Annonce
Sommerland

Vestjylland er vindmølleland, men lokalt vindmøllemuseum lever stille: Det er en smal interesse

Vindmøllen med de gule brædder er syv meter i diameter. Da møllen fungerede, var vindrose-møllene her en hel cirkel. Vinklen på gule brædder kunne justeres efter vinden for at få mest muligt ud af naturkræfterne. Foto: Mads Dalegaard
Midt i Vestas’ hjerteland kan du blive klogere på, hvordan Danmark og især Vestjylland blev vindmøllernes hovedland.

LEM: Man finder næppe nogen dansk by, som er mere gennemsyret af vindmøller end Lem. Og her - mellem Ringkøbing og Skjern og mellem vindmøllekonvojer og sikkerhedshjelme - finder man så også det lokale vindmøllemuseum, Danmarks Vindkrafthistoriske Samling.

Det er sådan et museum, som kun har åbent et par timer en dag om ugen, og hvor man kan ringe i forvejen for at lave en aftale på en anden dag eller bare for at finde hen til museet.

Vindmøllesamlingen ligger i præcis den samme lille hal, hvor Vestas finpudsede prototyper til vindmøllegigantens første møller for 40 år siden. Stedet er omgivet af nutidens produktionshaller. Alligevel vrimler det ikke ind med gæster sådan en onsdag.

Så hvis man er på udkig efter en overset attraktion i Vestjylland, er vindmøllesamlingen det rigtige sted at rette blikket, mener museets vindmølleentusiaster, 81-årige Benny Christensen og 78-årige Kurt Ganer-Tolsøe.

- Vi bliver nødt til at indrømme over for os selv, at selvom vi selv synes, at det er drønspændende, så er det en smal interesse, siger Kurt Ganer-Tolsøe.

Annonce

Danmarks Vindkrafthistoriske Samling

  • Adresse: Smed Hansensvej 11, 6940 Lem. Parker ved skiltet, der siger Smed Hansensvej 13. Herfra kan du se en sort pavillon med et 20 km/t-skilt. Her ligger samlingen.
  • Gratis adgang.
  • Åbningstider: Åbent hver onsdag til og med 16. august. Åbent fra klokken 13.30 og et par timer frem.
  • Hovedattraktioner: Originale mølledele og møllevinger fra historie danske vindmøller.

Myldrede med møller i 1800-tallet

Museet rummer ellers meget historie, som ville kunne gøre de fleste vestjyder klogere på, hvorfor Vestjylland blev Vestas-land. For når man vandrer rundt i den tidligere produktionshal, bliver man hurtigt klar over, at det ikke var et lykketræf, da producenten af landbrugsmaskiner Vestas blev til en vindmøllegigant. For da Vestas fik vind i vingerne i 1979, havde Danmark i mere end 100 år været præget af vindmøller.

Bønderne byggede nemlig møller i stor stil op gennem den sidste halvdel af 1800-tallet. Før 1852 var det kun statsautoriserede møllere, som måtte kværne landmændenes korn, men frem mod 1862 blev møllerne givet fri, så bønderne selv kunne have møller ved egen gård. I 1907 brugte landbruget 4600 vindmøller.

Så allerede for mere end 100 år siden, var Danmark og Vestjylland et vindmølleland, for i Vestjylland var møllerne mere udbredt i resten af landet. Møllerne kunne også bruges til at dræne vådområder og til at drive savværker.

Kurt renoverede museets krigstidsmølle

Under Anden Verdenskrig kunne møllerne pludselig også bruges til at lave el, nu hvor kul og andre sorte energikilder skulle bruges til krigsindustrien.

Faktisk tog det kun et år, fra at de første streger til en fem ton tung mølle blev sat, til møllen kom i drift; det skete vel at mærke i en computerløs tid. Kurt Ganer-Tolsøe er da også imponeret af, at det overhovedet lykkedes at få hejst de fem tons op på et betontårn, selvom man tog det bid for bid.

- Hvordan hulen man fik sådan noget møvet op på et tårn dengang, ved jeg ikke, siger Kurt Ganer-Tolsøe.

Og Kurt Ganer-Tolsøe må vide, hvad han taler om. Han har i hvert fald et indgående kendskab til møllen, for han har selv restaureret krigtidsmøllen. Da møllehovedet blev en del af samlingen på museet i Lem, var den ræverød af rust.

Derfor satte Kurt Ganer-Tolsøe en grovsliber på boremaskinen og gik i gang med knokkelarbejdet.

- Jeg vil ikke sige, det kostede en boremaskine, men det gik ud over den i hvert fald, siger Kurt Ganer-Tolsøe med et skævt smil.

Hos Danmarks Vindkrafthistoriske Samling er de nyeste møller fra starten af 1980'erne. Derfor vil man se i samlingen, at møllerne er bygget til, at vingerne ikke kunne holde sig selv, men havde brug for afstivning, som man ser her. Foto: Mads Dalegaard

Oliekrisen gav vind i vingerne

Ligesom med krigstidens energimangel skabte oliekrisen i 1973 behov for nye energikilder. I skyggen af de bilfrie søndage kiggede danske Ole Opfindere og smede på de danske gårdmøller og krigsmøllerne. De hentede inspiration.

- Hvis ikke vi havde haft alle de gamle vindmøller, man kan se i samlingen, tror jeg ikke, vi i dag havde haft vindmøller i Danmark på samme måde. Så havde vi gjort, som man forsøgte i Frankrig, Tyskland, Holland, Belgien og USA; man gik og eksperimenterede, men det blev aldrig rigtig til noget. Man troede på nogle kæmpestore møller og lavede nogle projekter i Tyskland, men møllen kom aldrig til at køre, siger Benny Christensen.

1970’erne blev eksperimenternes tid i Danmark; vingerne blev først lavet af krydsfiner, så med limtræ og sågar også som sejl. Men til sidst stod vindens vinder klar. Vinger skulle være af glasfiber. Og der skulle være tre vinger på en mølle.

Det var den opskrift, Vestas overtog fra Herborg-smeden Karl Erik Jørgensen i slutningen af 1970’erne. I 1979 og 1980 forfinede Vestas møllen med de tre glasfibervinger. 40 år senere står Vestjylland som hjerteland for en grøn milliardindustri.

Mange af møllerne på museet er bygget efter den samme opskrift:- Forrest sidder et nav til at sætte vinger på, så følger en bremse, nogle gear og en eller to generatorer bagerst, fortæller Kurt Ganer-Tolsøe. Foto: Mads Dalegaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Lad centrene, der trækker borgerne i byen, blive i byen

Læserbrev: Indlægget “Lad der ikke gå sognepolitik i sagen” om Innovests husning af de kommunale arbejdspladser havde nogle gode pointer, der førte til den rigtige konklusion i et dilemma. Der savnes nogle tal på økonomien, og jeg kan betvivle, kommunalbestyrelsen har det vigtigste; det tabte skatteprovenu og følgeomkostningerne ved den mistede omsætning i detailhandelen. Butikkerne vil miste omsætning. Ikke blot til nabobyerne, men også til storcentrene i de større byer og til netbutikkerne udenfor kommunen. Det vil koste arbejdspladser, give tomme butikslejemål og tomhed i bymidten. Så på den måde et paradoks, når et erhvervscenter er omdrejningspunktet for at trække kunderne væk fra de små lokale erhvervsdrivende. Vi har jo lige fulgt kampen for købmanden i Stauning, og her er det så i større målestok. Du kan blot se til Esbjerg, hvad det har betydet i Kongensgade, at kontorer er flyttet på havnen. Og omvendt, hvad de gør i Billund for at trække folk til midtbyen. Så byrådet bør have det tabte skatteprovenu og følgeomkostningerne ved den mistede detailomsætning i kommunen med i ligningen. Det er ikke nok med en kort tilbagebetalingstid på investeringen i Excel-arket. Så jeg er enig med Jacob Agerbo i, at der ikke skal gå sognepolitik i sagen. For det handler ikke kun om finansiering og besparelser, men også om tabt detailhandel. Ikke “bare” i Skjern midtby. Men i kommunen. For der ingen garanti for, at omsætningen affødt af butiksdøden bliver i Skjern/Tarm, eller for den sags skyld i kommunen. Så derfor vedkommer det også borgerne udenfor Skjern ... Så herfra skal opfordringen lyde; lad centrene, der trækker borgerne i byen, blive i byen.

Skjern Håndbold For abonnenter

Kasper Søndergaard rundede 350 kampe – nu venter efterårets vigtigste opgør: Vi er ikke i god forfatning

Annonce