Annonce
Tarm

Vækstpuljemidler bevilliget til FDB Furniture Station

Et enigt økonomi- og erhvervsudvalg bevilligede 250.000 kroner til FDB Furniture Station. Arkivfoto: Christian Baadsgaard

Økonomi- og erhvervsudvalget har bevilliget 250.000 kroner til projektet, og pengene skal bruges som igangsættelsestilskud.

TARM: Planerne om at skabe FDB Furniture Station i den gamle station, rykkede tirsdag et stort skridt nærmere.

Økonomi- og erhvervsudvalget bevilligede nemlig 250.000 kroner af vækstpuljemidlerne til projektet, hvilket var det beløb, som projektgruppen havde søgt. Bag beslutningen stod et enigt udvalg.

- Vi er enige om, at det er et rigtig spændende projekt, som kan fortælle en unik historie. Både om lokalområdet, men også om et stykke industrihistorie, siger viceborgmester Kristian Andersen, der sad for bordenden i udvalget.

Udvalget vurderede, at der er et potentiale i stedet til at styrke turismen. Som med de øvrige vækstpuljeuddelinger, stilles som betingelse, at projektet bliver økonomisk selvbærende, og ikke en kommunal driftsopgave.

- Det er sådan med den slags projekter, at det enten kan blive stort og fantastisk, eller vise sig ikke at være som forventet. Men de folk, der har arbejdet med det, skal have mulighed for at prøve det af, forklarer Kristian Andersen.

Annonce

Stor indsats

De bevilligede midler skal bruges som igangsættelsestilskud, og nyheden om at projektet er kommet igennem nåleøjet, vækker meget stor begejstring hos Jesper Lærke, formand for Tarm Udviklingsforum. Det er en arbejdsgruppe herunder, som har udviklet projektet, og Jesper Lærke sender en stor cadeau til gruppen for at have ydet en meget stor indsats.

- Det er mega-fedt. Jeg er bare stolt af, at de kan skabe sådan nogle ting, siger Jesper Lærke.

Fra Tarm Udviklingsforums side har man valgt at bakke op om projektet, ved at indgå en aftale om køb af stationsbygningen med Skjern Bank, der står med den. En yderst favorabel aftale er forhandlet på plads, og Jesper Lærke vurderer, at det også har haft indflydelse på tildelingen.

- Formentlig har det også betydet noget, at vi har signaleret, at vi tror så meget på ideen, at vi har overtaget bygningen, mener Jesper Lærke.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

De små snublesten - og det brændende spørgsmål til dig, der skændede gravstenene

Når du læser disse linjer, er jeg på vej mod Berlin. Engang Hitlers heilende nazi-inferno af en by. Senere en delt by, hvor murens iskolde zigzag-ar adskilte familier og venner. I dag en hjertelig og åben by, som - parallelt med alt det sprudlende og sjove - hele tiden minder verden om fortidens grusomheder. Berlin er byen, hvor mange tusinde Stolpersteine, snuble-sten, sætter små messing-mindesmærker i fortovene. Hver eneste sten er et minde over ét af de myrdede ofre for nazisterne. Messingstenene ligger foran de huse, hvor ofrene boede. På dem står der meget lidt og forfærdeligt meget: Et navn. En fødselsdato. En deportationsdato. Stedet for mordet: Auschwitz, Neuengamme, Sachsenhausen eller hvad dødsfabrikkerne ellers hed. Også på andre måder minder Berlin og Tyskland hele tiden sig selv og os andre om det, der aldrig må glemmes og aldrig må gentages. Som i den 19.000 kvadratmeter store 'skov' af betonsøjler, der er rejst tæt ved Brandenburger Tor til minde om de myrdede jøder. Som på Gleis 17 på S-bahnstation Grünewald - perronen, hvorfra nazisterne deporterede deres ofre direkte til udryddelseslejrene. Som i det jødiske museum, hvor arkitektur og udstilling i forening gør den besøgende svimmel og kvalm. Som gennem sporene efter Berlinmuren; spor, som man igen kun ser, hvis man kigger ned på fortovet netop der, hvor zigzag-arret er markeret. Over gadeplan er Øst- og Vestberlin i dag mange steder svære at skelne fra hinanden. Det samme er vi mennesker, når vi kigger ordentligt på hinanden. Er du jøde, asatroende eller grundtvigianer? Buddhist? Missionsk? Muslim? Katolik? Ateist? Hvad du end tror eller ikke tror på; uanset din hudfarve og din herkomst - så er du et menneske. Du skal behandles som ét, ligesom du skal behandle andre som netop det, de er: Mennesker. Tysklands mange 'Denkmahls' holder erindringens sår åbne for de, der tør røre ved dem. Når jeg om lidt går rundt i Berlin, vil jeg som altid kigge ned mod snublestenene i respekt for dem, der blev myrdet. Når jeg ser op igen, ville jeg gerne - ansigt til ansigt - møde ét af de mennesker, der valgte at markere Krystalnatten ved at skænde jødiske gravsten med maling og klistre nazistiske jødestjerner på postkasser. Dybest set har jeg bare ét spørgsmål: Hvorfor?

Annonce