Annonce
Kultur

Venskab og oplevelser for livet: Ringkøbinggarden i træningslejr i Kloster

Den lokale garde i træningslejr i Holmsland Skole med kollegerne fra Skivegarden.

KLOSTER: Normalt genlyder Holmsland Skole af børnestemmer og lyden af rappe fødder på trapperne.

I weekenden var det dog ganske andre toner - i bogstaveligste forstand - der lød på skolen: Trommer, blæsere og fløjter. Bygningerne var nemlig indtaget af Ringkøbinggarden og kollegerne fra Skivegarden, der holdt træningsweekend.

- Det gør vi engang imellem, og vi har et nært samarbejde med Skivegarden, som vi på mange måder ligner, fortæller formand og garderchef Karen Østrup Christensen.

Da Dagbladet lagde vejen forbi sidst på formiddagen lørdag, var garderne ved at være færdige med at øve sig på instrumenterne indendørs. Nu kom så det virkelig vanskelige øjeblik: Tidspunktet, da garderne skulle spille og marcherer i forskellige mønstre og formationer.

- Ikke alle melodier egner sig til at marchere til, så vi har også nogle på repertoiret, som vi spiller stående eller siddende, siger Karen Østrup Christensen.

Set med en lægmands øjne gik det nu meget godt, da de to kombinerede korps prøvede færdighederne af i skolegården under instruktør Torben Skous skarpe blik.

Annonce
Der øves i skolegården i Kloster.

Også en social begivenhed

- At være med i Ringkøbinggarden handler dog ikke "kun" om musik. Vi lægger også stor vægt på det sociale og på, at vi skal hygge os sammen, når vi er på lejr, siger Karen Østrup Christensen.

To af ringkøbinggardisterne hyggede sig i alt fald vældig meget - nemlig Rikke Lodberg Knudsen på 12 år og Mikkel Noam Elias Knak på snart 10 år.

- Jeg har været med i seks år, og startede i garden, da jeg kom i første klasse. Jeg så dem en dag spille nede i byen; det så megasejt ud, og jeg vidste bare, at den skulle jeg være med i, siger Rikke Lodberg Knudsen.

- Jeg har været med i otte-ni måneder. Jeg kan godt lide musik, jeg syntes, det så sejt ud, når garden marcherede, og desuden har min mor været med i garden, så jeg ville også gerne prøve.

De to, der begge spiller tromme, øver sig flere gange om ugen derhjemme ud over den faste øveaften, garden har mandage på Alkjærskolen.

- Men det sjoveste er at komme ud at spille; det gør vi cirka en gang om måneden, fortæller Rikke Lodberg Knudsen.

Oplevelser og venskab

Ringkøbinggardens motto er "venskab og oplevelser for livet", og "vi har plads til alle", fastslår Karen Østrup Christensen, der selv har været med i 24 år.

- Min bror spillede i garden, og lige fra jeg var fem år, vidste jeg, at jeg ville være med. Det kom jeg, da jeg var 10 år, fortæller hun med et smil.

Hun har altid følt sig godt tilpas i garden, og hun er ikke i tvivl om, hvad der er dens styrkeside:

- Vi er rigtig gode til at rumme nogle af de børn og unge, der måske ikke passer ind, når det gælder håndbold eller fodbold. Vi er også gode til at tilpasse os den enkeltes behov. I garden lærer man at være en del af et fællesskab; man kan ikke noget selv, men skal gøre det sammen med andre. Derfor er der heller aldrig nogen, der laver ballade, for det ville jo gå ud over deres allerbedste kammerater.

- Ovenikøbet er det en billig hobby. Garden stiller instrumenter, træning og uniform til rådighed, tilføjer Karen Østrup Christensen.

Faktisk har garden kun et problem: Medlemstallet lige nu er lidt lavt.

- Vi er omkring 15, men ville gerne være 30. Jeg er dog ikke bekymret; medlemstallet plejer at gå op og ned, og det skal nok komme op igen, siger hun.

Og så var det tiden for garderne at vise, hvad de kunne.

De trak i deres uniformer, og så gik det i høj sensommersol og med smældende marchedmusik ned ad gaden i Kloster.

Rikke Lodberg Knudsen har spillet i garden i seks år.
Ringkøbinggarden som vi kender den - her med kollegerne fra Skive: I fuld march gennem byen. Foto Poul Osmundsen.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

De små snublesten - og det brændende spørgsmål til dig, der skændede gravstenene

Når du læser disse linjer, er jeg på vej mod Berlin. Engang Hitlers heilende nazi-inferno af en by. Senere en delt by, hvor murens iskolde zigzag-ar adskilte familier og venner. I dag en hjertelig og åben by, som - parallelt med alt det sprudlende og sjove - hele tiden minder verden om fortidens grusomheder. Berlin er byen, hvor mange tusinde Stolpersteine, snuble-sten, sætter små messing-mindesmærker i fortovene. Hver eneste sten er et minde over ét af de myrdede ofre for nazisterne. Messingstenene ligger foran de huse, hvor ofrene boede. På dem står der meget lidt og forfærdeligt meget: Et navn. En fødselsdato. En deportationsdato. Stedet for mordet: Auschwitz, Neuengamme, Sachsenhausen eller hvad dødsfabrikkerne ellers hed. Også på andre måder minder Berlin og Tyskland hele tiden sig selv og os andre om det, der aldrig må glemmes og aldrig må gentages. Som i den 19.000 kvadratmeter store 'skov' af betonsøjler, der er rejst tæt ved Brandenburger Tor til minde om de myrdede jøder. Som på Gleis 17 på S-bahnstation Grünewald - perronen, hvorfra nazisterne deporterede deres ofre direkte til udryddelseslejrene. Som i det jødiske museum, hvor arkitektur og udstilling i forening gør den besøgende svimmel og kvalm. Som gennem sporene efter Berlinmuren; spor, som man igen kun ser, hvis man kigger ned på fortovet netop der, hvor zigzag-arret er markeret. Over gadeplan er Øst- og Vestberlin i dag mange steder svære at skelne fra hinanden. Det samme er vi mennesker, når vi kigger ordentligt på hinanden. Er du jøde, asatroende eller grundtvigianer? Buddhist? Missionsk? Muslim? Katolik? Ateist? Hvad du end tror eller ikke tror på; uanset din hudfarve og din herkomst - så er du et menneske. Du skal behandles som ét, ligesom du skal behandle andre som netop det, de er: Mennesker. Tysklands mange 'Denkmahls' holder erindringens sår åbne for de, der tør røre ved dem. Når jeg om lidt går rundt i Berlin, vil jeg som altid kigge ned mod snublestenene i respekt for dem, der blev myrdet. Når jeg ser op igen, ville jeg gerne - ansigt til ansigt - møde ét af de mennesker, der valgte at markere Krystalnatten ved at skænde jødiske gravsten med maling og klistre nazistiske jødestjerner på postkasser. Dybest set har jeg bare ét spørgsmål: Hvorfor?

Annonce