Annonce
Rejser

Vintur til Slovenien

En af de rigtig gode vine, som Slovenien har at byde på. Lagret i akasietræ og derfor med en fin bagtone af honning eller karamel. Foto: Peter Rasmussen
Slovenerne passer godt på deres vin - faktisk er man nødt til at besøge landet, hvis man for alvor vil på opdagelse i det stor sortiment. Ikke meget slovensk vin går til eksport.

Slovenien er hvidvinsland. Omkring 75 procent af den vin, der dyrkes i Slovenien, er hvidvin – meget af det ovenikøbet rigtig god hvidvin. Slovenerne drikker det bare selv eller eksporterer det direkte til restauranter i eksempelvis Italien, hvor man sætter pris på de slovenske vine.

Et godt sted at starte en vintur i Slovenien er i vinområdet Primorska, der ligger tæt op mod den italienske grænse. Især vinene fra distriktet Goriska Brda har opnået international anerkendelse.

Goriska ligger i direkte forlængelse af det italienske vinområde Frioli, og mange af bønderne i området har marker på begge sider af grænsen. Det er med andre ord umuligt at vide, hvor meget italiensk vin og hvor meget slovensk vin, man har i glasset. Men hvis vinproduktionen ligger i Slovenien, er det per definition slovensk vin - uanset, hvor druerne er plukket.

En af de seriøse producenter i dette område er Marjan Simcic fra byen Ceglo. Med en produktion på 130.000 flasker om året er han en af Goriskas største vinbønder, og han afsætter stort set hele sin produktion til restauranter.

Mit rejseselskab møder hans hustru Valeria til en vinsmagning og en hurtig indføring i de slovenske vines hemmeligheder i kældrene under pragtvillaen.

Den første vin, hun trækker op, er en traditionel rebula – eller ribolla – afhængigt af om man vælger den slovenske eller italienske stavemåde. Vine på Rebula-druen strækker sig fra sprøde, syrefriske tørstslukkere til fyldige, mørke madvine. Kvaliteten spænder fra det ret neutrale til det yderst karismatiske. Valerias vin hører absolut til den sidste af slagsen. Prisen ligger på 17 euro (knap 130 kroner).

Smagningen går videre gennem en pinot grigio, som umiddelbart minder mere om noget, man kender fra det italienske sortiment. Pris 17 euro.

Så er der mere musik i flasken med souvignonasse – også en slovensk specialitet – der har en lille smule bitter mandel i eftersmagen. Også 17 euro.

Som afslutning får vi en rød merlot til 48 euro. Her er jeg muligvis for langt henne i vinsmagningen til, at jeg er værd at spilde dyre dråber på. Jeg synes i hvert fald ikke, at den er pengene værd og mener, at aftenens mest spændende bekendtskab var rebulaen.

Annonce

Napoleon: "Den er god"

Et andet oplagt sted at besøge på en vintur til Slovenien er landets største vinområde, Podravje, der har Maribor som hovedby. Her forlader man den italienske indflydelse på hvidvinen, og med kun 18 kilometer til den østrigske grænse er det let at genkende de ranke, mineralske smage, som man finder i østrigske vine som eksempelvis grüner veltliner.

En af specialiteterne fra Podravje-området er sipon-druen. Den skulle angiveligt have fået sit navn, fordi Napoleon var glad for vinen og sagde "cést bon"; altså ”den er god”. Og det skulle så i almindelige slovenske folkemunde være blevet til "sipon".

Uanset om det er en rigtig historie eller ej, så er vin på sipon-druen fremragende vin. Jeg faldt for en variant fra vinhuset Dveri Pax. Her ligger sipon-vinen på fade af akacietræ, hvilket giver en helt særlig sprød smag af honning og karamel oven i den knaldhårde mineralske hvidvinssmag. Pris 22 euro (165 kroner).

Hvis man mere er til øl, så husk, at de drikker Lasko i Maribor-området og Union i Ljubljana-området. Hvis der bliver set skævt til én på cafeen, så kan det være fordi man har fået byttet om på det. Lokalpatriotismen er stor – selv om det faktisk er Heineken, der står bag begge bryggerier.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Beklageligt men vigtigt: Danmarks Naturfredningsforening demonstrerer ikke sin magt

Læserbrev: I Dagbladet lørdag den 22. februar bliver Danmarks Naturfredningsforening beskyldt for at demonstrere sin magt af en vred Leif K. Christensen. Til det er der kun at sige, at DN ikke har magt til bestemme noget som helst. Det har myndighederne, og sådan skal det være i en liberal demokratisk retsstat som den danske. DN har derimod som frivillig NGO ret til på lige fod med andre frivillige i civilsamfundet at bidrage til, at borgere og myndigheder sørger for at passe så godt som muligt på miljøet og den natur, som er vores fælles værdier. Men DN bestemmer ikke, om disse værdier bliver beskyttet eller ødelagt. Det er den enkelte borgers, grundejers og myndighedernes ansvar. Hvorfor rette sin vrede mod DN, når problemerne skyldes lovgivning, som Folketinget finder nødvendig, og myndighedernes administration af de givne lovbestemmelser? Hvorfor ikke sætte pris på, at der en frivillig organisation, som holder øje med kommunens administration af lovgivningen og støtter borgere, som med rette gør opmærksom på mulige ulovligheder? Årsagen til vreden er, at kommunens dispensationer til sommerhusbyggeri på nogle beskyttede heder på Holmsland Klit er blevet påklaget af DN til det statslige klagenævn. Det har DN gjort, fordi der er rejst tvivl, om kommunen har handlet korrekt i forhold til lovgivningen om beskyttelse af heder og andre naturarealer, og fordi det er vigtigt at få afklaret ved en statslig myndighed, om det er tilfældet. Om kommunen har handlet korrekt eller ej, det ikke er noget, DN skal bestemme. Det gør klagenævnet ud fra vurderinger af lovbestemmelserne og intentionerne bag disse. Det er ikke et spørgsmål om juristeri, men om, at vi bor i en retsstat, hvor også kommunen skal følge lovgivningen. Hvis DN havde undladt at påklage disse prøvesager, ville det have været DN, der bestemte, at kommunen havde handlet korrekt og kunne fortsætte med at give dispensationer til byggeri på beskyttede heder. Det er ikke op til interesseorganisationer at afgøre den slags, men en statslig opgave. Problemerne er opstået, fordi staten for cirka 50 år siden fastlagde, hvor der ikke kunne bygges sommerhuse på Holmsland Klit, og hvor der ville være mulighed for at udlægge sommerhusområder gennem vedtagelse af lokalplaner. Nogle år senere vedtog Folketinget imidlertid lovbestemmelser, som blandt andet beskytter klitheder og klitter mod f.eks. økonomisk udnyttelse til landbrug, byggeri og anlæg, bl.a. fordi Danmark på europæisk plan har et særligt ansvar overfor disse naturområder. Dog er der mulighed for myndighederne til ”i særlige tilfælde at gøre undtagelser fra bestemmelserne”, for eksempel ved at give dispensation til ændringer på vilkår om, at der tages særlige naturhensyn eller andet steds omlægges landbrugsjord til natur. Disse lovbestemmelser kom også til at gælde alle områder på Holmsland Klit, som ikke var udlagt til sommerhusområde i bygningsvedtægt eller med en lokalplan. Kommunen vedtager alligevel i de efterfølgende år en række lokalplaner, som udlægger beskyttede klitheder og klitter til sommerhusbebyggelse. Kommunen mener ikke, at der skal gives dispensation fra naturbeskyttelsen til byggeri og giver derfor i årene efter et stort antal almindelige byggetilladelser til nye sommerhuse, tilbygninger med videre - også selvom der i nogle af lokalplanerne står, at ansøgninger skal behandles i forhold til naturbeskyttelsen af heder og klitter. Hvis det statslige klagenævn afgør, at det er i overensstemmelse med lovgivningen at give tilladelse til byggeri på beskyttede heder og dispensationer fra beskyttelsen af klitheder, så tager DN det til efterretning. Kommunen kan så give byggetilladelser og eventuelt dispensationer på de arealer i lokalplanerne, som ikke er bebygget, og til tilbygninger, skure og lignende under hensyntagen til naturværdierne og på særlige vilkår. Hvis klagenævnet beslutter, at det er i strid med lovgivningen at give tilladelser til byggeri på beskyttede heder, så er det et problem for kommunen, som i så fald har givet mange ulovlige byggetilladelser og givet mange grundejere forventninger om at kunne bygge i henhold til de kommunale lokalplaner. Kommunen burde i så fald have undladt at vedtage lokalplaner, som omfatter byggeri på beskyttede heder, og staten burde have meddelt kommunen, at der i almindelighed ikke kan gives dispensation fra naturbeskyttelsen af klitheder og andre naturarealer. Under alle omstændigheder er det ikke DN, der er årsag til problemerne. DN er først i 2019 blevet bekendt med situationen, fordi kommunen i mange år ikke har dispenseret fra beskyttelsen af hederne til byggeri med videre, og først nu i år fremsender konkrete dispensationer på grund af den tvivl, der er rejst om kommunens administration. DN har derfor set sig nødsaget til at påklage nogle af kommunens afgørelser til klagenævnet for at få afgjort, hvad der er korrekt administration af lovgivningen – ikke for at demonstrere magt. DN påklager meget få kommunale afgørelser om året og får medhold i langt de fleste ved klagenævnet. Det er beklageligt, at nogle få bygherrer på Holmsland Klit må vente nogle måneder på klagenævnets afgørelse, men det er vigtigt at få afklaret de væsentlige problemer en gang for alle.

Ringkøbing-Skjern For abonnenter

Ørskov: Jeg ville gerne have vidst, at min mor havde fået tilbudt jobbet

Ringkøbing

Tre gymnasier søger alle en ny rektor: - Vi er selvfølgelig i en konkurrencesituation

Annonce