Annonce
Klumme

Ugens Prædiken: Menneskers sorg og menneskers håb

Foto; Jørgen Kirk

”Jeg ville ønske, at min sag blev skrevet ned. Den skulle nedfældes i en bog eller hugges ud med mejsel, så det stod skrevet på klippen for evigt. For selv ved jeg godt, at den, der kan redde mig, lever, og at han til sidst vil gribe ind. Selvom min hud og mit kød forsvinder, vil jeg alligevel få Gud at se! Jeg skal se ham med mine egne øjne, og han vil ikke være en fremmed.” Jobs Bog 19,23-27a

I en ukendt fortid – for 2-3000 år siden – forsøgte et menneske at binde sin fortvivlelse og sit håb til et stykke papir. Han ønskede, at tiden aldrig skulle lukke munden på ham. Allerhelst skulle ordene mejsles i sten. Som en protest, der ikke kunne glemmes. Som et håb, der ikke ville dø.

Papir er et skrøbeligt materiale. Af de bogruller, bøger og biblioteker, som har været dengang, er næsten intet tilbage. Kun hvis nogen tog sig den udgift og ulejlighed at skrive ordene af, havde de en chance for at overleve.

Men fortællingen om en mand, der hed Job og boede i Us, kan læses den dag i dag. En forfatter forsøger at finde mening midt i stor modgang, et menneske vil ikke bringes til tavshed. Han klager sin nød i kor med andre klagesalmer. Gud er nødt til at vide om os. Gud er nødt til at være et sted. Gud vil ikke være en fremmed.

Papir er forgængeligt materiale; men Jobs bog har givet stemme til menneskers ulykke og holdt håbet i live, der hvor ordene slap op, og alt var håbløst. Ordene blev ikke mejslet i sten, men de gav genlyd i menneskeskæbner og blev båret videre gennem generationer.

Det kunne være den kvinde, som gik forrest i ligtoget på vej ud af landsbyen Nain. Evangelisten Lukas opridser hendes skæbne i få ord. Hun var enke. Det var hendes eneste søn. Resten kan vi tænke os til. Socialt udsat og alene i en verden, hvor der måske ikke længere var nogen, som elskede hende, eller nogen, hun havde at leve for.

Mødet mellem Jesus og enken bliver beskrevet som et sammenstød. Jeg læste teksten i selskab med en konfirmand, og Rikke mindede mig om, at sammenstød ofte sker, når vi ikke er opmærksomme i trafikken. Oversigtsforholdene har heller været ikke for gode. Jesus kom med et stort følge af disciple og tilhængere og nysgerrige fra verden udenfor og skulle ind gennem byporten. Ligfølget kom talstærkt inde fra landsbyen. De skulle ud til gravene uden for bymuren. De to menneskemængder gik efter hver sit landkort. Begge hold var optaget af deres eget. De bevægede sig fremad med ørerne fulde af hver sin larm. Og så stod de dér.

Det er nærmest umuligt at bevare orienteringen, når det uventede sammenstød sker; men min konfirmand var hurtig i opfattelsen. Kernen i den historie er, at Gud mødte en enke. Og det er jo også den konklusion, forfatteren og alle omkringstående drager: Gud har besøgt sit folk. Han har set hende, hun har set ham, og han var ikke en fremmed.

Dødeopvækkelsen understreger, at Jesus er her som Gud. Men det er jo ikke, fordi den unge mand ellers får den store opmærksomhed. Jesus holder båren tilbage, men rører ham ikke. ”Unge mand, Op med dig!” Den døde var åbenbart ikke at ynke. Det er de levende, som skal leve med døden. Den unge mand var forbi det punkt, hvor døden var noget at frygte. Nu blev han hentet tilbage og overgivet til sin mor.

Vi kunne indvende, at det var et engangsfænomen. Andre fik ikke deres døde tilbage. Men beretningen om enken i Nain kaster lys på vores fælles sorg og nærer et håb, der ikke vil dø. Guds kærlighed rækker længere, end noget menneske kan se.

Teksten til 16. søndag efter Trinitatis 2019 er Lukasevangeliet 17,11-17

Annonce
Vi kunne indvende, at det var et engangsfænomen. Andre fik ikke deres døde tilbage. Men beretningen om enken i Nain kaster lys på vores fælles sorg og nærer et håb, der ikke vil dø.
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Dagbladet mener: Danmarks flotteste hundelufter-park relanceres

Med Ringkøbing K har Ringkøbing fået et pragtfuldt naturområde, som spadserende, motionsløbere, hundeluftere og cyklister straks har taget til sig. Det er bare ærgerligt, at ingen gider bo der. For det er jo den sørgelige kendsgerning. Kun en enkelt pionér har indtil nu købt en bolig i det smukke område. Seneste forsøg på at få gang i boligsalget er også mislykkedes. Kort før sommerferien blev det besluttet at ændre status for en del af de kommende boliger. I stedet for boliger i to plan blev der nu givet plads til 32 ejerlejligheder i henholdsvis stueplan og på 1. sal. Men status er, at efter fem måneder er der ikke solgt en eneste af de nye boliger. Ejendomsmæglerne satser dog på, at der kommer gang i salget, når det første hus med fire lejligheder står klar, og folk kan se, hvordan lejlighederne bliver - ikke mindst udsigten over naturbydelen og fjorden. Forhåbentlig får de ret. Ringkøbing K er et enestående tiltag, der skal vise, hvordan byen kan udnytte udviklingsmulighederne i den korte afstand mellem fjorden, naturen og byen til at udvikle "en mangfoldig og bæredygtig bydel med forskellige boligtyper og boligformer af høj kvalitet og med en tæt-lav bebyggelsesform, der supplerer de traditionelle parcelhusudstykninger", som der står på Naturbydelens hjemmeside. Men er problemet ikke, at der simpelthen ikke er nok mulige købere til de foreslåede boliger? De overlæger fra det kommende supersygehus i Gjødstrup, som Naturbydelens ophavsmænd og ophavskvinder forestillede sig pendle mellem Ringkøbing og Herning, har ikke vist interesse for at flytte vest på, og det samme gælder andre velbeslåede pendlere; det kan måske have noget med trafikforholdene på Rute 15 at gøre … Kendsgerningen er, at Ringkøbings befolkningstal stagnerer. Der bygges fortsat huse, men det er dels i etablerede boligområder, dels i de indre dele af byen, hvor folk køber gamle ejendomme, river dem ned og opfører nye. Det ser ud til, at folk simpelthen ønsker at bo tættere på Torvet. Til gengæld elsker ringkøbingenserne at motionere og lufte hund i Ringkøbing K. Og det er - trods alt - da heller ikke så ilde.

Ringkøbing

- En halv løsning: Sammenlægning af to Ringkøbing-skoler møder kritik

Annonce