x
Annonce
Tarm

Frihedsbudskabet lød: I køkkenet sad ungarske soldater - i stuen var en tysk desertør

To af Eva Hundebøll Jensens børn har fået hende til at skrive sin historie om oplevelser under 2. verdenskrig ned. Artiklen her bygger både på, hvad hun har fortalt mundtligt og på den skriftlige beretning. Foto: Annett Bruhn
Eva Hundebøll Jensen har oplevet mange lykkelige ting i sit liv. Men selvom hun har født fem børn, så husker hun stadig aftenen den 4. maj 1945 som sit lykkeligste øjeblik. I år er det 75 år siden.

Nørre Nebel: Eva Hundebøll Jensen var 15 år den 4. maj 1945. Da Danmark blev frit. Det var det lykkeligste øjeblik i hendes liv.

I dag bor hun i en ældrebolig i Nørre Nebel. Hun sidder i kørestol, og synet er blevet dårligt. Men hun husker stadig levende den dag. Her er hendes historie om 4. maj og tiden op til.

Annonce

Eva Hundebøll Jensen

  • 90 år.
  • Efter tiden i Lønborg flyttede Evas forældre til Esbjerg, hvor hendes far åbnede en antikvarboghandel. I sine unge dage arbejdede hun derfor forskellige steder i Esbjerg.
  • Hun blev gift med Åge Jensen. De har fået fire piger og én dreng sammen. Åge døde for fem år siden.
  • Åge og Eva var forstanderpar på Hoven Ungdomsskole i 24 år.
  • Derefter flyttede de til en gård, hvor de i første omgang havde får og kaniner. Senere blev stalden omdannet til et galleri, hvor Eva både solgte malerier og ting som nymalet porcelæn og hjemmestrikkede sjaler.
  • Har boet i Nørre Nebel side 1985.
  • Ifølge eget udsagn taler hun to sprog: Vestjysk og rigsdansk.

Otto Baude

Otto Baude er cirka 41 år og fra området nær Berlin. Han er tysk soldat, men imod sin vilje. Da han i sin tid skulle til fronten, skød han sig selv i tommeltotten.

Det virkede. Han kunne ikke bruges ved fronten, men blev sendt til Danmark, hvor han kunne gå vagttjeneste.

Nu har han været her i tre år, og han forstår og taler dansk. Men det går dårligt for Tyskland, og der er brug for flere ved fronten. Også dem, der ikke kunne bruges i første omgang. Otto må gemme sig, hvis han skal være sikker på at klare krigen uden at miste sit liv.

Han flygter ud i en plantage, hvor han i otte dage lever af sin nødration og slikker dug af græsset. Otto er desertør.

Familien Hundebøll

På mejeriet i Store Darum har mejeristen og hans kone fået 11 børn. Nu er de flyttet til Hedegaarden i Lønborg, der ligger sydvest for Skjern på vejen mod Nørre Nebel. Eva er nummer 10 af de 11 børn.

De mærker krigen. Næsten hver nat hører de englændernes overflyvninger. En vinterdag har Eva sammen med en storebror været til aftenskole i Lønborg, da en tysker skyder mod flyene. De tror, at der bliver skudt mod dem, så de tager hinanden i hånden, løber, og til sidst smider de sig ned. Den aften er Eva bange. Hun er også bange, da tyskerne en anden dag vil tage hende med, fordi hun ikke har et legitimationskort. Og hun er generelt bange, for krigen rykker tættere og tættere på, mens de allierede vinder slag efter slag i kampen mod Tyskland. Mon frontlinjen kommer til Danmark?

En dag er Evas lillebror, Frede, ved at hugge brænde tæt på den nærliggende Lønborg Plantage. Da han kommer ind igen, fortæller han, at han har mødt en tysk soldat, der spørger, om krigen snart er forbi.

Eva og Frede tager over mod skoven igen, men kan ikke finde ham. Måske er han i beskyttelsesrummet, tænker hun. Beskyttelsesrummet er en gammel kartoffelkule, der ligger et lille stykke inde i plantagen. Hun har aldrig været der før, for selvom englænderne ofte flyver over Lønborg, så er det sjældent, der bliver smidt bomber over det forholdsvis øde Vestjylland.

Inde i beskyttelsesrummet ligger en mand, som springer op. Både han og Eva bliver forskrækket over at se hinanden.

- Ikke forråde, ikke forråde, råber han.

Det er Otto, og familien forråder ham ikke. Tværtimod. De hjælper ham.

Det viser sig i øvrigt, at også Evas søster, der er gift og bor lidt fra forældrenes hjem, kender til Otto, og hos søsterens familie har han også fået mad, ligesom han har overnattet i laden.

Eva Hundebøll Jensen har gemt mange ting, og her er et lille udpluk. Billedet er af en af de tre ungarere, Istvan Boros, som hun fik kontakt med igen 15 år efter krigen. Forrest er poesibogen, som både Istvan Boros og Otto Baude skrev i. Foto: Annett Bruhn

Ungarerne

Omkring Lønborg bor en flok ungarske soldater. De er på fjendens side, men alligevel inviterer pastor Anders Bork Hansen dem ind til en gudstjeneste langfredag den 30. marts. Fjender bliver venner, og frem til krigens slutning hjælper lokalbefolkningen de ungarske soldater.

Det gælder også familien Hundebøll. Hos dem kommer tre ungarere hver aften for at få fyldt feltflasken med mælk fra familiens køer.

Der er ingen frygt, for soldaterne er mere forhutlede end farlige. De kan ikke tale samme sprog, men alligevel opstår et venskab. Alle tre ungarer skriver tekster på ungarsk i Evas poesibog.

Familien fortæller dem dog ikke, at de også giver mad og husly til en tysk desertør.

Befrielsesdagen

Det er aften. Eva og Frede er alene hjemme. Forældrene er altid på besøg hos Evas mors søster og hendes mand i Hemmet den 4. maj, for det er deres bryllupsdag.

Otto er på besøg, da ungarerne kommer. Han bliver sendt ind i den store stue, og så skruer de op for radioen i den lille stue. Det er den danske udsendelse fra England, som radioen er tunet ind på, og det rører ikke børnene, at soldater, der ellers kæmper på fjendens side, hører det. For det første forstår de ikke dansk, og for det andet er de jo ikke farlige.

Ungarerne kommer ind i køkkenet og får lov til at sidde ned sammen med de to børn. Og så lyder det fra radioen:

- I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.

Det er slut med at være bange.

Det er det for Otto. Han kommer dansende ind i køkkenet, for nu er han ikke længere bange for at blive opdaget af de ungarske soldater.

Og det er det for Eva. Det er slut med at være bange for, om Danmark også skal opleve kampe, og det er slut med frygten for at blive anholdt eller skudt af tyskerne. I stedet er Danmark frit. Mens Otto danser i køkkenet, oplever hun sin lykkeligste stund.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ringkøbing-Skjern

Stemmer fra coronalandet: Såvejr, savn og mangel på svar

Leder For abonnenter

De hjælper bare for at hjælpe: Det er Danmark, når vi er bedst

Vi har jo oplevet anmeldere, der er kommet galt afsted ved at mene noget om bøger, de ikke har læst, og om koncerter, de ikke har hørt. Derfor denne varedeklaration: TV2’s ”Danmark står sammen” blev først sendt efter, at denne avis gik i trykken. Alligevel siger vi: Hvor var det godt. Det handlede nemlig om Danmark, når det er bedst, og om de danskere, der er bedst. Dem, der uden kold kalkule gør noget for deres medborgere. Vi har dem også til hverdag. Hundredtusindvis af frivillige i foreninger og socialt arbejde, men nu popper endnu flere op. Allermest selvfølgelig vores helte i sundhedssektoren suppleret af de tusinder af pensionerede læger og sygeplejersker, der sammen med medicinstuderende melder sig til tjeneste. De, der bringer mad til isolerede. Skolelæreren fra Varde, der kører rundt og hilser på sine elever. De, der arrangerer fællessang i baggårdene. Alle de, som på utallige måder hjælper bare for at hjælpe. Det er ikke bare godt. Det er også rørende, fordi det rammer lige i hjertet af det fællesskab, der trives i bedste velgående trods mange forfaldsmyter om, at vi lever i egoistiske tider. Og det er bare mere bevægende, når nogen gør og opnår noget sammen, end når det sker hver for sig. Vi kender det også fra sport. Det er enestående, når Viktor Axelsen og Mads Pedersen bliver verdensmestre med ketsjer og på cykel, men det giver ikke rigtigt en klump i halsen og fugt i øjenkrogen. Det gør det derimod, når vores håndboldmænd går amok i glæde over at være blevet verdensmestre, eller for den sags skyld, når et hold fodbolddrenge skriger glæden ud over at have vundet deres kreds i den laveste række. Fordi de hver især har gjort deres yderste for at vinde noget sammen. Sådan er det i hvert fald for denne skribent. Formentlig har mange andre det på samme måde. Det rører hjertet, når vi gør noget sammen og for hinanden. Derfor var det et fremragende program, TV2 sendte i aftes om et Danmark, der står sammen.

Annonce