Annonce
Debat

Vasketøjet i vinden og det almindeliges opstandelse

"Vinden, der fyldte hendes lagener, meldte hende om det almindeliges opstandelse." Foto: Richard Sylvestersen
Annonce

Vinden, der fyldte hendes lagener, meldte hende om det almindeliges opstandelse.

På en af de første sider i den amerikanske forfatter Marilynne Robinsons roman “Hus og hjem” og stødte jeg i denne uge på disse ord, der skildrer en enkes oplevelse af livets mening ved at hænge vasketøj op i vinden.

Her sanser hun samspillet mellem fortid og fremtid. Lagnerne, som hendes afdøde mand, hendes levende døtre og hun selv har hvilet i. Tingene fortæller om det, der var, og som er, og som kommer, som det hedder i nadverritualet.

Ja, og vinden løfter lagenerne og skænker dem dufte fra marker og enge, søen og bjergene omkring huset, så mærker hun lige her og nu ved tørresnoren samspillet mellem elementerne i det uendelige univers. Eller himmeriget eller Guds Rige, som vi kalder det i kirken.

“Vinden der fyldte hendes lagener meldte hende om det almindeliges opstandelse.” Det var ved et tilfælde, jeg stødte på disse ord netop nu. Men tankevækkende, for netop denne søndag handler evangeliet om det almindeliges opstandelse.

Da de gamle kirkefædre fastlagde kirkeårets læsninger, så de en parallel mellem årets to jævndøgn. Til forårsjævndøgn hører vi om den særlige opstandelse, dengang Jesus opstod og åbenbarede sig en påskemorgen.

Ved efterårsjævndøgnet, som vi netop har rundet, er det så det almindeliges opstandelse, vi skal høre om. Hvert andet år er det historien om enken fra Nain, hvis søn er død, men rejses op, men i år er det fortællingen om Jesus’ venner: Maria og Martha og deres bror, Lazarus, som er død og begravet.

Det fortælles, at søstrene havde sendt bud efter Jesus lang tid forinden, for deres bror var alvorligt syg, men at Jesus tog sig god tid. Da han endelig nåede frem, var der allerede gået mange dage, siden søstrene havde lagt deres bror i den klippehule, hvor sognet begravede deres døde.

Det fortælles også, at der var folk i huset. Både almindelige naboer og mere betydningsfulde personer fra hovedstaden kom for at trøste dem, som det hedder. Eller måske for at holde øje med, hvordan to ugifte kvinder skulle klare sig uden en mand til at sørge for dem og passe på?

For hvordan skulle det gå? Alting falder fra hinanden, når døden rammer, og man står forladt tilbage. Så kan man nok så meget trøste sig med et evigt liv engang ved tidernes ende, når stjernerne slukkes og universets mørke stof bliver lagt i skaberens hånd igen.

Sådan trøster Martha sig med teologiske fraser, men lige lidt hjælper det, når døden er her og nu som et savn uden grænser, og når søsteren Maria bare græder og klager sin nød.

Så er det, at Jesus kalder deres bror tilbage fra evigheden til verden, fra en barnlig lyksalighed i Himmelens Rige til et liv som forsørger for sine søstre og som forvalter af en lille lod af Guds jord. En opgave, som han skal løfte i sit ansigts sved, som hed om Adam i Begyndelsen.

Evangelisten skildrer håndgribeligt, hvordan Lazarus kommer ud af graven, med arme og ben viklet ind i lange stykker stof og med et klæde over hoved og bryst. Et lagen måske.

Hvad evangelisten derimod ikke skildrer, er de følelser, der må være strømmet gennem søstrene og for dens sags skyld Lazarus. Kun hedder det om nogle af gæsterne, at de kommer til tro.


Alt er fortsat som før, uden de store armbevægelser. Normalt og genkendeligt, med de ritualer, der hører til det almindelige liv. Og dog har alt været forandret.


Men hvad med Martha og Maria? Blev de glade? Blev de lykkelige? Blev de ude af sig selv, det være sig af skræk, det være sig af jubel? Vi ved det ikke, teksten er tavs. Kun fortælles det, at Maria følger Jesus til det sidste og bliver et af vidnerne Påskemorgen.

Derimod forsvinder Lazarus og Martha ud i det blå. Men jeg forestiller mig, at Martha har fortsat sin tilværelse som husmoder derhjemme i den lille landsby Bethania.

Hun har stået for maden, som vi hørte om det sidste søndag, og hun har stået for rengøring og tøjvask. Alt er fortsat som før, uden de store armbevægelser. Normalt og genkendeligt, med de ritualer, der hører til det almindelige liv. Og dog har alt været forandret. En stilfærdig lykke, en stille jubel, har fyldt hendes indre.

Når hun vaskede tøjstykkerne, som hendes bror havde været viklet ind i, og hun så hængte klædet, der havde ligget over hans ansigt og bryst, til tørre, så kunne “Vinden, der fyldte hendes lagener, melde hende om det almindeliges opstandelse,” og da var alt fuldbragt, allerede her og nu på jord. Amen

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ringkøbing-Skjern

Minkavler føler sig hængt ud: Vi skjuler ikke vores ansatte for myndighederne

CORONAVIRUS

Live: Smittetal sætter kedelig rekord - over 900 nye coronatilfælde i Danmark

Skjern For abonnenter

Far sløjfede et dige for 27 år siden - nu har sønnerne fået dom for, at de skal bygge det igen

Ringkøbing

Handelsskoleelev ramt af corona: Elever og lærere skal blive hjemme

Annonce