Annonce
Vestjylland

Vil lave helårs skøjtebane i byen

En skøjtegruppe har søgt om en skøjtebane i Ulfborg med kunstig is, så der kan løbes på skøjter hele året. Arkivfoto
En lille gruppe af lokale borgere vil etablere en syntetisk skøjtebane i Ulfborg. Det er et kulturtab, når unge ikke lærer at løbe på skøjter, mener de.

Ulfborg: Endnu er der ingen nagelfaste planer. Ingen løfter. Blot en ansøgning på planafdelingens bord i kommunen. Men Ruth Dalsgaard håber.

Hun er tovholder for en lille forberedende forening, som af medlemmerne er blevet døbt Ulfborg Skøjtegruppe, og som nu forsøger at få en syntetisk skøjtebane til byen. Ideen er, at skøjtebanen skal udføres i syntetisk is, så man kan løbe på skøjter hele året rundt.

I ansøgningen står:

- To generationer har på grund af et mildere klima ikke kunnet dyrke skøjteløb og mangler den færdighed. Man kan sige, der er tale om et kulturtab på idrættens område, hvis der ikke gøres noget nu. Professionelle fodboldspillere løber på kunstgræs, ulfborgensere bør fremover kunne stå på kunstig is, lyder det i ansøgningen om projektets formål og ide.

Skøjtegruppen peger desuden på, at en kommende skøjtebane vil kunne være med til at løse nogle af de udfordringer, der er med motorisk svage børn, der har vanskeligt ved at holde balancen. Også for den lokale skole, vil skøjtebanen repræsentere en mulighed for motion, bevægelse og frisk luft i skoletimerne - i forbindelse med den nationale plan om 45 minutters bevægelse hver dag i folkeskolen.

Endnu er planerne dog kun på tegnebrættet, og særligt én udfordring, skal der ifølge Ruth Dalgaard findes en løsning på, hvis projektet skal blive til virkelighed:

- Borgerforeningen har jo ansøgt om et stort bevægelsesprojekt, og de søger om samme areal. Men måske vi kunne blive enige om, hvordan jorden skal bruges, siger initiativtageren, der håber, at der måske i de planer også kan blive plads til en skøjtebane ved arealet bag Ulfborg Skole.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce