Annonce
Klumme

Ugens Prædiken: Maria er Mor, og vi elsker hende for det

Der findes dage i ethvert menneskes liv, som man altid vil kunne huske, fordi de forandrede vores liv totalt. De fleste kvinder, som har fået lov at blive gravide, tydeligt kan huske dén dag, det gik op for dem, at de ventede et barn. Fælles for mange af os har været, at vi opdagede det selv, først, og at vi har været alene med en blanding af glæde og taknemmelighed for det liv, vi bar på, og en skræmmende følelse af, at nu var der ingen vej tilbage! Nu er jeg mor, nu er jeg ”kvinde”, hvad enten jeg ønskede det eller ej, hvad enten jeg magtede at få barnet eller ej, hvad enten jeg fik lov at beholde det eller ej.

I det øjeblik, barnet er undfanget, er der ingen vej tilbage. Verden vil for altid være forandret!

Når jeg fortæller, hvor ung Maria var, da hun blev mor til Jesus, og hvor svært Josef havde ved at acceptere, at han ikke selv var far til barnet, og at han forsøgte at slippe væk fra ansvaret - så sætter mine konfirmander ord på den fornemmelse, mange af os har, når vi tænker over Marias skæbne: Det var et overgreb mod en stor pige, en ung kvinde. En jomfru, forlovet med en mand, og pludselig venter hun barn med en anden. Og ikke "en hvilken som helst anden". Hvem vil tro hende? Hjælpe hende? Selv i dag har vi svært ved at tro, at Maria skulle vente sit første barn med Helligånden, med Gud selv. Det var et overgreb, synes konfirmanderne. Og det har de ret i.

Et guddommeligt indgreb, synes vi andre måske, for vi kender også historien om den gamle, ufrugtbare kvinde Elisabeth, som aldrig fik lov at føde det barn, hun og hendes mand ønskede så inderligt. Ufrugtbarhed og barnløshed er nok noget af det sværeste, en kvinde kan komme ud for, stadigvæk i vore dage. Det allersværeste er at få lov at forblive barnløs, frivilligt, fordi vi stadigvæk betragter dette, at sætte børn i verden, som den dybeste mening med vort liv. Elisabeth får lov at blive mor til Johannes, da hun for længst er fyldt fyrre år, - og Maria får lov at blive mor til Jesus, længe inden hun når at få børn med Josef, hvilket betyder, at Gud kan være helt sikker på, at Han er far til den lille dreng, som Han kommer til at elske så højt, at Han lader ham forlade graven Påskemorgen for at fortælle alle os andre, at vi er elskede og tilgivet for alt det, som vi kommer til at gøre forkert mod Gud, ham selv og hinanden.

Maria er højt elsket. Jeg tror, at det er, fordi hun er Mor. Jeg tror, at det går op for os, hvor højt Gud elsker os mennesker, når vi lægger mærke til, at Han tør lade sig føde, som menneske, af en purung kvinde, som risikerede sit eget liv, da hun takkede ja til opgaven og ansvaret, fordi hun ville være blevet stenet til døde, hvis Josef ikke var kommet på bedre tanker og havde reddet hende og barnet, selvom han ikke var far til drengen.

Maria er højt elsket, fordi hun er Mor. Tænk, hvilket ansvar hun har haft for, at Jesus blev et dejligt menneske, med gode værdier og normer, en solid uddannelse og omsorg for samfundets svageste. Tænk! At vi kvinder er blevet fundet værdige til at bære verdens børn, af Gud selv! Hans eget barn, ovenikøbet, for at det ikke skal være løgn! Maria er godt begavet, hun kan tænke sig om, og selvfølgelig bliver hun forskrækket, da englen fortæller hende den nyhed, som hun ikke kan forholde sig til i første omgang.

”Frygt ikke, Maria”! siger englen til hende. Nej, det må den nok have lov at sige! Hvis man ikke skulle blive forskrækket over at møde en engel, for slet ikke at tale om, at skulle blive mor til et barn, som man næsten ikke ved, hvor kommer fra, hvornår skulle man så blive forfærdet? Maria diskuterer med englen Gabriel! Guds mægtigste og mest indflydelsesrige engel. Tænk, at hun spørger ham ud! Hun er modig, hende Maria! Hun har et godt hoved, hun tænker sig om! Og det er først, da hun hører om sin tante Elisabeth, som er i sjette måned og venter Johannes, at hun falder til ro, igen. ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord”.

Med stort personligt mod vælger Maria at takke ja til opgaven. Ved at takke ja, lader hun Gud komme tilbage i vores verden, en verden, som Han længe ikke har befundet sig i til daglig, fordi Adam og Eva kom til at spise af det forbistrede æble, som sendte dem ud af Paradisets have, og ud af den daglige nærhed med Gud. Den forstand og den kundskab, Adam og Eva fik, da de spiste af kundskabens træ, bruger Maria nu, hvor hendes liv forandres til ukendelighed.

Når man vælger at takke ja til barnet, vælger man også ansvaret, kærligheden, ængstelsen og stoltheden, afmagten og glæden. Mor Maria følger sin dreng tæt, og hun får god støtte i Josef. Ethvert barn ville have fået en god mor i Maria, det er der ingen tvivl om. Og alligevel er vi nu på vej ind i den uge, hvor Maria, som så mange tusinder af mødre verden over, må se til, at hendes højtelskede dreng bliver hånet, mobbet, ydmyget, anklaget, tortureret og dødsdømt af myndigheder, som ikke vil, at kærligheden og medmenneskeligheden får lov at tale, tænke og handle frit imellem os. Maria må se, hvordan hendes elskede dreng bliver korsfæstet og dræbt, begravet i al hast i en by og på et sted, som ikke er hendes eget. Maria er mor, og vi elsker hende for det!

Den sorg og forfærdelse som Maria oplever, findes stadigvæk i verden, hver eneste dag! Ligeså stolt, Maria er, da Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel og opfylder alles drømme om, at landet kan befries, ligeså stolt har mange andre mødre været det på deres børns vegne, når det gik dem godt, hver eneste dag. Maria er mor, og vi elsker hende for det!

Dén dag, da Gud valgte, at Maria skulle bære og føde hans søn, elske ham og opdrage ham, anerkendte Han os kvinder i et omfang, som ingen tanke næsten kan rumme. Mariæ Bebudelsesdag er en glædens dag! En glædens dag her lige før Påske og ni måneder før Jul! Gud skabte verden og nu frelser Han den. Vi er stadigvæk lige højt elskede, alle sammen, hver og en af os.

Og vi er endda så heldige, at vi lever – efter Påske – for vi ved, og vi har lov at tro, at Jesus forlod mørket, graven og døden, Påskedag, en tidlig søndag morgen, inden solen stod op, og vi ved, og vi tror, at han vendte tilbage til sin mor, Maria og alle disciplene for at fortælle dem glædens budskab over dem alle: Fred.

Mariæ Bebudelse. Lukas: 1,26-38

Annonce
Dén dag, da Gud valgte, at Maria skulle bære og føde hans søn, elske ham og opdrage ham, anerkendte Han os kvinder i et omfang, som ingen tanke næsten kan rumme.
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce