Annonce
Erhverv

Tirpitz er på samme tid diskret og umulig at overse

Bunkeren Tirpitz, som museet tager navn fra, ligger synlig fra vejen. Før når man kommer rundt om bunkeren, ser man museet, der ligger skåret ned i landskabet. PR-foto: Rasmus Hjortshøj
Allerede før åbningen, beskrev CNN det nye museum Tirpitz blandt ny arkitektur, man skulle se i 2017. Siden da har den store omtale trukket hundredtusindvis af gæster til museet.

Når man trækker ind på parkeringspladsen ved Tirpitz, ser man ikke museet. Først når man til fods runder den store kanonbunker, som museet er opkaldt efter, åbenbarer det nye museumsbyggeri sig. Tirpitz slår sig som revner i klitterne, som om arkitekt Bjarke Ingels har lagt to dybe snit i landskabet med en skalpel og nu er ved at løfte de skårede hjørner op, som om man klemmer en bagt kartoffel med fingrene

I centrum er der et lille cafémiljø ved siden af indgangen, hvor sommergæsterne kan nyde en kop kaffe. Det er også her, tusindvis af mennesker har måttet væbne sig med tålmodighed. Det nyåbnede Tirpitz har været så populært, at museets gæster på tredje sæson stadig oplever fulde huse, og så er der intet andet for end at vente på, at nogen forlader museet.

Når museets tagkonstruktion bogstaveligt talt løfter sig op fra landskabet, betyder det også, at man kan kigge direkte ned i museets udstillingsrum. De høje glaspassager, der leder ind til midten af museet, åbner for masser af dagslys og nysgerrige blikke på, hvad man om lidt skal opleve. Det har stillet særlige krav til de hollandske udstillingsdesignere Tinker Imagineers. Her er færre vægge at gemme ledninger i, her er indfald af dagslys, der er hårdt ved historiske genstande, og det har været et krav, at udstillingerne skal kunne betragtes fra oven og stadig se appetitlige ud.

Leder af Tirpitz, Helle Ølgaard, fortæller, at der var to centrale krav til arkitekterne bag byggeriet.

- Vi ville helst have et museum, der var usynligt i landskabet, og det skulle have fire udstillingsrum, som var fleksible, så udstillingerne blev designet til rummene og ikke omvendt. Udstillingerne opdateres og skiftes ud, men museet skal også stå der om 100 år, siger hun.

Annonce

Tirpitz

Tirpitz er oprindeligt en tysk kanonstilling fra 2. verdenskrig. Selve kanonen blev aldrig monteret.

Museum Tirpitz blev udvidet med det nye museum, der er tegnet af Bjarke Ingels Group. Med udstillingerne kostede museet cirka 150 millioner kroner. Det nye og meget præmierede museum slog dørene op den 29. juni 2017.

I de første 12 måneder besøgte 300.000 mennesker museet. Fremover forventer museet 200.000 gæster årligt. Før åbningen forventede man 100.000.

CNN omtalte museet allerede før åbningen, og åbningen af museet modtog en massiv pressedækning.

Tirpitz har blandt andet vundet den store amerikanske arkitekturpris 2019 Institute Awards for Architecture, der uddeles af American Institute of Architecture.

I samspil med naturen

Missionen er lykkedes, så vidt at man ikke mødes af et stort byggeri, der ses på lang afstand, men samtidig er idéen i arkitekturen så unik og veludført, at det har givet masser af medieomtale, og gæsterne er strømmet til i stor stil.

- Det er ikke, fordi vi gerne vil have et usynligt museum, men vi vil gerne være ydmyge over for naturen. Nogle gange ser man, at der står en stor mastodont ude i ingenting, hvor man kan blive uenige om, om det overhovedet passer ind. Vi ville bevare den smukke natur.

Museet er bygget på et menneskeskabt plateau ved siden af bunkeren. Plateauet blev anlagt til skinner under anden verdenskrig og skulle være ankomststation for de enorme kanonrør, der grundet krigens afslutning aldrig blev monteret på bunkeren. Det menneskeskabte plateau var en af forudsætningerne for, at museet overhovedet kunne bygges. De omkringliggende klitter er fredet natur, men netop fordi plateauet i forvejen blev anlagt af mennesker, fik man lov til at bygge museet her.

I form og materialer er det museum tegnet til at leve i dialog med den gamle bunker. Bunkeren er skabt af tre meter tykke vægge i armeret beton. Museets beton er støbt på stedet, og stål går igen både som beklædning af gulve og trapper og som et omrids af museets eksterne konturer, der er beklædt i rustrødt stål. Indvendig er der brugt fyrretræ, som også omgiver museet.

- Bjarke Ingels har taget udgangspunkt i bunkerens materialer, og han har taget højde for, at bunkeren står som en mastodont-krigsmaskine, som på ingen måde byder nogen velkommen. Man kan hverken se ind eller ud af den. Men med de samme materialer har han forsøgt at skabe det modsatte udtryk i museet. Man går ind i gårdhaven, hvor tagene løfter sig til alle sider og giver et kig ned i udstillingerne, der gør, at man føler sig velkommen, siger Helle Ølgaard.

Nok er lysindfaldet svært at arbejde med, når man designer historiske udstillinger, men det har været en selvstændig pointe, at udstillingerne får naturligt lys. Det tjener som en kontrast, når museets gæster bevæger sig fra husets lyse udstillinger til den mørke, fugtige og kolde bunker.

- Vi har insisteret på, at vi ville have dagslys ind, fordi det gør noget ved rummet. Mange museer gør det modsatte, fordi historiske genstande sjældent tåler dagslys, og fordi det er nemmere at bygge en udstilling op, når man selv styrer lyset. Jeg tror ikke, vores fire udstillingsrum havde været så behagelige at være i, hvis der ikke havde været dagslys, siger Helle Ølgaard.

Glasvæggene omkring husets indgangsparti lukker sollys ned i udstillingerne. Arkivfoto: Annett Bruhn
Indendig bruges der stål på mange overflader som en dialog til den stålarmerede bunker. Arkivfoto: Annett Bruhn
De to snit i landskabet giver lange glaspassager. Arkivfoto: Annett Bruhn
Tirpitz. PR-foto: Rasmus Hjortshøj
Museets gæster får en forsmag på husets udstillinger, da de kan se direkte ned i museet, før de kommer ind. PR-foto: Rasmus Hjortshøj
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce