Annonce
Klumme

Ugens Prædiken: Mere kærlighed, end vi fatter og forstår

Skjern Poul Ivan Madsen er den nye præst i Skjern. Han skal indsættes søndag og derfor laver vi et opslag med ham til lørdagsavisen.

Historien om Jesu indtog i Jerusalem dukker op to gange i løbet af kirkeåret, dels 1. søndag i advent og dels i dag palmesøndag. Selvom det er den samme historie, der læses, er det dog forskelligt, hvad der fokuseres på. 1. søndag i advent handler det først og fremmest om, at Messias kommer. Advent betyder netop komme. Det er den tid, hvor vi ser frem mod julen og forbereder os på frelserens komme.

Men i dag, palmesøndag, er det noget andet, der står i centrum. Det er ikke, at Messias kommer, men mere hvor han er på vej hen. På trods af sin kongelige modagelse, da han rider ind i byen, er han alligevel på vej mod noget helt andet, nemlig lidelse, kors og død. Det er netop det, Kingo beskriver i sin salme ”Se, hvor nu Jesus træder, hen til den morderstad, enddog man ham bereder, så grumt et blodebad.”

Palmesøndag er optakten til påskeugen, og derfor er vort blik rettet mod de begivenheder, der hører påsken til, ikke mindst langfredagens voldsomme drama. Selvom Jesus var Guds egen søn, og med rette blev hyldet som konge, gik hans vej ikke direkte mod herlighed og ære. Den gik derimod den stik modsatte vej gennem den dybeste fornedrelse, man overhovedet kan tænke sig. Gennem hån og spot, pisk og mishandling og til sidst kors og død. Det var den behandling, Guds Søn fik, da han kom for at bringe os Guds rige med al hans kærlighed og fred. Det var ikke en krone af guld, man satte på hans hoved, men en af torne, så blodet flød ned over hans ansigt. Alt det var Jesus godt klar over, da han begav sig mod Jerusalem. Han vidste ganske udmærket, at det ville koste ham livet: ”Enddog med Guddoms-øje, sit fængsel, kors og nød, forud han skuer nøje, ja ser sin visse død.”

Alligevel flygtede han ikke bort i skræk og rædsel, som enhver anden ville have gjort. Tværtimod gik han vejen helt frivilligt. Det var nærmest som om, han selv ville, det skulle være sådan. Det var derfor, han var kommet. Det var det afgørende mål for hans gerning. Han måtte gå den vej, for at bringe verden liv og frelse. Gennem sin egen lidelse og død og sin underfulde opstandelse påskemorgen vandt han den afgørende sejr over mørke og død, som også Kingo udtrykker det: ”Dog vil han fri i sinde, mod sine fjender gå, han ved, han skal dem binde, og evig sejr få.”

Ikke den almægtige og herskende, men derimod den ydmyge og selvhengivende konge. Det er ham, der kommer ridende ind i Jerusalem palmesøndag. Han kommer ikke til hest med pomp og pragt, højt hævet over alle andre. Han kommer derimod ydmygt på æselryg, på et lille, uanseeligt dyr, helt nede i øjenhøjde med dem, han færdes iblandt. Selvom han er konge og bliver hyldet som den ventede Messias, er han alligevel blevet ét med det folk, han er kommet til.

Netop det har maleren Niels Larsen Stevns formået at illustrere med sit maleri over indtoget i Jerusalem. Her er det ikke Jesus, der fylder mest. Det gør i stedet folkeskaren med alle deres palme-grene forrest i processionen. Bagefter følger Jesus på æslet, så man næsten ikke lægger mærke til ham. Ydmyg og helt nede i jordhøjde, uden nogen glorie om hovedet. Han er nærmest blevet en af skaren.

Deri ligger den afgørende pointe. Guds Søn, det var han! Og konge, slet ingen tvivl om det! Den største og mest almægtige, der nogensinde har sat sine ben på vores jord. Men det var ikke sådan, han trådte frem. Han kom ikke med pragt og herlighed. Han kom derimod og blev en af os. I øjenhøjde med os. Solidaritet kan vi kalde det, eller kærlighed slet og ret.

Men ikke nok med det. Hans kærlighed rakte videre end lighed og solidaritet. Den rakte helt ind i døden. Jesus blev ikke blot ét med os, han gik også gennem lidelse og død for os. Sagt med Kingos ord: ”Her er han, som vil favne, dig med sin kærlighed; her er han, som vil gavne, dig med sin blodig sved. Her er han, som vil bære, en tornekrans for dig; her er han, som skal være, din drot evindelig!”

Her er der mere end solidaritet. Mere kærlighed, end vi fatter og forstår. For vores kærlighed har altid en grænse. Vi formår ikke at elske ubetinget, uden at forvente noget igen. Vi formår heller ikke at tåle alt og udholde alt, som Jesus gjorde.

Men Jesu kærlighed kender ingen grænse. Derfor gav han sig selv for os; ofrede sit liv for vores skyld. Han bar forsmædelsen, tornekransen, naglerne på korset og til sidst den smertefulde død for vores skyld. Hvordan kan vi nogensinde sig ham tak for det: ”O Jesus, gid jeg kunne, som jeg så gerne vil, dig ære nogenlunde, hjælp du mig selv dertil! Vort hosianna klinge! Du ærens konge, gak, vor død at undertvinge, og hav så evig tak!”

Matthæus 21,1-9

Annonce

Det var det afgørende mål for hans gerning. Han måtte gå den vej, for at bringe verden liv og frelse.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce