Annonce
Vestjylland

To lokale kvinder har genoplivet højskolen: Kommer for at høre "helt almindelige mennesker" fortælle

Hanne Arberg (her midt i) byder velkommen til en af de aftener med foredrag, som den nye "højskole" i Staby havde sat i søen tidligere på året. Privatfoto
Historierne fra lokalsamfundet skal frem i lyset. Det mener to lokale, der selv synes, de er lykkes med at genoplive noget af højskole-ånden i Staby.

Staby: At der ikke er samme aktivitet mere på sognegården i Staby, som der var engang, det var Hanne Arberg og Birgitte Holm Eskildsen enige om, da de for lidt over et år siden startede et nyt initiativ.

Et initiativ som på mange måder skulle videreføre den højskole-ånd, der lever i området, men som havde manglet et sted at udfoldes.

"Staby Højskole den 25." blev født. Et initiativ under Aktiv Staby, der ti gange siden har afholdt foredrag i Stabys gamle sognegård. Gennemsnitligt kommer 50-60 deltagende gæster. Aftenerne starter altid med en sang. Initiativtagerne synes efter et år, at det er en succes:

- En enkelt gang er der kommet 80, og det er ikke de samme, der kommer hver gang. Jeg synes, det er en vild succes. Ikke bare fordi der kommer mange, men også fordi man går oplyst derfra, siger Hanne Arberg, der til dagligt arbejder som lærer på Husby Efterskole.

Annonce

Sammenhængskraft

Over årene er der løbende blevet færre og færre borgere i det gamle Staby Sogn. Det har ifølge initiativtagerne kunnet mærkes på sammenhængskraften i byen og i området.

- Da jeg kom hertil i 1991, var der masser af arrangementer i sognegården, men i takt med at folk flytter væk, kom der ligesom en naturlig afmatning - og til sidst var der ingen værter til at stå for det, siger Birgitte Holm Eskildsen, der i det daglige er sygeplejerske på Center for Sundhed i Holstebro.

Ideen med aftenener er, at der skal holdes to foredrag under samme tema. Og det er ikke professionelle foredragsholdere, der står på scenen. Det er "helt almindelige" mennesker, der har noget på hjerte.

- Vi skal have de historier, der er i lokalsamfundet frem i lyset, siger Hanne Arberg.

Højskoleaftenerne har skabt nogle unikke muligheder for at mødes, synes de begge:

- Vi lever jo alle hver for sig - med hver sit arbejde og dagligdag. Måske man ikke lige kommer til de fællesspisninger, der er i byen. Men så kommer man måske til det her en aften, fordi det er ens nabo, der skal komme og fortælle, og så lærer man ligesom hinanden bedre at kende, siger Birgitte Holm Eskildsen og tilføjer:

- Det giver noget identitetsdannelse, og vi lærer hinanden at kende, siger hun.

Fra Pallisbjerg til Grønland

Indtil videre har foredragene været af meget forskellige karakter. Emnerne har været alt fra historien om Pallisbjerg - den lokale herregård, til Grønland, gymnastik og noget så simpelt som den lokalfødte Helge Thomsen - og hans historie.

- Han fortalte egentlig bare om sit liv og opvækst, men det endte jo med at være et helt billede af, hvordan landbruget og området har udviklet sig henover årene, siger Birgitte Holm Eskildsen. Hanne Arberg supplerer:

- Ofte bliver det ligesom nogle små tidsbilleder, siger hun.

Det hele værd

Højskoleaftenenerne foregår altid den 25. i otte af årets måneder.

Alle aftenerne er gratis, og det er frivillige, der står for det hele. Men arbejdet med det er det hele værd.

- For det giver noget fællesskab at mødes og sidde sammen og synge. Der sker en "connection" mellem folk. Det er uforpligtende, og man får snakket med hinanden, siger Hanne Arberg, der sammen med sin medarrangør er ved at gøre forårs-programmet klart.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

De små snublesten - og det brændende spørgsmål til dig, der skændede gravstenene

Når du læser disse linjer, er jeg på vej mod Berlin. Engang Hitlers heilende nazi-inferno af en by. Senere en delt by, hvor murens iskolde zigzag-ar adskilte familier og venner. I dag en hjertelig og åben by, som - parallelt med alt det sprudlende og sjove - hele tiden minder verden om fortidens grusomheder. Berlin er byen, hvor mange tusinde Stolpersteine, snuble-sten, sætter små messing-mindesmærker i fortovene. Hver eneste sten er et minde over ét af de myrdede ofre for nazisterne. Messingstenene ligger foran de huse, hvor ofrene boede. På dem står der meget lidt og forfærdeligt meget: Et navn. En fødselsdato. En deportationsdato. Stedet for mordet: Auschwitz, Neuengamme, Sachsenhausen eller hvad dødsfabrikkerne ellers hed. Også på andre måder minder Berlin og Tyskland hele tiden sig selv og os andre om det, der aldrig må glemmes og aldrig må gentages. Som i den 19.000 kvadratmeter store 'skov' af betonsøjler, der er rejst tæt ved Brandenburger Tor til minde om de myrdede jøder. Som på Gleis 17 på S-bahnstation Grünewald - perronen, hvorfra nazisterne deporterede deres ofre direkte til udryddelseslejrene. Som i det jødiske museum, hvor arkitektur og udstilling i forening gør den besøgende svimmel og kvalm. Som gennem sporene efter Berlinmuren; spor, som man igen kun ser, hvis man kigger ned på fortovet netop der, hvor zigzag-arret er markeret. Over gadeplan er Øst- og Vestberlin i dag mange steder svære at skelne fra hinanden. Det samme er vi mennesker, når vi kigger ordentligt på hinanden. Er du jøde, asatroende eller grundtvigianer? Buddhist? Missionsk? Muslim? Katolik? Ateist? Hvad du end tror eller ikke tror på; uanset din hudfarve og din herkomst - så er du et menneske. Du skal behandles som ét, ligesom du skal behandle andre som netop det, de er: Mennesker. Tysklands mange 'Denkmahls' holder erindringens sår åbne for de, der tør røre ved dem. Når jeg om lidt går rundt i Berlin, vil jeg som altid kigge ned mod snublestenene i respekt for dem, der blev myrdet. Når jeg ser op igen, ville jeg gerne - ansigt til ansigt - møde ét af de mennesker, der valgte at markere Krystalnatten ved at skænde jødiske gravsten med maling og klistre nazistiske jødestjerner på postkasser. Dybest set har jeg bare ét spørgsmål: Hvorfor?

Annonce