Kommentar: Frankrig er storfavorit, men kærligheden til flaget kan bære langt

Sime Vrsaljko og hans holdkammerater nævner igen og igen den nationale stolthed som et vigtigt våben - det bliver det også på søndag. Foto: Christian Hartmann/Scanpix

Kommentar: Frankrig er storfavorit, men kærligheden til flaget kan bære langt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kroatien har imponeret med en forbløffende evne til at overvinde al modgang, og selv om Frankrig både individuelt og kollektivt er bedre, ville det være en gigantisk dumhed at undervurdere søndagens finalemodstander.

Det er da lidt pudsigt at tænke på, at det danske landshold har mødt begge VM-finalister og ikke tabt til nogen af dem.

Jovist, kampen mod Danmark var lidt en gratis omgang for franskmændene, der ikke stillede med A-kæden, og danskerne endte jo rent faktisk med at ryge ud mod Kroatien, men i de officielle statistikker står der to uafgjorte kampe.

To uafgjorte kampe mod to VM-finalister.

Kunne det så ikke lige så godt have været Danmark som Kroatien i finalen?

Tja, det er en noget akademisk diskussion, al den stund at hverken det ene eller andet synspunkt kan underbygges, men sandsynligheden peger i retning af et nej.

Det kræver blandt andre ting erfaring og individuel klasse at nå så langt i en så stor turnering, og det danske landshold havde ikke nok af nogen af delene.

Vi havde ikke en Modric og en Rakitic til at holde sammen på holdet i modgang, vi havde ikke en Perisic eller en Mandzukic, der kunne lave mål ud af ingen ting.

Man skal bruge held

Det har Kroatien, og derfor vil holdet også være en farlig modstander for Frankrig på søndag i Moskva.

Det er bemærkelsesværdigt, at kroaterne har været bagud i samtlige knockout-kampe og er kommet tilbage i alle tre.

Okay, mod Danmark nåede det ikke at gøre ondt at være bagud, og det samme kan næsten siges om kampen mod Rusland, men det er ikke desto mindre et faktum, at kroaterne har mestret al den modgang, man næsten har kunnet tænke sig.

Og naturligvis også haft det held, man skal bruge for at nå langt ved et VM.

Tænk tilbage på samtlige verdensmestre, og du vil finde ud af, at stort set intet hold, der stod med pokalen til sidst, er gået igennem turneringen uden en vis portion medgang. Måske lige med undtagelse af Brasilien i 1970.

Selv tyskerne, der syntes at være så suveræn og logisk en verdensmester for fire år siden, måtte mod Algeriet i ottendedelsfinalen og Argentina i finalen have lidt medvind for at lykkes.

Den medvind har kroaterne også haft med to vundne straffesparkskonkurrencer og en semifinale mod England, hvor det i den første time lignede alt andet end en lykkelig udgang.

Men de kan noget, disse kroater.

De har en evne til at grave noget frem, vi ikke troede muligt.

I alle de tre seneste kampe har de set slidte ud, til tider endda dødtrætte, men da det virkelig gjaldt, bar hjertet igennem, hvor lungerne måtte give op.

Det kan det også gøre i en finale, der vil være så stor en begivenhed for det lille land, at spillerne slet ikke vil tænke på træthed.

Franske justeringer

Om det så er nok mod Frankrig, det er til gengæld meget, meget tvivlsomt.

Franskmændene har utvivlsomt siddet og hygget sig noget så gevaldigt med, at onsdagens semifinale gik i forlænget spilletid - vi skal jo huske på, at de selv har formået at gøre sig færdig efter 90 minutter - plus det løse - i alle tre knockout-kampe. Frankrig har med andre ord spillet en hel kamp færre end kroaterne inden for de seneste 10 dage - al sund logik siger, at den slags skal gøre en forskel i en finale.

Og samtidig møder Kroatien på søndag et hold, der ikke kunne være i mere perfekt balance end det franske.

Jo, der var gnidninger i de indledende kampe, der var helt sikkert også utilfredshed i en trup, der kunne se, at spillet ikke flød, men efter et par taktiske justeringer, der gav plads til Olivier Giroud og Blaise Matuidi på bekostning af Corentin Tolisso og Ousmane Dembele, er tingene faldet på plads for Didier Deschamps og hans trup.

Den franske landstræner erkendte efter sejren over Belgien forleden, at det har været en opslidende rejse over de syv uger, holdet har været samlet, og at der til tider havde været diskussioner tenderende til intern uro, men sejre har det med at svejse hold sammen og gøre spillere glade - også dem, der ikke spiller - så det er et fransk hold i harmoni, der løber ind på Luzhniki Stadion søndag 17.00 dansk tid.

Frankrig har vist klassen

Og det vil være et fransk hold, der helt åbenlyst har den største både kollektive og individuelle kvalitet, vi har set i denne slutrunde. Godt nok kom franskmændene forholdsvis let igennem den indledende gruppe mod tre bløde hold, men siden kunne vejen nærmest ikke have været sværere. Sammenligner man de to finalehold, er der vist ingen tvivl om, at Argentina, Uruguay og Belgien er et langt hårdere program end Danmark, Rusland og England. Og igen - Frankrig har altså nedkæmpet alle sine tre modstandere uden brug af overtid, og stort set uden brug af held.

Det er rendyrket klasse, og der kan ikke være to meninger om, at Frankrig går ind til søndagens finale som så klar en favorit, som vi vel nærmest ikke har set siden finalen i 1970, da Brasilien bare var så meget bedre end Italien, at det kun kunne ende på én måde.

Frankrig er også så meget bedre end Kroatien, det har turneringen vist, det ved franskmændene også godt selv, men det ville være en dumhed at historiske dimensioner at undervurdere dette kroatiske hold, der allerede har vist, hvor langt stoltheden og kærligheden til flaget kan bære.

Kommentar: Frankrig er storfavorit, men kærligheden til flaget kan bære langt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce