Annonce
Læserbrev

Skandale: Kan livet fortsætte uden Postnord?

Læserbrev: Hvordan har Postnord fundet af, at det kun er brevene, de taber på? De må have fundet løsningen på at skille koldt og varmt vand. Efter det er blandet... Meget fornuftigt har postbudene både breve og pakker med ud. Det er vel heller ingen ulempe for Postnord, at det er brevene, der er befordringspligt på. De har fået serveret en politisk malkeko. Det er ender vel med, at brevene må tage op til en måned om at komme frem... Allerede nu er det betydelig langsommere end med dagvognen på Christian Den Fjerdes tid. Hvem har fået problemerne? Politikerne. Hvem har skabt dem? Politikerne. Der er flere mistænkte. En af de hovedmistænkte er Kristian Jensen. Det passer med hans taktik fra skattevæsenet. De startede med at slagte aktiverne og fordele dem. Derefter trykkede de på digitaliseringsknappen. Så satte de sig ned. Undrede sig over, at svenskerne ikke løste problemet for dem... Man kan sige meget om svenskerne, men speciel dumme er de altså ikke... Det er en skandale med de milliarder, der allerede er pumpet i projektet. Senest har de sendt adskillige personer på permanent ferie, og har planer om at sende endnu flere samme vej. Bare rejsebureauerne har rejser nok til dem... Det er ren kukkeluk at bruge milliarder på det! Udbringning af pakker er der mange, der har kapacitet til. Skildpaddebrevene må kunne løses på anden vis. Quickbreve er næsten lige så dyre som pakker. Derfor kan man vel sende dem som en pakke? Anbefalede breve kan vel håndteres på samme måde? Udbringning af B- breve kunne for eksempel overdrages til kommunerne. Ved at tilføre flere ansatte kunne hjemmehjælperne sagtens løse opgaven. Der bliver hældt millioner/milliarder i Postnord, som kunne bruges til det. Samtidig kunne ældreplejen i eget hjem blive opgraderet. Hvis postbudet, ligesom i gamle dage, havde tjek på om alle var ok. på ruten. Sikken en tryghed, det kunne give. Skildpaddebrevene kunne måske alternativt distribueres sammen med reklamerne på ugebasis. Nu mener nogen i det politiske, at vi skal købe Postdanmark tilbage fra Postnord. Heldigt, at vi ikke har fået malet alle postkasserne endnu. Der bliver udgifter nok til biler, skilte, tøj og til svenskerne. Men big business for dem, der sælger maling og profiltøj. Kan livet fortsætte uden Postnorddanmark? Eller går det i stå?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kultur For abonnenter

Undertøjsskuffe gemte på hjerteskærende hemmelighed i 70 år: Signe Svendsen låner sin farmors smerte

En forårsaften i 2017 stod Signe Svendsen og ventede på kystbanetoget på Nørreport Station. Hun havde været til en fest, men ikke drukket mere end et par øl. Pludselig kunne hun ikke sætte sit højre ben foran det venstre. Hun stivnede og anede ikke, hvad hun skulle gøre. Hun kunne ikke huske, hvem hun var, eller hvordan hun var kommet til stationen. Hvor længe hun befandt sig i denne apatiske tilstand, husker hun ikke. Hun kom først til sig selv i en taxa på vej nordpå mod hjemmet i Espergærde og har stadig ingen idé om, hvorvidt der var gået nogle få minutter eller en halv eller hel time. I dag er hun ikke i tvivl om, at det var et angstanfald, der ramte ud af det blå. - Jeg havde ikke fornemmet indløbet, som formodentlig var udløst af både stress og en masse tanker om, hvad jeg ville med min musik, og hvordan jeg skulle køre min forretning. Jeg tog heller ikke vare på mig selv og var uden at være klar over det begyndt at tære på nogle "grundreserver", man normalt bruger i paniksituationer, som hvis ens børn er i fare, siger Signe Svendsen. I dag lytter hun mere til sin krop. Og taler til den, hvis det er nødvendigt. - Før jul begyndte jeg at mærke det samme pres, fordi jeg skulle gøre "Det forlyder" færdigt. Jeg har fået en vane, hvor jeg taler til min krop for at fortælle den, at jeg godt ved, at jeg presser den til det yderste. Men lover den, at det kun er en begrænset periode, og at jeg derefter skal få sovet, trænet og trukket vejret helt ned i maven og ikke kun ned i lungerne. Oplevelsen på Nørreport Station var et lavpunkt, der fik mig til at ændre spor, siger Signe Svendsen. Oplevelsen betød helt konkret, at hun besluttede sig for at starte sit eget pladeselskab, I Do Records, hvilket har ændret hendes arbejdsliv markant. - At have mit eget pladeselskab betyder fod under eget bord. Min læringskurve er ekstremt stejl, men heldigvis har jeg kolleger, der er i samme båd, og det netværk er guld værd. Kort opsummeret er det masser af arbejde, men maksimal frihed og fuld blæs på kreativiteten.

Annonce
Annonce
Annonce
Navne

Mange jubilarer i NNF