Annonce
Danmark

Tyngdekraften gjaldt i sidste ende også for Løkke

Så gik den ikke længere. Lars Løkke Rasmussen løb tør for line og måtte trække sig. Kaosset fylder lige nu i Venstre, men historiebøgerne vil være den væltede formand nådig. Nu venter alle på, at Jakob Ellemann-Jensen træder frem på scenen. Tiden vil vise, om han reelt også repræsenterer en ny start for Venstre.

Med forbehold for, at det er Løkke, vi taler om. De ord har jeg - i forskellige variation - hørt gentaget igen og igen, når jeg har talt med baglandskilder i Venstre de seneste uger. Belært af erfaring har ingen turde dømme den nu detroniserede formand ude.

Lars Løkke Rasmussen er blevet kendt som politikeren med ni liv. Hvis ikke flere. Bilagssager, 3GI, partibetalt undertøj og formandsopgøret i 2014 blot for at nævne nogle af de gange, hvor den tidligere, sundheds- og indenrigsminister, finansminister og statsminister har været dømt ude af de såkaldte politiske eksperter. Jeg selv inklusiv.

Gang på gang har Løkke bevist, at han er en politisk udbryderkonge. En regulær Houdini der har kunnet sno sig ud af de selv mest umulige situationer.

Måske var det en del af årsagen til, at han også denne gang forsøgte at gå op imod den politiske logik. Han havde jo modbevist den så mange gange før.

Men alt kommer til en ende, og de mange liv var brugt op. Også Løkke måtte falde på et tidspunkt - den politiske tyngdekraft gjaldt i sidste ende også for ham. Han sad til sidst alene på tronen kun omgivet af de få evigt loyale - bolværket var væk, da baglandets bondehær mobiliserede imod ham.

I teorien kunne Lars Løkke Rasmussen have valgt at insistere på at have fået sit mandat prøvet ved et ekstraordinært landsmøde, men det ville have været omsonst. Han ville have tabt, og det indså han på et tidspunkt mellem sent fredag aften og lørdag morgen. Havde Løkke forsat borgerkrigen i eget parti, ville hans eftermæle have stået ramponeret tilbage - med lørdagens beslutning om at trække sig, er det i nogen grad reddet.

Sådan ser det muligvis ikke ud nu, men personligt tror jeg, at historien vil være den tidligere statsminister nådig. Det er nemt at sige, at han burde have trukket sig allerede efter valget med de sidste ugers kaos frisk i erindring.

Det bliver en del af Løkkes eftermæle, at han som få har vist sig villig til at ofre stort set alt for at holde fast i magten, men med magten har han også udrettet store ting. Og når historiebøgerne skal skrives, vil det få en fremtrædende plads.

Opprioriteringen af kræftbehandlingen i Danmark og kommunalreformen er to eksempler - et andet er de mange arbejdsudbudsreformer, der har været med til at sikre vækst i dansk økonomi og dermed penge til velfærd.

Roen vil nu falde over Venstre, og folk vil stå i kø for at hylde både Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen. I politiske partier er de mest populære formænd altid de forhenværende. Og det er da også som om, Venstre blev ramt af et kollektivt vemod, da det stod klart, at man havde presset formanden og næstformanden til at trække sig.

Ikke at der var en ægte fortrydelse af spore. Oprørerne vidste, hvad de gjorde, og det var velovervejet. Men så alligevel. Hvad har vi gjort? Var det nu det rigtige? Hvad gør vi nu?

De første to spørgsmål er ligegyldige nu. Gjort er gjort. Men det sidste spørgsmål bliver Venstre nu nødt til at dvæle ved. De seneste uger har mest af alt handlet om, hvem man ikke ville have til at stå i spidsen for partiet. Baglandet har i noget mindre grad forholdt sig til, hvad der skulle komme i stedet for det eksisterende.

Jo, Jakob Ellemann-Jensen vil man have, og det langt overvejende sandsynlige er da også, at han nu vil byde sig til som partiets redningsmand. Men hvad så? Vil det dysfunktionelle Venstre forsvinde som dug for solen med det? Nej. Det er muligvis første skridt til, at fløjkampene kan lægges døde, men det er ikke gjort ved at skifte formand og næstformand.

Der er en kultur i Venstre, der skal ændres, hvis harmonien igen skal sprede sig. Særligt i folketingsgruppen. Træder Ellemann ind på scenen, må man formode, at han tager opgaven på sig og prioriterer den højt.

Og på papiret virker den tidligere miljø- og fødevareminister da også som rette mand til opgaven. Han har klogt forsøgt at holde sig på afstand af hanekampen mellem Løkke og Jensen, og det udgør i dag hans berettigelse som ny formand. Han er ren.

Men såfremt han bliver ny høvding i Venstre, bliver opgaven at bevise, at han ikke bare har holdt sig ude af magtkampene for at positionere sig som baglandets foretrukne alternativ, men at han reelt kan blive bærer af en ny kultur.

Afgørende bliver her, at han kan få resten af partiet til at sænke paraderne. En Troels Lund Poulsen, Søren Gade, Lars Christian Lilleholt og Louise Schack skal også lægge våbnene, hvis partiet skal kunne komme videre.

Men den tid den sorg. De næste dage bliver en lang hyldest af Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen. For sådan er politik - man taler pænt om de døde.

Annonce
Nu venter alle på, at Jakob Ellemann-Jensen træder frem som et bud på en ny formand. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Forskelsbehandling: For regeringen er staten vigtigere end børnene

Læserbrev: Regeringen har sammen med støttepartierne vedtaget, at der nu endelig skal sendes penge ud til de trængte børneinstitutioner. Det er også på tide, at vores børn og pædagoger får bedre vilkår. Dog sniger sig en forskelsbehandling ind, som gør det tydeligt for mig, at regeringen og “børnenes statsminister” er mere statens minister end børnenes. Pengene går kun til de offentlige institutioner. Så er du forældre til et barn og har valgt en anden pasning en statens - det kan være, fordi du vil have mindre digitalisering, en særlig kost eller et bestemt værdigrundlag - ja så er dine børn ikke ligeså vigtige for regeringen som dem i offentlig pasning. Regeringen vil med sit forslag sikre, at den statslige opdragelse i den offentlige pasning bliver bedre. Det er altså vigtigere for regeringen at sikre statens opdragelse af børnene end det er at sikre forældrenes frie valg. Nogle vil mene, at forældre selv kan betale for at vælge staten fra. Det gør de også. For mig er det vigtige barnet. Som skattebetaler vil jeg gerne, at skattekronerne går lige til alle børn - uanset hvor de er passet. Det handler om at sikre lige mulighed for alle forældre og alle børn. Det er frihed og børnevelfærd. At favoriserer offentlige institutioner er for mig et tydeligt tegn på en regering, der har mere fokus på staten end på barnet.

Ringkøbing-Skjern For abonnenter

Se listen - så mange er indskrevet på kommunens skoler: Flere folkeskoler med færre end 10 elever i 0. klasse

Annonce