Annonce
Klumme

Ugens prædiken: Barnets visdom

Tidsrummet fra Hellig tre Kongers dag til Fastelavn kalder man fra gammel tid Åbenbaringstiden. Hvis du lytter til klassisk musik og støder på titler, der indeholder ordet “Epifania”, så er stykket formentlig komponeret til en søndag i denne periode, hvor det handler om at lade Julens åbenbaring bundfælde sig, glæde sig ved den og bevare den i hjertet.

Hvis man slår søndagens prædiketekst op bagest i salmebogen, vil man se, at vi i Folkekirken kalder perioden for “søndagene efter hellig tre konger”, og at der kan være mellem 2 og 6 af dem – plus et par søndage med de mærkelige navne Septuagesima og Seksagesima.

De hellige tre konger var egentlig ikke konger, men vismænd, og dermed bliver denne periode i kirkeåret også et tidsrum beregnet til, at vi samler tankerne om visdom som den, de vise mænd stræbte efter, da de begav sig ud på en lang rejse fra Østerland (formentlig det nuværende Irak eller Iran).

Her er det så, at prædiketeksterne driller os. En vismand er jo normalt én, der har lagt det barnlige bag sig. Men i Julen hører vi om, at de finder visdommens kilde i skikkelse af et nyfødt barn, og denne søndag, som er den første i Hellig Tre Kongers-tiden, hører vi igen om et lille barn.

Prædiketeksten er den velkendte historie, som vi hører til hver eneste barnedåb. Nogle forældre kommer til Jesus med deres små børn, for at han kan velsigne dem. Disciplene anser det for upassende og vil genne dem bort, men Jesus siger: “Lad dem komme til mig, for Guds rige er deres. Ja, den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.”

Vi ved ikke præcis, hvad Jesus kan have tænkt på ved de ord? Måske det lille barns umiddelbarhed? Eller at det ikke kan forstille sig. Eller at det lille barn, som endnu ikke har lært at tale, som sit første sprog får bønnen.

Når det kan klynke og græde og pludre, siger det så meget som: “Hjælp mig! Jeg beder dig om mad! Og om trøst! Og om at blive vasket! Og tak fordi du tager dig af mig!” Det er bønner om hjælp, og det er takkebøn. Sådan begynder alt sprog.

På det seneste har jeg tænkt over, om der er en sammenhæng med den kendte tekst hos Paulus, som kaldes, kærlighedens højsang. Her beskriver han nemlig kort noget om, hvordan det var at være barn:

Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde … men engang skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

Paulus refererer her til, hvordan vi som børn vidste, at der var så meget, som vi ikke forstod. Men hver dag lærte vi noget nyt. Vores barnlige visdom bestod nu i, at vi både glædede os over den smule, som vi allerede havde lært, og også foregreb alle de ukendte kundskaber og glædede os over alt det, vi endnu ikke forstod.

“Når jeg bliver stor, så skal jeg gøre dét og det,” tænkte vi og så det lyslevende for os. Sådan er der en visdom i at glæde sig over og holde sig til profetier og løfter. For eksempel dem, der blev fortalt om i Julen: Engang skal der være en guddommelig ære i det højeste. Og på jorden skal der komme fred til mennesker med Guds velbehag.

Der er en visdom i at glæde sig over profetien om fred, også selvom man lever i en tid med krigstrommer og ufred.

Det er barnlig visdom at glæde sig ved håbet, som om det allerede var til stede. Det kan give drivkraft og mod til at handle. Det skal vi huske i denne Hellig-Tre-Kongers-Tid.

Visdommen handler om at lade julens åbenbaring bundfælde sig, så der kan spire et håb og en forventning om noget godt, som skal komme: Det evige liv, den evige salighed. Hjemme hos Gud. Da bliver det os, som søndagens evangelium skriver om i ordene: “Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.” Amen

Annonce

Der er en visdom i at glæde sig over profetien om fred, også selvom man lever i en tid med krigstrommer og ufred.

Foto: Mads Dalegaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det lyder godt, men: De passer ikke på Danmark

Det er så let at stille sig op og sige, at ”jeg passer på Danmark”. Det lyder godt. Man virker handlekraftig. Men når man som Mette Frederiksen er statsminister, har man andre forpligtelser end at gå med de nemme og populære løsninger, som hun gjorde, da hun præsenterede regeringens bud på, hvordan vi forhindrer terrordømte i at planlægge og udføre mere terror, når de er sluppet ud af fængslet. En regeringschef har pligt til at vælge løsninger, der holder sig inden for rammerne af, hvilken type land vi gerne vil være. Og her svigtede Mette Frederiksen. Hun foreslår nemlig, at personer, der har afsonet en dom for terror, kan forbydes at færdes i bestemte områder og have kontakt til bestemte personer i op til ti år. For at undersøge, om de overholder forbuddet, skal politiet have ret til uden dommerkendelse at trænge ind i deres hjem og undersøge deres computere. Det er her, statsministeren glemmer sin forpligtelse over for retsstatens principper. Grundloven siger helt uden dikkedarer i paragraf 72, at både husundersøgelser og undersøgelser af borgernes kommunikation kun kan ske efter en retskendelse. Der står dog også, at man kan lave love, der giver undtagelse fra paragraffen, og det er så dét, regeringen vil gøre. Men det er grundlæggende helt forkert. Regeringens forslag om at øge straffene for terror og terrorrelaterede forbrydelser betragteligt er helt i orden. Det er også rimeligt at udstede forbud om ophold og kommunikation for denne ekstraordinært usympatiske gruppe af forbrydere. Og spark dem endelig ud af landet, når der er lovhjemmel til det. Det må bare aldrig blive andre end en domstol, der gør domstolenes arbejde. Magtens tredeling er et princip, der ikke må fraviges. Hverken politikere eller myndigheder skal afsige domme eller udstede retskendelser. Det skal kun dommere. Det har regeringens normale støtter forstået, men de borgerlige partier sikrer flertallet til endnu et skridt væk fra retsstaten. De skulle skamme sig. De passer ikke på Danmark.

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];