Annonce
Klumme

Ugens Prædiken: Den uærlige godsforvalter

En godsforvalter, som har ansvaret godsejerens værdier, bliver fyret på grund af underslæb. Og i sin frækhed når den uærlige forvalter lige på sin sidste arbejdsdag at dele en masse af godsejerens penge ud ved at nedskrive forskellige skyldneres gæld. Så langt så godt (eller skidt) med Jesu lignelse. Tilsvarende sager har vi jo hørt om også i vore dage – at et menneske med ansvar for andres penge overførte store beløb til sig selv og til vedkommendes nærmeste. Men så kommer Jesu opsigtsvækkende konklusion i fortællingen: Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. Hvad er meningen?

Lignelsen handler om forvaltning. Om, hvordan vi forvalter det liv, som vi er blevet betroet. Og det første, vi bliver mindet om i dag, er: Alt, hvad du ejer, det har du til låns! Du er en forvalter, som passer på godsejerens – Guds – ejendom. Bil, bolig, opsparing, feriebudget, garderobe, mobil, smykker osv. Du er forvalter, men ikke ejer.

Og det må du gerne udnytte! Man kan sige meget om godsforvalteren i lignelsen – men han var ikke nærig! Gavmildt delte han ud – af godsejerens rigdom! Han udnyttede sine betroede midler på det groveste – til gavn for sig selv og mange andre. Og sådan må vi også opføre os! Ødsle vores rigdom bort på venner og alle andre. Låne penge ud, uden at være overbevist om at få dem tilbage. Give, når der er indsamling til gode formål, uden sikker garanti for, at alle pengene "når frem". Pengene ligger ikke bedst i borgernes lommer – de skal op af lommerne og skabe glæde!

Jesu fortælling minder os så også om, at en dag tager godsejeren det tilbage, som er hans. En dag siger godsejeren: Aflæg regnskab for din forvaltning! En dag slipper pengene op, og derfor opfordrer Jesus os til at investere langsigtet: "Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon...". Vi skal ikke være uærlige ligesom godsforvalteren, men pointen er, at når en uærlig forvalter kan finde ud af at bruge godsejerens rigdom klogt, hvor meget mere burde så ikke Guds børn kunne forvalte de betroede gaver ret.

Hvorfor reagerer godsejeren med ros og ikke med vrede? Måske fordi forvalteren faktisk handler i overensstemmelse med, hvordan godsejeren selv ville gøre. Ligesom godsejeren glæder sig over, at forvalteren ødsler hans penge bort, sådan glæder Gud sig, når hans børn ”ødsler” med de gaver, som han har betroet dem, til gavn for andre. Gud glæder sig, når hans gode gaver kommer i omløb. Godsejeren roser forvalteren, måske også fordi han med forvalterens gavmildhed får del i den goodwill, som forvalteren skaffer. Det samme sker, når Guds børn forvalter deres ressourcer klogt. Så bliver det ikke bare dem selv til ros, så bliver det også Gud til ære.

Godsejeren roser sin forvalter for at nedskrive hans skyldneres gæld. Dermed afspejler godsejeren Guds hjerte. Vi står i gæld til ham – og hans største ønske er at få lov at nedskrive vores gæld. Og dermed kommer Jesu lignelse til at handle om Jesus selv. For netop Jesus er den person, der betaler gælden. Og han er den, som viser os Godsejerens gældsnedskrivende sindelag. Jesus er den, der åbenbarer den Herre for os, som har betroet os alt; og den, der vil eftergive os al vor gæld. Dermed kan vi se vort liv og vore ressourcer som betroede gaver, som vi får lov ødselt at dele ud af for intet, ligesom vi selv har fået alt for intet.

Prædiketekst til 9. søndag efter trinitatis kan læses i Lukasevangeliet 16,1-9.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ringkøbing-Skjern For abonnenter

Millionprojekt skal samle landsbyen: Efter flere års arbejde, utallige møder og store indsamlinger begynder nedrivningen

Annonce