Mad og drikke

Ude på skrammer - østerssafari i Limfjorden

Murerhammer, waders og handsker - så er du klædt på til at fylde østers i baljen i farvandet omkring Venø eller andre steder i Limfjorden. Men tjek meldinger om giftige alger hos Fødevarestyrelsen først. Foto: Morten Vilsbæk
Et par waders, en gammel murerhammer og en stor balje. Tre enkle redskaber i jagten på kødfulde stillehavsøsters. Og, nå ja - og så er et par handsker en god idé for de ømskindede ...

Østers er garanti for et par dages fornøjelse og smerte, når man samler dem selv. Køkkenskriveren mærkede de små snit i håndflader og fingre fra barberblads-skarpe skaller nogenlunde så længe, som skaldyrene holdt sig friske i køleskabets grøntsagsskuffe.

Østerssæsonen topper i årets kolde måneder, så den er så småt ved at være på retur. I hvert fald når man altså følger rådet om kun at samle i årets kolde måneder. Men køkkenskriveren kunne ikke nære sig for at løse billet til Venø-færgen for at undersøge muligheden for at samle østers i smult vande i Limfjorden uden at skulle bekymre sig om det markante tidevand, som indimellem snyder skaldyrsjægerne i Vadehavet.

Den største udfordring ved en østers-safari i Limfjorden er at finde læ og klart vand, så man kan skelne de forrevne, tilgroede stillehavsøsters fra havstokkens sten. Køkkenskriveren er kørt forgæves ved vintertide nord for Struer i Kås Bredning, men det er heldigvis nemt at finde læ på en bette ø som Venø.

Venøfærgen prustede i den friske østenvind. Men på en lille ø er det nemt at finde læ og klart vand til at høste muslinger. Foto: Morten Vilsbæk

Pres på Venøfærgen

Selv på en dag, hvor Venøfærgens skipper må koncentrere sig om at holde kursen på den to minutter lange tur over strædet, kan man finde en rolig plet ved kysten.

Her er selv på det bredeste stykke blot en kilometers vej fra havstokken i vest til den i øst, og vestsiden var det oplagte valg. Her blev neoprenwaders rullet ud og en solid plastbalje sat i søen som en lille flodpram. Den invasive stillehavsøsters er et flokdyr og trives godt i sammenvoksede kollektiver, og især de ældre eksemplarer kan være svære at opdage på grund af tang og rurer - de små kegleformede krebsdyr - men med klart, lavt vand fik køkkenskriveren hurtigt fyldt baljen op med en snes kilo stillehavsøsters med tilhørende blåmuslinger og en krabbe og en børsteorm som bonus.

Et par langskaftede gummistøvler kunne også have klaret opgaven, og man kan være frisk og samle østers uden handsker, men det giver efterhånden små blødninger på fingrene, så mere ømskindede østersentusiaster kan med fordel lægge et par havehandsker med i rygsækken og spare smerten. Men det har sin charme at udfordre den taktile sans og fornemme de skarpe, ru former på byttet uden at stå med hænderne i et par våde handsker.

Murerhammer i aktion

Man får hurtigt smidt nogle kilo østers i baljen på et godt revir, og de fleste kommer faktisk fra de sten, som stillehavsøstersen klæber sig fast på. Det havde køkkenskriveren på fornemmelsen og medbragte en gammel, slidt murerhammer, og det flade blad er et perfekt redskab til først at trække en klump østers op fra bunden og dernæst hakke skaldyrene fri af stenen - et par kontante hug i kanten mellem skaldyr og sten, og sidstnævnte slipper.

En frisk østers i havstokken til et glas afkølede bobler er en fin afslutning på jagten, hvis man husker at få en karklud og en østerskniv med til at åbne dyrene.

Østers og en varm bil er en skidt kombination, men her kan man benytte et gammelt lystfiskertrick og smide våde aviser, ditto tang oven i skaldyrene, så fordampningen af vandet holder dem kolde for en stund - køkkenskriveren brugte nu blot de våde waders.

Og apropos lystfiskere, så har de et credo om ikke at bringe flere fisk hjem, end de kan spise, af hensyn til bestanden af eksempelvis bækørred og havørred. Men med stillehavsøsters er det en anden sag: De har taget over i Vadehavet og fortrænger også den oprindelige og eftertragtede limfjordsøsters i en grad, så myndighederne har åbnet for manuel høst med skovl ved kysten.

Så tag rigeligt med til dig selv og naboerne.

0/0
Annonce
Forsiden netop nu
Navne

Ildsjælen Frederikke nyder gymnastik og fællesskab: - Når jeg cykler forbi skolerne, vinker børnene til mig

112

Knivstikkeri i Ådum: Fuld mand stak sin kammerat

112

Udrykning i nat til genbrugsplads: Småt brændbart futtede af

Leder For abonnenter

Dagbladet mener: Den indre varulv hyler, og det lyder ikke kønt

Da den sidste danske ulv i 1813 blev skudt ved Estvadgård lidt sydvest for Skive, var der næppe én, der fældede en tåre i den anledning. Da slet ikke de bønder på egnen, hvis får nu kunne være i fred. I et mangelsamfund som det danske for 200 år siden var der ganske enkelt ikke plads til ulven. I de mellemliggende par århundreder har næppe nogen skænket ulven en tanke - endsige savnet den. Den var ikke længere en del af den danske fauna. At den skulle vende tilbage, var der meget få, der havde fantasi til at forestille sig. Ikke desto mindre var det, hvad der skete omkring 2009, og lige siden har ulven forårsaget en slags kulturel borgerkrig i Danmark, der er helt ude af proportioner i forhold til dyrets indvirkning på den danske natur og dens formodede trussel eller mangel på samme mod mennesker. Skal man være lidt grov, kan man sige, at ulven har fået den indre varulv bragt frem i mange danskere. Det er ikke kønt. Som Anette Lund Andersens store reportage i Dagbladet i dag dokumenterer, er det rent ud forbløffende, i hvilket omfang og med hvilken lidenskab, mennesker engagerer sig i striden om ulven. Man tager sig til hovedet i vantro over en "ulvehader", der skyder en ulv med riffel ud af vinduet på sin bil. Og man flår sig i håret af frustration over en "ulveelsker", der truer folk på livet, og begår hærværk mod en lokal kirke for at understrege sit synspunkt. Mellem disse yderligheder er der alle mulige holdninger, der dog generelt tenderer mod det stadigt mere polariserede - hovedsageligt på grund af de forbistrede asociale medier, der nærmest pr. automatik synes at forstærke alle holdninger i ekstremistiske retninger. Det billede, Anette Lund Andersen tegner i sin reportage, er dybt forstemmende. Det fortæller om en debat og dens deltagende aktører, der synes at have mistet al proportionssans, evne og vilje til at lytte til andre menneskers synspunkter. Lederskribenten her føler sig fristet til at citere sin gamle, afdøde fars tilbagevendende kommentar, når medmennesker af den ene eller den anden grund bevægede sig ud ad en tangent: "Har de ikke andet at gå op i?!?" Det er måske dér, problemets rod ligger.

Ringkøbing-Skjern

Kram til alle i uniform fra mor og far, da 20-årig blev fundet i live i vandet på Ringkøbing Fjord

112 For abonnenter

Der gælder ingen promilleregler for små både

Ringkøbing-Skjern

Efter timelang eftersøgning: Helikopter finder ung sejler i god behold i vandet

Ringkøbing

Slut med sygedagpenge: Jobcentret siger stadig nej til kræftramte Hilde

Annonce