Annonce
Danmark

Topchefer skal hjælpe regeringen med at tjene penge på grøn omstilling

Jens Bjørn Andersen fra transportvirksomheden DSV Panapina er en af de topchef, der skal hjælpe regeringen med at nå sit klimamål. Arkivfoto: Ritzau/Scanpix.
Når regeringen sætter topchefer ind som formænd i 13 klimapartnerskaber, er det for at sikre, at den grønne omstilling ikke bare løser klimaudfordringen, men også øger velstanden i Danmark.

Klima: Ingen ved, hvordan Danmark skal nå frem til at udlede 70 procent mindre CO2 om 10 år, som regeringen har bundet sig til. Ikke engang regeringen selv. Men for at finde en vej mod målet, indgår den nu 13 såkaldte klimapartnerskaber, hvor de rigtige tunge kanoner i dansk erhvervsliv kommer ind som formænd. Her skal de udpege andre, som skal indgå i partnerskaberne og tilrettelægge arbejdet for, hvordan vi i fremtiden udleder væsentligt mindre CO2 for eksempel fødevarebranchen, IT-sektoren, industrien og transporten.

Aalborg Portlands direktør Michael Lundborg Poulsen skal lede arbejdet på industriområdet, SAS' direktør Simon Pauck Hansen på luftfart, KMD-topchef Eva Berneke på IT for eksempel. Og avisen Danmark kan nu fortælle, at på transportområdet bliver det Jens Bjørn Andersen, direktør i DSV Panalpina - en virksomhed, der i 1976 startede som 10 vognmænd, der slog sig sammen. I dag er DSV et af de allerstørste transportfirmaer på globalt plan med distributionsnetværker i hele verden. Stadig med hovedkvarter i Hedehusene på Sjælland. Den samlede liste over formænd i de 13 klimapartnerskaber vil statsminister Mette Frederiksen (S) præsentere onsdag.

Jens Bjørn Andersen er blevet udpeget af transportminister Benny Engelbrecht (S).

- Hvorfor griber I til at involvere topchefer til at hjælpe jer med at nå jeres klimamål?

- For at nå vores mål skal vi ikke bare gøre det, vi allerede kender til nu og er igang med. Her har vi brug for hjælp fra erhvervslivet. Samtidig skal vi sikre, at de grønne løsninger, vi finder frem til, vil være nogle, vi kan leve af. Og så er det helt naturligt at indgå partnerskaber med erhvervslivet, siger Benny Engelbrecht til avisen Danmark.

Annonce

Klimamålet

Om 10 år, i 2030, skal Danmark udlede 70 procent færre drivhusgasser i forhold til 1990. Det har den nuværende regering bundet sig til i det såkaldte forståelsespapir, som blev indgået sammen med SF, Enhedslisten og Radikale. Senere har Dansk Folkeparti, Venstre, Konservative og Liberal Alliance tilsluttet sig målet.

Siden 1990 er Danmarks samlede udledningerne allerede faldet med cirka 20 procent - primært på grund af mere effektivt energiforbrug og øget brug af vind- og solenergi.

Politikerne halter efter

Topcheferne skal være med til at holde den socialdemokratiske regering fast på, at vejen mod et bedre klima i fremtiden også skal levere vækst og arbejdspladser, fortæller Benny Engelbrecht.

- Erhvervslivet ser jo også en fordel i at være på forkant med udviklingen. Man kan meget vel forestille sig, at de løsninger, vi finder frem til, vil kunne udbredes globalt, hvilket vil give danske virksomheder konkurrencefordele, så de kan levere løsningerne ikke bare i Danmark, men også i Europa og resten af verden. Sådan noget som electrofuels (flydende brændstof udviklet ved hjælp af strøm, som man især sætter sin lid til i flyindustrien, red.) kan meget nemt blive et grønt eventyr i Danmark på et endnu højere niveau end vindmøller, siger Benny Engelbrecht.

- En anden vinkel kunne være, at I ved at trække de store spillere i erhvervslivet tæt ind til jer, giver dem et hold kæft-bolsje, så de ikke kommer til at gå forrest med kritik af, at regeringen i klimaets navn kommer til at gøre det dyrere at drive virksomhed og være dansker?

- Jo, men tag ikke fejl af de klare meldinger fra industrien om, at det ikke er den, der mangler store ambitioner på klimaområdet. Det har snarere været det politiske niveau, der har haltet efter. Erhvervslivets vilje til at være med her er meget, meget bredt funderet. De ved jo også godt, at dem, der går forrest, er dem, der kommer til at høste gevinsten.

Frygt for gule veste

- Nu sidder du med transportområdet og godstransporten. For nogle er en helt indlysende løsning her, at vi skruer ned og flytter færre varer over lange afstande. Hvordan får man gjort det til en del af diskussionen, når formanden i partnerskabet lever af at transportere flere og flere varer?

- Pointen er, at vi skal transportere grønt. Hvis man forestiller sig, at man slet ikke skal vareudveksle, så ...

- Der er der vist ingen, der forestiller sig, men nogle forestiller sig måske, at vi skruer en lille smule ned?

- Vi kan vareudveksle smartere, udnytte kapaciteten i lastbilerne bedre. Det er vi ekstremt dygtige til i Danmark, men vi kan blive endnu bedre. Vi kan godt sende færre pakker til hinanden og lade være med købe helt så meget, men den kloge løsning er at finde ud af, hvordan vi gør det uden at udlede CO2, så vi stadig har gode indtægter til vores industri og detailhandel, så vi har noget at leve af.

- Hvorfor er det ikke en klog løsning at skrue ned for forbruget?

- Hvis vi skruer ned, vil dem der har de færreste ressourcer betale den højeste pris. Bliver der færre jobs inden for produktion, er det ikke dem med de bedste muligheder, der mister arbejdet. Det vil skabe sociale ubalancer, som vi ikke ønsker. Vi skal ikke opleve gule veste i gaderne som i Frankrig, fordi vi gør noget godt for klimaet. Vi skal kunne opretholde høj velfærd, og det gør vi ved, at vi også sikre arbejdspladser.

Sådan kan den tunge transport udlede mindre CO2

1. Der er noget af hente på logistik: Altså at de konkurrerende godstransportvirksomheder i højere grad deler viden om deres leveringer, så kapaciteten i lastbiler kan blive udnyttet bedre, så der bliver brug for færre transporter.

2. Lastbilchauffører kan uddannes til at køre på en måde, der sparer på brændstoffet. Og arbejdsgiverne kan øge incitamentet ved at belønne og sætte bedre pris på chauffører, der bruger mindre brændstof, fremfor chauffører der sparer tid på transporterne.

3. Knap så hurtig levering. Ved at sænke forbrugernes forventning til at få leveret varer meget hurtigt, kan man forbedre logistikken og fylde lastbilerne mere effektivt.

4. Man kan flytte branchen over på andre energiformer end diesel. Biodiesel og biogas i en overgangsperiode, men på langt sigt er løsningen i højere grad lastbiler og varebiler, der kører på el. Der mangler udvikling på især de tunge lastbiler. Det såkaldte electrofuel er også en løsning - flydende brændstof, der bliver fremstillet ved hjælp af strøm. Det vil også være en måde at lagre den strøm fra f.eks. vind, som i dag ikke bliver udnyttet. Her mangler dog i høj grad forskning og udvikling, hvis det skal kunne fungere i stor skala.

5. Afgifter. Man kan indføre afgifter på diesellastbiler og øge afgifterne på dieselbrændstof for at øge incitamentet til at skifte til mere klimavenlig transport.

6. Nedbring mængden af gods. Forbrug mindre. Køb mere lokalt. Producer produkter, som holder i længere tid, så de ikke skal udskiftes så ofte.

Kilde: Den grønne tænketank Concito

Transportminister Benny Engelbrecht lægger vægt på, at de topchefer regeringen sætter ind i spidsen for 13 klimapartnerskaber skal være med til at sikre, at grønne omstillingen kommer til at betyde vækst og flere arbejdspladser. Arkivfoto: David Leth Williams/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Udvikling: Det er vores butik - vi har selv skabt den

Læserbrev: I eftersommeren 2018 mistede vi i Stauning vores brugsforening, hvor folk havde handlet gennem mere end 100 år. Tankstationen lukkede også. Det var en ringe trøst, at COOP-koncernen – tilsyneladende uden mange tanker om sine dybeste rødder – var i gang med at lade sine brugser i en lang række landsbyer gå konkurs. Som én af os i Stauning med velplaceret ironi udtrykte det: ’Det er da vist ligesom en so, der æder sine egne grise’. Men ulykken tog ikke gå-på-modet fra os. Tværtimod var der folk i Stauning, som omgående tog initiativet. De gik på med krum hals. De samlede Staunings kræfter. De fik ting til at ske. Der er nemlig det ved det, at det dér med at få noget til at ske - det ligger nærmest indbygget i Staunings DNA. Derfor skete det, at vi allerede i foråret 2019 – bare et halvt år efter brugsens lukning – kunne byde benzinselskabet Go’on velkommen til Stauning. Biler begyndte igen at dreje ind. Der var igen aktivitet. Og nu på lørdag, 23. november, sker der det, at vores nye købmand kan byde os velkommen – og vi ham – i en topmoderne dagligvareforretning, der er gennemgribende renoveret fra A til Z af professionelle håndværkere. Herudover har mange forskellige frivillige bidraget med oprydning, rengøring, opstilling af inventar - og sat 2500 varenumre på de rette hylder efter købmandens anvisninger. Det er mærkeligt at tænke på – ja, egentligt fantastisk, alt det der er nået på godt et år i et gnidningsløst og humørfyldt samarbejde. Det hele er nået, takket være stauningboernes kæmpeindsats, også økonomisk. Lige efter brugsens lukning strittede initiativerne naturligt nok lidt i alle retninger. Set udefra lignede det måske lidt situationen, når man kradser lidt med en pind i en myretue. Men ligesom myrer hurtigt organiserer sig og får skaderne repareret, når ødelæggelsens pind har kradset i deres tue, så samlede også Stauning sig hurtigt om det væsentlige: nemlig at få samlet økonomi nok til at købe det gamle nedlagte mejeri midt i byen, hvor brugsen havde butik fra omkring 1970. Og selve målet, det lå fast helt fra starten: senest ved udgangen af 2019, så skulle der igen være dagligvarebutik her i Stauning. At det mål er nået, det siger noget meget vigtigt om Stauning. Først og fremmest siger det, at vi er i stand til at samle os og stå sammen for at få ting til at ske. Men ligeså vigtigt: i Stauning har vi folk iblandt os, der besidder de mange vidt forskellige kompetencer, der gør det muligt at tingene faktisk også kommer til at ske – bliver til virkelighed. Det skal vi huske at fortælle hinanden, når vi går rundt og handler med vores nye købmand i vores nye butik. For den fortælling er en vigtig del af vores fælles historie. Den må vi aldrig glemme. Ligesom den gamle brugsforening, som vore forgængere for 100 år siden gik sammen om at skabe, blev en vigtig del af deres fælles historie. Men nu er det vores butik. Vi har selv skabt den. Den er vores værk. Det var os, der fik det til at ske. Uden os, så var vores butik der ikke. Og uden os – så er butikken der ikke! Det er også værd at minde hinanden om. Butikken har brug for os. Og vi har brug for butikken. Det var jo derfor, vi sørgede for, at den kom.

Annonce