Annonce
Kultur

25 år med 'Venner': Stadig den næstmest streamede serie på Netflix

- Det helt unikke ved ”Venner” er, at serien er så virkelighedsnær, men alligevel er den noget, der er lidt bedre end virkeligheden, siger cand.mag. i filosofi, dansk sprog og medier Merete Rostrup Fleischer. Foto: TV 2 Danmark

Hvis der er nogen, der har en stor vennekreds, er det Ross, Rachel, Joey, Phoebe, Chandler og Monica. Den lille skare fra successerien ”Venner” har fans over hele verden, og mange føler sig tæt forbundet til de seks fiktive figurer. I denne måned er det 25 år siden, serien for første gang løb over alverdens tv-skærme.

Det er umuligt ikke at trække på smilebåndet, når nogen nævner ”Venner”. Minderne vælter frem fra de morsomme stunder, hvor Ross og Rachel kaster sig ind og ud af den komplicerede kærlighed, mens Monica og Chandler til en begyndelse skjuler deres forelskelse, for så at springe frem og blive gift og alt det dér.

Og så er der jo selvfølgelig Joey og Phoebe. De to tosser, der cirkulerer rundt i hver deres verden, men som stadig er en slags lim, der holder dem alle sammen sammen.

Egentlig var der ikke meget, som tydede på, at ”Venner”, der havde verdenspremiere på den amerikanske tv-kanal NBC 22. september 1994, skulle blive så massiv en succes.

Serien var - som så mange andre komedieserier på den tid - en morsom lille sag med afsnit på godt 20 minutter. I det her tilfælde om seks venner, der bruger det meste af deres tid i et par lejligheder på Manhattan eller på kaffebaren Central Perk - lige ved siden af Central Park.

Men da ”Venner” sluttede efter 10 sæsoner i 2004, var det med skyhøje seertal og mere end 130 lande, der så med. Ross, Monica, Chandler, Phoebe, Joey og Rachel var flyttet ind i alverdens dagligstuer. Både i husalteret og rent mentalt.

- Det helt unikke ved ”Venner” er, at serien er så virkelighedsnær, men alligevel er den noget, der er lidt bedre end virkeligheden, siger cand.mag. i filosofi, dansk sprog og medier Merete Rostrup Fleischer, som netop har oversat den amerikanske forfatter Kelsey Millers bestsellerbog ”Venner - I’ll be There for You”:

- Serien formåede fra første øjeblik at afspejle seks meget forskellige typer, og vi kan som publikum genkende et eller andet fra os selv i dem. De bor alle sammen i lidt mere lækre lejligheder på Manhattan, end unge mennesker har råd til, og de er som personer også lidt flottere, sjovere eller mere skøre end vores rigtige venner. Derfor viser de noget, der er opnåeligt, men alligevel lidt federe end hverdagen.

Generation uden retning

Genkendeligheden hos de seks venner hænger også sammen med, at de i 1994 repræsenterede en ny generation i tv-serieland.

Generation X var de unge, der i 1990’erne havde svært ved at finde en retning i livet, selvom de rent faktisk var i midten af 20’erne. Deres forældre var travlt optagede af at realisere sig selv, og det betød, at de nye unge blev senere gift, end man førhen havde oplevet, og samtidig så de en stor værdi i at hænge ud på den lokale kaffebar og sludre om løst og fast.

Fuldstændig som Ross, Rachel, Joey, Monica, Phoebe og Chandler gør i hovedparten af de 236 afsnit, der er af ”Venner”.

- Serien handler om den periode i dit liv, hvor dine venner er din familie. Og dette er nærmest kun blevet endnu mere udtalt i dag. Denne periode bliver længere og længere, og set i det lys formår ”Venner” også at være et stærkt generationsportræt, der rækker frem i tiden, siger Merete Rostrup Fleischer.

Samtidig var ”Venner” et nybrud med måden, man fortalte tv-serier på op til midten af 1990’erne. Serien er en såkaldt ”sitcom” - altså situationskomedie - og her havde man en amerikansk tradition for en enkel fortælling med en tydelig hovedperson, som en masse bipersoner så bakkede op. Det ændrede ”Venner”.

- Der er ingen hovedperson i ”Venner”. Tværtimod er det et ensemble-cast, og præmissen var, at vennerne skulle kende hinanden godt og skabe et bånd. Også uden for serien. Jennifer Aniston, David Schwimmer, Courteney Cox, Matt LeBlanc, Lisa Kudrow og Matthew Perry skulle være venner, ligesom Rachel, Ross, Monica, Joey, Phoebe og Chandler er i serien.

- De blev rystet sammen, og det skabte en kemi, som afspejlede sig i afsnittene. De blev meget tætte, og derfor forhandlede de også sammen, hvis de eksempelvis skulle have lønforhøjelse. Det skulle være ens for alle, fortæller Merete Rostrup Fleischer.

Lange historier i kort format

Nu kunne man selvfølgelig indvende, at ”Venner” bare er noget nostalgifnidder for alle, der var unge i 1990’erne, og som husker herligheden i et lyserødt skær. Men det er ikke rigtigt.

For faktisk er serien her 25 år efter urpremieren den næstmest streamede serie på Netflix overhovedet. Og de, der ser serien mest, er folk i 20’erne, som altså formentlig ikke har siddet og kigget med, da ”Venner” blev sendt på tv for første gang.

- Min egen søn er 21 år, og han er meget optaget af Chandler og Joeys kemi. Det er sådan et venskab, man gerne vil have, har han forklaret mig, siger Merete Rostrup Fleischer, og hun bakkes op af Tore Rye Andersen, der er lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet og forfatter til bogen ”Serier”:

- Grunden til, at ”Venner” stadig er så populær, er, at den helt banalt bare er virkelig god. Der findes mange serier, man ikke vender tilbage til, men man vender tilbage til ”Venner”, fordi den er så velskrevet, og fordi morsomhederne sidder lige i skabet hver eneste gang. Desuden benytter den sig af hyppige gentagelser og refræner, som fans kan grine af igen og igen.

- Alle, der har set serien, forstår jo, hvad det vil sige, når man er ”on a break”, som Ross og Rachel er undervejs, og det er med til at skabe en identifikation hos seerne i generation efter generation, siger Tore Rye Andersen og forklarer, at selv om skuespillernes fællesskab er sublimt, er det især fortællingen i ”Venner”, der stadig stråler den dag i dag:

- Der er mange lange historier i serien, selv om det er korte afsnit. Ross og Rachel er en lang kærlighedsfortælling, men man behøver ikke se alle afsnit for at følge med i den. I modsætning til moderne serier som ”Game of Thrones” og ”Mad Men” placerer ”Venner” sig et sted imellem den nye og den gamle episodebårne fortælletradition.

- I dag skal man ofte se det hele i en serie for at forstå, hvad der foregår, men med ”Venner” kan man både få noget ud af at se det hele og kun en lille smule.

Ægte følelser

Selv om ”Venner” altså er opskriften på en succes, der bare bliver ved med at udvide sit repertoire, så har serien også mødt kritik her i vores mere moderne tider. For nok er fortællingen om de seks kammesjukker i New York blevet oversat til 40 sprog og har fået bunkevis af priser og ikke mindst sprogroser for at lære unge over hele verden bedre engelsk, men den er også blevet skoset for at være for gammeldags.

Mange har således peget på, at ”Venner” i bedste 90’er-ånd gør grin med tykke mennesker, mens vennegruppen håner Ross for at være et intellektuelt væsen, som de kun har pruttelyde tilovers for, når han begynder at tale om sit forskningsområde inden for palæontologi.

- ”Venner” træder mange over tæerne. Derfor har serien også fået kritik, men man skal nu ikke tage den alt for alvorligt. Langt de fleste personer i serien - inklusive alle hovedpersonerne - er mere eller mindre karikerede, og på den måde er serien egentlig ganske demokratisk i sin latterliggørelse. ”Venner” er tidstypisk i nogle af de ting, den gør grin med, men samtidig også virkelig nærværende.

- De seks personer i serien er næsten som vores egne venner, og som seer skaber man et bånd til dem, som vi ellers normalt ikke ville skabe til folk på vores tv, siger Tore Rye Andersen og forklarer, at alle, der følger Joey, Chandler, Rachel, Monica, Phoebe og Ross, indgår i et parasocialt forhold til dem:

- Rachel og Ross kender ikke os, men vi kender dem. Som seere har vi nok brugt flere timer med vennerne i ”Venner” end med vores egne venner, og derfor reagerer vi også med ægte følelser i forhold til dem. Det gør, at serien bliver siddende i os, men spørgsmålet er selvfølgelig, om ”Venner” stadig er lige så populær om 25 år? For det kan jeg sådan set godt have min tvivl om, eftersom det er ret små problemer, der løses i serien.

- De kommende generationer vil formentlig ikke kunne spejle sig i et liv uden forpligtelser, fordi de står over for helt andre, globale udfordringer.

Omvendt tror oversætter og cand.mag. i filosofi, dansk sprog og medier Merete Rostrup Fleischer, at ”Venner” stadig vil være noget, man ser om et kvart århundrede:

- Der er en hverdagsflugt i serien. ”Venner” er en slags trøstespisning og et sted, hvor man ved, at man gerne må grine. Uanset hvordan verden ellers opfører sig.

Annonce
- Noget af det, der var med til at gøre serien til det fænomen, den blev, var, at den blev sendt inden streamingtjenesternes indtog. Det betød, at forventningerne blev bygget op fra uge til uge, hvor man på arbejdspladsen eller i privaten talte om, hvad der mon ville ske i næste afsnit. Det skabte et fællesskab. Man talte med sine venner om serien, ligesom de seks venner sidder og snakker sammen på skærmen.

Tore Rye Andersen, lektor, Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet, forfatter til bogen ”Serier”

Tre fun facts om "Venner"

1 Ottende sæson blev den mest sete i seriens historie. Den kom kort efter terrorangrebet mod World Trade Center 11. september 2001, og mange amerikanere søgte hen imod ”Venner” som en slags sjælefrelse.

2 Seriens arbejdstitel var ”Insomnia Café”. En anden titel, der var i spil, var ”One of Six”.

3 Joey skylder Chandler virkelig mange penge. En optælling har vist, at med alt det, Joey låner af sin bofælle igennem de 10 sæsoner, skylder han ham 120.760 dollars. Det svarer til godt og vel 817.000 kroner.

Eksperternes yndlingsrolle i ”Venner”

Tore Rye Andersen, lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet og forfatter til bogen ”Serier”:
- Ross. Han er klumpedumpet, men samtidig én man virkelig holder af. Hvor Joey er irriterende bøvet og Chandler lidt for rap i replikken, er Ross en velbegavet antihelt. Man græmmes både ved ham og med ham, og så føler man virkelig stærkt for ham hele vejen igennem serien.


Merete Rostrup Fleischer, cand.mag. i filosofi, dansk sprog og medier og oversætter af den amerikanske bestseller ”Venner - I’ll be There for You”:
- Phoebe er min yndling. Hun formår at have det skæve blik på verden fra første til sidste afsnit, og hun siger, hvad der falder hende ind.

- Serien formåede fra første øjeblik at afspejle seks meget forskellige typer, og vi kan som publikum genkende et eller andet fra os selv i dem, siger cand.mag. i filosofi, dansk sprog og medier Merete Rostrup Fleischer. Foto: TV 2 Danmark
- Min egen søn er 21 år, og han er meget optaget af Chandler og Joeys kemi. Det er sådan et venskab, man gerne vil have, har han forklaret mig, siger cand.mag. i filosofi, dansk sprog og medier Merete Rostrup Fleischer. Foto: TV 2 Danmark
- Som seer har vi nok brugt flere timer med vennerne i ”Venner” end med vores egne venner, og derfor reagerer vi også med ægte følelser i forhold til dem, siger Tore Rye Andersen, der er lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet. Foto: TV 2 Danmark
Alle, der har set serien, forstår jo, hvad det vil sige, når man er ”on a break”, som Ross og Rachel er undervejs, og det er med til at skabe en identifikation hos seerne i generation efter generation, siger lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet Tore Rye Andersen. Foto: TV 2 Danmark
- Grunden til, at ”Venner” stadig er så populær, er, at den helt banalt bare er virkelig god. Der findes mange serier, man ikke vender tilbage til, men man vender tilbage til ”Venner”, fordi den er så velskrevet, og fordi morsomhederne sidder lige i skabet hver eneste gang, Tore Rye Andersen, der er lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet. Foto: TV 2 Danmark
- Der er ingen hovedperson i ”Venner”. Tværtimod er det et ensemble-cast, og præmissen var, at vennerne skulle kende hinanden godt og skabe et bånd. Også uden for serien. Jennifer Aniston, David Schwimmer, Courteney Cox, Matt LeBlanc, Lisa Kudrow og Matthew Perry skulle være venner, ligesom Rachel, Ross, Monica, Joey, Phoebe og Chandler er i serien, siger cand.mag. i filosofi, dansk sprog og medier Merete Rostrup Fleischer. Foto: TV 2 Danmark
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce