Annonce
Klumme

Trabanten har sin charme - det har dens tid ikke

Borgere i Vestberlin bød velkommen til deres naboer fra DDR i november 1989. De ankom i Trabant-biler til en ny tid. Arkivfoto: Fabrizio Bensch/Reuters/Ritzau Scanpix
Annonce

Udover at der aldrig er noget bøvl med den, så er der faktisk et andet gode ved at køre Skoda. Og det er, at man - i øvrigt meget sjældent efterhånden - støder ind i de gamle Skoda-vittigheder. Jeg ved godt, at skraber man lakken af, så står der Hansa-pils. At instruktionsbogen hedder Mein Kampf og at jeg kan fordoble brugtvognsværdien på den, hvis bare jeg fylder den helt op med benzin.

Tænk, hvis jeg havde kørt et helt andet mærke. Så havde jeg ikke fået de gode grin... Vittighederne er fra en tid, hvor verden var delt i øst og vest, og hvor planøkonomien i øst krævede, at der skulle skippes nogle biler til vest for at få fat i noget vestligt valuta. I denne måned er det 30 år siden, Berlinmuren faldt - og det er lige præcis Berlinmurens fald, denne søndagstanke handler om.

For nu har jeg prøvet det. For første gang nogensinde.

Jeg har været inde og sidde i en Trabant. Den lille bil, der blev symbolet på Berlinmurens fald, da der kørte tusindvis af dem fra DDR til vesten efter Berlinmurens fald. Nu var de frie - østtyskerne, og kunne tage hvorhen de ville. Og det gjorde de så. Bag rattet i automobilet, som var storsællert i DDR. Nu var der jo heller ikke så mange mærker at vælge imellem i DDR, men jeg er ret imponeret over den lille konstruktion. For det er jo så moderne at se positivt på alt. Så lad os lige tage alle bilsælger-argumenter frem: Man behøvede ikke at være bange for, at benzinmåleren gik i stykker. Benzinmåling foregår ved at man bare lige skal åbne motorhjelmen, finde den medleverede pind og stikke ned i tanken. Østtyskerne havde også fundet en forebyggende løsning på rustproblemer: Karrosseriet var i plast. Motorens størrelse gjorde, at det var vanskelig at overskride fartgrænser i utide, og størrelsen på bilen gav et usædvanligt nærvær mellem fører og passagerer. Forventningens glæde er ikke den ringeste, og her var der fuld valuta for østmarken. 10 års leveringstid - hvilket jo også gjorde, at en brugt Trabant kunne sælges til højere priser end en ny, så der var ingen risiko for at tabe på sin investering. Gennemsnitlig levetid for sådan en vogn var 28 år, så ingen bøvl med skrotningspræmie...

Jo, man kan finde en masse gode argumenter for en Trabant. Men hvis man ulejliger sig med at finde ud af, hvilke veje, den kørte på, og hvilken verden, den kørte i, så falder det gode humør med samme hastighed som Trabantens motor, hvis dens ejer havde glemt at blande olie i totakst-benzinen.

For da jeg sad her bag det, der med meget god vilje kan betegnes som et instrumentbræt, så fornemmede jeg hvor klaustrofobisk det egentlig måtte være at være DDR-borger - både på den ene og den anden måde. For når jeg tænker 30 år tilbage, så var jeg begyndt i skole. Det var der også jævnaldrende der gjorde i DDR. Men det var ikke ufarligt. For alle steder blev der lyttet og noteret. Noget så uskyldigt som at fortælle, hvad man lavede derhjemme, kunne opfanges af Stasi, og kunne sende en familie i store problemer. For hvis der blev snakket om noget derhjemme, som ikke var staten venligt stemt, så kunne det ende galt i en verden uden nåde. Små gryder har også ører. Stasi var en stor og kogende gryde, som man kunne ryge ned i.

Da jeg kravlede ud af den lille bil med den knap så komfortable benplads, stillede jeg igen det spørgsmål, som jeg har gjort i forbindelse med jubilæet for Berlinmurens fald: Er det virkelig sket i min tid?

Er det virkelig sket i min tid, at et system i den grad har undertrykt mennesker? Som har spærret sin egen befolkning ind for at beskytte sig selv?

Svaret er et klart og lysende JA! Det er sket i en en tid, der har 37 år på kilometertælleren.

Jeg tror ikke at jeg er den første, der har stået med den fornemmelse. For verden har det med at blive desillusioneret når den trygge guldramme med det idylliske billede krakelerer, og der under lagene er nogle helt andre nuancer. Og selvom en tid kommer på afstand gennem årene, så er der ikke langt til den, når man selv har været til stede i den tid.

Når jeg ser ud i verden fra min lille udkigspost her i Vestjylland, så ser jeg stadig en verden, der er delt. Ikke bare med mure, men også mellem mennesker. Jeg kan stikke nåle i verdenskortet, hvor jeg ved, at mennesker undertrykkes. En mur blev væltet. Nye blev bygget. Historien lærer os, at menneskeheden aldrig bliver klogere, og at det er de samme fejl, som bliver gentaget af nye generationer.

Hvad kan vi gøre ved det, vil vi resignerende spørge?

Måske er svaret lige så enkelt som Trabantens konstruktion. Måske skal vi stille det samme spørgsmål, som dukker op 30 år efter Berlinmurens fald - nu bare opdateret til nutidsform:

Sker det virkelig i vores tid?

Journalist Christian Baadsgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Kurt fra Holmsland gjorde det: Hole-in-one i strid vestenvind

Annonce