Debat

Trump til Danmark: USA har ændret sig – og det har omstændighederne omkring et præsidentbesøg også

Da jeg var barn, var USA det forjættede land. Jeg dagdrømte om at bo på den anden side af Atlanten – i det land, hvor alt var muligt, og hvor de store drømme så ud til at kunne indfries lettere end noget andet sted i verden.

Som ung fik jeg heldet med mig i min karriere som musiker. Mine bandkammerater og jeg greb chancen for at prøve at bo i Guds eget land bød sig, og undervejs boede vi – naturligvis – i både New York og Los Angeles, der er USA’s to kulturelle hovedstæder.

Vi udlevede vores hedeste drømme, og USA levede i dén grad op til forventningerne. Alting var større, vildere og sjovere derovre, og de indtryk, jeg fik af landet, dengang for fire årtier siden, vil for evigt være indprentet i min hukommelse.

Det slægtskab, jeg føler med amerikanerne, tror jeg, er det samme, som mange danskere føler. Der er en enorm størrelsesforskel mellem de to lande, og mens Danmark er verdens ældste monarki, har USA til stadighed en forholdsvist kort historie bag sig. Ikke desto mindre har vi både historisk og på den værdimæssige front stået tæt sammen, og i fællesskab har vi kæmpet for demokratiet, for ytringsfriheden og menneskerettighederne.

Det er to lande, som begge er gået i krig for deres frihedsidealer, og som på hver deres måde repræsenterer menneskets ret til at være dén, man nu engang er. USA er blandt vores vigtigste allierede, og den gensidige forståelse og respekt de to lande imellem har altid skinnet tydeligt igennem, når landets skiftende præsidenter – Bill Clinton, George W. Bush og Barack Obama – gennem årene har aflagt vores land et besøg.

De seneste år har USA imidlertid forandret sig med en hastighed, som de færreste havde kunnet forudse.

Det begyndte egentlig inden valget af landets nuværende præsident, men med Trump i det Hvide Hus har USA’s skyggesider taget over som det, der mere end noget andet definerer landet: Masseskyderier. Ekstrem social ulighed. Slet skjult racisme. Separation af indvandrerfamilier. Et sundhedsvæsen, der målrettet går efter at tjene styrtende med penge på borgernes svigtende helbred. En isolationistisk udenrigspolitik med større forkærlighed for Rusland og Nordkorea end de trofaste vestlige allierede.

Som den demokratiske præsidentkandidat Pete Buttigieg har udtrykt det, har republikanerne transformeret frihedsbegrebet, så det for den amerikanske højrefløj ikke længere handler om friheden til at forfølge sine drømme og være den, man er. I stedet handler det om alt det, man gerne vil være fri for – såsom skatter, afgifter, indvandrere, våbenlovgivning, særlige minoritetsrettigheder og så videre.

Selvom Trump og hans republikanske følgesvende og millioner af fans ikke bør få lov til endegyldigt at definere USA, er det blevet svært at holde fast i troen på den såkaldte amerikanske drøm.

Som CNN’s Fareed Zakaria har påpeget, er den amerikanske drøm faktisk nemmere at realisere i Skandinavien end i USA, takket være den markant større sociale mobilitet, vi kan bryste os af på disse kanter.

Ikke mindst derfor er min ungdoms udlængsel og fascination af USA blevet udskiftet med en udpræget stolthed over at kunne kalde mig dansker. Jeg er glad for at bo i et land, hvor en kvindelig statsminister står i spidsen for den grønneste regering nogensinde. At vi holder fanen højt i kampen for at beskytte ytringsfriheden, pressen og vores individuelle rettigheder såvel som de kollektive rettigheder for seksuelle og etniske minoriteter. At vi bevarer den gensidige respekt for hinanden, selv når vi er uenige.

Når Trump den 2. og 3. september kommer til Danmark, er det således ikke ligefrem en forbilledlig amerikansk præsident, vi får på besøg. Det er ikke med stolthed, at vi kommer til at betragte Trump i samme rum som Dronning Margrethe ved den stort anlagte statsmiddag, og mødet mellem Donald Trump og Mette Frederiksen vil ikke være et møde mellem to statsledere, hvor det værdimæssige overlap vil være udslagsgivende.

Både Dronningen og Mette Frederiksen har derfor en opgave på vegne af hele den danske befolkning: De skal plante et frø, der kan spire i hjertet på Trump og hans følge på over tusind personer.

Vi ved, at vi i den internationale diplomatiliga er en David, der er oppe mod Goliat. Men vi er nødt til at gøre vores til, at USA genopfinder sig selv og finder tilbage til fordums generøsitet, ansvar og åbenhed over for resten af verden.

Der skal på ny etableres en respekt for andre mennesker og anderledes tænkende i USA. For seksuelle og etniske minoriteter. For raske såvel som syge personer, der har behov for et sundhedsvæsen, der er til for at hjælpe dem, frem for at tjene penge på dem.

Det er ting, vi har herhjemme, og som vi betragter som en selvfølge – men som man bestemt ikke kan tage for givet i dagens USA.

Christian Have
0/0
Annonce
Forsiden netop nu
Skjern

HydraSpecma investerer i ny fabrik og svensk hovedkontor

Vestjylland

Nørre Vosborgs sensommermarked har vokseværk

Skjern

Følg med fotografen i marken: Hvad kornet gemte på

Navne For abonnenter

Slut efter 46 år i den kommunale verden: Nu tager jeg et fjolleår

Leder For abonnenter

Dagbladet mener: Vis lidt respekt for - og på - kirkegårdene

Et instagram moment finder man på Bispebjerg Kirkegård, når de japanske kirsebærtræer blomstrer. Så hippe er de lyserøde selfies, at de er nævnt i dagbladet Politikens 'ultimative byguide til nye studerende', som advarer om, at man får travlt i trængslen: "Du er langt fra den eneste, der fifler med at skrive #sakura på din telefon, og det tager tid at sikre det helt rigtige stoiske smil, når du skal fange dit hoppebillede", hedder det i avisens anbefalinger. Kirkegårde er åbne for alle, ikke kun for de sørgende. Men roen og gravfreden er nogle steder ved at blive overdøvet af selfies, solbadning og udflugter med det hele. For tre år siden gik det helt galt, da en to-dreng legede gemmeleg med sine forældre på Vestre Kirkegård i København: En gravsten faldt ned over drengen, som døde. Ulykken har betydet, at kirkeministeriet og arbejdstilsynet har krævet sikring af kirkegårdenes gravmonumenter. Ikke nogen billig øvelse - og økonomi er da også begrundelsen for, at menighedsrådet i No har besluttet at nedlægge sit lapidarium - stedet, hvor sten fra nedlagte grave står opbevaret. Hvis efterladte ikke inden årets udgang har bedt om at få udleveret sløjfede sten, vil de blive sendt til knusning, lyder det på et opslag ved kirken. Det er vel ikke helt urimeligt at spørge, om et enkelt tragisk dødsfald virkelig behøver at føre til destruktion af kulturarv, fordi menighedsråd føler sig økonomisk presset af sikkerhedskrav. Sikkerhedskrav, som vel at mærke ikke ville være nødvendige, hvis folk kunne færdes med helt almindelig pli på kirkegårdene. Det vil sige uden at tumle larmende omkring mellem - eller for den sags skyld på - gravstenene. Kirkegårdene er for både de døde og de levende. Førstnævnte gruppe tager formentlig både selfies og solbadning i stiv arm, men der er alle gode grunde til, at de levende gør sig klart, at kirkegårde er steder, hvor der først og fremmest skal være plads til ro og fordybelse. Hvis det var udgangspunktet for alle kirkegårdsbesøg, ville der næppe være brug for den helt vilde sikring af gravstenene, og vi ville kunne bevare den kulturhistorie, som stenene er enestående eksponenter for. Det er sten med sjæl - og det vil være blodig synd, hvis de skal ofres for ussel mammon og sjælløs mangel på respekt.

Kultur

Venskab og oplevelser for livet: Ringkøbinggarden i træningslejr i Kloster

Ringkøbing-Skjern For abonnenter

Agterlanternen Svend kunne se frem til en lang dag med lidende ultraløbere

Erhverv

Nu får Bente og Niels mere frihed: Købmandsparret i Stadil lukker butikken

Ringkøbing-Skjern

100 svedende hårde kilometer: "Spændende rejse" ventede 80 ultraløbere på vej Ringkøbing Fjord rundt

Annonce