Annonce
Navne

Velkommen til Flemming Lauritsen: Musiker, klummeskribent og uforbedrelig ja-mand

Musiker Flemming Lauritsen, Videbæk, er en af de nye lørdagsklummeskribenter i dagbladet. Foto: Jørgen Kirk
Formanden for Videbæk Amatørmusikforening, musiker Flemming Lauritsen, er ny lørdagsklummeskribent i Dagbladet.

Vejen til mit nuværende job er gået over læreruddannelsen, som jeg fik fra Herning Seminarium i 1975. Jeg begyndte så som lærer på Videbæk Skole, hvor jeg var i ti år. Så gik turen til Nordborg, hvor jeg var efterskolelærer i syv år. I 1992 blev jeg "hentet tilbage" til Videbæk Kommune og blev skoleleder på Nr. Vium Skole. I 1996 kom jeg på forvaltningen og fik det daglige ansvar for skolevæsenet. Ved kommunesammenlægningen i 2007 blev jeg fagchef for undervisning i den ny Ringkøbing-Skjern Kommune. Hele tiden fra jeg var 13-14 år, har jeg været aktiv musiker. Det var derfor helt naturligt for mig, da jeg stoppede i kommunen i 2011, at "skrue helt op for musikken" på fuld tid. Mine klummer kan for eksempel komme til at handle om: Selvfølgelig musik, men sikkert også emner som "fordomme", "Inklusion" og andre emner inden for undervisning. Det irriterer mig helt vildt, når folk ikke overholder aftaler. Både som musiker og som formand for Videbæk Amatørmusikforening er jeg helt afhængig af, at aftaler er på plads og holdes, når arrangementer eller aktiviteter skal planlægges og afvikles. Mine stærke og svage sider, hvis jeg selv skal sige det: Jeg bilder mig ind, at jeg er god til at planlægge og afvikle arrangementer. Jeg sætter en ære i altid at være velforberedt både, hvad angår spillejobs og andre arrangementer. Jeg har givetvis mange svage sider. Én af de største er, at jeg har utrolig svært ved at sige nej, når jeg bliver bedt om at deltage i et arrangement eller løse en opgave. Det seneste kulturarrangement, jeg har været til, var da jeg i efterårsferien var på kunstmuseet Trapholt i Kolding og så den fantastiske udstilling "Sense me" Hvis jeg får en udenbys gæst på besøg, så vil jeg helt klart vise vedkommende Vestjylland Kunstpavillon og Arne Haugen Sørensen Museet og bagefter gå en tur i de skønne Herborg Bakker. Hvis jeg kunne få en middagsaftale med en kunstner, så skulle det være med Niels Hausgaard. Udover at være jazzmusiker går tiden også med at skrive sange om dette eller hint, jeg finder interessant. Jeg har altid været en stor beundrer af Niels Hausgaard. Hans fortællekunst og sangskrivning er derfor en stor inspiration.

Annonce

Det irriterer mig helt vildt, når folk ikke overholder aftaler.

Flemming Lauritsen, musiker og klummeskribent

Flemming Lauritsen

Alder: 68 år.

Uddannelse: Lærer- og lederuddannelse.

Stilling: Musiker.

Bopæl: Ryesmindevej 14, Videbæk.

Civil Status: Gift med Jette Hebsgaard. Parret har tre børn.

Fritidsinteresser: Udover musikken, tegning/maling, havkajak og camping.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tarm

Sutsko giver lighed mellem kønnene i Nepal

Leder

De små snublesten - og det brændende spørgsmål til dig, der skændede gravstenene

Når du læser disse linjer, er jeg på vej mod Berlin. Engang Hitlers heilende nazi-inferno af en by. Senere en delt by, hvor murens iskolde zigzag-ar adskilte familier og venner. I dag en hjertelig og åben by, som - parallelt med alt det sprudlende og sjove - hele tiden minder verden om fortidens grusomheder. Berlin er byen, hvor mange tusinde Stolpersteine, snuble-sten, sætter små messing-mindesmærker i fortovene. Hver eneste sten er et minde over ét af de myrdede ofre for nazisterne. Messingstenene ligger foran de huse, hvor ofrene boede. På dem står der meget lidt og forfærdeligt meget: Et navn. En fødselsdato. En deportationsdato. Stedet for mordet: Auschwitz, Neuengamme, Sachsenhausen eller hvad dødsfabrikkerne ellers hed. Også på andre måder minder Berlin og Tyskland hele tiden sig selv og os andre om det, der aldrig må glemmes og aldrig må gentages. Som i den 19.000 kvadratmeter store 'skov' af betonsøjler, der er rejst tæt ved Brandenburger Tor til minde om de myrdede jøder. Som på Gleis 17 på S-bahnstation Grünewald - perronen, hvorfra nazisterne deporterede deres ofre direkte til udryddelseslejrene. Som i det jødiske museum, hvor arkitektur og udstilling i forening gør den besøgende svimmel og kvalm. Som gennem sporene efter Berlinmuren; spor, som man igen kun ser, hvis man kigger ned på fortovet netop der, hvor zigzag-arret er markeret. Over gadeplan er Øst- og Vestberlin i dag mange steder svære at skelne fra hinanden. Det samme er vi mennesker, når vi kigger ordentligt på hinanden. Er du jøde, asatroende eller grundtvigianer? Buddhist? Missionsk? Muslim? Katolik? Ateist? Hvad du end tror eller ikke tror på; uanset din hudfarve og din herkomst - så er du et menneske. Du skal behandles som ét, ligesom du skal behandle andre som netop det, de er: Mennesker. Tysklands mange 'Denkmahls' holder erindringens sår åbne for de, der tør røre ved dem. Når jeg om lidt går rundt i Berlin, vil jeg som altid kigge ned mod snublestenene i respekt for dem, der blev myrdet. Når jeg ser op igen, ville jeg gerne - ansigt til ansigt - møde ét af de mennesker, der valgte at markere Krystalnatten ved at skænde jødiske gravsten med maling og klistre nazistiske jødestjerner på postkasser. Dybest set har jeg bare ét spørgsmål: Hvorfor?

Skjern

Faster Andelskasse skal sammenlægges med københavnsk pengeinstitut

Annonce