Annonce
Klumme

Ugens prædiken: Lovsange og klagesange

Sognepræst Torill Nina Kristensen. Foto: Johan Gadegaard

Maria sang af glæde. En engel havde besøgt hende og fortalt hende, at hun var udvalgt af Gud. Hun skulle føde Guds egen Søn. Ganske pludselig ændrede hendes liv sig og alligevel sang hun. Hun sang af glæde.

I disse dage bliver det særligt tydeligt, at også vi vil gerne synge. Morgensang på DR 1 er blevet et populært og kærkomment afbræk for både store og små. For sangen løfter os ud af alt det, der klemmer sig på.

Marias sang er så smuk og fyldt af tro og håb som nogen sang kan være, selvom den er sunget på en baggrund af uvished og måske ligefrem frygt. Ærkeenglen Gabriel har fortalt hende, at Gud ønsker at hun skal bære hans barn frem til verden, selvom hun ikke er gift og aldrig har været sammen med en mand. At sige ja til det, vil kaste hende ind i en uvis og uforudsigbar fremtid. I værste fald kan det føre til udstødelse og død. At Josef, vil have svært ved at tro hende, er hun nok klar over. Og at han derfor vil vende hende ryggen, er mere end sandsynligt. Hvis hun kun forholdt sig til alle disse scenarier, så kunne hun umuligt sige ja til opgaven. Det lettelse ville være at lukke ned. Lukke tillid og tro, håb og glæde ned. Forskanse sig og sige nej. Men Maria valgte at synge. Ikke en klagesang, men en lovsang. Hun valgte at åbne sig op og sige ja.

Klagesange har også sin ret. Det ene er ikke nødvendigvis bedre end det andet. Hver især har de deres tid og deres sted. Når vi er ramt af angst og smerte, af sorg og fortvivlelse, af frygt for ukendt fremtid, er det både godt og nødvendigt at få luft for al vor klage. At sætte ord på det svære og uvisse, gør det muligt for os at sortere vore tanker og vor frygt. I klagen famler vi os frem og rækker ud efter hjælp. I lovsangen giver vi os hen og lader os falde ind i stærkere kræfter end os selv.

Maria sang. Hun løb hen til det menneske som hun vidste ville forstå hende og tro hende: Elisabeth, der selv var blevet svanger på forunderlig vis. Og så sang hun. Maria lånte ord fra kilder uden for sig selv, fra de gamle skrifter og sang en lovsang til Gud. En lovsang der åbnede hende for den nye og ukendte fremtid, i tillid og tro på Gud.

Hun sang i tillid til, at Gud vil bruge sin arm til at vende op og ned på store og små, svage og mægtige, rige og fattige, på måder vi ikke altid har evne og fantasi til at se. I denne omkalfatring af verden gør Gud brug af mennesker, ganske almindelige mennesker som Maria og som dig og mig. Vi skal ikke, som Maria, bringe en frelser til verden, men vi kan plante et håb og pege på Gud. Vi kan leve i tillid og tro i stedet for i frygt og mørke.

Der er grund til i denne svære tid med coronavirus at tage myndighedernes mange anvisninger alvorligt og følge dem. Det kan ikke understreges for tit. Men der er også brug for, at vi ikke mister modet og giver os klagesangen i vold. Vi skal snarere give os Gud i vold. Stole på Gud og have tillid til, at Gud har hånd om os, selv når alt ser mørkt og usikkert ud.

Det er påsken, som vi om lidt er på vej ind i, den stærkeste fortælling om. Mariæ bebudelse, som vi fejrer i morgen, er den smukkeste optakt til påsken. Den forbereder os på påsken. For dagen fortæller om den store glæde, som Hellig Ånden plantede i Marias skød. Opstandelsesglæden blev plantet i Marias skød. Det var opstandelsesmanden hun skulle bære frem til verden.

Julenat blev opstandelsesglæden født ud af mørkets skød. Og påskemorgen stod den op af gravens mørke, til liv og lys og glæde. Jesus stod op af døde. Ikke bare for sig selv og sin egen skyld, men for den verden som Gud så højt elsker. Det er det håb og den glæde Hellig Ånden plantede i Maria, og som hun synger om for os i dag.

Hun synger om håbet og troen på, at Gud ser til os og husker på os, selv når vi går i mørkets dal og føler os alene og forladt. Livet og lyset, troen og håbet og kærligheden er stærkere end alle mørke kræfter. Den sang har hun givet til os, så den kan synge i os. Derfor vil vi sammen med alle slægter prise hende salig. Amen.

Prædiken til Mariæ Bebudelse: Lukas evangeliet kap. 1, 46-55

Der er brug for, at vi ikke mister modet og giver os klagesangen i vold. Vi skal snarere give os Gud i vold.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce