Annonce
Debat

Vi risikerer, at der en dag er nogen, der ikke kan tåle mere

På kant: Det skal man kunne tåle. Sådan har budskabet været til alle dem, der bliver ophidsede over Rasmus Paludans provokationer. Han besudler Koranen, sætter ild til den og kræver muslimer ud af Danmark. Men han har sin ytringsfrihed, blasfemiparagraffen er afskaffet og uanset, hvor latterlig man synes, han er, berettiger det selvfølgelig ikke til vold.

Der er ikke så meget at rafle om: I et demokrati har alle lige rettigheder, også dem man ikke kan lide. Men. For der er et men. Hvor mange af dem, der kræver, at man tåler Paludan, har egentlig selv måttet tåle noget – altså sådan for alvor? Alle os, som ikke konstant udfordres på vores tro og vores ret til at være her, ved vi, hvad det er, vi forlanger af andre? Og har vi nogensinde anstrengt os for at vise, at fællesskabet ikke er til for Paludan, men for dem, han sviner til?

Det var måske en overvejelse værd. For med til historien hører jo, at man som muslim i Danmark konstant bliver bedt om at tåle noget. Man skal tåle, at man ikke kan åbne en avis uden at nogen fortæller, at man er et problem. Man skal tåle, at man aldrig helt kan føle sig hjemme, selvom man har uddannet sig, er i arbejde og har boet i landet i årevis. Og nu skal man altså også kunne tåle Rasmus Paludans provokationer, som endda udføres under politieskorte.

Og uanset hvor forkert det så end er, vil der på et tidspunkt være nogle, der ikke tåler mere. Det har Paludan forstået – det er jo derfor, han udfører sine groteske happenings. Måske var det på tide, at vi andre også forstod, at tålmodighed aldrig er grænseløs. Og når folk ikke tåler mere, er det, at de sætter byen i brand.

Peter Lauritsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Navne For abonnenter

Anders Vedel træder et skridt ned men bliver i Vestas: For pokker, hvor er vindenergi spændende

Annonce