x
Annonce
Ringkøbing-Skjern

Trine Ørskov vidste ikke, at moren var kandidat til stilling

- Jeg har tillid til, at lederne besætter stillinger ud fra de rammer, som politikerne udstikker, siger Trine Ørskov. Arkivfoto: Jørgen Kirk

RINGKØBING-SKJERN: Mens Trine Ørskov tirsdag eftermiddag diskuterede med Bjarne Svendsen, om der skulle ansættes tre distriktsledere på det specialiserede område eller ej, vidste hun ikke, at hendes egen mor var kandidat til at få den ene stilling.

- Det er fuldstændig rigtigt, at der var lagt op til tre stillinger. Det er det, vi hele tiden er blevet orienteret om. Da vidste jeg ikke, at hun var kandidat til stillingen. Som politikere sætter vi rammerne, og så skal lederne i forvaltningen udsætte retningen, siger Trine Ørskov.

Familien er i den specielle situation, at mens Trine Ørskov er politisk ansvarlig for børne- og familieområdet, er hendes mor ansat som afdelingsleder i en af de afdelinger, som Trine Ørskov har det politiske ansvar for. Det er familien bevidst om at holde fuldstændig adskilt.

- Jeg gør mig enormt umage med kun at bevæge mig på det politiske niveau. Det er ikke en politisk beslutning, hvem der bliver ansat i stillingerne. Her har jeg ikke noget at skulle have sagt, fastslår Trine Ørskov.

Derfor har Trine Ørskov heller ikke været med til at nedsætte et ansættelsesudvalg, og hun ved heller ikke, hvem der sidder i det.

- Jeg har tillid til, at lederne besætter stillinger ud fra de rammer, som politikerne udstikker. Udgangspunktet er, at det er den bedst kvalificerede, der skal besætte stillingen, og det har jeg tillid til er foregået, siger Trine Ørskov.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ringkøbing-Skjern

Stemmer fra coronalandet: Såvejr, savn og mangel på svar

Leder For abonnenter

De hjælper bare for at hjælpe: Det er Danmark, når vi er bedst

Vi har jo oplevet anmeldere, der er kommet galt afsted ved at mene noget om bøger, de ikke har læst, og om koncerter, de ikke har hørt. Derfor denne varedeklaration: TV2’s ”Danmark står sammen” blev først sendt efter, at denne avis gik i trykken. Alligevel siger vi: Hvor var det godt. Det handlede nemlig om Danmark, når det er bedst, og om de danskere, der er bedst. Dem, der uden kold kalkule gør noget for deres medborgere. Vi har dem også til hverdag. Hundredtusindvis af frivillige i foreninger og socialt arbejde, men nu popper endnu flere op. Allermest selvfølgelig vores helte i sundhedssektoren suppleret af de tusinder af pensionerede læger og sygeplejersker, der sammen med medicinstuderende melder sig til tjeneste. De, der bringer mad til isolerede. Skolelæreren fra Varde, der kører rundt og hilser på sine elever. De, der arrangerer fællessang i baggårdene. Alle de, som på utallige måder hjælper bare for at hjælpe. Det er ikke bare godt. Det er også rørende, fordi det rammer lige i hjertet af det fællesskab, der trives i bedste velgående trods mange forfaldsmyter om, at vi lever i egoistiske tider. Og det er bare mere bevægende, når nogen gør og opnår noget sammen, end når det sker hver for sig. Vi kender det også fra sport. Det er enestående, når Viktor Axelsen og Mads Pedersen bliver verdensmestre med ketsjer og på cykel, men det giver ikke rigtigt en klump i halsen og fugt i øjenkrogen. Det gør det derimod, når vores håndboldmænd går amok i glæde over at være blevet verdensmestre, eller for den sags skyld, når et hold fodbolddrenge skriger glæden ud over at have vundet deres kreds i den laveste række. Fordi de hver især har gjort deres yderste for at vinde noget sammen. Sådan er det i hvert fald for denne skribent. Formentlig har mange andre det på samme måde. Det rører hjertet, når vi gør noget sammen og for hinanden. Derfor var det et fremragende program, TV2 sendte i aftes om et Danmark, der står sammen.

Annonce