x
Annonce
Debat

Ugens prædiken: Åben himmel bag lukkede døre

Videoprædiken.

Vi er mange, der i disse dage savner konkrete kære, som vi ikke kan komme i nærkontakt med. Heldigvis kan vi tale i telefon - måske endda med billede, så vi kan se hinanden, mens vi taler sammen. Men det er jo ikke det samme! Det ligger så dybt i os, at vi har brug for det fysiske nærvær.

Vi har brug for et kram. Og vi har brug for at kunne give et kram. Vi har brug for at kunne røre, mærke, holde om hinanden. Men nu skal vi holde afstand. Vi må stå sammen ved at holde afstand, som vi har hørt det gentaget mange gange. Formuleringen sætter smukt ord på, hvorfor vi holder afstand lige nu: Vi gør det for hinandens skyld.

Men formuleringen sætter jo også meget præcist ord på, hvilken dyb smerte, som vi går igennem som samfund. Isolationens smerte. Ensomhedens smerte. Afstandens smerte. Smerten over, at mange af os må sidde hjemme bag lukkede døre.

Annonce

I en tid, hvor vi må stå sammen ved at holde afstand til hinanden, ja så mindes vi måske om, hvor klaustrofobisk lille, verden kan blive, hvis ikke vi opererer også med en lodret dimension i tilværelsen.

Dagens budskab til os er, at Gud ikke holder afstand. Og Gud behøver vi ikke holde afstand til. Gud er en nærværende Gud. Og føler vi os isolerede, alene, ensomme og på afstand af hinanden i denne tid, så må vi vide, at Gud er hos os. Og Gud er nær hos dem, som vi savner, og som vi må holde afstand til. Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort, siger Jesus i dagens tekst.

Der henvises i teksten til en beretning fra Det gamle Testamente om Guds folk, der var blevet befriet fra slaveriet i Egypten. De var nu på vej mod det forjættede land, men de måtte først igennem ørkenen. Og pludselig følte de sig alene og forladt af Gud. De mærkede isolationens smerte. De var sultne og ønskede sig tilbage til slaveriet, hvor der trods alt var mad. Selvom de levede under åben himmel, så oplevede de livet som gudsforladt og himlen som et lukket tag over dem. Men så en dag oplevede de, at Gud bogstaveligt talt lukkede himlen op, og lod brød i form af "manna" dale ned over dem.

Vi kan måske opleve vores tilværelse netop i disse dage som en ørkenvandring. En ensom vandring, hvor vi ikke alene på smertelig vis sidder bag lukkede døre, men måske også kan opleve det som om, at himlen er som et lukket tag over hovederne på os. I dag får vi lov at blive mindet om, at Gud har åbnet himlen for os!

I dagens tekst kommer vi ind midt i et kapitel, hvor Jesus tidligere har mættet mange sultne i ørkenen. Evangelisten Johannes gør meget ud af at vise sammenhængen mellem Gud, der åbnede himlen og mættede sit folk i ørkenen, og så Jesus, der nu på tilsvarende vis i ørkenen mætter tusinder. For dette er et stærkt tegn. En påmindelse til os alle om, at når vi føler, vort liv er en ørkenvandring, og himlen opleves som et lukket tag – så må vi have lov at tro, at himlen er åben for enhver, som tror på Jesus.

- Den, som kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort, siger han.

Desværre hører vi så videre, at ikke alle ser tegnet. Mange ser kun brødet. For her, hvor vi kommer ind i teksten, så er folk blevet sultne igen, og de kommer til Jesus for at få mere brød. Og så er det, at Jesus gør dem opmærksomme på deres indsnævrede verdensbillede: I leder ikke efter mig, fordi I fik et tegn at se, men fordi I fik brød, siger han.

Altså: de lever i en "todimensionel verden". Som et liv isoleret bag hjemmets fire vægge og uden en lodret dimension. Ingen fornemmelse af andet, end at himlen er lukket.

I en tid, hvor vi må stå sammen ved at holde afstand til hinanden, ja så mindes vi måske om, hvor klaustrofobisk lille, verden kan blive, hvis ikke vi opererer også med en lodret dimension i tilværelsen. Jeg er livets brød. Den, der "kommer til" mig, skal ikke sulte, og den, der "tror på" mig, skal aldrig tørste, siger Jesus.

Med disse ord åbner han himlen for os. At "tro på" Jesus er at "komme til" ham. Og at komme til Jesus, det vil i al sin enkelthed sige at folde sine (sprittede eller usprittede) hænder og sende ham en tanke. Selvom vi sidder bag lukkede døre, er himlen åben. Gud er aldrig på afstand. Han har lukket himlen op over os, for at sende "sin manna", sin egen søn ned til os. Så vi aldrig skal være forladte, alene eller på afstand af ham.

Prædiketekst til midfaste søndag kan læses i Johannesevangeliet 6,24-37.

Arkivfoto: Kain Kjærsgaard
Annonce
Annonce
Ringkøbing

Mor til fire: - Det er op til mig at vælge, om jeg sender mine børn afsted

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Liveblog: 5071 danskere testet positiv for corona - men smittetallet kan være op til 70 gange højere

Vestjylland

Regionsrådsformand: Situation i Holstebro er så alvorlig at patienter må sendes til andre hospitaler

Annonce