Debat

Verden er i opbrud, men i Norden står vi sammen - og det skal vi blive ved med

Den vigtigste og mest effektive måde for et land at sikre fred og velstand på er gennem internationale fællesskaber. Det har vi i Danmark erkendt for længe siden, og som medlemmer af EU, OECD og NATO er vi i selskab med økonomiske partnere og militære allierede, der markant styrker vores lille lands position i den store verden. Verden er imidlertid i opbrud i en grad, som vi ikke har oplevet siden Berlinmurens fald for snart tredive år siden, og vi kan ingenlunde tage stabiliteten i de internationale fællesskaber for givet.

Med Brexit har vi set et på alle måder overvældende og tragisk eksempel på, hvad der sker, når tilliden til EU daler tilstrækkeligt. En tiltagende EU-skepsis og en politisk drejning i retning af det nationalistiske er som bekendt langt fra forbeholdt briterne, og det fælleseuropæiske projekt har fået fornyet behov for at legitimere sig over for befolkningerne i de 28 medlemslande.

I USA har den aktuelle beboer i Det Hvide Hus – som om nogen omfavner en nationalistisk og antidemokratisk ideologi – udvist stærk mistillid til de internationale fællesskaber. Han har luftet, at landet skulle overveje at trække sig ud af NATO og stillet spørgsmålstegn ved værdien af USA's medlemskab heraf. En udvikling, som indtil for få år siden syntes helt utænkelig. Hertil kommer de udfordringer, som stormagterne Rusland og Kina hver især repræsenterer i forhold til den retning, som de hver især ønsker, at den globale udvikling skal gå i – ikke mindst på den økonomiske og særligt den klimamæssige front.

Midt i disse opbrudstider er der imidlertid et vigtigt og opløftende lyspunkt: Fællesskabet mellem de fem lande og tre selvstyreområder, der tilsammen udgør Norden, står historisk stærkt og nyder en enestående stor opbakning blandt de nordiske befolkninger. Her i Norden har vi indbyrdes ikke svært ved at kende forskel på eksempelvis danskere, nordmænd og svenskere. Men fordi vores historie, kultur, værdier og grundlæggende politiske prioriteringer er så overlappende og ligefrem sammenvævede, er der et åndeligt slægtskab landene og selvstyreområderne imellem, som er stærkere end nogen anden international konstellation, vi hver især indgår i. Det kommer særligt til udtryk i følelsen af, at man er lidt mindre i udlandet, når man eksempelvis som dansker opholder sig i vores nordiske nabolande, end når man rejser til det øvrige Europa eller resten af verden.

Det nordiske fællesskab er fundamentet for Foreningen Norden, som den 15. april kan fejre sit 100-års jubilæum. Da Foreningen blev skabt i 1919, var Første Verdenskrig netop overstået, og det stod klart, at der var al grund til at øge samarbejdet og forståelsen mellem de nordiske lande. Siden da er foreningen to gange blevet indstillet til Nobels fredspris – i henholdsvis 1933 og 1934 – ligesom det i høj grad var foreningens målrettede indsats, der førte til etableringen af Nordisk Råd, Nordisk Ministerråd og Nordisk Kulturfond. Det er også Foreningen Norden, der har kæmpet for indførelsen af det fællesnordiske arbejdsmarked og pasunionen. Foreningen stortrives fortsat – med 89 lokalafdelinger på dansk jord og opbakning fra mere end 250 organisationer og virksomheder, 200 skole- og biblioteksmedlemmer og 10.000 individuelle medlemmer.

I Danmark skal vi naturligvis bidrage kraftigt til, at EU og NATO får fornyet værdi og legitimitet på tværs af medlemslandene og deres befolkninger. Men der er ingen tvivl om, at det stærkeste kort, vi har på hånden, når det kommer til at sikre Danmark den bedst mulige position i den globale udvikling, er det nordiske samarbejde. Sammen med de øvrige lande og selvstyreområderne har vi verdens 13. største bruttonationalprodukt. Alene på denne front bliver Norden som samlet hele til en markant aktør på den globale scene. Men hvor vigtige de økonomiske parametre end er, bør vi ikke kun fokusere på disse, når vi skal begribe værdien af at stå sammen i Norden.

Det, der er den dybereliggende årsag til den globale opbrudsstemning, er nemlig den manglende kulturelle og værdimæssige kongruens landene imellem. I betragtning af det sammensurium af nationale dagsordener og historiske forudsætninger, man har forsøgt at forene i enkeltstående internationale organisationer, var det på mange måder blot et spørgsmål om tid, før visse lande – store som små – stillede sig i opposition til de store fællesskaber. I Norden har vi imidlertid denne kongruens i enestående høj grad, og det skal vi udnytte – i særdeleshed i forhold til kampen for klimaet og de store udenrigspolitiske udfordringer. Lige børn leger som bekendt bedst, og når verden er i opbrud, er det naturligt, at vi i Norden søger at styrke det fællesskab, vi allerede har med hinanden. Det er vi nødt til at erkende. Samtidig bør vi huske på, at ulige børn har mest at lære hinanden, og således skal vi bevare vores globale udsyn og den tilhørende vilje til at samarbejde med den øvrige verden. Her og nu er vi i Norden imidlertid nødt til at danne fælles front, hvis vi skal have den gennemslagskraft, som den globale udvikling påkræver.

Mogens Jensen
0/0
Klumme

Ugens Prædiken: Påskemorgen er som en håbets hilsen fra Guds fremtid

Klumme

Martine om at blive gammel: Måske er det andet end medicin og ømme muskler?

Klumme

Ugens Prædiken: Mere kærlighed, end vi fatter og forstår

Klumme

Kommer du til årets grundlovsfest?

Leder For abonnenter

Ikke kun events sætter os på landkortet

Selvfølgelig er det vigtigt, at vort lokalområde er kendt uden for kommunegrænsen - og gerne for at have noget unikt og genialt, der kan lokke så mange gæster til som overhovedet muligt. For flere gæster giver som regel flere penge i kommunekassen, og flere penge i kassen gør næsten altid godt. Derfor er det helt fint, at kommunen barsler med en såkaldt ny eventstrategi, der skal være med til at brande kommunen både nationalt og internationalt. Det er da heller ikke overraskende, at et flertal af politikere i byrådet netop har sagt god for at skyde penge i den nye eventstrategi. Det politiske ja betyder samtidig et ja til, at der skal sættes kommunale penge af til tre såkaldte fyrtårns-events. Indtil videre er der sat to millioner kroner af over to år til at udvikle den grønne elbilevent Westwind24, hvor de to, der fik ideen, komiker Jan Gintberg og tv-journalist Anders Agger, nok skal være med til at give det stort anlagte elbilarrangement en snert af kendiseffekt. Derudover er vandsportsfestivalen Waterz i Hvide Sande sikret et kommunalt tilskud på 875.000 kroner om året til og med 2021. Ifølge strategien kunne det tredje event i rækken ligge inden for sport, kultur eller erhverv. Det lyder alt sammen ganske spændende, selv om ingen ved, hvad Westwind24 og Waterz skaber af meromsætning og plusser på bundlinjerne hos områdets erhvervsliv. Der er heller ingen, der ved, hvor mange penge der skal sendes efter det tredje event. Nogen vil sikkert mene, at det er sådan lidt sortseer-agtigt at stille spørgsmålstegn ved, om nye tanker om branding nu også giver sorte tal på bundlinjen. De samme vil sikkert sige, at det er en langsigtet investering, det er svært at sætte kroner og øre på. Hvad der var godt i går, er måske ikke så godt i morgen. Når det er sagt, er det alligevel godt at konstatere, at det ikke var hele byrådet, der helt ukritisk nikkede ja til at lede efter et event nummer tre. Den nyslåede løsgænger Svend Boye Thomsen stemte imod, og Kristendemokraterne valgte at tage det, der hedder forbehold. "Medmindre der falder en appelsin ned i vores turban med en event, der er rigtig svær at sige nej til, så mener vi ikke, at den økonomiske situation er til at bruge mange penge på tre store projekter". Sådan lød det i byrådssalen fra Jens Erik Damgaard, der talte på vegne af den kristendemokratiske byrådsgruppe. Den melding lyder fornuftig, for skattekronerne kan måske gøre bedre gavn andre steder lige her og nu, hvor den står på udfordringer med besparelser på det kommunale budget. Derfor: Vent med event nummer tre, til Westwind24 og Waterz har bevist, at det er vejen frem. Indtil da er der meget andet, der på bedste vis er med til at sætte os på de der landkort.

Klumme

Amagerpigens tak til Bork Havn Efterskole: I var vinden under mine vinger