Læserbrev

Tobak og farvel: Min far røg sig ihjel som 42-årig

Far kommer med besvær på benene igen, løber så forpustet ved siden af min cykel, gi’r mig et puf, skubber mig af sted og råber: ”God kamp, knægt!”

MØN, SEPTEMBER 1960. Nærmere betegnet lørdag den 24. Min far og mor er uddelerpar i Rødled Brugs i landsbyen Udby lidt uden for ’hovedstaden’ Stege, på vej ud mod Klinten. Der skal den dag, fra klokken 14, når butikken lukker, og resten af weekenden, afholdes ’opgørelse’. Optælling af varelageret er en årligt tilbagevendende begivenhed – nærmest en fest – hvor også brugsforeningens bestyrelse deltager, og hvor min far sætter en ære i at alt skal skinne og klappe. Derfor har kommisser, lærlinge og den unge pige i huset i ugen inden – med mine forældre i front – knoklet med vinduespudsning, afvaskning, opfyldning af hylder og boning af linoleumsgulve.

Selv er jeg 12 år, spiller fodbold i navnkundige, nu hedengangne Lendemark Boldklub, og er netop kommet hjem fra skole. Dengang gik man i ’den stråtækte’ om lørdagen. Mit lilleputhold skal samme eftermiddag spille ’hjemme’ mod Fanefjord FC. Men jeg skal først i huj og hast, inden jeg skal på cyklen igen, sammen med min farmand nå et par hurtige rundtenommer rugbrød. Imens snakker vi om, hvor mange vi egentlig er i alt i Brugsen – min mor og far, storesøster og –bror, plus hele personalet…? Han sidder og vifter og pjatter med nogle folketællingsskemaer, som han skal nå at udfylde, inden postmanden kommer forbi ved et-tiden. – ”Nå, hvad pokker, én fra eller til?!?”, siger han, slår det hen, og ryster en North State uden filter ud af cigaretpakken.

Lidt efter hjælper han mig – med cigaretten i den ene mundvig, og helt nede på knæ ude på trappestenen – med at snøre (altid dobbeltknude!) mine nye Puskás-fodboldstøvler. De første med gummiknopper, opkaldt efter min ungarske helt. Far kommer med besvær på benene igen, løber så forpustet ved siden af min cykel, gi’r mig et puf, skubber mig af sted og råber: ”God kamp, knægt!” Min far er lige kommet i boldklubbens bestyrelse, og jeg tror, han er stolt over, at begge hans to drenge ’er kommet på hold’.

Vi lilleputter har helt exceptionelt fået lov til at spille på L.B.’s opvisningsbane, der søndag eftermiddag skal lægge græs til klubbens vigtige opgør i 3. division mod topholdet Odense KFUM. Stolte og forventningsfulde sidder vi på klubhusets store trappe, da ’Bobber’, vores træner-Gud, med et fyldt boldnet over skulderen kommer trillende ind på stadion på sin VeloSolex: ”Fanefjord har ringet. De kommer ikke. Kan ikke stille hold. Men hvis I vil skyde lidt på mål, så tag nogle bolde…” Øv! Skuffede bakser vi 6-7 læderbolde ud. Ebbe går ind i ’kassen’. Jørgen og Ib går ud på hver sin fløj, og sender skiftevis bolde ind over, som Flemming, Claus, Bjarne og jeg prøver at ekspedere ind i ’rusen’; men mange ender den lørdag eftermiddag ude i poplerne bag målet. Spillelysten er li’som gået fløjten.

Slukøret cykler jeg hjemad, men når undervejs at glæde mig til den virak og den gode aftensmad, der altid er, når der ’tælles op’. De to dage er min far vært, altid i topform og super humør. For han har styr på sin brugs. Jeg vil også være brugsmand, når jeg bliver stor.

Da jeg kører ind på Brugsens nyasfalterede gårdsplads, ringer jeg med klokken, og kaster cyklen op ad muren. Atter siddende på trappen bakser jeg med at snøre mine støvler op. Men dobbeltknuden driller. Kalder på min far, at han skal komme og hjælpe mig.

Men det er min søsters kæreste, Gunnar, der åbner hoveddøren bag mig. Han sætter sig ved siden af mig… : ”Lasse, din far er død!”

Jeg farer op ad trappen til første sal med fodboldstøvler på, ind igennem stuen, så ind i soveværelset, derpå ud i køkkenet, hvor min mor og mine søskende sidder og græder.

”Hvor er far? Jeg vil snakke med ham. Jeg vil se ham!”

”Det kan du ikke min skat”, siger min mor, ”ambulancen har taget ham med…”

Jeg så ham aldrig mere. Dengang viste man ikke børn døde mennesker. Og snakkede heller ikke om dem.

I mandagens udgave af Møns Folkeblad kunne mønboerne så læse, at den unge brugsuddeler, min far, pludselig var død. Samt at fodboldspillerne på Lendemark Stadion søndag eftermiddag havde haft sørgebind på, og at der blev holdt ét minuts stilhed inden kampstart. En kamp som Lendemark tabte, og senere samme efterår rykkede klubben ned i Kvalifikationsturneringen. En deroute, som Møn-klubben aldrig kom sig over. Odense KFUM rykkede det år op i 2. division…

PS! Min far ville i år være fyldt 101 år. Men blev kun 42. Jeg tænker på ham dagligt. Det har jeg gjort i snart 60 år. Han sled sig selv op. For lange arbejdsdage. For tunge løft. Ingen ferier. Spiste sikkert ’forkert’. Men især røg han for mange cigaretter. Var det ikke North State, så Broadway eller Grøn Cecil. I lange baner. Han havde jo 20 styks pakker med ’ligkistesøm’ inden for rækkevidde lige bag disken i butikken.

Men alle røg jo i 50’erne og 60’erne. Unge og gamle. De/vi vidste ikke bedre. Ja, selv datidens fodboldspillere, vores forbilleder, røg i halvlegspausen. Og det selvom en akut blodprop den gang var fatal. Hjernestarteren var ikke opfundet. Menigmand kunne ikke give hjertemassage. Falck-Zonens røde ambulance var en evighed om at dukke op. Familielægen ligeså. Og selvom små lokale sygehuse stadig var en realitet, så nåede man alligevel ikke frem, før det var for sent.

Resultatet var, dengang, som nu – hvor antallet af tobaksafhængige danskere, der ryger, igen stiger signifikant: Risiko for flere, store blodpropper på landsplan, såkaldte Stemi’er, hvor kranspulsåren lukker helt til. En akut situation, som alt for mange unge 30-50-årige, ifølge overlæge Michael Mæng fra Aarhus Universitetshospital, fremover vil dø af.

Medmindre et ansvarligt, nyvalgt Folketing skrider til handling, og hæver prisen på cigaretter så meget, at danskerne lægger smøgerne på hylden. Men det er nok for meget forlangt, i et land, hvor den fungerende statsminister er storryger, hvor en vis Kong Christian stod ved højen mast i røg og damp, og hvor hans efterkommere på Slottet pulser løs.

Men da de jo alle lever i bedste velgående, og er på den anden side af de 50, så er det der med cigaretrygningens svøbe nok noget statistisk sludder…

Askebæger foran Lycée Henri IV i Paris, hvor Frankrigs kommende elite skal skodde deres smøger, inden de går ind gennem gymnasiets port. Fumer tue - At ryge dræber! Foto: Lars Egelund
0/0
Annonce
Forsiden netop nu
Ringkøbing-Skjern

Kram til alle i uniform fra mor og far, da 20-årig blev fundet i live i vandet på Ringkøbing Fjord

Ringkøbing-Skjern

Vi skal løse plastikforureningen sammen

Hvide Sande

3-årige Felix om Hvide Sande-sejltur: Det går alt for langsomt

112 For abonnenter

Sejler du en lille smule, når du sejler? Sådan er reglerne for berusede sejlere

Leder For abonnenter

Dagbladet mener: Den indre varulv hyler, og det lyder ikke kønt

Da den sidste danske ulv i 1813 blev skudt ved Estvadgård lidt sydvest for Skive, var der næppe én, der fældede en tåre i den anledning. Da slet ikke de bønder på egnen, hvis får nu kunne være i fred. I et mangelsamfund som det danske for 200 år siden var der ganske enkelt ikke plads til ulven. I de mellemliggende par århundreder har næppe nogen skænket ulven en tanke - endsige savnet den. Den var ikke længere en del af den danske fauna. At den skulle vende tilbage, var der meget få, der havde fantasi til at forestille sig. Ikke desto mindre var det, hvad der skete omkring 2009, og lige siden har ulven forårsaget en slags kulturel borgerkrig i Danmark, der er helt ude af proportioner i forhold til dyrets indvirkning på den danske natur og dens formodede trussel eller mangel på samme mod mennesker. Skal man være lidt grov, kan man sige, at ulven har fået den indre varulv bragt frem i mange danskere. Det er ikke kønt. Som Anette Lund Andersens store reportage i Dagbladet i dag dokumenterer, er det rent ud forbløffende, i hvilket omfang og med hvilken lidenskab, mennesker engagerer sig i striden om ulven. Man tager sig til hovedet i vantro over en "ulvehader", der skyder en ulv med riffel ud af vinduet på sin bil. Og man flår sig i håret af frustration over en "ulveelsker", der truer folk på livet, og begår hærværk mod en lokal kirke for at understrege sit synspunkt. Mellem disse yderligheder er der alle mulige holdninger, der dog generelt tenderer mod det stadigt mere polariserede - hovedsageligt på grund af de forbistrede asociale medier, der nærmest pr. automatik synes at forstærke alle holdninger i ekstremistiske retninger. Det billede, Anette Lund Andersen tegner i sin reportage, er dybt forstemmende. Det fortæller om en debat og dens deltagende aktører, der synes at have mistet al proportionssans, evne og vilje til at lytte til andre menneskers synspunkter. Lederskribenten her føler sig fristet til at citere sin gamle, afdøde fars tilbagevendende kommentar, når medmennesker af den ene eller den anden grund bevægede sig ud ad en tangent: "Har de ikke andet at gå op i?!?" Det er måske dér, problemets rod ligger.

Ringkøbing-Skjern

Efter timelang eftersøgning: Helikopter finder ung sejler i god behold i vandet

112 For abonnenter

Der gælder ingen promilleregler for små både

Ringkøbing-Skjern

To helikoptere og fire både leder nu efter den unge sejler - Politiet: Kig efter et blåt og hvidt sejl

Ringkøbing

Slut med sygedagpenge: Jobcentret siger stadig nej til kræftramte Hilde

Annonce