Klumme

Ugens Prædiken: Mere kærlighed, end vi fatter og forstår

Skjern Poul Ivan Madsen er den nye præst i Skjern. Han skal indsættes søndag og derfor laver vi et opslag med ham til lørdagsavisen.

Historien om Jesu indtog i Jerusalem dukker op to gange i løbet af kirkeåret, dels 1. søndag i advent og dels i dag palmesøndag. Selvom det er den samme historie, der læses, er det dog forskelligt, hvad der fokuseres på. 1. søndag i advent handler det først og fremmest om, at Messias kommer. Advent betyder netop komme. Det er den tid, hvor vi ser frem mod julen og forbereder os på frelserens komme.

Men i dag, palmesøndag, er det noget andet, der står i centrum. Det er ikke, at Messias kommer, men mere hvor han er på vej hen. På trods af sin kongelige modagelse, da han rider ind i byen, er han alligevel på vej mod noget helt andet, nemlig lidelse, kors og død. Det er netop det, Kingo beskriver i sin salme ”Se, hvor nu Jesus træder, hen til den morderstad, enddog man ham bereder, så grumt et blodebad.”

Palmesøndag er optakten til påskeugen, og derfor er vort blik rettet mod de begivenheder, der hører påsken til, ikke mindst langfredagens voldsomme drama. Selvom Jesus var Guds egen søn, og med rette blev hyldet som konge, gik hans vej ikke direkte mod herlighed og ære. Den gik derimod den stik modsatte vej gennem den dybeste fornedrelse, man overhovedet kan tænke sig. Gennem hån og spot, pisk og mishandling og til sidst kors og død. Det var den behandling, Guds Søn fik, da han kom for at bringe os Guds rige med al hans kærlighed og fred. Det var ikke en krone af guld, man satte på hans hoved, men en af torne, så blodet flød ned over hans ansigt. Alt det var Jesus godt klar over, da han begav sig mod Jerusalem. Han vidste ganske udmærket, at det ville koste ham livet: ”Enddog med Guddoms-øje, sit fængsel, kors og nød, forud han skuer nøje, ja ser sin visse død.”

Alligevel flygtede han ikke bort i skræk og rædsel, som enhver anden ville have gjort. Tværtimod gik han vejen helt frivilligt. Det var nærmest som om, han selv ville, det skulle være sådan. Det var derfor, han var kommet. Det var det afgørende mål for hans gerning. Han måtte gå den vej, for at bringe verden liv og frelse. Gennem sin egen lidelse og død og sin underfulde opstandelse påskemorgen vandt han den afgørende sejr over mørke og død, som også Kingo udtrykker det: ”Dog vil han fri i sinde, mod sine fjender gå, han ved, han skal dem binde, og evig sejr få.”

Ikke den almægtige og herskende, men derimod den ydmyge og selvhengivende konge. Det er ham, der kommer ridende ind i Jerusalem palmesøndag. Han kommer ikke til hest med pomp og pragt, højt hævet over alle andre. Han kommer derimod ydmygt på æselryg, på et lille, uanseeligt dyr, helt nede i øjenhøjde med dem, han færdes iblandt. Selvom han er konge og bliver hyldet som den ventede Messias, er han alligevel blevet ét med det folk, han er kommet til.

Netop det har maleren Niels Larsen Stevns formået at illustrere med sit maleri over indtoget i Jerusalem. Her er det ikke Jesus, der fylder mest. Det gør i stedet folkeskaren med alle deres palme-grene forrest i processionen. Bagefter følger Jesus på æslet, så man næsten ikke lægger mærke til ham. Ydmyg og helt nede i jordhøjde, uden nogen glorie om hovedet. Han er nærmest blevet en af skaren.

Deri ligger den afgørende pointe. Guds Søn, det var han! Og konge, slet ingen tvivl om det! Den største og mest almægtige, der nogensinde har sat sine ben på vores jord. Men det var ikke sådan, han trådte frem. Han kom ikke med pragt og herlighed. Han kom derimod og blev en af os. I øjenhøjde med os. Solidaritet kan vi kalde det, eller kærlighed slet og ret.

Men ikke nok med det. Hans kærlighed rakte videre end lighed og solidaritet. Den rakte helt ind i døden. Jesus blev ikke blot ét med os, han gik også gennem lidelse og død for os. Sagt med Kingos ord: ”Her er han, som vil favne, dig med sin kærlighed; her er han, som vil gavne, dig med sin blodig sved. Her er han, som vil bære, en tornekrans for dig; her er han, som skal være, din drot evindelig!”

Her er der mere end solidaritet. Mere kærlighed, end vi fatter og forstår. For vores kærlighed har altid en grænse. Vi formår ikke at elske ubetinget, uden at forvente noget igen. Vi formår heller ikke at tåle alt og udholde alt, som Jesus gjorde.

Men Jesu kærlighed kender ingen grænse. Derfor gav han sig selv for os; ofrede sit liv for vores skyld. Han bar forsmædelsen, tornekransen, naglerne på korset og til sidst den smertefulde død for vores skyld. Hvordan kan vi nogensinde sig ham tak for det: ”O Jesus, gid jeg kunne, som jeg så gerne vil, dig ære nogenlunde, hjælp du mig selv dertil! Vort hosianna klinge! Du ærens konge, gak, vor død at undertvinge, og hav så evig tak!”

Matthæus 21,1-9

Det var det afgørende mål for hans gerning. Han måtte gå den vej, for at bringe verden liv og frelse.

0/0
Annonce
Leder For abonnenter

Vi be'r guderne om godt vejr

Annonce
Annonce
Klumme

Ugens Prædiken: Skønhed og fald

Læserbrev

Tobak og farvel: Min far røg sig ihjel som 42-årig

Læserbrev

Besparelser på handicapområdet er ikke i orden

Klumme

Folkets flag

Leder For abonnenter

Det mener Dagbladet: Lad de bedste få tjansen - uanset køn

Leder For abonnenter

Dagbladet mener: Det er ganske gratis at sige ja til at gøre en forskel

Per Fjord bor i Skjern. Det samme gør Emmanuel Cinzah. Annie Pihlmann bor i Hvide Sande. Tre mennesker med en aldeles forskellig baggrund og uddannelse. De kender sandsynligvis ikke hinanden på det mere personlige plan og har nok ikke holdt grillfester sammen, men på vidunderlig vis er de alligevel fælles om noget af det, der for alvor giver værdi. De er på hver sin måde frivillig, og det er vel at mærke med så tilpas stort et hjerte, at det er umuligt at lade være med at give dem en "skriftlig krammer" her på lederplads. I den seneste uge har de i Dagbladet fortalt om deres passion - det at være frivillig - og det er læsning, der trænger helt ind under huden og giver stof til eftertanke. Når Annie Pihlmann, der de seneste ni år har stået i spidsen for at holde styr på de 90 frivillige på Anker Fjord Hospice i Hvide Sande, på beskeden vis siger: "Det er en gave at være med i frivilligt arbejde. For os er det helt naturligt at være frivillige, fordi du kan være med til at gøre en forskel på en god måde. Det giver så meget mening" ... Når Per Fjord, der gennem tiden har været involveret i omkring 25 foreninger samt tiltag i og omkring Skjern, understreger, at det altid har været fællesskabet, der har trukket det store læs: "Det, man får igen, er at se glæde hos andre. Det er belønning nok i sig selv" ... Når Emmanuel Cinzah, fortæller, hvorfor det betyder meget for ham, at han - ud over at være præst for 200 voksne og børn i den baptistiske menighed i Skjern, køre skolebus for Lyne Friskole morgen og eftermiddag og have opgaver som tolk - har arbejdet for at etablere et børnehjem i Myanmar for at hjælpe børn i det land, han selv flygtede fra, fordi han blev forfulgt: "Vi skal hjælpe, og vi skal gøre så meget, som vi kan for vores hjemland" ... Når man hører om sådan et engagement, burde det ikke lade til at være svært at lokke flere frivillige til at give en hånd med. Men sådan er verden anno 2019 ikke skruet sammen. Annie Pihlmann kan godt bruge flere frivillige hænder på hospice i Hvide Sande, og Per Fjord har haft mere end svært ved at finde en afløser til at fylde Tigris-dragten, den grønne figur, der er med til at underholde tilskuerne under Skjern Håndbolds hjemmekampe. Det er ikke så mærkeligt, at han frygter, at de unge kommer til at gå glip af noget: "Det er da klart sjovere at møde folk i virkeligheden end at møde dem gennem en skærm". Hvor har Per Fjord ret, og forhåbentlig er der alligevel om 30, 40 og 50 år både en Per, en Emmanuel og en Annie her i lokalområdet. For det er mennesker som de tre, der er med til at gøre det lettere for alle os andre at bo og leve her i kommunen. Så husk nu - det er ganske gratis at sige ja til at være frivillig og være med til at gøre en forskel. Og det giver også noget til én selv.

Leder

Tillykke med de 800 år, Dannebrog. Hvad betyder flaget for dig?

Læserbrev

En meget speciel valgkamp: Hvad forstår vi egentlig ved trosfrihed?

Leder For abonnenter

En Paludan på stemmesedlen er et sundhedstegn

Læserbrev

Åbent brev til byrådet: Mere grøn energi, men frihold det åbne land for solcelleparker