Annonce
Klumme

Ugens Prædiken: Gå du hen og gør ligeså

Lone Hvejsel er en af de præster, der skriver Ugens Prædiken. Vi skal bruge et billede til det, men også gerne andre typer billeder, der kan bruges i kirke-sammenhænge

Lignelsen om den barmhjertige samaritaner er en af de bedst kendte fortællinger fra Bibelen i det hele taget. Kendt over hele verden som en af kærlighedens / næstekærlighedens og kristendommens grundfortællinger. Kendt langt uden for kirkens og de kristnes kreds. Dramatiseret, malet og genfortalt i utallige versioner for at vise, at budskabet er universelt og evig aktuelt.

“Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” bliver Jesus spurgt. Og som en god læremester og vismand vil Jesus have den spørgende til at finde svaret selv og formulere det. Og svaret kommer som udenadslære fra børnelærdommen: “Du skal elske Herren, din Gud --- og din næste som dig selv”.

Jesus siger god for svaret og henviser manden til at rette sig efter det ved at sige: “Gør det, så skal du leve!”

Det vidste den gode mand selvfølgelig godt. Men så let skulle Jesus nu ikke slippe, så han fortsætter med at stille det ofte diskuterede spørgsmål: “Hvem er så min næste?” Derpå følger så den mest velkendte del af hele denne beretning, hvor Jesus fortæller historien om den barmhjertige samaritaner.

Ved slutningen af historien vender Jesus så tilbage til udgangspunktet for fortællingen, spørgsmålet om, hvem næsten er. Jesus gør det nok på en noget anden måde, end både manden og alle senere tilhørere ville forvente. Han spørger nemlig: “Hvem var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?”

Når spørgsmålet stilles på den måde, kan der selvfølgelig ikke være tvivl om svaret. Det er så tydeligt som noget blevet illustreret gennem fortællingen. Det var den barmhjertige samaritaner. Men det var spørgeren, der var jøde, nu ikke meget for at sige. Jøderne så nemlig ned på samaritanerne. Derfor viger manden uden om ved at svare sådan på, hvem der var næste: “Han, som viste ham barmhjertighed!” -

Endnu engang vender Jesus rundt i sit afsluttende svar til manden ved at sige: “Gå du hen og gør ligeså!” Dermed er spørgsmålet om, hvem der er min næste, nu blevet vendt og drejet, så den diskussion ikke længere burde være nødvendig. Der er altså tale om et gensidigt forhold, en medmenneskelig relation, et både-og, et forhold, hvor det er lige vigtigt at kunne give og at ville modtage barmhjertighed, kærlighed, omsorg.

Det hele er sådan set meget ligetil og enkelt. Det er ikke andet, end hvad enhver burde kunne sige sig selv. Der er her tale om noget alment menneskeligt, om hvordan vi skal leve med hinanden som mennesker, hvis ikke forholdet mellem os skal gå hen og blive umenneskeligt. Men dermed er der også tale om noget guddommeligt, siger Jesus, fordi det er sådan, vi er skabt som mennesker, i et gensidigt forhold, med medmenneskelige relationer, sammen med og for hinanden. Forholdet til medmennesket, vor næste, er på den måde bestemt af vort forhold til Gud.

Jesus bruger samaritaneren som eksempel for at få jøden og os alle til at forstå, at vi må se på hinanden som ligeværdige parter. Hvad samaritaneren tænkte, da han standsede op og hjalp den overfaldne, ved vi ikke. Alligevel hjalp han et menneske i nød, ganske som Jesus gjorde det igen og igen.

Derfor kan den kristne barmhjertighed også udtrykkes med ordene: Som Herren tilgav jer, skal I også gøre!

Historien om den barmhjertige samaritaner er en central historie i selve hjertet af kristendommen: Her bliver næstekærligheden til konkret virkelighed, fordi der øves barmhjertighed, fordi der ydes hjælp, fordi der vises kærlighed, fordi der gøres noget, fordi der gøres det, der bør gøres og kan gøres, nemlig alene det, der er brug for! Gå du hen og gør ligeså! Amen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce