Annonce
Navne

Yngre læge fra Herning får millioner til forskning i kvindesygdom

38-årige Anne Hammer Lauridsen foran kolposkop i Gynækologisk Ambulatorium, som bruges, når der skal kigges på celleforandringer. Foto: Søren Braad Andersen, Kommunikation i Hospitalsenheden Vest
Keglesnit eller kontroller. Celleforandringer på livmoderhalsen kan føre til kræft - men hvornår skal man operere? Det har Anne Hammer Lauridsen fået 3,5 millioner kroner fra Kræftens Bekæmpelse til at forske i.

Herning: Postdoc, læge, ph.d. Anne Hammer Lauridsen har modtaget en stor forskningsbevilling fra Kræftens Bekæmpelse på 3,5 millioner kroner til forskning i celleforandringer på livmoderhalsen.

Til daglig arbejder Anne Hammer Lauridsen på Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling på Regionshospitalet i Herning. Derudover er hun post. doc. ved Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet.

Formålet med projektet er at optimere diagnosticeringen og behandlingen af kvinder med moderate celleforandringer i håb om, at det kan medføre, at risikoen for livmoderhalskræft reduceres for dem.

Annonce

Danmark opererer færre

I de fleste andre vestlige lande bliver alle kvinder med moderate celleforandringer behandlet med et keglesnit, som fjerner den del af livmoderhalsen, hvor celleforandringerne sidder. Men da det øger risikoen for tidlig fødsel, og celleforandringer i mange tilfælde forsvinder af sig selv, bliver unge danske kvinder i stedet anbefalet at gå til hyppig kontrol.

- Men der mangler viden om risikoen for at udvikle kræft senere i livet, når kvinder ikke bliver opereret ved moderate celleforandringer. Derfor vil vi undersøge risikoen for, at disse kvinder udvikler svære celleforandringer og livmoderhalskræft, forklarer Anne Hammer Lauridsen i en pressemeddelelse.

Anne Hammer Lauridsen blev læge i 2009 og har oparbejdet et stærkt internationalt forskningsnetværk, og hun har desuden publiceret en lang række artikler. Både amerikanske, engelske og hollandske samarbejdspartnere deltager i hendes projekt.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tarm

Sutsko giver lighed mellem kønnene i Nepal

Leder

De små snublesten - og det brændende spørgsmål til dig, der skændede gravstenene

Når du læser disse linjer, er jeg på vej mod Berlin. Engang Hitlers heilende nazi-inferno af en by. Senere en delt by, hvor murens iskolde zigzag-ar adskilte familier og venner. I dag en hjertelig og åben by, som - parallelt med alt det sprudlende og sjove - hele tiden minder verden om fortidens grusomheder. Berlin er byen, hvor mange tusinde Stolpersteine, snuble-sten, sætter små messing-mindesmærker i fortovene. Hver eneste sten er et minde over ét af de myrdede ofre for nazisterne. Messingstenene ligger foran de huse, hvor ofrene boede. På dem står der meget lidt og forfærdeligt meget: Et navn. En fødselsdato. En deportationsdato. Stedet for mordet: Auschwitz, Neuengamme, Sachsenhausen eller hvad dødsfabrikkerne ellers hed. Også på andre måder minder Berlin og Tyskland hele tiden sig selv og os andre om det, der aldrig må glemmes og aldrig må gentages. Som i den 19.000 kvadratmeter store 'skov' af betonsøjler, der er rejst tæt ved Brandenburger Tor til minde om de myrdede jøder. Som på Gleis 17 på S-bahnstation Grünewald - perronen, hvorfra nazisterne deporterede deres ofre direkte til udryddelseslejrene. Som i det jødiske museum, hvor arkitektur og udstilling i forening gør den besøgende svimmel og kvalm. Som gennem sporene efter Berlinmuren; spor, som man igen kun ser, hvis man kigger ned på fortovet netop der, hvor zigzag-arret er markeret. Over gadeplan er Øst- og Vestberlin i dag mange steder svære at skelne fra hinanden. Det samme er vi mennesker, når vi kigger ordentligt på hinanden. Er du jøde, asatroende eller grundtvigianer? Buddhist? Missionsk? Muslim? Katolik? Ateist? Hvad du end tror eller ikke tror på; uanset din hudfarve og din herkomst - så er du et menneske. Du skal behandles som ét, ligesom du skal behandle andre som netop det, de er: Mennesker. Tysklands mange 'Denkmahls' holder erindringens sår åbne for de, der tør røre ved dem. Når jeg om lidt går rundt i Berlin, vil jeg som altid kigge ned mod snublestenene i respekt for dem, der blev myrdet. Når jeg ser op igen, ville jeg gerne - ansigt til ansigt - møde ét af de mennesker, der valgte at markere Krystalnatten ved at skænde jødiske gravsten med maling og klistre nazistiske jødestjerner på postkasser. Dybest set har jeg bare ét spørgsmål: Hvorfor?

Skjern For abonnenter

Sammenlægning af andelskasser: Faster Andelskasse beholder styrkeforholdet - og har tjekket bøgerne efter

Skjern

Faster Andelskasse skal sammenlægges med københavnsk pengeinstitut

Annonce