Annonce
Leder For abonnenter

Det mener Dagbladet: Lyt til 'praksis-partisanens' gode råd

Klumme

Den dag, Munk knækkede farvekoden: Drengebørn skal da have lyserødt tøj på

Min gode kammerat var netop blevet far, og der stod jeg i en babyudstyrsbutik med min nøje udvalgte gave i hånden. En orange bidering udformet som en abekat - der skulle jo ikke mangle noget. Oppe ved kassen blev jeg mødt af en smilende ekspedient: - Er det til en dreng eller pige? spurgte hun. - Øhhh, en pige, fik jeg - lidt perpleks over spørgsmålet - sagt. Herefter fandt hun under disken en nydelig, lyserød gavepose, puttede den kønsneutralt orange abekat ned i den, og påklistrede derefter en pink sløjfe på pakken. Jeg slentrede ud til bilen, stadig lidt paf over farvekoderne, med en gave i hånden, der ikke efterlod nogen tvivl om, at den var tiltænkt et lille hunkønsvæsen. Men hvorfor skulle jeg overhovedet træffe det valg? Til en dreng eller pige? Mon ekspedienten forventede, at jeg ville få misbilligende blikke fra de nybagte forældre, hvis jeg ikke var så stærk i babykoloritten og derfor havde valgt en FORKERT farve gavepapir til deres lille datter? Jeg er så heldig at være far til både en pige og en dreng. Under begge graviditeter har min kone og jeg valgt først at finde ud af kønnet på ungerne, når ankomstdatoen oprandt – til stor irritation for vores familier. Især bedstemødrene har været ud af sig selv, for hvilken farve tøj skulle de nu købe? Jamen, det er jeg da bedøvende ligeglad med. Problemet er imidlertid, at det kan være mere end almindeligt svært at finde noget neutralt babytøj, som ikke skriger enten Dreng eller Pige. Konsekvensen har været, at vores børn har gået en hel del i gråt, brunt og hvidt tøj som spæde. Da det viste sig, at vores andet barn var en pige, væltede det ind med nuttede kjoler og dragter i alskens nuancer af lyserød og lilla. Jeg er glad for hver og én af dem, men gud hvor der dog findes meget lyserødt babytøj i denne verden. Så. Meget. Lyserødt! Og selv hvis de velmenende gavegivere skulle finde på at ville give en beklædningsgenstand, der ikke passer til kønsstereotyperne, så skal man lede længe. Butikker og producenter har nemlig travlt med at putte vores børn ind i farvede kasser, fra de er helt små. Så trøster jeg mig med, at farvehjulet nok skal dreje igen på et tidspunkt. Indtil begyndelsen af det 20. århundrede var lyserød og blå bare babyfarver - uden noget nærmere kønsprædikat. I 1910’erne opstod ideen om, at lyseblå, der blev forbundet med ro som den blå himmel, var til de stille piger, mens lyserød, var en ”lightudgave” af den iltre røde farve, der eksempelvis prægede militæruniformer - med andre ord noget meget maskulint. Først i midten af 1900-tallet blev lyserød etableret som en feminin farve. Det skete gennem en storstilet amerikansk reklamekampagne. Så når vores børnebørns børn engang til den tid ser på billeder af deres forfædre som små, vil de måske undre sig over, hvorfor oldefar dog havde en blå sparkedragt på. For smådrenge klæder man da i gult. Eller også har de til den tid afskaffet noget så tåbeligt som kønsbestemte farver for småfolk.

Klumme

Ugens Prædiken: En fortælling at spejle sig i

Der var fisk i søen. Men se til, om de lod sig fange. Peter og de andre fiskere havde bakset med deres net hele natten, og det sidste, de ønskede, var, at en fremmed skulle opfordre dem til at sejle ud igen. Al erfaring sagde dem, at det var håbløst. Nu var solen oppe, og fiskene trak sig tilbage til kølige strøg langt ude på dybet. Det var blevet sådan en dag. Og de havde prøvet det før. Den slags dage findes i alle liv. Skuffelser, vi næsten kunne have sagt os selv. Der er nederlag, vi lige så godt kan tage på forhånd. Vi forklarer os selv og hinanden, hvorfor det alligevel aldrig vil gå. Det sker, at vi går så halvhjertet til livet, at det ligner en selvopfyldende profeti, når det ikke bliver til mere. Vi er ikke negative ... Vi forholder os bare til vores erfaringer. ... Grundtvig har skrevet en salme over søndagens tekst. Carl Nielsen har givet den en melodi så sømandsagtig, at man fristes til at tage hinanden under armen og vugge i takt. Vi synger, at når vi tvivler, kan vi stadigvæk spejle os i Peters tvivl. ”Der sad en fisker sad så tankefuld,” og ingen kan vide, hvad Peter har tænkt den morgen; men indtil videre havde han ladet Jesus træde op i sin båd og var lagt fra land. Da Jesus opfordrede ham til at genoptage fiskeriet, gjorde han indvendinger. Alting sagde ham, at det ikke kunne svare sig. Alligevel gjorde han, som Jesus sagde. Han var ikke blevet overbevist om, at Jesus havde bedre forstand på fiskeri end ham. Det var ikke det. Hans tro var den troskab, at han måtte passe sin dont og blive ved med at fiske, fordi han var fisker. Det er tro af samme slags, som får mennesker til at stå op af sengen og tage fat, selvom deres verden brød sammen i går. Det er hverdagens nødvendighed og de daglige gøremål, som bringer os videre, selv hvis ingenting giver mening mere. Det er tro og troskab, at tage livet på sig, sådan som det blev, og gøre hvad man kan. Dér begyndte fortsættelsen. Det var, som om alle søens fisk var søgt ind i Peters net. Fangsten var langt ud over skudens kapacitet, og Peter fik vinket ad vennerne i den anden båd. ... Ser vi ind i fortællingen som et spejl for troende tvivlere og tvivlende troende, genkender vi en erfaring om fællesskab. Når vi overvældes af livet, er det godt at dele med andre. Når opgaverne er større, end vi mægter, er det guld at kunne regne med andres hjælp. Og den tro, jeg har for mig selv, er en sølle lille en i forhold til den tro, vi deler med hinanden. Hvis man vil gøre noget godt for sin tvivl og sin tro, skal man gå i kirke. ... Lige mens det gik løs, havde Peter ikke tid til at overveje situationen. Men bagefter, da han stod i fisk til knæene, forstod han, at alle de fisk var et tegn på noget mere. Han havde knoklet som aldrig før, og samtidig vidste han med sig selv, at det var ikke hans egen fortjeneste. Han havde ikke selv kunnet fylde sine net. Ja, han havde end ikke kunnet formå sig selv til at kaste garnene ud. Vi ville gerne; men hvem af os kan leve op til sit liv? Netop dér, hvor vi tager livet på os og gør vores bedste, står den sandhed lysende klart: Alle som én fik vi mere, end vi selv kan tage æren af. Alle skylder vi mere, end vi nogensinde vil kunne gengælde. Se, det var Peters syndsbekendelse overfor Jesus. Og Jesus svarede ved at tage ham i sin tjeneste. ”Frygt ikke! Jeg kan bruge dig alligevel. Du skal være en af stenene i min kirke!” Vi kaster endnu et blik i tekstens spejl og beder: Herre, vi ser jo, hvordan det står til, men brug os til noget godt! Lukasevangeliet 5,1-11 er teksten til 5. søndag efter Trinitatis

Klumme

Sommerregn og vask af hjernen: Tid til at gøre alting og ingenting

Vi er ferieramte. Tid til at gøre alt det, vi har drømt om hele året, eller tid til at gøre ingenting. Ingen tvivl om, at hjernen har godt af at blive vasket ren, som ved en god nats søvn. Nulstillet, formateret ville computerfolket sige. Døgnrytme. Biorytme. Årsrytme. Mennesket har gennem tiderne fulgt rytmer baseret på årstider, måneskifter, jagtdyrs og markernes rytmer. Og ikke mindst vores egen livscyklus. Vi har lagt vores egne ritualer oven på! Senest med tåren i øjenkrogen over midsommerbålet. Livet er ak så kort. Endnu et år. Det år, jeg blev student, satte Armstrong foden på månen og Tottebøgerne fødtes. 50 år siden! Hverdagens hamsterhjul holder os i drift, og hurra for den gode dagligdag, op på samme tid, arbejde/ skole og så fælles samling om aftensbordet. Indflyvning til søvn gennem ritualer som læsning, putning, en “nikker” til tv-avisen eller et køleskabsraid. Vi havner alle i søvnens arme, og det er nødvendigt for sjæl og krop. Hjernen renses for affaldsstoffer, siger de kolde kemikere. Nogenlunde samme sag om årets store ferie. En nyttig tid til at gøre alt det tilsyneladende unyttige. Undlade at tage stilling til noget som helst. Rejse til verdens ende, rejse ind i sig selv, eller som en mellemvej at læse avisens små notitser fremfor storpolitik, at se blomsterne ved sine fødder, at finde lokalområdets perler. Det sidste først. Kan anbefale et par upåagtede lokale seværdigheder. Tag cykel, bil eller gåben til kirkediget ved Gammel Sogn Kirke. Sæt dig og nyd syn og duft af Jomfru Maries sengehalm, den gule snerre, blæresmælden og blåklokker og mærk varmen i de store sten med mos og lav. Kik over fjorden, gå over kirkegården med dens søjlehal af krogede seljerønnetræer, und dig selv en stund i det beskedne kirkerum, og hvis du er til nostalgi, da slut i skolestuen nær ved. Tro det eller ej, en sand pendant til min barndoms skole. Bemærk for eksempel det store Danmarkskort fra 50’erne, hvor De Danske Statsbaner og privatbanerne gav liv og udvikling i hvert hjørne af Danmark. Nu kæmper vi for at bevare centerbyer/ handelsbyer over hele landet. Koden skal knækkes til en ny tid. Det får vente til efter ferien, men et står klart: Folk ønsker arbejde, tryghed, oplevelser, handel, natur, kultur, sammenhold. Byggesten til vores lokale fremtid. Vi er i gang! En spændende udfordring! Måtte jeg arme synder få tilgivelse for at gå over kommunegrænsen, så kan Nymindegab Museum varmt anbefales. Prisværdigt småt og godt. Museumsbesøg over en time er mig imod. Her er det hele. Et lille-Skagen miljø af kunstnere har fanget stedets vilde poesi. Egnsbeskrivelser og livsbetingelser fortalt begavet. Stille dvælen og snus i vindmølles tømmerværksted. Børnebørn er mere til hvalskelletter, men dem om det. Det supplerer Ramasjangs Onkel Reje og Rosa fra Rouladegade. At læse i små notitser er, at regn i Arabiens store ørkener har klækket så mange tidselsommerfugle, at vi kan tale om en invasion. Først Tyrkiet, så Rumænien, Gotland og endelig lille Danmark inklusive vores have, inden de stakkels sommerfugle med flænsede vinger endte i Nordsøens blå. De tog for sig af lavendlernes honning, skal siges. Velkommen til Danmark. I kan blande jer med admiraler, dagpåfugleøjer, blåfugle, auroaer og citronsommerfugle. Hvilken poesi i nærområdet. Om vores haves husskadepar skal tælles med i poesien eller i naturens orden, må læseren afgøre. Faktum er, at et par har leveret fire unger, en er omkommet. Haven rummer i forvejen farlige dyr som dræbersnegle og skovflåter. Ulve er ikke set og hugorme forvist til sommerhuset. Er skaden til skade, er rågen til råben? Er glade studenter til larm i nogle dage? Vel naturens orden. Jeg nyder det hele og tager stilling efter sommer. Ferietid er agurketid. Unyttig viden, som luller os ind i ferierytmen. Fabulerende unyttige klummer. For der sker jo ikke noget. Næh. Så lad det ske! Ikke noget. Det er ferie. Det renser og opbygger. Find dine blomster og sommerfugle. Læs en bog. Lad haven gro til. Find dine drømme. Find dine børn og venner. Find dig selv. Det sker jo lige her! Du er vel til stede? Åh undskyld jeg skal lige checke min iPhone!

Leder For abonnenter

Det mener Dagbladet: 2+1 er vejen til grøn omstilling

Leder For abonnenter

Hilde-sagen: Skal kun de stærke have chancen for at vinde?

Læserbrev

En tysker i køen: Turisterne flokkes i de danske supermarkeder

Læserbrev: I Danmark er vi velsignet af, at der ofte ikke er langt til en dagligvarebutik, når der skal handles ind. I køen ved kassen finder man svaret på, hvorfor det kan lade sig gøre; her står der med garanti en turist. Turismen er på sit højeste om sommeren, og det kan også mærkes på detailhandelens omsætning, når der skal købes ind til grillaftener eller indehygge. Hver tredje krone som de danske og udenlandske turister bruger på deres ferie i Danmark, går til detailhandel, hvor føde- og drikkevarer er en central post, viser tal fra VisitDenmark. Turisternes forbrug bidrager til en omsætning på 40,9 mia. kr. og godt 33.000 arbejdspladser i detailhandelen. Turister i byerne så vel som ved kysterne bidrager til den store omsætning. Sidstnævnte i særlig høj grad, da mange laver egen mad, når de bor på camping eller i feriehus. Der er størst sandsynlighed for at møde en tysk turist i det lokale supermarked. Tyskland er det suverænt største udenlandske marked for dansk turisme, målt på omsætning og overnatninger på de danske overnatningssteder. Tyskerne er kendte for at have mad med hjemmefra til ferien, da momsen på fødevarer i Danmark er meget højere end i Tyskland. Men faktisk køber tyskerne en hel del i Danmark, og deres døgnforbrug er også steget betragteligt over de senere år. Det er vi meget bevidste om hos De Samvirkende Købmænd, som blandt andet repræsenterer godt 1.400 supermarkeder og discountbutikker i hele landet. Tyskerne efterspørger i stor stil danske fødevarer og specialiteter. Det gælder blandt andet klassikere som sild, marmelade med hele bær, kirsebærvin, ost og snaps. Til det tyske morgenbord er det også et hit at købe friske basser og morgenbrød hos den lokale bager eller købmand. For mange tyskere er en god dansk hotdog også et fast menupunkt på ferien, og det kræver en tur til købmanden efter remoulade, røde pølser, agurkesalat og ristede løg. Is og slik fra danske producenter er også populære. Hver tredje tyske kystturist har hunden med på ferien, og den skal også forkæles, når den er på ferie i Danmark. Selvom tyskerne er vilde med de danske kyster, de dejlige feriehuse og vores smukke natur, så har tyskerne også en stor forkærlighed for de produkter de kender hjemmefra. Danske købmænd i feriehusområderne fortæller blandt andet, at tyskerne efterspørger varer som Sauerkraut, smør uden salt, særlig tysk suppebouillon og produkter fra Dr. Oetker og Knorr. Når ferien lakker mod enden i Danmark, så vælger mange tyskere også at købe særlige danske føde- og drikkevarer med hjem – både til eget forbrug og som gaver.

Læserbrev

Vi sender penge i skyen: Kommunal støtte til flytrafik

Læserbrev

Droner i Stauning Lufthavn? Det ville være som dræsinekørsel på Banedanmarks togstrækninger

Læserbrev: ”Velkommen ombord til byrådet, dette er kaptajn John G. Christensen, med ved roret har jeg direktøren for Stauning lufthavn. Dagens tur er en blindflyvning med mulighed for at se på luftkasteller”. Dettte kunne være den morsomme analogi til at vise, hvad politikerne bliver præsenteret for, når vi snakker om Stauning Lufthavn. Kaptajnen og co-piloten har nu siddet ved roret i henholdsvis 5 og knap 3 år, og hvad er der sket...? Alt personale er enten fyret, eller har søgt væk. At man overhovedet har kunnet finde nye folk, er mere held end forstand. Det nye personale har til gengæld ikke haft de fornødne kvalifikationer, hvilket har betydet, at man ikke har kunnet dække vagterne, og dermed måtte lukke for lufttrafiktjenesten. Dette har givet anledning til kritik fra trafikstyrelsen. Alt imens man har betalt fuld løn til en fyret medarbejder. Og kommunen står fortsat med en lufthavn som er totalt nedslidt og trafikunderlaget yderst sparsomt. Dilemmaet er, at hvis man lukker eller nedgraderer lufthavnen, lukker man også lufthavnens bedste og vel eneste aktiv – Benair, og dermed arbejdspladser som ikke flytter ind på gågaden. Benair er i sagens natur afhængig af, at der er en lufthavn til deres fly, og en vis form for lufttrafiktjeneste, med landingshjælpemidler for at sikre regulariteten. Opsætning af møller der vil påvirke lufthavnens indflyvning spøger fortsat, og for at afbøde det har det været på tale at installere et nyt landingssystem (ILS). Prisen vil være 11 millioner som skal afholdes af ejerne af møllerne. Men ILS-systemer nedlægges på andre lufthavne i Danmark og udlandet. Fremtiden er en GPS-baseret procedure. Ledelsen har altså arbejdet for at indføre et forældet system på en forældet lufthavn, hvilket selvfølgelig en glimrende løsning, hvis den skal bevares som et museum. Men enhver med kendskab til luftfart havde nok kigget fremad og arbejdet for en mere fremtidssikret løsning. GPS systemet kræver ingen vedligeholdelse, bruger ikke strøm og er fremtiden indenfor al navigation. Prisen ligger omkring 300.000 kroner. Samtidig plæderer ledelsen for en øget aktivitet af skoleflyvning. Stauning har haft masser af skoleflyvning, men de tider er forbi. At for eksempel MartinAir vil komme og benytte pladsen, vil aldrig give en aktivitet, der kan retfærdiggøre yderligere investeringer. Til slut vil man have droneaktiviteter ind på lufthavnen. Men er man i byrådet blevet informeret om konsekvenserne? Droner hører ikke til på en lufthavn, det er ren desperation fra ledelsens side. Droner hører til på, eller i nærheden, af et erhvervsområde. Når der er droner i luften, må der ikke være fly - og vice versa. Måske byrådet skulle tage på studietur til en anden hensygnende lufthavn, Odense, og høre, hvilke indtægter lufthavnen har på den konto. Husk også at besøge de tilbageværende flyfirmaer samme sted og høre deres mening om droneflyvning på en lufthavn. At tillade droneflyvning er, som hvis Banedanmark tillader dræsinekørsel på togstrækningerne. Inden lufthavnen mister opdriften med den nuværende ledelse, og ender som en bunke forvredet jern på en mark, var det måske på tide for byrådet at trække iltmaskerne på, så de kan begynde at tænke klart - og få en ny ledelse ind med erfaring inden for luftfart og tilknyttede erhverv hertil. Indrømmet.. det er ikke nemt, men lufthavnen kan slet ikke økonomisk bære direktørlønninger til ansatte, der ikke kan indgå i Lufttrafiktjenesten. Byrådet skulle måske i stedet lytte og hente ideer hos brugere, firmaer, foreninger og aktører, der i dag opererer på lufthavne, og måske også spørge tidligere ansatte!

Annonce
Annonce
Læserbrev

Tillykke til Vattenfall: Die dumme Dänen et aktuelt udtryk igen

Læserbrev: Tillykke til Vattenfall som netop har vundet udbudsrunden om havmøllepark Hollandse Kust Zuid 3 og 4 på 750 MW, som er placeret minimum 18 kilometer fra den hollandske kyst. I september 2018 vandt Vattenfall udbudsrunden på nummer 1 og 2, placeret 22 kilometer fra den hollandske kyst – også på 750 MW. Havmølleparkerne bliver de første ikke statsstøttede havmølleparker, når de er idriftsat i 2022/2023. – ja du læste helt rigtigt – ingen statsstøtte. Sjovt nok – eller tragikomisk nok – vil det stort set være på samme tidspunkt, som Vesterhav Syd og Nord idriftsættes. Den helt store forskel er naturligvis, at disse to havmølleparker kun placeres 7-10 km. fra kysten og med en garanteret pris til Vattenfall på 47,5 øre pr. KWH. Så forskelligt kan to regeringer altså handle. Den ene forstandig og økonomisk ansvarlig – den anden - tjah?? Vattenfall har jo nu besluttet sig for at flytte havmølleparkerne Syd og Nord så langt ud i nærheden af de 10 km. som muligt. En grænse som jo er fastlagt af Folketinget. Vattenfall har således ingen muligheder for at flytte møllerne længere ud. Det er stadig helt utroligt, at rød blok og konservative holder så krampagtigt fast i at møllerne skal være kystnære. Det taler mod al sund fornuft. Man kan få den tanke, at de er nervøse for, om de vil blive betragtet som ikke-klimavenlige, såfremt projektet aflyses. Langt de fleste er klar over tåbeligheden i projektet og vil i stedet nok mene, at de da nu endelig er kommet til fornuft. Hvor kunne det være dejligt om regeringen – socialdemokratiet - tog fat i forligspartierne med henblik på at aflyse projektet og så flytte møllerne til f.eks. havmølleparken Thor, som der skal holdes udbud på i 2021. Spændende bliver det at se prisen på denne udbudsrunde. Bliver det også uden støtte, eller meget minimal, udstiller det jo i den grad rød blok og de konservative. Udtrykket fra Tyskland ”Die dumme Dänen” bliver jo pludselig aktuelt igen.

Leder For abonnenter

Landmænd brokker sig altid - og det er der grund til

Klumme

Lørdagsklummen: Lad os få de unge ind til byen og byrådet ud på Vasevej

I skrivende stund er vi her hjemme i præstegården i Kloster ved at dukke op til overfladen efter uger med studentereksamen og fester. Også vi forældre bliver helt kulrede. Har bidt negle i spænding. Jublet i glæde. Moret os med de smukke unge mennesker, som kommer forbi. Vokset i stolthed over ens dygtige pode. Mærket en ydmyghed over, at ens barn vokser én over hovedet ikke kun i fysisk, men nu også i åndelig forstand. Og glædet sig over ”den skønne livets orden”, at ”slægt skal følge slægters gang”, for nu at citere et par gamle sange. Og langsomt åbner man igen øjnene for verdens gang, og i skrivende stund er mit blik netop løbet henover en artikel i Ugeavisen Ringkøbing om byudviklingen her i kommunen. Formanden for kommunens handelsråd, Bent Brodersen, udtrykker et ønske om, at Byrådet ikke tømmer bykernerne for offentlige funktioner. Aktuelt møntet på planer om at flytte en borgerservice fra Skjern Centrum til Innovest langs omfartsvejen, men også med referencer til de andre centerbyer: Ringkøbing og Tarm. Jeg synes, Bent Brodersen har ret, og inde i mit sind dukker en gammel kæphest op, som der sikkert ikke er penge til at realisere. (Men det havde Naturkraft jo heller ikke for år tilbage): Flyt gymnasierne ind til bykernen! Midt i Ringkøbing har vi den gamle skolegrund liggende som et ar, der fortæller os, der kan huske så langt tilbage, om dengang det myldrede med unge mennesker dér. Nogle gange irriterende med deres larm og støj, men nu hvor de ikke er der: Så savner man dem! Tænk, hvis vi kunne bygge et supergymnasium dér: STX på én etage, HHX på en anden, Fælles kantine, bibliotek, idrætssal, etc. Måske integrere det supermarked, som nu ligesom flagrer umotiveret på grunden, i dette gymnasiekompleks? Måske kunne man på sigt lave idrætsanlæg dér, hvor der nu sælges biler og tømmer? Sikke et liv, det ville give til Ringkøbings midtby: ca. 1000 gymnasieelver, lærere og personale ville have deres daglige gang midt i byen også udenfor turistsæsonerne. Unge mennesker med alt, hvad dét indebærer af fantasi og virkelyst. Cafeer ville blomstre op. Hvor nemt at gå hen på Generator og det måske kommende spillested i det gamle posthus. Hvad så med de hidtidige gymnasier på Vasevej? Udmærkede bygninger for ukyndigt øje at se. Lige til at gå til og bruge til noget andet. Måske som anledning til at samle kommunens spredte forvaltningsgrene i én administrations- og rådhusbygning? En idrætshal kunne blive til en byrådssal, hvor der virkelig var højt til loftet og plads til store armbevægelse. Måske et fantasiprojekt, som bare bobler på grund af mødet med de forventningsfulde unge mennesker. Men er dé ikke det bedste vi har? Burde de ikke have et smørhul i vores midte? I de år, hvor jeg har haft min gang på skolerne i Rindum, har jeg altid haft en fornemmelse af, at børnene og de unge ligesom var stuvet af vejen i et hjørne af byen, hvor der tilfældigvis blev plads. Hvorfor ikke give dem chancen for at leve deres liv i bykernen, som samfundets udtryk for, at vi lever med i deres liv: sorger og glæder, bekymringer og sejre, og også er der med den trøst på nederlagets dage, at vi ligesom har set dem. Nu er det Ringkøbing, der er min by, som sætter mig griller i hovedet. Hvis jeg kendte Skjern bedre, ville jeg sikkert også tænke ét og andet, men også dér har det undret mig, at skoleby og kulturcentrum er lagt i udkanten, langs en omfartsvej fremfor i bymidten. Men lad det nu blive ved det: Til lykke til studenterne. Og held og lykke til handelslivet. Og god sommer til alle!

Annonce
Læserbrev

Sparetider: Nedprioritér ikke foreningslivet, kære kommune

Læserbrev: De seneste par måneder har der været fuldt tryk på de kommunale beslutninger. Hvor skal der spares, og hvor skal der sættes ind med nye indsatser? Jeg har bidt mærke i de mange spareforslag, som Ringkøbing-Skjern Kommune har fremlagt, som nogle gange giver modspil. Det så vi, da over 3200 underskrifter blev samlet ind for at bevare Tarm Bibliotek. Alle sten bliver vendt, og min bøn som formand for DGI Vestjylland er, at de kære kommuner ikke nedprioriterer foreningslivet. Jeg mener, at foreningslivet er altafgørende for vores samfund. Foreningslivet styrker vores identitet, sociale relationer og kompetencer samt vores samfundsengagement. Krydret med vores fokus på forebyggelse, sundhed og aktiviteter er vi uundværlige. Er det tilfældigt, at 92 procent af danskere med baggrund i foreningslivet opfatter sig selv som tilfredse med livet? Det tror jeg næppe. Af de danskere, der aldrig har været aktiv i foreningslivet, er tallet blot på 77 procent. Foreningslivet er med til at skabe og forme fremtidens ledere. Det bakkes op af 92 procent af erhvervslederne, som mener, at det fremmer unges erhvervsevner at være aktive i foreningslivet. Vi har fået en ny regering, og med til et regeringsskifte følger altid nye retninger, mål, ambitioner og løfter. Ét af de vigtigste mål for regeringen bør også være at sætte foreningslivet i fokus. Nøjagtig som politikerne i Ringkøbing-Skjern Kommune. Sammen med Dansk Ungdoms Fællesråd og Danmarks Idrætsforbund har vi hos DGI lavet et politisk udspil, som rummer fem konkrete anbefalinger til den nye regering, og disse anbefalinger er også relevante i det vestjyske. Jeg vil gerne fremhæve en af anbefalingerne. For at forbedre børn og unges mulighed for deltagelse i foreningslivet indføres et fritidspas. Det betyder, at børn og unge under 18 år fra lavindkomstfamilier i en periode kan få kommunen til at dække omkostninger til aktiviteter i foreningslivet. Et forslag, som rammer vores udfordring med at inkludere dem, der står uden for fællesskaberne. Jeg glæder mig til at samarbejde med alle interessenter om at gøre foreningslivet endnu stærkere, end det er i dag. Vi vil i hvert fald nødigt nedprioriteres i de kommunale beslutningsprocesser, da vi rummer så mange muligheder for at styrke mennesker og fællesskaber.

Leder For abonnenter

Krav om aldersgrænse er en falliterklæring

Læserbrev

Turisme. Forstå de tyske gæster i Danmark

Debat: Der står sommerferie i kalenderen. Når du bevæger dig i sommerlandet og møder en turist er det altovervejende sandsynligt, at det er en tysker. Hele 57 procent af alle overnattende gæster har tysk pas. Men hvem er Herr und Frau Schmidt egentlig? Hvorfor kommer de til Danmark? Og hvorfra i Tyskland? Danmark er i international målestok et meget stort turistland. Alene blandt de nordiske lande er vores andel af internationale turister næsten 50 procent. Det skyldes Tyskland. I 2018 var der ikke mindre end 15.7 millioner kommercielle overnatninger fra Tyskland. Der kommer endnu flere i år. Langt hovedparten besøger kysterne. De bor oftest i sommerhusene og på campingpladserne. For mange er de måske de hemmelige gæster? De er ikke så synlige som grupperne af kinesere i Odense eller amerikanerne i København. Begge grupper stikker både i udseende og på decibelskalaen ud i gadebilledet. Tyskerne ligner danskerne i en høflig version. Der er tyskere i Danmark hele året. Faktisk flere i oktober end i juni. Men selvfølgelig er der flest i juli og august. Tyskland er et stort land med mere end 80 millioner mennesker opdelt i 16 forbundslande, der holder forskudt ferie. Virksomhederne i turismen er helt skarpe herpå. Og de interesserer sig mest for Slesvig-Holsten, Hamborg, Niedersachsen og Nordrhein Westphalen i nordvest, som er suverænt de største forbundslande for dansk turisme. Forbundslandene spreder ferien, så kø på motorvejene mindskes og af hensyn til tyskernes virksomheder og egen turismeindustri. I år er feriekalenderen ikke helt god for Danmark. I Nordvesttyskland falder ferien tidligt og kolliderer med danskernes, svenskernes og nordmændenes ferie i juli. Hamborgs skoler ferielukkede allerede den 27. juni, Slesvig-Holsten fulgte den 1. juli og Niedersachsen den 4. juli. Koncentrationen i højsæsonen i juli og frem til starten af august bliver stor. Heldigvis starter skoleferien i det suverænt mest folkerige forbundsland, Nordrhein-Westfalen med næsten 20 millioner indbyggere, først 15. juli. Gæsterne fra blandt andet de store byer Köln, Düsseldorf og Essen kan blive helt til 23. august og vil sammen med sydtyskerne fylde i sommerlandet i august. Mange danskere har falske stereotyper af tyskere. Det er både noget med, at tyskere elsker regnvejr. De tager bare en gul regnfrakke på. Det er løgn. Der er også skilsmisser i kølvandet på 14 dages sommerferie i regnvejr hos tyske familier. En anden stereotyp som ofte høres fra danskere, er, at tyskerne elsker Danmark, fordi vi har så meget kyst, og de så lidt. Det er også delvist løgn. Kig på et Europa kort og se, at efter murens fald er der pludselig masser af kyst fra den tysk-polske grænse til Flensborg Fjord. Når tyskerne tager på ferie mod Nord kører de enten til højre til Ostsee. Eller til venstre til Nordsee. I Danmark har vi begge dele. Og konkurrenten for Danmark i kampen om de tyske gæster er ikke de varme lande, Norge eller Sverige. Det er Tyskland selv. Tyskerne er gode kunder i Danmark og høflige mennesker. Opfordringen herfra skal lyde: Smil til de tyskere, du møder på din vej i sommerlandet. Invitér dem over på en pilsner eller en kop kaffe. Øv dit skoletysk. Vi vil så gerne have, at de kommer tilbage.

Leder For abonnenter

Du danske oplevelses-sommer

Annonce
Læserbrev

Vesterhav Syd og Nord møllerne - har du en holdning?

Læserbrev: Det blev for et par uger siden meddelt, at Vattenfall ændrer placeringen af Vesterhav Syd møllerne, til at være længst ude i koncessionsområdet 4-10 km fra kysten. Vattenfall begrundede det med, at projektet er 3 år forsinket, og beklagede sig samtidigt over det koster dem et trecifret milliontab. Uden at fortælle om det er 100 eller 999 millioner?! Nok reelt ikke engang 100 ... Vattenfall oplyste nemlig på et møde i Søndervig d. 1/3-18, at det drejede sig om småpenge at flytte møllerne, men at de ikke kunne gøre det grundet tidsplanen. Dengang ville de ikke offentliggøre økonomien. Og den fremlagte tidsplan måtte vi heller ikke offentliggøre. Altså var projektet omgærdet af hemmelighedskræmmeri. Men det forstår vi jo nu, hvor den største omkostning anføres som spildte havbundsundersøgelser. For Vattenfalls tab skyldes hovedsageligt, at de kan skrotte deres havbundsundersøgelser, som de gik igang med før de havde en igangsætningstilladelse. Ligesom hvis du var gået igang med at bygge hus inden byggetilladelsen, og blev pålagt en anden placering. Noget, der alene skyldes, at Vattenfall ikke fulgte anbefalingerne i VVM-redegørelsen. Og husk lige, at Staten giver Vattenfall et tilskud på 3 milliarder til møllerne i Vesterhavet. Det på trods af faldende priser for havmøllestrøm, og at vore nabolande ikke længere yder tilskud. Så Vattenfall lige nu er i gang med at opføre en havmøllepark mere end 20 km til havs i Holland helt uden tilskud. Så der er ingen grund til at ynke den svenske energikoncern. Men forsinkes den grønne omstilling så ikke efter udskydelsen af Vesterhavsmøllerne? Nej stort set ikke. For Vattenfall påbegynder blot opførelsen af møllerne på Kriegers Flak tidligere. De blev jo bestilt sammen med Vesterhavsmøllerne, men til efterfølgende opstilling, og sættes nu i drift tidligere end planlagt. Det betyder, at vi her på Vestkysten får lejlighed til at ændre på projekterne. Og den ændring kan du nu få direkte indflydelse på! Har du en holdning til, hvor langt ud - og hvorfor - Vesterhav Syd møllerne skal flyttes, og om de skal placeres samlet i 3 eller 2 rækker, eller i én lang række langs kysten, opfordres du helt klart til, at indgive dit høringssvar. Du kan gøre det både som privatperson, forening, eller virksomhed. Du kan også henvende dig til foreninger og organisationer med opfordring til, at de indgiver deres indsigelse og bemærkninger. For jo flere, vi ytrer os, jo større sandsynlighed er der jo for, at vi bliver hørt som befolkning. Det gælder, uanset om vi har en udsigt, der bliver spoleret, eller om vi “bare” kommer i området for at færdes i klitterne og på stranden. Så har du en holdning om Vesterhav Syd og Nord møllernes placering, bør du tilkendegive din holdning og begrundelse med et høringssvar. Du kan ikke forlade dig på, at jeg eller andre naturelskere gør arbejdet, uanset hvor gode argumenter vi har på hånden. Så kom frem i vinden, og bidrag med din tilkendegivelse ved høringen! Du kan gøre det på mailen ens@ens.dk eller i brev til Energistyrelsen, Carsten Niebuhrs Gade 43, 1577 København K og mærk dit indlæg med overskriften “Høringssvar til Vesterhav Syd” og journalnummeret 2019-89438 (vil du kommentere på Vesterhav Nord er det med journalnummeret 2019-89439 og mærket “Høringssvar til Vesterhav Nord”). På forhånd tak for din støtte, nu hvor både du og jeg, samt mange andre har muligheden indtil den 16. august. Men gør det hellere i dag, end i morgen!

Leder For abonnenter

Dagbladet mener: Den indre varulv hyler, og det lyder ikke kønt

Læserbrev

Skoler. Frihed til forskellighed er en styrke

Læserbrev: Lige nu er det sommerferie, men til august står endnu et skoleår for døren og omkring 700.000 børn og unge tager fat på et nyt grundskoleår – enten på en friskole, en folkeskole, en privatskole, en lilleskole, en Rudolf Steiner skole, ved skrivebordet derhjemme eller på en af de andre typer grundskoler, vi kan bryste os af i Danmark. Siden midten af 1800-tallet har vi givet forældre mandatet til at bestemme, hvor deres barn skal undervises og på hvilket værdigrundlag – og endda tilladt, at det kan foregå derhjemme. Undervisningspligten – og netop ikke skolepligten – er i international sammenhænge ret enestående og udtryk for et særligt dansk frisind. Derfor valfarter japanere og især koreanere hertil i disse år. De vil vide, hvordan denne tillid kan lade sig gøre, hvordan vi skruer systemet sammen – og ikke mindst hvordan vi lykkes så godt med at motivere børn og unge i den danske grundskole. I årevis har danske skolefolk rejst til Singapore, Canada og Finland for at blive inspireret. Men, lad os åbne vinduet mod Danmark og blive inspireret af hinanden. Meget tyder på, at vi har rigtigt mange af svarene på, hvordan vi uddanner og danner børn og unge til at tage del i samfundet lokalt og globalt. Derfor duer det ikke at sige “os og dem” om folkeskolen og friskolerne. Sådan opfatter jeg det ikke. For vi er jo alle en del af den danske grundskole. En grundskole, der har det formål at undervise vores børn, så de kan blive så dygtige som muligt. Vi er også alle enige om, at hvert enkelt barn skal udfordres, støttes og have lige muligheder – uanset baggrund. Jeg tror, at hvis vi ser forskelligheden som en styrke og mulighed, skaber vi det stærkest mulige fællesskab. Jeg er enig med vores nye undervisningsminister Pernille Rosenkrantz Theil i, at skoler skal være stærke fællesskaber, der åbner sig mod samfundet – og ikke det modsatte. I disse år ser vi flere og flere friskoler, der opstår, fordi forældrene slet og ret brænder for en idé, et værdigrundlag og en særlig pædagogik, som får dem til at knokle i (mindst) et år frem mod skolestart. Lad os hylde den mulighed. Det er jo helt fantastisk, at vi i Danmark vover at lukke op for denne mangfoldighed. Der er brug for alle ildsjælene, og vi har brug for pædagogiske fyrtårne, der tør bruge den frihed, friskolerne er givet. Det er protest mod det bestående i sin fineste form. I god vekselvirkning med den øvrige grundskole. Når forældrene tager medansvar for deres barns skolegang, sker der i tilgift dét, at de får ejerskab til skolen. Og pludseligt kan man få forældre til både at betale skolepenge, gøre rent og bidrage i alle mulige sammenhænge. Civilsamfundet er en stærk kraft. Når vi kæmper om en fælles sag, kan vi få rigtigt mange ting til at ske. Det gælder overalt – og således også på skolerne. Derfor vil jeg opfordre politikerne i de 98 kommuner til at glæde sig over den mangfoldighed af skoletilbud, som til august igen fylder skolerne med engagerede børn og voksne. Det er en gave for kommunerne, når forældrenes skoleønsker for deres barn respekteres. I Friskolerne er vi særligt optaget af det sociale ansvar, der følger med dét at lave skole. Vi er også optaget af, hvordan vi bedst kan udfordre den præstations- og perfekthedskultur, som presser mange børn og unge. Og så er vi optaget af, hvordan skolen kan ses som en forlængelse af hjemmet. Det handler om, hvordan de stærke relationer mellem skole og hjem bliver skabt. Disse emner går på tværs af skoletyper, og derfor går jeg til det nye skoleår med ønsket om, at vi – uanset skoletype – kan samarbejde om at gøre hele grundskolen endnu bedre. Jeg er overbevist om, at vi kan smitte positivt af på hinanden og at vi har mere, der samler os end skiller os.

Leder

Det mener Dagbladet: Lad nordjysk skraldefornuft råde på genbrugspladsen

Læserbrev

Velfærd. Behov for en nuanceret debat om pensionsalder

Debat: Der er for tiden en del opmærksomhed på spørgsmålet om pensionsalder. Det er der ikke noget at sige til, for det er et emne, der berører næsten alle. I 2006 blev der lavet det såkaldte velfærdforlig, hvor det blev bredt vedtaget, at danskernes pensionsalder skal følge levealderen. Det er ikke uden grund, at forliget fik ordet ”velfærd” foran. For aftalen er en afgørende forudsætning for, at økonomien bag vores velfærdssamfund hænger sammen lige nu og i de kommende år. Netop derfor kan det blive et problem at finde pengene til velfærdsopgaverne de kommende år, hvis flere end dem, der allerede forlader arbejdsmarkedet før tid, skal have lov til at gå tidlig på pension. Hvis der bliver pillet for meget ved de aftaler, der sikrer en stigende pensionsalder i takt med, at levealderen stiger, så vil der ikke kun mangle penge i statskassen, der kommer også til at mangle flere hænder i såvel den private som i den offentlige sektor. De fleste af os har udsigt til et længere liv og flere år med et godt helbred, end vores forældres generationer havde. Derfor har vi generelt også gode forudsætninger for at fortsætte flere år på jobbet. Og for dem, der er knap så godt stillet med hensyn til helbredet, findes der flere veje ud af arbejdsmarkedet. Godt 400.000 er omfattet af en ret til efterløn, seniorpension bliver en mulighed fra 59,5 års alderen og derudover findes fleksjob og førtidspension. Hvis man er så uheldig, at helbredet svigter før pensionsalderen, så er det svært at forestille sig et andet land, hvor vilkårene for behandling støtte og dækning af et indkomsttab er bedre end i Danmark. Det behøver man ikke sætte pensionsalderen ned for at kunne sige ja til. Til gengæld er vi ikke i mål med at sikre gode lange liv uden nedslidning for dem, der arbejder for mange år i de samme belastende funktioner og måske samtidig ikke er gode nok til at passe godt nok på sig selv på grund af en usund livsstil. Et flertal blandt folketingets partier har afsat 100 millioner kroner om året til blandt andet at forebygge nedslidning. Anvendt på den rigtige måde kan man nå langt med at hjælpe flere med at undgå at få problemer med helbredet før pensionsalderen. Det handler også om at anerkende, at man ikke nødvendigvis skal have det samme arbejde i 40 år, at en usund livsstil øger risikoen for nedslidning og at det er muligt at skifte jobspor. Det gør mange allerede, og det skal vi have endnu flere til at gøre i fremtiden.

Leder For abonnenter

Dagbladet mener: Lad os få mindre grus i cykel-maskineriet

Læserbrev

Lederskribent i agurketid: Soppe-lokke søen i Skjern frister til hurtige meninger

Læserbrev: Den ellers så rare lederskribent på Dagbladet havde da vist fået en stump af troldspejlet i øjet, da han den 5. juli - fem dage henne i agurketiden – skulle sætte pennen til papir. En læserbrevsskribent rejste et åbent spørgsmål til kommunen, om der kunne tages prøver af vandet i Skjerns Soppesø. Et legalt spørgsmål, som kommunalforvaltningen sikkert gerne svarer på ved henvendelse til rette person. Et muligt skrækscenarie blev malet op. Er det mon reelt? Journalist Christian Baadsgaard skal have tak for korrekt citat, da jeg på vegne af Skjern Udviklingsforum – SUF - blev bedt om en udtalelse. Jeg vil ikke vise momentant klarsyn, når komplekse problematikker skal klares i tre sætninger. Jeg inviterer til dialog og yderligere information. Lederskribenten, som forstår sig på rygsvømning, så lyset og skød fra hoften: Flere og større skilte! Ak ja, var verden bare så simpel. Forslaget er noteret. Måske sagen har flere facetter, og løsningerne ikke så lette. Jeg har lært at ”det ikke er størrelsen, men gørelsen”, der gør forskellen. Derfor iler jeg med forstyrrende fakta og nogle refleksioner: Soppesøen i Byengen i Skjern er en udvidelse af en tilgroet sø på stedet anlagt i 60’erne. Myndighederne har godkendt udvidelse af søen ved skabelse af den Grønne korridor. Der må IKKE etableres tilløb fra Kirkeå. Der er opstigende grundvand og vand fra drænrør, som i varierende mængde udskifter vandet i søen – altså ikke stillestående vand! Den Grønne Korridor i Skjern er i sin helhed godkendt af Ringkøbing-Skjern kommune, og Skjern Udviklingsforum og kommunen har et fortrinligt samarbejde om den frivillige indsats og hele udviklingen af korridoren. SUF markedsfører Soppesøen netop som soppesø, og har haft den glæde at talrige børnefamilier og unge mennesker har taget denne gave til sig og anvendt den som tiltænkt. SUF gør sit til at regulere adfærden omkring søen på bedste vis, herunder håndtering af affald og opsætning af en informationstavle, som enhver kan læse. SUF henviser til sin Hjemmeside for specielt interesserede og forældre, der vil hjælpe til med fornuftig adfærd. SUF er ingenlunde faktaresistente og følger naturligvis udviklingen og kan se, at nogle vælger at dyppe hele kroppen. Vi appellerer til sund fornuft og dømmekraft. Efter vores mening en god gave at give vore unge med ud i verden. Livet er nemlig også én lang risikovurdering. SUF er IKKE tilsynsmyndighed, og vi har ikke mulighed for at opklassificere til badesø. Det er i givet fald en kommunal opgave med de forpligtelser, det måtte give. Kommunalbestyrelser er generelt - jfr. https://mst.dk/natur-vand/vandmiljoe/badevand/ tilsynsmyndighed på badesøer og strande og kan bestemme, om der skal tages prøver og i givet fald skiltes med vandets lødighed for badning/ sopning. En bakterie- eller algemåling 4 gange i sæsonen, som krævet ved badesøer, er ikke garanti for rent vand hver dag. Fornuften må råde. Skjern er ikke begavet med et havnebad som i Århus eller Aalborg og har ingen naturlig strand. Skjern har derimod en kreativ tilgang til at udnytte de muligheder for rekreation, som vores natur og by tilsiger. En række frivillige bruger meget krudt på Den Grønne Korridor, og borgerne i Skjern har kvitteret positivt. Vi opererer med det muliges og umuliges kunst i en landkommune. Udfordringer må vi løse sammen. Man kan vælge at tale Skjern og nytænkning i Skjern op, eller man kan tale det ned. I Skjern Udviklingsforum har vi den grundholdning, at dialog, respekt for hinanden, anerkendelse og involvering er nogle redskaber, når en by skal udvikle sig. I Vestjylland, som andre steder, er vi hinandens forudsætninger, hjælpere og vogtere. Dejligt, at Dagbladet spiller med!

Klumme

Ugens Prædiken: For at finde må man lede det rigtige sted

En dreng gik grædende rundt omkring en lygtepæl og ledte. ”Hvad græder du for?” – spurgte en forbipasserende mand. ”Jeg har tabt en tyver og kan ikke finde den igen”, svarede drengen. Manden gav sig til at hjælpe drengen med at lede. Men efter længere tids forgæves eftersøgning spurgte han til sidst: ”Er du sikker på, at det er her, du har tabt den?” ”Nej, men det var så mørkt derhenne!” Den afgørende forudsætning for at finde noget er naturligvis, at man søger det rigtige sted. Det gælder ikke blot, når man har mistet, men også, når man skal finde mål og mening i tilværelsen. Det er vigtigt, at man søger, hvor meningen findes, og ikke alle mulige andre steder. Der findes ganske givet mange søgende mennesker, der ikke vil lade sig nøje med de forgængelige materielle goder, men ønsker at finde frem til blivende værdier. Værdier, som man virkelig kan bygge sit liv på. Noget, der ikke bare skyller bort, når livets bølger går højt, men som kan bære i selv den allerværste storm. Problemet er blot, at nogle mennesker kommer til at søge de forkerte steder. Ligesom drengen søger de under funklende lygtepæle, der nok har et tillokkende lys, men hvor der alligevel ikke er noget at finde. Der er så mange forskellige tilbud på hylderne i det religiøse supermarked i vore dage. Du kan få store åndelige oplevelser af både den ene og den anden slags. Det virker så spændende, at det må være her, livets virkelige mening er at finde. Der er dog meget af det, der er det rene blændværk. Det skinner i øjnene, men bag ved den funklende facade er der ikke noget som helst. For livet finder vi ikke i de store overåndelige oplevelser. Det finder vi derimod i evangeliet om vor Herre Jesus Kristus, det glade budskab om hans sejr over døden og mørkets magter. Derfor er det vigtigt, at vi søger ham og ikke alle mulige andre steder. Men uanset, hvor meget vi søger og leder, er det slet ikke os, der finder Gud, men derimod Gud, der finder os, som det lyder i en salme af Holger Lissner (DDS 414): Den Mægtige finder vi ikke, / den mægtige Gud finder os, / der famler og fægter i mørket / og lukker os inde i trods. / Han hører de bange, der beder, / han søger de blinde, der leder, / og tager os ind i sin favn. Det er netop evangeliets afgørende budskab til os. Vi er alle sammen som blinde og forvildede får, der er kommet bort fra hyrden. Vi ville måske gerne blive hos ham og følge hans stemme, når han kalder. Men der er så meget, der let kan komme i vejen for os. Måske ser græsset meget grønnere ud på den anden side, og inden vi ved af det, har vi forvildet os bort fra hyrden. Selvom vi søger og leder nok så meget, kan vi ikke selv finde vejen tilbage igen. Tværtimod går det ofte sådan, at vi forvilder os længere ud i moradset. Sådan er vi desværre. Vi er, bevidst eller ubevidst, til stadighed på vej væk fra Guds gode vilje med os. Kunne Gud ikke bare opgive os og lade os sejle vores egen sø? Det skulle man jo tro. Men sådan er Gud ikke. Tværtimod er hans kærlighed til hver eneste af os så stor, at han aldrig nogensinde vil opgive at lede efter os. Han er den gode hyrde, der vil gøre alt for sine forvildede får, uanset hvor langt de er kommet bort, og han bliver ved, indtil han finder dem. Det er det, Jesus vil understrege med lignelsen om de 100 får. Jeg har tit tænkt på, at det var temmelig uklogt af hyrden at forlade de 99 bare for at lede efter et enkelt forsvundet får. Tænk, hvis ulven kom og gik på rov blandt de 99, mens han var borte, så ville han have tabt langt mere, end han havde vundet. Det er næppe heller det, Jesus mener. At Gud lader nogen i stikken for at frelse andre. Guds kærlighed er stor nok til at rumme os alle, hvad enten vi er langt borte eller ganske nær. Men Jesus vil alligevel understrege, hvor meget Gud er villig til at gøre for blot at frelse en eneste fortabt synder. Han regner ikke i tal og mængder, men i enkeltindivider. Også du og jeg har en uendelig stor værdi i hans øjne. Vi er alle sammen skabt og elsket af ham, og derfor er vi umistelige for ham. Det blev ikke mindst klart, da Gud sendte os sin søn, Jesus Kristus. Han kom for at opsøge og frelse det fortabte. Han tog imod alle dem, som andre foragtede, og viste dem sin kærlighed og accept, ikke mindst ved at spise sammen med dem. Netop dermed gav Jesus dem en helt ny begyndelse. Som den gode hyrde fandt han dem, hvor de havde forvildet sig hen, og førte dem hjem i sin fårefold. For at finde må man lede det rigtige sted. Derfor gik Jesus til sidst ind i dødens og fortabthedens mørke. Han gjorde det af en eneste grund. Det var der, han kunne finde os. Han gik derind, for at redde os ud. Han smagte dødens og fortabthedens mørke, for at vi i stedet kunne få del i det evige liv. Ved sin død og opstandelse har Jesus åbnet en vej ind i sin evige fårefold for hver eneste af os. Prædiken til 3. søndag efter trinitatis: Lukas 15,1-10

Klumme

At være besat: Hvem skulle have troet, at strik var meningen med livet?

Min verden er blevet større og min horisont udvidet. Jeg overlevede min digitale kur i april og maj, og i løbet af seks uger lykkedes det mig at strikke hele to karklude, to trøjer og en kjole. Inden dette strikkeorgie fandt sted, havde jeg alene forsøgt at strikke en karklud i juleferien 2018, som endte med at få form som en tragt, fordi kluden fik flere og flere masker. Det var ikke den store succes. Al begyndelse er som bekendt svær. Ingen havde på det tidspunkt kunnet forudse, at strik kunne gå hen og blive en ny besættelse for mig. Efter mine succesoplevelser med mine tre større strikkeprojekter blev jeg kortvarigt ramt af storhedsvanvid: Jeg ville skifte karrierespor og blive en verdensberømt strikkedesigner! Mens jeg strikkede på min kjole i al min fritid, så jeg Den Store Strikkedyst årgang 1, 2 og 3 på YouTube. Hold nu op, hvor de sønderjyder kan strikke. En ny verden har åbenbaret sig for mig, og når sådan noget sker for mig, så er jeg besat. Jeg taler om strik, læser om strik, drømmer om strik, tænker på strik, skriver om strik og kan ikke samle mig om andre ting ret lang tid ad gangen. Det er skørt og voldsomt. Det er lige før, at jeg vil gå så vidt og indrømme, at det næsten er helt synd for mine omgivelser. Når jeg nævner mine omgivelser, så hører det med til historien, at mens jeg har været ramt af min strikkemani, er vor yngste søn blevet konfirmeret, mine svigerforældre er flyttet fra Mors tilbage til Videbæk, mine forældre har fejret guldbryllup, ældste søn er blevet student, og mellemste søn har færdiggjort 10. klasse, hvorfor vi de sidste to måneder er gået fra den ene fest til den anden, og i den forbindelse har jeg ikke været til nogen større hjælp, eftersom jeg har skullet passe min besættelse. Det er helt pinligt at indrømme, at der ikke er plads til andet og andre end mine egne besættelser, når jeg går ind i en manisk fase. Beviset på, at mine tanker og fokus alene er rettet mod mit strik er, at min mobiltelefon ikke indeholder et eneste billede fra de pågældende højtideligheder. Til gengæld er der masser af meget vigtige billeder af strik i alle afskygninger. Efter kjolens færdiggørelse i juni måned lovede jeg mig selv, at jeg ville prøve at strikke efter en opskrift, da mine to sidste strikkekreationer foregik på den måde, at jeg gik ind i tilfældige genbrugsbutikker, fandt noget garn, og når jeg kom hjem, gik jeg i gang med at lave en strikkeprøve, hvorefter jeg begyndte at tage mål og omregne til masker og så ellers gå i gang med at strikke. En skønne dag står man med et færdigt produkt til afprøvning. Hvilken fornøjelse – også uden en opskrift. Mit nyeste strikkeprojekt, som jeg er gået i gang med, er et par bukser. Igen uden opskrift og med forskelligt genbrugsgarn, fordi jeg er så utålmodig, at jeg ikke tager mig tid til hverken at finde en opskrift eller tage stilling til, hvilket garn jeg skal strikke med. Jeg er netop nu ved at være færdig med det ene ben, og nu begynder det at blive kompliceret, for jeg skal lære at strikke plads til min mås i bukserne, som naturligvis er til mig selv og ikke en baby med ble i bukserne! Med mine nyopdagede udfordringer i den forbindelse kan jeg på et splitsekund gå fra troen på, at jeg bliver en verdensberømt strikkedesigner til at tro på, at jeg aldrig nogensinde lærer vendestrik og andre teknikaliteter. Med andre ord befinder jeg mig netop nu i en tilstand, hvor jeg er intet mindre end bevidst inkompetent. Heldigvis viser det sig, at jeg i løbet af fire uger har fået mig en masse nye strikkevenner. Jeg er medlem af en gruppe på Facebook, som hedder ”Strik og kun strik”, hvor jeg har lavet to opslag og fortalt de mange medlemmer om mine strikke-kreationer. Mere end 1.500 mennesker har reageret på mine opslag, og et nyt univers har åbenbaret sig for mig. Her er adgang til viden, inspiration, sparring og motivation. Alle mulige fantastiske mennesker har tilbudt mig deres hjælp, hvorfor jeg er helt sikker på, at jeg nok skal komme i mål med mine bukser. Helt alvorligt – hvem kunne have forestillet sig, at strik ville vise sig at være meningen med mit liv?

Leder For abonnenter

Skrankepavernes krig mod ost

Læserbrev

Varen er leveret: Trykudligning virker

Læserbrev: Rohde Nielsens største sandsuger Njord ankom sidste år til Løkken med den første last sand fredag den 30 november klokken 18.30 og afsluttede arbejdet lørdag den 1 december klokken 12.50 og gik direkte til Esbjerg. Sandfodringsprojektet var designet af Kystdirektoratet i Lemvig. Sandet blev smidt ude i havet ud for Redningshuset, men har naturligvis ingen virkning, som vi ser her på billedet. Kystdirektoratet har ikke engang været i stand til at sikre badehusene i Løkken, selvom de fik en ekstra bevilling på 10 millioner kroner. I 2012 trykudlignede SIC stranden ved Søndervig. Stranden er nu så høj og bred, at Kystdirektoratet ikke kunne gennemføre en planlagt sandfodring. Kystdirektoratet søgte om tilladelse til sandfodring ved Søndervig 23 februar 2019, men kunne ikke udstede en tilladelse i marts 2019. Der er stor klitfremrykning i det trykudlignede område og stranden er nu 80 - 100 meter bred. Bunkeren nord for nedkørslen i Søndervig er nu ved at være dækket ned i sand. SIC systemet har således medført en besparelse på finansloven på 30 millioner kroner og tilbød derfor at udvide anlægget til 55 kilometer for egen regning, så staten ikke havde nogen risiko. Prisen for sidste halvår af 2019 er kun 13,1 millioner kroner. Herefter er den årlige leje kun 23,3 millioner om året for 55 kilometer. Samtidig reduceres miljøbelastningen fra 3.000.000 kilo CO2 til 3.300 kilo. Nu forsøger Kystdirektoratet at bruge de 30 millioner kroner, som var sparet på en ny revlefodring ved Fjaltring, selvom alle ved, at revlefodring ikke virker. Kystdirektoratet skriver igen i deres tilladelse, at klager ikke har opsættende virkning. Dette synspunkt er Folketingets Ombudsmand ikke enig i, og har derfor indbragt sagen for Miljøklagenævnet. Politiet lukker også øjnene når Kystdirektoratet påbegynder kystbeskyttelsesprojekter, før ankefristen er udløbet, selvom der indgives en politianmeldelse. Kammerateriet er meget dyrt for samfundet, men det er nu en opgave for den nye regering at rydde op i skidtet, hvis CO2-belastningen skal reduceres som lovet. På den jyske vestkyst kan der samtidig spares 750 millioner kroner de næste fem år på en mere miljøvenlig og effektiv løsning. Varen er allerede leveret ved Søndervig, så man kan ikke komme og sige, at SIC systemet ikke virker.

Leder For abonnenter

Slut med gætterierne: Vejrmøller og arbejdspladser

Læserbrev

Kulturudvalgets budgetbesparelser: Der er grund til forundring

Læserbrev: I Dagbladet Ringkøbing-Skjern fra 19. juni fortælles det i en artikel på side 8, at kultur- og fritidsudvalget – trods sparetider - har besluttet at give 300.000 kroner til det digitale træningskoncept ”Learn Handball”. Det digitale projekt skal skabe bedre vilkår for håndboldsporten, siger kulturudvalgsformand Erik Viborg og udtaler i artiklen: ”Jeg forstår udmærket godt, hvis en og anden borger kan undre sig over prioriteringen i disse sparetider”. Og ja, du har ret Erik Viborg. Jeg hører til gruppen af ”en og anden” som undrer sig – meget endda. Skjern Håndbold er vi vel alle lidt stolte af, uanset om håndboldsporten interesserer os eller ej. MEN der skulle jo også gerne være kommunale ressourcer til og kommunal interesse for den anden side af kulturen: Bibliotek, teater, musik, kunst. Når dét så er sagt, så må jeg – der særligt elsker teater – dog give et stort skulderklap til kultur- og fritidsudvalget. Teatret OM, kommunens dygtige egnsteater, som blev etableret i Ringkøbing for snart 13 år siden, går fri af de kommunale besparelser! En meget stor tak til udvalget for det. Teatret er sårbart, og en nedskæring i det kommunale tilskud ville være en katastrofe for de hårdtarbejdende og talentfulde skuespillere og den meget dygtige scenograf. Det skal her indskydes, at Teatret er underlagt tilsyn fra Kulturstyrelsen og teatret får ifølge styrelsens seneste rapport meget stor ros for at udvikle og spille teaterstykker af stor kvalitet og for at udnytte de tildelte ressourcer optimalt. Og da teatret OM, som egnsteater, også tager rundt i landet med sine forestillinger, er teatret en særdeles værdig repræsentant for Ringkøbing-Skjern Kommunes kulturliv. Vil lige nævne et par eksempler: Afslutningen på Kulturby 2017, hvor den fabelagtige afslutning, der foregik i Hvide Sande og blev vist på TV, var iscenesat og styret af Teatret OM i samarbejde med Kulturby2017 Århus. Deres nytænkende ”teatergastronomi” med ”Lighthouses”, teaterforestilling i klitterne ved Vesterhavet og ved Samsø kombineret med en efterfølgende middag eller anden servering. Gennem alle årene holdes der også teater- og gøglerskole for børn lige i starten af sommerferien. Et populært tilbud til de børn, der ikke er ”boldspillere”. Således også i denne uge. I efteråret 2017 blev Foreningen Teatret OMs Venner dannet. Vi er efterhånden en større flok der aktivt deltager i Teatret OMs aktiviteter med praktisk hjælp. Det gælder både hjælp ved fremstilling af scenografi, uddeling af brochurer, opsætning af plakater og med diverse opgaver i forbindelse med teaterfestivals.

Leder For abonnenter

Læren fra svinestien i Roskilde

Læserbrev

Besparelser: Er der gjort rent, hvis der stadig ligger støv på hylderne?

Læserbrev: Ældrerådet har til social- og sundhedsudvalgets møde i maj indsendt høringssvar til det sparekatalog, der er udarbejdet i forbindelse med budgetlægning for 2020-2024. Ældrerådet kan med stor tilfredshed konstatere, at samarbejdet medsSocial- og sundhedsudvalget fungerer godt, og at vi bliver hørt. Ældrerådet og social- og sundhedsudvalget har næsten samme holdning til, hvilke besparelsesforslag fra sparekataloget, der ikke bør gennemføres. Ældrerådet hilser med tilfredshed, at skift af sengelinned er indstillet til fortsat at skulle ske hver tredje uge, som det blev indført fra den 1/1 2019. Ligeledes er Ældrerådet glad for, at de nuværende daghjemspladser er indstillet til at blive bevaret. Et flertal i social- og sundhedsudvalget har indstillet, (dog lavt prioriteret), at der er borgere, der skal have frataget ydelsen, ”at få tørret støv af”. Ældrerådet er af den holdning, at hvis Ringkøbing-Skjern kommune - med respekt for sig selv - skal kunne påstå, at de har et rengøringstilbud, bør denne ydelse bevares. Man kan vel ikke sige, at der er gjort rent, hvis der stadig ligger støv på hylderne? Ældrerådet har også indsendt høringssvar angående lukning af biblioteket i Tarm. Ældrerådet mener ikke, at biblioteket skal lukkes, da der bør være et bibliotek i alle fem centerbyer, ligesom der bør være et Aktivitetscenter for ældre i hver af de fem byer.

Læserbrev

Kommunens spareplan: De svageste skuldre må bære det tungeste læs

Læserbrev: De svageste skuldre må bære det tungeste læs. Det kunne være en passende overskrift for den spareplan, som politikerne i Ringkøbing-Skjern Kommune er i gang med at føre ud i livet. Mens sundheds- og ældreområdet går fri, vil millionbesparelser ramme hårdt på handicap- og psykiatriområdet, som der – lidt råt sagt – ikke er så mange stemmer i, og hvor de berørte borgere og deres pårørende ikke er i stand til at protestere med samme styrke som på de store kernevelfærdsområder. Et enigt socialudvalg har tilsluttet sig spareforslag, der indebærer færre medarbejdere og dermed serviceforringelser i botilbud for borgere med udviklingshæmning eller en psykiatrisk diagnose. På aktivitets- og samværstilbud til den samme gruppe borgere skal der skrues ned for udgifter og åbningstider. Beskæftigelsestilbuddet Priorgården og aktivitetstilbuddet Drosselvej vil muligvis blive lukket. I vores optik er problemet ikke udsigten til, at handicappedes ”uhensigtsmæssige adfærd” vil blive mere synlig i gadebilledet, som det har været fremme i medierne. Det vil i givet fald kun være et symptom på, at man med besparelserne fratager nogle af vores mest skrøbelige og udsatte borgere den omsorg og de udfoldelses- og udviklingsmuligheder, som er med til at sikre dem livskvalitet på linje med andre grupper i vores velfærdssamfund. For personalet er der udsigt til, at det bliver sværere at udfolde sin faglighed på tilfredsstillende måde. Besparelserne kan stort set kun findes ved personalereduktioner, og på det specialiserede socialområde er der en direkte sammenhæng mellem fagligheden i behandlingen af borgerne og antal socialpædagoger til at udføre opgaven. På sigt frygter vi, at det kan betyde øgede udgifter til at rette op på følgerne af, at den individuelle vurdering af niveauet for behandlings- og aktivitetstilbud til kommunens allersvageste borgere tilsidesættes af kortsigtede grønthøster-besparelser. Vi er ikke beroliget af socialudvalgsformand Lennart Qvists forsikringer om, at man har peget på de spareforslag, der gør mindst ondt. Og når udvalget nu vil undersøge serviceniveauet på området i forhold til andre kommuner, rejser det uundgåeligt spørgsmålet: Er det laveste fællesnævner, man går efter – og er det godt nok? Lige siden strukturreformen i 2007, hvor kommunerne overtog en stor del af det specialiserede socialområde, har området lidt af en underfinansiering, som har ført til gentagne sparerunder. Et fælles ræs mod et niveau, hvor vi næppe har set bunden, og hvor menneskelige behov og hensyn er blevet tilsidesat til fordel for en rå økonomitænkning. Der er givetvis brug for en mere retfærdig udgiftsudligning mellem kommunerne. Der er brug for et velfærdsløft, der tilgodeser de særlige behov på det specialiserede socialområde. Og der er ikke mindst brug for en langsigtet planlægning, så vores mest udsatte borgere og deres pårørende ikke gang på gang skal efterlades i utryg uvished om, hvilken støtte og omsorg de kan forvente.

Leder

Hold ferie ude i virkeligheden - og giv lommeterroristen fri nogle uger

Læserbrev

Der mangler en minister på holdet: Hvad blev der af turismen?

Læserbrev: I Dansk Folkeparti undrer vi os over, at der igen kom en ny regering i Danmark, som reelt nedprioriterer turismens betydning for Danmark. Hvornår får vi et regeringsflertal, som vælger at rette fokus på det kæmpe vækstpotentiale, som hele turismeerhvervet kan byde på, såfremt vi altså fra politisk side giver dem øget styrke og opbakning! Der mangler kort sagt en turismeminister på ministerholdet - og et ministerium som vil sætte blinkende neonlygter på udvikling af endnu flere danske arbejdspladser indenfor området. Alle undersøgelser viser klart, at vi her i Danmark kan få langt mere vækst og omsætning ud af den samlede turismeerhverv. Eksempelvis baseret på Visitdenmarks seneste publikation ”Turismens økonomiske betydning i Danmark 2017”. Lidt nøgletal på turismeområdet for 2017 (det seneste opgjorte år): Samlet set landede turismeforbruget på 128 milliarder kroner i Danmark. Turisterne brugte 122,7 milliarder kroner, når der ses bort fra turismen på de deleøkonomiske overnatninger. Hertil kommer 5,3 milliarder kroner fra gæster, der benyttede sig af deleøkonomiske overnatninger (Deleøkonomiske overnatningsformer er private personers udlejning til private formidlet via deleøkonomiske platforme.). De udenlandske turisters forbrug var på 54,8 milliarder kroner. De danske turister brugte 73,2 milliarder kroner. Turister på de kommercielle overnatningsformer med betalt overnatning brugte 74,2 milliarder kroner. Turister uden betalt overnatning brugte 53,9 milliarder kroner. Denne turismetype indeholder ferie i eget/lånt sommerhus, besøg hos familie/venner samt endagsturisme. Hvis man medregner de samlede effekter af turismeaktiviteten, skaber turismeomsætningen i Danmark knap 161.000 job. Når en udenlandsk turist bruger penge i Danmark, så svarer det til, at varer eller services bliver eksporteret. Turismen er derfor også et vigtigt eksporterhverv, som står for 4,6 procent af den danske eksport. Det samlede turismeforbrug i 2017 på 128 milliarder kroner er markant højere end i 2014, hvor det var på 100 milliarder kroner. Bag fremgangen ligger blandt andet både flere turister og et højere forbrug pr. turist. Tallene viser deres tydelige sprog, men man skal netop fæstne sig ved, at selvom turismen stiger i Danmark, ja så er den steget meget mere i alle vore nabolande og lande som vi sammenligner os med. Derfor mangler vi et turismeministerium så vi netop kan sikre flere danske arbejdspladser indenfor service og turismefagene. Arbejdspladser som tilgodeser hele landet geografisk og som tilmed skaber jobs for mange af dem med ingen eller kortere uddannelser. Lad os komme i gang!

Læserbrev

Husk virksomhederne, kære politikere

Læserbrev: Tillykke til den nye regering og vores lokale minister. Jeg håber, at de nye ministre – og vores lokalvalgte folketingsmedlemmer - vil arbejde for at sikre gode rammer og vilkår for vores virksomheder, så de fortsat kan skabe vækst til gavn for hele samfundet. Mange bygge- og anlægsvirksomheder i Midt- og Vestjylland har svært ved at skaffe nok hænder, og det resulterer desværre i, at flere må takke nej til ordrer. Derfor ligger der en vigtig opgave i at sikre, at det bliver nemmere for virksomhederne at tiltrække de rette medarbejdere. Vi skal blandt andet gøre erhvervsuddannelserne til et mere attraktivt valg for de unge, så vi kan få uddannet flere faglærte. Vi kan heller ikke undvære de udenlandske medarbejdere, og for virksomhederne er det vigtigt, at det ikke bliver for besværligt at hente arbejdskraft udefra. Vi har også brug for, at de raske og rørige ældre bliver og bidrager med deres viden og erfaring i virksomhederne. For mange virksomheder og borgere vil det også være kærkomment, hvis vores infrastruktur får en opgradering. Vi har i den grad brug for at få igangsat forberedelserne og anlægsarbejderne til Hærvejsmotorvejen. Beregninger viser, at en ny motorvej gennem Midtjylland vil kunne give virksomhederne et op til 20 procent større rekrutteringsområdepå grund af kortere transporttid. Rute 34 fra Haderup op til Skive har desuden en smal kørebane på kun seks meter til begge retninger! Med en intens trafik skaber det både stor fare for trafikuheld og meget tæt trafik. Den bør derfor udvides på hele strækningen. Socialdemokratiet har tidligere støttet disse vejprojekter ligesom den tidligere regering. Nu håber vi så, at den nye regering også realiserer dem.

Leder For abonnenter

Dagbladet mener: Lad nu vær med at tage chancen - spritkørsel er for ubegavet