Annonce
Klumme

Ugens Prædiken: Den uærlige godsforvalter

En godsforvalter, som har ansvaret godsejerens værdier, bliver fyret på grund af underslæb. Og i sin frækhed når den uærlige forvalter lige på sin sidste arbejdsdag at dele en masse af godsejerens penge ud ved at nedskrive forskellige skyldneres gæld. Så langt så godt (eller skidt) med Jesu lignelse. Tilsvarende sager har vi jo hørt om også i vore dage – at et menneske med ansvar for andres penge overførte store beløb til sig selv og til vedkommendes nærmeste. Men så kommer Jesu opsigtsvækkende konklusion i fortællingen: Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. Hvad er meningen?

Lignelsen handler om forvaltning. Om, hvordan vi forvalter det liv, som vi er blevet betroet. Og det første, vi bliver mindet om i dag, er: Alt, hvad du ejer, det har du til låns! Du er en forvalter, som passer på godsejerens – Guds – ejendom. Bil, bolig, opsparing, feriebudget, garderobe, mobil, smykker osv. Du er forvalter, men ikke ejer.

Og det må du gerne udnytte! Man kan sige meget om godsforvalteren i lignelsen – men han var ikke nærig! Gavmildt delte han ud – af godsejerens rigdom! Han udnyttede sine betroede midler på det groveste – til gavn for sig selv og mange andre. Og sådan må vi også opføre os! Ødsle vores rigdom bort på venner og alle andre. Låne penge ud, uden at være overbevist om at få dem tilbage. Give, når der er indsamling til gode formål, uden sikker garanti for, at alle pengene "når frem". Pengene ligger ikke bedst i borgernes lommer – de skal op af lommerne og skabe glæde!

Jesu fortælling minder os så også om, at en dag tager godsejeren det tilbage, som er hans. En dag siger godsejeren: Aflæg regnskab for din forvaltning! En dag slipper pengene op, og derfor opfordrer Jesus os til at investere langsigtet: "Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon...". Vi skal ikke være uærlige ligesom godsforvalteren, men pointen er, at når en uærlig forvalter kan finde ud af at bruge godsejerens rigdom klogt, hvor meget mere burde så ikke Guds børn kunne forvalte de betroede gaver ret.

Hvorfor reagerer godsejeren med ros og ikke med vrede? Måske fordi forvalteren faktisk handler i overensstemmelse med, hvordan godsejeren selv ville gøre. Ligesom godsejeren glæder sig over, at forvalteren ødsler hans penge bort, sådan glæder Gud sig, når hans børn ”ødsler” med de gaver, som han har betroet dem, til gavn for andre. Gud glæder sig, når hans gode gaver kommer i omløb. Godsejeren roser forvalteren, måske også fordi han med forvalterens gavmildhed får del i den goodwill, som forvalteren skaffer. Det samme sker, når Guds børn forvalter deres ressourcer klogt. Så bliver det ikke bare dem selv til ros, så bliver det også Gud til ære.

Godsejeren roser sin forvalter for at nedskrive hans skyldneres gæld. Dermed afspejler godsejeren Guds hjerte. Vi står i gæld til ham – og hans største ønske er at få lov at nedskrive vores gæld. Og dermed kommer Jesu lignelse til at handle om Jesus selv. For netop Jesus er den person, der betaler gælden. Og han er den, som viser os Godsejerens gældsnedskrivende sindelag. Jesus er den, der åbenbarer den Herre for os, som har betroet os alt; og den, der vil eftergive os al vor gæld. Dermed kan vi se vort liv og vore ressourcer som betroede gaver, som vi får lov ødselt at dele ud af for intet, ligesom vi selv har fået alt for intet.

Prædiketekst til 9. søndag efter trinitatis kan læses i Lukasevangeliet 16,1-9.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

De små snublesten - og det brændende spørgsmål til dig, der skændede gravstenene

Når du læser disse linjer, er jeg på vej mod Berlin. Engang Hitlers heilende nazi-inferno af en by. Senere en delt by, hvor murens iskolde zigzag-ar adskilte familier og venner. I dag en hjertelig og åben by, som - parallelt med alt det sprudlende og sjove - hele tiden minder verden om fortidens grusomheder. Berlin er byen, hvor mange tusinde Stolpersteine, snuble-sten, sætter små messing-mindesmærker i fortovene. Hver eneste sten er et minde over ét af de myrdede ofre for nazisterne. Messingstenene ligger foran de huse, hvor ofrene boede. På dem står der meget lidt og forfærdeligt meget: Et navn. En fødselsdato. En deportationsdato. Stedet for mordet: Auschwitz, Neuengamme, Sachsenhausen eller hvad dødsfabrikkerne ellers hed. Også på andre måder minder Berlin og Tyskland hele tiden sig selv og os andre om det, der aldrig må glemmes og aldrig må gentages. Som i den 19.000 kvadratmeter store 'skov' af betonsøjler, der er rejst tæt ved Brandenburger Tor til minde om de myrdede jøder. Som på Gleis 17 på S-bahnstation Grünewald - perronen, hvorfra nazisterne deporterede deres ofre direkte til udryddelseslejrene. Som i det jødiske museum, hvor arkitektur og udstilling i forening gør den besøgende svimmel og kvalm. Som gennem sporene efter Berlinmuren; spor, som man igen kun ser, hvis man kigger ned på fortovet netop der, hvor zigzag-arret er markeret. Over gadeplan er Øst- og Vestberlin i dag mange steder svære at skelne fra hinanden. Det samme er vi mennesker, når vi kigger ordentligt på hinanden. Er du jøde, asatroende eller grundtvigianer? Buddhist? Missionsk? Muslim? Katolik? Ateist? Hvad du end tror eller ikke tror på; uanset din hudfarve og din herkomst - så er du et menneske. Du skal behandles som ét, ligesom du skal behandle andre som netop det, de er: Mennesker. Tysklands mange 'Denkmahls' holder erindringens sår åbne for de, der tør røre ved dem. Når jeg om lidt går rundt i Berlin, vil jeg som altid kigge ned mod snublestenene i respekt for dem, der blev myrdet. Når jeg ser op igen, ville jeg gerne - ansigt til ansigt - møde ét af de mennesker, der valgte at markere Krystalnatten ved at skænde jødiske gravsten med maling og klistre nazistiske jødestjerner på postkasser. Dybest set har jeg bare ét spørgsmål: Hvorfor?

Annonce