Annonce
Sport

Tobias og Jakob hjælper Tanzanias børn - nu svømmer de i fodboldstøvler: - Det er virkelig gået amok

Tobias Laulund i Puma-trøjen og Jakob Bredtoft er blevet overdynget med fodboldstøvler de seneste uger. De har derfor brugt altanen som opbevaring. Her på billedet blev de nødt til at tage støvlerne inden for i lejligheden, fordi der ikke længere var plads til dem selv sammen med fodboldstøvlerne på altanen. Privatfoto
To vestjyske venner har samlet så meget fodboldudstyr ind, at de ikke kan have det hele med til Afrika.

TARM/AARHUS/TANZANIA: Altanen kunne gøre de fleste sportsforretninger misundelige og give de fleste med et oprydningsgen en smule kriblen i fingrene. For hvor vennerne Tobias Laulund og Jakob Bredtoft tidligere kunne nyde udsigten fra deres altan, er den nu i sig selv blevet lidt af et særsyn.

Fodboldstøvler i bunkevis har nemlig stjålet udendørspladsen. For over de seneste uger har de to tidligere gymnasieklassekammerater fra Vestjysk Gymnasium i Tarm samlet så mange brugte par fodboldstøvler ind, at altanen i vennernes fælles lejlighed i aarhusianske Brabrand nu bliver brugt som opbevaringsplads.

Omtrent 300 par børnefodboldstøvler har 22-årige Tobias Laulund talt sig frem til. Derudover kommer 15 tasker med sportstøj, fodbolde, målmandshandsker og overtrækstrøjer.

- Det er virkelig gået amok. Jeg tror, jeg har mistet lidt overblikket over, hvor meget der er, siger Tobias Laulund med et smil.

Annonce
Den første uge efter de får støvlerne, bliver der kæmpe kamp for at komme op på banen for at spille. Det bliver en glæde.

Tobias Laulund, frivillig indsamler

Har ikke plads til alle støvler

Den 22-årige vestjyde fra Kyvling nær Tarm rejser i dag, 3. oktober, sammen med Jakob Bredtoft fra Ølgod til den vestlige del af Tanzania. Fodboldstøvlerne skal nemlig vække glæde på det børnehjem i Sumbawanga, hvor de to vestjyske unge mænd skal være frivillige de næste to uger.

Men de kan faktisk ikke have alle fodboldstøvlerne med denne gang. Dagen før afrejsen var taskerne pakket, og her måtte vennerne sande, at der blev plads til 90 par støvler, 10 fodbolde samt nogle overtrækstrøjer og målmandshandsker.

Jordfodboldbane og en snor som overligger

Tobias Laulund har tidligere i fem måneder været frivillig på børnehjemmet, som er tilknyttet den luthersk-evangeliske Brødremenigheden. Så han ved, hvor meget støvlerne vil betyde for de gadebørn eller forældreløse børn, der får hjælp af børnehjemmet. Lige nu er der nemlig rigelig rift om at bruge børnehjemmets fodboldbane, selvom børnene ikke har noget fodtøj, banen er af jord, og målene er to stolper med en snor som overligger.

Som det er nu med fodbold i bare fødder, koster legen med bolden ofte både ødelagte negle, sår og forstuvninger. Nu håber Tobias Laulund, at børnenes glæde kan udspille sig uden den ærgerlige bivirkning.

- Den første uge, efter de får støvlerne, bliver der kæmpe kamp for at komme op på banen for at spille. Det bliver en glæde, siger Tobias Laulund.

Frygtelige skæbner er blevet vendt

På sit seneste besøg i Tanzania oplevede Tobias Laulund at tale med flere børn, hvis historier gjorde indtryk på ham. På børnehjemmet var der blandt andre en børneflok på fire børn, som nu alle er i folkeskolealderen. De mistede begge deres forældre til Malaria og måtte flygte fra Congo til Tanzania. En af de andre beboere på børnehjemmet er en pige, der som femårig blev forladt på en busstation.

Tobias nævner eksemplerne og understreger, at mange af børnene på gaden eller i børnehjemmet ”er frygtelige skæbner.” Men det er positivt at se børnene i hjemmet, synes han.

- Det er lidt svært at forholde sig til, hvordan børnene har haft det engang. På hjemmet kunne jeg mere se, hvor fornuftige børn de var blevet og stadig er, siger Tobias Laulund.

I det hele taget har turene til Tanzania sat sit aftryk. Turene har fået ham til at forstå, at det ikke er et ekstra spil FIFA på fjernsynet eller en ny fladskærm, som gør ham glad. Det er snarere at bruge tid med sine venner.

- Selve det tanzaniske folk er sindssygt gæstfrit, i forhold til hvor lidt de har, og hvor meget de sætter pris på relationen til andre mennesker. De har i deres sprog 10 eller 20 forskellige måder at hilse på, og i mange samtaler bruger man de første to-tre minutter på at spørge ind til hinandens familier, arbejde, og hvordan det går. Den glæde ved relationen og ved hinanden viser, at selvom man ikke har så mange materielle goder, har man virkelig en stor glæde i livet, siger Tobias Laulund.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Politisk opbakning til Sommerfuglen skyldes stedets kvaliteter

Læserbrev: Sommerfuglen er kommunes nye fritidstilbud til børn og unge med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser. Kongstanken er at have ét lokalt fritidstilbud af høj pædagogisk kvalitet i stedet for at benytte aflastningspladser på forskellige institutioner i egen og andre kommuner. Jeg er citeret i Dagbladet søndag for at sige, at den politiske opbakning til Sommerfuglen skyldes behovet for at få stedet fyldt op. Det er en udtalelse, der taget ud af en sammenhæng. Den politiske opbakning til Sommerfuglen hænger helt og aldeles sammen med tilbuddets kvaliteter. Børn med funktionsnedsættelser har svært ved at finde fritidsaktiviteter, der kan rumme deres udfordringer, og det begrænser muligheden for at knytte venskaber. Børnene på Sommerfuglen går typisk på specialskole, og det betyder, at de fleste går i skole og skaber relationer uden for deres nærmiljø. Med Sommerfuglen prioriterer vi, helt i tråd med børne- og familiepolitikken, at give børn og unge med særlige behov mulighed for at dyrke fritidsinteresser og danne trygge og nære relationer med andre børn i kommunen. Relationer de kan bygge videre på gennem deres opvækst, så Sommerfuglen bidrager til ambitionen om at skabe gode overgange fra børneområdet til voksenområdet. Politisk har vi besluttet, at Sommerfuglen som udgangspunkt er kommunens tilbud, med mindre der er faglige begrundelser for noget andet. Det har vi, fordi det er et godt tilbud, og fordi målsætningen om at skabe relationer mellem børn og unge på tværs af kommunen fordrer, at de er sammen. Jeg forstår godt, at det kan være en stor mundfuld for børn, unge og forældre at skulle flytte fra et sted, de kender og er glade for. Men jeg ved også, at de børn og unge, der er begyndt i Sommerfuglen, er glade for og trygge ved det. Der er foretaget en faglig vurdering af, hvorvidt hvert enkelt barns behov kan rummes i Sommerfuglen. I de tilfælde hvor det modsatte er konklusionen, er der fortsat et alternativt tilbud. Jeg forstår også godt, at de institutioner, kommunen hidtil har købt pladser hos, er kede af at miste børn. Men i denne sammenhæng er vores opgave som kommune først og fremmest at give børn og unge med særlige behov de samme muligheder, som andre børn og unge i kommunen. Det er klart, at dialogen med de berørte familier og institutioner skal foregå på en god og respektfuld måde. Når vi hører, at det ikke er oplevelsen alle steder, er der naturligvis grund til at vurdere, om vi kunne have gjort det anderledes. Det er i øvrigt helt almindelig praksis.

Annonce