Annonce
Erhverv

Se video: Skumsprøjt i ansigtet, vind i håret og fuld fart hen over Ringkøbing Fjord

Seaside Safari er nu for alvor begyndt at fjordsejladsen; og det går tjept, konstaterede Dagbladets udsendte.

HVIDE SANDE: Det rigtig sjove begynder først, da vi er kommet ud af Hvide Sandes fjordhavn …

Da bygningerne i havnen begynder at skrumpe, trykker skipper Jonathan Birk Rasmussen gashåndtaget i bund, og båden nærmest springer frem i de krappe bølger; der er som at sidde i et fly, der er endt i turbulens - bare meget sjovere.

Snart sidder vi alle, voksne og det ene barn, der er med, med store smil om munden, der bliver til brede grin, når vi rammer en særlig krap bølge, og et sprøjt af skum rammer os i ansigtet. Der er nu ét eller andet ved at fare hen over Ringkøbing Fjord med en hastighed på 20 knob - tæt på 40 kilometer i timen!

Båden ejes af Seaside Safari, Jyllandsakvariets nye afdeling i Hvide Sande, der åbnede midt i april. Dengang lovede ejer Michael Madsen, at der også ville blive sejlads mellem Hvide Sande og Ringkøbing.

Dagbladet valgte at tage turen "Fjord og vragsafari", der foregår i raskt tempo hen over fjorden. Båden vender i Ringkøbing Havn, men undervejs gøres der stop, hvor vraget af Lancaster-bomberen ED 709, der styrtede ned i 1943, ligger.

Man kan også vælge at tage en tur fra havneby til havneby, eventuelt tage cyklen med, og cykle hjem igen.

Annonce
Skumsprøjt i nakken og vinden i håret. Huhej, hvor det går.

Cyklen med

Turen starter ved Seaside Safaris hovedsæde i Mamrelund.

Her tager Jonathan Birk Rasmussen imod flokken, der ud over Dagbladets udsendte og hans cykel tæller et par tyske familier. Vi er ni om bord ud over styrmanden.

Styrmanden er i øvrigt biolog, og jobbet som guide for Seaside Safari er noget af et drømmejob, når man som han elsker formidlingsarbejdet.

Vi bliver alle sammen udstyret med redningsveste, og så træder vi om bord i den splinternye båd. Cyklen bliver forsvarligt sat fast i et specielt stativ og sikret med diverse remme. Den skal nok komme over Ringkøbing Fjord uden at lide samme skæbne som den engelske Lancaster og de mange andre vrag på bunden af fjorden.

Så starter Jonathan Birk Rasmussen motoren, og stille og roligt glider vi ud af Hvide Sandes Havn. Undervejs forklarer styrmanden turisterne lidt om, hvad det er, de ser i havnen.

Men snart går det tjept. Vinden støjer i ørerne, og motoren og stævnen, der larmende hugger i bølgerne gør det svært at føre en samtale; Jonathan Birk Rasmussen koncentrerer sig om at føre båden.

- Når vi sejler hurtigst, er hastigheden 28 knob, siger han til Dagbladets udsendte.

Fremme ved vraget

Lidt ud for Ringkøbing stopper styrmanden motoren. Vi har nået det sted, hvor ED 709 styrtede ned.

Jonathan Birk Rasmussen fortæller lidt om maskinen og dens skæbne; et forsøg på at lokalisere vraget ved hjælp af ekkolod bliver dog ikke noget - bølgerne er for høje til, at sonaren kan finde den. Så starter han atter motoren og sætter kursen mod Ringkøbing, hvor Dagbladets udsendte har fået lov at stå af.

Vi sejler stille og roligt ind i Ringkøbing Havn og tager en vending i inderhavnen, hvor de spisende ved Fiskehusets udendørs borde hilser på os.

Så lægger skipper til ved kajen i yderhavnen, så Dagbladets udsendte og hans cykel kan blive forsvarligt afleveret. Faktisk er der tale om en "specialleverance"; normalt tages der ikke cykler med på vragsafarituren.

Det gør der til gengæld på turen mellem Hvide Sande og Ringkøbing og omvendt; her er ideen, at folk kan sejle til en af de to havnebyer, og så cykle hjem igen.

Og efter at have prøvet turen, må Dagbladets udsendte konstatere:

En tur over fjorden med en af Seaside Safaris både er en noget anderledes oplevelse end en adstadig tur med den forlængst hedengangne fjordfærge, "Sorte Louis"!

Jonathan Birk Rasmussen er egentlig uddannet som biolog, men er sprunget ud som styrmand.
Så går turen hen over Ringkøbing Fjord med 20 knob i timen. Foto Poul Osmundsen.
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce