Annonce
Klumme

Ugens Prædiken: Loven og Kristus

Evangeliet til 18. søndag efter Trinitatis, indeholder tilsyneladende to meget forskellige dele, én der handler om Guds lov for os mennesker og en anden som handler om hvem Kristus er.

Men de to dele af teksten hænger i virkeligheden uløseligt sammen, og fortæller det samme som fortælles overalt i bibelen, nemlig at man aldrig kan tale om Kristus uden at tale om Guds lov, og at man aldrig kan tale om Guds lov uden at tale om Kristus.

Hvis man holder op med at tale om én af de to ting, så er det ikke længere kristendom man taler om.

Thi et menneske kan kun modtage troen på Jesus Kristus ved først at ære og frygte Guds Lov, således som vi kender den fra f.eks. de ti bud, og som Gud fra skabelsen af har indskrevet den i alle menneskers hjerter.

Jesus siger: “Vil du gå ind til livet, så hold budene.”

Så simpelt er det krav det stilles til mennesket hele bibelen igennem: Vil du blive frelst, så hold Guds lov.

Alle mennesker har Guds lov stående i deres hjerter, og derfor er der ingen undskyldning for ikke at holde den.

Hvis du og jeg holder loven så skal vi i al evighed ikke dø. Men for at vi skal forstå loven ret, er det vigtigt, at vi ved, at Gud har givet loven to funktioner, altså to virkemåder, i verden.

Dels er den praktiske regler for, hvordan vi mennesker skal indrette vort samfund for at beskytte de svage iblandt os. De kloge og stærke skal nok klare sig i verden, uden at der findes en lov, men loven og staten er til for at beskytte de svage inden for den grænse, hvor loven gælder.

Et samfund, som ser igennem fingre med forbrydelser, et sådant samfund bygger ikke på Jesu bud om næstekærlighed, thi at acceptere brud på de ti bud, det er at svigte ikke blot offeret men også dem, der overtræder budene, og lade dem blive i deres vildfarelse.

Sand næstekærlighed er at altid fordømme synden, også den synd der ikke hører hjemme under straffeloven. Kun ved, at synden fordømmes kan synderen frelses.

Men herved er vi så også kommet frem til lovens anden funktion i verden.

Det er nemlig ikke kun de åbenbare lovovertrædere som de ti bud afslører som syndere og fjender af Gud, nej når de ti bud forstås ret, så afslører de, at alle mennesker i verden er fanget i synd og intet andet fortjener fra Gud end evig tomhed og straf.

Det femte bud om, at man ikke må slå ihjel, det betyder for eksempel også, at man ikke må tænke den mindste onde tanke om sin næste, det syvende bud om ikke at stjæle betyder også, at vi aldrig må have lyst til at eje noget, der tilhører vor næste. Og så videre.

Således afslører budene, at alle mennesker er syndere.

Og det er netop lovens vigtigste opgave. Loven skal drive os mennesker til at erkende, at kun ved at Jesus på korset stedfortrædende lider den straf vi fortjener, kan vi blive frelst.

Og når vi således beder Gud om frelse, da kommer Gud os i møde ved vor Herre Jesus Kristus og fortæller os, at alt det vi burde gøre det har Kristus på korset allerede Gjort for os. Amen

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce