Debat

Verden er i opbrud, men i Norden står vi sammen - og det skal vi blive ved med

Den vigtigste og mest effektive måde for et land at sikre fred og velstand på er gennem internationale fællesskaber. Det har vi i Danmark erkendt for længe siden, og som medlemmer af EU, OECD og NATO er vi i selskab med økonomiske partnere og militære allierede, der markant styrker vores lille lands position i den store verden. Verden er imidlertid i opbrud i en grad, som vi ikke har oplevet siden Berlinmurens fald for snart tredive år siden, og vi kan ingenlunde tage stabiliteten i de internationale fællesskaber for givet.

Med Brexit har vi set et på alle måder overvældende og tragisk eksempel på, hvad der sker, når tilliden til EU daler tilstrækkeligt. En tiltagende EU-skepsis og en politisk drejning i retning af det nationalistiske er som bekendt langt fra forbeholdt briterne, og det fælleseuropæiske projekt har fået fornyet behov for at legitimere sig over for befolkningerne i de 28 medlemslande.

I USA har den aktuelle beboer i Det Hvide Hus – som om nogen omfavner en nationalistisk og antidemokratisk ideologi – udvist stærk mistillid til de internationale fællesskaber. Han har luftet, at landet skulle overveje at trække sig ud af NATO og stillet spørgsmålstegn ved værdien af USA's medlemskab heraf. En udvikling, som indtil for få år siden syntes helt utænkelig. Hertil kommer de udfordringer, som stormagterne Rusland og Kina hver især repræsenterer i forhold til den retning, som de hver især ønsker, at den globale udvikling skal gå i – ikke mindst på den økonomiske og særligt den klimamæssige front.

Midt i disse opbrudstider er der imidlertid et vigtigt og opløftende lyspunkt: Fællesskabet mellem de fem lande og tre selvstyreområder, der tilsammen udgør Norden, står historisk stærkt og nyder en enestående stor opbakning blandt de nordiske befolkninger. Her i Norden har vi indbyrdes ikke svært ved at kende forskel på eksempelvis danskere, nordmænd og svenskere. Men fordi vores historie, kultur, værdier og grundlæggende politiske prioriteringer er så overlappende og ligefrem sammenvævede, er der et åndeligt slægtskab landene og selvstyreområderne imellem, som er stærkere end nogen anden international konstellation, vi hver især indgår i. Det kommer særligt til udtryk i følelsen af, at man er lidt mindre i udlandet, når man eksempelvis som dansker opholder sig i vores nordiske nabolande, end når man rejser til det øvrige Europa eller resten af verden.

Det nordiske fællesskab er fundamentet for Foreningen Norden, som den 15. april kan fejre sit 100-års jubilæum. Da Foreningen blev skabt i 1919, var Første Verdenskrig netop overstået, og det stod klart, at der var al grund til at øge samarbejdet og forståelsen mellem de nordiske lande. Siden da er foreningen to gange blevet indstillet til Nobels fredspris – i henholdsvis 1933 og 1934 – ligesom det i høj grad var foreningens målrettede indsats, der førte til etableringen af Nordisk Råd, Nordisk Ministerråd og Nordisk Kulturfond. Det er også Foreningen Norden, der har kæmpet for indførelsen af det fællesnordiske arbejdsmarked og pasunionen. Foreningen stortrives fortsat – med 89 lokalafdelinger på dansk jord og opbakning fra mere end 250 organisationer og virksomheder, 200 skole- og biblioteksmedlemmer og 10.000 individuelle medlemmer.

I Danmark skal vi naturligvis bidrage kraftigt til, at EU og NATO får fornyet værdi og legitimitet på tværs af medlemslandene og deres befolkninger. Men der er ingen tvivl om, at det stærkeste kort, vi har på hånden, når det kommer til at sikre Danmark den bedst mulige position i den globale udvikling, er det nordiske samarbejde. Sammen med de øvrige lande og selvstyreområderne har vi verdens 13. største bruttonationalprodukt. Alene på denne front bliver Norden som samlet hele til en markant aktør på den globale scene. Men hvor vigtige de økonomiske parametre end er, bør vi ikke kun fokusere på disse, når vi skal begribe værdien af at stå sammen i Norden.

Det, der er den dybereliggende årsag til den globale opbrudsstemning, er nemlig den manglende kulturelle og værdimæssige kongruens landene imellem. I betragtning af det sammensurium af nationale dagsordener og historiske forudsætninger, man har forsøgt at forene i enkeltstående internationale organisationer, var det på mange måder blot et spørgsmål om tid, før visse lande – store som små – stillede sig i opposition til de store fællesskaber. I Norden har vi imidlertid denne kongruens i enestående høj grad, og det skal vi udnytte – i særdeleshed i forhold til kampen for klimaet og de store udenrigspolitiske udfordringer. Lige børn leger som bekendt bedst, og når verden er i opbrud, er det naturligt, at vi i Norden søger at styrke det fællesskab, vi allerede har med hinanden. Det er vi nødt til at erkende. Samtidig bør vi huske på, at ulige børn har mest at lære hinanden, og således skal vi bevare vores globale udsyn og den tilhørende vilje til at samarbejde med den øvrige verden. Her og nu er vi i Norden imidlertid nødt til at danne fælles front, hvis vi skal have den gennemslagskraft, som den globale udvikling påkræver.

Mogens Jensen
0/0
Annonce
Forsiden netop nu
Ringkøbing-Skjern

Redningsaktion på fjorden: Lys fra mobiltelefon reddede ung sejler

Skjern

Mand omkom i solouheld i morges: Blev erklæret død på stedet

Ringkøbing

Vandringsmænd slog deres egen rekord: Fynboer indsamlede 85.553 kroner til kritisk syge børn

Leder For abonnenter

Dagbladet mener: Den indre varulv hyler, og det lyder ikke kønt

Da den sidste danske ulv i 1813 blev skudt ved Estvadgård lidt sydvest for Skive, var der næppe én, der fældede en tåre i den anledning. Da slet ikke de bønder på egnen, hvis får nu kunne være i fred. I et mangelsamfund som det danske for 200 år siden var der ganske enkelt ikke plads til ulven. I de mellemliggende par århundreder har næppe nogen skænket ulven en tanke - endsige savnet den. Den var ikke længere en del af den danske fauna. At den skulle vende tilbage, var der meget få, der havde fantasi til at forestille sig. Ikke desto mindre var det, hvad der skete omkring 2009, og lige siden har ulven forårsaget en slags kulturel borgerkrig i Danmark, der er helt ude af proportioner i forhold til dyrets indvirkning på den danske natur og dens formodede trussel eller mangel på samme mod mennesker. Skal man være lidt grov, kan man sige, at ulven har fået den indre varulv bragt frem i mange danskere. Det er ikke kønt. Som Anette Lund Andersens store reportage i Dagbladet i dag dokumenterer, er det rent ud forbløffende, i hvilket omfang og med hvilken lidenskab, mennesker engagerer sig i striden om ulven. Man tager sig til hovedet i vantro over en "ulvehader", der skyder en ulv med riffel ud af vinduet på sin bil. Og man flår sig i håret af frustration over en "ulveelsker", der truer folk på livet, og begår hærværk mod en lokal kirke for at understrege sit synspunkt. Mellem disse yderligheder er der alle mulige holdninger, der dog generelt tenderer mod det stadigt mere polariserede - hovedsageligt på grund af de forbistrede asociale medier, der nærmest pr. automatik synes at forstærke alle holdninger i ekstremistiske retninger. Det billede, Anette Lund Andersen tegner i sin reportage, er dybt forstemmende. Det fortæller om en debat og dens deltagende aktører, der synes at have mistet al proportionssans, evne og vilje til at lytte til andre menneskers synspunkter. Lederskribenten her føler sig fristet til at citere sin gamle, afdøde fars tilbagevendende kommentar, når medmennesker af den ene eller den anden grund bevægede sig ud ad en tangent: "Har de ikke andet at gå op i?!?" Det er måske dér, problemets rod ligger.

Ringkøbing-Skjern For abonnenter

Testmøllesag i nye problemer: Skal finde 20 millioner til lovet lufthavnsudstyr

112 For abonnenter

Sejler du en lille smule, når du sejler? Sådan er reglerne for berusede sejlere

112

Ung sejler blev reddet i land - nu mangler båden

Sommerland

’Lille Louisiana’ ligger i Videbæk: Jeg blev helt imponeret, da jeg så bygningen

Annonce