Annonce
Klumme

Ugens prædiken: Det uforståelige mysterium

Det kan være svært at holde på en hemmelighed. Hvis vi har fået noget betroet, kan vi have en ubærlig trang til fortælle det videre. Det går bare ikke, hvis det er betroet os i absolut fortrolighed. Så må vi holde vores mund af respekt for det andet menneske. Det gælder ikke mindst for en præst. Man skal kunne betro sig til sin præst om alt, uden at risikere at det cirkulerer rundt i byen dagen efter. Derfor kan en præst også miste sit embede, hvis man bryder sin tavshedspligt.

Anderledes er det med Guds riges hemmelighed. Den skal vi ikke tie med. Den skal tværtimod fortælles til alle. Den handler om, at Gud selv er blevet menneske. At han har sendt sin søn, Jesus Kristus, til os for at frelse os og give os del i sit evige rige.

På græsk hedder ordet hemmelighed mysterium, og det er netop et mysterium, hvordan det kunne ske. Hvad var det, der fik Jesus til at opgive alt for vores skyld? Og hvordan kunne det gå til, at han til sidst ofrede sit liv på korset? Det er ikke til at forstå. Det er og bliver et mysterium, som vi aldrig kan trænge ind i. Alligevel skal vi blive ved med at forkynde det igen og igen, så det kan blive til tro og liv for os alle.

I dagens evangelium bliver det klart, at Jesus udmærket vidste, hvad der var målet for hans gerning. Selvom det er et uforståeligt mysterium for os, var han på intet tidspunkt i tvivl om, hvorfor han var kommet. Han bruger et letfatteligt billede for at forklare os det. Ligesom et hvedekorn må lægges i jorden og dø, for at det kan blive til mange korn, sådan må Menneskesønnen også ofre sit liv, for at det kan blive til liv for den ganske verden.

Var det nogen let sag for Jesus? Han var jo trods alt Guds Søn. Nej, selvom Jesus godt vidste, at han var kommet for at give sit liv for verden, var det alligevel en umådelig svær kamp for ham, da det virkelig gjaldt. Den sidste aften i Gethsemane bad han inderligt Gud om at blive fri. Hans sjæl var i oprør af frygt og smerte.

Det var en kamp på liv og død for Jesus, og han ville sikkert gerne være løbet langt bort. Men han gjorde det ikke. Det var kærligheden, der tvang ham. Derfor gik han frivilligt med, da de kom og hentede ham.

Paradoksalt nok kalder Jesus sin forestående lidelse og død for en ophøjelse og en herliggørelse: Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres, siger han. Men det var ærlig talt temmelig svært at få øje på nogen herlighed.

Det kunne Pilatus heller ikke, da han havde Jesus i forhør langfredag morgen. ”Er du jødernes konge?” – spurgte han temmelig uforstående. Og da Jesus lidt senere stod med en tornekrone på hovedet, pisket og spottet, lignede han bestemt ikke nogen ophøjet konge. Nej, ophøjet var Jesus i hvert fald ikke! Tværtimod var han så dybt fornedret, som et menneske overhovedet kan blive, da de slog ham ihjel på korset. Det kunne ikke blive meget værre.

Men sådan er det, når det gælder Guds herlighed. Den ligner slet ikke det, vi kalder herlighed. For os er herlighed og ære forbundet med fremgang, succes, rigdom og magt. Vejen til herlighed går direkte op mod toppen. Men for Gud er det lige modsat. Der går vejen tværtimod nedad gennem ydmygelse, lidelse, kors og død. Da Jesus i bogstavelig forstand blev løftet op fra jorden og ophøjet på korset langfredag, da var det også vejen til ophøjelse for ham. Gennem den allerdybeste fornedrelse gik vejen til herlighed for ham.

Da Jesus blev ophøjet fik han altså ikke nogen kongetrone, men derimod et kors. Hans krone var ikke af guld, men af stikkende torne. Alligevel siger han klart og utvetydigt, at det er her, han bliver ophøjet. For her fuldførte han sin frelsergerning. Her tog han alle vore svigt og fejl på sine skuldre og døde i vort sted, for at vi kunne gå fri. Her besejrede han en gang for alle ondskabens og dødens magter, for at vi kunne få liv i overflod. Derfor er korset ikke blot lidelsens og fornedrelsens tegn, som man skulle tro. Det er derimod sejrens og herlighedens tegn, for her blev det endelig slag vundet.

Det er og bliver et uforståeligt mysterium for os, for det strider mod alle vore forestillinger. Men det var det også for disciplene dengang. Da Jesus begyndte at fortælle dem om sin forestående død, prøvede de at tale ham fra det. ”Sådan må det aldrig gå med dig”, sagde Peter til ham.

Først efter hans opstandelse, så de det hele i et nyt lys, og de fik øjnene op for Jesu herlighed. Den herlighed, han hele tiden havde haft, også i sin allerdybeste fornedrelse. Sådan må vi også få øjnene op for hans herlighed, så vi tør tro på, at Guds herlighed ikke har vist sig i alt det glorværdige og ærefulde, men derimod i Jesu selvhengivende kærlighed på korset langfredag. Han vandt livet til os ved at give sig selv.

Annonce
Paradoksalt nok kalder Jesus sin forestående lidelse og død for en ophøjelse og en herliggørelse: Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres, siger han. Men det var ærlig talt temmelig svært at få øje på nogen herlighed.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Seksårige Albert og skolekammeraterne bliver kirkekunstnere: Englen har strithår og store støvler

Annonce