Annonce
Klumme

Ugens Prædiken: Skønhed og fald

På mit kontor hænger et stort billede af Michelangelos pietá fra Peterskirken i Rom. Den verdenskendte skulptur, hugget ud i marmor, af Maria med den døde Jesus i sin favn. Det er måske det skønneste kunstværk i verden. At en sten kan formes på en så helstøbt og perfekt måde af menneskehænder, er utroligt! Det sørgmodige blik i Marias ansigt, den døde Jesus´ krop, hvor man endog ser ribben, blodåre og de slappe muskler på maven. Den højre hånd ligger henover det store klæde, som er med til at gøre skulpturen så gennemført. Når man står i Peterskirken og ser på Michelangelos pietá, bliver man berørt. Der er noget magisk over dette kunstværk, noget der betager en fuldstændig, følelser, der vækkes i en.

Michelangelo var bare 23 år, da han lavede denne pietá, i 1499. Michelangelo var renæssancekunstner. Og i renæssancen stræbte man efter det fuldkomne. Der var i kunsten og arkitekturen et ideal om skønheden i sin fineste form. Gennem denne skønhed kunne mennesket hæve sig op til Gud, den fuldkomne. Michelangelos pietá kan ses som det ypperste i denne bestræbelse.

Billedet her er en anden pietá af Michelangelo, Rondanini pietá fra Castello Sforzesco i Milano. Vi ser her Jesus og Maria, som i Peterskirken, men situationen er en anden. Jesus er levende, men meget svag. Han er nøgen og ved at falde sammen. Det sørgmodige blik er vendt nedad, mod jorden, som for at sige, at mod graven er han snart på vej hen. Han holdes oppe af Maria, der lægger sin venstre arm om hans skulder.

Der er noget ufuldendt over denne pietá. Jesus mangler en arm, det ene øje er væk, kun halvdelen af skulpturen er poleret, den rå sten står tilbage nogle steder, og så er der en afbrækket arm fra en anden figur i venstre side - hvad gør den her? Det er tydeligt, at Michelangelo ikke blev færdig med Rondanini pietá. Ligeså fuldkommen og perfekt, skulpturen er i Peterskirken, ligeså ufuldkommen er skulpturen i Milano. Rondanini pietá er af åbenlyse årsager langt fra ligeså berømt og beundret, som den i Peterskirken.

Og ikke desto mindre har Rondanini pietá sin egen skønhed! Michelangelo var gammel, da han arbejdede på skulpturen. Han arbejdede på den indtil seks dage før sin død i 1564, 89 år gammel. Måske blev han færdig med sit arbejde, forstået på den måde, at denne pietá skulle blive stående som ufuldendt og halvt færdig. En modpol til sit ungdoms storværk. Den skønhed, som han stræbte efter dengang, er i sidste ende uopnåelig. Mennesket står, når det nærmer sig sin ende, tilbage som halvfærdig og ufuldkommen. Her ser vi mennesket i sin nøgenhed, der fuld af mangler er ved at falde sammen. Det er, som om Michelangelo med Rondanini pietá punkterer renæssancens idealer om skønhed. Også han må se i øjnene, at han som aldrende og døende ikke har noget at fremvise, der kan hæve ham op mod på niveau med Gud. Blikket er rettet mod jorden, for den er han kommet af, og den vil han vende tilbage til - ufuldendt.

I denne søndags evangelium taler Jesus med Nikodemus. Samtalen handler netop om, hvad der kan hæve os op på niveau med Gud. Jesus slår fast, at det, der er født af kød, er kød og vil forgå. Mennesket, Nikodemus, Michelangelo og vi andre, kan ikke ved egen hjælp løfte os op til Gud. Det ufuldkomne, uperfekte og halvfærdige forbliver over os, hvad enten vi vil erkende det eller ej.

Hvad da, spørger Nikodemus. Og Jesus svarer ved at sige, at vi må fødes på ny. Fødes af Gud. Med andre ord, Gud må gøre det, vi ikke selv kan gøre. Han må gøre os fuldkomne. Han må af kødet lade ånd fødes. Gud er omdrejningspunktet; ja, vort eneste håb, når længslen efter fuldkommenhed skal indfries. Han må selv gøre os værdige til at entrere Guds rige.

At han gør det, er, hvad historien om Jesus Kristus handler om.

Johannesevangeliet 3,1-15.

Annonce
Måske blev Michelangelo færdig med sit arbejde, forstået på den måde, at denne pietá skulle blive stående som ufuldendt og halvt færdig. En modpol til sit ungdoms storværk. Den skønhed, som han stræbte efter dengang, er i sidste ende uopnåelig.
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce