Annonce
Danmark

- Vi var ved at slå hinanden ihjel

Jette og Birger Veber har været gift i 45 år. For fem år siden fik Birger konstateret alzheimer. Det seneste år er hans færdigheder blevet hurtigere forringet, og som pårørende har coronaåret slidt huden tynd. Privatfoto


Corona: I forårets store nedlukning faldt verden fra hinanden for et ægtepar i Rødovre. Det daglige tilbud til alzheimerramte Birger Veber var ikke længere en mulighed, og ansvaret for hans dagligdag var nu en 24-timers opgave for hans kone. Konsekvenserne er ensomhed, tab af evner og et skridt nærmere en plejehjemsplads.

På et tidspunkt under forårets store nedlukning smed 65-årige Jette Veber sin mand gennem 45 år ud af deres lejlighed i Rødovre. Hun kunne ikke længere holde til at have det totale ansvar for sin ægtemand og den konstante uro og rastløshed, der følger med, når man har en alzheimerdiagnose.

- Min mand var hjemme konstant, og jeg havde ingen pauser. Det var ligesom at sidde i en krigszone hele tiden. Han blev meget hurtig dårligere, fordi hans hverdag var gået i stykker. Han kunne ikke finde hoved og hale i noget. Byttede rundt på nat og dag. Begyndte at grave huller i vores kolonihave, fordi han kedede sig. Blev sur på mig hele tiden, fordi han mente, det var min skyld, at alting var gået i stå. Det gik stærkt ned af bakke med at kunne huske, lytte eller hvile sig et øjeblik. Jeg reagerede ved at skælde ham ud hele tiden, hvilket ikke gjorde det bedre, fortæller Jette Veber med en lidt hård stemme, der formentlig dækker over en vrede og utilfredshed ved at føle sig ladt i stikken, og momentvis opdage at hun ikke længere brød sig om sig selv.

- Jeg er blevet tosset, hidsig og vred på min mand under nedlukningen, og så dårligt et menneske kan man blive af at være virkelig presset, fortæller hun. Parallelt med nedlukningen og den fastlåste situation, der var værst i foråret 2020, har Jette Veber oplevet, at hendes 67-årige mands tilstand er blevet forværret.

- Siden sommer er hans hørelse blevet dårligere, og han er også holdt op med at læse. Han vil ikke tage offentlig transport mere, fordi han er bange for at få corona, og siger nu ofte nej til at tage med over at spise hos vores søn. Før han blev syg, var han en dygtig håndværker, der kunne lave alt herhjemme, men efter sommer er det blevet så slemt, at han ikke engang kan skrue en toiletholder op. Han spørger mig 50 gange, hvor den skal sidde. Jeg peger, men så opgiver han og går ud og sætter sig ved sin Ipad. Det er svært at sige, om forværringen ville være sket alligevel uden en nedlukning. Jeg ved bare, at jo flere aktiviteter han kan overskue og være med til, jo længere holder han sig i den gode ende af sygdommen.

Annonce

Kolonihavens lys venter forude

Forårets totale nedlukning betød, at flere kommuner i hele landet fra den ene dag til den anden lukkede dagtilbud til blandt andet demensramte, og derfor kontaktede Jette Veber hukommelsesklinikken på Rigshospitalet, der fik banet vejen for at Birger Veber alligevel kunne komme i sit vante dagtilbud tre gange om ugen af tre timers varighed pr. gang. Naturligvis i en langt mere reduceret udgave på grund af de mange coronarestriktioner.

- Hvis de ikke havde lukket op for Birger, havde jeg sendt ham på plejehjem. Så havde vi ikke kunne bo sammen, fortæller Jette Veber, der nu får en pause hver gang hendes mand er afsted. Hun savner pårørendegruppen med ligesindede, som har været coronalukket i snart et år. Demenskoordinatoren, der står for gruppen, har tilbudt de pårørende at mødes udendørs til en halv times gåtur, men de sidste mange gange er turene blevet aflyst på grund af dårligt vejr, og rammerne føles langtfra optimale.

- Jeg føler mig meget ensom, og jeg savner at snakke med de andre og høre, hvordan de får hverdagen til at gå op.

I takt med at lyset får mere magt, flytter Jette og Birger Veber traditionen tro ud i deres kolonihave. Her river han ”sin” sti, slår græs og snakker med fuglene, og skiftet til et varmere udendørsliv giver håb oven på et år, der har slidt huden ganske tynd og sat sine markante spor af frygt for fremtiden.

- Jeg frygter, at nedlukningen har forkortet vores liv sammen, så plejehjem banker tidligere på døren. Det ville jeg virkelig være ked af. Også fordi det er det, som min mand frygter mest.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Ringkøbing

Østjysk virksomhed rykker til Vestjylland

Coronavirus

Rejsevejledninger bliver lempet - men ferierejser frarådes

Annonce