Annonce
Klumme

Ugens Prædiken: Hvordan er Gud?

Denne søndags prædiketekst er en lignelse. Lignelsen om farisæeren og tolderen. Den lignelse handler om to forskellige tilgange til Gud:

Farisæeren tænker logisk, fornuften er tilgangen for hans billede af Gud. En logik, hvor ”noget for noget” er omdrejningspunktet: Hvad du selv sætter ind på kontoen, det kan du engang hæve – ja, måske endda med rente, hvis du investerer på den rigtige måde! Gud er, for farisæeren, som skoleinspektøren, der gerne giver høje karakterer til den, der viser interesse og yder en indsats, eller fodboldtræneren, der sætter den på førsteholdet, der kan og vil.

Ud fra den tænkemåde har farisæren ydet sit. Livet har han gjort til et projekt, hvor han gerne vil være god i Guds øjne. Derfor følger han til punkt og prikke, hvad loven og traditionen siger er det gode, og som belønning forventer han anerkendelse, accept og ros af Gud. Han vil score den høje karakter og være på førsteholdet – noget for noget, løn efter fortjeneste.

Tolderen derimod tænker anderledes. Ja, det gør han i grunden ikke, for han ved udmærket godt, at løn gives efter fortjeneste. Han kan også godt forstå, at sådan må det være. Han er heller ikke uenig i, at det er et fair system. Sådan må spillereglerne være, hvis retfærdighed skal ske fyldest. Der er bare en ting, som han håber på, er anderledes, og det er, at over for Gud gælder det system ikke! Guds logik er en anden, håber og satser han på.

Tolderen ser for sig en Gud, der ikke er underlagt logikkens og retfærdighedens principper. En Gud, der gør regnskabet op på en anden måde, hvor nåde og tilgivelse går ind foran logikkens og retfærdighedens love og principper. En Gud, der lader nåde og tilgivelse være det, man dømmes og behandles ud fra.

Når tolderen har et sådant håb, skyldes det, at han ved med sig selv, at det er den eneste grund, der berettiger ham til at nærme sig Gud. Han ved med sig selv, at han ikke kan leve op til alle de krav, som et godt, sandt og retfærdigt liv kræver. En Gud, der ser os ud fra det, kan tolderen ikke være i nærheden af. Det vil kun være at få sat endnu et stempel på sin tilværelse, nemlig at han har fejlet; ja, at han er og forbliver dumpet og udenfor i livets store skole. En taber, der bekræftes i sit fald af Gud selv. Det er ikke til at bære.

Nu bevæger han sig så alligevel hen i templet. Hvorfor? Fordi han har et håb og en forventning om, at Guds logik og retfærdighed beror på andre principper end de almene og fordømmende. En Gud, der lader nåde gå foran ret. En Gud, der i kærlighed tager imod de fortabte.

Og Jesus kommenterer selv lignelsen om de to med at sige, at det var tolderen, der gik hjem som retfærdig, ikke farisæeren. Ikke fordi farisæeren var et dårligt menneske, men fordi han i sin beregnende tilgang til Gud kom til at stå i vejen for Guds nåde og barmhjertighed. Han ville selv! Han ville gøre alt det rette, for at ”den store skoleinspektør” – Gud, kunne give ham topkarakter for den gode indsats.

Det er den tilgang til Gud, der er farisæerens fallit. Han har ikke brug for en nådig Gud, men en belønnende Gud. Og med den tilgang har han misforstået, hvem Gud er, og hvem han selv er. For i virkeligheden er vi alle som tolderen – også farisæeren, vi kan ikke leve op til de krav, der stilles os, vi er ikke perfekte. Derfor har vi alle brug for en nådig og barmhjertig Gud. Vi må alle, med tolderen, slå os for brystet og bede: Gud, vær mig synder nådig! Den bøn er adgangen til Gud, ikke vore egne bedrifter.

Guds logik er en anden end den indbyggede ”noget for noget” logik, vi alle løber rundt med og dømmer hinanden og os selv ud fra. Guds kærlighed til det tabte og tomhændede menneske viser sig ved, at han gør den fortabte retfærdighed, selv om han ikke er det. Det er, hvad der sker for tolderen, Guds nåde lægger sig som et gyldent tæppe over ham og dækker over hans egen uretfærdighed.

Annonce
Han ved med sig selv, at han ikke kan leve op til alle de krav, som et godt, sandt og retfærdigt liv kræver. En Gud, der ser os ud fra det, kan tolderen ikke være i nærheden af. Det vil kun være at få sat endnu et stempel på sin tilværelse, nemlig at han har fejlet; ja, at han er og forbliver dumpet og udenfor i livets store skole. En taber, der bekræftes i sit fald af Gud selv. Det er ikke til at bære.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

12 atletikmedaljer ved landsmesterskaber

Leder

Dagbladet mener: Man bliver stolt over de fastboendes 'folkebevægelse'

Man bliver flov overfor turisterne. Sådan lyder den korte, kontante begrundelse for et initiativ, der forleden fik 20 lokale frivillige til at trække i gummistøvlerne og trodse møgvejret for at bruge deres lørdag på at samle de store mængder affald op, som i månedsvis har skæmmet grøfterne langs Klitvejen. Bag initiativet står Hvide Sande-parret Heidi Broe Vrist og Lars Anker Hansen. Det er dem, der har følt sig så flove over at se den smukke Margueritrute omdannet til en skamfuld skralderute, at de har valgt at tage affaldssækken i egen hånd og gøre noget ved sagen. I første hug blev 74 sække fyldt med øldåser, flasker, slikposer og meget andet skidt. 74 sække! Men der er såmænd tilstrækkeligt med skrald tilbage til, at man kan samle lige så meget op og mere til, når succesen gentages lørdag 29. februar - selvfølgelig forudsat, at der også denne gang dukker en pæn flok frivillige kræfter op, som vil bruge lidt af weekenden på en fælles forskønnelse af grøftekanten. De store mængder affald dukkede op til overfladen, da kommunens folk for nogle måneder siden rensede grøfterne op for at gøre dem i stand til bedre at kunne tage de store mængder af regnvand. Der var røster fremme om, at kommunen burde rydde op efter oprensningen, men afdelingsleder for Vej og Park Kristian Korsholm måtte med beklagelse afvise, at det kunne komme på tale. Det ville kræve mandetimer, der ikke er budget til, forklarede han. Det er sund fornuft, at kommunens ressourcer lige nu gør bedst fyldest ved at blive brugt på at skaffe afløb for de enorme vandmængder. Og det er udtryk for et beundringsværdigt borgersind, når private mennesker som Heidi Broe Vrist og Lars Anker Hansen ikke nøjes med at brokke sig over kommunen eller måske rense lidt på egen matrikel, men i stedet går forrest i en hel lille 'folkebevægelse'. Herfra letter vi på sydvesten og bukker i stor respekt for initiativet. Mennesker som jer er der god grund til at være stolt af! Der er mulighed for at blive en del af 'bevægelsen', hvis man møder op på parkeringspladsen ved genbrugsstationen i Hvide Sande lørdag 29. februar klokken 10. Det er ganske gratis at deltage. Og hvis andre byer skulle lade sig inspirere, fortæller vi gerne om det i Dagbladet.

Annonce