Annonce
Udland

Topmøde i EU: Plan for økonomisk nødhjælp udskydes to uger

François Walschaerts/Reuters
EU-præsident Charles Michel siger, at værktøjer skal benyttes på det rette tidspunkt.

Det var en "intens politisk debat", og den endte uden det ønskede resultat for de EU-lande, som savner akut nødhjælp til økonomier i frit fald som følge af coronakrisen.

EU's stats- og regeringschefer kunne ikke enes om slagkraftige finanspolitiske greb, da de torsdag tilbragte en lang aften sammen - forbundet via videokameraer, computere og skærme.

En pakke af initiativer, der skal imødegå de alvorlige økonomiske følger af coronavirus, skal udarbejdes af eurozonens finansministre "i løbet af to uger".

Det skriver stats- og regeringscheferne i en fælles erklæring. Det, at de faktisk udsendte en fælles erklæring, endte som en slags succes, da der længe var tvivl, om landene kunne enes om en sådan.

Finansministrene i Eurogruppen forsøgte tirsdag aften at blive enige om finanspolitiske tiltag. Det kunne de ikke.

Derfor blev det en lidt længere torsdag aften for Mette Frederiksen og de øvrige stats- og regeringschefer.

Undervejs i mødet antydede Italiens premierminister, Giuseppe Conte, en slags krise, da han lidt utraditionelt kom med en offentlig udmelding, om at han ville nægte at tilslutte sig en fælles tekst, hvis ikke han fik sin vilje.

Italien er det EU-land, der er værst ramt af coronavirus med flest døde og smittede.

Som vanligt, når det gælder Eurogruppen, var der en splittelse mellem nord og syd i forhold til, hvilke finanspolitiske tiltag landene er klar til at benytte.

Landene i nord er imod de såkaldte coronaobligationer, som er en fælles gældsudstedelse, der skal holde hånden under de hårdest ramte økonomier.

Det udelukkede både Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og den hollandske premierminister, Mark Rutte, efter mødet.

Nogle EU-lande ønsker fleksible lån fra EU's redningsfond (ESM), og Italien, Spanien og andre lande i syd har krævet, at de lån skal udstedes uden betingelser.

Det kan Holland ikke acceptere, gentog Rutte efter videomødet torsdag. Han kræver betingelser.

Merkel mener, at ESM er vejen, man bør forfølge i første omgang.

- Med ESM har vi, tror jeg, et kriseinstrument, som åbner op for mange muligheder, siger Merkel på en båndet briefing efter mødet.

EU-præsident Charles Michel påpeger, at man skal bruge værktøjerne, man har til rådighed, på de rigtige tidspunkter.

- Eurogruppen har drøftet forskellige forslag. ESM hører under disse. Vi har bedt Eurogruppen om at se nærmere på det, siger Michel og fortsætter:

- Det vigtige signal er, at alle medlemslande anerkender, at denne krise er exceptionel, og den kræver et meget stærkt svar, siger Michel.

EU-landene talte også om de sundhedsmæssige aspekter af coronavirus. Men i modsætning til de to topmøder i sidste og forrige uge, fyldte den økonomiske krise mere på torsdagens videomøde.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Jorden kalder: Det er nu, vi har pligt til at tænke nyt

Debat: Hvis vi vælger at se coronakrisen som et wakeupcall, hvad er det så for et budskab, planeten sender os? Og måske nok så interessant: Hvordan kan vi mennesker bedst lytte og tage ved lære? Alvoren gik for alvor op for de fleste af os anden uge i marts, og siden da har vi måttet vænne os til en ny virkelighed med skræmmende hast. Coronaen har ramt de moderne samfund og økonomier, hvor vi er allermest sårbare: Accelererende smittetal, dødstal - og ikke mindst arbejdsløshedstal, taler deres alt for tydelige sprog Jorden rundt. Vi vestjyder kan vælge at trøste os med, at vi bestemt ikke lever i den mest udsatte del af verden: Vores grundlæggende samfundsorden er uhyre stærk, vi er disciplinerede, og vi har i fællesskab bevist vores evne til at handle samlet og resolut. Uanset, at krisen uden tvivl bliver hård og omsiggribende, vender hverdagen i Danmark på et snarligt tidspunkt tilbage til noget, der ligner en normaltilstand. Samtidig bør vi dog også se coronakrisen som et wakeupcall, og gribe påskedagenes nedetid som en kærkommen anledning til at genoverveje, hvorfor vi i grunden lever og disponerer vores tid, som vi normalvis gør. Coronakrisen har ikke gjort hverken problemet med global opvarmning eller behovet for en gennemgribende, grøn omstilling mindre aktuelt. Til gengæld udstiller nedsmeltningen af arbejdsmarkedet på tydelig vis, hvor direkte vores moderne markedsøkonomi påvirker naturen omkring os: Allerede få dage efter nedlukningen af Danmark kunne man måle, hvordan luftkvaliteten i de større byer var blevet markant forbedret. Vi lever i et rigt og privilligeret samfund, hvor vi har alle muligheder for igen at få økonomien i gear og komme tilbage på fode. Men spørgsmålet er, om det ikke netop er nu, i takt med at staten pumper uhørt massive investeringer ud i samfundet, vi også har en forbandet pligt til at tænke nyt? Spørgsmålet er, om det ikke er nu, mens krisen kradser, vi skal lægge fundamentet til en anderledes grøn, og bæredygtig økonomi? Det er oplagt at initiere de nødvendige hjælpepakker, så de virker som en gigantisk gulerod til fremme af bæredygtig business. Samtidig må vi udvise det nødvendige mod til at svinge stokken, og afgiftpålægge fossil energi, i en grad hvor det virkelig nytter (og flytter) noget. Som Klimarådet har vist, er der ingen vej udenom ubehagelighederne, hvis vi for alvor ønsker at leve op til vores egne ambitiøse 70 procents-reduktionsmål. Lad os derfor i slipstrømmen på coronakrisen stå sammen og tegne konturerne af en grøn økonomi, hvor lokale fødevarer og serviceydelser - og i det hele taget ting, der bliver skabt lokalt - er relativt billigere, og dermed konkurrencedygtige. Selv om vi så hver især måtte få færre penge mellem hænderne, vil den reelle, oplevede købekraft stadig være formidabel. Personligt drømmer jeg om små velorganiserede lokalsamfund i landsbystørrelse, med alt fra smede og slagtere, til sygeplejersker og sjælesørgere -og ikke mindst den uundværlige drømmer og tosse; en hverdag, og en verden, hvor vi ikke behøver at flytte hverken os selv eller vores varer over vanvittige afstande, og fint har tid til at dyrke vores grøntsager, passe vores husdyr, og lære vores børn at lære verden at kende; måske gå på jagt, eller fiske lidt på fjorden. Tænk Dunbars antal, og overvej et øjeblik hvordan det kan gøres: Tænk dig et byrum, indrettet på vores børns, og ikke hverken bilernes, eller ejendomsudviklernes og realkredittens præmisser: Grønne rekreative arealer, med planter, insekter og liv, hvor der ellers bare er veje, asfalt og beton; snoede vandveje, og cykelstier og trailspor. Eltogene og de tilbageværende autostradaer så langt ude af byerne som muligt. Tænk dig tilsvarende samfundet indrettet til mennesker - ikke arbejdskraft og forbrugere - og hvordan det kan blive, den dag vi faktisk på alle niveauer bliver ansporet til at drømme og lege og finde på; hvor incitamentstrukturen tilgodeser selv de mindste små udbrud af virketrang og skaberlyst, og der er forretning i at konstruere tingene så gedigent og gennemtænkt, at de også holder og står om hundrede år. Tænk dig, at det er muligt at skabe en anstændig levevej som lokal skrædder, fordi systemet bonner de reelle omkostninger ved det stangtøj, vi ellers frejdigt har hentet hjem fra den anden side af kloden, og som nu med ét slag er ubetaleligt dyrt. Tænk dig, at det rent faktisk er muligt at leve af at reparere cykler i et lille hyggeligt værksted på havnen. Tænk dig, at dit eget surdejsbrød, bagt på mærkelige, lokale kornsorter, ikke bare er bedre, men også billigere end fabriksfremstillet bakeoff, hvor alle ingredienser skal trilles frem og tilbage over kontinentet i lastbil. Tænk dig, at det vrimler med små køkkener, hvor passionerede mennesker laver takeaway fra bunden, eller du bare kan slå dig ned ved et langbord - og hvor de folk, der sidder der i forvejen, gerne rykker sammen og kommer hinanden ved. Tænk dig, at det at pille Nordsø-rejerne i Marokko for at køre dem tilbage til Nordeuropa er lige så dyrt og besværligt, som det lyder absurd, og at vores husdyr må leve af lokale afgrøder, fordi idéen om at rydde regnskov i Sydamerika og sejle sojaen halvvejs rundt om Jorden er lige så omkostningstung, som den strider mod ethvert bæredygtighedsprincip. Tænk dig i det hele taget, at prisen for moderne, industrielt landbrug, og den ledsagende, og endnu mere sindssyge plantebeskyttelse, afspejler de miljømæssige konsekvenser én til én. Tænk dig, at genetisk modifikation er strafbart i samme grad som overtrædelser af patentlovgivningen, og krænkelser af kommercielle producenters ophavsret i øvrigt er det i dag. Tænk dig, at prisen på elektronik og plastic står i forhold til de blivende ar, minedriften og olieudvindingen efterlader på planeten; at olieselskaberne skal plante en hektar skov for hver tønde olie, de pumper op af undergrunden, og at mineselskaberne skal investere halvdelen af deres overskud i sociale projekter, der hvor de rekrutterer deres arbejdskraft. Tænk dig, at konkurrenceparameteret per excellence er at bruge mindst mulig energi og efterlade det mindst mulige impact på planeten - og nej - ikke bare baseret på noget så excentrisk gammeldags som etik og moral, men simpelhen fordi det er sådan, vi har valgt at konfigurere økonomien, og det er dét, der bedst betaler sig på både kort og længere sigt. Og mens du alligevel lader fantasien få frit slag, så tænk dig engang, hvor dejligt det ville være, at du ikke altid havde så f∙cking travlt, og evig og altid skulle tjekke din f∙cking telefon; at du var i stand til at unde dig selv lidt kreativ nedetid, kunne sove som et barn om natten, og vågne både veludhvilet og klar på en skøn, ny dag, med masser af heureka-øjeblikke og åbne muligheder. ... I virkeligheden alt det, der er indbefattet, når du forestiller dig paradislivet på en afsondret, tropisk ø - bare hér, hjemme i Naturens Rige, hvor årstiderne skifter, og vi kender og elsker hinanden, og hinandens mere eller mindre udtalte særheder. Jeg ville elske den hverdag - hands-on - ikke mindst fordi det, der trænger til forandring i vores moderne, naturfjerne hverdagsliv, er alt andet end vores dejlige naboer, horisonten og havet.

Erhverv

Destination Vesterhavet holder sommerhusene åbne i påsken: Så længe gæster opfører sig lige så godt som derhjemme

Annonce