Annonce
Debat

Ugens prædiken: Påsken betyder, vi ønsker glæde i den andens liv

Glæden er som et lys: Det kan så let pustes ud. Foto: Timo Battefeld

Markusevangeliet fortæller om påsken:

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.


Glædelig påske! Sådan lyder det i disse dage, og det betyder, at vi ønsker glæde i den andens liv: mit liv, dit liv, de andres liv, for i sin kærne sætter kristendommen menneskelivet før alt andet.

Når det er jul, fejrer vi i kirken, at Gud blev menneske i skikkelse af et lille barn. Når det så bliver påske, fejrer vi, at dette lille barn som voksen mand blev oprejst og løftet op til himlenes rige. For det er stadig menneskelighed, der er Guds bestemmelse med alt.

Så hilsenen “en glædelig påske”, er et ønske om den lykke at få lov til at være menneskelige og trække vejret i fred og glæde. Måske sammen med mennesker, der betyder noget for os. Måske ved “at bære frugt til folkegavn”, som det hedder i en af de gamle påskesalmer: altså ved at være til nytte. Eller måske omvendt ved at tage imod andres nyttige gerninger?

Men når vi ønsker en glædelig påske, sidder der måske også bekymring i os, for at der ikke bliver glæde for os og de andre. For der findes ting her på jorden, der holder glæde og menneskelighed borte.

Det fortælles, at en engel giver Jesu veninder besked på ikke at være bange, men alligevel skynder de sig bort, “fordi de var bange”, som påskeevangeliet skriver det.

Hvad er der at være bange for? Jo, glæden er som et lys: Det kan så let pustes ud. Menneskelighed er som en gave, man rækker frem: Den kan så let afvises med et “Dét dèr, kan jeg slet ikke tage imod!” Ja, selve det menneskelige kan så let blive glemt, så man ikke kan se det og tro. For menneskeligheden lever af tillid og tro, og dét er et skrøbeligt stof.

I min kirke er der et stort krucifiks. Bortset fra et lændeklæde er Jesusfiguren nøgen, og mange siger, at det er et uhyggeligt syn. Jeg må give dem ret. Det minder os om, hvor skrøbelig glæde og menneskelighed er.


I min kirke er der et stort krucifiks. Bortset fra et lændeklæde er Jesusfiguren nøgen, og mange siger, at det er et uhyggeligt syn. Jeg må give dem ret. Det minder os om, hvor skrøbelig glæde og menneskelighed er.

Ole Lange, sognepræst


Men mig minder det også om det ansvar, som glæde og menneskelighed er. En af tidens tænkere, italieneren Giorgio Agamben, har undersøgt skrøbeligheden og skildrer noget, han kalder for “nøgent liv”.

Når mennesker møder hinanden, deler vi straks historie og skæbne. Vores navne og udseende, vores holdninger og færdigheder, og alt dét man ellers kan tale om, flettes sammen til en større historie. Vi kommer til at betyde noget for hinanden. Der er menneskelighed på spil.

Men omvendt kan vi også klæde hinanden af: Styk for styk fjerne dét, der betyder noget: Være ligeglad med, om den anden kan dét eller dét. Lukke øret for hans navn og historie. Lade den anden være ikke andet end en fremmed. Ikke værd at bruge tiden på.

Det var dét nazisterne satte i system i KZ-lejre engang. Med tusind besynderlige måder fjernede man fangernes menneskelighed forud for det sidste slag.

Det er det, som bødler gør til alle tider. Det var det, de gjorde ved Jesus dengang: hånede, slog og klædte ham af for at fjerne hans menneskelighed forud for korset.

Men kristendom handler nu engang om menneskelighed. Så påskens historie standser ikke ved korset. Historien handler om lyset, som brød gennem mørket, og om livet, som stod op af jordens dyb, og om at der inde i Jesus-graven ikke var et nøgent lig, men “en ung mand i hvide klæder”, som det hedder. Påklædt, ikke nøgen. Værdig, ikke forhånet. Levende, ikke død.

Så derfor hilser vi hinanden i påsken: For at sprede mod til at leve, og bekræfte hinanden i menneskets værdighed, og for, om muligt, kalde et smil frem på læben.

For du, min læser, betyder noget! Både her i tiden og i evigheden engang, hvor du også skal bryde graven, som Påskeevangeliet fortæller. Så modtag derfor min hilsen: Glædelig påske!

Sognepræst Ole Lange. Foto: Mads Dalegaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Nu bliver Rute 15 forhåbentlig bredere

Annonce