariske forsamling.

Klumme

Det var en 'Kennedy-dag', da Søren døde: Egelunds minder om stjernen uden nykker

Fredag 7. februar d.å.: De norditalienske alper. Sidste aften i Sauze d’Oulx. Seks gode skidage. Én på opleveren! Nul uheld; men tæt på at blive pløjet ned bagfra. Godt mør i det gamle kadaver. En næsten fuldmåne oplyser kridhvide, snedækkede bjergtinder. Hotel Hermitage. Værelse 103. Står på balkonen. Ta’r afsked. Kufferter pakket. Busafgang tidligt næste morgen mod Torino. Herfra to timer med SK2960 til Kastrup. Hvorfor pokker flyver SAS ikke til Billund? Forhåbentlig hjem til gryende forår. Klokken er 22.29. Mobilen ringer. Yngste søn: ”Har I set ’Breaking News’? Søren er død! I et færdselsuheld. I Aalborg”. - ”Søren, Søren, Søren…???” - ”Ja, ’din’ Søren. Chefredaktøren! Ham cykel-myggen, du ved?!? Der først kom til Bornholms Tidende. Og bagefter til Nordjyske… Nå, men jeg syn’s bare, du skulle vide det. Vi ses i morgen. God hjemtur. Godnat!” - ”Godnat!” Sætter mig på sengen. Tjekker /ritzau/. Rammes i solar plexus. Kan ikke få luft. Må ud på balkonen igen. Tudbrøler. ”Nej! Nej! Nej! Ikke dét! Ikke ham! Ikke Søren Solskin”. Pludselig bliver hele månen som blod. Jeg ved allerede med mig selv, at fredag den 7. februar vil indskrive sig i den efterhånden lange, ubærlige række af helt personlige Kennedy-dage*, som jeg til alle tider må bøvle med.

Læserbrev

Urimeligt gebyr på affald fra genbrugsbutikker

Læserbrev: Så blev der endelig offentligt røre omkring gebyr til genbrugspladsen for frivillige organisationer. Da vi i Kirkens Korshær Genbrug blev præsenteret for gebyret, var vi af den opfattelse, at det måtte bero på en misforståelse. Så vi sendte en ansøgning om fritagelse med henvisning til vores organisations formål, nemlig at indsamle midler til gavn for udsatte mennesker i Danmark blandt andet ved drift af varmestuer og væresteder. Desværre blev vores ansøgning om fritagelse ikke bevilget. Vi er cirka 40 frivillige, som hver uge gør et stort arbejde i den gode sags tjeneste med sortering og salg af donerede effekter fra borgere, som kunne have afleveret direkte til genbrugspladsen, som de har betalt gebyr for. Vi er meget taknemlige for det, som vi modtager til videresalg. Men vi er også nødt til at bruge genbrugspladsen i forbindelse med sortering, og altså nu betale gebyr for at kunne aflevere. Hvilket vi synes er urimeligt i vores situation. Vi i Kirkens Korshær Genbrug tilslutter os fuldt ud argumenterne fremført i læserbreve fra Blå Kors Genbrug og Plejehjemmets Venner vedrørende emnet og ønsker også, at dette gebyr for genbrugsbutikker med videre genbehandles i udvalg og byråd.

Læserbrev

Flere ledere er en forudsætning for øget faglighed og trivsel

Læserbrev: I Ringkøbing-Skjern har vi, ligesom i resten af Danmark, oplevet en stigning i antallet af børn, der går i børnehave eller skole i et specialtilbud - langt fra deres jævnaldrende i lokalområdet. Meget få af de børn går ud af skolen med en afgangsprøve i hånden, som giver adgang til videre uddannelse. Desuden udfordrer det økonomien, når flere har brug for dyre specialtilbud. Der er børn, der har brug for og gavn af at gå i specialtilbud, ingen tvivl om det. Men flere børn vil kunne trives i de almene tilbud, hvis vi ændrer rammerne og giver mere fleksibilitet og flere handlemuligheder til ledere, lærere og pædagoger. I dag er økonomien til specialtilbud bundet centralt, men vi vil lægge en stor del af budgettet ud til skoler og dagtilbud, så personalet kan lave indsatser, der gør det muligt for flere børn med særlige behov at trives i almene tilbud. Eksempelvis med mere personale i nogle timer eller ved at samle mindre grupper af børn i perioder. For nogle børn vil det være et bedre alternativ til et specialtilbud, og når budgettet er decentraliseret, kan personalet sætte tingene i gang, når der er behov, i stedet for at ansøge centralt og stå på ofte alt for lange ventelister. Psykologer, pædagogiske konsulenter og andre centralt placerede fagpersoner bliver også “decentraliseret”. De bliver tilknyttet specifikke skoler og dagtilbud og skal bruge en langt større del af deres tid ude i praksis sammen med børnene og personalet, fordi vi tror på, det vil gavne den tidlige indsats. Der kommer til at ske store forandringer i praksis, og det kræver ledelse at skabe forandring. Målet er at udvikle de fællesskaber, vores børn er en del af i folkeskoler og dagtilbud, så fællesskaberne bliver mere rummelige og flere børn kan trives, lære, udvikles og dannes i dem. På nogle skoler og dagtilbud er man allerede godt på vej, mens der andre steder er længere til målet. Uanset udgangspunktet bliver der tale om en reform af den måde ledere, lærere og pædagoger arbejder didaktisk og pædagogisk i skoler og dagtilbud. Det ville være politisk uansvarligt at sætte et mål om at flere børn skal trives i almene tilbud og lægge så stor en andel af både økonomi og ansvar ud til skoler og dagtilbud uden samtidig at sikre, at de bliver klædt på til opgaven. Mere ledelse sker ikke på bekostning af øget faglighed og trivsel, det er en forudsætning. Vi ønsker en forandring, der kan mærkes hos de børn, der har ondt i livet og ondt i maven over at gå i skole, men der er ikke tilstrækkelig ledelse i dag til at skabe den forandring. Det handler ikke om at bruge flere penge på ledelse for ledelsens skyld, men for at gøre hverdagen bedre for børnene. Helt konkret nedlægger vi en afdelingslederstilling i forvaltningen og ansætter 3 distriktsledere i stedet. De to ekstra stillinger finansieres af penge, vi har fundet ved at regulere ledelsestiden ude på skoler og dagtilbud til det niveau, der tidligere er politisk besluttet, og som i øvrigt er på niveau med ledelseskommissionens anbefalinger.

Klumme

Ugens prædiken: Sisyfos-myten og håbet om, at vi kan bruges

Jesus sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.« Forfatteren Theodor Kallifatides fortæller i sin fine lille bog Ännu ett liv (2017) om sin ven, der arbejdede hårdt hver eneste dag. Vennen stod op klokken fire om morgenen for at gå ud at købe blomster til salg i butikken, og han arbejdede til klokken ni om aftenen. Efter aftensmaden satte han sig foran fjernsynet og hans kone måtte hver aften vække ham, så han fik børstet tænder, inden de gik i seng. Alle dage samme rutine. En dag sagde forfatteren Kallifatides til ham: Du ligner Sisyfos. Blomsterhandleren kendte ikke myten om Sisyfos, så forfatteren måtte fortælle ham den gamle historie om, hvordan guden straffede Sisyfos. Den stakkels mand måtte rulle en stor sten op ad bjerget, for så at se den rulle ned igen, når han havde slæbt den til toppen. Og så måtte han begynde igen, dag efter dag. Sisyfosmyten gjorde et sådant indtryk på blomsterhandleren, at han en dag sendte en anden ud efter blomsterne tidligt om morgenen. Han selv gik i stedet en tur. Han iagttog mødrene lege med deres børn i parken. Han gik ind et sted og drak en kop kaffe, spiste siden en pølse med brød og gik derpå ud på kirkegården. Der sad han en tid og kiggede på de levende, som gik forbi, og tænkte på, at de også en dag ville komme til at ligge under jorden. Så fik han nok og gik tilbage til sit arbejde. Og som han siden sagde til Kallifatides: "Du har ikke forstået Sisyfos myten. Gud straffede ikke Sisyfos. Tværtimod, Gud forbarmede sig over ham. Mennesket er ikke noget uden sit arbejde, uden et virke." Forfatteren, som er langt oppe i halvfjerserne, må give ham ret. Det er godt uanset alder og kræfter at have et dagligt virke, hvad enten det er på en arbejdsplads eller derhjemme. Jesus lægger dertil i lignelsen i dag en ekstra betydning til menneskets arbejde, når han sammenligner Guds rige med en mand, der tilsår jorden, sover og står op, nat og dag, passer sin jord. På den ene side vokser afgrøden op per automatik, på den anden side er der også brug for menneskets hænder og arbejde. De to, jorden og mennesket, indgår i en symbiose. Jorden er fuld af grokraft, og mennesket har hænder til at passe afgrøderne og siden høste dem. Hvad Jesus lægger til, er i dobbelt forstand håbet om, at vi mennesker kan bruges. Der er brug for vore hænders værk, og tænk sig, både jorden og vi kan bruges til at tale om Guds rige! Jesus siger jo: ”Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden...”.

Annonce
Læserbrev

Det hænger ikke sammen: Flere ledere og øget faglighed?

Læserbrev: RKSK vil ansætte flere ledere for at øge trivsel og faglighed blandt eleverne. Måtte du også lige læse den sætning en ekstra gang? Det giver simpelthen ingen mening, når der samtidig skal spares på folkeskolen. Lidt baggrundsviden til dig, der ikke har læst den projektbeskrivelse vedrørende Nye veje på det specialiserede område, der er på byrådets dagsorden på tirsdag. Der har de sidste par år været et stigende behov for specialundervisning på specialcentrene og specialskolerne i RKSK. Da kommunens økonomi ikke kan holde til den stigning på sigt, blev der sat et arbejde i gang for at se på nye måder at gøre tingene på. Slutproduktet på 25 sider hedder Nye veje på det specialiserede område, og det kan læses på RKSKs hjemmeside under byrådets kommende dagsorden punkt 9 - men men men – dette tiltag får indflydelse på både almen- og specialområdet. Der er mange gode tanker i projektet, men hvordan flere ledere vil øge trivsel og faglighed hos eleverne, når det vil medføre færre lærere og pædagoger, det forstår jeg ikke, men du kan jo selv bedømme… Meget kort fortalt, så vil man lave en incitamentsmodel: • Alle dagplejer, institutioner og skoler deles op i tre nye distrikter. • Der ansættes en ny distriktsleder til hvert distrikt. • Økonomien til specialtilbud lægges ud til distriktet. Er der et barn, der har brug for specialhjælp, så skal enheden betale fx 100.000,- for en plads på et specialcenter eller 200.000,- for en plads på en specialskole. Hvor skal pengene til de nye distrikstledere findes? Skal administrationen (Dagtilbud og Undervisning) betale, eller skal de tages fra skolernes økonomi? I Ringkøbing–Skjern Kommune ligger vi ca. 2000 kroner under landsgennemsnittet pr. elev og er dermed i forvejen væsentlig ”billigere” i forhold til udgiften pr. elev og samtidig prioriteringen af midler pr. elev. Men - over de næste fire år skal der hvert år spares 0,5 procent - det vil sige 2 procent om fire år. Når der skal spares så mange penge på driften, så bliver det hentet på lønninger. Jeg understreger lige igen – man vil ansætte flere ledere, så hvor tror du, man vil skære ned? Der tilføre ikke flere ressourcer, men flere ledere, giver færre pædagoger og lærere til de børn, der har brug for hjælpen, hvilket vil løfte trivsel og fagligheden – det hænger ikke sammen.

Læserbrev

Gødstrup. Opfundet ”effektiviseringsgevinst” på supersygehus sluger penge fra psykiatrien

Læserbrev: Regeringen har tildelt det danske sundhedsvæsen 1000 ekstra sygeplejersker. Det er jo umiddelbart rigtig godt. Sygeplejerskerne skal endda både gå til somatik og psykiatri – alle får og alle skal være glade. Men hvordan er virkeligheden så ude på sygehusene? Der ser det knaps så rosenrødt ud. Rundt omkring i det ganske land knejser store flotte supersygehuse. En gammel aftale fra 2008 skal nu effektiviseres. Man skal afgive otte procent af budgettet på de nye sygehuse - den såkaldte ”effektiviseringsgevinst”. En gevinst man på papiret for 12 år siden fra den daværende VK-regering, syntes så rimeligt ud. Når nu det hele bliver super flot og smart, må I kunne gøre det hele så meget bedre. Man satte dyre konsulenter til at komme med, hvad der den gang var et rimeligt og sagligt bud på, hvad der kunne spares (eller være en gevinst, om man vil). Det viste sig efterfølgende at være et kæmpe blufnummer. Den otte procent gevinst var taget ud af den blå luft. Deloitte-konsulenter, der var hyret ind i sin tid for blandt andet at bidrage med ekspertise i forhold til forventede ”rationaliseringesgevinster”, fortalte om en nyt sygehus i Norge, der havde formået at spare 11 procent efter ny byggeri – et sygehus det senere viste sig slet ikke var bygget. Der blev også henvist til et hospitalsbyggeri i Ålborg, hvor man skulle have effektiviseret 15 procent. Heller ikke dette tal kan man i dag redegøre for. I Ålborg siger de, at patientoplevelsen blev bedre efter det nye byggeri, men der jo også var øgede udgifter i forbindelse med ibrugtagningen af det moderne byggeri – det vil sige, at det kostede mere, ikke mindre. De otte procent ”effektiviseringsgevinster”, som ”supersygehusene” nu rundt omkring skal aflevere af eget budget, er fuldkommen urealistisk. Der er i virkeligheden tale om otte procent besparelser oven i de øgede udgifter, der er ved ibrugtagning af nyt byggeri. Spørgsmålet er lige til nu, hvor det er åbenbart for enhver, at de otte procent, man vil have fra sygehusenes budgetter, er et hokuspokus tal – vil regeringen slå en streg over dette krav? Det korte svar er nej. Det lidt længere svar er nej og måske lidt ja. Regeringen har slået flot op, at man vil tilføje 1000 sygeplejersker til de danske hospitaler – herunder både somatik og psykiatri. I Region MidtJylland svarer det til cirka 215 varige stillinger. Ser man på den interne fordeling ville det betyde cirka 40 sygeplejersker til psykiatrien og 175 til somatikken. Men somatikken står med en dødvægt om benet – nemlig krav om otte procent ”effektiviseringsgevinst” – denne gang er turen kommet til det nye hospital i Gødstrup. Her står man til at skulle fyre cirka 87 sygeplejersker på baggrund af ”effektiviseringsgevinsten”. Samtidig får man på papiret tilført 40 sygeplejersker af regeringens 1000. Men det ser jo ikke godt ud. Reelt mister man jo cirka 47 sygeplejersker, og kommer derved ikke i mål i forhold til regeringens krav om tilførelse af nye sygeplejersker. Så hvad gør man så? Man lader psykiatrien betale sine 40 nye sygeplejersker selv, så man derved har penge i overskud til at holde hånden under Gødstrup og derved komme omkring ”effektiviseringsgevinstens” pris. På bundlinjen står: Regeringen kan stolt fremvise handlekraft og at de prioriterer både somatik og psykiatri Regionen Midt er ekstremt presset blandt andet grundet et usagligt krav om en ”effektiviseringsgevinst” De tilførte midler ender med at dække de usaglige krav om en effektiviseringsgevinst i somatikken. Psykiatrien får ingen ting, men hjælper med at få et regnestykke til at gå op. Hvor kunne det være befriende, hvis man fra politisk side i stedet meldte klart ud. ”Effektiviseringsgevinsten” er usaglig og selvfølgelig sløjfes det krav, og så må vi bagefter se, hvor mange penge, der er tilbage til at tilføre reelt nye sygeplejersker. Og et lille ønske mere. Øremærk altid penge, som I fra Christiansborg reelt ønsker skal gå til psykiatrien.

Annonce
Læserbrev

Gebyr på genbrugspladsen: Vi bliver straffet for vores frivillige arbejde

Læserbrev: Ringkøbing Plejehjems Venner oplever at blive straffet for at udføre frivilligt arbejde. Straffen består i, at vi skal betale gebyr til genbrugspladsen. Gebyret betales af midler, som vi har brugt meget tid på at skaffe. De midler skulle være brugt på at forsøde livet for de ældre borgere i Ringkøbing-Skjern Kommune og i særdeleshed beboerne på Ringkøbing Plejehjem. Vi kan derfor tilslutte os hvad Søren Andersen fra Blå Kors skriver i sit læserbrev i Dagbladet Ringkøbing-Skjern lørdag den 8. februar. Kommunen kalder sig nok så flot Naturens Rige, derfor ser det mærkeligt ud, at frivillige organisationer skal betale gebyr for genbrug. I disse tider hvor vi skal tænke på at mindske forbruget, straffer kommunen os. En frivillig forening som vores, hvordan kan den blive betragtet som en virksomhed? Vi er ikke en virksomhed, og de 2012 kroner kan vi anvende til bedre gavn for kommunens ældre og svage borgere. I kommunen mangler der hænder. Vi er en stor flok hænder, som bruger meget tid og kræfter på de ældre medborgere. Skal vi straffes for vores arbejde? Vi vil gerne nævne, at alle beboerne på Ringkøbing Plejehjem ligesom alle andre borgere betaler til genbrugspladsen. Hver beboer betaler 1000 kroner om året, ligesom også plejehjemmets pedel betaler for alt affald, som køres på Genbrugspladsen. Hvorfor skal der ske en tredobling af gebyret?

Læserbrev

Børns Trivsel: Nye veje på det specialiserede område

Læserbrev: I fredagens avis skriver Hanne Simonsen og Jesper Lærke om ”Nye veje på det specialiserede område”, og forklarer, hvorfor de ser et behov for en omfattende omorganisering af skoleområdet. I øjeblikket har vi i Dagtilbud og Undervisning en fagchef og 2 afdelingsledere over skole- og dagtilbudslederne. Distriktsmodellen kræver en fagchef + 2 afdelingsledere (1 for administrationen og 1 for det specialiserede område) + 3 nye distriktsledere. Nye ledere finansieres af de lokale skoler, dagtilbud og fra de specialiserede tilbud. Altså flere høvdinge på bekostning af varme hænder og nærværende ledelse, selvom vi ønsker, at flere børn kan få hjælp lokalt. I læserbrevet skrives der, at vi (BFU) har lyttet til høringssvarene. Ja, men flertallet har ikke hørt efter. I langt de fleste høringssvar er der bekymringer for og direkte advarsler imod distriktsmodellen. Her nogle få uddrag fra høringssvarene: Vi er dog langtfra enige i – og vil gerne advare mod – at udvalget følger administrationens anbefaling om at finde ressourcerne til to af de tre nye distriktsledere indenfor den samlede ledelseskraft. Vi har en stor bekymring for, at ledelsen kommer længere væk, i direkte modstrid med ledelseskommissionens anbefalinger. Et faldende elevtal burde vel derimod, kunne medføre en slankere og mere effektiv administration og dermed flere ressourcer ned til den enkelte elev. Vi finder det meget betænkeligt, at man finder tiden til distrikslederne ved at skære i den direkte ledelse i institutionerne. Der lægges i rapporten op til fem ledere under fagchefen, hvilket vi finder ganske drastisk og gerne ser ændret. Vi har ikke en umiddelbar forståelse for, hvordan distriktsledermodellen kan højne den faglige kvalitet. Så, når Hanne Simonsen og Jesper Lærke er slået af, at fagpersoner blev ved at anbefale distriktsledelse, kan det undre, at de ikke hører på fagpersoner fra ”virkeligheden” – de lokale skole- og dagtilbudsfolk.

Leder For abonnenter

Tysk politik er dybt bekymrende

Verden har næppe nogensinde fremover noget at frygte fra et stærkt Tyskland. Et svagt Tyskland er derimod bekymrende – også for os. Vi har behov for politisk og økonomisk stabilitet hos vores vigtigste handelspartner. Men lige nu er tysk politik et forrygende kaos. Mandag måtte Annegret Kramp-Karrenbauer efter kun cirka 14 måneder på posten bebude sin afgang som formand for det konservative CDU. Hun er også ud af billedet som kanslerkandidat og mulig efterfølger for Angela Merkel. Efter flere forudgående eksempler på usikker ledelse mistede Kramp-Karrenbauer helt fodfæstet, da hendes eget parti i sidste uge allierede sig med det højrenationale Alternative für Deutschland, AfD, om at vælge Thomas Kemmerich fra det liberale FDP som ny regeringschef i Thüringen. CDU har på forhånd bandlyst ethvert samarbejde med AfD, men det så partifællerne i den østtyske delstat altså stort på. Nu er et skifte i toppen af et tysk parti ikke i sig selv et alarmsignal. Men det er ekstremt bekymrende, at ikke blot CDU, men hele det etablerede, politiske system i forbundsrepublikken er i krise. CDU er gået fra det ene elendige valgresultat til det andet, og kan ifølge de seneste, valide meningsmålinger kun regne med opbakning fra omkring 27 procent af vælgerne. Og så er de konservative endda i fin form sammenlignet med Socialdemokratiet. SPD kan således kun mønstre opbakning fra 14 – 15 procent. Gennem længere tid har det liberale FDP egentlig klaret sig ganske fint med omkring otte procent. Men efter farcen i Thüringen risikerer partiet en hård straf fra vælgerne. Eneste lyspunkt i det velkendte, politiske system er De Grønne, der nogenlunde konstant kan mønstre fremgang og nu står omkring 22 procent af stemmerne. Men fremgang har også AfD med støtte fra 14 procent og enorme stemmetal i det tidligere DDR. Situationen kan gøre det voldsomt udfordrende at skabe bæredygtige flertal i forbundsdagen efter et kommende valg. Det er skidt nyt for Tyskland, men også for naboerne.

Annonce