Annonce
Sport

Ulovlige lønninger florerer i dansk divisionshåndbold

Ifølge en rundspørge har en stor del af spillerne i 1. og 2. division kendskab til ulovlige lønninger.

Når spillerne i herrernes næst- og tredjebedste håndboldrække skal aflønnes, sker det ikke altid på lovlig vis.

Det viser en rundspørge, som TV2 Sport har lavet.

Ud af 97 spillere fra 1. og 2. division, der deltager i undersøgelsen, svarer 79 eller cirka otte ud af ti, at de har konkret kendskab til, at klubber aflønner spillere ulovligt.

32 af de adspurgte spillere erkender selv at have modtaget ulovlige lønninger inden for de seneste tre sæsoner - 12 af dem specifikt i løbet af den forgangne sæson.

Desuden fortæller 51 spillere, at de har fået det tilbudt.

En anonym spiller forklarer, at man kan være "nødt til" at blive aflønnet på ulovlig vis for at få økonomien til at hænge sammen.

- Oppe omkring 1. division er man nødt til at bruge mange timer på at træne, og det går ud over din evne til at arbejde, så på den måde er man nødt til at blive godtgjort på en eller anden måde for at kunne bruge så meget tid på at være med.

- I 1. division tror jeg, at det foregår i alle klubber. De får penge for det, jeg kunne ikke forestille mig andet, siger han til TV2 Sport.

Mere konkret drejer det sig om, at spillere aflønnes i form af forskellige goder som fladskærme, telefoner eller leasing af biler.

Ifølge TV2 indebærer de ulovlige lønninger desuden kørepenge, hvor klubberne formelt ansætter spillerne som trænere, talentspejdere eller lignende. Pengene kan dermed udbetales på baggrund af kørsel til træninger, kampe eller andre opgaver med tilknytning til klubben.

Endelig kan der være tale om såkaldte kuvertpenge, hvor spillerne modtager et kontant beløb og dermed undlader at betale skat af lønnen.

De ulovlige lønningsformer er en måde at omgå reglerne om, at spillere, der tjener mere end 12.000 kroner årligt, skal have registreret kontrakten hos Dansk Håndbold Forbund (DHF).

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce