Klumme

Ugens Prædiken: En fortælling at spejle sig i

Arkivfoto: Jørgen .kirk

Der var fisk i søen. Men se til, om de lod sig fange. Peter og de andre fiskere havde bakset med deres net hele natten, og det sidste, de ønskede, var, at en fremmed skulle opfordre dem til at sejle ud igen. Al erfaring sagde dem, at det var håbløst. Nu var solen oppe, og fiskene trak sig tilbage til kølige strøg langt ude på dybet.

Det var blevet sådan en dag. Og de havde prøvet det før.

Den slags dage findes i alle liv. Skuffelser, vi næsten kunne have sagt os selv.

Der er nederlag, vi lige så godt kan tage på forhånd. Vi forklarer os selv og hinanden, hvorfor det alligevel aldrig vil gå.

Det sker, at vi går så halvhjertet til livet, at det ligner en selvopfyldende profeti, når det ikke bliver til mere. Vi er ikke negative ... Vi forholder os bare til vores erfaringer.

...

Grundtvig har skrevet en salme over søndagens tekst. Carl Nielsen har givet den en melodi så sømandsagtig, at man fristes til at tage hinanden under armen og vugge i takt. Vi synger, at når vi tvivler, kan vi stadigvæk spejle os i Peters tvivl.

”Der sad en fisker sad så tankefuld,” og ingen kan vide, hvad Peter har tænkt den morgen; men indtil videre havde han ladet Jesus træde op i sin båd og var lagt fra land. Da Jesus opfordrede ham til at genoptage fiskeriet, gjorde han indvendinger. Alting sagde ham, at det ikke kunne svare sig.

Alligevel gjorde han, som Jesus sagde. Han var ikke blevet overbevist om, at Jesus havde bedre forstand på fiskeri end ham. Det var ikke det.

Hans tro var den troskab, at han måtte passe sin dont og blive ved med at fiske, fordi han var fisker.

Det er tro af samme slags, som får mennesker til at stå op af sengen og tage fat, selvom deres verden brød sammen i går. Det er hverdagens nødvendighed og de daglige gøremål, som bringer os videre, selv hvis ingenting giver mening mere.

Det er tro og troskab, at tage livet på sig, sådan som det blev, og gøre hvad man kan.

Dér begyndte fortsættelsen. Det var, som om alle søens fisk var søgt ind i Peters net. Fangsten var langt ud over skudens kapacitet, og Peter fik vinket ad vennerne i den anden båd.

...

Ser vi ind i fortællingen som et spejl for troende tvivlere og tvivlende troende, genkender vi en erfaring om fællesskab.

Når vi overvældes af livet, er det godt at dele med andre. Når opgaverne er større, end vi mægter, er det guld at kunne regne med andres hjælp. Og den tro, jeg har for mig selv, er en sølle lille en i forhold til den tro, vi deler med hinanden.

Hvis man vil gøre noget godt for sin tvivl og sin tro, skal man gå i kirke.

...

Lige mens det gik løs, havde Peter ikke tid til at overveje situationen. Men bagefter, da han stod i fisk til knæene, forstod han, at alle de fisk var et tegn på noget mere.

Han havde knoklet som aldrig før, og samtidig vidste han med sig selv, at det var ikke hans egen fortjeneste. Han havde ikke selv kunnet fylde sine net. Ja, han havde end ikke kunnet formå sig selv til at kaste garnene ud.

Vi ville gerne; men hvem af os kan leve op til sit liv? Netop dér, hvor vi tager livet på os og gør vores bedste, står den sandhed lysende klart: Alle som én fik vi mere, end vi selv kan tage æren af. Alle skylder vi mere, end vi nogensinde vil kunne gengælde.

Se, det var Peters syndsbekendelse overfor Jesus. Og Jesus svarede ved at tage ham i sin tjeneste. ”Frygt ikke! Jeg kan bruge dig alligevel. Du skal være en af stenene i min kirke!”

Vi kaster endnu et blik i tekstens spejl og beder: Herre, vi ser jo, hvordan det står til, men brug os til noget godt!

Lukasevangeliet 5,1-11 er teksten til 5. søndag efter Trinitatis

0/0
Annonce
Forsiden netop nu
Portræt

Flemming Schantz: Først da jeg gik konkurs og mistede alt, lærte jeg at drive forretning

Kultur

Ny udstilling og nye bøger: Kunsten sætter tanker i værk

112

Hærværk: Bil fik skåret dæk op og blev sprayet med hvid maling

Udland For abonnenter

Britisk ambassadør: Stor­britannien forlader EU 31. oktober - aftale eller ej

Læserbrev

Teatret OM: Kulturkraft med hjerne og hjerte

Læserbrev: Det er på alle måder en gave til ”Naturens Rige”, at Teatret OM er kommunens egnsteater. Det kan vi være særdeles stolte af og taknemmelige for. Teatrets virke er lokal, national og international kulturkraft med både hjerne og hjerte. I min optik er det præcis de mentale vitaminer, som både kultur og natur i Ringkøbing-Skjern Kommune kan bruge som grobund for kunstens utallige muligheder. Kort og godt mentalhygiejne til folket af højeste karat. Teatret OM har nu i en uge vist sit værd i forbindelse med markeringen af teatrets 30 års jubilæum. Temaet for ugen har været ”UR-NAT 2019”. Ganske genialt er der byttet lidt rundt på bogstaverne i NATUR! Med et overflødighedshorn af højdepunkter rundt i kommunen, har der blandt andet været parader, gadeteater, gøgl, musik, koncerter og stylte artisteri i verdensklasse. Da der fredag eftermiddag var ”kulturflod” fra torvet i Ringkøbing til havnen, var der tæt på 1000, der fik et vitamintilskud af oplevelser, som man kan leve længe på. Kulturchef Per Høgh gav teatret og flodbølgen en række rosende ord med på vejen. Herlig uhøjtidelig var han i sin tale på torvet. Dette gjaldt også formanden for kultur- og fritidsudvalget, Erik Viborg, da han i tirsdags i Vestjyllands Kunstpavillon i Videbæk, stod bag den officielle åbning af ”UR-NAT 2019”. Med ham ved roret for dette udvalg er der bestemt masser af håb for kulturens trivsel i kommunen. I sin tale var Viborg ikke en søvndyssende politiker, men et ærligt og autentisk menneske, der brænder for den livsglæde, Teatret OM står for. Et egnsteater som ledes af et team af stærke og stolte kvinder, som faktisk ikke findes lige i ”Naturens Rige”!

Tarm For abonnenter

Jonas har fans verden over - men skal stadig gå tur med hunden Pepsi hjemme i Tarm

Ringkøbing-Skjern

K-formand har haft samtaler med nye kandidater

Annonce