Annonce
Klumme

Ugens Prædiken: En fortælling at spejle sig i

Arkivfoto: Jørgen .kirk

Der var fisk i søen. Men se til, om de lod sig fange. Peter og de andre fiskere havde bakset med deres net hele natten, og det sidste, de ønskede, var, at en fremmed skulle opfordre dem til at sejle ud igen. Al erfaring sagde dem, at det var håbløst. Nu var solen oppe, og fiskene trak sig tilbage til kølige strøg langt ude på dybet.

Det var blevet sådan en dag. Og de havde prøvet det før.

Den slags dage findes i alle liv. Skuffelser, vi næsten kunne have sagt os selv.

Der er nederlag, vi lige så godt kan tage på forhånd. Vi forklarer os selv og hinanden, hvorfor det alligevel aldrig vil gå.

Det sker, at vi går så halvhjertet til livet, at det ligner en selvopfyldende profeti, når det ikke bliver til mere. Vi er ikke negative ... Vi forholder os bare til vores erfaringer.

...

Grundtvig har skrevet en salme over søndagens tekst. Carl Nielsen har givet den en melodi så sømandsagtig, at man fristes til at tage hinanden under armen og vugge i takt. Vi synger, at når vi tvivler, kan vi stadigvæk spejle os i Peters tvivl.

”Der sad en fisker sad så tankefuld,” og ingen kan vide, hvad Peter har tænkt den morgen; men indtil videre havde han ladet Jesus træde op i sin båd og var lagt fra land. Da Jesus opfordrede ham til at genoptage fiskeriet, gjorde han indvendinger. Alting sagde ham, at det ikke kunne svare sig.

Alligevel gjorde han, som Jesus sagde. Han var ikke blevet overbevist om, at Jesus havde bedre forstand på fiskeri end ham. Det var ikke det.

Hans tro var den troskab, at han måtte passe sin dont og blive ved med at fiske, fordi han var fisker.

Det er tro af samme slags, som får mennesker til at stå op af sengen og tage fat, selvom deres verden brød sammen i går. Det er hverdagens nødvendighed og de daglige gøremål, som bringer os videre, selv hvis ingenting giver mening mere.

Det er tro og troskab, at tage livet på sig, sådan som det blev, og gøre hvad man kan.

Dér begyndte fortsættelsen. Det var, som om alle søens fisk var søgt ind i Peters net. Fangsten var langt ud over skudens kapacitet, og Peter fik vinket ad vennerne i den anden båd.

...

Ser vi ind i fortællingen som et spejl for troende tvivlere og tvivlende troende, genkender vi en erfaring om fællesskab.

Når vi overvældes af livet, er det godt at dele med andre. Når opgaverne er større, end vi mægter, er det guld at kunne regne med andres hjælp. Og den tro, jeg har for mig selv, er en sølle lille en i forhold til den tro, vi deler med hinanden.

Hvis man vil gøre noget godt for sin tvivl og sin tro, skal man gå i kirke.

...

Lige mens det gik løs, havde Peter ikke tid til at overveje situationen. Men bagefter, da han stod i fisk til knæene, forstod han, at alle de fisk var et tegn på noget mere.

Han havde knoklet som aldrig før, og samtidig vidste han med sig selv, at det var ikke hans egen fortjeneste. Han havde ikke selv kunnet fylde sine net. Ja, han havde end ikke kunnet formå sig selv til at kaste garnene ud.

Vi ville gerne; men hvem af os kan leve op til sit liv? Netop dér, hvor vi tager livet på os og gør vores bedste, står den sandhed lysende klart: Alle som én fik vi mere, end vi selv kan tage æren af. Alle skylder vi mere, end vi nogensinde vil kunne gengælde.

Se, det var Peters syndsbekendelse overfor Jesus. Og Jesus svarede ved at tage ham i sin tjeneste. ”Frygt ikke! Jeg kan bruge dig alligevel. Du skal være en af stenene i min kirke!”

Vi kaster endnu et blik i tekstens spejl og beder: Herre, vi ser jo, hvordan det står til, men brug os til noget godt!

Lukasevangeliet 5,1-11 er teksten til 5. søndag efter Trinitatis

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Lad centrene, der trækker borgerne i byen, blive i byen

Læserbrev: Indlægget “Lad der ikke gå sognepolitik i sagen” om Innovests husning af de kommunale arbejdspladser havde nogle gode pointer, der førte til den rigtige konklusion i et dilemma. Der savnes nogle tal på økonomien, og jeg kan betvivle, kommunalbestyrelsen har det vigtigste; det tabte skatteprovenu og følgeomkostningerne ved den mistede omsætning i detailhandelen. Butikkerne vil miste omsætning. Ikke blot til nabobyerne, men også til storcentrene i de større byer og til netbutikkerne udenfor kommunen. Det vil koste arbejdspladser, give tomme butikslejemål og tomhed i bymidten. Så på den måde et paradoks, når et erhvervscenter er omdrejningspunktet for at trække kunderne væk fra de små lokale erhvervsdrivende. Vi har jo lige fulgt kampen for købmanden i Stauning, og her er det så i større målestok. Du kan blot se til Esbjerg, hvad det har betydet i Kongensgade, at kontorer er flyttet på havnen. Og omvendt, hvad de gør i Billund for at trække folk til midtbyen. Så byrådet bør have det tabte skatteprovenu og følgeomkostningerne ved den mistede detailomsætning i kommunen med i ligningen. Det er ikke nok med en kort tilbagebetalingstid på investeringen i Excel-arket. Så jeg er enig med Jacob Agerbo i, at der ikke skal gå sognepolitik i sagen. For det handler ikke kun om finansiering og besparelser, men også om tabt detailhandel. Ikke “bare” i Skjern midtby. Men i kommunen. For der ingen garanti for, at omsætningen affødt af butiksdøden bliver i Skjern/Tarm, eller for den sags skyld i kommunen. Så derfor vedkommer det også borgerne udenfor Skjern ... Så herfra skal opfordringen lyde; lad centrene, der trækker borgerne i byen, blive i byen.

Skjern Håndbold For abonnenter

Kasper Søndergaard rundede 350 kampe – nu venter efterårets vigtigste opgør: Vi er ikke i god forfatning

Annonce