Klumme

Ugens Prædiken: Skønhed og fald

På mit kontor hænger et stort billede af Michelangelos pietá fra Peterskirken i Rom. Den verdenskendte skulptur, hugget ud i marmor, af Maria med den døde Jesus i sin favn. Det er måske det skønneste kunstværk i verden. At en sten kan formes på en så helstøbt og perfekt måde af menneskehænder, er utroligt! Det sørgmodige blik i Marias ansigt, den døde Jesus´ krop, hvor man endog ser ribben, blodåre og de slappe muskler på maven. Den højre hånd ligger henover det store klæde, som er med til at gøre skulpturen så gennemført. Når man står i Peterskirken og ser på Michelangelos pietá, bliver man berørt. Der er noget magisk over dette kunstværk, noget der betager en fuldstændig, følelser, der vækkes i en.

Michelangelo var bare 23 år, da han lavede denne pietá, i 1499. Michelangelo var renæssancekunstner. Og i renæssancen stræbte man efter det fuldkomne. Der var i kunsten og arkitekturen et ideal om skønheden i sin fineste form. Gennem denne skønhed kunne mennesket hæve sig op til Gud, den fuldkomne. Michelangelos pietá kan ses som det ypperste i denne bestræbelse.

Billedet her er en anden pietá af Michelangelo, Rondanini pietá fra Castello Sforzesco i Milano. Vi ser her Jesus og Maria, som i Peterskirken, men situationen er en anden. Jesus er levende, men meget svag. Han er nøgen og ved at falde sammen. Det sørgmodige blik er vendt nedad, mod jorden, som for at sige, at mod graven er han snart på vej hen. Han holdes oppe af Maria, der lægger sin venstre arm om hans skulder.

Der er noget ufuldendt over denne pietá. Jesus mangler en arm, det ene øje er væk, kun halvdelen af skulpturen er poleret, den rå sten står tilbage nogle steder, og så er der en afbrækket arm fra en anden figur i venstre side - hvad gør den her? Det er tydeligt, at Michelangelo ikke blev færdig med Rondanini pietá. Ligeså fuldkommen og perfekt, skulpturen er i Peterskirken, ligeså ufuldkommen er skulpturen i Milano. Rondanini pietá er af åbenlyse årsager langt fra ligeså berømt og beundret, som den i Peterskirken.

Og ikke desto mindre har Rondanini pietá sin egen skønhed! Michelangelo var gammel, da han arbejdede på skulpturen. Han arbejdede på den indtil seks dage før sin død i 1564, 89 år gammel. Måske blev han færdig med sit arbejde, forstået på den måde, at denne pietá skulle blive stående som ufuldendt og halvt færdig. En modpol til sit ungdoms storværk. Den skønhed, som han stræbte efter dengang, er i sidste ende uopnåelig. Mennesket står, når det nærmer sig sin ende, tilbage som halvfærdig og ufuldkommen. Her ser vi mennesket i sin nøgenhed, der fuld af mangler er ved at falde sammen. Det er, som om Michelangelo med Rondanini pietá punkterer renæssancens idealer om skønhed. Også han må se i øjnene, at han som aldrende og døende ikke har noget at fremvise, der kan hæve ham op mod på niveau med Gud. Blikket er rettet mod jorden, for den er han kommet af, og den vil han vende tilbage til - ufuldendt.

I denne søndags evangelium taler Jesus med Nikodemus. Samtalen handler netop om, hvad der kan hæve os op på niveau med Gud. Jesus slår fast, at det, der er født af kød, er kød og vil forgå. Mennesket, Nikodemus, Michelangelo og vi andre, kan ikke ved egen hjælp løfte os op til Gud. Det ufuldkomne, uperfekte og halvfærdige forbliver over os, hvad enten vi vil erkende det eller ej.

Hvad da, spørger Nikodemus. Og Jesus svarer ved at sige, at vi må fødes på ny. Fødes af Gud. Med andre ord, Gud må gøre det, vi ikke selv kan gøre. Han må gøre os fuldkomne. Han må af kødet lade ånd fødes. Gud er omdrejningspunktet; ja, vort eneste håb, når længslen efter fuldkommenhed skal indfries. Han må selv gøre os værdige til at entrere Guds rige.

At han gør det, er, hvad historien om Jesus Kristus handler om.

Johannesevangeliet 3,1-15.

Måske blev Michelangelo færdig med sit arbejde, forstået på den måde, at denne pietá skulle blive stående som ufuldendt og halvt færdig. En modpol til sit ungdoms storværk. Den skønhed, som han stræbte efter dengang, er i sidste ende uopnåelig.
0/0
Annonce
Forsiden netop nu
Ringkøbing-Skjern

Kram til alle i uniform fra mor og far, da 20-årig blev fundet i live i vandet på Ringkøbing Fjord

Ringkøbing-Skjern

Vi skal løse plastikforureningen sammen

Hvide Sande

3-årige Felix om Hvide Sande-sejltur: Det går alt for langsomt

112 For abonnenter

Sejler du en lille smule, når du sejler? Sådan er reglerne for berusede sejlere

Leder For abonnenter

Dagbladet mener: Den indre varulv hyler, og det lyder ikke kønt

Da den sidste danske ulv i 1813 blev skudt ved Estvadgård lidt sydvest for Skive, var der næppe én, der fældede en tåre i den anledning. Da slet ikke de bønder på egnen, hvis får nu kunne være i fred. I et mangelsamfund som det danske for 200 år siden var der ganske enkelt ikke plads til ulven. I de mellemliggende par århundreder har næppe nogen skænket ulven en tanke - endsige savnet den. Den var ikke længere en del af den danske fauna. At den skulle vende tilbage, var der meget få, der havde fantasi til at forestille sig. Ikke desto mindre var det, hvad der skete omkring 2009, og lige siden har ulven forårsaget en slags kulturel borgerkrig i Danmark, der er helt ude af proportioner i forhold til dyrets indvirkning på den danske natur og dens formodede trussel eller mangel på samme mod mennesker. Skal man være lidt grov, kan man sige, at ulven har fået den indre varulv bragt frem i mange danskere. Det er ikke kønt. Som Anette Lund Andersens store reportage i Dagbladet i dag dokumenterer, er det rent ud forbløffende, i hvilket omfang og med hvilken lidenskab, mennesker engagerer sig i striden om ulven. Man tager sig til hovedet i vantro over en "ulvehader", der skyder en ulv med riffel ud af vinduet på sin bil. Og man flår sig i håret af frustration over en "ulveelsker", der truer folk på livet, og begår hærværk mod en lokal kirke for at understrege sit synspunkt. Mellem disse yderligheder er der alle mulige holdninger, der dog generelt tenderer mod det stadigt mere polariserede - hovedsageligt på grund af de forbistrede asociale medier, der nærmest pr. automatik synes at forstærke alle holdninger i ekstremistiske retninger. Det billede, Anette Lund Andersen tegner i sin reportage, er dybt forstemmende. Det fortæller om en debat og dens deltagende aktører, der synes at have mistet al proportionssans, evne og vilje til at lytte til andre menneskers synspunkter. Lederskribenten her føler sig fristet til at citere sin gamle, afdøde fars tilbagevendende kommentar, når medmennesker af den ene eller den anden grund bevægede sig ud ad en tangent: "Har de ikke andet at gå op i?!?" Det er måske dér, problemets rod ligger.

Ringkøbing-Skjern

Efter timelang eftersøgning: Helikopter finder ung sejler i god behold i vandet

112 For abonnenter

Der gælder ingen promilleregler for små både

Ringkøbing-Skjern

To helikoptere og fire både leder nu efter den unge sejler - Politiet: Kig efter et blåt og hvidt sejl

Ringkøbing

Slut med sygedagpenge: Jobcentret siger stadig nej til kræftramte Hilde

Annonce