Annonce
Klumme

Ugens Prædiken: Menneskers sorg og menneskers håb

Foto; Jørgen Kirk

”Jeg ville ønske, at min sag blev skrevet ned. Den skulle nedfældes i en bog eller hugges ud med mejsel, så det stod skrevet på klippen for evigt. For selv ved jeg godt, at den, der kan redde mig, lever, og at han til sidst vil gribe ind. Selvom min hud og mit kød forsvinder, vil jeg alligevel få Gud at se! Jeg skal se ham med mine egne øjne, og han vil ikke være en fremmed.” Jobs Bog 19,23-27a

I en ukendt fortid – for 2-3000 år siden – forsøgte et menneske at binde sin fortvivlelse og sit håb til et stykke papir. Han ønskede, at tiden aldrig skulle lukke munden på ham. Allerhelst skulle ordene mejsles i sten. Som en protest, der ikke kunne glemmes. Som et håb, der ikke ville dø.

Papir er et skrøbeligt materiale. Af de bogruller, bøger og biblioteker, som har været dengang, er næsten intet tilbage. Kun hvis nogen tog sig den udgift og ulejlighed at skrive ordene af, havde de en chance for at overleve.

Men fortællingen om en mand, der hed Job og boede i Us, kan læses den dag i dag. En forfatter forsøger at finde mening midt i stor modgang, et menneske vil ikke bringes til tavshed. Han klager sin nød i kor med andre klagesalmer. Gud er nødt til at vide om os. Gud er nødt til at være et sted. Gud vil ikke være en fremmed.

Papir er forgængeligt materiale; men Jobs bog har givet stemme til menneskers ulykke og holdt håbet i live, der hvor ordene slap op, og alt var håbløst. Ordene blev ikke mejslet i sten, men de gav genlyd i menneskeskæbner og blev båret videre gennem generationer.

Det kunne være den kvinde, som gik forrest i ligtoget på vej ud af landsbyen Nain. Evangelisten Lukas opridser hendes skæbne i få ord. Hun var enke. Det var hendes eneste søn. Resten kan vi tænke os til. Socialt udsat og alene i en verden, hvor der måske ikke længere var nogen, som elskede hende, eller nogen, hun havde at leve for.

Mødet mellem Jesus og enken bliver beskrevet som et sammenstød. Jeg læste teksten i selskab med en konfirmand, og Rikke mindede mig om, at sammenstød ofte sker, når vi ikke er opmærksomme i trafikken. Oversigtsforholdene har heller været ikke for gode. Jesus kom med et stort følge af disciple og tilhængere og nysgerrige fra verden udenfor og skulle ind gennem byporten. Ligfølget kom talstærkt inde fra landsbyen. De skulle ud til gravene uden for bymuren. De to menneskemængder gik efter hver sit landkort. Begge hold var optaget af deres eget. De bevægede sig fremad med ørerne fulde af hver sin larm. Og så stod de dér.

Det er nærmest umuligt at bevare orienteringen, når det uventede sammenstød sker; men min konfirmand var hurtig i opfattelsen. Kernen i den historie er, at Gud mødte en enke. Og det er jo også den konklusion, forfatteren og alle omkringstående drager: Gud har besøgt sit folk. Han har set hende, hun har set ham, og han var ikke en fremmed.

Dødeopvækkelsen understreger, at Jesus er her som Gud. Men det er jo ikke, fordi den unge mand ellers får den store opmærksomhed. Jesus holder båren tilbage, men rører ham ikke. ”Unge mand, Op med dig!” Den døde var åbenbart ikke at ynke. Det er de levende, som skal leve med døden. Den unge mand var forbi det punkt, hvor døden var noget at frygte. Nu blev han hentet tilbage og overgivet til sin mor.

Vi kunne indvende, at det var et engangsfænomen. Andre fik ikke deres døde tilbage. Men beretningen om enken i Nain kaster lys på vores fælles sorg og nærer et håb, der ikke vil dø. Guds kærlighed rækker længere, end noget menneske kan se.

Teksten til 16. søndag efter Trinitatis 2019 er Lukasevangeliet 17,11-17

Annonce
Vi kunne indvende, at det var et engangsfænomen. Andre fik ikke deres døde tilbage. Men beretningen om enken i Nain kaster lys på vores fælles sorg og nærer et håb, der ikke vil dø.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Bøjer de i vinden? Vesterhav Syd og vores lokale erhverv

Læserbrev: Er Energistyrelsen og Vattenfall ligeglade med vore lokale erhverv? Og hvad agter byrådet nu at gøre? De spørgsmål stiller vi os uvilkårligt, efter at aktindsigt har vist, hvad VVM-tillægget for Vesterhav Syd-møllerne skal indeholde. Som du kan læse nedenfor, udelades nemlig to helt fundamentale undersøgelser for turismen og fiskeriet. Bevares, der kommes vidt omkring med “kollisionsrisiko for trækfugle og flagermus” samt “sejladsforhold og lystfiskeri i undersøgelsesområdet”, og meget andet mere eller mindre (u)nyttigt. Men som med mange af den slags rapporter er det værd at bemærke sig, hvad der ikke skal afdækkes i VVM-tillægget. Og her springer særligt to forhold i øjnene. Både at (s. 11) “Der skal ikke redegøres for økonomiske eller konkurrencemæssige forhold i relation til turismeerhvervet”. Det skriger jo til himlen med turismen som vort største erhverv og i betragtning af, at det nationale Center for Kystturisme er placeret i netop Hvide Sande. Og at der godt nok (s. 22) skal undersøges, hvad indvirkningerne er på fiskeriet, men IKKE hvorvidt det kan gøres muligt at fiske mellem møllerne. Eventuelt blot for mindre fartøjer under for eksempel 20, 15 eller 12 meter. Dette til trods for, at der i flere høringssvar er opfordret til at få netop dette klarlagt. Derimod skal der (s. 26) redegøres for kumulative effekter for andre planlagte projekter, i både Danmark, Holland og Tyskland. Og betydningen for de klimapolitiske mål og CO2-reduktionen skal beskrives. Alt sammen noget meget overordnet og fjernt for os, der bor her. Men noget, der kan bruges i den luftige argumentation for den grønne omstilling på Christiansborg. Det virker nu, som om projektet skal klemmes igennem! Og Energistyrelsen helt bevidst vælger at undlade krav om inddragelse af netop de to argumenter, der kan være med til at flytte Vesterhav Syd langt til havs. Nemlig at turismens indvendinger skal tages alvorligt, og fiskernes tabte fiskevand - ved at flytte møllerne længere til havs - kan kompenseres ved at åbne for fiskeri mellem møllerne. To forhold, der kan tale for at flytte møllerne, belyses nu helt bevidst ikke! Og Vattenfall erkendte jo på et møde d. 1. marts 2018 i Søndervig, at det drejer sig om småpenge, for at flytte møllerne … så hvorfor ikke? Nu hvor der også er god tid til at ændre i projektet … Hvad gør byrådet, formanden for erhvervsudvalget Søren Elbæk eller borgmesteren? Overlader de det endnu engang til brancheorganisationerne og de små erhvervsdrivende? Eller mander de sig op og går i brechen for to store erhverv i kommunen? Eller bøjer de i vinden? Jens Bollerup, cand. merc., Geflevej 221, Hvide Sande Dan Broesch Jensen, cand. merc. aud., Lyngvejen 100, Klegod Tonny Lemqvist, maskinmester, Præstegårdsmarken 35, Velling Karsten Fyhn, sommerhusudlejer, Sønder Klitvej 20, Hvide Sande Birgitte Vinding, journalist, Stauning Finn Ebbe Jakobsen, advokat, Beddingen 7, Ringkøbing Jens Møller, forretningsdrivende, Bakkevej 22, Hvide Sande

Annonce