Annonce
Indland

Virksomheder frygter Københavns loft over elløbehjul er for lavt

Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Udbydere af elløbehjul er bekymret over forslag fra Københavns Kommune, der vil begrænse antallet i Indre By.

Konflikten mellem udbydere af elektriske løbehjul og Københavns Kommune spidser til.

Torsdag skal Borgerrepræsentationen tage endeligt stilling til forslaget om en forsøgsordning med et loft på 200 elektriske løbehjul i Indre By i København.

Forinden har de tre udbydere af elektriske løbehjul i København, Lime, Tier og Voi, sendt et brev til kommunen.

Det oplyser Limes landechef i Danmark, Niklas Joensen. I brevet skriver de blandt andet, at de undrer sig over kommunens forslag.

- Vi er bekymrede for, at reguleringen vil betyde, at der ikke er nok løbehjul i forhold til efterspørgslen, og vi er ærgerlige over, at kommunen ikke har taget os med på råd, siger Niklas Joensen.

De elektriske løbehjul har været lovlige siden januar. Lime og Voi oplyser, at de hver har "flere hundrede løbehjul" i København. Hos Lime bliver hvert enkelt løbehjul brugt op til fem gange dagligt, oplyser Niklas Joensen.

Ifølge ham ønsker udbyderne en dynamisk regulering, der kan matche brugernes behov.

- Jeg håber, vi kan blive ved med at have et antal, der efterspørges. Det tal, der efterspørges, er højere, end det, som kommunen foreslår, siger han.

Udbyderne af de elektriske løbehjul har samlet deres forslag til den dynamiske regulering i et såkaldt "code of conduct".

Den fungerende miljø- og teknikborgmester i Københavns Kommune, Karina Vestergård Madsen, understreger, at "code of conduct" udelukkende er udført på virksomhedernes initiativ.

Hun mener, at der er behov for deciderede retningslinjer hurtigst muligt, da løbehjulene kan være til fare for særligt fodgængerne i København.

- Virksomhedernes adfærd lader jo desværre en del tilbage at ønske. Derfor står der lige nu flere og flere løbehjul opstillet, smidt og henkastet på kommunens arealer.

- De steder virksomhederne helst vil have plads til deres elløbehjul, har vi i forvejen svært ved at få plads til fodgængere og københavnernes cykler. For mig er gode forhold for cyklister og fodgængere vigtigere end elløbehjul, siger Karina Vestergård Madsen.

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til forsøgsordningen torsdag klokken 17.30.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce