Global Castings i Lem skifter navn – og holdingselskabet flytter

Dagbladet mener: Vis lidt respekt for - og på - kirkegårdene

Et instagram moment finder man på Bispebjerg Kirkegård, når de japanske kirsebærtræer blomstrer. Så hippe er de lyserøde selfies, at de er nævnt i dagbladet Politikens 'ultimative byguide til nye studerende', som advarer om, at man får travlt i trængslen: "Du er langt fra den eneste, der fifler med at skrive #sakura på din telefon, og det tager tid at sikre det helt rigtige stoiske smil, når du skal fange dit hoppebillede", hedder det i avisens anbefalinger. Kirkegårde er åbne for alle, ikke kun for de sørgende. Men roen og gravfreden er nogle steder ved at blive overdøvet af selfies, solbadning og udflugter med det hele. For tre år siden gik det helt galt, da en to-dreng legede gemmeleg med sine forældre på Vestre Kirkegård i København: En gravsten faldt ned over drengen, som døde. Ulykken har betydet, at kirkeministeriet og arbejdstilsynet har krævet sikring af kirkegårdenes gravmonumenter. Ikke nogen billig øvelse - og økonomi er da også begrundelsen for, at menighedsrådet i No har besluttet at nedlægge sit lapidarium - stedet, hvor sten fra nedlagte grave står opbevaret. Hvis efterladte ikke inden årets udgang har bedt om at få udleveret sløjfede sten, vil de blive sendt til knusning, lyder det på et opslag ved kirken. Det er vel ikke helt urimeligt at spørge, om et enkelt tragisk dødsfald virkelig behøver at føre til destruktion af kulturarv, fordi menighedsråd føler sig økonomisk presset af sikkerhedskrav. Sikkerhedskrav, som vel at mærke ikke ville være nødvendige, hvis folk kunne færdes med helt almindelig pli på kirkegårdene. Det vil sige uden at tumle larmende omkring mellem - eller for den sags skyld på - gravstenene. Kirkegårdene er for både de døde og de levende. Førstnævnte gruppe tager formentlig både selfies og solbadning i stiv arm, men der er alle gode grunde til, at de levende gør sig klart, at kirkegårde er steder, hvor der først og fremmest skal være plads til ro og fordybelse. Hvis det var udgangspunktet for alle kirkegårdsbesøg, ville der næppe være brug for den helt vilde sikring af gravstenene, og vi ville kunne bevare den kulturhistorie, som stenene er enestående eksponenter for. Det er sten med sjæl - og det vil være blodig synd, hvis de skal ofres for ussel mammon og sjælløs mangel på respekt.