Annonce
Ringkøbing

Lykken er at avle sine egne kartofler

Veganerne Kashmiri Stec og Johannes Bodeer vild med fælleshaven og den rene smag af grøntsager. Det er noget helt andet end det, Kashmiri, der er vokset op i Indien kender fra sin barndom. Foto: Tommy Kofoed.

12 mennesker med hang til haveliv har siden foråret delt køkkenhave. Det er der kommet kilovis af grøntsager og et godt sammenhold ud af. Næste år håber de at få endnu flere med.

Lykken er at tage sine egne kartofler op af jorden.

Annonce
Ulla Andersen fra Hvide Sande er ifølge initiativtager Carina Bruun (i pink) en flittig ukrudtsluger. Hun tager gerne en time i haven om morgenen, inden hun tager på arbejde i sandskulpturparken i Søndervig.

Det mener den lille flok passionerede havefolk, som de seneste måneder har gravet, sået, luget og nu også høstet grøntsager fra deres fælles køkkenhave bag Forundringens Have. De 12 kendte ikke hinanden, inden projektet gik i gang tidligere på året, men det er de kommet til undervejs.

Etagebedet med høje solsikker i midten, spiselige krysantemummer rundt om og squash i bunden sørger for et minimum af lugearbejde.

Begejstringen for at være en del af projektet er da heller ikke et øjeblik til at tage fejl af.

Ulla Andersen fra Hvide Sande og Preben Sørensen fra Velling går ombord i ærterne. Havefolkene fordeler arbejdsopgaverne mellem sig og mødes ind i mellem til fællesspisning.

»Jeg har aldrig smagt så lækre kartofler. De smelter nærmest i munden. Og ærterne er fantastiske,« siger Kashmiri Stec og stikker armen om i ryglommen på sin cykelbluse og hiver en smagsprøve frem.

Den unge polsk-amerikaner flyttede til Vestjylland for et halvt år siden, da hun havde færdiggjort sin ph.d i Holland. Her ventede hendes hollandske kæreste Johannes Bode, som de seneste år har arbejdet for Vestas.

»Vi så et opslag om fælleshaven, da vi købte grøntsager i Økoladen. For os var det en god mulighed for at lære nogle nye mennesker at kende og samtidig lære noget at dyrke køkkenhave. Vi har forsøgt os derhjemme, men uden det helt store held,« fortæller parret.

De to har bestemt ikke fortrudt, at de mødte op en kold forårsdag til det første indledende møde og købte adgangsbillet til fælleshaven.

»Det er de bedste penge, jeg nogensinde har givet ud,« siger Johannes Bode.

Investeringen har for længst betalt sig ind hos de to veganere, og oveni er de blevet en del af et fællesskab.

»Jeg er ved at lære dansk. Det går fint her i haven, hvor de andre taler langsomt og gerne gentager, når jeg ikke kan forstå, hvad de siger. Her bliver tingene også meget konkrete. Her har vi også mødt mødt nogle rare mennesker, som ved en masse om at dyrke have,« siger Kashmiri Stec.

Det bedste tip, de har fået, er at forberede jorden ordentligt med naturgødning. Det har gjort fælleshavens bede »magiske«, mener Johannes Bode.

Carina Bruun, der sammen med Lise Thorsen har stået i spidsen for projektet, er tæt på at give ham ret.

»Det er gået rigtig, rigtig godt. Have strutter og alt det vi har sået, står godt. Måske skal vil have lidt mindre dild til næste år og flere kartofler. Men det kan sagtens justeres,« fortæller hun.

Havefolkene har været gode til at hjælpe hinanden med at holde bedene fri for ukrudt. Særligt flittig har Ulla Andersen fra Hvide Sande været. Hun snupper gerne en time inden arbejde. Der var mest arbejde i begyndelsen, nu skal der bare spises løs af kartofler, kål, gulerødder, salat, ærter og spiselige blomster. Haveprojektet fortætter - og i næste sæson gerne med flere deltagere. Der bliver sendt invitationer ud senere på sommeren.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce