Annonce
Navne

Rundet af solide, vestjyske værdier: Jakob Mouridsen fylder 50 år

Altid på vej for at finde nye løsninger. - Det, du ikke ved nu, kan du finde ud af i eftermiddag, siger Jakob Mouridsen. Foto: Jørgen Kirk
Han kom til Skjern Ostelager som arbejdsdreng i 1986, og siden er der kommet mange kasketter på Jakob Mouridsens hoved. Nu fylder han 50 år - og han holder fast i det, han har lært hjemme på Bork Mærsk.

SKJERN: Far Orla var nu nok ikke helt tilfreds med sin 16-årige søn den dag i 1986, da Jakob skulle til Skjern. For ville knægten ikke være sin far bekendt?

Jakob Mouridsen var lige blevet færdig på Staby Efterskole og ville have sig et sabbatår. Han havde set, at Skjern Ostelager søgte en arbejdsdreng, og det opslag reflekterede han på. Som landbofamilie på Bork Mærsk var det Tarm, familien Mouridsen tog til, og Skjern var noget længere væk og noget, der primært var kendt for samlestaldene. Den dag, Jakob Mouridsen skulle til samtale på Skjern Ostelager, ville hans far gå med ind for at se, hvad det var for et firma, og om det nu også var noget for sønnen. Men han fik ordre på at blive i bilen, for den jobsamtale skulle knægten nu nok selv klare. Jakob Mouridsen fik jobbet, og da han senere spurgte Skjern Ostelagers daværende ejer, Las Stefansen, om hvorfor det netop var ham, de valgte, var svaret, at det var, fordi han var den eneste, der ikke havde sine forældre med!

- Og min far har tilgivet mig, smiler Jakob Mouridsen i dag.

5. november runder Jakob Mouridsen 50 år, og siden den dag, han var til samtale på Skjern Ostelager, er det gået slaw i slaw, som man siger på godt vestjysk. Arbejdsdrengen fik læreplads på Skjern Ostelager. Blev salgschauffør. Fik en administrativ stilling. Fulgte med over i Thygesen Holding, hvor han i dag sidder med det administrative og har været med i de projekter, som ejeren har haft gang i gennem mange år. Derudover arbejder han hos FD Sikring, Ringkøbing-Skjern Installationsforretning og Troldhede Installationsforretning. Altid frisk på at finde løsninger og ikke mindst muligheder.

- Det, du ikke ved nu, kan du finde ud af i eftermiddag, forklarer Jakob Mouridsen.

Med den indstilling har han opbygget en stor viden om regelsæt for virksomheder. Mens andre for et års tid siden ærgrede sig over GPDR - EUs persondataforordning - som er noget kompliceret at finde rundt i, kastede Jakob Mouridsen sig ud i lovgivningen med liv og sjæl, for man kan lige så godt prøve at få det bedste ud af tingene, mener han.

Og sådan har det altid været. For hvis han får færten af noget, så skal det undersøges.

Annonce

Det, du ikke ved nu, kan du finde ud af i eftermiddag.

Jakob Mouridsen.

Bondesøn fra Bork Mærsk

Nok er han en mand på kontor, men man skal ikke have snakket mange minutter med Jakob Mouridsen for at finde ud af, at han er rundet af noget helt andet end hæve-sænke-borde. For han er et menneske med værdier, der har rod i det gamle landbosamfund. De værdier, som har formet Vestjylland. Et ord er et ord, man passer det, man skal og ikke mindst det, der er særligt for netop den stolte kultur: Et vidt udsyn til det samfund, som man befinder sig i, og som man derfor deltager aktivt i.

- Jeg er jo bondesøn fra Bork Mærsk, og det er langt ude. Det betyder noget for mig. Jeg er opvokset på et landbrug og var den eneste tilbageværende søn. Så var det spørgsmålet, om jeg skulle overtage gården, og jeg tænkte også på at blive agronom, men jeg var teenager under kartoffelkuren, hvor mange landbrug gik ned, og så tænkte jeg, at det nok ikke var det, jeg skulle, fortæller Jakob Mouridsen.

Jakob Mouridsen var en videbegærlig dreng. Kom han i tanke om, at det kunne være sjovt at kunne navnene på verdens 10 højeste bjerge eller vide, hvor de dybeste grave var i verdenshavene, skulle han have det slået op i et leksikon. Dygtige lærere pirrede hans nysgerrighed. Pastor Assenfeldt i Bork var en god fortæller, som inspirerede Jakob Mouridsen til selv at tage fat på historien. Da pastoren nævnte, at der havde været en hovedgård omkring Anerbjerge, skulle det undersøges.

- En kammerat og mig kørte afsted med spader på en knallert, for så skulle vi ud og grave efter stolpehuller. Det blev vi så hurtigt trætte af, fortæller Jakob Mouridsen, der bemærker, at nutidens metaldetektor var den gave, han aldrig fik som barn.

I dag bor han sammen med fru Vibeke i Skjern, og lokalhistorien optager ham meget. Om sommeren bruger han fritiden på sin mountainbike, men om vinteren tager han fat i sine bøger og udforsker fortællingen om forne tider. En tekst i en gammel årbog, et sort-hvidt billede eller noget andet, får ikke lov til at være i ro, hvis Jakob Mouridsen opdager det. Han skal udforske det.

- Det betyder noget for mig at vide, hvad der var her før os. Jeg synes, at vi skal ære dem, der var her før, og noget af det bedste, jeg ved, er, hvis man finder en tidskapsel, eksempelvis når man renoverer et hus. Jeg kan slet ikke være i mig selv, når det sker, fortæller Jakob Mouridsen.

Historien har på flere måder også haft en finger med i spillet, da Jakob Mouridsen valgte at blive Liverpool-fan. Da hans bedsteforældre fik farvefjernsyn, så han kampe om lørdagen der, og hans farfar fortalte ham, at Liverpool var et godt hold. Senere satte Jakob Mouridsen sig ind i Liverpools historie, og det gjorde ikke interessen for holdet mindre.

Han har mødt mange inspirerende mennesker på sin vej. Men når Jakob Mouridsen skal sætte ord på, hvem der har betydet mest for ham, så vender han tilbage til gården på Bork Mærsk. Til alt det, der har formet ham. Det hører med til hans historie, at familien blev ramt af en frygtelig tragedie, da Jakob Mouridsen var 11 år. Hans otte år ældre storebror valgte livet fra. Hver eneste dag i de 38 år, der er gået siden, har Jakob Mouridsen tænkt på ham. Og Jakob Mouridsen erkender, at der skal meget til at ryste ham, for dengang blev han rystet i sin grundvold. Men trods sorg og smerte formåede forældrene at gøre alt for, at Jakob Mouridsen og hans søster, der i dag er bosat i Sverige, fik så god en barndom som overhovedet muligt, og han er dem evigt taknemmelig for alt, hvad de har givet ham.

- Jeg har lært allermest af mine forældre. Det, man lærer af sine forældre, er alt det, man måske ikke lige tænker nøjere over i hverdagen. Oftest helt lavpraktiske ting, som dog får dig godt gennem dagen. Hvorfor gør man tingene på lige den måde og i den rækkefølge, man gør? Ja, det er, fordi man har set ens forældre gøre det på den måde. Alt det, som forældrene giver, er sokkel og grundsten i alt, hvad man gør.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Udvikling: Det er vores butik - vi har selv skabt den

Læserbrev: I eftersommeren 2018 mistede vi i Stauning vores brugsforening, hvor folk havde handlet gennem mere end 100 år. Tankstationen lukkede også. Det var en ringe trøst, at COOP-koncernen – tilsyneladende uden mange tanker om sine dybeste rødder – var i gang med at lade sine brugser i en lang række landsbyer gå konkurs. Som én af os i Stauning med velplaceret ironi udtrykte det: ’Det er da vist ligesom en so, der æder sine egne grise’. Men ulykken tog ikke gå-på-modet fra os. Tværtimod var der folk i Stauning, som omgående tog initiativet. De gik på med krum hals. De samlede Staunings kræfter. De fik ting til at ske. Der er nemlig det ved det, at det dér med at få noget til at ske - det ligger nærmest indbygget i Staunings DNA. Derfor skete det, at vi allerede i foråret 2019 – bare et halvt år efter brugsens lukning – kunne byde benzinselskabet Go’on velkommen til Stauning. Biler begyndte igen at dreje ind. Der var igen aktivitet. Og nu på lørdag, 23. november, sker der det, at vores nye købmand kan byde os velkommen – og vi ham – i en topmoderne dagligvareforretning, der er gennemgribende renoveret fra A til Z af professionelle håndværkere. Herudover har mange forskellige frivillige bidraget med oprydning, rengøring, opstilling af inventar - og sat 2500 varenumre på de rette hylder efter købmandens anvisninger. Det er mærkeligt at tænke på – ja, egentligt fantastisk, alt det der er nået på godt et år i et gnidningsløst og humørfyldt samarbejde. Det hele er nået, takket være stauningboernes kæmpeindsats, også økonomisk. Lige efter brugsens lukning strittede initiativerne naturligt nok lidt i alle retninger. Set udefra lignede det måske lidt situationen, når man kradser lidt med en pind i en myretue. Men ligesom myrer hurtigt organiserer sig og får skaderne repareret, når ødelæggelsens pind har kradset i deres tue, så samlede også Stauning sig hurtigt om det væsentlige: nemlig at få samlet økonomi nok til at købe det gamle nedlagte mejeri midt i byen, hvor brugsen havde butik fra omkring 1970. Og selve målet, det lå fast helt fra starten: senest ved udgangen af 2019, så skulle der igen være dagligvarebutik her i Stauning. At det mål er nået, det siger noget meget vigtigt om Stauning. Først og fremmest siger det, at vi er i stand til at samle os og stå sammen for at få ting til at ske. Men ligeså vigtigt: i Stauning har vi folk iblandt os, der besidder de mange vidt forskellige kompetencer, der gør det muligt at tingene faktisk også kommer til at ske – bliver til virkelighed. Det skal vi huske at fortælle hinanden, når vi går rundt og handler med vores nye købmand i vores nye butik. For den fortælling er en vigtig del af vores fælles historie. Den må vi aldrig glemme. Ligesom den gamle brugsforening, som vore forgængere for 100 år siden gik sammen om at skabe, blev en vigtig del af deres fælles historie. Men nu er det vores butik. Vi har selv skabt den. Den er vores værk. Det var os, der fik det til at ske. Uden os, så var vores butik der ikke. Og uden os – så er butikken der ikke! Det er også værd at minde hinanden om. Butikken har brug for os. Og vi har brug for butikken. Det var jo derfor, vi sørgede for, at den kom.

Annonce