Annonce
Klumme

Ugens prædiken: At åbne for vandhanen

Jeg elsker en god kop kaffe. Efter konfirmandundervisningen. Eller ude til en dåbssamtale. Eller når jeg sidder og skriver prædiken til avisen. På et tidspunkt slog det mig, at jeg faktisk ikke rigtig indtog anden væske end kaffe i løbet af en almindelig hverdag. Og jeg overvejede, om det måske ville være bedre for nattesøvn og velbefindende, hvis jeg skiftede en lille del af kaffeindtaget ud med postevand. Jeg prøvede det; og da vi har ”indlagt vand” her i præsteboligen, viste det sig at være super nemt at gå ud i køkkenet og snuppe et glas frisk vand, når tørsten meldte sig. Det var bare at åbne for vandhanen.

I dag hører vi Jesus tale om ”levende vand”. Og på denne tid betød levende vand faktisk ”indlagt vand”. Levende vand var frisk kildevand, som via kanaler eller akvædukter kunne føres ind i byen. Levende vand var for de rige, mens jævne folk måtte nøjes med kedelig stillestående brøndvand med risiko for alger og bakterier. Brøndvand var ikke frisk, og man selv skulle selv ud og hente den udenfor byen. I dag hører vi, hvordan Jesus netop ved brønden møder en samaritansk kvinde, og tilbyder hende levende vand.

Jesus møder kvinden ved middagstid. Det betyder sandsynligvis høj sol og en 30-40 graders varme. Et ubehageligt og usædvanligt tidspunkt at hente vand på. Men denne kvinde har nok sine grunde til at komme nu, hvor hun ikke risikerer at møde så mange andre. Måske frygter hun folks domme og fordomme. Men hun slipper ikke for kontakt med mennesker denne dag. For her i middagsheden møder hun Jesus. Og han tilbyder hende levende vand. ”Ja tak” siger hun, for hvem siger nej til frisk vand i middagssolen.

Men det viste sig, at det ikke var almindeligt kildevand, Jesus havde tænkt sig at give kvinden. Det var noget, som var endnu bedre! Det var en anden type tørst, end tørsten kvinden umiddelbart følte, som Jesus havde tænkt sig at slukke! Man kan være tørstig efter mange ting. Og det er måske ikke altid, at man selv helt kan aflæse sin egen krops signaler i forhold til tørst. Da undertegnede skiftede nogle af kaffekopperne ud med vand fra vandhanen, fandt jeg ud af, at somme tider, når ”kaffetørsten” meldte sig – så var det måske i virkeligheden bare vand, som kroppen manglede. Frisk vand er det basale behov.

Det er måske heller ikke på det åndelige område altid, jeg selv kan mærke, hvad mine basale behov præcist er. Jesus tilbyder sit ”levende vand”, men spørgsmålet er, om det er hans vand, jeg spørger efter? Måske jeg har fået stillet mig tilfreds med ”brøndvand” - stillestående algebegroet vand, som man bliver dårlig? Jesus vil ikke bare give os væske, så vi kan slukke tørsten, indtil vi om få timer bliver tørstige igen. Sagen er jo, at alle de behov og længsler og typer af tørst, som hører denne verden til, – det er behov, som jeg højst kan få opfyldt midlertidigt. Enhver som drikker af dette vand, skal tørste igen, siger Jesus til kvinden. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste.

Og så tager samtalen pludselig overraskende drejning, da Jesus beder kvinden hente den mand, som hun ikke har – ”for du har haft fem mænd, og den du har nu, er ikke din mand”, som han siger. Hvorfor begynder Jesus pludselig at tvære rundt i det? Hvorfor begynder han at bore rundt i det, som vel var grunden til, at hun skammede sig ved at møde andre ved brønden? Mon ikke Jesus er i gang med at vække hendes tørst efter hans levende vand? Han viser hende, hvilken tørst hun i virkeligheden trænger allermest til at få slukket. Han minder hende om, hvad hendes virkelige problem er. Og hvad der dermed er hendes dybeste behov og længsel.

Hvad er vores dybeste behov? Hvilken tørst længes vi mest efter at få stillet? Jesus sagde engang: Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes (Matt 5,6). Vi kan tørste efter mange ting. Men menneskets dybeste behov, har noget med retfærdighed at gøre, siger Jesus. Han vækkede en tørst i kvinden ved brønden, ved at minde hende om den retfærdighed, tilgivelse, forsoning og fornyelse, som hun længtes efter. Og han ønsker også at vække denne tørst i os. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdighed. Han ønsker at give os sit levende vand. Og han er selv vandet; han vil slukke vores tørst med sin egen retfærdighed. En retfærdighed som vi bliver givet i det levende vand, som vi blev mødt med i dåbens vand. Og som vi bliver mødt med i hans levende ord. Det er bare at åbne for vandhanen.

Prædiketekst til 2. søndag efter helligtrekonger kan læses i Johannesevangeliet 4,5-26.

Annonce
Han viser hende, hvilken tørst hun i virkeligheden trænger allermest til at få slukket. Han minder hende om, hvad hendes virkelige problem er. Og hvad der dermed er hendes dybeste behov og længsel.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Dagbladet mener: Man bliver stolt over de fastboendes 'folkebevægelse'

Man bliver flov overfor turisterne. Sådan lyder den korte, kontante begrundelse for et initiativ, der forleden fik 20 lokale frivillige til at trække i gummistøvlerne og trodse møgvejret for at bruge deres lørdag på at samle de store mængder affald op, som i månedsvis har skæmmet grøfterne langs Klitvejen. Bag initiativet står Hvide Sande-parret Heidi Broe Vrist og Lars Anker Hansen. Det er dem, der har følt sig så flove over at se den smukke Margueritrute omdannet til en skamfuld skralderute, at de har valgt at tage affaldssækken i egen hånd og gøre noget ved sagen. I første hug blev 74 sække fyldt med øldåser, flasker, slikposer og meget andet skidt. 74 sække! Men der er såmænd tilstrækkeligt med skrald tilbage til, at man kan samle lige så meget op og mere til, når succesen gentages lørdag 29. februar - selvfølgelig forudsat, at der også denne gang dukker en pæn flok frivillige kræfter op, som vil bruge lidt af weekenden på en fælles forskønnelse af grøftekanten. De store mængder affald dukkede op til overfladen, da kommunens folk for nogle måneder siden rensede grøfterne op for at gøre dem i stand til bedre at kunne tage de store mængder af regnvand. Der var røster fremme om, at kommunen burde rydde op efter oprensningen, men afdelingsleder for Vej og Park Kristian Korsholm måtte med beklagelse afvise, at det kunne komme på tale. Det ville kræve mandetimer, der ikke er budget til, forklarede han. Det er sund fornuft, at kommunens ressourcer lige nu gør bedst fyldest ved at blive brugt på at skaffe afløb for de enorme vandmængder. Og det er udtryk for et beundringsværdigt borgersind, når private mennesker som Heidi Broe Vrist og Lars Anker Hansen ikke nøjes med at brokke sig over kommunen eller måske rense lidt på egen matrikel, men i stedet går forrest i en hel lille 'folkebevægelse'. Herfra letter vi på sydvesten og bukker i stor respekt for initiativet. Mennesker som jer er der god grund til at være stolt af! Der er mulighed for at blive en del af 'bevægelsen', hvis man møder op på parkeringspladsen ved genbrugsstationen i Hvide Sande lørdag 29. februar klokken 10. Det er ganske gratis at deltage. Og hvis andre byer skulle lade sig inspirere, fortæller vi gerne om det i Dagbladet.

Annonce