x
Annonce
Klumme

Ugens prædiken: Barnets visdom

Tidsrummet fra Hellig tre Kongers dag til Fastelavn kalder man fra gammel tid Åbenbaringstiden. Hvis du lytter til klassisk musik og støder på titler, der indeholder ordet “Epifania”, så er stykket formentlig komponeret til en søndag i denne periode, hvor det handler om at lade Julens åbenbaring bundfælde sig, glæde sig ved den og bevare den i hjertet.

Hvis man slår søndagens prædiketekst op bagest i salmebogen, vil man se, at vi i Folkekirken kalder perioden for “søndagene efter hellig tre konger”, og at der kan være mellem 2 og 6 af dem – plus et par søndage med de mærkelige navne Septuagesima og Seksagesima.

De hellige tre konger var egentlig ikke konger, men vismænd, og dermed bliver denne periode i kirkeåret også et tidsrum beregnet til, at vi samler tankerne om visdom som den, de vise mænd stræbte efter, da de begav sig ud på en lang rejse fra Østerland (formentlig det nuværende Irak eller Iran).

Her er det så, at prædiketeksterne driller os. En vismand er jo normalt én, der har lagt det barnlige bag sig. Men i Julen hører vi om, at de finder visdommens kilde i skikkelse af et nyfødt barn, og denne søndag, som er den første i Hellig Tre Kongers-tiden, hører vi igen om et lille barn.

Prædiketeksten er den velkendte historie, som vi hører til hver eneste barnedåb. Nogle forældre kommer til Jesus med deres små børn, for at han kan velsigne dem. Disciplene anser det for upassende og vil genne dem bort, men Jesus siger: “Lad dem komme til mig, for Guds rige er deres. Ja, den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.”

Vi ved ikke præcis, hvad Jesus kan have tænkt på ved de ord? Måske det lille barns umiddelbarhed? Eller at det ikke kan forstille sig. Eller at det lille barn, som endnu ikke har lært at tale, som sit første sprog får bønnen.

Når det kan klynke og græde og pludre, siger det så meget som: “Hjælp mig! Jeg beder dig om mad! Og om trøst! Og om at blive vasket! Og tak fordi du tager dig af mig!” Det er bønner om hjælp, og det er takkebøn. Sådan begynder alt sprog.

På det seneste har jeg tænkt over, om der er en sammenhæng med den kendte tekst hos Paulus, som kaldes, kærlighedens højsang. Her beskriver han nemlig kort noget om, hvordan det var at være barn:

Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde … men engang skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

Paulus refererer her til, hvordan vi som børn vidste, at der var så meget, som vi ikke forstod. Men hver dag lærte vi noget nyt. Vores barnlige visdom bestod nu i, at vi både glædede os over den smule, som vi allerede havde lært, og også foregreb alle de ukendte kundskaber og glædede os over alt det, vi endnu ikke forstod.

“Når jeg bliver stor, så skal jeg gøre dét og det,” tænkte vi og så det lyslevende for os. Sådan er der en visdom i at glæde sig over og holde sig til profetier og løfter. For eksempel dem, der blev fortalt om i Julen: Engang skal der være en guddommelig ære i det højeste. Og på jorden skal der komme fred til mennesker med Guds velbehag.

Der er en visdom i at glæde sig over profetien om fred, også selvom man lever i en tid med krigstrommer og ufred.

Det er barnlig visdom at glæde sig ved håbet, som om det allerede var til stede. Det kan give drivkraft og mod til at handle. Det skal vi huske i denne Hellig-Tre-Kongers-Tid.

Visdommen handler om at lade julens åbenbaring bundfælde sig, så der kan spire et håb og en forventning om noget godt, som skal komme: Det evige liv, den evige salighed. Hjemme hos Gud. Da bliver det os, som søndagens evangelium skriver om i ordene: “Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.” Amen

Der er en visdom i at glæde sig over profetien om fred, også selvom man lever i en tid med krigstrommer og ufred.

Foto: Mads Dalegaard
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Stram op – og hold fast i lukkeloven

Læserbrev: Over de sidste uger har butiksansatte knoklet r…. ud af bukserne. Uden at kny sørger medarbejderne i vores butikker for, at der er fyldt op på hylderne, så vi alle sammen kan få mad på bordet, toiletpapir og andre fornødenheder. Og mange danske familier har fået deres køkkenskabe fyldt godt op. De butiksansatte har brug for påskens fridage til et velfortjent hvil. Derfor bør man ikke suspendere lukkeloven henover helligdagene. I denne tid, hvor myndighedernes anbefalinger er at blive hjemme og undgå tæt kontakt til andre mennesker, løber butiksansatte en daglig risiko med kontakt med flere hundrede kunder om dagen. De sætter eget helbred på spil for at passe deres job. Butiksledelserne rundt om gør alt, hvad de kan, for at passe godt på de ansatte med håndsprit, hyppig håndvask, plexiglasplader ved kassen og ’Hold afstand’-skilte på gulvene. Stor ros for det. Men at arbejde under de forhold er anstrengende. Helligdagene i påsken med lukkede butikker kan også være med til at passe på de ansatte, så de kan blive ved med at passe deres arbejde, så længe corona-krisen varer. Derfor, kære politikere: Hold fast i lukkeloven! Og så skal familien Danmark altså stramme op. Lad nu være med at klathandle en liter mælk og en pakke gær. Køb ind til flere dage og lad én person klare det. Det er heller ikke nu, I skal hele familien afsted på ose-tur i de lokale butikker for at se på nye ipads, havetrampolin til ungerne eller lamper til stuen. Det er måske fristende for at skabe et afbræk i tiden med hjemmeskole, men lad være. Jo flere I kommer sammen, jo større risiko udsætter I butikspersonalet for. Ring til den lokale butik i stedet og lav en aftale om at få leveret varen – eller at I kan hente den pakket i en pose. Så kan I både støtte vores midt- og vestjyske butikker og passe godt på de ansatte og jer selv samtidig.

Annonce