Annonce
Vestjylland

Trods fremgang kræver banken sine penge tilbage fra badehotel: Beder borgere om lån på 500.000 kroner

Brødrene Oliver og Nick Mogensen, der forpagter badehotellet i Vedersø, beder nu borgerne om hjælp til et lån. Arkivfoto: Morten Stricker
Banken har sagt stop og vil have forpagterne på badehotellet i Vedersø til at indfri kassekreditten. Nu søger forpagterbrødrene hjælp blandt områdets lokale borgere i et forsøg på at redde hotellet.

Vedersø: "Vi er desværre i den situation, som mange andre i den mere tyndt befolkede del af Danmark, at finansiering af alt fra huskøb til virksomhedsdrift er vanskeligt".

Sådan indleder forpagterne af Vedersø Klit Badehotel det brev, der i starten af sidste uge er blevet sendt ud til husejere i området omkring det over 90-år gamle badehotel.

Badehotellet er af banken blev bedt om at indfri den kassekredit, som blandt andet hotellets støtteforening i sin tid var med til at etablere. Det har betydet, at den fortsatte finansiering af hotellets drift og udvikling nu må gå udenom bankerne. Derfor har forpagterne bedt borgerne om hjælp til et netværkslån:

- Da hotellets historik gør det nærmest umuligt at skaffe finansiering via bankerne, er vi nødt til at spørge jer lokale om hjælp. Vi søger derfor – gennem et netværkslån – en finansiering på 500.000 kroner, der, som et hvilket som helst andet lån, betales tilbage med rente indenfor en given periode til långiverne, skriver forpagterbrødrene Nick og Oliver Mogensen i brevet til borgerne.

Pengene fra netværkslånet skal gå til drift og udvikling af hotellet.

Hotellet har ifølge Oliver Mogensen haft en vækst på 40 procent fra 2018 til 2019.

Annonce

Støtten

Vedersø Klit Badehotel har med skiftende forpagtere flere konkurser i rygsækken. Hotellet, der sidste år fik nye forpagtere, havde sidste år et underskud på lige knap en million kroner, men det forventes at give et overskud i 2020.

Hotellet har fra 2016 til marts 2019 haft årlig økonomisk støtte fra hotellets tidligere støtteforening. Her bidrog cirka 116 husstande hver med 2000 kroner om året - mod at medlemmerne fik en række fordele og rabatter.

Da støtteforeningen i marts lukkede ned oprettede forpagterne en ny sponsoratordning, hvor håbet var, at flere af de tidligere medlemmer ville fortsætte deres økonomiske støtte til hotellet. Det er dog "kun" lykkedes at få 20 sponsorer ind - hvoraf de fleste støtter med samme 2000 kroner om året, som tidligere.

Fordi vi har lyst

Netværkslånet, som er et af de initiativer brødrene nu sætter sin lid til, er et forsøg på at få økonomien til at hænge sammen. Indtil videre er der samlet 18.000 kroner ind ud af de 500.000 kroner, som forpagterne efterspørger lån på.

- Vi er optimistiske omkring det. Vi tror på, at civilsamfundet må hjælpe os igennem. Der er ikke ligefrem udsigter til, at vi kommer til at køre i store BMW'er med det her - vi driver det fordi, vi har lyst - ikke fordi det giver mange penge. Og vi mener, vi er med til at gøre Vestjylland til et federe sted - og skabe noget aktivitet i sommerhusområderne. Det er dén mission, der får os ud af sengen hver morgen, siger Oliver Mogensen, der slutter brevet til de lokale borgere således:

"Vi gør alt, hvad vi kan for at skabe en rentabel virksomhed på trods af, at oddsene imod os. For at det kan lykkes, er vi nødt til at have jeres hjælp."

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

De små snublesten - og det brændende spørgsmål til dig, der skændede gravstenene

Når du læser disse linjer, er jeg på vej mod Berlin. Engang Hitlers heilende nazi-inferno af en by. Senere en delt by, hvor murens iskolde zigzag-ar adskilte familier og venner. I dag en hjertelig og åben by, som - parallelt med alt det sprudlende og sjove - hele tiden minder verden om fortidens grusomheder. Berlin er byen, hvor mange tusinde Stolpersteine, snuble-sten, sætter små messing-mindesmærker i fortovene. Hver eneste sten er et minde over ét af de myrdede ofre for nazisterne. Messingstenene ligger foran de huse, hvor ofrene boede. På dem står der meget lidt og forfærdeligt meget: Et navn. En fødselsdato. En deportationsdato. Stedet for mordet: Auschwitz, Neuengamme, Sachsenhausen eller hvad dødsfabrikkerne ellers hed. Også på andre måder minder Berlin og Tyskland hele tiden sig selv og os andre om det, der aldrig må glemmes og aldrig må gentages. Som i den 19.000 kvadratmeter store 'skov' af betonsøjler, der er rejst tæt ved Brandenburger Tor til minde om de myrdede jøder. Som på Gleis 17 på S-bahnstation Grünewald - perronen, hvorfra nazisterne deporterede deres ofre direkte til udryddelseslejrene. Som i det jødiske museum, hvor arkitektur og udstilling i forening gør den besøgende svimmel og kvalm. Som gennem sporene efter Berlinmuren; spor, som man igen kun ser, hvis man kigger ned på fortovet netop der, hvor zigzag-arret er markeret. Over gadeplan er Øst- og Vestberlin i dag mange steder svære at skelne fra hinanden. Det samme er vi mennesker, når vi kigger ordentligt på hinanden. Er du jøde, asatroende eller grundtvigianer? Buddhist? Missionsk? Muslim? Katolik? Ateist? Hvad du end tror eller ikke tror på; uanset din hudfarve og din herkomst - så er du et menneske. Du skal behandles som ét, ligesom du skal behandle andre som netop det, de er: Mennesker. Tysklands mange 'Denkmahls' holder erindringens sår åbne for de, der tør røre ved dem. Når jeg om lidt går rundt i Berlin, vil jeg som altid kigge ned mod snublestenene i respekt for dem, der blev myrdet. Når jeg ser op igen, ville jeg gerne - ansigt til ansigt - møde ét af de mennesker, der valgte at markere Krystalnatten ved at skænde jødiske gravsten med maling og klistre nazistiske jødestjerner på postkasser. Dybest set har jeg bare ét spørgsmål: Hvorfor?

Annonce