Annonce
Debat

Johannes Møllehave in memoriam: Med på digterpræstens myreflittige fodsti

Præst og forfatter Johannes Møllehave udenfor Virum kirke. Har man bare én gang oplevet Johannes Møllehave på slap line, nedstegen fra prædikestolen, nede på kirkegulvet, foran alteret og sit ’publikum’ – agerende samtlige roller i lignelsen om den barmhjertige samaritaner – så glemmer man det aldrig. Foto: Aage Sørensen/Ritzau Scanpix

Hvad har en myldrende myretue mellem fyrretræerne her ved mit corona-skjul-sommerhus på Sydfalster – og en Napoleonshat købt hos landsbyens bager – at gøre med Johannes Møllehaves død? Præsten, digteren, forfatteren – det nationale fyrtårn udi fortællekunst – der forgangne maj-mandag gik bort i en alder af 84 år?

For mig, måske ikke ALT; men dog en hel masse! Jeg forklarer:

Morgenavis og myretue: Når jeg hver morgen, på ferie hér på min fødeegn, fisker min omdirigerede avis op ad postkassen, minder en mega myretue mig om Møllehaves vel nok mest kendte bog, ’På myrens fodsti’ fra 1975. En erindringsbeskrivelse, hvorom han selv har udtalt:

Annonce

”Jeg har valgt denne titel, fordi man kan få noget spændende ud af at se tingene fra myrens fodsti, skråt nedefra i barnets perspektiv”.

Bogen ser tilbage på barndommen, familien, og om turen videre til voksenlivet.

Legendariske Jens Kruse, dengang anmelder ved Jyllands-Posten, skrev ganske rammende om bogen: ”Sjældent – måske aldrig? – har jeg læst så smuk, så varm og lærerig, så dyb en erindringsbog som denne. At dette er stærkt, smukt, perspektivrigt er ikke nok. Det er poetisk”.

Men hvad så med ham Napoleon, hvor kommer han ind i billedet? Og, se, nu bliver det hele nok lidt mere kringlet. Men jeg lover: Vi skal nok komme i mål!

Ude godt, men..: Jeg var i årene 1975-89 af det danske undervisningsministerium – dengang med en purung Ritt Bjerregaard i front – udsendt som dansk lektor ved Europaskolen i det lille Storhertugdømme, Luxembourg.

Alle skal vide, at hvis man er væk fra Danmark i længere tid – altså vi taler ikke om otte julidage ved Costa del Sol – så indsniger der sig før eller siden en længsel efter fædrelandets vemodige sange. Og alt hvad dertil hører:

Man fejrer som udlandsdansker Skt. Hans på dansk, jul på dansk, slår katten af tønden på dansk. Man længes efter spegesild, rugbrød, Rød Ålborg og Piratos. Og kunne man dengang få fat på det sidste kassettebånd med Kim Larsen og Gasolin, så var Midsommerfesten, for en flok danske med abstinenser, reddet.

Man melder sig ind i Den danske Forening, og kommer helt frivilligt i Den danske Kirke, også selvom man inden man forlod fædrelandet aldrig har været andet end gennemsnits julegudstjeneste-protestant.

Johannes og Herdis Møllehave. Foto: Ulf Nilsen/Ritzau Scanpix

Kom, så og sejrede: Men pludselig i 1987 dukker uimodståelige Møllehave op som dansk præst ved Den danske Kirke i Bruxelles. Med pligt til én gang om måneden at servicere os, den lille danske menighed i Luxembourg, 200 km syd for Ardenner-bjergene.

Og man kan roligt sige, at Johannes kom, så og sejrede. Han ankom som regel hos os fredag aften. Ofte havde han sin Herdis med, og begge nåede de på sådan en weekend at holde diverse studiekredse: Hun om sit dengang meget læste forfatterskab – og han om H.C. Andersen, Storm P., Søren Kierkegaard, William Shakespeare, Dostojevskij…

Hertil kom det, det egentlig handlede om, nemlig gudstjeneste, dåb, konfirmationsforberedelse, konfirmation, bryllupper, begravelser…

Har man bare én gang oplevet Johannes Møllehave på slap line, nedstegen fra prædikestolen, nede på kirkegulvet, foran alteret og sit ’publikum’ – agerende samtlige roller i lignelsen om den barmhjertige samaritaner – så glemmer man det aldrig, barn eller voksen. Han var på én gang ”manden, konen, 2-3 børn, æslet, 3-4 røvere, præsten, levitten, samaritaneren, kroværten…”.


Efter flere svære depressioner vidste Johannes, hvordan en af livets skyggesider totalt kan rive tæppet væk under et medmenneske. En ulyksalig og smertelig erfaring, som vi delte.


De smertelige erfaringer: Som det generøse menneske Johannes var, gav han sig også tid til at være sjælesørger. Og han tog gerne en snak under fire øjne om eksistentielle trængsler, sygdom, savn og sorg. Et mere lyttende – trøstende (og talende!) – menneske, skal man lede længe efter.

Efter flere svære depressioner vidste Johannes, hvordan en af livets skyggesider totalt kan rive tæppet væk under et medmenneske. En ulyksalig og smertelig erfaring, som vi delte.

Og så, kære læser, lige om lidt, tilbage til Napoleon, hvis 200-års dødsdag jeg og mit franske ’broderfolk’ fejrede forleden. Jeg med en Napoleonshat til min eftermiddagskaffe. De, Gallerne, ved at rive hovederne af hinanden, som kun franskmænd kan.

Møllehaves Maria Magdalene: Men lige først – undskyld! – en afstikker ’hjem’ til Ringkøbing, hvor jeg i 1989 startede som lærer på det, nogle ynder at kalde ’Det ukristelige Gymnasium’.

Gymnasiets dengang store sangkor havde tradition for en årlig korrejse til udlandet. Og hvad var vel mere oplagt end at arrangere en tur til Luxembourg og Bruxelles. Selvfølgelig med koncert i Den danske Kirke, og efterfølgende hyggeaften i præstegården sammen med præsten og hans medfølgende hustru, Herdis – samt en anseelig flok danske au pair-piger, der brugte kirken som deres andet ’hjem’.

I og med, at vi hjemme på Vasevej i Ringkøbing det forår havde opført ’Jesus Christ Superstar’, med musicalens sangtekster oversat fra engelsk til dansk af Møllehave himself, så var det oplagt at synge netop sange fra den forestilling for værtsparret. Det gjorde – a capella – den talentfulde 2.g’er Rikke Mach, der havde spillet rollen som Maria Magdalene hjemme på gymnasiet. Vi var nogle der undervejs spottede en Johannes-tåre, og den efterfølgende ’krammer’ til solisten var ikke til at tage fejl af.

Hvad har Johannes Møllehave at gøre med napoleonshatte? Det forklarer Lars Egelund her. Foto: Lars Egelund

Slagsbroderen Johannes Møllehave: Næste dag – og så nåede vi endelig frem til Napoleon! – var Johannes, på eget initiativ, en veloplagt guide ved en tur til slagmarken i Waterloo – 15 km uden for Bruxelles. Dér hvor kejser Bonaparte led sit afgørende, sidste nederlag. Til Wellington – i et rent blodbad, hvor de tre hærførere Napoleon, Wellington og Blüchner tilsammen mistede 50.000 mand. Hvorefter Napoleon fik en enkeltbillet til øen St. Helena, hvor han døde i 1821.

Læsere, der har oplevet digterpræsten ’live’, eller som inden for de sidste dage har set tv’s mindeudsendelser om ham, kan måske forestille sig Møllehave i fri dressur oppe på toppen af en godt 40 meter høj ’Løvehøjen’, med et Løvemonument på toppen, og et 360-graders vue ud over slagmarken. Vores vært var totalt i sit ’es’, nogle ville nok mene lidt manisk? Kendte slaget ned i mindste detalje.

Den vestjyske Odyssé: Da Møllehave senere samme år var på foredragsturné op langs Vestkysten, indvilgede han i, selvom han ifølge sin tour-manager var stærkt overanstrengt, at holde foredrag for hele vores skole. Som tak for sidst! Johannes kendte ikke ordet ’nej’.

Igen tryllebandt han sit publikum, sådan som jeg selv havde oplevet ham som samaritaner i Église de la Trinité – Treenighedskirken – i Luxembourg et par år tidligere.

Inden han tog videre nordpå på sin vestjyske foredragsodyssé, signerede han skolens eksemplar af mammut-værket ”La Fontaines Fabler”. Oversat til dansk i 1986 af, selvfølgelig, ingen ringere end Johannes Møllehave. En sproglig kraftpræstation – på rim! – af de historier om menneskelig dårskab iklædt dyreham, som La Fontaine skrev helt tilbage i 1600-tallet. Læs selv ’Ravnen og Ræven’ på møllehavesk – fabelagtigt!

Da jeg mente at kende Møllehaves rudimentære franskkundskaber, fornemmede han min tvivl på, om han nu også helt solo havde begået dette pragtværk. Men han forklarede, som sandt er, at han havde taget smutvejen via den engelske oversættelse.

Så meget desto mere forståeligt, at han og Herdis året efter slog sig ned i Brighton i England, for dér, på tætteste hold, at studere teater, specielt Shakespeare, hvis stykker han ønskede at se rub og stub – på originalsproget. De blev der en årrække, han alene, efter Herdis’ død i 2001.

Det ender godt: Tillad mig til sidst, at iklæde mig ’lånte fjer’, og at citere fra den bog, som jeg er den mest velskrevne og fyldestgørende/komplette samtalebog om og med Johannes Møllehave, ”Det ender godt – Johannes Møllehave om døden” (2009) – begået af chefredaktør på Kristeligt Dagblad, Erik Bjergager.

Møllehave har af flere omgange været ramt af svær sygdom – blodpropper i hjerte og hjerne, og med en firedobbelt bypass-operation i hjertet. Så hvad var vel mere naturligt for de to, end at tage en snak om livets store spørgsmål, herunder om døden, og om, hvad Johannes ønsker sunget til sin begravelse:

»At sige verden ret farvel« er det største dødsdigt i den danske litteratur. Grundtvig kunne udtrykke sig i det religiøse sprog, men det betød ikke, at han kunne acceptere døden bedre. Salmen romantiserer ikke over døden, men handler blandt andet om, hvordan vi er tungnemme over for vores egen død, hvad enten den indtræffer sent eller tidligt i livet. »At sige verden ret farvel« er det, man spørger om, når man ligger og skal dø. Før man kan sige verden farvel, må man spørge, om man har levet ret. Hvad brugte du faktisk dit liv på? Misbrugte du det? Kunne du have brugt det på en anden måde? Oplevede du livets fylde, før du måtte sige farvel til det? Det er en meget stærk salme.”


Men nej, Johannes, du tager grueligt fejl. Du er ikke væk. Du findes. Og du vil i den grad blive husket, for alt det, du satte i gang. Nu er du hos din / vores Gud. Og du snakker helt sikkert Fanden et øre af.


Johannes, du er ikke væk – du findes! Kære Johannes Møllehave, på vegne, tror jeg, af en hel masse mennesker, tør jeg godt sige dig tak, fordi du har fyldt vore liv. Ikke mindst med læseoplevelser. Men har man haft det privilegium også møde og opleve dig spillevende, din empati og din generøsitet, så har du om nogen ret til at sige verden ret farvel.

Præsten og forfatteren Johannes Møllehave blandt sine bøger. Foto: Maj-Brit Larsen/Ritzau Scanpix

Jeg begyndte i går aftes som godnat-læsning at genlæse dine erindringsportrætter, ”Så forskellige sind” fra 1978, som ikke er en erindringsbog med dig selv i centrum; men, som Jens Kistrup i sin tid skrev i Berligske Tidende ’en kærligheds- og taknemmelighedserklæring til andre”.

Det blev sent. Jeg læste højt for fruen ved min side, der troede, at vi skulle sove. Det skulle vi så ikke lige med det samme. Vi hulkede af grin, og tårerne trillede os i søvn.

I udsendelsen ”Johannes Møllehaves sidste ord” på DR.dk, som først måtte vises efter ’hovedpersonens’ død, siger den 84-årige digterpræst direkte henvendt til os alle sammen: ”Imens I kigger på mig, er jeg blevet væk. Jeg findes ikke!” Men også: ”Jeg vil gerne huskes for, at jeg satte noget i gang”.

Men nej, Johannes, du tager grueligt fejl. Du er ikke væk. Du findes. Og du vil i den grad blive husket, for alt det, du satte i gang.

Nu er du hos din/vores Gud. Og du snakker helt sikkert Fanden et øre af. ’Gud er kærlighed’ står der på gravstenen på Frederiksberg Kirkegård, hvor din elskede Herdis har ventet på dig siden 2001. Hils også din våbenbroder udi ordekvilibrisme og højt humør, Benny Andersen. Begge har I bidraget til at holde vores lattermuskler i form.

Lars E. i dyb taknemmelighed – og æret være dit minde!

PS! Når jeg igen er hjemme west’å, går jeg fluks til min bogreol og fremdrager din ’krimi’ fra 1990, ”Kan den, som kan lægge to og to sammen”, om ham, den danske lektor ved Europaskolen i Bruxelles, der meget mod sin vilje, af en dansk undervisningsminister – vi kan jo kalde ham Bertel – blev sendt hjem til tjeneste i hjemlandet. Men det er jo en helt anden historie. Eller er det?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Ringkøbing-Skjern

S-byrådsmedlemmer bag opsigtsvækkende forslag: Pil testmøllerne i Lem Kær ned efter seks år

Skjern Håndbold

Skjern-cheftræner efter kæmpe pokal-skuffelse: Det har været en sæson med røven i vandskorpen

Annonce